Category Archives: Novellesamling

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Richard Matheson, The Shores of Space (1957): Maskeret horror

Paperback, Corgi Books 1965. forsiden er skabt af Josh Kirby

Science fiction-litteraturen var inde i en utrolig transformation i 50’erne, hvor navne som Ray Bradbury, Charles Beaumont og ikke mindst Richard Matheson var med til at gentænke genrens muligheder. En af konsekvenserne ved dette var, at de for alvor begyndte at opløse eller nedtone det entydige, tematiske bånd til naturvidenskab og teknologi. Genren blev derved i stigende grad omgærdet af indholdsmæssige gråzoner, som tangerede både surrealisme og skrækfiktion. Det var naturligvis ikke alle læsere, der var lige begejstrede for den udvikling, og præcis dengang som nu finder man genrepuritanere, der opererer med ganske snævre definitioner på, hvad der er SF og hvad det ikke er.

Den diskussion skal jeg ikke gå videre ind i her, men det er sjovt at se, hvordan Richard Mathesons tredje novellesamling, The Shores of Space fra 1957, entydigt blev lanceret som traditionel SF til trods for, at bogen indeholder flest historier, som kun i bredeste forstand hører til i genren. Det fortæller os, at SF fortsat i ’57 solgte bedst, når der var rumraketter på forsiden. Navnlig fortæller det os, at Matheson skulle markedsføres som traditionel SF-forfatter til trods for, at han skrev lige så mange horrornoveller som SF-historier.

Paperback, Corgi Books 1965

Det skyldes ikke mindst, at horror var imidlertid en dybt umoderne genre på dette tidspunkt i 50’erne, og derfor måtte historierne indpakkes anderdeles for at kunne sælge. Det har uden tvivl givet de intetanende læsere lidt af en overraskelse, når de kom i gang med en samling som The Shores of Space, fordi bogen leverer alt andet end det, forsiden og bagsideteksten lover. Men forhåbentlig blev de ikke alt for skuffede, for The Shores of Space er en perle af en antologi, der samler nogle af højdepunkterne fra Mathesons forfatterskab.

Et fremragende eksempel på Mathesons kontante, grumme stil møder vi allerede i den første historie ”Being”, der beskriver, hvordan et ungt par får problemer med deres bil på en øde vejstrækning og må søge hjælp. De lokkes her i en fælde af en bondeknold, som fanger parret og planlægger at fodre dem til det rumvæsen, som har overtaget kontrollen med hans farm. De første mange sider er her ganske formidable og stærkt ubehagelige, fordi Matheson, med sit enkle sprog og sans for det brutale i skildringen af realistisk enkelthed, får skrevet parrets frygt og dødsangst frem, så den står lysende klart for os. Da monsteret introduceres til sidst mister historien sin nerve, men det er til at se igennem fingrene med, fordi han allerede på det tidspunkt har leveret alt, han behøver.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

”Being” er med andre ord benhård horror, men man finder også mere legende sider af Matheson som i ”The Funeral”, hvor en bedemand får monstrøse kunder i butikken en sen aften, eller i den sentimentale boksefortælling ”Steel”, der udspiller sig i en fremtid, hvor der udkæmpes sportskampe mellem robotter. Historien handler her om en gammel, udtjent models sidste omgang i ringen, og trækker dermed på en af sportgenrens helt store, patetiske klichéer, men Matheson reder fortællingen gennem et klassisk plot-twist til sidst.

En af de ting, der bliver tydelig, når man læser samlingens noveller, er den måde Matheson mestrer at åbne for tætte, psykologiske portrætter af sine hovedpersoner. Alle, der har læst The Shrinking Man og I Am Legend, er naturligvis ganske godt klar over dette, men i novellerne her når Matheson det samme på ganske lidt plads. Det mest intenst og på alle måder flotteste bidrag til bogen er ”The Last Day”, hvor han beskriver menneskehedens sidste dag.

Paperback, Bantam Books 1957. Novellesamlingens 1. udgave

Usentimentalt får han her skildret verdens sidste suk. En mand vågner efter en nat, hvor alle har festet og skabt sig som vilddyr, fordi de vidste, at det var deres sidste nat, og med tømmermænd begiver han sig hjem og møder sin mor. Sammen ser de undergangen i møde i stilhed. Det lyder patetisk, og historien har et højt indslag af patos, men Matheson formår at gøre undergangen så stille og vemodig, at situationen får sin egen lyriske bittersøde skønhed. Mange har efterfølgende anslået samme form for paradoksale følelser af tristesse og skønhed i mødet med undergangen, men hos Matheson var denne vision stadig båret af en stærk originalitet, som efterfølgende bud på det samme har mistet.

Et andet eksempel på Matheson eminente greb om følelserne finder man i novellen ”The Test”, der beskriver et fremtidssamfund, hvor de gamle ryddes af vejen, når de har opfyldt visse aldringskriterier. Det kræver, at de potentielt gamle bliver indkaldt til at tage en test. I historien hører vi, hvordan en mand en dag beslutter sig for ikke at tage denne test. Han tager hen til lægen for at få den gennemført, men vender om. Denne subversive handling sætter naturligvis hans familie på den anden ende, fordi det kan få ganske alvorlige konsekvenser, men den gamle er, om ikke ligeglad, så i hvert fald insisterende på sin ret til at vælge sin aldring og død selv.

Paperback, Corgi Books 1958

Ganske typisk for tiden ligger der naturligvis en finurlig plotidé til grund for historien, som i sig selv er underholdende eller interessant at lege med på, men det fine ved ”The Test” er Mathesons psykologiske portræt af forholdet mellem den aldrende far og sønnen, som må forsøge at håndtere situationen. Her er det igen Mathesons evne som formilder af menneskelig natur, der skinner igennem og hæver novellen over mangt en finurlig historie fra samme periode.

Paperback, Bantam Books 1969

Vi har i dag en tendens til primært at huske Richard Matheson som forfatteren bag I Am Legnd, der altid roses som centralt storværk for enhver, der interesserer sig for skrækfiktion. Men der er meget mere at komme efter hos Matheson, hvis noveller er rundet af en sjælden stemningsmæssig alsidighed og hjertevarm, indsigt i mellemmenneskelige relationer. Matheson gør os ikke klogere på fremtidens teknologi eller politiske idéer, han bruger i stedet sin genrefiktion som arena for mødet mellem mennesker og følelser. Han adresserer med andre ord meget konkret erfaringer og oplevelser, som vi kan relatere til og genfinde os selv i. Det gør ham i min verden til en ekstremt sympatisk forfatterskikkelse, hvis litterære produktion inviterer til at blive læst og studeret ganske nøje. Det er derfor en skam, at nøjes med I Am Legend, fordi spændvidden i Mathesons univers er stor og meget mere end dette ene (mester)værk.

Novellerne:

“Being” (1954)

“Pattern for Survival” (1955)

“Steel” (1956)

“The Test” (1954)

“Clothes Make the Man” (1951)

“Blood Son” (1951)

“Trespass” (1953)

“When Day Is Dun” (1954)

“The Curious Child” (1954)

“The Funeral” (1955)

“The Last Day” (1953)

“Little Girl Lost” (1953)

“The Doll That Does Everything” (1954)

Paperback, Berkley Books 1979

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

En monsterjægers bekendelser

Hardcover, Arthur Barker 1977

I et indlæg for snart nogen tid siden, skrev jeg lidt om Christopher Lee som et brand for skrækfiktion. Til præcis det har jeg ikke så meget at tilføje til, men det er helt sjovt at se, hvordan den noget mindre populære Peter Cushing naturligvis også kunne udnyttes i samme dur. Mens Lee blev iscenesat som mørkets vampyriske fyrste, der havde særlige indsigter udi skrækfiktionen, bliver hans filmiske nemesis Peter Cushing fremført som hans modstykke – monsterjægeren. Netop dette møder man i antologien Tales of a Monster Hunter fra 1977.

Der er ikke meget, der tyder på, at Peter Cushing havde nogen særlig interesse i skrækfiktion – faktisk har han næppe gjort andet end at lægge navn til den antologi, som forlaget Arthur Barker udsendte i ’77, før Futura udgav bogen i paperbackformat året efter. Udvalget i antologien er da også dybt ordinært og kredser om gamle travere af Bram Stoker, Mary Shelley, Arthur Conan Doyle samt med Robert Bloch som repræsentant for de yngre forfattere, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse.

Paperback, Futura 1978

Antologien er ikke specielt interessant, men selve fænomenet med at identificere en skuespiller så tydeligt med en rolle, at man forventer, at noget af rollens kvalitet smitter af på skuespilleren eller er til stede i skuespilleren, er sjovt, og jeg er sikker på, at der er talrige eksempler på dette. Alfred Hitchcock er eksempelvis et oplagt, lignende tilfælde. En anden klar parallel findes i SF-litteraturen, hvor besætningen på Enterprise blandt andet har lagt navn til en del antologier.

Peter Cushings interesser gik i øvrigt i en langt fredeligere og mere nørdet retning, som det fremgår af denne charmerende lille video:

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Terror Tales – Topografiske gys

Paperback, P & C Finch 2011

Jeg har efterhånden præsenteret en del skrækserier fra små forlag, der på en eller anden måde forsøger at løfte arven fra de store og langlivede serier, som Pan og Fontana udsendte med så megen succes. Her skal vi da også se nærmere på endnu en af den slags, nemlig forfatter og redaktør Paul Finchs Terror Tales-serie.

Paul Finch

Han udgiver serien på sit eget forlag, hvilket sådan set ikke er så udsædvanligt i dag. Det usædvanlige er, at han, siden første bind udkom i 2011, har været i stand til at få bidrag fra ganske store og veletablerede navne på den litterære skrækscene. Mark Morris, Robert Shearman, Ramsey Cambell, Christopher Fowler og Nina Allen er blot nogle af de kendte navne, der har fundet vej ind i serien, hvilket fortæller lidt om den kvalitet, man kan forvente i bøgerne. Paul Finches Terror Tales ligger dermed kvalitativt en klasse over de fleste andre antologier af samme type, der domineres af mere eller mindre ukendte, glade entusiaster – ikke ulig de antologier, vi får udgivet på dansk herhjemme.

Paperback, P & C Finch 2012

En anden interessant ting ved serien er dens geografiske fokus. Jeg har i et andet indlæg skrevet, at det topografiske greb om antologierne er ganske spændende og noget, som vi burde få gentaget herhjemme. Finch gør det for Storbritannien, og han har allerede nu besøgt en del ikoniske steder og landskaber, men der er heldigvis fortsat mange steder, han kan lægge vejen forbi.

Paperback, P & C Finch 2012

Bøgernes forsider er det eneste minus for mig. Det er desværre de sædvanlige digitale tegninger, der savner liv og taktilitet. Det ligner stillbilleder fra computerspil, men jeg værdsætter seriens indsats for at skabe originale billeder, der i et eller andet omfang forholder sig til temaet og indholdet.

Udgivelsesraten er gået noget ned for Paul Finch, men lad os håbe, han fortsætter lidt endnu.

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2017

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling