Category Archives: Novellesamling

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

Julegys 1988-1995

Hardcover, Michael O’Mara Books 1988

Her kan I se lidt højtidsrelevante antologier. Serien, der selvfølgelig alle kredser tematisk om julen, blev udgivet af det engelske forlag Michael O’Mara i tiden mellem 1988 og 1995. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for – som jeg har skrevet om et par gange tidligere på bloggen – var 80’ernes første halvdel et vendepunkt i den engelske skrækverden.

Richard Lawrence Dalby (15. april 1949 – 4. maj 2017) – en helt central skikkelse i det litterære, engelske skrækmiljø. Ære være hans minde

De gamle, hæderkronede antologiserier var nemlig begyndt at sælge dårligere og dårligere. Der var ganske enkelt ikke længere samme opbakning til de serier, der havde præget det engelske skrækbogsmarked siden begyndelsen af 60’erne. Det krævede således en ganske stor dosis optimisme at lancere en ny serie i 1988, men Michael O’Mara viste her, at man med et meget specialiseret fokus kunne få succes.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1989

Du skal også være opmærksom på seriens redaktør Richard Dalby, der desværre døde sidste år. Dalby var nemlig en af de fremmeste kendere af engelsk skrækfiktion og på mange måder en af den type pionerer, der har været med til at vise vejen for de mange specialiserede mikroforlag, der i dag udgiver skrækfiktion.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1990

Dalbys litteraturhistoriske interesse for skrækgenren fik ham til i årenes at opstøve og genudgive ganske mange glemte perler, hvorfor hans bortgang sidste år var et stort slag for den mere litterære del af den engelske skrækscene. Dalby var naturligvis, fristes jeg til at sige, især optaget af M.R. James-traditionen, men han havde også næse for ny fiktion, og præcis den kombination kommer til udtryk i hans juleantologier for Michael O’Mara. Her finder man nyt og gammelt, bekendt og ukendt side om side.

Savner du lidt gys til juledagene, er du med andre ord i godt selskab her.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1991

Paperback, Michael O’Mara 1992

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

Paperback, Kandor 2013

For snart nogen tid siden kom Jonas Wilmann og jeg med et lille opråb om dansk horror, og det var tanken, at indlægget skulle bakkes op af en række mindre indlæg, som kunne kaste lys over vores opråb. Jonas har efterfølgende allerede været flittig ved tasterne, og jeg vil med indlægget her også indlede en serie indlæg om danske udgivelser, som vil komme drypvis her på bloggen i den kommende tid.

I indeværende indlæg har jeg valgt at tage fat i Kristoffer J. Andersens novellesamling Dansk Tusmørke fra 2013. En lille samling på ni fortællinger, der tematisk er opdelte under overskrifterne ”Humor”, ”Horror” og ”Fantasy”.  Det er med andre ord en blandet buket, som vi her har med at gøre. Det sjove er imidlertid, at bogen slet ikke virker så sammensat, som man skulle tro. Faktisk er der nærmest ingen forskel de ni fortællinger imellem. Ganske vist skifter miljøerne, og fantasy-fortællingerne skiller sig her især ud, men grundtonen i alle novellerne er mere eller mindre identiske. Det er da også derfor, at bogen skal trækkes frem.

Tonen i Andersens horror er båret af præcis samme kækhed som hans humor og fantasy. Man kan på samme tid også notere sig en nærmest lemfældig omgang med overnaturlige elementer, der slynges ind i skrækfortællingerne uden noget forsøg på at indlejre disse elementer troværdigt, hvilket kun forstærker parallellerne til fantasy-historierne.

Paperback, Kandor 2013

Der er noget naivt over Andersens noveller, der enstrenget bygger op imod en klassisk aha-slutning. I ”Røde dæmoner” forsøger en vampyr at drive en stakkels mand til selvmord, mens ”De døde børns hus” er en pinagtig historie om pagt med mørke kræfter. Den tredje, egentlige horrorfortælling ”2000 år i Helvede” er en triviel historie om den bibelske Brabbas, fangen der blev frigivet i stedet for Jesus.

Som læser spørger jeg mig, hvem målgruppen til bogen egentlig er? At dømme ud fra bogens indhold synes den i lige så høj grad rettet mod voksne som børn. Stedvist går Andersen ind i modne problemstillinger som i ”Røde dæmoner” og ”Ninja”, men andre steder er teksterne skrevet i børnehøjde. Men selv for børne- eller ungdomslitteratur er der tale om ganske simple tekster.

Bogen har, som sagt, titlen Dansk Tusmørke, hvilket må betyde et eller andet. Henrik Harksen udgav antologien Dystre Danmark i 2009, og Lars Kramhøft kaldte i Således forgår al verdens herlighed (2016), på lidt tvivlsomt grundlag, sine noveller for ”ny nordisk horror”. Der er med andre ord en vis opmærksomhed omkring det at finde ind til en særlig dansk tone eller indhold. Det er et vanskeligt projekt, som Jonas Wilmann også berørte i sin anmeldelse af romanen Rakelsminde; for findes denne ”danske stemning” i miljøet, i sprogtonen eller i begge dele tilsammen?

Kristoffer J. Andersen

Jeg må straks konstatere, at Kristoffer J. Andersen rent faktisk rammer noget meget hjemligt og bekendt i sine noveller. Det skyldes brugen af velkendte miljøer som eksempelvis den klassiske brune bodega i ”Ninja”, hvis første halvdel uden tvivl er bogens bedste tekst. Andersen kommer her tæt på en nostalgisk Finn Søeborg-humor, der desværre tabes på gulvet til sidst i unødvendige overdrivelser, der er symptomatiske for bogen som helhed. Det er et sidespring, for den væsentligste årsag til, at Dansk Tusmørke virker så bekendt eller dansk, er, at den på det nærmeste fremstår som destillat af Dennis Jürgensens forfatterskab.

Andersen gør således principielt intet i Dansk Tusmørke, som Dennis Jürgensen ikke allerede har gjort. Jeg tror ikke, at der er tale om noget bevidst forsøg på imitation fra Andersens side; jeg tror snarere, at han er en del af det faderkompleks, som dansk horror har i forhold til Jürgensen. Jeg vil nemlig mene, at Dennis Jürgensens forfatterskab på godt og ondt har præget forståelsen af, hvad horror på dansk er eller skal være. Der er da heller ikke mange andre end Jürgensen, der har oplevet samme succes med sin kombination af skrækmotiver og humor. Sagen er bare den, at det sjældent fungerer synderligt godt for andre end Jürgensen. Ikke desto mindre genfinder man ekkoer af Dennis Jürgensen i ganske meget af den danske horror, der åbenbart har svært ved at slippe de toner, der ligger i Jürgensens fortællinger.

Min pointe med dette er, at arven fra Jürgensen i nogen grad har lagt sig som en hæmsko for udviklingen af ny horror, navnlig til voksne. Den humoristiske (under)tone, der snakker med i teksterne, skaber et slør i forhold til det forpligtende ved gruen. Som model for succes er Jürgensen uden tvivl et godt sted at se hen, og der kan ikke være nogen tvivl om, at tekster inspireret hos Jürgensen kommer til at fremstå meget ”danske”. Men de værker, der kommer ud af sådanne lån, står samtidig også langt fra den form for skrækfiktion, som jeg selv finder stimulerende og interessant. Det hele bliver for let og uforpligtende. Der fordres ganske enkelt for lidt for af læseren. Det virker derfor også en smule forskruet, når Andersen i bogens formentlig ironiske efterskrift skriver:

Fandt du ikke en snært af uhygge i hver eneste novelle, er det, fordi du er et følelseskoldt og kynisk menneske, der er blevet så forhærdet af virkelighedens ondskab, at du ikke længere finder selv de mest gruopvækkende oplevelser det mindste skræmmende (s. 164). 

Jeg er absolut en af disse følelseskolde, kyniske mennesker, der ikke fandt en snært af uhygge i en eneste af novellerne.

Paperback, Kandor 2016. Fortsættelsen til Dansk Tusmørke

For mig at se er der et opgør her, som må tages. Der er i hvert fald en arv, som vi må være bevidste om og måske aktivt italesætte. En ny dansk horror bør tage en dyb indånding og slippe den folkelighed, der kendetegner Jürgensens tekster, og i stedet rette ambitionerne et helt andet sted hen. Især handler det om at turde skrive til voksne og turde skrive med eftertænksomhed til voksne. Drengerøvsdagene i dansk horror fra 00’erne er ved at være overstået; det har i hvert fald vist sig at være en både kommerciel og æstetisk fiasko. Ingen gider læse eller købe det – især ikke, når den, som i Dansk Tusmørke, kombineres med bedaget rollespilshumor.

I alt dette er Andersens Dansk Tusmørke jo mest af alt en anledning, et gidsel kan man sige. Men ikke desto mindre, mener jeg, at bogen repræsenterer meget af det, som vi burde lægge bag os. Som det nok fremgår, er jeg alt andet end imponeret over novellesamlingen, og jeg er sikker på, at Andersens virke som børnebogsforfatter er mere vellykket, end det han her har skrevet til voksne(?). Jeg undrer mig over, at bogen i det hele taget er udkommet, men forlaget Kandor så åbenbart et potentiale her, som jeg ikke har opfanget. Jeg tror imidlertid, at bogen først og fremmest kan takke Jürgensen-syndromet sin eksistens. Den minder os om vores barndomslæsning, og så må det jo være godt… desværre fungerer det bare ikke.

Man kan sige, at Dansk Tusmørke til fulde lever op til sit navn. Den er meget ”dansk”, men hvis det er tilfældet, bør vi nok stoppe med at sværme for præcis denne form for ”danskhed” og i stedet rette vores visioner for skrækfiktionen mod et andet og mere udfordrende sted. En bog som denne har i hvert fald intet bidraget til at højne niveauet blandt vores genreudgivelser herhjemme.

Nå, diskussionen fortsætter i næste indlæg, hvor der også bliver plads til positive eksempler.

Giv gerne dit besyv med.

 

 

5 kommentarer

Filed under Novellesamling

John Langan, The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies (2013): Pulp som formeksperiment

Paperback, Hippocampus Press 2013. Det meget fine og stemningsfulde omslag er skabt af Santiago Caruso

En af de slående tendenser i skrækfiktionen efter årtusindskiftet er den forfriskende originalitet, hvormed dele af genreforfatterne genopdager genrens rødder i pulpfiktionen. Det er slående, hvor mange eksperimenterende og nye bud, der findes på de gamle troper, som i den grad synes at stå til genforhandling og nyfortolkning. På den led genfinder man tendenser fra 50’ernes genrefiktion i vores moderne tilgang til pulpfiktionen, hvor navnlig formeksperimenterne igen er blevet et markant fænomen. Læser man forord til antologier som eksempelvis John Langans The Wide Carnivorous Sky & Other Monstrous Geographies fra 2013, er eksperimentet nærmest blevet et stilistisk krav, hvis man stadig skal kunne tage pulptroperne alvorlige.

Netop John Langan er da også i den grad en af de førende fortolkere af skræktroper, og igennem et genreforfatterskab, der går tilbage til begyndelsen af 00’erne, har han markeret sig blandt de stærkeste og mest overraskende stemmer på feltet. Langan ligner umiddelbart mange andre i skrækfiktionens landskab, men modsat introverte skribenter som eksempelvis Laird Barron og Livia Llewellyn, er der en umiddelbar genkendelighed og klarhed over Langans tekster, der gør ham langt lettere tilgængelig end førnævnte.

Hvor Barron og Livia Llewellyn fører en dunkel, lyrisk åre ind i pulplitteraturen, står Langan med et ben i den typiske bestsellerfiktion. Man genkender dermed et aftryk af eksempelvis Stephen King i hans værker, men Langans dybest set intellektuelle stiløvelser er i sidste ende for kolde og beregnende til for alvor at kunne opfattes som sidestykker til King. Langan forklarer da også selv, at han helt bevidst udnytter sin akademiske baggrund som underviser i skrivekunst og engelsk litteratur i sin fiktion. Den litteraturhistoriske og ikke mindst litteraturvidenskabelige reference ligger dermed konstant og taler med i hans tekster som et metalag, der viser, at Langan i høj grad er et produkt af 90’ernes skrækfiktion.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Mens Langans udtryk forandrer sig radikalt fra fortælling til fortælling, er der nogle grundlæggende træk, som går igen. Hans varme skildring af sine hovedpersoner, hans forsøg på at indlejre fortællingerne i tydelige, stedsspecifikke miljøer samt ikke mindst en brug af metaforer og vendinger, der trækker helt åbenlyst på skrækgenrens ældste rødder hos eksempelvis Poe.

Alt dette oplever man med al tydelighed i The Wide Carnivorous Sky, der samler noveller fra slutningen af 00’erne og frem til bogens udgivelse, men inkluderer også den ganske lange til bogen skrevne novelle eller kortroman ”Mother of Stone”.

En af samlingens både bedstre og mest sigende fortællinger er ”Technicolor”; en besynderlig metahistorie udformet som en universitetsforelæsning over Poes elskede “The Masque of the Red Death”, hvor novellens forelæser spørger sine elever, hvad de i fortællingen omtalte, skiftende farver betyder. Det fører forelæseren ud i en finurlig leg med Poes til lejligheden opfundne inspirationskilder. Faktisk litterær analyse af Poes novelle blandes elegant og drilsk med værker og elementer digtet af Langan, og mens vi lulles ind i en dybt fascinerende udlægning af den gamle klassiker, går det op for os, at Langan samtidig lader sin forelæser træde i karakter som skurk, der forfører sine studerende og bruger dem som psykisk brændstof i et magisk ritual, der ligner noget inspireret hos Lovecraft.

”Technicolor” er mesterligt udtænkt og mesterligt udført, fordi den lykkes i sin hårfine balancegang mellem åbenlys gækkeri og oprigtig tilegnelse af de dystre, mystiske kvaliteter i Poes historie. Lignende drilsk går Langan til zombiefortællingen som moderne skræktrope. Det sker i ”How the Day Runs Down”, der er skrevet som et teaterstykke, hvor en kirkegårdsgraver fortæller os om livet i en provinsby, der er blevet overendt af levende døde. Novellen er opbygget som en stribe dramatiske dialoger, der iscenesætter zombiernes invasion, og formår gennem sin atypiske fremstilling af genreklichéer at føje en overraskende dynamik til en handling, der dybest set intet originalt rummer.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Man kan da også se, hvordan Langan i The Wide Carnivorous Sky arbejder sig systematisk igennem klassiske skræktroper. Varulvehistorien kommer eksempelvis under behandling i både den selvbiografiske ”The City of the Dog” og i den eksperimenterende ”The Revel”. Den sidst nævnte kan bedst beskrives som et systematisk, kommenteret handlingsreferat, der udlægger spændingskurven og symbolikken bag den typiske varulvehistorie for sine læsere. Igen er det akademikeren Langan, der kommer i spil her, og man genkender formen, som noget Thomas Ligotti allerede udførte sit finurlige essay om at skrive skrækfiktion i ”Professor Nobody’s Little Lectures on Supernatural Horror.

Vi møder også et livtag med seriemoderfortællingen, vampyrfortællingen og Lovecrafts univers i novellesamlingen, og ikke overraskende fortæller Langan selv i efterskriftet, at han helt bevidst forsøger at arbejde sig igennem skrækfiktionens troper for at undersøge, hvordan han kan transformere dem og give dem nyt liv. På den led ligner Langans projekt også Stephen Kings litterære virke, der igennem romanerne trope for trope ligeledes har moderniseret og bearbejdet skrækfiktions typiske motiver til et nutidigt udtryk. Langan gør det imidlertid ud fra et langt mere eksplicit, og ikke mindst akademisk, udgangspunkt.

Langans fiktion er på den led også en interessant videreudvikling af 90’ernes selvbevidste skrækfiktion, som forsøgte meget af det samme, som Langan nu arbejder med. Langans prosa møder vi da også de samme udfordringer i den tydelige brug af metalag. Langans skrækfiktion har altid et element af noget usagt imellem forfatter og læser, der angiver en bevidsthed om selve den genre og læsning af genren, som foregår. Det bliver hurtigt kunstlet, men Langan fejler sjældent, og hans fortællinger er skrevet med så megen kærlighed til skrækgenren, at læseren tilgiver de steder, hvor formeksperimentet overtager indtrykket af teksten og gør den mere til uforpligtende facade end noget lyrisk indtryksfuldt.

Alt dette betyder da også, at John Langan uden tvivl er en væsentlig aktør på skrækfeltet i dag, der både formår at inspirere den kunstneriske gren af genren og han står uden tvivl som kandidat til en dag at ramme rigtigt med et værk, der vil kunne blive en bestseller i stil med Justin Cronins postapokalyptiske værker. Langan har begge sider i sig og balancerer dem så klogt, at hans fiktion aldrig bliver elitær, men heller aldrig mister deres poetiske nerve, og det er jo en sjælden kunst.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Thomas Ligotti, Songs of a Dead Dreamer (1985): Eksperimenternes dystre konge

Paperback, Penguin books 2015. Frosidens billede er malet af Chris Mars

Der sker spændende ting bag kulisser på Fra Sortsand i disse dage, og det har inspireret mig til at hive Thomas Ligotti frem. Det vil I nok snart få mere at vide om. det bliver vildt, det bliver spændende!

Bredt sagt kan man konstatere, at skrækgenren i vidt omfang er en ganske konservativ litteratur, der ofte søger bagud i stedet for at se ind i det, der rører sig, litterært, i samtiden. Det kan der være flere grunde til, men resultatet er, at man sjældent møder egentlig eksperimenterende skræklitteratur. Sådan var det i hvert fald ind til, verden for alvor fik øjnene op for Thomas Ligotti, der debuterede med novellesamlingen Songs of a Dead Dreamer i 1985.

Ligotti havde allerede skabt sig et navn i smalle genrekredse, takket være sine noveller i en række af de førende litterære genremagasiner i begyndelsen af 80’erne. Hans noveller var imidlertid ikke alles kop the, og man behøver eksempelvis bare se læserbreve i et fanzine som Dagon, der bragte Ligotti-noveller, for at konstatere, den foragt nogle genrefans følte, og fortsat føler, for Ligottis fiktion.

Paperback, Penguin books 2015

Songs of a Dead Dreamer rummer en del af disse tidlige udgivelser, og læser man bogen fra ende til anden, er det også klart, hvorfor Ligotti satte og sætter sine læsere på en prøve. Hans ordrige stil er tung og fabulerende, plot og struktur er sekundære størrelser i forhold til stemning og dannelsen af metaforiske konstruktioner. Ordbilleder er teksternes egentlige omdrejningspunkt, og de står som store skulpturer midt i fortællingerne anbragt som kunstværker, læseren kan studere og meditere over.

Ligotti er dermed alt andet end ordinær, men omvendt må man også hæfte sig ved Ligottis slægtskab med den tidlige Ramsey Campbells noveller. Campbell skrev endda forordet til anden udgave af Songs of a Dead Dreamer, hvorved en æstetisk fakkel blev rakt videre fra den ene pioner til anden. Forbindelserne mellem de to er mange, men hvor Campbells eksperimenter og fragmentariske stil var helt og aldeles kompromisløs, ligger der en traditionalist gemt bag Ligottis prosa.

Thomas Ligotti (født 9. juli 1953)

Ligotti er tilgængelig på en anden måde, og en rost og berømt novelle som ”The Frolic”, der stort set er konstrueret som dialog mellem mand og kone, rummer i sin kerne ganske mange af de seriemorderklichéer, som Thomas Harris formulerede i Red Dragon. Læseren er dermed, trods sprogets flamboyante røgslør, på vant grund. Det er da formentlig også kombinationen af et ekstremt billedstærkt sprog og et dybest set ganske traditionelt udgangspunkt for fortællingerne, der har skabt Ligottis berømmelse og gjort ham til den måske mest feterede (og)intellektuelle nulevende skrækforfatter.

At kalde Thomas Ligotti en skrækforfatter er imidlertid en indsnævring af hans litterære projekt, og dybest set forfejlet, fordi Ligottis fiktion sjældent forsøger at være uhyggelig. Teksterne er foruroligende og ubehagelige, de er fremmedgørende og bizarre, men gys er der kun lidt af. I stedet er det de store ideer, som fylder hos Ligotti. I sine historier udfolder han stort set altid variationer over en grundlæggende eksistentiel angst og et mentalt sammenbrud.

Paperback, Silver Scarab Press 1985. Samlingens 1. udgave – en bog, der nu må regnes blandt den moderne skrækfiktions dyreste samlerobjekter

Langt de fleste historier i Songs of a Dead Dreamer er formuleret med en jegfortæller, der taler i en præsensform. Vi stiger således ind i en bevidsthedsstrøm, der typisk bevæger sig med lynfart mod afgrunden. Gang på gang kommer vi ind i hovedet på skæve eksistenser eller eksistenser, der er på vej ud i skæve virkeligheder. Miljøerne er som oftest også navnløse bylandskaber eller hæslige forstæder, der ligger smuldrende i et gotisk tusmørkeland.

De første noveller i bogen, som førnævnte ”The Frolic” eller ”Alice’s Last Adventure”, er beretninger, hvor det surreale og groteske sniger sig ind på det ordinære og transformere det til mareridtsagtige situationer. I sidstnævnte eksempel falder grænsen mellem en forfatters fiktion og virkeligheden gradvist sammen og skaber til sidst en helt ny realitet.

Paperback, Robinson 1989

Som vi kommer frem gennem samlingen, sker der imidlertid et skifte. Historierne bliver gradvist mere fabulerende og ændrer fokus fra det tydeligvis moderne til mere tidløse eller endda historiske miljøer. ”Masquerade of a Dead Sword: A Tragedie” er et livtag med Edgar Allan Poes ”The Masque of the Red Death”, mens ”The Sect of the Idiot” er en indstigning i H. P. Lovecrafts forfatterskab. I begge tilfælde forlader teksten realismen og flytter sin handling ind i et surrealistisk, eventyrligt univers, hvor det groteske kan manifestere sig helt uden hensyn til det plausible og genkendelige. Poetisk bliver Ligotti her stærkest, og som bogens noveller skifter form, bliver Ligottis vision også mere og mere klar.

Thomas Ligottis bærende billede er det fortabte menneske, der står ensomt i et altopslugende bymiljø og lever i arkitekturens kvælende skygge. Selvom Songs of a Dead Dreamer er en novellesamling, bidrager alle historierne til konstruktionen af dette billede og føjer alle til en bestemt oplevelse af isolation, der giver bogen et forbløffende helstøbt hele.

Hardcover, Carroll & Graf 1990

Ikke desto mindre gør Ligotti også krumspring, som i de to tekster der handler om at skrive skrækfiktion. Begge er små stykker prosa, der under påskud af at ville diskutere skriveteknik, faktisk formulerer historier. Faglitteraturen bliver her en metafiktion, der gør skarpe genreiagttagelser, samtidig med at det lykkes for Ligotti at omdanne sin fagprosa til egentlige fortællinger. Der er noget drilsk over disse bidrag til bogen, og man genfinder dette lettere, underspillede humoristiske i flere af Ligottis noveller. Det sorte og dystre sammenstilles således løbende med det groteske og galgenhumoristiske.

Thomas Ligottis popularitet og anerkendelsen af hans værker har været langsom, men i dag er Ligotti blevet et uomgængeligt referencepunkt i genrelitteraturen. Ligottis debutbog viste dermed vejen for en eksperimenterede genrelitteratur, der konsekvent fravælger alle de uskrevne regler, som normalt definerer fiktion og især skrækfiktion. Som sådan kan der være vanskeligt at forstå Ligottis værker, og som allerede nævnt, er det ikke plot og handling, der er det bærende her.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Dermed er det heller ikke fordi, der ligger store pointer gemt bag Ligottis fiktion. I stedet er der en følelsesmæssig appel i novellerne, og præcis dette er blevet en væsentlig inspirationskilde for mange, der har taget Ligottis fiktion til sig, og Ligotti er i den grad blevet genstand for plagiater og efterligninger blandt verdens håbefulde genreforfattere, der gerne vil anerkendes som intellektuelle kunstnere.

Skal man pege på et enkelt værk, der har sat retningslinjerne for gyset som avantgarde, må det derfor være Songs of a Dead Dreamer, der trods sine efterhånden 30 år på bagen står præcis lige så stærk, foruroligende, fængende og lunefuld som på udgivelsestidspunktet. Ligottis stil og eksperimenter er blevet mere modne og konceptuelt entydige senere, men de har aldrig overgået debutsamlingens chokerende radikalitet, hvormed bogen har indskrevet sig som hovedværk i den moderne skrækfiktion.

Hardcover, Subterranean Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling