Category Archives: Novellesamling

Terror Tales – Topografiske gys

Paperback, P & C Finch 2011

Jeg har efterhånden præsenteret en del skrækserier fra små forlag, der på en eller anden måde forsøger at løfte arven fra de store og langlivede serier, som Pan og Fontana udsendte med så megen succes. Her skal vi da også se nærmere på endnu en af den slags, nemlig forfatter og redaktør Paul Finchs Terror Tales-serie.

Paul Finch

Han udgiver serien på sit eget forlag, hvilket sådan set ikke er så udsædvanligt i dag. Det usædvanlige er, at han, siden første bind udkom i 2011, har været i stand til at få bidrag fra ganske store og veletablerede navne på den litterære skrækscene. Mark Morris, Robert Shearman, Ramsey Cambell, Christopher Fowler og Nina Allen er blot nogle af de kendte navne, der har fundet vej ind i serien, hvilket fortæller lidt om den kvalitet, man kan forvente i bøgerne. Paul Finches Terror Tales ligger dermed kvalitativt en klasse over de fleste andre antologier af samme type, der domineres af mere eller mindre ukendte, glade entusiaster – ikke ulig de antologier, vi får udgivet på dansk herhjemme.

Paperback, P & C Finch 2012

En anden interessant ting ved serien er dens geografiske fokus. Jeg har i et andet indlæg skrevet, at det topografiske greb om antologierne er ganske spændende og noget, som vi burde få gentaget herhjemme. Finch gør det for Storbritannien, og han har allerede nu besøgt en del ikoniske steder og landskaber, men der er heldigvis fortsat mange steder, han kan lægge vejen forbi.

Paperback, P & C Finch 2012

Bøgernes forsider er det eneste minus for mig. Det er desværre de sædvanlige digitale tegninger, der savner liv og taktilitet. Det ligner stillbilleder fra computerspil, men jeg værdsætter seriens indsats for at skabe originale billeder, der i et eller andet omfang forholder sig til temaet og indholdet.

Udgivelsesraten er gået noget ned for Paul Finch, men lad os håbe, han fortsætter lidt endnu.

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2017

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Frygt i lange baner

Hardcover, Severn House 1994

Jeg har i anden sammenhæng arbejdet lidt med Graham Masterton for nylig. Det gav mig lyst til at vise hans lille serie af ”Fear”-bøger, der sådan set er et ganske interessant projekt. Sideløbende med Mastertons anselige produktion af skræk- og kriminalromaner begyndte han nemlig i 1994 på en stribe novellesamlinger, der alle har fået ordet ”fear” i titlen.

Graham Masterton (født 16. januar 1946)

Novellerne er af stærkt svingende kvalitet, men de viser Masterton fra en frimodig og stedvist ganske sprælsk side. Novellerne vækker med andre ord mindelser om hans tidlige forfatterskab fra 70’erne, hvilket måske ikke ligefrem er et kvalitetstegn, men absolut et fingerpeg om stor underholdningsværdi. Det er i hvert fald en periode i forfatterskabet, som jeg har en stor svaghed for.

Hardcover, Severn House 1995

Masterton blev tydeligvis inspireret af sit novelleprojekt, men pusten gik langsomt af ballonen, hvilket udgivelseskadencen vidner om. Ikke desto mindre er det en sjov lille samling, som du jo ved lejlighed kan se nærmere på.

Det var alt for nu.
Venligst
Martin

Hardcover, Severn House 1996

Hardcover, Severn House 2000

Hardcover, Severn House 2012

Paperback, Bloomsbury Reader 2012

Hardcover, Severn House 2014

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Beretninger fra et rædselsregime?

Hardcover, Severn House 1977

Efter diskussionen af Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde skal vi fortsætte lidt i det victorianske spor. Englænderne havde, som flere gange berørt her på bloggen, en stolt tradition for skrækantologier. En af de bedste redaktører i den sammenhæng var Michel Parry (1947-2014), der havde en særdeles fin næse for horror og sans for at grave noveller frem, som ikke hørte til den sædvanlige bunke historier, der alt for ofte optræder i den slags antologier.

Paperback, Corgi Books 1976

En af Parrys mest spændende serier er Reign of Terror, der kom i slutningen af hele den store, engelske antologi-bølge, der allerede var begyndt i starten af 60’erne. En serie, der egentlig bare var et enkelt bind, som Severn House udsendte i 1977. Bogens noveller er, lidt atypisk for Parry, et ret ordinært udvalg, men det victorianske tema havde potentiale. Corgi Books snuppede derfor idéen til en hel serie, der fik lov at løbe over fire bind, før salget i den slags antologier ikke længere var rentabelt.

Paperback, Corgi Books 1977

De tre sidste bind i serien er mere spændende, fordi den rutinerede skræklæser her vil møde et par sjældenheder, som ikke har været udgivet tidligere. Det gør Reign of Terror til et fint lille samler-projekt, og så vil man tilmed have glæden af at læse Parrys særdeles gode introduktion til første bind, der giver en indsigtsfuld karakteristik af det sene 1800-tals gys.

Paperback, Paperback, Corgi Books 1977

Vi må heller ikke glemme Corgis forsider; så dem får du her.

Paperback, Corgi Books 1978

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Lars Kramhøft, Således forgår alverdens herlighed (2016): Højstemt gotik til det nordiske folk

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Jeg skriver det her lille indlæg om Lars Kramhøfts novellesamling Således forgår alverdens herlighed med fare for at blive kendt som ham, der aldrig bryder sig om noget, andre har skrevet. Det er bestemt ikke rigtigt, langt fra, men jeg må blankt erkende, at Kramhøfts noveller efterlader mig med en blanding af irritation og ligegyldighed. Ligegyldighed, fordi jeg umiddelbart tænker, at bogens kernepublikum er teenagere, og jeg bestemt ikke længere nogen teenager. Irritationen skyldes mere grundlæggende ting ved fortællingerne og navnlig Kramhøfts sprog, der har været lidt af en prøvelse for mig.

Der er tale om 12 noveller af lidt varierende længde, som både tematisk og stilmæssigt falder meget forskelligt ud. Vi kommer med andre ord vidt omkring i skrækkens genrer og emner, men i de fleste tilfælde bliver det hele fortalt gennem et gotisk filter. Vi kommer således forbi Nevada i 50’erne til en omgang monstergys, vi er på vampyrjagt i København og får zombier på klos hold i en nær fremtid. Det er således en spraglet buket, der sikrer, at læseren ikke ved, hvad næste fortælling bringer.

Paperback, Calibat 2016

Paperback, Calibat 2016

Hele novellesamlingen præsenteres med stor selvhøjtidelighed – vi får et forord af Michael Kamp, to citater med lidt uklar relevans og en tak til et bredt udvalg af kendte personer i vores lille skrækbogsmiljø herhjemme. Alt sammen kræfter, der på en eller anden måde har bidraget til at skabe det værk, der nu foreligger. Jo-jo, det her er alvor, fornemmer man.

Og så åbner bogen endelig med en række af de mest svulstige og skingre tekster, jeg længe har læst. Metafor på metafor bliver stakket op med et sprog, der formentlig skal lyde lært og måske endda kunstfuldt, men som mest af alt bliver en smule komisk. Man kan også hæfte sig ved den anstrengte dialog, der præges af sært klingede, fordanskede udbrud hentet fra engelsk (folk påkalder bl.a. Gud en hel del i deres daglige sprog hos Kramhøft), og man kan som et kuriosum også notere sig, at kvinder åbenbart bedst metaforisk lignes med fugle – bogens kvinder kvidrer, kurrer, har fugleansigter og bevæger sig som hejrer. Det er et helt ornitologisk studium værd. Mænd lader sig omvendt tilsyneladende ikke beskrive gennem nogen særlig dyreart.

Lars Kramhøft

Lars Kramhøft

Kramhøft bevæger sig i flere af historierne ind i et sprogligt rum, hvor der anslås en arkaisk sprogtone, som er vanskelig at gennemføre. Flere andre skrækskribenter gør det samme med svingende held (for Thomas Strømsholt lykkes det eksempelvis rigtig godt), og Kramhøft hører bestemt ikke til dem, der mestrer dette. Det virker påtaget, fordi der konstant sniger sig smuttere ind i hans sprog, som afslører det som en indstuderet, livløs maner. At lade sig ”droppe” ned fra et vindue skurrer eksempelvis i ørerne, når vi sprogligt befinder os i samtale med noget, der bedst beskrives som dyster Morten Korch.

Det er derfor også en lettelse at møde Kramhøfts anden fortællestemme, der flyder mere frit og levende. Den stemme findes primært i bogens sidste halvdel. Her bliver sproget ungdommeligt og fortsat kunstlet, men i det mindste uden den forlorne stemning af lånt gotik. Og måske er det et af bogens helt store problemer, som vi her er ved at indkredse. Michael Kamp skriver i sit forord, at Kramhøft kender sine horror-troper. Det kan jeg kun være enig i, men bogen føles heller ikke som meget andet end en ophobning af koncepter fortalt i et særegent dansk, som ikke formår at føje et selvstændigt liv til de grundlæggende ganske banale, filmiske skrækfortællinger. Bogen ligner eksempelvis Jonas Wilmanns Frygt-filerne-serie i indhold, men står stilistisk famlende i forhold til den langt mere sikre Wilmann.

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

Sagen er nok også den, at Kramhøft forsøger for meget på en gang i bogen. Han vil gerne fremstå både litterær, ved løbende at krydre teksten med referencer, og lyrisk med sine utallige metaforer. Men samtidig lægger historierne sig pænt i strømmen af ukomplicerede gys, hvorfor novellerne naturligvis også skal slutte med det obligatoriske monster, som dukker op til sidst og forsikrer os om, at det her skam er ægte gys. Der er dermed noget glat og karakterløst over Kramhøfts gys, som synes alt for velkendt og sikkert.

Der er som sagt noget påtaget og manieret over novellerne. En æstetisk usikkerhed, som skaber mislyde gennem hele værket. Kramhøft vil det hele med bogen, men mister sin stemme i alle de lånte udtryk. Hvor ville det være rart, hvis han havde smidt alle prætentioner og skrevet den ungdomslitteratur, der tydeligvis falder ham lettest. Det er i hvert fald her, Kramhøft skriver klarest, og her man mærker potentialet for en videre udvikling.

Paperback, Calibat 2015

Paperback, Calibat 2015

Jeg ved godt, at det er vanskeligt at lave bøger. Det er ekstremt krævende, og som forfatter kan man kun løfte opgaven til en vis grad, så må der andre øjne til, som kan hjælpe med at fjerne de fejl og mærkværdigheder fra teksten, som man selv har set sig blind på. Med det sagt må jeg undre mig over, hvilken rolle hele det i kolofonen takkede kleresi omkring bogen egentlig har spillet. For Således forgår alverdens herlighed er fyldt med fejl – ikke bare de mange grammatiske fejl, som vi af en eller anden grund må acceptere i de hjemlige skrækudgivelser, nej der er også en meget lang række inkonsekvenser og ord i bogen, som ikke bliver brugt rigtigt. At Kramhøft jonglerer lidt lemfældigt med ordene, er en ting, men hvor bliver redaktøren af i dette? Hvad nytter det at iscenesætte sin bog som kunstnerisk værk med forord, illustrationer og tonstung alvor, når teksten både æstetisk og faktuelt fremstår temmelig overbebyrdet?

Hardcover, Calibat 2015

Hardcover, Calibat 2015

Og så har jeg lige en sidste ting, som jeg bliver nødt til at sætte fingeren på. På forsiden læser man, at Således forgår alverdens herlighed indeholder 12 aspekter af ny, nordisk horror. Hvad mon det betyder? Bogen er jo udgivet i Danmark og novellerne nye, så det er jo indlysende ny nordisk horror. Faktisk så indlysende, at man ikke behøvede at skrive det på forsiden. Derfor er det vel næppe det, der menes. Jeg kunne i hvert fald fristes til at forstå det sådan, at forfatter og forlag mener novellerne rummer noget særligt nordisk. Det kan man imidlertid efter endt læsning hurtigt se ikke er tilfældet. Idéerne er hverken nye eller nordiske – det er ganske ordinær horror af den type, som har været udsendt siden 80’erne.

Tilbage står jeg derfor med en mistanke om, at det slet og ret er et forsøg fra Kramhøfts og forlaget Calibats side på at lægge bogen ind i strømmen af begejstring over alt nordisk. Vel at mærke uden bogen har antydninger af noget specifikt nordisk. Prøver de mon derfor at lokke læsere til med meningsløs ordflom? Forsøger de at narre mig? Nej, så lavt tror jeg da bestemt ikke, hverken forfatter eller forlag sigter. Der må givetvis ligge en tanke bag forsideteksten, som jeg desværre ikke har forstået.

Således forgår alverdens herlighed, ja. Og således forgår min tålmodighed også her.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling