Category Archives: Novellesamling

Algernon Blackwood, The Complete John Silence Stories (2011): “… Who you gonna call?”

Paperback, Dover Publications 2011

Algernon Blackwood hører til blandt de sære fortællingers mestre, og han er desværre alt for ofte blevet læst udelukkende som skrækforfatter. Der er skam også masser af gys og gru i dele af Blackwoods tidlige forfatterskab, men det udgør kun en lille del af hans litterære produktion. Blackwood beklagede da også selv, at hans tidlige bøger i så høj grad kom til at farve offentlighedens opfattelse af ham som forfatter. Han var nemlig en mand med noget på hjertet, og det var smerteligt for Blackwood, når han af både læsere og anmeldere blev reduceret til kommercielt underholdningsstof.

Bag Blackwoods noveller og romaner lå der mere eller mindre fra begyndelsen en filosofisk tilgang til verden, som han igen og igen forsøgte at formulere på ny og videreudvikle, så hans budskab om eksistensen af en upåagtet, åndelig dimension måske ville blive taget alvorligt. Nogle hørte ham da også, men de fleste var ligeglade og nøjedes med at interessere sig for de overfladiske, men afgjort spændende elementer i hans historier.

Paperback, Dover Publications 2011

Som menneske var Blackwood et klassisk spirituelt søgende individ, og det er derfor heller ikke overraskende, at han som så mange andre af tidens intellektuelle blev tiltrukket af okkultisme, spiritisme og alt andet, der lugter af det samme. Han blev eksempelvis nærmest selvfølgeligt medlem af The Hermetic Order of the Golden Dawn, og Blackwood korresponderede flittigt med tidens store magikere. Indtil et vist punkt, hvor boblen bristede for ham, og han indså, at okkultismen var et blålys, en meningsløs leg uden egentligt metafysisk betydning. Blackwood forkastede med andre ord det overnaturlige i dets populære forstand for i stedet at vende sig mod en åndelig naturmystik af meget mere diffus karakter.

Det var en lang indledning, men den er nødvendig for at forstå ansatserne til det utrolig populære værk, som Blackwood udgav i 1908. Novellesamlingen, der fik titlen John Silence — Physician Extraordinary, gjorde Blackwood til et kendt navn, og bogen skabte mere eller mindre hans forfatterkarriere. Novellerne handler om den overnaturlige eller paranormale detektiv John Silence – en læge, der har specialiseret sig i det mystiske og uforklarlige.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

I victoriatidens litteratur havde idéen om den paranormale opdager været antydet i nogen tid. Som figur ligger den allerede før dette in spe hos Poe i form af M. Dupin, og vi finder noget lignende i Wilkie Collins romaner The Woman in White (1860) samt The Moonstone (1868). Doktor Van Helsing må heller ikke glemmes i den sammenhæng og ej heller le Fanus dokter Hesselius, men i John Silence møder vi for første gang figuren i rendyrket form.

Novellerne er da også opbygget helt efter Sherlock Holmes-modellen og genfortæller gamle sager, viderebragt til os af John Silences trofaste assistent. I sagerne skal Silence opklare en række meget forskelligartede mysterier, der går fra spøgelseshjemsøgelser over egyptiske ånder og varulve til sataniske hekse.

Hardcover, Eveleigh Nash 1908. Samlingens første udgave

Blackwood gennemspiller på den måde et bredt register af klassiske motiver fra skrækfiktionens repertoire, og hver enkelt læser vil uden tvivl finde præcis sin favorit i samlingen. Der er noget for enhver smag. For mig er den mest fascinerende novelle ”Secret worship”, der beretter om en forretningsrejsende, der vender tilbage til sin gamle kostskole i Tyskland for at genbesøge stedet efter mange år. Det besøg kommer tæt på at koste ham livet, da han pludseligt bliver det udvalgte offer i lærernes sataniske messe. Den okkulte del af novellen er underholdende, men det egentligt interessante ved novellen er selve optakten og rammen for fortællingen. Den er helt tydelig er selvbiografisk og afspejler Blackwoods egene oplevelser fra sin tid som kostskoleelev i et stærkt pietistisk skolemiljø i Tyskland. Hele første del, hvor den rejsende mindes sin tidlige ungdom, er formidabelt skrevet, og samspillet mellem miljø og natur i novellen er dybt betagende. Ikke mindst takket være den psykologiske indsigt, som Blackwood diskret får vævet ind i tekstens baggrundsstof.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne den mesterlige ”The Camp of the Dog”; en varulvefortælling, som jeg har skrevet om flere gange, og jeg skal derfor ikke bruge mere tid på den her, men det er altså fra samlingen af John Silence-historier, at den oprindeligt blev udgivet.

Hardcover, E.P. Dutton 1922

Nuvel, vi kom fra, hvorfor John Silence og Blackwoods opgør med okkultismen hænger sammen.

Med sin novellesamling gik Blackwood i kødet på okkultismen, og gennem Silence-figuren kunne han afmontere og udstille store dele af tidens okkulte praksisser. Det vigtige er her, at Blackwood (gennem John Silence) ikke afviste det overnaturlige, men i stedet forklarede tingenes rette sammenhæng. Novellerne er derfor, i populær form, et forsøg på at sende læseren i retning af den spiritualitet, som Blackwood selv jagtede. Den paranormale detektiv afslører misforståelse, men peger samtid på den ægte magi i verden. De nuancer går hurtigt tabt ved en for rask læsning, men det lønner sig at tænke disse ting med ind, når man læser de generelt meget underholdende noveller.

Samlingen blev, som sagt, en kæmpesucces for Blackwood. Stilistisk er det ikke alle novellerne, der er lige elegante, men de har generelt det tilfælles, at det centrale mysterie fremstår som et ægte mysterium. Der er med andre ikke tale om ordinære spøgelser og ånder. Alt hos Blackwood får en særlig drejning, der giver novellernes univers en speciel stemning af nærvær og fare. Det er Blackwoods særkende, at mestre denne foruroligende atmosfære af, at verden ikke er, som den burde være. Kun få har opnået dette i samme grad som ham.

Paperback, House of Stratus 2012

Den version af novellerne, som jeg sidder med, er en samling af alle historierne om John Silence. Det vil sige, at den inkluderer den sidste Silence-novelle, som Blackwood udsendte kort efter, bogen var udgivet i 1908. Den novelle, “A Victim of Higher Space”, har en helt anden karakter end de første fem, og det er ikke så mærkeligt, at den ikke blev inkluderet i den oprindelige samling. Novellen minder mere om den type spekulativ fiktion, som vi kender fra Ray Bradbury og Charles Beaumont i 1950’erne, idet den beskriver en mand, der så at sige eksisterer i flere dimensioner på en gang. Det er indviklet, så læs den selv. Traditionelt, okkult gys er det i hvert fald ikke.

Som skrækfiktion er novellerne fremragende, men de er mindst lige så spændende som vigtige indlæg i udviklingen af Blackwoods forfatterskab. Den, der gerne vil blive klogere på Blackwoods tanker, kan derfor med fordel begynde her og på den led følge hans egen udvikling fra at være betaget af det sene 1800-tals typiske okkulte sværmerier til langsomt at udvikle sin helt egen form for gnostisk mysticisme. I min verden kommer kun få op på siden af Blackwood, når det gælder forunderlige, forstyrrende eller tankevækkende fortællinger, og selv her, i mere letbenet udgave, er han stadig formidabel.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

H. Warner Munn, The Werewolf of Ponkert (1976): Månesyg i Østeuropa

Paperback, Centaur Books 1976. forsiden er malet af den altid fantastiske Stephen Fabian

I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?

Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.

Paperback, Centaur Books 1976

I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.

Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.

Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.

Harold Warner Munn (5. november 1903 – 10. januar 1981) med en ganske ung. ligeledes nu afdød Wilum Pugmire på besøg

Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.

Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.

Hardcover, Grandon 1958. Samlingens første udgave

Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.

Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.

Weird Tales, juli 1925

Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.

Weird Tales, oktober 1928

Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

David H. Keller, The Folsom Flint and Other Curious Tales (1969): SF fra højre

Hardcover, Arkham House 1969

The Folsom Flint and Other Curious Tales finder man en samling noveller af den mere spøjse slags, skrevet af den glade fritidsforfatter David H. Keller, der havde sit daglige virke som læge. Den beskæftigelse går igen i hans noveller, der ganske ofte har et medicinvidenskabeligt element inkluderet. Genremæssigt ligger de fleste af Kellers noveller i grænselandet mellem gys og SF. Ikke at de alle er uhyggelige eller forsøger at være det, Keller arbejder også med humor i sine tekster, men han søger tydeligvis ofte mod dystopiske temaer, der i et eller andet omfang altid giver teksterne en uheldsvanger valør. 

Antologien er udgivet af Arkham House, og det er den anden, som Keller fik udgivet på forlaget. Præcis som hans første bog hos Arkham samler den et bredt udpluk fra forfatterskabet og inkluderer både noveller udgivet tilbage i 1930’erne samt en god del fortællinger, Keller skrev, efter han gik på pension i 50’erne og igen kastede sig over skriveriet med fornyet begejstring efter en lang årrækkes pause.

David Henry Keller (23. december 1880 – 13. juli 1966)

Men hvad skrev Keller så? I ”The Golden Key” (1953) hører vi, hvordan et gigantisk tårn er dukket op i verden, og på toppen af dette tårn skulle der findes en gylden nøgle, som giver adgang til en ikke nærmere defineret skat. Mennesker flokkes nu i hobetal for at bestige tårnet og få fat i nøglen, men enten bukker de under i forsøget eller også bekriger de hinanden aktivt for at forhindre modstandere i at komme først. I sidste ende når ingen op til tårnets top, fordi de taber målet af syne i deres selviske begærlighed. Den allegoriske novelle er skrevet til det tidlige SF-fanzine Destiny, der bragte en del af Kellers fortællinger.

SF i mere klassisk forstand finder man i den post-apokalyptiske ”The Red Death” (1941), hvor USA hjemsøges af en ødelæggende epidemi, der stort set udraderer hele befolkningen. En af de få overlevende lykkes imidlertid med at spore sygdommen tilbage til dens ophav og konfrontere den gale videnskabsmand, der har udløst plagen. I ”The White City” (1935) blokerer rumvæsner for solens lys, så det bliver permanent vinter på Jorden, hvilket baner vejen for rumvæsnernes invasion, efter menneskeheden er blevet godt mør af sult og kulde. Moralen er her, at nationerne er sårbare, fordi de ikke er i stand til at samarbejde før i sidste øjeblik, idet alle kun tænker på dem selv, hvilket naturligvis gentager pointen fra ”The Golden Key”. Der er også noveller om utrolige opfindelser og fremskridt, der viser sig at ramme samfundet som en boomerang.

Amazing Stories, maj 1932, med novellen “The Pent House”

I en anden afdeling finder man Kellers skrækfortælinger, som eksempelvis ”The Twins”, udgivet første gang i denne samling, der beskriver tvillingebrødre, som har spaltet et enkelt menneskes psyke i to, hvorved der er opstået en absolut god og en absolut ond tvilling. Det er ganske banalt, og ikke så sært, at novellen ikke var blevet bragt tidligere. Mere underholdende er bogens stjernestund i form af novellen ”The Thing in the Cellar” (1932), der naturligvis blev trykt i Weird Tales. En ensom mand gemmer her sine muterede slægtninge i kælderen og hyrer en fremmed til at myrde dem, da de bliver for stor en byrde. Selvom novellen ikke formår at forløse fortællingen specielt elegant, rammer Keller her noget herligt makabert og bizart, der fortsat i dag kan gribe sin læser med foruroligende energi.

Som det fremgår, kommer man vidt omkring i selskab med David Keller, men det er værd at bide mærke i nogle generelle tendenser i hans noveller – navnlig hans SF-historier, der tydeligvis bliver et talerør for politiske og sociale kommentarer fra Kellers side. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Keller politisk er konservativ og af en højreorienteret observans, der sætter pris på kristne dyder, traditionelle kønsroller og hvide mænd i førersædet. Tilmed må han beskrives som værende absolut skeptisk over for teknologiske fremskridt og mekanisering i hverdagen.

Hardcover, Arkham House 1952. Den første bog Keller udgav hos Arkham House

En del af hans noveller handler om samfundets eller familiens sammenbrud på grund af teknologi, der forvrider balancen og fremmedgør mennesket fra det, Keller tydeligvis opfatter som det naturlige, hvilket vil sige en kernefamilie, hvor far går på arbejde og mor er hjemme med børnene. Kernefamilien er et tema, Keller vender tilbage til igen og igen, eksempelvis i novellen ”The Pent House” (1932) fra Amazing Stories, hvor en lille familie, der som socialt eksperiment har isolereret sig, vælger at forblive i isolationen frem for at leve livet i storbyens fordærvede kultur. Novellerne er dermed helt åbenlyst skrevet af en forfatter, der så med bekymring på det han oplevede som et samfund og en kultur i opløsning.    

Keller gør sig dermed til reaktionær talsmand for det stille landsbyliv, langt fra verdens tummel. Han sværmer for lillebyen, hvor alle passer sit og tager sig af hinanden. Det er her hans baggrund som praktiserende læge, der varetager en central rolle i et lille bysamfund, kommer på banen; en opgave, der tydeligvis har en ideologisk funktion hos Keller.

Weird Tales, marts 1932, med novellen “The Thing in the Cellar”

At han samtidig har udfald imod ikke-hvide befolkningsgrupper, der generelt bliver fremstillet som suspekte i novellerne, forstærker kun indtrykket af historiernes stærkt ideologiske indhold, der i mødet med den tydelige, kristne baggrund for en del af fortællingerne, antager karakter af en ganske ubehagelig snaps, som forhåbentlig ikke vil smage ret mange af bloggens læsere.

Nu taler meget for, at du formentlig aldrig har hørt om David Keller, hvilket der er gode grunde til, for selvom han havde en stor produktion og en markant tilstedeværelse i 30’ernes pulpmagasiner, er han generelt en utrolig ringe tekstforfatter, hvis naive, næsten enfoldige personkarakteristikker og dialoger mildest talt fremstår latterlige. Ikke alle fortællingerne er lige slemme, men specielt hans mere modne værker fra 50’erne er hårrejsende i deres blanding af bedrevidende fortællestil og ubehjælpelige greb om navnlig håndteringen af persongalleriet. Læs bare i denne samling en skrækkelig novelle som ”Unto Us a Child Is Born” eller den ligeledes helt ubehjælpelige ”Air Lines”, som dog begge er fra 30’erne.

Destiny, forår 1953, med novellen “The Golden Key”

Det lå med andre ord aldrig i kortene, at Keller skulle gå hen og blive en såkaldt klassiker, selvom han oplevede en vis popularitet tilbage i pulpens storhedstid. Attraktionen ved Keller er da formentlig også hans ofte finurlige plotidéer og de meget tydelige budskaber, der har gjort hans noveller meget tilgængelige – selv for den uskolede læser, som pulpmarkedet jo havde en hel del af.

Nogle gange er det fuldt fortjent, at en forfatter går i glemmebogen, og Keller er et godt eksempel på dette. Stedvist skaber han noget tankevækkende, som rent faktisk gør indtryk, men i de fleste tilfælde eksemplificerer han blot det værste i pulplitteraturen og gør sig tilmed bemærket som svinehund; et stigma, der at dømme ud fra hans polemiske tekster er absolut og uden diskussion fortjent. Som blik ind i et stykke amerikansk mentalitetshistorie er Keller dog fortsat relevant, så læs ham endelig, hvis du skulle falde over ham, men sig ikke, at du ikke blev advaret her først.

Novellerne:

“Unto Us a Child is Born”
“The Golden Key”
“The Question”
“The Red Death”
“The White City”
“The Pent House”
“Air Lines”
“Chasm of Monsters”
“Dust in the House”
“The Landslide”
“The Folsom Flint”
“The Twins”
“Sarah”
“Fingers in the Sky”
“The Thing in the Cellar”
“A Piece of Linoleum”
“The Dead Woman”

4 kommentarer

Filed under Novellesamling

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

1 kommentar

Filed under Novellesamling

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

Julegys 1988-1995

Hardcover, Michael O’Mara Books 1988

Her kan I se lidt højtidsrelevante antologier. Serien, der selvfølgelig alle kredser tematisk om julen, blev udgivet af det engelske forlag Michael O’Mara i tiden mellem 1988 og 1995. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for – som jeg har skrevet om et par gange tidligere på bloggen – var 80’ernes første halvdel et vendepunkt i den engelske skrækverden.

Richard Lawrence Dalby (15. april 1949 – 4. maj 2017) – en helt central skikkelse i det litterære, engelske skrækmiljø. Ære være hans minde

De gamle, hæderkronede antologiserier var nemlig begyndt at sælge dårligere og dårligere. Der var ganske enkelt ikke længere samme opbakning til de serier, der havde præget det engelske skrækbogsmarked siden begyndelsen af 60’erne. Det krævede således en ganske stor dosis optimisme at lancere en ny serie i 1988, men Michael O’Mara viste her, at man med et meget specialiseret fokus kunne få succes.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1989

Du skal også være opmærksom på seriens redaktør Richard Dalby, der desværre døde sidste år. Dalby var nemlig en af de fremmeste kendere af engelsk skrækfiktion og på mange måder en af den type pionerer, der har været med til at vise vejen for de mange specialiserede mikroforlag, der i dag udgiver skrækfiktion.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1990

Dalbys litteraturhistoriske interesse for skrækgenren fik ham til i årenes at opstøve og genudgive ganske mange glemte perler, hvorfor hans bortgang sidste år var et stort slag for den mere litterære del af den engelske skrækscene. Dalby var naturligvis, fristes jeg til at sige, især optaget af M.R. James-traditionen, men han havde også næse for ny fiktion, og præcis den kombination kommer til udtryk i hans juleantologier for Michael O’Mara. Her finder man nyt og gammelt, bekendt og ukendt side om side.

Savner du lidt gys til juledagene, er du med andre ord i godt selskab her.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1991

Paperback, Michael O’Mara 1992

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling