Category Archives: Poesi

Beat the beats – glimt af storbyens fordærvede hjerte

Paperback, Brandon House 1965

Paperback, Brandon House 1965

I 1922 udsendte T. S. Eliot sit sønderknusende digt The Wasteland, der formørkede den litterære himmel og flængede tæppet ind til poesiens helligste hellige. Utallige samlede tråden op efter Eliot, og digtet fik også enorm betydning for den unge Allen Ginsberg. Han hørte Eliots stemme klart og brugte den som podium for sit eget sønderlemmende skrig – et generationsbrøl, der varskoede en ny litterær bølge i Amerika.

Paperback, Popular Library 1960

Paperback, Popular Library 1960

Ginbergs fabelagtige digt Howl blev skrevet i 1955 og står i dag som en paradigmatisk tekst for alt det, der kendetegner beat og forfatterne. Beat-litteraturen; det sære, fascinerende og uimodståelige kludetæppe af stemmer og tematikker, der fortsætter med at inspirere og mystificere med sine myter og selviscenesatte løgne.

Paperback, Pocket Books 1954

Paperback, Pocket Books 1954

Bannerførere som Ginsberg, Burroughs og Kerouac er litterære darlings i dag, og jeg skal da heller ikke være sen til at tilslutte mig begejstringen. Imidlertid er dette indlæg slet ikke om de litterære giganter. I stedet handler det om selve idéen om beat-generationen. De såkaldte beatniks og reception af disse i populærkulturen. Som nævnt er beat-begrebet vagt og dækker over tematisk såvel som stilistisk meget, meget forskellige værker, der stort set ikke har andet tilfælles end et kronologisk sammenfald og forfatternes indbyrdes bekendtskaber.

Paperback, Pike Books 1961

Paperback, Pike Books 1961

En ting fik de litterære figurer imidlertid til fælles, og det var deres ry blandt en stor del af den amerikanske befolkning som hipsters, vilddyr, amoralske krabater, junkier, liderbukse og repræsentanter for alt fordærv i USA. For det moralsk bekymrede og indignerede Amerika var de en kræftsvulst på samfundet og Greenwich Village i New York forfaldets hjerte.

Paperback, Pedigree Books 1961

Paperback, Pedigree Books 1961

Naturligvis måtte pulpmarkedet gribe det mondæne Amerikas forargelse, og i løbet af 1950’erne og 60’erne udkom en lang række beatnik-titler, der dykker ned i forestillingen om smudset. Her udfoldes det depraverede liv i ”the village”, her fortælles om vilde sexorgier til sort bebop, og som altid er tonen advarende. Mødre og fædre, vogt jer for de liderlige, vilde mænd og vildkvinder, der lurer i New York.

Paperback, Paperback Library 1964

Paperback, Paperback Library 1964

Men naturligvis er romanerne også fyldte med ambivalens. Naturligvis spiller de på den ekstreme nysgerrighed, som Amerika havde i forhold til idéen om de frigjorte beatniks. Og naturligvis var bøgerne også eskapisme for forstadsunge, der var ved at kede sig ihjel i deres sikre miljøer. Naturligvis var både mænd og kvinder stærkt optaget af de seksuelle udskejelser, og naturligvis var bøgerne en mulighed for at komme på gæstevisit i en dunkle, fremmed verden.

Paperback, Paperback Library 1960

Paperback, Paperback Library 1960

Så her lægger vi også vejen forbi Greenwich Village og kigger inden for på de sagnomspundne kaffebarer. Kan man nogensinde blive træt af pulpens fantasiske evne til at kanalisere kulturel ambivalens? I hvert fald ikke mig.

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1960

 

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1959

Paperback, Midwood Books 1959

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Harborough Publications 1952

Paperback, Harborough Publications 1952

Paperback, Greenleaf Classics Books 1964

Paperback, Greenleaf Classics Books 1964

Paperback, Greenleaf Books 1961

Paperback, Greenleaf Books 1961

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Gold Medal 1962

Paperback, Gold Medal 1962

Paperback, Fawcett Gold Medal 1963

Paperback, Fawcett Gold Medal 1963

Paperback, Dollar Books 1965

Paperback, Dollar Books 1965

Paperback, Design Publishing 1951

Paperback, Design Publishing 1951

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Brandon House 1966

Paperback, Brandon House 1966

Paperback, Belmont Books 1961

Paperback, Belmont Books 1961

Paperback, Beelzebub Books 1959

Paperback, Beelzebub Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bantam Books 1959

Paperback, Bantam Books 1959

Paperback, Avon Books 1959

Paperback, Avon Books 1959

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, ACE Books 1954

Paperback, ACE Books 1954

Paperback,  Fabian Original Novel 1962

Paperback, Fabian Original Novel 1962

Afslutningsvis skal I da heller ikke snydes for Ginsberg, der her læser Howl op i 1959. En oplæsning, jeg en overgang havde for vane at høre, når jeg kom fuld hjem fra koncerter og den slags. Sådan har vi alle vores små, sære vaner.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 - 13. april 2015)

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret  samarbejde mellem Carter og de Camp

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

3 kommentarer

Filed under Poesi