Category Archives: Roman

Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

Paperback, Penguin Books 1989

Med Ghost Story fra 1979 bevægede Peter Straub sig op i rækkerne som en af tidens store skrækforfattere. Vejen til hans succes gik gennem Stephen King, både direkte og indirekte. Direkte, fordi King og Straub blev gode venner og King promoverede sin nye ven, indirekte fordi Straub brugte Kings ’Salem’s Lot (1975) som vej til en fornyelse af sit egent forfatterskab. Før Ghost Story var Straub en udpræget litterær forfatter, hvis stille gru eksempelvis kan sidestilles med Thomas Tryons fine gys, men med Ghost Story tog han ved lære af King og lod dagligdagens prosaiske væsen glide ind i sit sprog og sin fiktion. Derved fik hans tekster et langt varmere og mere menneskeligt ansigt, hvilket gav pote hos læserne. Ghost Story blev, som sagt, en succes, og Straub så sig ikke tilbage.

Nogen fuldstændig King-klon kan man absolut ikke kalde Straub, men man kommer ikke uden om, at han med sin åbenlyse tilegnelse af forbilledet tabte noget. Straubs forfatterskab blev mere, eller rent faktisk bare, ordinært fra og med Ghost Story. Prisen for kommerciel succes var med andre ord at give slip på det kunstnerisk engagerede sprog for i stedet at satse på handling og persondrevet drama. Det er en temperamentssag, hvad man foretrækker. Jeg mener, Straub gjorde sig selv en bjørnetjeneste, i jagten på læsere, men det er også et let standpunkt at indtage.

Paperback, Penguin Books 1989

Med Koko fra ’88 greb Straub både ind i den amerikanske folkesjæl og ind i tidens zeitgeist ved at kombinere en fortælling om Vietnamkrigen med den i 80’erne så voldsomt populære seriemorderfigur. Fantastiske Thomas Tessier, en anden af Straubs venner, havde allerede små ti år tidligere kombineret de to ting i romanen The Nightwalker (1979), men her metaforisk brugt varulvefiguren på den havarerede vietnamveteran, der går løs på sine egne. Straub går anderledes til værks.

Koko er således i takt med sin samtid, og den skildrer seriemorderen som en mystisk skyggeentitet med næsten overnaturlig snarrådighed og dyrisk intuition for svaghed hos sit bytte. Det hele begynder, da fire soldaterkammerater og vietnamveteraner fra samme enhed mødes og diskuterer nogle bekymrende avisartikler. I Singapore er der blevet fundet maltrakteret lig – øjnene og tungen er blevet skåret ud på de døde, og der var anbragt et spillekort i munden på ligene med indskriften ”KOKO”.  Det er ubehagelige historier, men det særlige er, at ordet ”koko” refererer tilbage til en specifik episode, som deres deling oplevede i Vietnam, efter at de var med til en massakre på vietnamesiske civilister.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

”Koko” blev efterfølgende en form for besværgelse af den episode, og kortene noget som soldaterne alle efterfølgende lagde ved nogle af deres ofre. Hvordan det hele startede og hvad navnet betyder, kan de fire venner ikke huske, men de er sikre på, at ophavsmanden i delingen til ”koko-kortene” var den syrede forfatter Underhill, som levede et ganske udsvævende liv i Vietnam.

Den mest entreprenante af veteranerne, Harry Beeves, foreslår, at de skal finde Underhill og konfrontere ham med mordene. Han er sikker på, at Underhill står bag drabene, og hvis vennerne opklarer sagen, vil der måske være både bog- og filmrettigheder samt medfølgende økonomisk gevinst til alle.

Hardcover, E. P. Dutton 1988. Romanens første udgave

De øvrige i gruppen er ikke nævneværdigt interesserede i den økonomiske side af affæren, men vil af personlige grunde gerne have opklaret, om Underhill står bag. Derfor går turen til Singapore, hvor opklaringsarbejdet kan begynde. I Singapore finder de imidlertid ikke forfatteren, hvorfor rejsen fortsætter videre til Bangkok, inden den slutter tilbage i New York.

Alt imens, vi hører om efterforskningen, krydrer Straub teksten med små dramatiske kapitler set fra morderens perspektiv. Der bliver ikke sat navn på, så det holdes dermed åbent, hvem der er den egentlige seriemorder eller rettere ”Koko”, og først helt til sidst blive det endeligt afsløret. For at nå dertil må Straub gennem en række mere eller mindre krampagtige krumspring og vildledningsmanøvrer, der ikke just er elegante. Her helliger målet om at bevare spændingen længst muligt formentligt midlet. Brutalt og ubehageligt er det i hvert fald.

Paperback, HarperCollins 2001

Romanens hovedpersoner er, som sagt, de fire soldaterkammerater, der er ganske forskellige af natur og det er mere deres fælles historie end deres personligheder, som holder dem sammen. Straub genbruger på den led et vigtigt greb fra Ghost Story, der mere eller mindre synes at være skabelonen for Koko. Det fungerer, men romanen plages af sin sort/hvide-håndtering af persontyperne. Der er de gode og de onde i fortællingen. Der er anstændige og uanstændige mennesker, og forskellen imellem de to typer hamres ind i teksten. At den grådige Beeves er usympatisk, bliver dermed tydeligt fra første side, mens vi ligeså straks forstår, at en anden af vennerne, Michael, er en tragisk helt. Persongalleriet bliver konformt og ligegyldigt, fordi vi savner de gråtoner, der skaber troværdigt liv. Det er plat, og her King-inspirationen blandt andet træder tydeligt igennem.

Straubs sprog er stedvist elegant og minder os om den digter, der blev kastet over bord tidligt i forfatterskabet. I sådanne passager har Straub et helt andet sprogligt overskud end King. Der, hvor Koko og Straub også skiller sig positivt ud fra King, er i romanens absolut dystre portræt af navnlig Bangkok. Man kan her fornemme tydelig påvirkning fra Dan Simmons’ Sing of Kali (1986). Straubs Bangkok er således en sydende heksekedel, og jagten på Underhill går direkte ned i underverdenen – hvilket navnet da også allerede antyder. Underhills smag for transkønnede drenge er et vigtigt tema i bogen, og det fortæller lidt om miljøet, hvor centrale dele af historien udspiller sig. Meget af dette ville i øvrigt ikke være blevet skrevet i dag i en bog af bestseller-tilsnittet.

Paperback, Signet 2004

Straub formår at få skabt et tungt helvede af en stemning. Det eksotisk og farlige glider sammen med en næsten morbid sanselighed, hvor larm, forfald og sex blandes kakofonisk. Mens hovedpersonerne jagter den mystiske forfatter (præcis som i Song of Kali), falder de også mere og mere ind i sig selv og deres egen historie. Rejsen gennem Bangkok bliver dermed en rejse tilbage i tiden med al den smerte og vold, som det udløser. Straub har her mange formidable passager, hvor romanens miljøskildringer vokser frem med særdeles stor intensitet. Den lumre ækelhed, han maler frem, gør indtryk – langt større indtryk end den reelle fortælling om seriemorderen, der i sidste ende bare er tidstypisk metervare.

Som Vietnamkrigsbog er Koko næppe væsentlig. Dens behandling af krigens traume bliver udvandet af seriemoderfortællingens manierede brutalitet. Romanen kan da heller ikke måle sig med eksempelvis James Kirkwoods fine Some Kind of Hero (1975), der også benytter noget af skrækfiktionens formsprog til at formidle veteranens ødelagte psyke.

Paperback, Anchor Books 2009

Alligevel formår Straub at gribe den smerte, der ligger i at skulle genopleve fortidens ugerninger på ny. Han får dermed vist meget godt, hvordan veteranerne efterlod sig selv og deres hjem i Vietnam, da de skulle tilbage til USA, og vennernes rejse til Asien bliver nu et forsøg på at genfinde de unge mænd, som blev forladt dengang, tilbage i junglen. Der er med andre ord nok af både tankevækkende og æstetisk gribende passager i Koko til, at den er værd at kaste sig over. Det er en mammutroman, som afgjort er meget længere, end den burde være, men det skal ikke afholde dig fra at drage med vennerne på rejse tilbage i tiden. Uanset platheder og kommercielle krumspring er der gribende og skræmmende stof at finde frem fra Bangkoks neonoplyste nat.

Hardcover, Centipede Press 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

Roger Zelazny, This Immortal (1965): Vi skaber os selv med sproget

Paperback, Methuen 1985. Forsiden er malet af Melvyn Grant

Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.

This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.

Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens første udgave i bogform

Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.

Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.

Paperback, Panther 1968

Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.

Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.

Paperback, Ace Books 1970

I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.

Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.

Paperback, Ace Books 1973

Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?

Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?

Paperback, Ace Books 1980

Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.

This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.

Hardcover, John Goodchild Publishers 1984
Hardcover, The Easton Press 1986
Hardcover, Ace Books 1988
Paperback, Baen 1989
Paperback, Gollancz 2000
Paperback, ibooks 2004
Paperback, ibooks 2011

Skriv en kommentar

Filed under Roman

G. K. Chesterton, The Man Who Was Thursday (1908): Kun masker, kun røgslør

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden, med en scene fra romanen, er malet af Gervasio Gallardo

Den engelske, intellektuelle forfatter G. K. Chestertons roman The Man Who Was Thursday fra 1908 er en af den type fortællinger, der gør dybt indtryk, og jeg kan godt garantere dig, at hvis du aldrig har læst bogen og gør det, vil der være scener, som bliver hos dig meget, meget længe – måske endda for altid. Det er store ord, men det er også en stor bog, og jeg står ved dem.

Det er vanskeligt at beskrive romanens handlingen, fordi selv et ganske detaljeret referat har svært ved at gengive den helt særlig stemning, der hurtigt gennemtrænger historien. Det hele begynder ganske fredeligt med et skænderi under en lille litterær komsammen i en have i London. Unge Gabriel Syme lytter til en lokal, selvsmagende poet og venstrefløjsaktivist – festlighedens midtpunkt – der gør sig klog på aktivisme. Til sidst får Syme nok. Fortørnet angriber han verbalt kunstneren og anklager ham for tomme ord og varm luft.

Paperback, Ballantine Books 1971

Frustreret over verdens dårskab forlader Syme festen og går fordybet i tanker omkring i Londons gader, indtil han møder en gammel betjent, der lytter til Symes kvaler og forklarer ham, at Syme lige præcis er en mand af den støbning, korpset har brug for. Politiet søger efter dedikerede, konservative folk, der vil bidrage til kampen imod den internationale anarkisme. Syme griber chancen og bliver, på forbløffende kort tid, en del af en særlig undercover-enhed, der skal infiltrere et anarkistisk netværk, som Syme på rekordtid befinder sig i hjertet af.

Syme finder hurtigt sig selv i selskab med seks anarkister, der alle har en ugedag som dæknavn. Centrum for dette netværk er den bogstaveligt talt enorme mand ”Sunday”, der styrer terroristerne på enigmatisk vis, så de mere eller mindre selv sætter ord på det, som de tror eller føler, Sunday (måske) opfordrer dem til.

Gilbert Keith Chesterton (29. maj 1874 – 14. juni 1936)

Det lyder sært, og det er det også. Tingene bliver imidlertid mere mærkværdige, for efter kort tids efterforskning opdager Syme først, at én af de seks andre terrorister er en politiagent, og snart er der en undercoveragent mere blandt terroristerne, og så en til. Du kan nok godt gætte, hvor det ender. Hvis alle terroristerne er politiagenter, der imiterer terrorister – er der så overhovedet nogen anarkistiske terrorister? Måske, for Sundays identitet er ubekræftet, og derfor går den vilde jagt efter bagmanden. Men her begynder tingene først for alvor at blive underlige. Som Syme og hans allierede kommer tættere og tættere på Sunday, forvrides realiteternes og verdens genkendelighed mere og mere

Romanens undertitel er ”A Nightmare”, og det er da også præcis, hvad romanen skildrer. Som i et mareridt, hvor naturlovene konstant ændrer sig, forandres vilkårene for Symes menneskejagt, og selvom han kommer tættere på Sunday, når han aldrig helt i mål. Stemningen af paranoia stiger løbende igennem hele fortællingen, og til sidst må Syme tvivle på sig selv og sin egen fornuft, for er han i det hele taget selv den eller det, han tror?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1908_1ed

Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, når man noterer sig, som Chesterton selv forklarede det, at han skrev romanen efter et psykisk sammenbrud; en identitetskrise, kan man sige, der blandt andet førte ham til en form for religiøs vækkelse, der varede resten af livet.  

Man kan anskue The Man Who Was Thursday fra flere vinkler og sammenligne den med modernistiske hovedværker fra omtrent samme tid, der ligeledes kredser om samme identitets- og eksistentialistiske problematikker. Kafkas værk er et oplagt eksempel, Thomas Manns et andet, men der er andre af samme type, som også kan trækkes ind.

Paperback, Penguin Books 1937

Stemningen af dyb paranoia, den absurde, den feberagtige humor og de groteske situationer, som Syme kommer ud for, bringer også romanen i kontakt med en bred vifte af stemninger, der gør, at læseren aldrig – præcis som Syme – ved, hvordan teksten skal håndteres. Man er på dybt vand, nøjagtigt som politiagenten, og der er ingen kære mor her – Chesterton giver os kun ganske få redningskranse at klamre os til.

Under opgøret med den lokale poet i begyndelsen af historien forstår vi, at Syme og derigennem Chesterton lufter sin frustration over påstået kunstnerisk radikalitet, der i sidste ende bare forbliver ved snakken. Det er de gryende ismers tid og hul radikalitet, Chesterton reagerer imod. Kommunisme, impressionisme og anarkisme udpeges indirekte, og den mystiske Sunday gør det samme, mens han nøder sit slæng af anarkister til at smide bomber.

Famous Fantastic Mysteries, marts 1944

Syme får kvalme af den flod af ord, som flyder efter alle tidens påstande om forandring og nytænkning, ikke mindst fordi de revolutionære i sidste ende viser sig at være tomme for andet end selvforelskelse. Præcis som terroristerne er falske, fordi deres radikalitet bare er masker. Inter er sandt, men er Sunday ægte? Er Sunday, bagmanden, rent faktisk den eneste troværdige karakter?

Hardcover, Dodd, Mead & Co. 1966

Til sidst, næsten totalt opløst i vanvid, kollapser Syme, som Chesterton selv, under åben himmel og råber til Sunday:

“Have you”, he [Syme] cried in a dreadful voice, ”have you ever suffered?” [Altså, har du lidt på grund af din menneskelighed, som jeg gør det?]

As he gazed, the great face grew to an awful size, grew larger than the colossal mask of Memnon, which had made him scream as a child. It grew larger and larger, filling the whole sky; then everything went black. Only in the blackness before it entirely destroyed his brain he seemed to hear a distant voice saying a commonplace text that he heard somewhere, “Can ye drink of the cup that I drink of?”

Svaret er nej. Syme kan ikke drikke af gudens bæger.

Paperback, Dover Publications 1986

Syme erkender, at han som menneske er i kaos, ude af stand til at kontrollere sin verden, der hverken rummer fornuft eller mening. Det eneste sande er det, der går ud over denne verden, fordi intet jordisk eller menneskeskabt kan være sandt.

I dette er det apologeten Chesterton, der kommer til orde og siger, at ønsket om orden og kaos er to sider af samme sag – begge dele er udtryk for den jordiske labyrint, hvorfra der ikke er nogen anden udvej end gennem troen. Vi har med andre ord her med endnu en (jf. min bogomtale fra sidste uge) kristen roman at gøre. Men Chesterton har et eget syn på troen og udfolder i sit verdensbillede et religionssyn, der kommer i nærheden af noget, William Blake kunne nikke genkendende til. Chestertons verden er et stort virvar, et fusioneret kaos af himmel og helvede, og den, der forsøger at forstå, vil kunne blive ved med at åbne døre i en uendelighed, fordi der ikke er nogen vej ud af labyrinten. Den eneste udvej går, som sagt, gennem troen (sola fides).

Hardcover, Lythway Large Print 1987

Det var protestanten Chesterton, der skrev The Man Who Was Thursday. Han konverterede få år senere til katolicismen, og det er ikke sikket, at han på det tidspunkt ville kunne stå inde for de bagvedliggende tanker, der karakteriserer romanen.

Man kan mene, hvad man vil om den teologi, som Chesterton skitserer for os, og mange har forsøgt sig med en sekulariseret læsning af bogen. Det kan man sagtens, fordi den eksistentialistiske erkendelse, der kommer for dagen, dybest set ikke behøver nogen metafysisk overbygning. Ikke desto mindre går man derved imod Chestertons egne tanker, hvilket man bør have med i sine overvejelser.

Paperback, Penguin Books 1990

Selve fortællingen om Symes tur gennem et mareridt er da også så fremragende, så isnende og vanvittigt, så sjov og absurd, at han nærmest ville kunne prædike om hvad som helst, og vi ville tilgive ham til sidst, fordi romanen er et rædselsridt af den sjældne slags, der rusker ved vores instinktive behov for orden, rationalitet og mening. Den sætter fornuften ud af spil og efterlader os med stor undren og en let følelse af uro, for tænk om Chestertons mareridtsvision er rigtigt? Tænk om verden ikke består af andet end bedragere, og at vi alle spiller komedie for hinanden og frygter at blive afsløret. Hvis det ikke lyder som noget, der fortsat er aktuelt, så ved jeg ikke hvad, der gør!

Paperback, Ignatius Press 1999
Paperback, Modern Library 2001
Hardcover, Wildside Press 2004
Paperback, Kessinger 2004
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, Atlantic Books 2008
Paperback, Penguin Books 2008
Paperback, Seven Treasures Publications 2008
Hardcover, Cosimo Classics 2009
Paperback, The Large Print Book Company 2009
Paperback, Simon & Brown 2010
Paperback, Penguin Books 2011
Paperback, Penguin Books 2012
Paperback, Whitaker House 2014

5 kommentarer

Filed under Roman

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Roland Cutler, The Firstborn (1978): Et barn er født i… Jerusalem?

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens første udgave

Den mindre kendte skræk- og thrillerforfatter Roland Cutler havde en lille håndfuld udgivelser i 1980’erne. Han debuterede imidlertid ved at springe på gysertoget i 1978 med den religiøse The Firstborn. Romanen indskriver sig i den uendelige kæde af værker, der tog direkte afsæt i Blattys The Exorcist (1971) og mere eller mindre krampagtigt forsøgte at finde en ny vinkel på historien om satanisk besættelse. Cutler havde da også en klar og ny idé, da han skrev sin roman, men lige lidt hjalp det, og der er gode grunde til, at Cutlers roman faldt død ud på gulvet i den litterære fødselsklinik. Lidt liv var der nu nok i den alligevel, for bogen udkom i et andet oplag allerede samme år, men derefter forsvandt den i glemslens tåger.

Det er ærgerligt, for på papiret er The Firstborn en gyser af præcis den slags, som jeg har en stor, stor svaghed for. Den rammer nemlig det gode sted i 70’ernes genrefiktion, hvor okkultisme og metafysik møder paranoia og drama. Cutlers roman indeholder tilmed en god del vildmarkseventyr, som også er en genre, jeg holder rigtig meget af. Her er det således Afghanistans ødeland, der udgør miljøet i romanens første del.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978

Efter en kort, klassisk nervepirrende prolog åbner handlingen således i Afghanisten, hvor vi introduceres til Girard, der er en plaget sjæl. Han er rejst til landet fra USA for at søge efter meningen med sit eget liv, og måske søger han i sidste ende også efter Gud. Imens har han en gravid kone derhjemme, der tålmodigt har ventet på Girard, mens han udlever sin selvrealisering under fjerne himmelstrøg. En spiritual oplevelse i bjergene får imidlertid Girard til at skynde sig hjem, men hjemkomsten bliver ikke som ventet. Laura, Girards kone, har oplevet mystiske ting, og mystikken bliver ikke mindre nu. Der er tilsyneladende nogen eller nærmere ”noget”, der er efter Laura og hendes barn.

Girard har en mistanke, for hans egen opvækst har også været præget af mystik. Hans mor og far døde under mærkværdige omstændigheder (prologens indhold), og han har hele livet igennem følt en form for tilstedeværelse i sit liv. Nu er spørgsmålet så bare, om denne tilstedeværelse, der hjemsøger Laura, er ude efter Girard eller det barn, han har skabt sammen med Laura? Alt dette udløser en form for metafysisk jagt, der fører vores hovedpersoner fra USA til London og videre til Israel, hvor det hele kan kulminere mellem arkæologer, soldater og skumle typer.

Paperback, Fawcett Gold Medal 1978. Romanens andet oplag fra samme år

Som sagt kunne alt dette umiddelbart lyde som ingredienser til et ganske fint og nervepirrende stykke skrækfiktion, men det er bare ikke tilfældet. Roland Cutlers roman savner helt og aldeles nerve. Det sker meget sjældent, at jeg decideret keder mig, når jeg læser skønlitteratur, men med The Firstborn ramte jeg en mur, som det krævede viljestyrke at forcere. Romanen er en langstrakt pine, hvor den stakkels læser skal plage sig gennem en strøm af følelsesladede indre dialoger, ligeledes følelsesladede samtaler og ligegyldige, omfattende beskrivelser, der til sammen skal fortælle os, hvor rædselsvækkende og mystisk det hele er for stakkels Girard og hans familie.

Roland Cutler følte formentlig også, at der skulle leveres konkret gru, for at romanen ville gøre sig som den bestseller, han håbede, den ville blive. Derfor er der indlagt en række korte, lettere akavede drabsscener, hvor den mystiske kraft, der hjemsøger Girard, dræber et udvalg af romanens bipersoner. Mest overvældende er drabet på en usympatisk arkæolog i London, der bliver myrdet ved at få en stor, forhistorisk lerfallos stukket ned i halsen. Det er skrap kost, men ikke nogen veludført scene. Den spiller imidlertid sammen med den kuriøse, homofobiske undertone, der hænger over romanen og flere gange kommer til udtryk gennem små udfald, der ikke her nogen egentlig kontekst i historien, men emnet var åbenbart noget, Cutler følte for.

Paperback, Dial Press 1980

På trods af fascinerende rammer og særdeles grafiske beskrivelser forbliver The Firstborn med andre ord totalt uinteressant. Det er ikke desto mindre oplagt at spørge sig, hvad Cutler så bruger sin historie til; hvad er hans bud på en fornyelse af besættelsestematikken?

Humlen i alt dette er naturligvis det barn, som Laura bærer rundt på. Gennem hovedparten af romanen har læseren en mistanke om, at det næppe er noget godt, der kan komme ud af denne graviditet. Med tanke på Rosemary’s Baby (1967) er det oplagte naturligvis en formodning om, at det er Djævlen eller noget dæmonisk, som hun vil sætte i verden.

Paperback, Jove Books 1980

Her er det imidlertid, at Cutler snyder sin læser med en tematisk kovending på de sidste sider. Det viser sig nemlig at være det stik modsatte, der er tilfældet. Det er ikke det onde selv, men i stedet Messias, som Laura bærer i livet, og romanen slutter da også med et citat fra Første Mosebog (22:15), hvor Abraham accepterer, at Gud har valgt at prøve ham. Vi forstår her, på sidste side, at Girard er den nye Abraham og bogens afslutning er dermed også begyndelsen på enden af den jordiske verden.  

Roland Culter, der i et lille forord skriver, at han udtænkte bogens historie sammen med sin bror, leverer et stykke kristent gru. Det onde, som har forfulgt Laura og Girard, er sataniske kræfter, som vil gøre alt for at forhindre fødslen, der udspiller sig i Israel, og den tilstedeværelse, som Girard livet igennem har følt, er naturligvis Guds nærvær. Prologen, hvor Girards forældre blev angrebet og dræbt, var udført af Satans tjenere, der gik til angreb for at gribe ind i frelseshistorien og forhindre, at Girard skulle medvirke i at få Messias til verden.

Paperback, Dell 1984

Man må give Cutler, at dette er en ny variation over 70’ernes sataniske tematik. Han udnytter og spiller på udtrykket gennem hovedparten af fortællingen, før han i sidste øjeblik gør det til en fortælling om Kristus. Dermed lægger han sig også i virkeligheden langt tættere på Blattys roman end hovedparten af de mange efterfølgere, der red med på Satan-bølgen uden det tonstunge, kristne budskab, men der er Cutler ikke. Hans budskab ti læseren er, at selvom Satan prøver os, så er Guds plan større og Kristus vil komme til sidst.

Paperback, Berkley Books 1987

Jeg er sikker på, at den type gudfrygtigt gys har et publikum og med bedre færdigheder kunne det måske også være blevet en interessant roman. Det blev det så ikke. I stedet står vi tilbage med en homofobisk, pro-Israelsk og millenaristisk roman, der famlende forsøger at kede sin læser ihjel. The Fristborn skuffer mig oprigtigt, fordi den er så forfejlet, men samtidig er den også et ganske godt billede på den type af stærkt underlødige skrækromaner, der fik lov at udkomme i 70’erne, på grund af den store gyserbegejstring, der prægede tiden. Devisen var: Hellere udgive for meget i jagten på den nye bestseller end at overse en guldmine. The Firstborn var ikke nogen guldmine, og måske skulle den være blevet aborteret seneste 12 uger efter brødrene Cutler undfangede idéen.  

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Rider Haggard, King Solomon’s Mines (1885): Blod på savannen

Hardcover, Castle Books 1987. Forsiden er malet af Eric Kincaid

Det er ironisk, at en af Englands bedst sælgende forfattere i tiårene omkring 1900 var H. Rider Haggard. Det er ironisk, fordi Haggard aldrig havde set sig selv som en specielt litterær person og først begyndte at skrive skønlitteratur i en relativt sen alder. Han drømte om en karriere i embedsværket, og livet igennem var det hans ambition at blive taget alvorlig som politiker og mand i statens tjeneste. Sådan blev det bare ikke helt, fordi hans romaner længe var så ustyrligt populære, at han forblev fastlåst i rollen som folkekær spændingsforfatter.

Haggard fik skam vigtige statslige opgaver, men aldrig den respekt han for alvor drømte om. Han fik således i en sen alder diplomatisk arbejde, der tog ham ud i verden, og da han under et besøg i USA blev inviteret hjem til præsident Theodore Roosevelt, måtte en både beæret og skuffet Haggard konstatere, at præsidenten kun ville snakke om jagt og Haggards romaner, som præsidenten elskede. Politik og landbrugsreformer, der var rejsens anledning, blev der ikke meget tid til. Læren må være, at succes er herligt, men den skal helst komme for det rigtige.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Baggrunden for alt dette var Riders roman King Solomon’s Mines fra 1885, der var hans tredje skønlitterære bog på kun to år. Haggard, der i slutningen af 1883 var økonomisk presset, havde fået den tanke, at hans ungdomsoplevelser i Sydafrika måske kunne omsættes til rejsefiktion, der var et populært emne. Det forsøgte han og oplevede moderat succes med sin anden roman The Witch’s Head, der dybest set er en samling røverhistorier fra savannen. Bogen fik imidlertid så tilpas stor opmærksomhed, at Haggard forsatte i samme spor, nu bare ansporet til at rendyrke de elementer, som læserne havde reageret mest positivt på; nemlig dramaet, det mystiske og det eksotiske.

Resultatet blev den fabulerende King Solomon’s Mines, der som en løbeild gik sin sejrsgang i hele den vestlige verden. I romanen fortsatte Haggard med at sammenskrive sine egen oplevelser fra Afrika med ting, han ”lånte” fra andres rejsebeskrivelser og litteratur samt de vilde idéer, han selv fandt på. Historien er da også et stykke spektakulær eventyrfiktion, der kom til at danne skole og stå som et af højdepunkt i spændingslitteraturen fra slutningen af 1800-tallet.

Hardcover, Cassell & Company 1885. Romanens første udgave i bogform

Handlingen behøver næppe nogen stor introduktion, men i grove træk skildrer bogen – som du sikkert husker – hvordan storvildtjægeren Allan Quatermain bliver hyret til at ledsage et lille rejseselskab, anført af Sir Henry Curtis, der prøver at spore sin bror. Broderen forsvandt under en ekspedition, der havde til formål at finde kong Salomons sagnopspundne miner. Quatermain har ikke store forventninger om at finde den forsvundne bror, men han lader sig alligevel overtale til opgaven, fordi han har brug for penge, og englænderne betaler ham godt for rejsen.

Således kan selskabet drage ud på en lang og farefuld rejse, der byder på lige dele storvildtjagt og nervepirrende strabadser. Rejsen går ind i ukendt land og ender hos et hidtil uopdaget folkefærd, der har bevogtet Salomons miner, siden de blev forladt. Ved afrejsen hyrede ekspeditionen en lettere mystisk bærer, der nu viser sig at blive central for romanens sidste del. Her bliver englænderne nemlig involveret i et brutalt opgør internt i den stamme, der sidder på minerne. Tjeneren, som englænderne bragte med sig, viser sig at være stammens retmæssige konge, og de slutter sig nu sammen med Ignosi, som han hedder, i et opgør mod den siddende konge og tronraner. Det leder til at brutalt slag, hvor Quatermain og de andre kæmper side om side med loyale stammefolk, før de til sidst kan forlade minerne med rigdom og kort efter også har den forsvunden bror med på slæb tilbage.

Paperback, Dell 1950

Det er højspændt dramatik, der udfolder sig, og en af romanens store kvaliteter er, at Haggard løbende højner stemningen af eventyr og drama. Det begynder som et relativt nøgternt indblik i sydafrikansk kultur og topografi, hvilket i sig selv var ganske eksotisk på udgivelsestidspunktet. Vi får dog gradvist tilføjet mere komplekse handlingslag, der kulminerer i det store opgør blandt Kukuana-folket og antydninger af mulig overnaturlig indblanding. Det kommer som en ganske stor overraskelse, og det er på den led umuligt på forhånd at spå, hvordan handlingen vil udvikle sig.

Efterfølgende er meget af det, som Quatermain og hans rejsefæller oplever, blevet troper eller klichéer, der ikke mindst blev formaliseret i pulplitteraturen. Haggard var selv stærkt medvirkende til dette, fordi han kom til at gentage sig selv ganske mange gange. Ikke desto mindre er der en utrolig fantasirigdom og vilje til drama og spænding i handlingen, der gjorde den til noget overraskende og nervepirrende, da bogen udkom, men som stadig også gør indtryk i dag. Idéerne leveres ligefremt og alvorsfuldt, uden nogen form for stemning af parafrase, der senere ofte er kommet til at sig ind i denne type eventyrfortællinger.  

Paperback, Pan Books 1951

De er mange elementer i romanen, der i dag kan være interessante at dykke ned i og analysere nærmere. Man kan eksempelvis hæfte sig ved, at det er en utrolig brutal og blodig fortælling. Englænderne skyder storvildtet med en entusiasme, der grænser til blodtørst, og det store slag i slutningen skildres med tilsvarende entusiasme for vold. Vi får også serveret Haggards fascination af afhuggede lemmer i romanen; et element, der går igen i stort set alle hans spændingsromaner fra The Witch’s Head og frem. Vold og blod ligger med andre ord i romanens grundsubstans, hvilket fortæller os en del om Haggards syn på Afrika.

Man kan også hæfte sig ved det homosociale rejseselskab og de modeller for maskulinitet, som udtrykkes igennem de enkelte individer i gruppen, hvor Quatermain naturligvis indtager pladsen som førerhund. Der ligger en fascinerende, gradvist optrappet form for erotik i teksten, der så at sige pumpes i vejret af de traditionelt maskuline handlinger, der udføres af selskabet. Der er ikke nogen tvivl om, at englænderne betvinger landskabet, med alt hvad det indebærer af magt- og erotikkonnotationer. At dette har en sanselig dimension udløses for alvor, da de ankommer hos Kukuana-folket, men allerede inden da har vi forstået sammenhængen mellem rejsen og en vis sanselighed. Før mødet med Kukuana-folket har mændene eksempelvis besteget en klippe, der hedder ”Dronning Sheebas Bryster”, som pikant stikker ensomt frem i landskabet som en farefuld udfordring, der nu indtages præcis som rejseselskabet med stor lyst har betvunget dyr og landskab.

Paperback, Ballantine Books 1963

Som sagt blev King Solomon’s Mines en kæmpemæssig succes – en international bestseller af de største. Haggard fulgte den op med She, der ligeledes blev en gigantisk succes, og dermed var hans berømmelse og karriere sikret. Haggard havde rent kreativt svært ved at efterleve den første popularitet, selvom han kommercielt vedblev med at sælge i store oplag ganske længe. Som Haggards berømmelse falmede i 1900-tallet og hans romaner mistede deres gennemslagskraft, sank de gradvist ned fra voksenlitteraturen til den lidt udefinerbare brokkasse af såkaldte ”drengebøger” og senere til ”bare” børnebøger, hvor de siden 1950’erne levede et stadigt mere stille liv. En krank skæbne, må man sige.  

Jeg tvivler på, at der stadig er mange børn, endsige voksne, der læser en roman som King Solomon’s Mines, hvilket er trist. Det er et mesterværk udi sin genre, der til enhver tid tåler sammenligning med nutidig spændingsfiktion. At man skal sluge et kynisk natursyn og en generelt utrolig racistisk grundtone, kan være et problem, men læser man sig igennem dette og accepterer det, for hvad det er, så ligger der fortsat en utrolig kraft i Haggards værk, der kan bringes frem til overfladen ved blot en smule tålmodighed med den bedagede sprogtone, hvilket sådan set bare er sundt arbejde, tænker jeg. Så læs den (igen), men ikke i en tarvelig forkortet og fordansket udgave. Læs den rigtige tekst, for det er der, eventyret fortsat lever stærkest.

Paperback, Puffin 1966
Paperback, Magnum Books 1975
Paperback, Airmont Books 1978
Paperback, Puffin 1983
Paperback, Tor 1985
Paperback, Beaver Books 1986
Paperback, Regnery 1999
Paperback, Quiet Vision Publishing 2004
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Penguin Books 2007
Paperback, Headline Review 2007
Paperback, The Large Print Book Company 2010
Paperback, The Echo Library 2011
Paperback, Bibliotech Press 2012
Hardcover, Award Publications 2012
Paperback, HarperPerennial Classics 2014
Paperback, Ulverscroft Large Print Books 2014

3 kommentarer

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Langan, The Fisherman (2016): Trækker vod i de kosmiske dybder

Paperback, Word Horde 2016. Romanens første udgave. Omslagets billede er malet 1870 af Albert Bierstadt og bærer titlen “Puget Sound on the Pacific Coast”

John Langan hører til blandt de stærkeste stemmer i den nye skrækfiktion med værker, der er kendetegnet ved helt konsistent at levere overraskende, begavede fortællinger. Langan kendes primært for sine relativt lange noveller, der stort set altid er formuleret omkring et klart koncept – enten i form af en gennemført tematik eller et stilistisk greb. Umiddelbart kan Langans produktion måske fremstå diffus og ligefrem eksperimenterende, men der er dybest set ikke meget eksperiment over hans tekster, fordi de savner eksperimentets skrøbelighed. I stedet vidner de om en stor sikkerhed og et klart eksplorativt behov, hos Langan, for at afdække bestemte stemninger og situationer gennem sin litteratur. Hans facetterede produktion betyder også, at man som læser næppe altid vil være lige interesseret i alt, hvad han skriver, men desuagtet kan man aldrig tvivle på Langans færdigheder og nerve.

Som sagt kendes Langan bedst for noveller, men The Fisherman fra 2016 var hans anden roman. Det var en fortælling, som han arbejdede på meget længe, og det er uden tvivl den bog, som Langan har oplevet størst kommerciel succes med. Faktisk er den blevet overstrømmende modtaget. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Langan selv har fortalt, at The Fisherman i et eller andet omfang er hans forsøg på at tilegne sig Stephen Kings romaner. Påvirkningen fra King er da også mærkbar, uden at der på nogen måde er tale om en pastiche eller noget, der bare kommer i nærheden af at kunne kvalificeres som ”skrevet i Stephen Kings stil.” John Langan er en helt anden forfatter end King, men det, han tydeligvis har taget med sig ind i The Fisherman, er et dvælende fokus ved personrelationer og personer, der oplever, hvordan deres ordinære hverdag falder fra hinanden. Da der opstår sprækker i livet, sniger det overnaturlige sig, helt i Kings ånd, ind. Det lægger sig som en hinde over det genkendelige og giver et dystert, uheldsvangert skær til alt, mens personerne alligevel klamrer sig til normaliteten.

Paperback, Word Horde 2016

I The Fisherman, der udspiller sig i Maine, hører vi, hvordan IT-manden Abraham, eller bare Abe, mister sin kone. Sorgen er knusende, og kaster Abe ud i en periode med druk, men ved en pludselig indskydelse begynder han at fiske, og det bliver hans vej tilbage til livet. Lystfiskeriet som meditativ handling bliver hans et og alt, og Abe får rent faktisk genopbygget sig selv. Noget sker imidlertid, da en kollega mister sin kone og døtre i en trafikulykke. Nu ser Abe, hvordan en anden går i opløsning på grund af sorg, og han tilbyder derfor at tage kollegaen med ud at fiske. Dan tager imod, og nu begynder duoen at fiske sammen fast.

Alt dette er ganske normalt, men noget ændrer sig, da Dan tilfældigvis hører om et sted kaldet Dutchman’s Creek. Han overtaler Abe til, at de skal finde stedet, men undervejs på deres første fisketur derop stopper de for at spise morgenmad på en diner, og her får de den meget lange beretning om, hvorfor Dutchman’s Creek ikke er sted, man bør tage hen.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Vi hører, hvordan man i begyndelsen af 1900-tallet forsøger at bygge en dæmning hen over Dutchman’s Creek. Et lille samfund vokser frem omkring den lokale lodsejer, der står for byggeriet. Noget forandrer sig i samfundet, da en sær udenlandsk mand flytter ind hos lodsejeren – ”Der Fisher”, som han kaldes. Stedet og arbejderne hjemsøges pludselig af mystiske hændelser, og endnu mere skrækindjagende begynder de døde at vende tilbage – eller gør de? Er det i det hele taget dem eller har ”noget” bare lånt deres kroppe?

Trods den advarende fortælling vælger Abe og Dan alligevel at tage op og fiske i strømmen, hvilket de naturligvis aldrig skulle have gjort, for nu ender de i en konfrontation, hvor det står klart, hvad den mystiske mand forsøgte at gøre, dengang han ankom til dæmningsbyggeriet. Den fremmede har nemlig arbejdet på at tøjle enorme kræfter. Han har fisket i de kosmiske oceaner og fanget et enormt væsen, som han nu prøver at binde for at få magt. Denne fremmede har også åbnet huller ind til en anden verden, og det er ud fra denne verden, at de dystre og lumske energier strømmer, som tilsyneladende giver liv til de døde og skaber alle de andre ubehagelige fænomener, der har udspillet sig omkring Dutchman’s Creek.

Hardcover, Doubleday 1983

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Pet Sematary var den afgørende reference for Langan, da han skrev romanen. Bogen gennemspiller således mange af de samme konflikter, som King beskrev fornemt i sin klassiske roman fra 1983. Sorgen har ødelagt Dan, og da mørke kræfter tilbyder ham en vej til at genskabe det tabte, vælger han at gribe muligheden, koste hvad det vil. Romanen tematiserer på den led magt og afmagt og to veje ud af sorgen. Abe og Dan spejler hinanden, præcis som Louis og Rachel Creed gør det i Pet Sematary.

Dæmningsbyggeriet bliver i den sammenhæng et billede på at tøjle de uregerlige kræfter, som livet og døden udgør. Det er et slidsomt og næsten håbløst arbejde, men samtidig også et kollektivt arbejde i samklang med en verdensorden, der giver mening. Floden som metafor for det vilde og utøjlede er her åbenlys og rollen som fisker ligeså. Fiskeren Abe fisker efter sig selv og får næsten bogstaveligt trukket sig ud af den destruktive strøm og tilbage til livet. Dan og den dystre frememde gør noget andet; de fisker i strømmen efter en genvej til kontrol. Drømmen om at slippe for det hårde slid med livet bliver en fristelse, og da de sender snøren ud, er der noget, som melder sig. Igen, helt i Kings ånd, springer de over, hvor gærdet er lavest og forsøger at snyde verdensordenen, hvilket i sidste ende bliver deres undergang.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Fristelsen, som de kosmiske kræfter tilbyder, understreges da også præcis som fristelse ved, at Langan udnytter sirenen som ledemotiv. Abe drømmer om sirener i vandet, og det er sirener i floden, der leder lystfiskerne opstrøms til det sted, hvor den endelige konfrontation udspiller sig. De mørke kræfter fremstilles som fristelser, der tilbyder præcis det, den søgende og lidende sjæl har brug for. Spørgsmålet er nu bare, om man kan gennemskue prisen for deres tilbud; prisen er nemlig tabet af selvet og al menneskelighed.

Som al god weird fiction er The Fisherman svær at genrebestemme. Der er ingen tvivl om, at den har en grum og ond undertone, men modsat Kings Pet Sematary er Langans roman også fyldt med håb. Hvor Kings bog sender sine hovedpersoner direkte ud over afgrunden, tager Langan en anden vej og siger, at det er muligt at kæmpe imod, selv der hvor det gør mest ondt, men man kan ikke klare det alene – dæmningsbyggeriet er, som sagt, et kollektivt projekt.

Paperback, Hippocampus Press 2019. John Langans seneste udgivelse

Bogen bygger da også op til en egentlig kamp, hvor de fronter, romanen har trukket op, kan tørne sammen i noget, der ikke kan beskrives som andet end en episk konfrontation på bredden af det kosmiske hav. Det er stort, vildt og fabulerende på en måde, der ikke vækker så få mindelser om pulplitteratur og afgjort som noget, der har et ben fantasylitteraturen. Langan tillader sig at folde sin historie ud og gøre det lille drama til en gigantisk konflikt, som det rent faktisk lykkes ham at afvikle, uden det bliver for meget af det gode.     

The Fisherman er en fremragende roman, der fortolker Pet Sematary intelligent og originalt. Den viser Langan fra en meget let tilgængelig side, uden stilistiske krumspring, hvilket helt sikkert også er forklaringen på bogens store succes. Langan skriver stadig mest noveller, men vi må da håbe, at han på et eller andet tidspunkt får inspiration til at nærme sig romanformatet igen – en ting er dog helt sikkert, når og hvis han gør det, vil det ikke blive noget, der minder om The Fisherman. Så meget kan man i hvert fald med sikkerhed sige, for Langan har aldrig til dato gentaget sig selv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, The Earth-Shaker (1982): Pulp som i gamle dage?

Hardcover, Doubleday 1982. Romanens eneste fysiske udgave. Forsidens skaber er ikke oplyst

Nu skal vi videre med Lin Carters pulp-serie om Prins Zarkon og hans hold af Omega-mænd, der bekæmper verdens superskurke for at beskytte menneskeheden mod de uhyrlige konsekvenser, det ville få, hvis de kriminelle skulle få overtaget. Sagen er jo den, at Zarkon kommer fra fremtiden og er sendt tilbage til vores egen tid for at forhindre en katastrofal udvikling, hvor de onde rent faktisk har vundet og slavegjort hele Jorden. Det må hellere straks indskydes, at det ikke er en udvikling, der ligger lige om hjørnet, for i denne roman hører vi, at Zarkon rent faktisk er født i det herrens år 1 million (sic!) efter vores tidsregning, hvilket jo ikke er så lidt. Kæden af hændelser, som Zarkon må prøver at forhindre i vores tid, så de ikke skal have konsekvenser i fremtiden, er derfor ganske, ganske lang… Nuvel, det er præmissen.

Dette bind fjerde bind i serien udspiller sig udelukkende i Knickerbocker City – Lin Carters fiktive New York, og denne gang udfordres Zarkon på sin egen hjemmebane. En serie af mystiske, ultrabegrænsede jordskælv hjemsøger storbyen, og snart tegner der sig et mønster af, at det er banker og vigtige bygninger, der bliver udsat for dette uforklarlige fænomen. Panikken ulmer, og noget lugter råddent; den geniale Zarkon og hans hold bliver derfor sat på sagen.

Hardcover, Doubleday 1982

Det viser sig da også snart, at der intet naturligt er ved disse hændelser. Nogen står bag, og Zarkon begynder, sammen med sine Omegamænd, at undersøge, hvem gerningsmanden kunne være. Naturligvis står det hurtigt klart, at en forsmået videnskabsmand er bag jordskælvene. Denne skurk har bygget en form for dommedagsmaskine, og videnskabsmanden kræver en gigantisk løsesum af byen for ikke at ødelægge den med jordskælv.

Det udvikler sig til en kamp imod uret, for byen ser ikke anden udvej end at betale manden, men det kræver tid at få skrabet pengene sammen og det giver Zarkon rum til at efterforske sagen. Spørgsmålet er, om han kan nå det eller om Knickerbocker City ender i grus. Gæt selv!

Linwood Vrooman Carter (9 juni 1930 – 7. februar 1988)

The Earth-Shaker udkom efter en pause i serien på seks år. Dengang var fortællingerne om Prins Zarkon blevet indstillet, fordi Lin Carter ikke var inspireret længere, og salget ikke var specielt overbevisende, men i tidsrummet mellem ’76 og ’82 var der opstået en lille kult omkring historierne om Zarkon, og Carter blev til sidst overbevist af fanmiljøet om, at han måske alligevel skulle fortsætte den skrinlagte føljeton. Med The Earth-Shaker vendte fremtidsmanden Zarkon med andre ord tilbage til manegen efter en længere pause, og man mærker da også straks, at Carter skriver med fornyet energi. Men desværre sender han også serien i en helt ny retning med denne fortsættelse, som, for mig at se, ødelægger mere, end hvad godt er.

Det meste, Lin Carter skrev, lukrerede helt og aldeles på andres værker, og Omega-serien er Carters livtag med ”crime busters” som Doc Savage og The Shadow. Det er 30’ernes pulp, han her kaster sig over og fornyer, ved at transformere det til noget nutidigt. Sådan var det i hvert fald i de første tre bind, der med al tydelighed udspiller sig i 1970’erne, med alt hvad det indebærer af lummerhed, bakkenbarter og brunt tøj. Selvom romanernes kvalitet er støt dalende, er de på den led ganske underholdende som et tidsbillede.

Ebog, Thunderchild Publishing 2017

Med The Earth-Shaker går Lin Carter en anden vej og skaber en bizar hybrid mellem 30’ernes pulp og sin egen samtid, så Knickerbocker City bliver en besynderlig anakronisme, hvor folk taler og opfører sig som i 30’er-pulpen, vel vidende at vi har årstallet 1982. Dette er præcis underholdende i et kapitel, og så bliver det ganske skrækkeligt. Ikke mindst på grund af Carters ulykkelige trang til at skrive dialog i dialekt, hvilket betyder, at han har en fest med at gengive 30’er-stereotyper og 30’er-slang. Dette er desværre langt fra så underholdende, som Carter selv opfattede det. Alt dette løber sammen i en bestemt karakter – den lille forældreløse avisdreng Joey, der med sixpence på hovedet og alt for stort tøj er præcis lige så kæk og forfærdelig, som han er en sentimental og øretæveindbydende pulpkliché.

Måske endnu værre er det, at Carter fortsætter den tendens, der prægede de tidligere bøger; han lader nemlig Zarkon og nu avisdrengen Joey klare stort set alle udfordringerne til trods for, at der står et helt hold af specialister i kulissen og venter på at kunne gå til hånde med tekniske fremtidsdimser og store færdigheder. Det er ikke nogen heldig løsning, og han taber igen idéen om et team, der arbejder sammen. I stedet får vi kun nogle korte passager med Omega-holdet, der leverer de samme dårlige vittigheder og mundhuggerier, som Carter har gentaget siden første bind. 

Ebog, Gateway 2020

 Når man dertil føjer, at det ikke er den mest spændende historie, som Carter her har brygget sammen, ender vi ud med en roman, der faktisk ikke udmærker sig på nogen måde. Det, der skulle være Carters store comeback til Zarkons univers, bliver en lidt lunken fornyelse, der tydeligvis er skrevet med stort gåpåmod, men som ikke formår at omsætte skriveglæden til nogen egentligt fængende. Det er en skam. The Earth-Shaker blev ikke det sidste bind. Der udkom én bog mere om Zarkon, og den er jeg naturligvis også nødt til at se nærmere på, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har store forventninger, fordi Carter mere eller mindre har skuffet med hvert eneste bind efter det første, der skød serien i gang med et festfyrværkeri af underholdende retro-pulp. Sådan er det ikke længere her, hvor Carters retro-fascination tydeligvis har optaget ham mere end det at skabe en god fortælling. Bedre held sidste gang.

Skriv en kommentar

Filed under Roman