Graham Masterton: The Painted Man (2008): Ak, ak, ak…

Paperback, Severn House 2008.

Nu skal vi ned i skraldespanden. Næsten helt ned til bunden, faktisk.

Engelske Graham Masterton begyndte sin karriere som ublu, fræk forfatter, der skrev gys til friske læsere, som foretrak deres spændingsfiktion med en solid dosis vold og sex. Sammen med landsmanden James Herbert stilede Masterton mod et aggressivt, lettere spydigt udtryk, der leverede hårdkogt fiktion og samtidig et godt grin. Den cocktail havde en grad af charme i Mastertons tidlige bøger, og han har holdt fanen højt siden de gyldne år i midten af 70’erne og skriver stadig præcis det samme som dengang. Den eneste forskel er, at Masterton er blevet ældre, og hans udtryk fremstår derfor også efterhånden som et levn fra fortiden, der mest af alt skræmmer, fordi det er ældet så absolut uskønt, som det er.

I The Painted Man fra 2008 møder vi den kæderygende, clairvoyante Sissy Sawyer igen. Masterton brugte hende også som karakter i romanen Touchy and Feely (2005), og nu er Sissy tilbage. Denne gang er hun kommet på besøg hos sin søn og sønnens forlovede Molly. Sissys søn er en jordnær forretningsmand, der er ved at arbejde sig ihjel. Molly og Sissy er af den stik modsatte støbning og kunne være søstre. Begge er frigjorte, spirituelle individer med smag for flagrende gevandter, røgelse og new age-mystik. Molly er kunstner, arbejder som illustrator og har en sidegesjæft som fantomtegner for politiet, hvilket er vejen ind i romanens historie.  

Bogen åbner med et række hændelser, der i første omgang synes uden relation, men som vi kommer frem i handlingen, står det klart, at det hele bestemt hænger sammen. For det første køber Sissy en mystisk, gammel amulet til Molly som en afskedsgave, fordi Sissy snart skal rejse hjem igen. Molly elsker det antikke hængesmykke og tager det straks på. Det næste, der sker, er, at Molly opdager noget utroligt. Hun arbejder på nogle illustrationer til en bog, og de roser, hun netop har tegnet, er med ét blevet virkelige. Billedet har fået fysisk form, og blomsterne står pludselig som noget faktisk. Mystisk. Heldigvis er Molly og Sissy, som sagt, alternative typer, der tager det med nogenlunde ro. Den slags sker vel for alle en gang imellem?!

Graham Masterton (født d. 16. januar 1946)

Nuvel. Molly tager også på arbejdet hos politiet, hvor der skal fremstilles en fantomtegning af en mand, der har overfaldet et par. Morderen dræbte manden, men kvinden overlevede. Molly får hurtigt fremstillet sit portræt af den særdeles modbydelige fyr. Hans ansigt er nærmest en maske; som var alle ansigtstræk brændt bort og det eneste, der er tilbage, er arvæv. Heldigvis er tegningen færdig i tide for få timer efter, at Molly har afsluttet arbejdet, slår morderen til igen. Denne gang slagter han en række tilfældige mennesker i en elevator.

Der går lidt tid, før Molly og Sissy får lagt to og to sammen, men gradvist går det op for dem, at de er de eneste to, som kan stoppe denne djævelske morder, der selvfølgelig må være blevet skabt, da Molly tegnede ham – altså præcis som blomsterne. Årsagen er naturligvis den gamle amulet, der er magisk. Det kunne måske lyde fantastisk nok i sig selv, men Masterton føjer endnu en utrolighed til plottet. Sissys afdøde mand var kriminalbetjent – den bedste betjent nogensinde, fornemmer man, og han er den eneste, der vil kunne løse sagen med denne bestialske fantommorder. Derfor tegner Molly nu også Sissys døde mand, som dermed vender tilbage til livet og nu hjælper dem med at løse sagen. At dette udløser en række logiske spørgsmål, skal jeg ikke komme ind på, for Masterton regner tydeligvis ikke med, at hans læsere tænker kritisk med.

The Painted Man er fuldstændig langt ude og sprænger enhver troværdighed, fordi de utrolige hændelser bliver accepteret af Molly og Sissy, som om det hele mere eller mindre er hverdag. Masterton banaliserer det mystiske fuldstændig og ender med et ufrivilligt komisk, for ikke at sige latterligt, resultat, som er mere fantasy end noget andet. Man tager sig til hovedet under læsningen, når vi hører Sissy og Mollys tåbelige, kværnende dialog og oplever bogens øvrige, nærmest karikerede persongalleri. Ikke mindst de hårdkogte betjente tager prisen som tåbelige klichéer.

Hardcover, Severn House 2006. Den første bog med Sissy Sawyer-karakteren

Det eneste forsonende ved romanen er, at Masterton fanger noget ægte ubehageligt i denne morder, som Molly slipper løs. Den ansigtsløse dræber beskrives som kogt. Hans hud er højrød, og han ligner en mand i konstant smerte. Dette, blandet med morderens afsindige vrede, er et stærkt motiv, som desværre drukner fuldstændig i den helt og aldeles forvrøvlede historie.

Den brutalitet, som morderen udviser, er typisk, blodigt splat fra Mastertons side. Blodet sprøjter og lemmerne flyver, når morderen går løs. Disse scener står også i kontrast til Mollys og Sissys hyggesnak, hvilket formentlig er et helt bevidst greb fra Mastertons side, men i stedet for at højne drabsscenernes intensitet, bidrager snakken bare til bogens tåbelighed.

Hardcover, Severn House 2012. Den indtil videre sidste bog om Sissy Sawyer

Romanen må absolut være en af de ringeste bøger, som jeg har læst meget længe. Ikke at den er kedelig. Bestemt ikke, men der er tale om en fortælling, som er så ubegavet, at den kunne være en parodi. Det er den imidlertid ikke. I de senere år har Masterton mere eller mindre specialiseret sig i overnaturlige thrillere eller krimi-gysere med okkulte elementer, og han har tydeligvis en fast kreds af læsere, der følger ham. Hvem de er, og hvorfor de læser romanerne, er mig en gåde, men de er derude.

Jeg vidste da også på forhånd, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen, og jeg må indrømme, at en lille djævel i mig faktisk så en smule frem til at blive forarget over romanens elendighed. Den djævel fik sit ønske opfyldt, og måske det er meget sundt engang imellem at dykke helt ned og rode i bundfaldet. Det sætter tingene i perspektiv og minder os om, hvor uendelig dum genrefiktionen kan være, når den udfoldes i de forkerte hænder, men samtidig også hvor rig og begavet den kan være hos andre.      

William Hope Hodgson, The Boats of the “Glen Carrig” (1907): Et utroligt søeventyr

Paperback, Ballantine Books 1971. Den stemningsfulde forside er skabt af Robert LoGrippo

William Hope Hodgson døde alt for ung, og han nåede rent faktisk ikke at udgive ret meget skønlitteratur i løbet af sit lettere omtumlede liv. Da han døde, var han ikke desto mindre et velkendt navn, og havde han levet længere, ville han sikkert være langt bedre kendt i dag, end han rent faktisk er. Hodgson var en visionær forfatter, der ville noget med sin skønlitteratur, men det var ikke hans spekulative værker som The House on the Borderland (1908) og The Night Land (1912), der skabte ham et navn i samtiden. Det var derimod hans maritime eventyr; en populær genre, hvor C. Hyne også havde skabt sig en central plads med de hjertevarme spændingsfortællinger om kaptajn Kettle.

Hodgson, der selv sejlede i en kort periode, havde oplevet skyggesiderne ved at være på båd, langt fra land, med alt, hvad det kunne udløse af vold og overgreb. Hodgson sværmede derfor bestemt ikke for sømandslivet; han nærmeste hadede det, men alligevel blev det de maritime fortællinger, der var hans kommercielle gennembrud.

William Hope Hodgson (15. november 1877 – 19. april 1918)

Romanen The Boats of the “Glen Carrig” er ikke alene et godt eksempel på søfortællingen som genre, men den er også et fabelagtigt indblik i den forfatter, som Hodgson var og samt ikke mindst den forfatter han gerne ville være. Handlingen åbner ganske abrupt. Vi får at vide, at følgende beretning er nedskrevet på baggrund af John Winterstraws oplevelser under rejsen med skibet Glen Carrig i 1757. Introduktionen er ekstremt sparsom i forhold til kontekst og geografi, og det med rette, som det skal vise sig senere.

Det første, der sker, er, at skibet Glen Carrig i dårligt vejr støder på nogle klipper og begynder at tage vand ind. Besætningen må derfor i redningsbådene (deraf romantitlens omtale af flere både), og resten af den relativt korte roman handler nu om, hvad de forliste sømænd opdager under deres kamp for at finde hjælp, så de kan vende hjem.

Hardcover, Chapman & Hall 1907. Romanens første udgave

Før de kommer hjem, skal de gennem en ganske stor mængde hæsblæsende, forunderlige og voldsomme oplevelser. Det vigtigste geografiske fikspunkt, vi får, er, at redningsbådene bliver fanget i et enormt bælte af tang eller grøde i Sargassohavet, som volder dem store problemer og kaster nye eventyr af sig.

Som sagt er der en god grund til, at Hodgson er forsigtig med stedsangivelserne, for hans mænd i bådene besøger en række øer, hvor de konfronteres med intelligente planter, der har form som mennesker, de kæmper imod gigantiske krabber, de slås mod en enorm blæksprutte og mest uhyggeligt af alt hjemsøges de på en ø af et usynligt væsen, der suger energi og efterlader sine ofre døde med et rødt mærke om halsen, som var de blevet kværket med reb (eller en tentakel!). Det er næppe tilfældigt, at man fornemmer et ekko af Odysseen i Hodgsons episodiske roman.

Hardcover, Holden & Hardingham 1920

Forløsningen kommer selvfølgelig til sidst, da de brave sømænd møder et fremmed skib, der også er strandet, men ellers i god stand. Mødet skaber nye problemer og konfrontationer, og samtidig introduceres der også et romantisk element i historien, som tillader Hodgson at binde en fin sløjfe omkring det hele til sidst og afslutte alt i utvetydig fryd og gammen.

Romanen har stort set alle søeventyrets genretræk; den episodiske struktur, det fortættede portræt af persongalleriet og en besætning, der presses mere og mere undervejs. Alle disse elementer går igen inden for genren, som den udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet. Der, hvor Hodgson skiller sig ud, er i hans sprudlende fantasi og vilje til at give slip på enhver realisme til fordel for det rene og skære eventyr.

Hardcover, Hyperion Classics 1976

Når Poe med sin genredefinerende historie om Arthur Gordon Pym (1838) beskrev det utrolige, skete det i en pseudo-realistisk atmosfære. Hodgson lægger sig tydeligvis i forlængelse af Poe, men for Hodgson er fantasiens kraft endnu mere afgørende. For ham er det menneskets møde med det ukendte, der er interessant, og de maritime skabninger, han slipper løs, er metaforiske størrelser, der på en gang udpensler søens rædsler og styrker hans helte i mødet med disse rædsler. De bliver bedre og stærkere individer i konfrontationen med det ukendte, og de overlevende fra Glen Carrig er bedre mennesker, da de til sidst kommer i sikker havn.

Modsat en del andre af Hodgsons samtidige, der også skrev inde for samme genre, har han ikke meget fascination af selve skibet og det univers, der knytter sig til livet ombord. Som sagt havde han ikke meget godt at sige om sin egen tid til søs, og det er måske også netop derfor, at hans fokus hele tiden er sørejsens muligheder mere end på selve skibet, der for mange andre forfattere er den primære interesse og den bærende metafor for frihed, drømme og så fremdeles.

Paperback, Hyperion Classics 1976

Det, man også kan bide mærke i, er, hvor monstrøs en verden Hodgsons matroser oplever. Det er en dyster og grotesk verden, der ligger derude i bølgerne. For den, som kender Hodgsons hovedværker, kan det ikke overraske, men det er alligevel fascinerende at se, hvordan hans bizarre væsner nærmest ender med at stjæle billedet helt fra det egentlige persongalleri. Gruen, Hodgson udfolder, er da også til at mærke; navnlig hvad angår det førnævnte usynlige væsen, men den stemning af tavs, stillestående død, der hænger over tangbæltet, er også stærk læsning.

Jeg er dybt fascineret af romanen, som der er langt mere at sige om. Der er faktisk generelt rigtig meget at sige om Hodgsons forfatterskab, der først nu langsomt er ved at blive opdaget og analyseret. The Boats of the “Glen Carrig” er nok ikke det værk, han investerede mest af sig selv i, men hans forfatterpersonlighed er til stede på hver eneste side. Dertil kommer så også, at romanen er uforskammet underholdende.

Paperback, Sphere 1982

For alle, der kan leve med et bedaget, bevidst arkaisk sprog – historien udspiller sig jo i 1757 – er romanen en fest. Det er et hæsblæsende eventyr, hvor gribende idéer og gru vælter frem fra romantekstens lange, snirklede sætninger. Det er en tekst som denne, der var med til at lægge fundamentet for den amerikanske pulplitterartur, men modsat pulpen er der rent faktisk en idiosynkratisk æstetik på færde her, som gør Hodgsons spændingsroman langt, langt mere indtagende end stort set alle de ramasjangfortællinger, som efterfølgende blev sendt ud på markedet i 1920’erne og 30’erne. Gør derfor dig selv den tjeneste at gå på opdagelse i Hodgsons univers. Hvem ved, måske vil du også blive begejstret.   

Paperback, Grafton 1991

Paaperback, Wildside Press 2001

Hardcover, Wildside Press 2005

Paperbaack, Wildside Press 2009

Paperback, Armchair Fiction 2018

Stephen King & Peter Straub, The Talisman (1984): Dynamisk duo eller…?

Paperback, Penguin Books 1985

Det var lidt af en begivenhed i 1984, da Stephen King og Peter Straub langt om længe kunne udgive det fælles romanprojekt, som de havde hentydet til i pressen gennem en længere periode. King var på det tidspunkt nærmest urørlig på bestsellerlisterne, og Straub havde skabt sig et relativt stort navn med Ghost Story (1979).

The Talisman, som romanen hedder, er med andre ord et samarbejde mellem to af tidens absolut bedst sælgende skrækforfattere. Forventningerne var store, men hvis ret skal være ret, levede romanen ikke helt op til læsernes håb. Det kan der være flere grunde til, og jeg er ikke sikker på, at mine egne anker imod bogen er de samme, som King- og Straub-læserne havde dengang, da bogen så dagens lys.

Paperback, Penguin Books 1985

Der er flere ting at bemærke om romanen, men lad os ganske kort få styr på handlingen, der sikkert er velkendt for de fleste.

Drengen Jack Sawyers mor er ved at dø af kræft. Hun er en falmende skønhed og en skuespiller, der har medvirket i en lang række B-gyserfilm i roller som klassisk ”scream queen”. Lily, som Jacks mor hedder, ved godt, hvad kokken har slået, og hun har derfor taget sin søn med til en lille ferieby ved kysten, hvor hun planlægger at få sagt farvel til livet med værdighed. Det skal her indskydes, at Jacks far er død år nogle forinden. Hans død er omgærdet af en grad af mystik, og minderne om den afdøde far fylder meget i Jacks fantasi. Heldigvis passer farens gamle forretningspartner Morgan Sloat på Lilly og Jack – eller gør han?

Vennerne Stephen Edwin King i en “Fry Ted Bundy” trøje (født 21. september 1947) og Peter Francis Straub (født 2. marts 2 1943)

Der er naturligvis mere på spil. Mens Jack driver omkring i feriebyens gader, møder han den alkoholiserede, sorte mand Speedy Parker – en arbejdsmand og meget mere. Han viser Jack, at der findes en anden verden; en paralleldimension, om man vil. For at komme dertil gør man et såkaldt ”flip” og vupti, står man i denne spejldimension, hvor alt er forvrænget, men alligevel det samme.

I denne anden verden har man brug for en helt, der kan skaffe en tabt talisman til dronning Laura DeLoessian, som er ved at dø af en mystisk sygdom. Alle har en ”twinner” i den anden dimension, og det er klart, at dronning DeLoessian er identisk med Jacks mor i vores verden. Jack forstår nu, at han kan påtage sig opgaven og redde den døende dronning, og derved samtidig kurere sin mor.

Hardcover, Viking 1984. Romanens første udgave med den første ud af en lang række totalt intetsigende forsider

Dermed begynder en lang rejse, hvor Jack dels bevæger sig igennem vores verden i sin søgen efter denne helbredende talisman, dels bevæger han sig gennem den anden sides forvrængede univers. Undervejs konfronteres han med diabolske kræfter, der gør alt for at stoppe ham, men hans vigtigste modstander viser sig at være førnævnte Morgan Sloat. Han er mere eller mindre er skyld i alt ondt, som sker i den anden verden, og samtidig også alle ulykker, der er sket i Jacks liv og familie. Naturligvis møder Jack også venner undervejs, ikke mindst det godmodige, varulvevæsen Wolf, der kompenserer for sit manglende intellekt med et mildt sind og en enorm råstyrke.

Det første, man kan bide mærke i, er, at King og Straub havde læst tidens tegn. Det, vi nu oftest kalder magisk realisme eller urban fantasy, var ved at blive en særdeles populær genre i midten af 80’erne, og de herrer havde tydeligvis lyst til at prøve kræfter med udtrykket. På et dybere plan arbejdede begge forfattere også på at bryde ud af den skrækskabelon, som efterhånden blev en kreativ spændetrøje for dem begge. Straub havde udgivet sin fantasy-gyserroman Floating Dragon i 1982, som tydeligt søgte nye veje, og King arbejdede på det samme – hans The Eyes of the Dragon udkom eksempelvis samme år som The Talisman.

Paperback, Berkley Books 1985

The Talisman er dermed ikke umiddelbart, hvad man kunne forvente fra Kings og Straubs hånd, men omvendt er den set retrospektivt lige præcis, hvad man burde have forventet. Samarbejdet blev endnu et alibi for at bevæge sig væk fra skrækfiktionen; nu med fælles indsats, men dette flugtforsøg fra genren så læserne ikke på med milde øjne. 

Gyset og i høj grad det ubehagelige er skam til stede i The Talisman, men det er mest i form af den utrolige mængde af lidelser og overgreb, som stakkels Jack skal gennemgå, før han kan afslutte sin rejse. Romanen ligner Kings The Stand (1978)som rejseberetning igennem et korrumperet landskab, hvor menneskers ”virkelige” personligheder er blevet blotlagt og destilleret, således at de gode står uendeligt gode og de onde tilsvarende lede. Alt er sort/hvidt i begge romaner, og det er måske også det mest anstrengende punkt ved The Talisman.

Hardcover, Random House 2001

Der er ingen moralske nuancer i teksten, som i en stemning af sentimentalitet og nostalgi lader stakkes Jack undergå den ene nederdrægtighed efter den anden, før han endelig kan frelse verden – hvilket man ikke tvivler et sekund på, rent faktisk vil ske. Selvfølgelig vil alt ondt blive straffet og alt godt belønnet. Mens bogen således er fyldt til bristepunktet med snusfornuftig hverdagspsykologi og floskler, er der et totalt fravær af egentlig psykologisk dybde. Det kunne være en bevidst pointe, fordi romanen tydeligvis er skrevet i dialog med kunsteventyrgenren, men grebet er alligevel ikke overbevisende udført og ligner alt for meget Kings vanlige håndtering af personer til, at det for alvor fremstår som noget særligt her.

Man skal imidlertid ikke være et sekund i tvivl om, at King og Straub havde ambitioner med romanen. Referencer til eksempelvis Twains The Adventures of Tom Sawyer (1876) og Tolkien antyder, at de så deres fortælling som en form for litterær odysse og allegorisk rejse igennem USA anno 1984. Det er et bud på den store samtidsroman om Amerika; et bud på nationen, som den burde være, og det grimme, som hele tiden presser sig på og slører, den kærlighed og varme, der holder landets hårdtarbejdende godtfolk sammen. Den tonstunge, dogmatiske kristendom, som løber igennem The Stand, fortoner sig i The Talisman, men det moralske kompas i teksten peger alligevel i samme retning.

Paperback, Ballantine Books 2001

Med alt det sagt må man spørge sig selv, hvor Straub passer ind i alt dette? Når man læser romanen, er der kun ganske få antydninger af hans hånd i teksten. I stedet har King sit aftryk på alt. Faktisk er romanen så meget en King-bog, at den tangerer en form for selv-pastiche. Den er næsten som om, nogen havde sat sig for at skrive mere King’sk, end King selv kunne gøre det. Måske er det da også netop her, Straub kommer ind. Måske han lagde sig så fast i sporet på sit store idol, at det i stedet for at blive et amalgam af to stemmer, blev en form for stilistisk ekkokammer for King.

Jeg har svært ved at rose The Talisman for ret meget. Trods dens længde er den moderat underholdende hele vejen igennem, men dens insisterende, selvhøjtidelige bevidsthed om sig selv som litterært produkt er en konstant irritation. Deres ambitioner med bogen som et bud på ”den store amerikanske roman” er anstrengende, fordi Kings og Straubs projekt i sidste ende er banalt og, paradoksalt nok, uambitiøst. Romanen indeholder ikke andre udfordringer til læseren end dens længde, og dens litterære lån fra klassikerne bliver en fornærmelse, fordi det kommer til at fremstå som ren, kunstnerisk staffage, der blot skal agere løftestang for den underliggende stemning af alvor.

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

King og Straub havde uden tvivl en fest, mens de skrev bogen sammen, men det blev ikke nogen klassiker og det blev bestemt heller ikke en moderne Tom Sawyer. Romanen har givetvis mange læsere, der elsker den højt, men jeg er ganske sikker på, at det alligevel er de fleste, som sidder tilbage med en følelse af, at bogen er en noget forhutlet størrelse, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Måske endnu mere forstemmende er det, at den er et vidnesbyrd om to forfattere, der var godt i gang med at miste dem selv i deres egne og navnlig læsernes forventninger til deres bøger.  

Paperback, Orion 2012

Hardcover, Scribner 2012

Paperback, Pocket Books 2012

Paperback, Gallery Books 2018

Paul Tremblay, The Cabin at the End of the World (2018): Dommedag måske

Paperback, Titan Books 2018

Paul Tremblay er på få år blevet en af de mest prominente, yngre skrækforfattere. Hans romaner er små bestsellere, der udmærker sig ved at være både afdæmpede og kreative i deres tilgang til gyset. Hvor flere af de bøger og forfattere, der har fået opmærksomhed indenfor skrækgenren i de seneste år, har skrevet til genren og dyrket det velkendte og nostalgiske, går Tremblay en anden vej. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at han lægger sig i forlængelse af Stephen Kings fiktion. Man kan faktisk gå så vidt som at sige, at han er en form for modernisering af det klassiske King’ske gys.

Tremblay skildrer hverdagen; helt ordinære menneskers konfrontation med det uforståelige og skræmmende. Vi kender hans persongalleri, fordi de udspringer af en form for hverdagsportræt, og hans historier kunne udspille sig i vores eget nabolag eller måske endda hjemme hos os selv. Gyset hos Tremblay er ikke selve formålet med hans romaner, men snarere en katalysator, der sætter gang i de menneskelige dramaer, som er hans egentlige emne. 

Paperback, Titan Books 2018

Det, der først og fremmest tiltrækker sig opmærksomhed hos Tremblay, er, at hans sprog og dialog har en oprigtighed eller naturlighed. Sproget er ukunstlet og i øjenhøjde med læseren. Meget vigtigt får han samtidig, midt i det prosaiske, sneget det lyriske ind som små, glimt, der løfter passager til smukke øjeblikke eller ganske nedslående momenter. Han beskriver med andre ord vores hverdag, men han æstetiserer den også, og giver os på den måde en følelse at livets intensitet, selv der hvor det sker i det små.

Tremblay arbejder i høj grad med en form for minimalisme i sit udtryk, hvor han skærer sine fortællinger så tæt ind på sine hovedpersoner som muligt. Dramaet og gyset bor i detaljerne, ikke i store, sprudlende, fortællinger. Eller sagt på en anden måde: Der sker typisk ikke voldsomt meget i hans romaner, hvilket på ingen måde er et problem. Ikke desto mindre kan handlingen udfordre ham, hvilket kan mærkes i hans The Cabin at the end of the World fra 2018, der har karakter af et kammerspil, som gerne vil være mere end det.

Paul G. Tremblay (født d. 30. juni 1971)

Handlingen fører os ud i den dybe skov, hvor et homoseksuelt ægtepar, Andrew og Eric, er taget på ferie i en hytte sammen med deres adopterede, kinesiske datter Wen. Fædrene har aftalt, at turen skal være en rigtig ferie, og derfor er der nul telefoner, tablets eller lignende med i hytten. Det skal kun være de tre i skovens skønne idyl. Sådan bliver det naturligvis ikke.

En dag, da Wen sidder et stykke fra hytten og fanger græshopper, møder en mand op i en mærkelig kedeldragt. Leonard hedder han, og han begynder venligt at snakke med Wen, som om han kender hende. På det tidspunkt har han allerede afsløret over for pigen, at noget grumt skal ske, men hun forstår ikke, hvad han mener. Vi læsere forstår derimod straks, at der er noget alvorligt under opsejling.

Hardcover, HarperCollins 2018. Romanens første udgave

Det viser sig, at Leonard og to allierede er af den opfattelse, at jorden er ved at gå under. Det har de fået at vide under en form for guddommelig vision. Det eneste, der kan redde kloden er, at de opsøger præcis denne hytte i skoven. Ikke nok med det, de skal her forlange af en af hyttens beboere, at de frivilligt lader sig dræbe som en form for sonoffer. Kosmos kræver blod for at undgå dommedag, og det skal ske frivilligt. Nu beder de tre fremmede familien om at vælge hvem af dem, der skal dø.  

Situationen er således, at Andrew, Eric og deres datter bliver holdt fanget af to mænd og en kvinde, der forlanger noget fuldstændig vanvittigt af dem. Det store spørgsmål er naturligvis, om bødlerne bare er galninge eller om de har ret – vil verden gå under? Hvis ja, og undergangen kan forhindres, hvem skal så egentlig have martyrrollen?  Romanens handling skildrer den følelsesmæssige tur, som tager den lille familie fra vrede og vantro til tvivl og måske endda en form for accept, før hele cirklen er sluttet og det hele kan gentage sig.

Paperback, HarperCollins 2019

Fortællingen er komprimeret og handlingen, som sagt, minimal. Måske også for minimalistisk eller omvendt for ambitiøs; det afhænger lidt af, hvor man gerne så historien bevæge sig hen. Der er meget at rose ved The Cabin at the end of the World, men handlingen og romanens længde synes ikke helt velafstemt. Bogen er ikke lang, men alligevel føles den længere, end historiens udgangspunkt kan bære. Ikke at forstå sådan, at den er kedelig, men nærmere at Tremblay vælger at indlægge en række sekvenser, hvor vi forlader hytten, blandet med dramatiske optrin i selve hytten. Eksempelvis det næsten obligatoriske flugtforsøg, der strækker fortællingen og føjer facetter til persongalleriet, men som alligevel fremstår som spæk på en grundlæggende rørende enkel fortælling.

Der er noget forbilledligt ved selve historiens præmis og den absurde idé, der sætter gang i dramaet. Det er psykologisk gru, når det er bedst, men det føles som om, at det ikke var nok for Tremblay, der måske ønskede et mere filmisk udtryk i sin roman. Spændingselementerne virker forcerede og overtydelige i deres forsøg på at skabe noget nervepirrende. Bogen virker fundamentalt filmisk i dens tilgang til narrativet og i dens opbygning. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, men det er bare heller ikke noget, der skaber stærk litteratur. Snarere skaber det en atmosfære af at være skabt grydeklar til filmatiseringen, hvilket er trist, især fordi jeg savner det stille formsprog fra de tidligere romaner.

Paperbaack, SSP Publications 2020

På samme måde er der noget tvetydigt omkring hans valg af hovedpersoner. At vælge et homoseksuelt ægtepar med en adopteret datter som primære personer, er, om man vil det eller ej, et statement. Det kan læses som et forsøg på at vise dette som noget fuldstændig normalt og derfor noget, som ikke fortjener nogen videre opmærksomhed. Det kan også læses som en pointe, hvilket løbende antydes i teksten, blot er det vanskeligt at afgøre, hvad pointen i så fald er.

Handlingen afsøger lidt klodset idéen om offerrollen, og alle karakterer i romanen har på en eller anden måde et aspekt af offeret over sig. Alle personer bevæger sig i løbet af historien, så de, der indledningsvist er stærke, ender som svage og så fremdeles. Det sker efter en tydelig skabelon, og igen fornemmer man, at Tremblay ikke helt stolede på sin egen, enkle præmis. Han lagde mere til, forklarede mere og skabte karakterudvikling, hvilket er synd, fordi det er fuldstændig unødvendigt i denne sammenhæng.

Hardcover, Dark Regions Press 2022. Denne illustrerede luksusudgave af romanen er i skrivende stund i forudbestilling hos forlaget. Den kan findes her.

Det valg, han udsætter sine hovedpersoner for, skaber grundlaget for et ekstremt potent stykke skrækfiktion, som kunne være blevet et moderne referencepunkt inden for genren. Desværre rystede Tremblay på hånden, polstrede romanen og giver os i sidste ende en relativt ordinær fortælling med en usædvanlig præmis. Det er ærgerligt, at værket ikke når de højder, som det kunne og burde. At han til sidst formår at forløse det hele på både smuk og grusom vis, viser dog, at Tremblay fortjener den opmærksomhed, han får som en af de fremmeste forfattere inden for skrækgenren i disse år.

Henry Kuttner, The Creature From Beyond Infinity (1968): Kosmisk optimisme fra en fjern guldalder

Paperback, Popular Library 1968. Frank Frazetta har leveret forsiden til denne udgave, der er den eneste seriøse genudgivelse af romanen efter dens tur i magasinerne

Henry Kuttner huskes i dag bedst for to ting. For det første, at han var gift med C.L. Moore, og for det andet, at han korresponderede med Lovecraft i de sidste år før dennes død. Det var tilmed Lovecraft, der introducerede Kuttner og Moore for hinanden, og han fik på den led, lidt overraskende, rollen som en Kirsten Giftekniv.

At det netop er de to ting, som Henry Kuttner huskes for, siger en del om eftertidens syn på hans korte liv og karriere. Præcis som Charles Beaumont døde han i en alt for ung alder og efterlod sig derfor et afbrudt forfatterskab, som tydeligvis var i fuld udvikling.

Paperback, Popular Library 1968

Før Kuttner døde, nåede han ikke desto mindre at skrive ganske meget, og han bredte sig ud over genrerne med stor appetit på det fantastiske. Onde tunger vil mene, at han aldrig fandt sin egen stil og primært efterlignede tidens populære navne. Det kan der være noget om. Man skal yderligere hæfte sig ved, at Kuttner og Moore skrev meget sammen, som blev udgivet i Kuttners navn eller under et af de voldsomt mange pseudonymer, som ægteparret på kort tid nåede at få etableret.

Den negative holdning til Kuttners forfatterevner har blandt andet gjort, at alt, hvad der kunne siges at være godt i hans historier, ofte bliver tilskrevet Moores indflydelse eller direkte opfattes som skrevet af hende. Det, tror jeg ganske enkelt, ikke er rigtigt, og den roman, som vi her skal se nærmere på, viser meget godt hvorfor. Den har ingen af Moores fingeraftryk, men derimod træk, der skulle komme til at præge Kuttners fiktion i den sidste del af hans liv. En periode med flere gode romaner, og den vi her ser nærmere på er afgjort på vej i den rigtige retning.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 3. februar 1958)

The Creature from Beyond Infinity eller A Million Years to Conquer, som romanen hed, da den i 1940 udkom i magasinet Startling Stories, er en hæsblæsende omgang SF-ramasjang med udpræget sans for de store perspektiver. Det har jeg mere at sige om, men først til handlingen.

Historien introducerer os til Ardath, den sidste overlevende af en race superintelligente væsner fra en fjern afkrog af universet. Hans race er på flugt og søger efter en ny verden, hvor han nu som den eneste tilbage håber at kunne genetablere sig. Ardath ankommer langt om længe til en passende planet, hvor mikrobelivet synes lovende, og nu er det bare at gøre forberedelserne og vente. Mens Ardaths ligger i dvale i sit rumskib, der er i kredsløb om planeten, udvikler mikroberne sig stille og roligt som frø i en kultiveret have.

Startling Stories, november 1940

Planeten er selvfølgelig vores jordklode og mikroberne begyndelsen på livet. I sit rumskib vågner Ardath nu og da, mens millioner af år ruller forbi. Han vågner for at se, hvordan tingene har udviklet sig på planeten og til sidst er tiden til høsten inde. Livet er blevet intelligent og mennesket (skabt i Ardaths billede) er opstået.

For at kunne danne sit nye samfund skal Ardath bruge de bedste af de bedste, og han scanner sig derfor igennem civilisationens historie på Jorden for at finde frem til de største genier, der nogensinde har levet. Det bliver til barbarkrigeren Thordred, Ansaiya, en ypperstepræstinde fra Atlantis, Cornelius Scipio, kendt fra den Anden Puniske Krig og Li Yang, en rådgiver til Djengis Khan. Det er noget af et hold, og den sidste mand, som slutter sig til denne gruppe, skal hentes i bogens og Kuttners samtid – den sære outsider og geniale videnskabsmand Stephen Court.

Ardath i Startling Stories

To spor krydser sig i handlingen. For det første har den godmodige Ardath overset den mulighed, at hans supergenier kunne have egne ambitioner. Den ene af genierne går således bag om ryggen på ham og kupper Ardaths forsøg på at skabe en ny og bedre verden for os alle. Samtidig sker der ting og sager på Jorden i Stephen Courts samtidig. Der udbryder en mystisk syge, der omdanner de smittede til en form for energihungerende zombier. Epidemien er katastrofal og uden kur, men måske den geniale Stephen Court alligevel kan finde en løsning på det problem, der meget vel kunne blive menneskehedens endeligt. Hvordan de to spor hænger sammen, skal jeg ikke afsløre.

Romanen er fyldt til bristepunktet med den form for naturvidenskabelige saglighed, der karakteriserer tidens SF. Hovedpersonerne er handlekraftige, alvorlige mænd, der er i stand til at knuse næsten alle problemer med intellektet, og der hvor de alligevel ikke kan bruge logikken, kan de heldigvis også uddele øretæver.

Startling Stories, november 1940

Alt dette er mere eller mindre ordinær pulp, som vi kender det. Måske med udtagelse af karakteren Stephen Court, der ganske vist er genial, men også et fuldstændig dysfunktionelt menneske. Han er ikke nogen typisk pulphelt og snarere en kommentar til SF-genrens portræt af naturvidenskabsmanden som idealmennesket, vi bør efterstræbe. Man kan også notere sig, at Court uden tvivl kan frelse verden, men for at blive et helt individ må han give slip på sin videnskabelighed og lytte til et andet menneskes dybest set irrationelle følelser.

Det særlige ved Kuttners roman er det brede, modige perspektiv, han lægger ind i sin fortælling. Ikke alene beskriver han en sekulariseret evolutionshistorie med en forklaring på livets opståen, men han formulerer også en klar ambition omkring et utopisk slutmål for menneskeheden. Rejsen fra mikrobe til superintellekt, som den udfolder sig hos Kuttner, er langt mere dristig end hos de fleste af hans samtidige SF-forfattere, der med deres tekniske ingeniør-tilgang til verden insisterer på at se deres egen tid som noget, der stort set er slutpunktet for evolutionen og kulturen. Den vestlige verden kan nærmest ikke blive bedre, og credoet lyder, at vi bekender vores tillid til den hellige atomkraft og al dens energi.

Fantastic Story Magazine, Fall 1952

Her stiller Kuttner sig anderledes og, tør man næsten sige det, filosofisk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er et mod og et perspektiv, som Kuttner fandt igennem sin kontakt med folk som Lovecraft og Frank Belknap Long, der dyrkede præcis disse dybe kosmiske, evolutionshistoriske perspektiver i deres forståelse af den populære SF-genre.

Set med nutidige øje kan det innovative og dristige i en fortælling som The Creature from Beyond Infinity være en smule svært at få øje på. Forfattere som Arthur C. Clarke og Colin Wilson udfolder eksempelvis det samme langt mere præcist, men ikke desto mindre står Kuttners roman som en form for mønsterbryder. Han giver os et kosmisk perspektiv, der rækker ud over vores evner som mennesker og beskriver verden af i dag (altså hans egen samtid) som en ufuldstændig proces, der kan udvikle sig i mange retninger.

E-bog, Gateway 2012

For Kuttner er det ikke ubetinget rigtigt, at videnskaben er verdens redning. I stedet peger han på det hele menneske, individet, der er i kontakt med sine følelser, som det, der i sidste må frelse os fra krig og katastrofer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at 60’ernes New Wave-forfattere fandt tilbage til Kuttner, som en af deres inspirationskilder, da de begyndte at lege med de samme idéer.

The Creature from Beyond Infinity er selvfølgelig pulp til bristepunktet, men bag de nu bedagede klichéer gemmer der sig noget originalt og gribende, som det lønner sig at grave frem. Jeg vil derfor gerne slå et slag for Kuttner, som afgjort kunne og var mere end bare at være en snylter på andres kreativitet.      

John Wyndham, The Day of the Triffids (1951): “News guy wept and told us Earth was really dying…”

Paperback, Crest 1964. Forsiden er malet af gode, gamle Richard Powers

John Wyndham trådte for alvor ind på den moderne, britiske genrefiktionsscene med et bemærkelsesværdigt og gribende værk, der i dag har opnået klassikerstatus. The Day of the Triffids fra 1951 står nemlig som en forbløffende stærk, apokalyptisk fortælling, der stemningsmæssigt lægger sig i gråzonen mellem SF og gys. Det var tydeligvis et sted, hvor Wyndham befandt sig godt, for han skrev efterfølgende flere romaner, der ligger samme sted mellem undren og gru.

The Day of the Triffids er et tydeligt nik til pioneren M.P. Shiels ligeledes fremragende The Purple Cloud, men Wyndham får opdateret fortællingen, ikke mindst under påvirkning fra amerikansk genrefiktion, og leverer et nyt, relevant bud på en undergangsberetning.

John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (10. juli 1903 – 11. marts 1969)

Historien er fortalt retrospektivt, efter katastrofen om man vil, og begynder den nat, hvor en meteorsky farer over himlen. Vi befinder os i England, nærmere bestemt London, og skyens klare, grønne lys trækker folk i hobetal ud på gaden for at se fænomenet. Næste dag ved daggry bryder helvede løs, for alle, der har set det grønne lys, er nu blinde. Som ved et trylleslag kan kun et fåtal af befolkningen se, og på rekordtid har storbyen udviklet sig til et kaos, hvor kun den stærkes ret gælder.

Der går imidlertid en historie forud for den skæbnesvangre nat. Nogle år forinden begyndte man at kultivere nogle mystiske, kødædende planter – de såkaldte ”triffids”, der er en stor ressource, fordi der kan udvindes olie til brændstof fra planterne. Hagen ved denne superafgrøde er, at den ikke bare er kødædende, men planterne kan også skyde med giftige torne, der lammer offeret, og de kan tilmed flytte sig (sic!). Planterne kan trække deres rødder op og langsomt bevæge sig i retning af deres ofre. Det gør, selvfølgelig at man skal være ganske påpasselig i omgangen med dem. Ikke desto mindre er det med en form for galgenhumoristisk dødsforagt blevet moderne at have tornløse triffids stående i haven som pynt.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave

Det store spørgsmål er, hvor disse mystiske panter i det hele taget stammer fra? Nogle mener, at de blevet udviklet i Sovjet, andre gætter på Sydamerikas jungler som deres ophavsland, mens andre igen mener, at så sære vækster ikke kan stamme fra denne jordklode. Noget entydigt svar får vi aldrig.

Bogens hovedperson, biologen Bill Masen, fik kort før meteornatten en triffids saft i øjnene, hvorfor han lå indlagt med en skærmende forbinding om hovedet, da det grønne lys blændede verden. Han er med andre ord gået fri, og det er Bill, som nu introducerer os til alt, der skete, efter det hele gik ad helvede til.

Hardcover, Michael Joseph 1951

To ting står hurtigt klart; for det første, at alle disse plantager med triffids pludselig bliver en enorm trussel, fordi planterne er ubevogtede og derfor frit kan vandre ud i verden. Den anden alvorlige ting er, at der næsten synes at være en form for kollektiv bevidsthed planterne imellem. Det er som om, at de er i stand til at tænke og handle taktisk – men det kan ikke passe, for de er jo bare planter, ikke? Og er der en sammenhæng mellem planterne og meteorskyen, eller er det blot en tilfældighed?

Bill finder sammen med et lille hold af blinde og seende, og igennem romanens anden halvdel vi følger, hvordan de forskanser sig på en lille landejendom og her sikrer sig imod ikke bare det stadigt voksende antal triffids, der gradvist har omringet hele grunden, men også fra de andre, der forsøger at finde sig til rette i den nye verdensorden.

Paperback, Penguin Books 1954

The Day of the Triffids rummer næsten alle de motiver, som vi finder i den moderne, apokalyptiske eller post-apokalyptiske genrelitteratur. Zombiefans vil eksempelvis med glæde kunne notere sig, at man uden videre kan erstatte romanens kødædende planter med levende døde og derved stå med en historie, der virker voldsomt bekendt.

Wyndham byggede som sagt videre på andres værker. Førnævnte Shiel er vigtig, og han angav selv H.G. Wells som inspirationskilde, hvilket også synes rimeligt. Man kommer dog ikke uden om, at fortællingen er hans egen, og Wyndham skaber i langt højere grad fremtidens klichéer her, end han gentager andres idéer.

Modsat meget af den litteratur, der er kommet efter Wyndhams roman, er der noget underspillet over The Day of the Triffids. Den har al det kaos og menneskelige ondskab, som vi kender fra genren, hvor grupper af overlevende tørner hensynsløst sammen i kampen for overlevelse. Men alligevel er der en nedtonet realisme over handlingen; noget tørt, man fristes til at sige særligt britisk, over den nøgterne fremstillingsform. Præcis dette bidrager til romanens styrke, fordi den når meget igennem det usagte og antydningens kunst.

Paaperback, Dolphin Books, 1960

Man kan diskutere kvaliteten i dialogen og andre stilistiske greb i romanen, men ikke desto mindre får Wyndham udnyttet sit stof til det yderste. Han skriver sine triffids frem som en gruopvækkende størrelse, der på grund af uforklarligheden er langt mere ubehagelige end mangt et mere klassisk monster. Vi forstår ikke disse plantevæsner, vi ved dybest set ikke, hvad de er, hvor de kommer fra og om de har et større mål end ren overlevelse.

Man skal da også bide mærke i, at det er menneskeheden selv, der har inviteret disse triffids indenfor, og dermed også selv skabt undergangen. Det er derfor nærliggende at se triffids som metafor for teknologi, særlig atomkraft, der letsindigt bliver taget i brug af mennesker, som overmodigt tror, at de kan kontrollere den. Det viser sig nu bare, at det er dem selv, der bliver kontrolleret og dem selv, der forblændet af overmodig selvtillid, har sat alt over styr. Dette tidstypiske, allegoriske lag er i virkeligheden mindre interessant end selve historiens ødelæggende vision af disse skrækindjagende planter, der stille og roligt lukker sig om menneskeheden.

Paperback, Horwitz 1961

Scenerne, hvor Wyndham beskriver, hvordan tusindvis af planter står i tæt ring rundt om hovedpersonernes farm og presser sig imod hegnet, er stærk skrækfiktion, og ikke mindst et billede, der har fået fornyet aktualitet i vores egen samtid, hvor det kan læses som tegn på en natur, der slår tilbage mod en selvdestruktiv kultur.

Paperback, Crest 1962

En anden væsentlig ting ved The Day of the Triffids er selve dens fremstillingsform. Vi kastes ind i handlingen, og vi forlader den igen uden at få opklaret, hvordan det i sidste ende kommer til at gå med Bill og hans allierede. Dette ufuldstændige narrativ er et formidabelt greb, fordi det efterlader os med en nagende uro. Vi tør ikke stole på det øjebliks ro, som har givet Bill tid til at nedfælde sin beretning, men vi kan håbe. Måske er det da også netop Bills faste tro på, at der kan være en fremtid for mennesket derude, som er romanens vigtige budskab til læseren. Selv i undergangen er der håb, men for at der kan blive liv, må alting gøres fra ny.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Hutchinson 1973

Hardcover, Doubleday 1979

Paperback, Fawcett Crest 1980

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1988

Paperback, Carroll & Graf 1993

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, Gollancz 2001

Paaperback, Modern Library 2003

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2016

Blodbaner løber til Randers

I morgen aften skal Jacob og jeg snakke om Blodbaner på biblioteket i Randers. Det bliver underholdende, tror jeg. Bogen har haft en del medvind, hvilket er rigtig godt, og det er sjovt at tale om de tanker, der ligger bag den. Skulle du være i det østjyske i morgen, så læg vejen forbi biblioteket. Arrangementet er kl. 19 og gratis. Jeg kan også nævne (host, host), at der stadig er signerede eksemplarer af bogen til salg hos Jacob. Find ham på Facebook eller skriv til mig.

Jacob og jeg skal også bruge tiden i Randers på for alvor at komme i gang med arbejdet med vores næste projekt, romanen Pramdragerne, som for alvor tegner til at blive et gearskifte fos os.

Der er kog i gryderne!

Murray Leinster, Creatures of the Abyss (1961): Gru fra havets bund eller…?

Paperback, Berkley Books 1961. Romanens første udgave. Forsiden er skabt af cool cat Richard Powers, som vi efterhånden har mødt ret ofte på bloggen her

Den ekstremt produktive Murray Leinster, alias William Fitzgerald Jenkins, udsendte en voldsom mængde romaner samt en vældig stak noveller fra 1920’erne og et godt stykke op i 60’erne. Forfatterskabet spændte vidt, og hans kendetegn er sans for genrekoder og spænding. Med sin Creatures of the Abyss fra ’61 leverer han da også en relativt skarp, underholdende og overraskende genreoverskridende roman. Er det gys, SF, romance eller slet og ret spændingsfiktion? Valget må være op til den enkelte læsers behov for kategorisering. Leinster skrev i hvert fald romanen til et bredt genrepublikum, og det er han sluppet ganske godt fra.

Fortællingen introducerer os til den anløbne radioekspert og skattejæger Terry Holt. Vi befinder os på en lille ø i Filippinerne, hvor han har drevet en lettere lyssky biks. Nu er han på vej til at lukke og rejse videre, men så træder en smuk, ung kvinde pludselig ind på hans kontor. Sådan er en enorm mænge moderne ramasjang begyndt, og naturligvis bliver Holt også noget modstræbende opslugt af historien, da han hører eventyrets sirenesang.

Murray Leinster alias William Fitzgerald Jenkins (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Deidre, som den unge kvinde hedder, og hendes far har udstyret et ekspeditionsskib bemandet med en besætning af unge, entusiastiske videnskabsfolk – primært studerende, der har sluttet sig til missionen som gratis arbejdskraft. Terry Holt har først lidt svært ved at få at vide, hvad hans opgave er, og hvad hele missionen egentlig handler om, men da de er kommet ud på åben sø, bliver hele affæren afsløret.

De gamle fiskere fortæller om et område på havet, hvor der sker mystiske ting. ”Dem Der Lytter”, ”Orejas de ellos”, bor derude i dybet og kræver nu og da ofre. Det er naturligvis bare folklore og ammestuesnak, eller er det? Deidres far har opdaget, at der historisk rent faktisk er forsvundet forbløffende mange skibe i præcis det område, som fiskerne hvisker om. Altså en slags Bermudatrekant i det små. Hvad betyder det? Det skal nu opklares.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1969. I England udkom romanen under denne mere interessante og mindre pulpede titel

På den led kan en opdagelsesrejse begynde, hvor radiomanden Holt får til opgave, med superavanceret radioudstyr, at lytte til ”Dem Der Lytter”. Han skal lytte til lyde fra havet og måske afsløre aktivitet under bølgerne, der kan forklare fænomenet. Imens arbejder den øvrige stab med andre metoder, der alt sammen forhåbentlig vil blotlægge sandheden.        

Så langt så godt. Holt går endelig med til at løse opgaven, selvom han synes, det er noget pjat. Dermed kan en ganske hæsblæsende række af begivenheder udspille sig. For det viser sig naturligvis, at der er ”noget” under havets overflade, men hvem eller hvad? Der er mange bud, og Leinster holder længe kortene tæt ind til kroppen. Det kunne være et tophemmeligt, russisk militærprojekt, som nu er blevet afsløret – det tror den amerikanske regering i hvert fald. Det kunne også være hidtil uopdagede havvæsner, men sandheden kunne også være langt mere utrolig; det kunne være liv fra verdensrummet – eller det hele i en stor sammenblanding.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1971

Midt i alle de voldsomme begivenheder går det hverken værre eller bedre end, at vores radiomand Terry Holt og unge Deidre forelsker sig. Vi får med andre ord også serveret den obligatoriske kærlighedsaffære med alt, hvad det indebærer af problemer og dramatiske redningsaktioner i det næstsidste kapitel.

Leinsters roman tikker sig frem imod slutningen som et taktfast urværk. Det hele lagt på skinner; hver person opfylder sin forventede funktion og siger omtrent, hvad vi på forhånd ved, de vil sige. Der er grundlæggende rent stilistisk intet overraskende ved Creatures of the Abyss, der er et klassisk eksempel på sen sølvalder-pulp. Fremstillingen er præget af præcis den rutine, man kender fra Leinsters generation af forfattere, der masseproducerede genrefiktion efter nøje udtænkte skabeloner, som ikke krævede ret meget andet end en spektakulær idé som udgangspunkt, hvorefter skabelonen mere eller mindre dikterede, hvordan fortællingen skulle udspille sig.

E-bog, Sci-Fi Publishing 2005

Trods det, trods det tydeligt ophav i pulpens tomgang, er der noget ved Leinsters roman, som får den til gøre sig bemærket. Han havde tydeligvis vanskeligt ved at finde ud af, hvordan vores hovedpersoner rent faktisk skulle konfrontere dette ukendte fra dybet, og netop den usikkerhed giver store dele af fortællingen en vag, utydelig karakter. Vi får naturligvis, efter SF-sædvane, flere lange passager, hvor videnskabsmænd kan forklare os, hvordan det hele hænger sammen, men alligevel er selve mødet med væsnerne uldent og utrygt. Dermed står mysteriet aldrig fuldstændig blottet, og noget af den atmosfære af uvished, der hænger over dele af romanen, får lov til at leve videre på et tidspunkt, hvor handlingen egentligt har skiftet gear og flyttet sig ind i den fase, hvor heltene løser problemerne.

Noget af romanens styrken ligger formentlig også i, at Leinster aldrig fuldstændig vælger sin genre. Han spiller på flere forskellige udtryk, og det falder heldigt ud, fordi han derved skaber en stemningsmæssig uro i teksten, som forplanter sig lidt nervøst til læseren. Det, der ganske hurtigt kunne blive banalt, forbliver tankevækkende i betydeligt længere tid, end vi er forvente i romaner af denne type, fordi vi er i tvivl om, hvordan historien i sidste ende skal afkodes. Det er ret interessant at tænke videre over, synes jeg.

Paperback, Eternal Books 2016. Foruden en stribe e-bøger er romanen i de senere år kun udkommet som genoptryk i opsamlinger, som denne, af Leinsters værker

Creatures of the Abyss er ikke noget stort værk, men det er en fortælling, der alligevel griber sin læser med antydninger af noget uforklarligt. Den skaber en stille gysen og undren og sender samtidig tankerne i retning af andre værker om væsner, der skjuler sig på havets bund.

Min største anke imod bogen er da også, at dens skabelontænkning i sidste ende alligevel lykkes med at tage livet af de fine takter, som Leinster får skrevet frem. Selvfølgelig skal vores hovedpersoner vise sig som helte og aflive truslen, og selvfølgelig skal helten have sin heltinde til sidst. Værket synker for Leinster, men ikke uden at hans roman har leveret overraskende stærke momenter, som er fyldt med den blandede følelse af usikkerhed, fascination og frygt, som kan opstå i mødet med det fuldstændigt ukendte. Om det var tilsigtet eller et tilfælde, er svært at afgøre, men resultatet blev mere potent, end jeg turde forvente fra en mand som Murray Leinsters hånd.

C. J. Cutcliffe Hyne, The Lost Continent (1900): En charmerende undergangsfortælling

Paperback, Ballantine Books 1972. Det ret så fine omslag er malet af Dean Ellis

Efter Helena Petrovna Blavatsky og flere andre i sidste fjerdedel af 1800-tallet gjorde Atlantis-myten aktuel gennem den populære teosofiske bevægelse, rykkede det sunkne kontinent ikke overraskende også ind i fiktionen med fornyet intensitet. Ikke mindst blev Atlantis en væsentlig arena for eventyrlige fortællinger i 1920’ernes og 30’ernes amerikanske pulp. En af de væsentligste navne, når det kom til at danne brohoved mellem teosofi og pulp, var engelske C. J. Cutcliffe Hyne, der i 1899 udsendte The Lost Continent: The Story of Atlantis som føljeton, før romanen kunne udkomme i bogform året efter. Hyne kendes nok i dag bedst som forfatteren bag nogle af tidens helt store bestsellere, nemlig de maritime spændingsromaner om Kaptajn Kettle, der bestemt er sit eget indlæg værd.

Hynes The Lost Continent er bemærkelsesværdig på flere punkter, men først og fremmest er den et stykke for tiden atypisk og skoledannende ”world building”. Ved at fusionere spredte fantasier og myter om Atlantis med antik, græsk kultur, vævede han et forbløffende sammenhængende univers sammen, der i den grad satte gang i fantasien hos hans læsere.

Charles John Cutcliffe Wright Hyne (11. maj 1866 – 10. marts 1944)

I fortællingen introduceres vi til feltherren og ypperstepræsten Deucalion, der igennem en årrække har styret den atlantiske koloni på det sydamerikanske kontinent. Han bliver nu kaldt hjem, efter at kontrollen over Atlantis er blevet overtaget af den selverklærede ypperstepræstinde Phorenice. Hun har brug for en ægtemand og har udpeget Deucalion som sin udvalgte, men han er absolut ikke interesseret i at gifte sig med kejserinden, selvom hendes skønhed frister ham. Desværre er det ikke helt enkelt at afvise Phorenice, især ikke efter at Deucalion forelsker sig i en af hendes tjenerinder, som han ikke vil miste kontakten til. 

Under den nye kejserindes regime står de gamle sæder for fald. Guderne spottes med hendes blasfemiske livsførelse, misbrug af landets magi og hendes voldsomme overgreb på befolkningen. En oprørshær rejser sig, og Deucalion bliver indblandet i kampen, før han kommer i landflygtighed en årrække, inden han endelig kan vende tilbage og udfordre Phorenice. Desværre er det allerede for sent, gudernes straf er over Atlantis og landet begynder at synke i havet.

Hardcover, Hutchinson 1900. Romanens første udgave i bogform

The Lost Continent er i princippet et stykke typisk spændingsfiktion for årene omkring 1900, der helt tydeligt er skrevet med et øje til H. Rider Haggards forfatterskab. Vi genkender den eksotiske, magiske dimension i historien. På samme måder genkender vi også motivet med den moralsk stålsatte helt og hovedperson, der fristes mellem en dyster, erotisk skønhed og en uskyldig, blid kvinde; den ene tilbyder rå sex, den anden sart, ubesmittet kærlighed. Deucalion plages naturligvis af sine drifter, men i sidste ende er det også hans moralske skrupler, der redder ham fra undergang.

Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at Atlantis’ undergang skyldes morlask fordærv. Det er svært ikke at se Hyne som en revser af sin samtid. Atlantis fremstår som allegorisk repræsentation af det britiske imperium med dronning Victoria i spidsen. Hyne benytter sin roman til at spørge læseren, hvad al den velstand og magt har ført til? Hvad er riget blevet andet end materialisme, moralsk løssluppenhed og afgudsdyrkelse? I romanen er kontinentets undergang da også en guddommelig renselse, der som den bibelske syndflod vasker jorden ren og lader alt begynde på ny. Den advarende Hyne hæver også her en advarende finger og siger, at en ny syndflod vil kunne vaske det nu eksisterende imperium bort, og måske, vil han nok mene, vil det slet ikke være så dårligt endda, at se det victorianske England synke i havet.

Hardcover, Oswald Train 1974

Romanens moralske anliggende er i sig selv interessant at diskutere, men man må ikke overse, at The Lost Continent fungerer fornemt som spændingsroman. Den har en storladen og generøs omgang med sin handling, hvor det ene optrin tager det andet i store som små konflikter. Krig, slåskampe, magi og mystik væves sammen og bringes i tydelig dialog med det, vi i dag identificerer som fantasygenren; eksempelvis når vores hovedperson Deucalion møder dinosaurusser i sumpene under sin udlændighed eller vi er vidner til præsternes rituelle magi – for ikke, naturligvis, at tale om selve kontinentet Atlantis.

Set som historisk roman er der også tydelige forbilleder for historien, måske især Lewis Wallaces ligeledes stærkt moralsk engagerede og ligeledes storladne Ben-Hur (1880), der skildrer den samme form for moralske dom over et samfund i ubalance. Her er det Romerriget, der konfronteres med den gryende kristendom. Man kan da også hæfte sig ved en slående lighed i skildringerne af Judas Ben-Hur og Deucalion, men Hyne tager sin fortælling til et langt mere utroligt og fabulerende land, som trods sin flirten med en form for realisme i sidste ende overgiver sig helt og holdent til eventyret.

Paperback, DelRey 1977

Hvis man kan finde kvaliteter hos forfattere som Rider Haggard, Bram Stoker og Conan Doyle, vil Hynes roman med garanti også vække en vis glæde. Ikke mindst er dens enorme udladning af kreativitet en bedrift i sig selv, fordi Hyne ikke havde noget umiddelbart at sammenligne sig med. Den er, så at sige, skabt fra bunden. Han beskrev sin egen fantasyverden med Atlantis, og dette var da også med til at sikre bogen som lidt af en sensation på udgivelsestidspunktet.

Man kan på den led sidestille The Lost Continent med en række af de tidlige bidrag til den moderne fantasy fra århundredeskiftet, men jeg vil i virkeligheden hellere sammenligne Hynes indsats med det den finske Mika Waltari gjorde i Sinuhe, egypteren (Sinuhe egyptiläinen) fra 1945, hvor han præcis som Hyne rejste en mere eller mindre død verden for os. Waltari satte sig for at skabe et levende billede af oldtidens Egypten, der var andet og mere end kortfattede myter, og Hyne gør det samme med sit fiktive Atlantis.

Paperback, Bison Books 2002

Som litterært projekt, som spændingsfiktion og som tidlig fantasy står The Lost Continent i dag som et fascinerende værk, det lønner sig at opsøge. Romanen fik også, som sagt, stor betydning blandt pulpens amerikanske forfattere. Det gør den i hvert fald relevant at kende for de genrehistorisk interesserede, hvilket vil sige bloggens. Derfor skal der da også herfra lyde en varm anbefaling af The Lost Continent, der stadig kan gribe sin læser med magi, eventyr og undren.    

Paperback, CreateSpace 2008

Paperback, Bottom of the Hill Publishing 2014

Paperback, Armchair Fiction 2017

Paperback, Blackmore Dennett 2018

Leigh Brackett, The Sword of Rhiannon (1953): Pulp-eventyr på Mars

Paperback, Ace Books 1967. Forsiden er malet tidstypisk af John Schoenherr

Leigh Brackett var, ud over at være en af de få, prominente kvinder i det store hav af mandlige genreforfattere, også en af de særdeles stærke stemmer på det amerikanske bladmarked. Hun var en del af pulpens sølvalder i 1940’erne og 50’erne, og hun dyrkede et udtryk, der så tydeligt bagud mod Edgar Rice Burroughs og A. Merritt. Det var uden tvivl med til at fremme hendes popularitet, fordi hendes fortællinger fremstod som trygge, velkendte tekster uden alt for mange moderne, intellektuelle krumspring. Der er noget selvfølgeligt over hendes rendyrkede spændingsfiktion, der ikke undskylder for sin uforbeholdne eskapisme og romance.

Med The Sword of Rhiannon får vi da også præcis det, som Leigh Brackett var bedst til, nemlig eventyrligt ramasjang. Hun blander lige dele SF og fantasy til herlig cocktail, eller en uskøn blanding, alt efter hvordan man stiller sig i forhold til det såkaldte ”science fantasy”-udtryk, der jo bestemt ikke er alles kop the. Jeg elsker det, men det er en sidebemærkning.

Paperback, Ace Books 1967

Som stort set al anden pulp fra denne tid udkom romanen først i en forkortet form (1949), før den blev bearbejdet og udkom i bogform i ’53. Handlingen tager os til den livlige ørkenplanet Mars, hvor røvere, svindlere og andet godtfolk holder til. Her introduceres vi til arkæologen og gravrøveren (han er det ene, når det andet ikke er belejligt) Matthew Carse, der en sen aften indgår en skummel aftale med svindleren Penkawr, som har fundet et sagnomspundet gravkammer ude i ørkenen. Han har opdaget selve Rhiannons grav; en legendarisk figur i planetens historie, der har status af en mytisk forfader, mere sagn end virkelighed.

Carse er naturligvis mere end villig til at se graven, men da han endelig befinder sig i kryptens mørke, sker der noget besynderligt. Han slynges tusindvis af år bagud i tiden, og da han forlader graven, har verden omkring ham forandret sig. Ørkenen er blevet frodig og planetens udtørrede kanaler fyldte med vand. Nu er gode råd dyre for Carse, der på den ene side oplever enhver historikers drøm – han befinder sig nu rent faktisk i fortiden og kan med egne øjne se den verden, han har studeret så længe. Omvendt er det ikke rart at være strandet uden muligheder for at komme hjem.

Leigh Douglass Brackett (7. december 1915 – 18. marts 1978)

Her begynder et hæsblæsende eventyr, for selvfølgelig bliver Carse, der har bevæbnet sig med Rhiannons legendariske sværd, involveret i en politisk strid. Det sker dog ikke, før han er blevet taget til fange og har arbejdet som galejslave, startet et slaveoprør og forført en prinsesse. Som sagt, Edgar Rice Burroughs leverede skabelonen til Bracketts eventyr, og det gør sig ikke mindst gældende i denne roman.

Der er fart over feltet i historien, som udvikler sig og gradvist antager et mere og mere episk udtryk, som Carse stiger i graderne og indtager scenen som central figur i romanens konflikt. Det mest interessante i dette er ikke selve den oprørsfortælling, der ligger til grund for handlingen, men den metahistorie, der udspiller sig i romanens baggrund. Det viser sig, at er Rhiannon er et superintelligent væsen, der forud har planlagt hele det eventyr, vi nu læser, som en måde at korrigere en form for arvesynd. Det var ham, der introducerede moderne teknologi på Mars med frygtelige konsekvenser, og den skade skal Carse nu afhjælpe.

Paperback, Ace Books 1953. Romanens første udgave i bogform

Den del af historien fortælles ved, at Rhiannon flere gange overtager Carses krop i løbet af romanen. Carse mister dermed ikke bare sin egen tid, han mister også sig selv og sin krop. Det rejser nogle interessante overvejsler om, hvem der egentlig styrer hvem i romanen og giver Leigh Brackett mulighed for at lege med en række religiøse myter både fra den antikke og kristne tradition med førnævnte syndefald som absolut vigtigste samtalepartner for fortællingen. Ikke mindst rejser hun indirekte det spørgsmål, om biblens Gud kunne være et superindivid fra en anden planet og gør dermed også Carse analog med Kristus.  

Som sagt er der tale om rendyrket ramasjang, som ikke stiller synderligt store krav til læseren. Det er letbenet spændingsfiktion, der skal underholde. Måske netop derfor er der, som andre også har påpeget, noget slående ved romanens slutning. Her kommer Carse (selvfølgelig) hjem til sin egen tid med (selvfølgelig) en prinsesse ved sin side. Slutningen er dermed (selvfølgelig) lykkelig, men alligevel ikke helt, fordi den også er forbundet med stærk vemod.

Hardcover, T. V. Boardman 1956

Carse forstår først efter sin hjemkomst, hvor død, hvor ødelagt Mars er, da han ser den velkendte ørken igen efter at have været i den frodige fortid. Livet kan med andre ord aldrig blive det samme nu, fordi han indser, at han lever i en ruin skabt af dumhed og misbrug af teknologi. Samtidig er den kvinde, han har med sig hjem, fulgt frivilligt med, men hun er nu også uden hjem og tilknytning i denne ødelagte verden, der i hendes øjne ikke er andet end en askehob. At Brackett her har skrevet med sin egen samtids atomtrussel i tankerne, kan næppe betvivles.

Paperback, Ace Books 1975

Sandheden ligger i øjet, der ser, og Carse ser sig selv og sin verden med et andet blik efter at have oplevet syndefaldet på første parket. Romanens eventyr afsluttes dermed på bittersøde toner, der løfter den generiske pulp til noget mere og stærkere – i hvert fald for et kort øjeblik, der bliver hængende og langt overtrumfer de ellers let glemte fjollerier, som udgør hovedparten af bogen. Den følsomhed, som Brackett skriver med til sidst, ville ikke have gjort hende til nogen berømt pulpforfatter. Ikke desto mindre er det der kommer til udtryk her, er en gave, og det fortæller os, hvad der kunne være kommet fra hendes hånd, hvis hun havde skrevet i en anden tid, under andre forhold, eller hvis hun havde søgt bort fra den entydigt kommercielle stil, hun mestrede så godt.    

Paperback, Tor 1990

Paperback, Paizo Publishing 2009