Category Archives: Roman

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Lidt okkult reklame… igen

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Jeg tillader mig lige en lille reklame. Min roman Thelema fik heldigvis en rigtig fin lektørudtalelse, som nu er tikket ind hos forlaget. Jeg var ret spændt på modtagelsen; bogen er ikke helt ligetil og næppe alles kop the, men lektøren er med på idéen, hvilket er fantastisk. Udtalelsen begynder med ordene: ”Velskrevet, voldsom og uhyggelig roman om magiske kræfter…” Det siger næsten alt. Min udgiver Henrik Harksen bringer lidt mere fra udtalelsen på forlagets blog, så sving forbi siden og læs lidt mere der.

Romanen er et forsøg på et seriøst livtag med okkulte forestillinger. Modsat så meget andet skrækfiktion, så følger romanen de magiske forestillinger indefra – vi er altså inde i hovedet på de praktiserende okkultister, som ikke er reduceret til ansigtsløse skurke, der betragtes udefra af hovedpersonen. Bogen handler om idéer og hovedpersonens behov for at åbne sig mod noget større. Det handler om forskydninger af virkelighedsopfattelsen, og de afveje, som vi kan komme til at bevæge os ud på i situationer, hvor det hele kan synes sort og håbløst. Typisk horror er det ikke, men Thelema dykker bestemt ned i foruroligende terræn, som jeg ikke tror mange herhjemme har skrevet om før.

Med andre ord, kast et blik på bogen, hvis du har en svaghed for det okkulte og esoteriske hemmeligheder.

Bogen kan erhverves her.

Vi ses desværre først igen i næste uge.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Anders Jørgen Mogensen, Mistelten87 (2017): Flimrende, sjælelig gru

Paperback, Escho 2017

Anders Jørgen Mogensens roman Mistelten87 fra 2017 kan ikke kaldes genrefiktion, hvilket jo egentlig er den fiktion, jeg skriver om på bloggen her. Ikke desto mindre er den særdeles relevant at trække ind, fordi romanen gør præcis det, som al god skrækfiktion tilstræber. Den bevæger sig ind i et dybt personligt univers og med sit særlige fokus, æstetiserer bogen grumme og ubehagelige. Mogensens roman er dermed et strejflys ind over et sønderslået psykologisk landskab, der skildres ud fra hovedpersonens ulykkelige ståsted i livet.

Handlingen er vanskelig at beskrive, fordi den hverken er entydig eller lineær. En mand flygter hjem til sine forældre med sit relativt lille barn. Han er på flugt fra barnets mor, men formentlig mest af alt på flugt fra fortiden, sig selv og parrets fælles historie. Mere konkret kan man næsten ikke blive omkring bogens historie, der udfolder sig som en kakofonisk strøm af scener og figurer, der toner ind og ud i teksten. Der er parrets aborterede barn, som de mistede, før de fik det barn, hovedpersonen nu er flygtet med. Der er barnets mor, der er den ypperstepræsten Ahuiztotl og heksen Tanit.

Som en rablende febervildelse vælter hovedpersonen igennem det ene møde efter det andet, snart er han i fortiden; i livet med kæresten eller i barndommen, snart er han i helt andre tider og rum, hvor han iagttager sit liv udefra, som en skuespiller, der skal tilegne sig en rolle.

Paperback, Escho 2017

Fælles for alt dette er den hjerteskærende desperation, der som en klam omfavnelse griber læseren og gennemsyrer hver evig eneste sætning. Tekstens skildring af et menneske, der har ondt i sjælen, søger derfor konstant til destruktive og ikke mindst selvdestruktive tankebaner, som skaber en stemning af psykologisk gru. Der er scener fyldt med afmagt og vold, scener med kold rædsel og selvlede, og samtidig er der groteske passager, som kun kan beskrives som humoristiske.

Bogens titel, Mistelten87, er et gammelt kodeord til hovedpersonens computer. Bogen bliver på den led et kodeord, der giver os adgang til et sind, et sjæleliv, som står kollapset faretruende nær. Det er tumultarisk læsning, præcis som drømme og tanker er tumultariske. Romanen beskriver et forløb, men det er ikke som sådan ikke nogen fremdrift, er den udført som en række koncentriske cirklers bevægelser. Vi kommer ingen steder i teksten, vi flytter os ikke, men alligevel forandrer prosaen sig omkring os og efter endt læsning er hovedpersonen blevet et nært bekendtskab, hvis indre monolog tager tid at fordøje.

Trods sin komplekse fremstillingsform kan man ikke sige, at Mogensens roman er decideret eksperimenterende. Den leger med formsproget og inkluderer endda en tegnet passage, men grundlæggende ligner bogens udtryk en del andet nyere dansk litteratur, hvis pågående tale- og tankestrøm skaber en helt særlig manisk intensitet. Sprogligt er Mistelten87 imidlertid ganske spændende, fordi forfatterens ordstrøm er fyldt med fantastiske små sprogperler, som ”Hans læber ligner kongerækken” eller ”Hendes hale pisker mod min næsetip, så jeg må springe for ikke at blive ramt, og da hun balancerer på sine forben i et usselt forsøg på at gøre grin med, at jeg, et lille usselt menneske, går på mine bagben, blotter hun sin store væskende løvindekusse, der mest alt ligner et kalejdoskop af kød ” (s. 122). Der er med andre ord stor lyrisk potens bag de ofte forførerisk simple sætninger.

Anders Jørgen Mogensen (født 1980)

Skulle jeg have en anke mod Mistelten87 må det være, at Anders Jørgen Mogensen driver sin tekst for vidt. Han anstrenger teksten ved at fylde for meget på. Der fører til gentagelser – ord som korpus og kalejdoskopisk går alt for hyppigt igen, fordi Mogensen overskrider den sproglige grænse for sit projekt. Romanen burde være kortere, for så havde visionen stået rent og krystalklart. Sådan er det desværre ikke, men det forandrer ikke noget ved forfatterens evne til at lege raffineret og betagende med sproget.

Der er rigtig meget godt at sige om Anders Jørgen Mogensens Mistelten87, og jeg vil ønske, at vores hjemlige genrefiktion kunne tage ved lære af en bog som denne. Dens kerne af gru og ubehag står stærkt, stærkere end mangt en såkaldt ”horrorroman”, men selve gyset er ikke romanens anliggende – i hvert fald ikke i gængs forstand. I stedet leverer Mogensen et sprogligt kompromisløst værk, der indfanger os med sin rytme og lyrik. Det er ikke handlingen eller plottet, som driver værket her, men egentlig poetisk skrivekunst.

Mogensen skriver i begyndelsen af bogen, næsten lidt krukket, at han under arbejdet med romanen opdagede, at han slet ikke er forfatter. Det kan meget vel være, at han ikke føler sig som forfatter, men i min optik er han meget mere forfatter end langt hovedparten af de fortælleglade mennesker, der befolker genrelitteraturens verden med spændingsfiktion om spøgelser, vampyrer og forsvundne folkemindesamlere.

Et opslag fra den tegnede del af romanen

Kun alt for få bevæger sig ud i en egentlig krævende prosa, der forlanger noget af sin læser. Det er en moderne, pågående tekst, der hører samtiden til. En tekst, der ikke sværmer for bedagede udtryk, som hører hjemme i en verden af i går, men i stedet stålsat indtager nuet i nuets toner.

Du kommer på arbejde i selskab med Mistelten87, og det er fantastisk at møde en roman, som dykker ned i følelserne skyggeland uden sikkerhedsnet eller redningskranse til læseren. I stedet overlades vi til et komprimeret, enigmatisk stykke fiktion, som yder præcis den type modstand, der gør bogen til egentlig kunst. Jeg siger ikke, at Mogensens roman er en model til efterligning, men hans vision er en lektion udi det, som skrækfiktionen kan, når den får lov at udfolde sig sprogligt uden hele det vanlige, trivielle apparatet af stemningsopbygning og plotafvikling. Noget, der langt hen ad vejen sikrer, at hovedparten af alt gys aldrig vil kunne blive regnet som andet og mere end underholdning.

Mistelten87 er ikke underholdende. Den er stedvist morsom, men mest af alt er den en blodig hudafskrabning på bevidstheden, der svier og skaber ubehag. Men den vækker også medfølelse og sympati, fordi vi genkender os selv i hovedpersonens vildnis. Præcis det gør bogen lige så relevant, som den er ubehagelig. Det afkræver respekt. Godt gået hr. Mogensen.

2 kommentarer

Filed under Roman

Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman