Category Archives: Roman

Leigh Brackett, The Sword of Rhiannon (1953): Pulp-eventyr på Mars

Paperback, Ace Books 1967. Forsiden er malet tidstypisk af John Schoenherr

Leigh Brackett var, ud over at være en af de få, prominente kvinder i det store hav af mandlige genreforfattere, også en af de særdeles stærke stemmer på det amerikanske bladmarked. Hun var en del af pulpens sølvalder i 1940’erne og 50’erne, og hun dyrkede et udtryk, der så tydeligt bagud mod Edgar Rice Burroughs og A. Merritt. Det var uden tvivl med til at fremme hendes popularitet, fordi hendes fortællinger fremstod som trygge, velkendte tekster uden alt for mange moderne, intellektuelle krumspring. Der er noget selvfølgeligt over hendes rendyrkede spændingsfiktion, der ikke undskylder for sin uforbeholdne eskapisme og romance.

Med The Sword of Rhiannon får vi da også præcis det, som Leigh Brackett var bedst til, nemlig eventyrligt ramasjang. Hun blander lige dele SF og fantasy til herlig cocktail, eller en uskøn blanding, alt efter hvordan man stiller sig i forhold til det såkaldte ”science fantasy”-udtryk, der jo bestemt ikke er alles kop the. Jeg elsker det, men det er en sidebemærkning.

Paperback, Ace Books 1967

Som stort set al anden pulp fra denne tid udkom romanen først i en forkortet form (1949), før den blev bearbejdet og udkom i bogform i ’53. Handlingen tager os til den livlige ørkenplanet Mars, hvor røvere, svindlere og andet godtfolk holder til. Her introduceres vi til arkæologen og gravrøveren (han er det ene, når det andet ikke er belejligt) Matthew Carse, der en sen aften indgår en skummel aftale med svindleren Penkawr, som har fundet et sagnomspundet gravkammer ude i ørkenen. Han har opdaget selve Rhiannons grav; en legendarisk figur i planetens historie, der har status af en mytisk forfader, mere sagn end virkelighed.

Carse er naturligvis mere end villig til at se graven, men da han endelig befinder sig i kryptens mørke, sker der noget besynderligt. Han slynges tusindvis af år bagud i tiden, og da han forlader graven, har verden omkring ham forandret sig. Ørkenen er blevet frodig og planetens udtørrede kanaler fyldte med vand. Nu er gode råd dyre for Carse, der på den ene side oplever enhver historikers drøm – han befinder sig nu rent faktisk i fortiden og kan med egne øjne se den verden, han har studeret så længe. Omvendt er det ikke rart at være strandet uden muligheder for at komme hjem.

Leigh Douglass Brackett (7. december 1915 – 18. marts 1978)

Her begynder et hæsblæsende eventyr, for selvfølgelig bliver Carse, der har bevæbnet sig med Rhiannons legendariske sværd, involveret i en politisk strid. Det sker dog ikke, før han er blevet taget til fange og har arbejdet som galejslave, startet et slaveoprør og forført en prinsesse. Som sagt, Edgar Rice Burroughs leverede skabelonen til Bracketts eventyr, og det gør sig ikke mindst gældende i denne roman.

Der er fart over feltet i historien, som udvikler sig og gradvist antager et mere og mere episk udtryk, som Carse stiger i graderne og indtager scenen som central figur i romanens konflikt. Det mest interessante i dette er ikke selve den oprørsfortælling, der ligger til grund for handlingen, men den metahistorie, der udspiller sig i romanens baggrund. Det viser sig, at er Rhiannon er et superintelligent væsen, der forud har planlagt hele det eventyr, vi nu læser, som en måde at korrigere en form for arvesynd. Det var ham, der introducerede moderne teknologi på Mars med frygtelige konsekvenser, og den skade skal Carse nu afhjælpe.

Paperback, Ace Books 1953. Romanens første udgave i bogform

Den del af historien fortælles ved, at Rhiannon flere gange overtager Carses krop i løbet af romanen. Carse mister dermed ikke bare sin egen tid, han mister også sig selv og sin krop. Det rejser nogle interessante overvejsler om, hvem der egentlig styrer hvem i romanen og giver Leigh Brackett mulighed for at lege med en række religiøse myter både fra den antikke og kristne tradition med førnævnte syndefald som absolut vigtigste samtalepartner for fortællingen. Ikke mindst rejser hun indirekte det spørgsmål, om biblens Gud kunne være et superindivid fra en anden planet og gør dermed også Carse analog med Kristus.  

Som sagt er der tale om rendyrket ramasjang, som ikke stiller synderligt store krav til læseren. Det er letbenet spændingsfiktion, der skal underholde. Måske netop derfor er der, som andre også har påpeget, noget slående ved romanens slutning. Her kommer Carse (selvfølgelig) hjem til sin egen tid med (selvfølgelig) en prinsesse ved sin side. Slutningen er dermed (selvfølgelig) lykkelig, men alligevel ikke helt, fordi den også er forbundet med stærk vemod.

Hardcover, T. V. Boardman 1956

Carse forstår først efter sin hjemkomst, hvor død, hvor ødelagt Mars er, da han ser den velkendte ørken igen efter at have været i den frodige fortid. Livet kan med andre ord aldrig blive det samme nu, fordi han indser, at han lever i en ruin skabt af dumhed og misbrug af teknologi. Samtidig er den kvinde, han har med sig hjem, fulgt frivilligt med, men hun er nu også uden hjem og tilknytning i denne ødelagte verden, der i hendes øjne ikke er andet end en askehob. At Brackett her har skrevet med sin egen samtids atomtrussel i tankerne, kan næppe betvivles.

Paperback, Ace Books 1975

Sandheden ligger i øjet, der ser, og Carse ser sig selv og sin verden med et andet blik efter at have oplevet syndefaldet på første parket. Romanens eventyr afsluttes dermed på bittersøde toner, der løfter den generiske pulp til noget mere og stærkere – i hvert fald for et kort øjeblik, der bliver hængende og langt overtrumfer de ellers let glemte fjollerier, som udgør hovedparten af bogen. Den følsomhed, som Brackett skriver med til sidst, ville ikke have gjort hende til nogen berømt pulpforfatter. Ikke desto mindre er det der kommer til udtryk her, er en gave, og det fortæller os, hvad der kunne være kommet fra hendes hånd, hvis hun havde skrevet i en anden tid, under andre forhold, eller hvis hun havde søgt bort fra den entydigt kommercielle stil, hun mestrede så godt.    

Paperback, Tor 1990
Paperback, Paizo Publishing 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

Fantastisk lektørudtalelse til Blodbaner

Jeg er meget glad, og min medsammensvorne, Jacob, er det samme. Blodbaner har fået en fantastisk lektørudtalelse, hvilket er en kæmpe lettelse. Det er på mange måder en hård og kompromisløs roman, så det var langt fra sikkert, at den ville falde i lektørens smag. Men det gjorde den – Hurra! Alene en sætning som: ”Det er dansk horror når den er bedst” er jo en herlig ros.

Nuvel, her har I en bid af roserne:

Forfatterne beviste med Randvad at der kan laves god folk horror i Danmark og denne holder niveauet. Her har de dog skruet op for det blodige og ækle, men der er også hjertegribende momenter blandt den rendyrkede gru. Det er dansk horror når den er bedst, med gode personbeskrivelser, et godt tempo, effektiv brug af skiftende synsvinkler og nok ubekendte til at kildre fantasien.

Måske det kunne lokke dig ind i bogens univers? Det håber jeg.

Ellers er der genhør på søndag, hvor turen går til Mars.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Susan Hill, The Mist in the Mirror (1992): En tåget spøgelsesfortælling

Hardcover, Chatto & Windus 2012.

Susan Hills store bidrag til genrelitteraturen er, som bekendt, klassikeren The Woman in Black. Romanen skabte mere eller mindre hendes forfatterkarriere, ikke mindst takket være det teaterstykke, som efterfølgende blev bygget over romanen, og som mere eller mindre uafbrudt er blevet spillet i London lige siden. Det er imponerende, men Susan Hill har efter sin bestseller haft svært ved at finde sin stemme og komme fri af spøgelsernes greb.

The Mist in the Mirror, som vi her skal se nærmere på, fremstår da også mest af alt som udtryk for en forfatter, der har valgt at give slip og gå efter det, der bliver forventet af hende. Det vil sige, at romanen er præcis den efterfølger til The Woman in Black, som man kunne forestille sig, med alt hvad det indebærer af sikre valg og tomgang.

Susan Hill (født 5. februar 1942)  

Handlingen tager os tilbage til London omkring år 1900, hvor vi i en herreklubs trygge rammer introduceres til en ganske mystisk historie, der senere fortsættes i et langt brev, som vores hovedperson læser. Vi stifter bekendtskab med Sir James Monmouth, der fortæller sit livs mærkværdige historie. Som forældreløs tilbragte han sine første år i pleje i udlandet, og som stor knægt opdagede Monmouth bøger i sin plejefars samling, der var skrevet af den enigmatiske opdagelsesrejsende Conrad Vane. Disse bøger gør dybt indtryk på den unge Monmouth.

Da James Monmouths plejefar nogle år senere dør og efterlader en større sum penge til sin stedsøn, beslutter Monmouth at bruge en del af sine midler på at skrive en biografi om denne fascinerende Conrad Vane. Det arbejde fører ham vidt omkring i verden og til sidst hjem til England, som Monmouth ikke har besøgt siden sin tidligste barndom. Her, hjemme i England, begynder mysteriet imidlertid for alvor at tage form, for det kommer det frem, at Vane havde ry som okkultist, djævledyrker og meget andet. Man fornemmer en stærk inspiration fra Aleister Crowleys biografi.

Hardcover, Sinclair-Stevenson 1992

Ufortrødent fortsætter Monmouth sit detektivarbejde. Vane drager ham, og han kommer dybere og dybere ind i en okkult verden, hvor det tilsyneladende ikke bare er de levende, der prøver at blande sig i Monmouths jagt efter sandheden om Vane – de døde synes også at have en interesse i sagen. En lille spøgelsesdreng bliver genstand for tilbagevendende gru, og det samme gør en række andre ubehagelige episoder, som Monmouth oplever. Episoder, der får ham til at stille sig det spørgsmål, om han er ved at miste forstanden.

Essensen i The Mist in the Mirror er, at hovedpersonen ikke er i stand til at slippe sin fascination. Selvom alle omkring ham advarer Monmouth, kan han ikke opgive sin jagt efter sandheden om Conrad Vane, og jo mere han forfølger ham, jo mere kommer han ud af balance. Det er ikke bare liv og lemmer, der på spil, men også Monmouths greb om virkeligheden, der til sidst indfanges symbolsk i titlens tågede spejl. Da han ser sig i spejlet, ser han ikke længere sig selv – han er forsvundet – men ser i stedet noget, der måske er Vane, måske noget helt andet. Monmouth er den forældreløse, et metaforiske gespenst, der jagter en identitet, og da han til sidst forsøger at se sig selv, står det klart, at han aldrig har fundet det, han søgte; det eneste han har, er jagten.

Paperback, Vintage Books 1992

Hills roman har efter udgivelsen modtaget ganske meget kritik for at være vag, forvirrende og langsom. Den er da også omhyggelig i sit udtryk og befinder sig hele tiden i et usikkert rum, hvor der antydes meget, men kun afsløres meget lidt. Om hjemsøgelserne eksempelvis er fantomer i Monmouths sind eller faktiske gengangere står åbent, og Susan Hill lægger sig dermed også i denne roman i forlængelse af Henry James’ uforlignelige The Turn of the Screw (1898), der mere eller mindre skabte skabelonen for den moderne, litterære spøgelsesfortælling.

Stilistisk kan man ikke sætte en finger på romanen. Susan Hill skriver fremragende, og hun indfanger til perfektion den stemning af edwardiansk gru, som har inspireret hende. Den rullende tåge, klamme heder og isolerede herregårde. Romanen har næsten alle de elementer, alle de sætstykker, der hører til i den periodes repertoire, og mens man læser, er det rent faktisk forførende let at glemme, at dette er en pastiche, ikke en næsten 100 år gammel roman. Det langsommelige kommer da også ind i udtrykket, fordi Hill kompromisløst efterligner sin periodes litteratur, hvilket giver teksten et andet tempo, end det man måske kunne forvente af en roman fra 1992. Er man vant til at læse ældre litteratur, vil man dog næppe bemærke den manglende hastighed i handlingen; en hastighed som åbenbart skal være i en genreroman i dag.

Paperback, Mandarin 1993

Præcis som med The Woman in Black er der noget paradoksalt over romanen, der måske her i endnu højere grad end i førnævnte titel gør sig gældende. Stilistisk er Susan Hill kun blevet bedre med årene, og hun går nu endnu mere loyalt til sine forlæg. Men heri ligger også selve problemet, fordi Hill går så tæt på at genskabe et ældre udtryk, at hun præcis som hovedpersonen James Monmouth taber sig selv. Pastichen tager magten fra teksten og bliver et mål i sig selv. Hvis man holder af det udtryk, hvilket jeg absolut gør, kan det være betagende i en rum tid, men gradvist melder en oplevelse af tomhed sig. Der er et fravær at kunstnerisk nerve i romanen, som trods den stilistiske perfektion, gør, at det hele føles hult. Der mangler en forfatter, en tanke, i teksten.

Sådan er det også i The Woman in Black, og det er en trist erkendelse, fordi en roman som The Mist in the Mirror i hele sin ambition om litterært gys fortjener ros og kærlighed. Det er desværre svært at mønstre udelt begejstring for projektet.

Paperback, Vintage Books 1999
Paperback, Vintage Books 2000
Paperback, Vintage Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jack London, The Star Rover (1915): “Turn off your mind, relax and float downstream…”

Paperback, Corgi Books 1976

Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.

Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.

Paperback, Corgi Books 1976

Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.

Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.

John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)

Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.

I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.

Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave

Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.

Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.

Hardcover, The Macmillan Company 1963

Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.   

London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.

Paperback, Sutton Publishing 1986

Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.

Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.

Paperback, The Journeyman Press 1987

Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.

Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987

Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.

Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter! 

Paperback, Canongate Books 1999
Paperback, Modern Library 2003
Paperback, Dover Publications 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeff VanderMeer, Annihalation (2014): Alt er frygteligt velkendt i det ukendte

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014. Romanens første udgave

Jeff VanderMeer er blevet et velkendt, måske endda stort navn, ikke bare blandt ”weird fiction-entusiaster”, men også i den store mainstream af litteratur. En del af den popularitet udsprang af hans The Southern Reach-trilogi, der blev udsendt i løbet af 2014. Serien blev voldsomt godt modtaget, og her skal vi se nærmere på den første del, der bærer titlen Annihalation.

Handlingen udspiller sig et ubestemmeligt sted i USA i en nær fremtid, eller måske bare i en alternativ udgave af vores egen samtid. I dette bind introduceres vi ikke i nævneværdig grad til samfundet omkring handlingen. I stedet ligger fokus på det såkaldte område ”X”, der er en form for afskærmet vildnis, som regeringen bevidst holder mørklagt for omverdenen. Det står da også hurtigt klart, at noget holdes skjult i ”X”. Der sendes videnskabelige løbende ekspeditioner ind i området, og romanen åbner med, at vores kvindelige fortællerstemme, der er på en sådan mission, begynder at beskrive det hold af fire kvindelige forskere, hun arbejder sammen med. Deres mission inde i X er først ikke helt klar, men da de af ekspeditionens leder, en psykolog, føres hen til, hvad der beskrives som ”et omvendt tårn”, begynder man at ane, hvad det kan være, regeringen holder skjult. Desværre for ekspeditionens deltagere er de ikke alene i X. Noget fremmedartet og monstrøst lever inde i dette bygningsværk, og de fire kvinder står hurtigt ansigt til ansigt med en dødbringende fjende.

Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014

Alt dette lyder formentlig ganske lige ud af landevejen, og den egentlige handling i bogens nutid er da også ganske ukompliceret. VanderMeers fortæller er imidlertid en idiosynkratisk kilde, og som vi kommer frem i bogen, er det åbenlyst, at hun holder viden tilbage. Nye informationer om hendes baggrund kommer drypvis til os, og vi forstår, at hendes mand allerede har været i X før hende. Samtidig får vi også at vide, at ekspeditionens psykolog har lagt hypnotiske blokader ind i deltagerne, der på den led kan kontrolleres med simple kommandoord. Det hele viser sig med andre ord at være en lusket affære, hvor flere forskellige interesser eller agendaer kolliderer.

Kernen i romanen er mysteriet omkring X. Ved at tilbageholde informationer og antyde ting, der først bliver forklaret senere, formår VanderMeer at opbygge et æggende narrativ, der gør den korte roman til en hurtig, intens læseoplevelse. Der er noget beundringsværdigt sikkert over den kontrollerede måde, han får opbygget fortællingen på. Samtidig lykkes han med at skabe en stærk oplevelse af fremmedgørelse og uhygge i forholdet mellem læseren og den portrætterede verden. Ekspeditionens deltagere er alle kun navngivet med deres funktionen (”The Biologist” eksempelvis), mens området X heller ikke har noget egentlig navn. Selv den bygning, der står i hjertet af dette mystiske område, beskrives som noget kontraintuitivt eller paradoksalt; et omvendt tårn. Hvad det præcis skal betyde, forklarer VanderMeer ikke, og overlader det til læserens fantasi at se bygningen for sig. Det samme gælder det ”plantevæsen”, der bor i tårnet. Også her beskriver han dele af væsnet, men undgår at sætte ord på helheden, hvilket alt sammen skaber en herligt foruroligende stemning af usikkerhed. 

Jeff VanderMeer (født 7. juli 1968)

Stilistisk er det svært at sætte en finger på VanderMeers arbejde. Det er begavet udført og kan fungere som skoleeksempel på det stemningsmæssige tyngdepunkt i den moderne weird-tradition. Med det sagt må jeg også konstatere, at der er noget frustrerende ved Annihalation. Frustrerende, fordi den trods sin veludførte form er forbløffede ordinær eller uopfindsom. Den lægger sig så tæt ind i den strøm af postmoderne gru, som fik så meget opmærksomhed efter, Mark Z. Danielewski udgav House of Leaves i 2000.

Der er flere konkrete lighedspunker de to romaner imellem, men det, jeg især hæfter mig ved, er et æstetisk slægtskab i fortællerstemmen. Går man lidt længere tilbage i weird-traditionen, er det også klart, at Thomas Ligotti spøger i baggrunden af VanderMeers Annihalation, og tråden kan uden videre forlænges tilbage til Lovecraft-fortællinger som “The Colour Out of Space” og At the Mountains of Madness.

Paperback, Fourth Estate 2014

Igen må jeg konstatere, at man heller ikke her kan dadle VanderMeer for disse tydelige referencer eller inspirationskilder. Men desværre ligger der noget alt for forudsigeligt i den uforudsigelighed, som romanen tydeligvis gerne vil viderebringe til læseren.Bogens stilistisk formfuldendte udtryk savner en egentlig farlighed. Den savner bid, den savner noget indestængt eller kaotisk. Det er et problem, andre inden for samme genreudtryk også kæmper med. Caitlín R. Kiernan kunne være et eksempel, som jeg har skrevet om flere gange. Hendes ligeledes stilistisk formfuldendte romaner har også en tendens til at fremstå som flotte facader med en begrænset indhold.

Man kan så spørge sig, hvorfor netop VanderMeer og Kiernan har haft så stor succes med deres weird fiction, mens mange andre store navne inden for den genre har haft det langt mere vanskeligt med at få et gennembrud. Laird Barron kan eksempelvis trækkes frem her. Svaret er nok, at weird fiction er en ekstremt kompleks genre, der kræver meget af sin læser. Det kræver også meget af forfatteren, og jeg kan godt have den mistanke, at VanderMeers succes først og fremmest skyldes handlingens mangelende kompleksitet.

Paperback, Fourth Estate 2015

Ved at bibeholde udtrykket, men at forenkle substansen, beholder han en fernis af den kosmiske gru, som weird-genren kredser om, men taber ingen læsere i processen, snarere det modsatte. Førnævnte Laird Barron har flere gange forklaret, hvordan hans historier blev mere populære, da han valgte et mere folkeligt udtryk. Det er givet vis også det, vi møder med VanderMeers Annihalation. Det er folkelig weird fiction, men jeg må nu spørge mig, om en grundlæggende elitær, intellektuel genres idealer kan holde til den forenkling, som VanderMeer udfører, uden at blive trivialiseret ihjel?

Peperback, Harper Perennial 2018

4 kommentarer

Filed under Roman

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966
Paaperback, Panther 1969
Hardcover, Gollancz 1978
Paperback, Allison & Busby 1978
Paperback, Bison Books 2000
Hardcover, Tartarus Press 2004
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Penguin Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bjarne Reuter, Shamran (1985): Stadig flot og lettere uopfindsom

”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.”

Som jeg efterhånden har skrevet et par gange her på bloggen, så er jeg ret langt med efterfølgeren til Skrækvisioner i form af en oversigt over fantasylitteraturens udvikling fra 1800 til i dag. Det er en stor mundfuld, men mere om det en anden gang. Det projekt har også fået mig til at se lidt på noget af den danske fantasy, selvom det ikke kommer til at figurere i bogen.

Paperback, Gyldendal 1985. Bogens første udgave. Forsidens klassiske barbarkriger er skabt af Erik Hjorth Nielsen

Normalt skriver jeg jo ikke om børne- og ungdomslitteratur på bloggen, men det kan nu være lidt sjovt at gøre en gang imellem alligevel. I løbet af de fantasyglade 80’ere udkom der en del bøger herhjemme, hvoraf de fleste mere eller mindre er glemt i dag, men Bjarne Reuters Shamran er stadig tilgængelig og bliver formentlig også fortsat læst, om ikke andet fordi Reuter har en særlig plads i dansk litteratur.

Handlingen kender du jo sikkert, men jeg vil alligevel genfortælle den kort. Drengen Filip er syg, formentlig i den terminale fase. Hans forældre er voldsomt tyngede af sorgen, hvilket Filip fornemmer uden helt at kunne sætte ord på sin oplevelse af forældrenes følelser. Han fortæller dem heller ikke alt. Der er kommet et mystisk modermærke på hans hofte, som vokser og gradvist synes at antage form af en kat. Intuitivt holder Filip dette for sig selv, måske fordi han frygter, at det vil gøre forældrene endnu mere kede af det. Han fortæller heller ikke, at han på sit værelse har et billede af en bro, som strækker sig fra en kyst og ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han, at der er tre skikkelser, og at disse skikkelser dag for dag kommer ham nærmere i møde.

Det hele er drømmende mystisk og kulminerer, da tre dværge (altså små mennesker, ikke Gimlis slægtninge) komme frem gennem billedet og henter ham. Filip skal med dem, og han når ikke meget mere end at snuppe sit sovedyr Dobbo og sige farvel til sine sovende forældre, før han er inde i billedet med de tre små mænd. Afskeden er hjerteskærende, fordi vi forstår, at det er drengens stille død i en sen nattetime, vi her er vidner til, og scenen hører til blandt bogens bedste momenter.

Bjarne Reuter (født 29. april 1950)

Dermed begynder en sær og forunderlig rejse for Filip, der opdager, at den verden, han er hentet ind i, er et koldt og brutalt sted, der regeres fra staden Tronn af en fyrste, som ikke benævnes andet end Ham. Vi forstår også, at ganske mange indbyggere i Tronn har fået berøvet en af deres sanser; de er mærket, som det hedder, og den kuede befolknings livskraft og frihedstrang er derved blevet stækket.

I krogene bliver der imidlertid hvisket om frelseren, der skal vende tilbage og rydde op i det hele. Shamran hedder den, der skal komme, og hans navn er forbudt at nævne, præcis som den onde fyrste forbliver navnløs. Nu kommer det næppe som nogen overraskelse, at Filip er netop denne Shamran, og resten af romanen skildrer Filips udvikling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, der skal bruges i kampen mod Ham.

Man skal ikke have læst ret meget fantasy for at konstatere, at plottet i Shamran omtrent er så generisk, som det kan blive. Ung mand modnes og skal konfrontere en mørk fyrste; det er mere eller mindre den faste køreplan i en stor del af 80’ernes fantasylitteratur. Hvor velkendt dette greb var for danske læsere i ’85, kan diskuteres, men der kan ikke være nogen tvivl om, at mange læsere dengang såvel som i dag vil blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration hos Tolkien, mest åbenlyst i navngivningen. Vi har en skurk ved navn Smaugg og en dværg ved navn Doromir samt en anden, der hedder Pippin, og der er flere velkendte navne i bogen.

Mere overordnet gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der også bærer Tolkiens Ring-værk. Lille Filip, der er dødsmærket, forstår således, da han kommer til den anden verden hinsides Tågebroen, at hans død ikke er forgæves. Filips død vil frigive de forkrøblede og lidende i denne verden, og da han finder fred i dette, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur. Romanen handler om at finde modet til at se sit liv og sine udfordringer i øjnene, uanset hvor håbløst det måtte se ud.   

Paperback, Gyldendal 1997

Mellem Shamran og Ham skyder Reuter den mytologiske Vandringsmand ind, der er Døden personificeret. Vandringsmanden går egne veje og ser tingene i et større perspektiv end de dødelige, og læseren forstår, at Vandringsmanden er skæbnen, som på godt og ondt tildeler alle en rolle at spille. Hvor den personlige frihed befinder sig i dette, forklares ikke, og det er ikke klart, om Filip rent faktisk ville kunne fejle i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham, men det spørgsmål ligger udenfor bogens horisont.

Selve handlingen kan analyseres nærmere; der er meget på spil i historien, som rent faktisk fortjener at blive belyst, men jeg synes i virkeligheden, at formen og tonen er mere interessante at bringe frem her. Først og fremmest kan man nemlig hæfte sig ved, at romanen overvejende er skrevet i en traditionel datidsform, men ganske mange af kapitlerne indledes med stykker skrevet i nutid. Dette valg er overraskende og svært at forklare, fordi det tilsyneladende ikke bruges til andet end at etablere et givent miljø i et ”nu”; i læseøjeblikket, om man vil. Det kan muligvis også være grund nok, men det står ikke desto mindre som et særpræget, stilistisk valg.

Der, hvor Reuter for alvor gør positivt indtryk med romanen, er i den grundtone af tungsindighed, der hænger over hele fortællingen. Han har, som sagt, utvivlsomt samlet dette op hos Tolkien, men der er mere i dette. Den sørgmodige stemning væves sammen med hovedpersonens begejstring for sang og navnlig sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip lavede med sine forældre, var at synge, og vi hører, at hans sangstemme var ganske smuk.

Hardcover, Gyldendal 2015.

Reuter bruger sangmotivet til at binde en lang række både åbenlyse og indirekte citater fra traditionelle sange, salmer og viser ind i teksten, hvilket højner det lyriske udtryk i hele romanens fremstilling. I spænd med temaet om den forudbestemte skæbne rammer Reuter derved en form for høvisk atmosfære, en form for minnesang eller ridderballade, uden at dette dog skal forstås bogstaveligt. Romanen er skrevet i et alderdommeligt sprog, men det er mindre middelalderisme end Højskolesangbogens højstemte dansk, der her kommer til udtryk.

Bogen er ubetinget stedvist smuk, og man må sige, at det også er i dette lyriske arbejde, at romanen afslører sig som litteratur fra ’85. I børne- og ungdomsfantasy af i dag fokuseres der stort set kun på handling, og tonen er næsten uniformt den samme ukomplicerede og oftest kække facon, der skal sørge for, at ingen keder sig.

Reuters roman tager for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis man vælger den til, og han tør kræve af sin læser, at man skal have lyst til at dvæle ved sproget og ordklangen. Kan ske det er blevet et for ambitiøst krav i dag? Ikke desto mindre er det flot, og Reuter kan kun roses her. At han ikke er nogen stor ”worldbuilder”, og at hans fantasy som sådan ikke videre inspirerende, kan fuldstændig tilgives, fordi han når i mål med noget langt større og vigtigere. Tekstens udtryk vejer op for alt, hvad der måtte være af trivielle indvendinger imod værket.

2 kommentarer

Filed under Roman

John C. Hutcheson, The Ghost Ship. A Mystery of the Sea (1903): Racister til havs

Hardcover, Wilder Publications 2018

I første del af 1800-tallet begyndte søromanen at finde sin form. Poe var en af de tidlige, der var med til at give genren sit udtryk som spændingsfiktion, men mange andre bidrog også til udviklingen. Herman Melville er nok det bedst kendte navn i dag, men især Frederick Marryats The Phantom Ship fra 1839 blev vigtig, fordi den sammenføjede den gotiske skrækroman med maritim spændingsfiktionen. Poe havde allerede gjort dette på excentrisk vis året forinden med The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket (1938), men Marryats bud på skrækfiktion til søs fandt større popularitet, fordi hans vision var både stærk og mere tilgængelig end Poes. Marryat udnyttede fortællingen om ”Den flyvende Hollænder”, og han omsatte dermed for alvor idéen om spøgelsesskibet til en litterær tematik, som er blevet gentaget lige siden.

En af dem, der stod i direkte gæld til Marryat, var engelske John C. Hutcheson, der skrev en stribe søeventyr i slutningen af 1800-tallet og posthumt i de første år af 1900-tallet. Hutcheson er stort set glemt i dag, men hans bøger nød en vis grad af berømmelse på udgivelsestidspunktet, hvor han hørte til blandt de bredt læste spændingsforfattere.

Som så mange andre på dette tidspunkt var Hutcheson inspireret af rejseeventyr og mystiske hændelser. Det var da også udgangspunktet for hans The Ghost Ship fra 1903, der åbner som et forsøg på snigende maritim gru, men historien ændrer gradvist karakter og ender som blodigt ramasjang med mytteri og pirater.

John Conroy Hutcheson (1840–1897)

Historien begynder, da den unge matros Dick Haldane, der befinder sig ombord på fragtskibet SS Star of The North, har et mystisk syn først på aftenen. Ude over bølgerne, mens det trækker op til storm, ser han et mærkeligt forrevet skib i horisonten, og Haldane synes også, at han ser en ensom kvinde stå på dæk, stirrende frem for sig med en hund ved sin side.  

Synet er foruroligende, og læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er et dødsvarsel, men Haldane er alligevel bange for, at det rent faktisk kunne være et skib i havsnød. Da han kort efter mister det sorte skib af syne, tvivler de andre på Haldanes opdagelse, og snart efter er stormen over dem.

På grund af uvejret bliver Star of The North drevet langt ud af kurs, og mandskabet kæmper for livet i stormen, men da uvejret er stilnet af, sker der noget nyt. De samler en drivende redningsbåd op og bjerger her blandt andet en ældre mand, der nu kan fortælle en hårrejse beretning.

Den gamle har boet mange år i USA, i sydstaterne, og han kan berette, hvordan hans handelsskib blev kapret af en besætning, der viste sig at være pirater i forklædning. De har taget hans skib og holder tilmed hans datter til fange. Nu står det også klart, at det sorte spøgelsesskib, Haldane så, ikke var en dødssejler, men det kaprede skib, og kvinden var ingen andre end den tilfangetagne datter.

Efter en kort rådslagning ombord på Star of The North er alle enige om, at det er deres pligt som englændere og kristne mænd at sætte efter piraterne og befri datteren. Dermed er der lagt i kakkelovnen til en konfrontation, som da også bliver indfriet.

Paperback, CreateSpace 2014

Alt dette lyder uden tvivl ganske underholdende, og det er det sådan set også. Hutcheson er ikke nogen stor forfatter, men hans fascination af vind og vejr skaber en vis lyrisk kvalitet i værket, der krydres med spænding og samtidig af en stærkt sentimental dialog. Man kan sige, at romanen er tidstypisk metervare, men Hutchesons stil havde et greb i læsernes bevidsthed på udgivelsestidspunktet. Den langt mere interessante William Hope Hodgson (man forveksler let de to navne!) var eksempelvis stærkt optaget af Hutchesons maritime romaner, selvom Hogdsons egne søeventyr er mange, mange gange bedre.

Med det sagt er The Ghost Ship alligevel en prøvelse. Jeg er normalt ikke nogen synderligt tyndhudet eller krænkelsesparat læser. Det er let sagt af mig, men jeg forsøger at læse tekster ud fra deres historiske kontekst, hvilket ofte betyder, at der i ældre fiktion er kameler, som må sluges. Sådan er det med gammel litteratur. I The Ghost Ship er det imidlertid ikke bare kameler, der skal sluges; det er hvaler, eller noget i den stil. Romanen er omtrent det mest racistiske, jeg har læst, måske nogensinde. Rider Haggard, Stoker, Lovecraft, Hemingway eller de fleste andre er vand i forhold til dette.

Hele bogen gennemsyres af en hierarkisk racetænkning. For det første er de onde piraterne mulatter, hvilket får Hutcheson til at skildre dem som yderst tvivlsomme individer uden nogen forsonende træk. Den blanding af afrikaner og sydeuropæer, som de er, oplyses det, er den værst tænkelige, fordi det fremelsker begge ”racers” dårligste karaktertræk. Her stopper det imidlertid ikke.

Det viser sig nemlig også, at den gamle mand, som bliver samlet op på Star of The North, havde en plantage, indtil slaveriet blev ophævet. Dermed mistede han sit livsgrundlag, hvilket var en stor, stor tragedie for ham, forstår vi. Vi forstår også, at de fleste af plantagens slaver var triste over at miste deres arbejde på farmen. Den historie om de stakkels arbejdsløse slaver fører blandt andet til, at kaptajnen ombord på Star of The North må konkludere, at det kan være meget godt at give sorte nogle rettigheder, men at ophøje dem til jævnbyrdige med hvide mand er omtrent det tåbeligste, han nogensinde har hørt og noget, der kun kan føre til kaos og undergang – altså noget vi kan sidestille med de diabolske mulat-piraters overfald.

E-bog, Start Publishing 2015

Jeg skal skåne jer for detaljerne omkring Hutchesons skildring af piraterne og de sorte ombord på det kaprede skib. Det er ikke kønt, præcis som det ikke er kønt at læse fremstillingen af den eneste ”gode” sorte i romanen, nemlig en matros, der var slave på føromtalte farm, og som nu går i døden for sin tidligere ”ejer”, fordi hans gamle herre var så retfærdig og behandlede ham så godt. Denne eneste gode sorte i romanen sidestilles af Hutcheson med en trofast hund.

Som sagt mindes jeg ikke at have læst et mere absurd racistisk værk, og jeg forstår vitterligt godt, at romanen er gået i glemmebogen sammen med Hutchesons øvrige værker. Det er ikke en roman, der fortjener at blive læst længere. Som genrelitteratur har den intet ny at byde på, og der hvor den har sin egen stemme, har man slet, slet ikke lyst til at lytte. Den har da også meget længe været ude af trykken, men i de senere år, er den genudkommet i en række billigbogsudgaver, hvilket ikke ligefrem er nogen gave til åndslivet.

Og dog må man med de kulturhistoriske briller på konstatere, at The Ghost Ship var et stykke jævnt populær underholdningslitteratur i 1903. De synspunkter, som her bliver lagt for dagen, var konservative og reaktionære, men ikke mere end, at de kunne formuleres i det, vi må opfatte som tidens forsøg på bestsellerlitteratur. Det er tankevækkende, ikke mindst når vi vil forstå den racisme, der direkte og indirekte bliver udtrykt i så megen andet litteratur i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hutcheson i nogen grad ønskede at chokere sine læsere, men radikaliteten i hans ytringer er først og fremmest en indikation på, hvad der lå usagt i samfundet og dermed havde en klangbund. Den slags er værd at bide mærke i, ikke mindst i vores egen hverdag, hvor vi har politikere og pseudo-politikere, der provokerer med deres radikalitet, men som mere bekymrende i virkeligheden bare sætter det på spidsen, som alt for mange desværre åbenbart tænker og føler.

2 kommentarer

Filed under Roman

David Lindsay, A Voyage to Arcturus (1920): En målestok for god litteratur

Paperback, Ballantine Books 1968. Forsiden er malet af Bob Pepper

Det er i dag en almindelig og ofte gentaget tanke, at SF-litteraturens beretninger om rumfart og rumudforskning i virkeligheden er en metafor for den indre rejse eller granskningen af jegets psyke. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er en spændende analytisk figur at arbejde med, men det er i sidste ende også en sandhed med modifikationer – det tror jeg, de fleste vil kunne være enige om. Ikke desto mindre er der eksempler på værker skrevet før, tanken blev formuleret, der entydigt udtrykker denne idé om den ydre rejse som billede på den indre udforskning. Conrads Heart of Darkness (1899) er naturligvis et af forbillederne her, men der er også andre. Et af de andre hovedværker i den sammenhæng er skotske David Lindsays dybt fascinerende, utrolig komplekse og sprudlende A Voyage to Arcturus fra 1920.

Lindsays bog er en roman af den type, som man umuligt kan lægge én entydig fortolkning ned over. Teksten stritter, fuldt bevidst, i alle retninger, og tilbyder først og fremmest sin læser et paradoksalt mysterium, som man kan reflektere over og genfinde sig selv i. Romanen indskriver sig entydig i den moderne romantradition, og den har ikke så lidt tilfælles med værker af modernistiske helte som James Joyces, William Faulkner og Ernest Hemingway. Den intellektuelle barre er sat højt, og Lindsay fordrer noget af sin læser. Dette er ikke banal pulp eller letforståelig lommefilosofi, som SF-litteraturen alt for ofte er leveringsdygtig i.

David Lindsay (3. marts 1876 – 16. juli 1945)

A Voyge to Arcturus begynder et overraskende sted. Hovedpersonen Maskull tager med til en spiritistisk seance, hvor han bliver vidne til nogle uforklarlige optrin. Ikke mindst resulterer seancen i, at han falder i snak med to bekendte, Krag og Nightspore, der gerne vil vise ham en hemmelighed. Han drager med dem til et øde observatorium, hvor et rumfartøj venter på dem. Snart er de ombord med kurs mod en planet, der kredser om stjernen Arcturus. Her går alt i sort og Maskull vågner op alene i den fremmede verden.

Forvirret over situationen begynder Maskull at søge efter sine venner, og dermed indledes en besynderlig vandring omkring på planeten, hvor Maskull kommer i dialog med den ene sære person efter den anden. Ret hurtigt står det klart for Maskull, at de menneskelignende væsner, han møder, er ganske forskellige fra ham selv – ikke mindst rent fysisk.

Hardcover, Methuen 1920. Romanens første udgave

Gennem samtalerne hører Maskull om deres forskellige moralske og etiske standpunkter. Disse samtaler ender som oftest i konflikter, og Maskull roder sig ud i flere ubehagelige episoder, der kommer til at plage ham efterfølgende. Men der sker også mere radikale ting: Maskulls krop begynder at forandre sig i samklang med omgivelserne. Han gror et nyt organ, en form for langt, telepatisk følehorn og gennemgår også andre forandring, der kun kan beskrives som bizarre.

Under sine samtaler med planetens indbyggere bliver hans forestillinger om køn og krop, individ og kollektiv, liv og død, godt og ondt udfordret. Det er store spørgsmål, der hvirvles op, og som anden Alice, forsøger Maskull at fastholde sit greb om den vante virkelighed, men som han kommer frem, er det i stigende grad klart for ham, at hans gamle jeg og den gamle verden ikke længere kan eksistere. Oplevelserne, forandringer med hans krop og samtalerne med de fremmede væsner sprænger rammerne for hans bevidsthed og åbner nye verdener for ham. Turen rundt på planeten er en dannelsesrejse, hvor Maskull gradvist forstår sig selv bedre og bedre.

Hardcover, Gollancz 1946

I løbet af samtalerne bliver det også klart, at en form for djævel eller overskurk styrer planeten. Maskull møder både folk, der frygter og hylder denne skabning, og det går op for ham, at vennen Nightspore måske er identisk med denne djævel. Men hvordan hænger det sammen? Hvem eller hvad er dette symbol på det onde?

Spørgsmålene hober sig op, og som i romaner som 1984 og The Man Who Was Thursday peger alt i sidste ende indad. Maskull forstår, at hvis han vil møde Nightspore igen og få svar på sine spørgsmål, må han træde over den sidste tærskel; døden. I en af bogens måske mest tankevækkende og forbløffende passager accepterer Maskull udfordringen og vælger døden, så han kan få svaret, og svaret er, at han selv er Nightspore. Han er selv den djævel, som han har søgt efter. Det er ham selv, Maskull har jagtet på kryds og tværs gennem den dybt besynderlige planets flora og fauna, der vokser viltert i denne idets have.

Hardcover, Gollancz 1963

Maskull indser, at alle ydre former og fremstillinger kan påvirkes af deres sociale miljø og fysiske omgivelser – også kroppen og sindet er plastiske størrelse, men jeget er en konstant og i sidste ende er det kun individet, der kan stå til regnskab for individet selv. Lindsays calvinske baggrund føjer sig her sammen med freudiansk tænkning og Nietzsches afmontering af teologien – Gud er død, og der er kun det ensomme menneske, som må forstå sig selv i forhold til verden. Det er et potent budskab, som hos Lindsay antager metafysiske sider, fordi han midt i al verdens og kroppens flygtighed ser nogle overgribende kræfter som eksempelvis kærligheden, der forbinder individer på et underbevidst plan uanset, hvor forskellige de måtte være.

Jeget, som Lindsay dermed skriver frem i sin roman, er på den ene side fuldstændig isoleret og alene i verden. Al kommunikation med andre er sønderbrudt og forvansket tale, fordi vi aldrig virkeligt kan forstå hinanden, men omvendt er der en usagt forbindelse, som holder os sammen. Der er en genkendelighed, der trods forskelle bygger bro imellem os som tænkende og skabende individer.

Hardcover, Macmillan 1963

Jeg kan ikke her gøre rede for alle romanens spidsfindigheder. Den er, som sagt, kompleks og alene et studie af navnene i bogen er fascinerende arbejde, der fortæller os meget om, hvordan Lindsay gerne vil diskuteres af sine læsere.

A Voyage to Arcturus er uden tvivl et litterære højdepunkt. At kalde den fantasy eller SF, som jeg har gjort her, og læse den ind i denne genresammenhæng, er i virkeligheden misvisende, fordi den i sidste ende udelukkende ser indad. Brugen af rumrejsen og den fremmede planet er ren, kreativ staffage; skrælles dette overfladiske lag bort, står vi med en psykologisk roman, der intet har med genrelitteratur at gøre. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvorfor genrehistorikere gerne vil have Lindsays roman ind i både fantasy og SF-folden, fordi den er en æstetisk og intellektuel magtpræstation, som det er flot at kunne spejle sig i.

Paperback, Sphere Books 1980. Bemærk Maskulls “nye følehorn” på forsiden skabt af Peter Jones

Al god litteratur er krævende og aldrig let. Den er aldrig noget, hvor sproget ”bare flyder”, og hvor meningerne springer utvetydigt ud af siderne. God litteratur er kompleks som livet selv og uden Hollywood-patos såvel som regelbundne fortælleformer. A Voyage to Arcturus er alt dette, og skulle det virke afskrækkende, kan man måske trøste sig med, at romanen vitterligt er både bizar og forstyrrende, hvorfor man også kan få tilfredsstillet sit fix på den måde, hvis man altså tør binde an med den. Men pas på – du kommer langt ud på dette syretrip.

Goo goo g’joob, goo goo goo g’joob!

Paperback, Citadel Press 1985
Hardcover, Wildside Press 2002
Paperback, Bison Books 2002
Paperback, Orion 2003
Paperback, Dover Publications 2005
Paperback, Waking Lion Press 2008
Paperback, Wilder Publications 2009
Paperback, Wilder Publications 2011
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Positronic Publishing 2013
Ebog, Dancing Unicorn Books 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007
Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010
Hardcover, Pequod Press 2011
Ebog, Orion 2015
Paperback, Fiction House Press 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman