Category Archives: Roman

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Graham Masterton, The Manitou (1975): Indianer-rabalder på 10. sal

Paperback, Star 1983. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Man kan sige meget om Graham Mastertons forfatterskab, og det meste er sådan set dårligt, men han har aldrig præsenteret sine bøger som andet, end det de er; ligefrem rendyrket ramasjang, der ene og alene sigter mod underholdning. Det gør Mastertons bøger en smule naive og nærmest lidt pinlige, men det forunderlige er, at det trods alle forbehold på en eller anden måde lykkes for ham at få skabt romaner, som holder sin læser fanget.

Masterton har efterhånden udgivet ganske mange romaner, og hans stil har ændret sig undervejs; den er blevet mere jordnær og afdæmpet. Sådan er det ikke i debutromanen The Manitou fra 1975, der blev en mindre bestseller. Romanen skød Mastertons karriere i gang med flyvende fart og om noget, må man sige, at debutromanen kom til at tegne den skabelon, som Masterton skulle komme til at arbejde efter i de næste mange år.

Paperback, Star 1983

The Manitou introducerer i bogen den vrangvillige, lettere anløbne Harry Erskine, der ernærer sig som spåmand, drømmetyder og spiritistisk medie i New York. Han er en charmerende charlatan, der ikke går af vejen for at udnytte en mulighed, når den byder sig. Som handlingen skrider frem i The Manitou, står det dog også klart, at Erskine ligeledes har et godt hjerte, for hans involvering i den sag, som romanen omhandler, har sådan set slet ikke noget med ham at gøre.

En kvinde er nemlig blevet indlagt på et privathospital i New York med en mærkelig knude i nakken. Kort før hun indlægges, besøger hun Erskine, der herefter bliver interesseret i sagen. Det er ikke nogen kræftknude, der vokser på kvinden – det ligner mest af alt et foster, som dagligt gror sig større og større. Til sidst har den groteske knude vokset sig på størrelse med en sæk, og der befinder sig tydeligvis noget levende inde i denne ”kødpose”.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) fotograferet i 1985

Lægerne står målløse og handlingslammede over for dette, men Erskine har et bud på, hvad det er, der plager kvinden. Erskine tror, lidt imod sin natur, at det må være en gammel indiansk medicinmand, der har besluttet at lade sig genføde gennem kvindens krop. Denne medicinmand, der går under navnet Misquamacus, vil ikke den hvide mand noget godt, og snart bryder helvedes løs på privathospitalet. Erskine allierer sig nu med kvindens læge og en indiansk shaman. Sammen må de tre forsøge at redde kvinden og stoppe den genfødte medicinmand, der kort efter sin genfødsel begynder at forberede påkaldelsen af den gigantiske dæmon ”The Great Old One” – et enormt blækspruttelignende væsen, som Masterton tydeligvis har lånt fra den såkaldte ”Cthulhu mythos”, hvor han også har hentet navnet på den onde indianske shaman.

Som det utvivlsomt fremgår, er der ikke lagt fingre imellem i The Manitou. Romanen er kort og handlingen tætpakket; der bliver ikke brugt megen tid på realistiske refleksioner over problemets enorme, metafysiske konsekvenser, ej heller har folk svært ved at tro Erskine, når han fortæller dem, hvad de er oppe imod. Faktisk er de eneste, som af en eller anden grund ikke tror på ham, politiet, der således bekvemt kan bruges som kanonføde i en af bogens mest brutale scener. Blod og splat er der en del af, der er også en god dosis humor og fup-videnskabelige forklaringer, hvilket alt sammen er ingredienser i en ganske festlig og dum fortælling.

Hardcover, Neville Spearman 1975. Romanens 1. udgave

The Manitou fortjener imidlertid nærmere omtale af to punkter. For det første er bogen interessant, fordi Masterton med sin debutbog gjorde det præcis samme for horrorgenren, som Len Deighton gjorde for spion-thrilleren. Der er nøje paralleller mellem Deightons Harry Palmer, der blev introduceret i The Ipcress File i 1962 og Mastertons Harry Erskine. Ja de deler tilmed fornavn. Deightons Harry Palmer var den vrangvillige spion, der punkterede hele Ian Flemmings Bond-univers, og i stedet skabte en cool, anti-autoritær opdager, der hader sit job og hader sin chef. Palmer var ikke den glamourøse helt, men en forpjusket rebel. Mastertons Harry Erskine gør præcis det samme. Han tager luften ud af gyserlitteraturens selvhøjtidelige okkulte opdagere og spiritister.

Erskine tror ikke på ånder og tager ikke det overnaturlige alvorligt. Han går efter pengene, og udnytter de rige, gamle tanter, der er dumme nok til at falde for hans billige teatertricks. Men som sagt har han et hjerte af guld, præcis som også Harry Palmer har værdierne på rette plads. Masterton menneskeliggør dermed sin hovedperson og skaber på den led en helt ny figur i skrækfiktionen, som ikke hidtil havde været der. Det er godt set af Masterton, og præcis som Deightons spionfiktion er underholdende, fordi den hele tiden forsøger at være vrangbilledet på Bond-romanerne, er Mastertons historier om Harry Erskine underholdende, fordi han i bund og grund ironiserer over skrækgenrens selvhøjtidelighed.

Paperback, Pinnacle Books 1976

Det bringer mig til den anden pointe omkring The Manitou og Mastertons videre forfatterskab, nemlig at han modsat stort set al anden bestsellerfiktion, hverken postulerer psykologisk indsigt eller kunstnerisk alvor. Hans roman er vokset direkte ud af pulptraditionen, og det nærmeste forlæg for en bog som The Manitou må være Dennis Wheatleys The Devil Rides Out, som den ligner på flere måder. Masterton holder sig dermed ikke tilbage, men giver los og vælter det ene utrolige optrin ind over sin læser efter det andet, så bogen til sidst synes at krydse ind over fantasy-genren. Heri ligger Mastertons styrke. Han appellerer til laveste fællesnævner og gør det uden at kamuflere sin lavpandede tilgang, og netop dette afkræver en form for respekt.

The Manitou blev startskuddet på en karriere, der mere eller mindre har gentaget, hvad han slap løs på privathospitalet i New York. Læserne elskede det i 70’erne og 80’erne. Senere har Mastertons fiktion haft det svært, men præcis hans type underlødig ramasjang finder altid læsere, og jeg må blankt indrømme, at jeg har et ømt punkt for hans fascinerende møg.

Paperback, Star 1977  

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Tor 1987

Hardcover, Severn House 1988

Paperback, Olmstead Press 2001

Hardcover, Telos Publishing 2002

Paperback, Telos Publishing 2002

Ebog, Open Road Integrated Media 2014

1 kommentar

Filed under Roman

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

2 kommentarer

Filed under Roman

V. C. Andrews, Flowers in the Attic (1979): Gotisk melodrama i loftshøjde

Paperback, Pocket Books 1979. Romanens 1. udgave. Kunstneren bag billedet er desværre ikke oplyst

Af alle de nyere bøger, der har været omtalt her på bloggen, er V. C. Andrews’ roman Flowers in the Attic måske den mest solgte og læste overhovedet. Romanen blev ufatteligt populær – den når måske ikke Dan Browns Da Vinci Code (2003) i salgstal, men vi skal op i betragtelige højder for at forstå omfanget af den succes, som Andrews oplevede med bogen. Andrews’ succes fortsatte tilmed, da hun udsendte efterfølgerne til Flowers in the Attic. Der opstod nærmest en hel lille industri omkring hende, og da hun døde, blev Andrew Niederman hyret ind som ghostwriter, så han kunne færdiggøre de uafsluttede manuskripter, som Andrews efterlod sig i ’86. Vi taler om således store penge her, og vi taler også om et voldsomt melodrama, men mere om det nedenfor.

Historien i Flowers in the Attic er forbløffende enkel og forbløffende virkningsfuld. Den smukke, velhavende, lykkelige Dollenganger-familie har alt, men en dag dør Christopher, familiens far, hvorved tæppet økonomisk rives væk under dem. Corrine, familiens mor, må tage sine fire børn ved hånden og rejse hjem til sine forældre, der egentlig har slået hånden af hende for år tilbage. Her er vi dermed allerede inde ved et af bogens kernemotiver, nemlig incest. Corrine forelskede sig som 15-årig i sin unge onkel Christopher og sammen stak de af, da Corrines forældre ikke kunne acceptere dette. Onkel og niece opbyggede derfor en tilværelse som mand og kone på egen hånd, men det er slut nu, og Corrine må vende hjem igen.

Paperback, Pocket Books 1979

Corrines familie er uhyggeligt rig, men de er også fanatisk religiøse, og de vil aldrig kunne acceptere, at Christopher og Corrine fik børn i blodskam. Navnlig Corrines døende far er problemet her, så da de kommer hjem til forældrenes enorme palæ, skjuler Corrine og Corinnes mor de fire børn oppe på loftet, hvor de må holde sig skjult, enten indtil Corrine er blevet forsonet med sin far eller også til han er død.

Det viser sig at blive en lang affære, for børnene kommer til at tilbringe tre år oppe på loftet, og som tiden går, bliver de vidner til en særdeles ubehagelig transformation af deres mor. Hun var en tynget enke, da de kom til huset, men gradvist finder hun tilbage til livet, og pludselig er hun forlovet igen. Alt imens sidder børnene på loftet og venter. Deres mor bliver mere og mere ligeglad med dem, og deres tyranniske bedstemor gør alt, hvad hun kan, for at gøre livet surt for dem.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19, december 1986)

Flowers in the Attic er fortalt af den ældste datter Cathy, der beretter historien retrospektivt. Vi ved altså, at børnene kommer ned fra loftet, men hvordan det sker, er naturligvis det store spørgsmål. Trods de begrænsede rammer lykkes det da også for Andrews at klemme så meget drama ind i børnenes fangenskab, at hun faktisk formår at holde sin læser fanget til trods for de relativt få udfoldelsesmuligheder, der ligger i at skildre en historie, som stort set kun udspiller sig på loftet af et gammelt hus.

Der løber flere tråde sammen i Flowers in the Attic, som gør den til en oplagt bestseller. På overfladen fremstår den som et stykke realistisk fiktion, men det er kun på overfladen. Bogen er dybest set et moderne eventyr, der udspiller sig i en forstærket virkelighed, hvor følelserne er store, rammerne utrolige og ondskaben håndgribelig. De fire børn er engle, der kan alt; små kunstnerske genier, hvis uskyldighed konstant skal sættes op imod familiens ondskab. Lys/mørke-dikotomien gennemspilles på flere måder, og læseren er aldrig i tvivl om, hvem der står på den gode og den dårlige side.

Paperback, Pocket Books 1990

Melodramaet svulmer derved konstant og kammer løbende over i situationer, som slipper sit greb i realismen og bevæger sig ind i form for eventyrlig virkelighed, befolket af hekse og onde feer. Det eventyrlig understreges af bogen barnlige fortællestemme, der i ordvalg og formulering har et sært, naivt præg. Cathy, der beretter, er en fascinerende stemme, men samtidig er der noget dybt aparte – for ikke at sige ulogisk – i det forhold, at bogens fortælles retrospektivt af en voksen kvinde, som så vælger at fortælle sin historie med en 13-14-årigs stemme.

Man kan med fuld ret kalde Flowers in the Attic et sentimentalt drama, men allerede ved bogens lancering blev den fremført som skrækroman. Umiddelbart synes alt at stritte imod den betegnelse, men omvendt har V. C. Andrews indarbejdet så meget af både den klassiske gotik og den romantiske nygotik i bogen, at romanens indskrivning i gysergenren synes rimelig.

Paperback, Gallery Books 2005

Især den lurende, farlige seksualitet, der syder og koger i det dystre, gamle hus, er en rendyrket genreklichéer. Andrews viser sig imidlertid også at være en hel del mere hård i filten end de andre forfattere, der skriver samme form for gotiske romancer. Det skyldes ikke mindst bogens incestuøse forhold. Den slags antydes normalt kun, men i bogen her er seksualiseringen af familien et tema fra næsten første kapitel.

Cathys liderlige beskrivelser af sin mors smukke krop, hendes beskrivelse af sin fars smukke krop, broderens smukke krop og hendes egen smukke krop fylder side op og side ned. Andrews pirrer derved sine læseres fantasi, og lokker dem også til sidst med sex mellem bror og søster. De to ældste børn bliver nemlig teenagere under deres fangenskab, og det fylder dem med drifter, de ikke kan få afløb for. Stemningen omkring forholdet mellem bror og søster bygges derfor løbende op, og til sidst, næsten henimod bogens slutning, får vi serveret det endelige samleje og beskrivelsen af broderens stive lem, der glider ind i sin søsters underliv. Det er skrap kost, der skildres bemærkelsesvist fordomsfrit i teksten. Andrews gør sig i hvert fald ikke til dommer over de to søskendes handlinger, men overlader dette til læseren.

Paperback, HarperCollins 2005. forsider som denne viser jo tydeligt, at vi her har med noget at gøre, som bevæger sig i den yderste kant af gotikken og gysets verden

Flowers in the Attic er på mange måder en grotesk roman; den er ubehagelig og sentimental, den er romantisk og grænseoverskridende, den er svulmende patetisk og modig. Litterært kan Andrews afvises blankt, men noget ved historien om børnene på loftet hænger ved på en klæbrigt fascinerende måde. Den er en beskidt lille hemmelighed, som man ikke helt kan slippe, selvom den egentlig ikke er værd at beskæftige sig med. Præcis her er vi vel også inde ved det, der gør V. C. Andrews første bog om familien Dollenganger til så stor en succes; den er et stykke manieret patos, der bevæger sig ud over en hver form for god smag og taler til de mest primitive sider i os. Hvis den gotiske romance nogensinde havde brug for en slem pige i klassen, så fik genren den med V. C. Andrews, og læserne har elsket hende lige siden.

Paperback, Dymocks 2011

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Okkult reklame: Thelema til jul

 

Thelemas forside, som den ser ud i skrivende stund.

Det er tid til en lille reklamepause.

Så er min anden roman, Thelema, på trapperne. Forsiden er næsten på plads, og den foreløbige udgave kan du se her. Bogen er en okkult nedtur i magiens verden, og en leg med metafysik, kunst og følelser. Rigtig skrækfiktion er det ikke, men dyster er romanen absolut, og forhåbentlig vil dens univers kunne fascinere andre lige så meget, som jeg selv er fascineret af den slags okkulte fantasier, der udfolder sig her.

Min forlægger Henrik Sandbeck Harksen har komponeret denne lille bagsidetekst, som fanger handlingens skelet ganske godt:

Kunstneren Konrad møder de mystiske og dragende kvinder, Mia og Suzanna, og han føres ind i en verden, hvor seksualitet og mørk magi forenes. Snart er han medlem af en makaber kult med en guru, som bestemmer over liv og død.

Konrad bor i København og har mistet sin kæreste Rebecca. Han er dybt ulykkelig. Et tilfældigt møde på en galleriudstilling af hans seneste kunstværker får ham i kontakt med nye sider af sin kreativitet og seksualitet. Under kvindernes kyndige behandling anes snart omridset af en anden verden. Vejen ind til den verden går gennem en hemmelighedsfuld kult med en karismatisk leder. Det er en kult med Ypperstepræstinder, Magikere og Døden. Lederen er farlig, men han ved noget om Konrads særlige evner.

Alt imens Rebecca kalder på Konrad fra det hinsides. Kalder hun fra Thelema?

Det var en ganske drænende bog at skrive, så det er fantastisk, at jeg endelig kan sidde med den i anden halvdel af december, hvor den gerne skulle udkomme. Hold øje med den, hvis det her har fanget dig!

På snarligt gensyn

Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

HAWK – En fristende overspringshandling?

Paperback, Jove Books 1980

Pyh, jeg arbejder meget intenst på at få min fagbog om skrækfiktion afsluttet. Jeg har skrevet om det før, men nu er der vitterligt tale om de sidste krampetrækninger. Bogen bliver en ordentlig moppedreng på noget i nærheden af 180.000 ord, og jeg mangler kun meget lidt nu. Hurra. Mens jeg har arbejdet med horrorlitteraturens nyere historie i et godt stykke tid nu, så bliver det også mere og mere fristende at se på andre genrer. Kald det bare en overspringshandling. Græsset bliver i hvert fald grønnere og grønnere alle andre steder. Det er blandt andet derfor, at en serie som Hawk pludselig bliver vældig fristende at se nærmere på. Spænding, let gys og ramasjang lyder vældig forfriskende i mine ører lige nu.

Paperback, Jove Books 1980

Jeg er ret glad for seriens forsider, der er et godt eksempel på et nyt indslag, der kommer på nogle forsider i løbet af 60’ernes sidste. Krimier og action-fortællinger begyndte nemlig her i stigende grad på forsiderne at låne fra filmplakaternes udtryk. Forsiden bliver derved en lille sammenfatning af de stemningsmæssige højdepunkter i bogen, og læseren kan således glæde sig til (forhåbentlig) at dykke ned i de hæsblæsende optrin, der bliver vist ikonisk.

Paperback, Jove Books 1980

Den type visuelle præsentation forblev mest af alt noget, der knyttede sig til actionhistorier med masser af krudt og kugler. Man kan også møde det i SF-litteraturen, men i mindre grad i fantasy-genren og næsten ikke på horrorpaperbacks. Det siger lidt om de forventninger til genrerne, som forlagene forsøgte at imødegå.

Paperback, Jove Books 1980

Nuvel, kast et blik på Hawk. Han er en hårdtslående herre. Seriens første bind udkom i 1980 og hele serien var afsluttet året efter. Se det er hurtigt arbejde!

På genhør

Martin 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bogbekendtskaber: Peter Ole Pedersen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har jeg lokket Peter Ole Pedersen til at skrive om Stephen Kings The Long Walk, og det er der kommet en særdeles god artikel ud af. Peter er tydeligvis en hel del mere begejstret for King end mig, men han formår i teksten, meget præcist, at fremhæve, hvorfor The Long Walk er en både interessant og relevant roman, som måske endda er blevet mere relevant nu, end da den udkom i ’79. Jeg må også i samme ombæring bruge lejligheden til at gøre opmærksom på, at Peter i skrivende stund er (næsten) bogaktuel med værket Paranoia På Film, der er udkommet i den underholdende Kosmos-serie på forlaget antipyrine. En særdeles spændende sag, som jeg er sikker på, at Fra Sortsands læsere vil kunne få glæde af at snuse lidt til.

Ikke mere snak fra mig – jeg vil i stedet overlade talerøret til Peters kloge læsning af King.

 ***

Gå for livet!

Stephen King: The Long Walk (1979)

Af Peter Ole Pedersen

 

I would encourage every American to walk as often as possible. It’s more than healthy; it’s fun.

– Præsident John F. Kennedy, 1962

 

Hundrede teenagedrenge udvælges gennem en landsdækkende session til at deltage i tidens mest populære konkurrence i Amerika. Udfordringen består i at gå så lang en distance, som man har udholdenhed til. Hvis man på noget tidspunkt bevæger sig med under seks kilometer i timen, så får man en advarsel. Ved fjerde advarsel bliver man skudt. Konkurrence slutter, når der er én levende deltager tilbage, der kåres, som vinderen af den lange vandring.

Det er scenariet i den hyperpopulære forfatter Stephen Kings The Long Walk, en fortælling om et fremtidigt Amerika, hvor masserne lader sig underholde af andres undergang, og hvor unge frivilligt deltager i et spil, der med stor sandsynlighed vil koste dem livet.

Peter Ole Pedersen (født 1978)

I disse tider, hvor Hollywood-filmatiseringen af IT og The Dark Tower har genoplivet interessen for Kings dybe mytologi og den kommende TV-serie Castle Rock vender blikket mod de mange mindeværdige lilleby-karakterer, han har skabt gennem årene, virker det passende at kigge tilbage i forfatterskabet på en af hans mest interessante og mindeværdige bøger – og faktisk også hans første.

Den Lange Vandring, som bogen meget passende kom til at hedde i den danske oversættelse, er ikke Kings debutroman, men han skrev den som sin første fortælling i romanlængde i sluttresserne flere år før sit egentlige gennembrud. Først ti år senere, i 1979, blev den udgivet under pseudonymet Richard Bachman, et alias, der ikke længere er en velbevaret hemmelig, men som de fleste nu forbinder med den verdensberømte forfatter.

 

Praise the King

I went down the road, the road was muddy.

I stubbed my toe, my toe was bloody.

You all here?

– Børnerim til gemmeleg

 

Mit eget forhold til bogen er både karakteriseret ved en nostalgisk længsel tilbage til teenageårene, hvor det føltes som om, der var uendelig tid til at pløje sig igennem alverdens gysende og højdramatiske fortællinger, men også af en vedvarende fascination af Kings evne til at finde på enkle, uforglemmelige scenarier. Rammefortællinger der får læsningen af hans bøger til at opleves som at se en intens spændingsfilm, hvor plottet kontinuerligt byder på overraskelser og historien samtidig sænker dig ned i et radikalt samfundsportræt, som det er svært at løsrive tankerne fra, for hvad nu hvis…?

King er ikke finkultur (whatever that is) med aspirationer om at passe ind i forhold til specifikke litterære kvalitetskriterier. King er genrelitteratur, der spiller på særlige formater, situationer og figurer, som man frydefuldt glæder sig til at stifte bekendtskab med eller genbesøge. Når han er bedst, transcenderer han disse genreformler på en legende og veloplagt måde, når han er mindre veloplagt skriver han stadig bedre end mange af de bestseller-forfattere, der har gjort det til et profitabelt levebrød at skrive historier med fantastiske eller skræmmende elementer (tænk Dan Brown og deslige).

Paperback, Signet Books 1979. Romanens 1. udgave

I Den Lange Vandring er King virkelig veloplagt, uden tvivl fordi det er hans første længere beretning og fortælleglæden er frisk og uspoleret, men også fordi bogen i udpræget grad bruger sine personskildringer og situationer til at skildre en særlig impuls hos mennesket og de omstændigheder, der følger med den.

I Kings roman er denne impuls overlevelse og hvad der skaber historiens egentlige elementer af uhygge, er alt, hvad der følger i kølvandet på denne basale drivkraft. For det går hurtigt op for de konkurrerende drenge, at viljen til at vinde langt fra er tilstrækkelig motivation for at overleve det radikale maraton. Efterhånden som tiden går, bliver deres individuelle motiver for at deltage i den livsfarlige ekstremsport mere og mere uklare.

De fysiske anstrengelser som de vedvarende udsætter deres kroppe for, sætter psykiske mekanismer i gang, der truer med at bortviske de oprindelige bevæggrunde for at konkurrere, eller helt udslette deres bevidsthed. Sidstnævnte ender som tomme hylstre, der blot trasker robotlignende afsted drevet af en primal overlevelsesmekanisme. Det er disse ulykkelige skæbner, de øvrige deltagere kalder for ’de vandrende døde’.

 

Krig og konkurrence

I don’t care if you win or lose, just as long as you win.

– Vince Lombardi, tidligere cheftræner for Green Bay Packers

 

Allegorien i Den Lange Vandring er ligefrem, men virkningsfuld. Det handler om krig. King skrev romanen i skyggen af Vietnam-krigen og det brutale scenarie er tydeligvis en meditation over, hvad det vil sige at blive indrulleret i en desperat væbnet konflikt. Tanken om de vandrende drenge, der bare ikke må stoppe og den konstante mediedækning af begivenheden ringer klart i forhold til den første ”televised war”. Det er unge mennesker, som er fanget i en dødsensfarlig situation, hvorfra de ikke kan undslippe, og overlever man, så er det med vedvarende ar på både krop og sjæl og yderste fare for ens forstand. Lyder det bekendt? Ja, det er nærmest fortællingen om enhver krig, hvor unge soldater hverves til at kæmpe for et land eller en sag, de egentlig er fremmedgjorte overfor.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet o. 1976

King anvender flere af bogens scenarier til at levendegøre den rugende angst, der uden tvivl må følge med en sådan skæbne. Oplevelsen af ukontrollabel frygt står stærkest i beskrivelsen af drengenes natlige vandringer. Når mørket falder på og kulden tager til, udfordres den rå overlevelsesdrift endnu mere. Det bliver svært at orientere sig og alting foregår i en zombielignende døs, indtil geværernes brag minder dem om, at hvis man gentagende gange falder i søvn, så ender man med at tage det evige hvil. Hver dag i den lange vandring bydes morgenen velkommen som en vital lettelse og påmindelsen om, at man måske alligevel besidder de fornødne kræfter til at fortsætte.

På den måde bliver teenagedrengenes fatale gåtur også til en mere generel lignelse om livet. Der er dog tale om en hård lektie, hvor tilværelses ubarmhjertighed og dens ubestemmelige mål kommer til at stå helt tydelig for læseren. At deltage er at dø, men de fleste af bogens karakterer har ikke nogen klar forestilling om, hvad de har på spil, eller hvordan tingene vil udvikle sig, og dem der tror de har, står til at få sig en slem overraskelse. Denne nådesløse erkendelse er som sådan banal, men i Kings håndtering bliver det til udlægningen af forskellige livssyn og i sidste ende på godt og ondt de drivkræfter og overbevisninger, som får os videre i tilværelsen. Ligesom drengene ved vi alle, hvad der bliver slutpunktet, men det der kommer til at ske på vejen dertil, er en kamp, vi selv må kæmpe.

 

Individet og massen

The Ultimate game show would be one where the losing contestant was killed.

– Chuck Barris, gameshow-skaber og vært for The Gong Show

 

Ray Garraty kæmper kampen. Han er en af de hundrede drenge på den nådesløse maraton. Det er Ray, vi som læsere følger tættest og gennem hans oplevelse af den strabadserende konkurrence får vi indsigt i både de andre drenge, hans egen baggrund og hele det afsporede samfund, der står bag en mediebegivenhed som den lange vandring. Vi lærer, at Garratys motivation for at deltage er ligeså uafklaret som mange af de andre drenges. Det holder ham i gang, at han kommer til at se sin kæreste og sin mor, når vandringen passerer igennem en af de mindre byer på ruten, men da de endelig ankommer dertil, er denne forventning blevet til en frygt for, at han faktisk skal miste sin overlevelsesdrift, i det øjeblik han får øje på dem i mængden. Ray får sin korte stund med familien, men den bliver besættende og koster ham tre advarsler og næsten livet.

Paperback, Signet Books 1990

Det er også i denne intense situation, nær vandringens afslutning at vi får den mest skræmmende og tankevækkende beskrivelse af masserne, den mængde af publikummer der i tiltagende grad er stimlet sammen nær ruten for at følge med i drengenes udpinende anstrengelser, når de passerer forbi. I Den lange vandring bliver folkemængden en karakter i sig selv, en bølgende, ustyrlig vrimmel, der truer med at opsluge deltagerne. I masserne ophører enhver kontrol og selvstændighed og man må blot overgive sig til at blive revet med i den frådende begejstring over andres lidelser og kamp.

Hos King er dette menneskemonster også dybt forbundet til medierne. Kameraer, mikrofoner og højttalerannonceringer fremstilles som groteske legemsdele eller lyde, der udstødes fra dette kollektive væsen. I det hele taget skildres forholdet mellem individet og massen, som en kompleks og anstrengt relation, hvor den enkelte soler sig i begejstringen, indtil den forræderisk ændrer sig og opleves som en snyltende afhængighed.

Kings optagethed af massernes lige dele euforiske og destruktive kraft resonerer i en tid, hvor offentlighed og privatsfære blandes mere og mere sammen, og den berømmelseshungrende impuls hos almindelige mennesker er blevet et hovedfokus for medierne. Den lange vandring beskriver reality showets logik taget til det yderste: Vores fascination af at betragte andre hensat i en ekstrem situation, med alt hvad det indebærer af ydmygelser, gys, væmmelse og begejstring.

Paperback, New English Library 1980

Oven i denne skildring af massernes skuelyst kommer så beskrivelsen af magtens monitorering som en påmindelse om, at overvågningen er hele bevæggrunden for, at deltagerne adlyder og den udøvende magt kan opretholde samfundets strenge restriktioner. Her går King i detaljer med, hvordan overvågningsteknologi er blevet noget, man kan læse om i magasiner som Popular Mechanics og hvordan denne eksponering adfærdskontrollerer ikke bare deltagerne i den lange vandring, men også den almene borger.

I det hele taget, er det yderst sigende, at bogens centrale omdrejningspunkt er det vanhellige ægteskab mellem massemedierne og iscenesættelsen af lydighed og regler. Her er gameshowet det ultimative billede på at opsætte en række love for deltagerne og så lade beskuerne leve sig ind i deres anstrengelser med at efterleve dem. Når først kameraerne ruller, er der ikke langt fra sport til krig.

Paperback, Signet 2012

Krigsmetaforikken i Den Lange Vandring er da som tidligere nævnt også tydelig, og Kings greb med at forskyde en kritik af krigsmageri og konflikten i Vietnam til et fremtidigt fascistoidt Amerika giver gjaldende genlyd i landets nuværende udvikling. Fanatisk heltedyrkelse og statslegitimeret vold og mord er ikke langt borte, når politik føres som en underholdende fremvisning af magt.

 

Livet som ekstremsport

The blood has begun to flow! Liston is staggering!

Clay is rocking him with combinations! …

boring in! Clay is killing him! Clay is killing him!

Ladies and Gentlemen, Liston is down!

Sonny Liston is down! Clay is dancing …

waving … yelling into the crowd!

Oh, ladies and gentlemen, I don’t know how

to describe this scene!

– Radiokommentator, anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston

 

Forskyder man læsningen af romanen fra dens historiske samtid og frem til vores nutid, er det selve konceptet for fortællingen, der står stærkest. Den ekstreme konkurrence beskrives som en perverteret og nærmest uforståelig drivkraft for samfundet, men samtidig også en besættelse for deltagerne. Vandringen er en prøvelse, der gennem psykisk og fysisk udmattelse fremmaner yderpolerne i deres personligheder og får dem til at knytte spontane venskaber. Venskaber de godt er klar over, på forhånd er dømt til at få en smertefuld afslutning. I dette ellers skræmmende narrativ, glider hverdagens trivialiteter i baggrunden og det bliver den sanselige oplevelse af at være i live, der tager fuldstændig over for de unge drenge. Marchen bliver deres stof og den bringer både tøjlesløs liderlighed, ukontrollabel latter og blændende raseri med sig, alt sammen følelsesudbrud, vi i et civiliseret samfund stræber efter at undertrykke, eller i det mindste gemme væk fra offentlighedens øjne.

Paperback, Scribner 2016

I den lange vandring står de til frit skue og bogens måske mest skræmmende element består i, at vi som læsere kan spejle os i disse drifter og frydefuldt forestille os hvilken lyst og destruktion, der potentielt følger i kølvandet på dem. Derfor er det også en lille genistreg fra Kings side, at han har valgt at lade sin fortælling udspille sig mellem teenagere, denne vidunderligt selvoptagne alder, hvor verden enten synes at ligge for ens fødder, eller hele tilværelsen er i færd med at styrte sammen som en skrøbelig drøm.

Ray Garraty og de andre drenges strabadser på turen gennem staten Maine er en blændende fortælling om magt, lyst, desperation og overlevelse. Fortællingens præmis er simpel, men gribende: Vi lægger ud med hundrede karakterer og når historien ender, vil der kun være én tilbage. King balancerer mesterligt sin bog mellem undergangsfabel og transcenderende dannelsesroman, og selvom Den Lange Vandring gør ondt, er den fra start til slut en rystende fornøjelse.

 

Samtlige citater i teksten er hentet fra kapitelindledningerne i The Long Walk, Signet Books, 1986

Mød også Peter her.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman