Category Archives: Roman

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Lidt okkult reklame… igen

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Jeg tillader mig lige en lille reklame. Min roman Thelema fik heldigvis en rigtig fin lektørudtalelse, som nu er tikket ind hos forlaget. Jeg var ret spændt på modtagelsen; bogen er ikke helt ligetil og næppe alles kop the, men lektøren er med på idéen, hvilket er fantastisk. Udtalelsen begynder med ordene: ”Velskrevet, voldsom og uhyggelig roman om magiske kræfter…” Det siger næsten alt. Min udgiver Henrik Harksen bringer lidt mere fra udtalelsen på forlagets blog, så sving forbi siden og læs lidt mere der.

Romanen er et forsøg på et seriøst livtag med okkulte forestillinger. Modsat så meget andet skrækfiktion, så følger romanen de magiske forestillinger indefra – vi er altså inde i hovedet på de praktiserende okkultister, som ikke er reduceret til ansigtsløse skurke, der betragtes udefra af hovedpersonen. Bogen handler om idéer og hovedpersonens behov for at åbne sig mod noget større. Det handler om forskydninger af virkelighedsopfattelsen, og de afveje, som vi kan komme til at bevæge os ud på i situationer, hvor det hele kan synes sort og håbløst. Typisk horror er det ikke, men Thelema dykker bestemt ned i foruroligende terræn, som jeg ikke tror mange herhjemme har skrevet om før.

Med andre ord, kast et blik på bogen, hvis du har en svaghed for det okkulte og esoteriske hemmeligheder.

Bogen kan erhverves her.

Vi ses desværre først igen i næste uge.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Roman