Category Archives: Roman

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Sword of the Lictor (1982): Idéernes eksplosion

Paperback, Orb 2000. Forsidens billede er skabt af Don Maitz

Her er vi kommet frem til tredje bind i Gene Wolfes prisbelønnede serie om bødlen Severian, der rejser omkring i en fjern, fjern fremtid på jagt efter sig selv og meningen med sin væren. Severian og hans elskede Dorkas er nu langt om længe ankommet til udkantsbyen Thrax, hvortil han i første bind blev udsendt som straf. Livet i Thrax viser sig at være langt fra så enkelt, som Severian havde tænkt sig, og navnlig Dorkas skaber problemer for ham, fordi hun ikke er tilpas blandt de fremmede.

Severian selv, der nu for første gang for alvor han indtaget sin stilling som officiel bøddel, må også konstatere, at der er sket for meget med ham, siden han forlod bødlernes laug, for snart længe siden, til, at han problemfrit kan falde ind i den rolle, som han egentlig er uddannet til. Opholdet i Thrax bliver derfor sjæleligt tumultarisk for Severian, der til sidst beslutter at søge op i bjergene for at finde de præstinder, til hvem han kan aflevere den hellige juvel, han nu hemmeligt har båret omkring på, siden han forlod hovedstaden.

Paperback, Orb 2000

Rejsen op i bjergene bliver en forhutlet affære, der viser sig at byde på en række af dramatiske konfrontationer. Ikke alene må Severian nok engang kæmpe imod den hævngerrige kvinde Agia, han står også ansigt til ansigt med en gudelignende skikkelse, som må nedkæmpes. Han må kæmpe imod giganten Baldanders, og til sidst konfronteres han med fremmede væsner, der står uden for den jordiske tid og rum.

The Sword of the Lictor blev særdeles godt modtaget, da den udkom i 1982, formentlig fordi den er det mest tempofyldte og konkrete bind i Gene Wolfes serie. Historiens har karakter af en rejseberetning, og de mange sammenstød mellem Severian og de ganske magtfulde skabninger, han skal kæmpe imod i bjergene, giver hele romanen et pulpet, sword and sorcery-præg, som ikke var til stede i de to første bind.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj 1931) med ulv på maven

På overfladen er historien i tredje bind derfor meget direkte, ja nærmest umiddelbart simpel, men man må også konstatere, at det hele, trods meget håndgribelige optrin, synes at ske i den letterede slørede, for ikke at sige syrede, atmosfære, som ligeledes hænger over de tidligere bøger. The Sword of the Lictor er således meget åbenlys, men omvendt er det knap så entydigt, hvad det, der sker, rent faktisk betyder.

Præcis som i seriens første to bind er gentagelsen et vigtigt motiv for Wolfe, og selv om Severian efterhånden er rejst langt væk fra sit hjem, følger historiens persongalleri med ham, og på klaustrofobisk vis er det de samme personer og problemer, der konstant vender tilbage.

Hardcover, Timescape Books 1982. Romanens 1. udgave

Hæver vi os en smule fra det konkrete og bevæger os længere ind i fortolkningen af bogen, er det også klart, at The Sword of the Lictor er et afgørende vendepunkt. Man kan faktisk sige, at bogen er skellet, hvor Severian for alvor forlader sit gamle jeg og begynder at antage en ny personlighed – sit sande jeg om man vil. De mange hårde kampe, han skal gennemgå, er derfor mest af alt metaforer for indre sjælelige konflikter, der demonstrerer, hvordan Severian udfordrer eller udfordres af forskellige aspekter i sit indre.

Romanen er beretningen om en transformation, og det er ikke tilfældigt, at Severian drager op i bjergene for at gennemleve denne forvandling. Wolfe spiller her på et urgammelt religiøst motiv, hvor den søgende isolerer sig i ødemarken eller bjergene for her at være nærmere Gud og at modtage en åbenbaring.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1982

De væsentligste optrin er givet vis, at Severian møder en dreng, som han navngiver Lille Severian (Little Severian). Han tager Lille Severian med sig videre på rejsen, men drengen ender med at blive dræbt. Dette dødsfald sætter Severian fri, for da Lille Severian er borte, synes hans bånd til fortiden at være kappet, og Severian kan nu frit gå på jagt efter en anden identitet – en identitet, som vi ved, rummer noget stort, for det blev jo allerede fortalt i første bind.

Mindst lige så væsentligt er det lange og voldsomme opgør med kæmpen Baldanders. Kæmpen burde ikke kunne overvindes, men det lykkes alligevel for Severian. Kampen koster ham imidlertid det højt skattede bøddelsværd, som han har haft med sig på den lange rejse. Præcis dette er nok så afgørende, for dermed brydes det sidste formelle bånd til bøddeltilværelsen, og Severian sætter sig samtidig også symbolsk ud over døden. Terminus est (Dette er enden) hedder sværdet – men da klingen ødelægges, er der ikke længere nogen afslutning. Det hele kan fortsætte ud i evigheden, og en forsmag på denne evighed får Severian også kort efter kampen med Baldanders, hvor han møder skabningerne fra det hinsides, der afslører eller antyder nogle af deres kosmiske hemmeligheder for ham.

Paperback, Arrow Books 1982

Det univers, som Gene Wolfe fik påbegyndt skabelsen af i seriens første bind, bliver drastisk udvidet i bind tre, men hvor det i de to tidligere bøger var uklart, hvor det hele skulle bære hen, er det nu tydeligt, at Wolfe har en plan for værket. Indeværende bog er derfor i høj grad det sted, hvor symbolikken bag serien som helhed samles og bliver åbenbaret.

Tredje bind, der som sagt må siges at være det mest tempofyldt i serien, fremskynder og fokuserer således alt det, der skal forløses i den fjerde og sidste bog. Bindet er det klassiske, dramatiske vendepunkt, og det sted, hvor Wolfe for alvor afslører sin kærlighed til den jungianske fortolkning af eventyr, som han mere eller mindre har arbejdet med, og transformeret til sine egne behov, fra begyndelsen af sit forfatterskab. The Sword of the Lictor er imidlertid også en af den type bøger, det er vanskeligt at skrive noget entydigt om, fordi den er en venten og en forberedelse, mere end den er en selvstændig historie. Bind tre og fire hænger dermed i langt højere grad sammen end de to første bind, og det må derfor blive i det fjerde og sidste indlæg om serien, at jeg skal forsøge at sammenfatte mine tanker om bøgerne som helhed. Forhåbentlig bliver det om ikke alt forlænge.

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Arrow Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1996

Paperback, Orion 2000

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mænd med en mission

Amerikanske Pinnacle Books specialiserede sig i hårdkogte pulpromaner til mænd. De kørte lange serier, der kanske var forskellige i miljø og periode, men grundlæggende var de alle skåret over samme læst. Det er brutale romanfortællinger, der handler om kamp, vold, sex og action. Den væsentligste fællesnævner er imidlertid, at de stort set alle er bygget op omkring en stærk mand – en enegænger sat i verden for at rydde op.

Der er kontant afregning ved kasse et i disse serier, og lige nu har jeg en fest med en af dem. Det kommer der mere om snart. Her kan I se nærmere på et lille udpluk af Pinnacle-reklamer fra 1973. Bøgerne leverer præcis det, som reklamer lover…  så tag et dyk ned i Pinnacles absolut politisk ukorrekte univers.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Gene Wolfe, The Claw of the Conciliator (1981): Nettet kastes længere ud

Paperback, Orb 2000. Forrsidebillede er malet af Don Maitz og stammer fra romanens 1. udgave

I 1981 fortsatte Gene Wolfe serien om bødlen Severian, der i første bind i skam måtte forlade byen Nessus og begive sig afsted mod provinsbyen Thrax, for der at udøve sit hverv. Som det allerede er beskrevet i mit tidligere indlæg om serien, går det ikke helt så let, fordi Severian indvikles i forskellige intriger, før han har forladt sin hjemby.

Med åbningen af andet bind står det atter lysende klart, at Gene Wolfe går eklektisk til værks. Vi kommer ind i historien, da Severian allerede har tilbagelagt en del af sin rejse, og nu er han ankommet til byen Saltus. Tilfældighederne vil her, at han får lejlighed til at udøve sit arbejde som bøddel for bystyret, men som altid udvikler tingene sig i en uventet retning for den unge skarpretter. Kvinden Agia, som han fik problemer med i Nessus, er nemlig også i Saltus, og Severian forsøger at få hende i tale. Det udløser en lang, kompliceret kæde af hændelser, der sender Severian på en større omvej, før han i bogens slutning atter kan se sig selv på vej mod Thrax.

Paperback, Orb 2000

Jeg skal ikke gå videre ind i handlingen her, der hurtigt bliver ganske kompliceret at genfortælle. I virkeligheden er det mere interessant at se nærmere på Wolfes greb om fortællingen. Der kan nemlig ikke være bogen tvivl om, at Wolfes vision for værket rækker videre end den traditionelle dannelsesrejse, som seriens handling i sin grundstruktur afspejler.

Med The Claw of the Conciliator er det således tydeligt, at Gene Wolfe arbejder med en scenisk model for beretningen. Severian træder ind i tableauagtige situationer, hvor persongalleriet optræder på skift i vekslende konstellationer. Der er med andre ord et teaterpræg over romanen, som ikke alene ligger i tekstens opbygning, men som også er indlejret i selve handlingen. Severian slutter i den tidligere bog venskab med Dr. Talos og hans skuespiltrup. I stykkerne, som Talos selv skriver, indtager skuepillerne arketypiske roller i noget, der er en form for commedia dell’arte. Severian kan derfor også, uden at have erfaring som skuespiller, udfylde rollen som døden, takket være hans bøddeludstyr.

Hardcover, Timescape Books 1981. Romanens 1. udgave

Det er imidlertid ikke bare på scenen, at Severian synes at indtage en rolle. Han opfylder også en rolle som en bestemt type protagonist i selve den fortælling, som Gene Wolfe fortæller os. Eller rettere, så tilskriver Severian sig selv en bestemt rolle i den fortælling, han – som jegfortæller – viderebringer til os. Wolfe indskyder med andre ord et metalag i romanen og lader Severian bruge sit liv og personerne i sit liv, som aktører i et nøje tilrettelagt drama, der handler om hans vej mod magtens tinde. Severian iscenesætter sig selv for sin læser, fordi hans historie har et ærinde, som vi skal vende tilbage til i omtalen af fjerde og sidste bind.

Som læser må man altså være opmærksomme på, at Gene Wolfes bøger om Severian ikke bare er en historie i en historie; det er en fortælling genfortalt indenfor rammerne af en nøje fastlagt skabelon, hvor alle figurer opfylder helt bestemte roller. Det fascinerende er så, at vi som læsere ikke kender eller har nogen mulighed for at forstå disse arketyper til bunds.

Vi synes overfladisk at genkende typerne, men Wolfe forvrider konstant meninger og karaktertræk, så arketyperne ikke lever op til forventningerne alligevel. Vi genkender altså hans figurer som typer, men de egentlige implikationer går hen over hovedet på os. Wolfe skriver i virkeligheden en itubrudt fortælling, som vi ikke kan afkode fuldstændigt. Vi læser Severians selvbiografi som et brev fra fremtiden, men forstår kun budskabet partielt, præcis som når vi vender os mod fortiden, altså historien, og studerer historiske kilder, der på en gang kan synes lige så genkendelig og kulturelt anderledes, som den fremtid Wolfe postulerer.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

The Claw of the Conciliator åbner også nye horisonter for serien. Wolfe drillede allerede sine læsere i første bind ved at gøre kompasretningen nord til hjemsted for alt varmt og syd retningen for alt koldt. Denne form for invertering skubber han nu også ud i tid, således at Severian møder en grøn mand i et telt i Saltus. En grøn mand, der henviser til den siden antikken kendte bladmand, som ledsager Pans satyriske følge og middelalderen igennem gemmer sig som vignet i arkitekturen om manuskripternes marginer, før han med renæssancen bliver reduceret til et rent ornament. Den grønne mand er med andre ord et fortidigt billede, men i romanen fortæller manden til Severian, at han kommer fra fremtiden og derfor kender svaret på alt. En lige så stor løgn, som Severians, der påstår, at han husker alt.

Omvendt opdager Severian, at hans ven og rejsefælle Jonas ikke er et menneske, men en kunstig skabning – en robot om man vil – der med sit rumskib styrtede ned på jorden for længe, længe siden. Robotten kommer med andre ord fra fortiden. Tilsammen danner sådanne paradoksale forhold et billede af tiden som fænomen, der strækker sig så ufattelig langt både bagud og fremad. Alt synes muligt, alt kan forsvinde og genopstå. Det er svimlende perspektiver, som Wolfe her på legende og fascinerende vis sætter i spil.

Ved afslutningen af bogen må læseren da også konstatere, at Gene Wolfe har udvidet rammerne og den tematiske kerne for serien betydeligt. Han har sat en flimrende serie af idéer i søen, hvis mening og konsekvenser for den videre fortælling på dette punkt synes ganske uklare.

Paperback, Arrow Books 1982

Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor Wolfe vil have os hen med sin beretning, men netop det er også pointen. Vi kan måske nok genkende Severian som menneske, men dybest set er han en gåde for os, og det samme er hans verden såvel som hans beretning.

Romanen er dermed et vindue for os, hvorigennem vi kan belure en fremmed verden, et fremmed sted og fremmede betydninger, men vi gør det med løftet om, at der ligger en form for pointe i vente, når Severian er færdig med sin historie. Severian lover os næsten ordret, at der er en mening med det hele. Om Gene Wolfe også indfrier Severians løfte er en anden snak.

Paperback, Timescape 1982

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

The Claw of the Conciliator er en eksplosion af idéer, et hæmningsløst stykke prosa, der lyver og antyder uendeligt meget, og det taler til bogens oprindelige redaktørs ære, at de turde byde deres læsere et stykke så kompromisløst litteratur.

Mere følger senere, når vi skal se på seriens tredje bind.

Paperback, Arrow Books 1986

Paperback, Legend 1991

Hardcover, The Easton Press 1993

Paperback, Orion 2000

Paperback, Gollancz 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015

 

2 kommentarer

Filed under Roman