Zombiesange til fredagen

Her kommer to fine, nye numre, der sjovt nok begge har zombier som tema. Først en af bloggens helt store helte, Lars Frederiksen, der udgiver en soloplade ganske snart med en blanding af genindspilninger af gamle numre samt nogle enkelte nye. Det er et ret godt projekt, som allerede har bragt flere fine singler, og som viser hr. Frederiksen fra en mere følsom side end vi normalt møder ham. Præcis i dette nummer er der dog ganske god smæk for skillingen, når han konfronterer en ”Army of Zombies”:

Det andet nummer er af The Cutthroat Brothers og Mike Watt, der udsender albummet Devil in Berlin nu i december. Det bliver helt sikkert en fed plade, og deres retro-horrorsang ”Like a Zombie” burde gå rent ind hos alle, der bare sværmer det mindste for The Cramps og alt det, som de har inspireret. Den er i hvert fald gået lige ind hos mig. Det orgel er ikke til at stå for!

Gør dig selv en tjeneste og giv begge numre et lyt.

På genhør på søndag, hvor vi atter engang må stå ansigt til ansigt med apokalypsen.  

Kiss the Anus of a Black Cat spiller sig ind i mit “Heartland”

Her på bloggen sker der desværre ikke så meget mere i denne uge eller i den næste, hvor der står efterårsferie på programmet. Jeg synes dog lige, at jeg vil dele mit oktober-soundtrack med jer. Jeg har i øjeblikket udnævnt den lille belgiske neofolk-gruppe Kiss the Anus of a Black Cat til denne måneds verdens bedste band nogensinde. Deres plader er ret forskellige, men albummet Weltuntergangsstimmung fra 2012 er helt og aldeles fremragende. Det må du ikke snyde dig selv for.

Min vej ind til bandet gik gennem deres fuldstændig fantastiske cover af mine gamle helte Sisters of Mercys nummer ”Heartland”, der hører til blandt Sisters bedste sange overhovedet.

Her kan du høre Kiss the Anus of a Black Cat spille “Heartland”:

Og skulle du have glemt originalen (skam dig!) – så kommer den her:

På genhør i slutningen af næste uge, hvor rejsen går til Atlantis.

Pas nu på det mørke, siger King Dude

Det er næsten en tradition, at jeg skal nævne det, når min helt, den uovervindelige King Dude, laver noget nyt. Nu har han lige udsendt et album med B-sider og coverversioner, der aldrig er blevet samlet før. Det er der kommet et ganske charmerende album ud af, som desværre ikke er kommet på vinyl, kun er digitalt. Øv.

King Dude, som han også kan se ud

Dette tager dog ikke noget fra musikken, som byder på ret mange stærke og spøjse øjeblikke. Her kan du eksempelvis give Abbas ”The Winner Takes It All” et lyt:

Vi ses på søndag, hvor det atter en gang spøger på bloggen.  

”The Magnificent Seven”

Er du mest til Sex Pistols eller The Clash? Det er et af livets store spørgsmål. Jeg er mest til The Clash, som jeg holder utrolig meget af. Grunden til at jeg bringer det på bane er, at der i slutningen af sidste år blev udsendt en form for musikvideo, der er skabt af den legendariske Don Letts. Videoen følger Clash under deres ligeledes legendariske ophold i New York i 1981 tilsat tonerne fra sangen ”The Magnificent Seven”, der stammer fra det monstrøse smertensbarn af et album Sandinista! (1980). Nummeret er fedt, og videoen er et ret fint gensyn med nogle ikoniske øjeblikke i bandets og punkens historie:

God fredag. Vi ses på søndag, hvor turen går til Afrika.

– Martin

Varer juledvalen lige til påske?

Så er det juleferie og bloggen går i hi. Den vågner igen af sin dvale, ikke til påske, men d. 6. januar, hvor vi kan tage hul på et nyt år med masser af genrefiktion.

Imens kan du lade Pom Pom Squad få dig i julestemning med en cool single, de udsendte for to uger siden.  Nummeret hedder passende ”Hello Santa Claus”.

På genhør

Martin

Gode gamle Jello Biafra

En af mine gamle helte, Jello Biafra fra Dead Kennedys, har et nyt album på trapperne med sit band The Guantanamo School of Medicine. Albummet hedder Tea Party Revenge Porn, og så er tonen lagt. Det er det første nye album siden 2013, hvilket må siges at være en lang pause. Jeg så dem, da de spillede i København for nogle år siden, hvilket var en stor, stor oplevelse, mest fordi jeg endelig oplevede Jello live. Noget jeg nok aldrig havde troet skulle ske. Havde jeg fortalt til Martin på 15, at han en dag ville være til koncert med Jello, ville han kalde mig en løgner. Hvem ved, med den nye plade kan det måske ske igen. Det håber jeg.

Desværre må jeg også indrømme, at de nye sange, som bandet har lagt online med tilhørende videoer, ikke helt holder musikalsk. Musikken lider i virkeligheden under Jellos person, der vel egentlig er udgangspunktet for hele bandet. Jellos vokal og lyrik fylder så meget i mixet, at resten af gruppen næsten er reduceret til baggrundslyde til fordel for vokalen. Det er da også altid værd at lytte til Jello, men han trænger til den form for modspil, som han får, når han optræder som gæstevokalist hos andre kunstnere. Det gør han heldigvis jævnligt, men i denne konstellation bestemmer han tydeligvis for meget.

Uanset hvad, kan jeg ikke helt få mig selv til for alvor at kritisere hverken Jello eller The Guantanamo School of Medicine. Gammel kærlighed ruster jo ikke for alvor, også selvom den kan blive lidt tung ad åre.

Her får I første single – The Last Big Gulp:

Vi ses på søndag til gys og gru fra 00’erne.

 

 

Lidt snak om nyt og Marian

Sommerferien nærmer sig og vi kommer også nærmere en form for normal tilværelse igen. Det er ganske rart, synes jeg. Jeg har i den seneste tid arbejdet på at få afsluttet en del projekter, hvilket nok kunne mærkes på aktivitetsniveauet her på bloggen. Sådan må det være i perioder, når det kun er mig, der bemander skansen.

En af de ting, som jeg gerne vi dele her på bloggen er, at jeg er begyndt at arbejde på en ny genrehistorie. Denne gang handler det om fantasygenren. Mens jeg afsluttede Skrækvisioner var der flere ting, som det ærgrede mig, jeg ikke kunne komme ind på. Det har jeg besluttet at gøre noget ved, således at Skrækvisoner får en pendant eller et søsterbind af lignende tilsnit.

Niels Dalgaard har skrevet godt om SF-genres historie, jeg har skrevet om gysets udvikling, og når min næste bog er udkommet, har vi også et bind om fantasygenrens udvikling på dansk. Det er da meget godt, synes jeg. De første to kapitler er skrevet, men der er lang vej igen, så du kommer helt sikkert til at høre mere om dette. Nu er folk advaret!

Hvis du savner et lille, musikalsk løft til fredagen, kan du her lytte til Death In Rome, der har indspillet et cover af Sisters of Mercys goth-klassiker ”Marian”, hvilket i sig selv er en fantastisk sang. Giv covernummeret et lyt, det er ganske cool, synes jeg. Ellers kan du glæde dig til på søndag, hvor vi skal en tur ud på landevejen.

Alt i alt

Einstürzende Neubauten har arbejdet på et nyt album i noget tid. Nu er den single næsten lige udkommet, der har lagt navn til hele albummet – ”Alles in Allem”. Det er et stille, eftertænksomt nummer, der i videoen viser Meister Bargeld bag et el-orgel. Sangen er fremragende og rørende. Et stykke af den virkelig fine musik og lyrik, som udmærker bandet i deres senere inkarnation. Meget mere er der vel ikke at sige – lyt til Blixa, der vemodigt lader som om, at han er ved at runde sit kunstnervirke af. Det er han næppe, men derfor kan vi jo godt lade os bevæge alligevel.

 

Vi ses på søndag, hvor dommedag næsten, men også kun næsten, er over os.

 

Full Virgo Moon? Ja tak!

Min helt King Dude har lige udsendt et nyt album. Det udkom d. 13. marts og hedder Full Virgo Moon. En fed titel og et fedt omslag. Efter et par albums med en stor lyd og, for King Dude, en stor produktion, er han her gået tilbage til et mere minimalistisk udtryk. Pladen ligner derfor hans første albums meget, og det er rigtig fedt. Den nye plade har nogle af de bedste sange, som jeg har hørt fra ham i lang tid, så jeg er ret begejstret. Selvfølgelig er jeg det. Kunne jeg være andet? Nok ikke, det er jo King Dude.

Her kan du lytte til den poetiske titelsang, der hører til blandt pladens bedste. Giv den et lyt og slut dig til hans kirke:

Vi ses på søndag, hvor det måske spøger på bloggen.

Charlie Don’t Surf

Her kommer en lille sang, der måske kan muntre lidt op i en virusramt hverdag. Her i Fra Sortsand-bunkeren har vi i hvert fald nu indstillet os på nogle laaange uger, mens vi venter på at få hverdagen tilbage. I den forbindelse kan det være godt med lidt festlig musik. Det kommer her i form af den syrede duo The Sunflowers fra Portugal.

De leverer ret cool psych-rock med flere nik til The Cramps, så kan man andet end at elske dem? Det tror jeg ikke! Giv dem et lyt; her er nummeret ”Charley Don’t Surf” fra albummet The Intergalactic Guide To Find The Red Cowboy, udsendt i 2016.

God weekend (og lad nu være med at hamstre).

Vi ses på søndag, hvor det bliver slemt gotisk.