Hvordan kunne du gøre det, Jonesy?

Man kan mene om Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks, hvad man vil; jeg er nok mere en Clash-mand, hvad det angår. Desuagtet har Sex Pistols haft en enorm kulturel betydning, og for folk, der ikke normalt lytter til punk, står de formentlig som det arketypisk billede på den genre og kulturelle bevægelse.

John Lydon og Steve Jones

Pistols indtog verden i ’77 med alt hvad det indebar af oprør, æstetik og larm. Under ti år senere – i ’89 – kunne bandets guitarist og primære sangskriver Steve Jones stille sig op som frontfigur i et band under eget navn og udsende albummet Fire and Gasoline, med det første og eneste singleudspil ”Freedom Fighter”. Vi taler her skrækkelig cock-rock af værste skuffe.

Jonesy leverede med andre ord et totalt knæfald for alt, hvad Pistols kæmpede imod. En større kunstnerisk kovending skal man søge meget, meget længe efter. Freedom Fighter eller nærmere bare klam, kommerciel plastik-rocker? Det blev ikke til noget stort gennembrud med det album, for heldigvis var tiden ved at løbe fra udtrykket. Et godgørende uvejr var ved at trække op i nordvest, og tak for det, Seattle!

Se og hør skrækken her:

 

Vi ses på søndag, hvor apokalypsen rammer bloggen, som en mursten.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Richard Laymon, Savage (1993): Da Ripperen drog mod vest og blev cowboy

Paperback, Headline 1993. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Ingen kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Desuagtet var han ekstremt produktiv og arbejdede utrætteligt på at udsende genreromaner, der i en eller anden grad jagtede guldet i form af bestsellergennembruddet. Det fik han aldrig for alvor, men hans som oftest voldsomme og slibrige fortællinger havde afgjort et publikum. Han huskes da også bedst i dag for lummer splat, der helt afgjort er skrevet til husarerne.

Men Laymon forsøgte også at gå andre veje, hvilket absolut tjener til Laymons ære. Om inspirationen til dette kom fordi, læserne efterhånden havde mistet smagen for gys og gru i 90’ernes første halvdel, eller om Laymon rent faktisk følte et behov for at afprøve noget nyt, er et åben spørgsmål. Med Savage fra 1993 forsøgte han sig i hvert fald med en roman, der både tematisk og i omfang adskiller sig fra hovedparten af alt det, som han fik udgivet i løbet af sin karriere.

Savage har den præmis, at grunden til, at Jack the Ripper aldrig blev fanget, er, at han flygtede til Nordamerika i 1888. Her kunne han uhindret fortsætte sit uvæsen i det vilde vesten, hvor lovens arm var en hel del kortere end i metropolen London.

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Jack the Ripper er dermed bogens skurk, men ingen skurk uden en helt, og ham har vi i form af den kun 15 år gamle Trevor Berntley, der ved et uheld kommer med ombord på det lille skib, der skal føre Ripperen over Atlanterhavet. Trevor kommer til at fungere som matros for Jack på rejsen, og da de endelig er ankommet, vil Ripperen skaffe sig af med hele sin besætning, så der ikke er nogen vidner, som kan afsløre hans identitet.

Han tror da også, at han har druknet Trevor, men der tager Ripper-Jack fejl. Trevor overlever mordforsøget, og dermed kan en menneskejagt igennem det vilde vesten begynde. Trevor er nemlig overbevist om, at han aldrig vil få fred, før Ripperen er blevet stoppet, og da det kun er ham, der kender Ripperens identitet, er det også kun ham, som kan stoppe den koldblodige seriemorder.

Med Savage leverer Richard Laymon en rejseberetning, der følger Trevors vej fra London til den endelige konfrontation med Ripperen et sted i ødemarken. Da de to står ansigt til ansigt igen ved romanens afslutning, er der sket meget. Det vilde vesten har gjort Trevor til en mand, han har fået en kæreste og den forskræmte dreng fra London er blevet erstattet af en vejrbidt cowboy. Der er med andre ord tale om en klassisk dannelsesrejse, som trækker frit på drengebøgernes røver-og-soldater-univers. Romanen fremstår derfor også som en hyldest til de spændingsromaner, der var med til at skabe udgangspunktet for pulplitteraturen og dermed også til den fiktion, som Laymon senere selv skrev.

Hardcover, St. Martin’s Press 1993. Romanens første udgave

Rejsen mod USA bærer eksempelvis umiskendelig lighed med Jack Londons fantastiske The Sea-Wolf (1904), mens man mærker en tonstung inspiration fra Twains episodiske skildringer af livet ved Mississippi-floden i den rejseskildring, der begynder, da Trevor sætter i land på den amerikanske kyst. Hertil kan man så også føje velkendte western-troper, der fører os forbi revolvermænd, soldater, svindlere og alt mulig andet.

Det er imidlertid ikke kun i handlingen, at Laymon parafraserede sine forbilleder, han gjorde det samme i selve sproget. Savage er nemlig skrevet i tilstræbt arkaisk sprog, der slår igennem i både beskrivelser og dialog. Det har tydeligvis været en æstetisk udfordring, og man noterer sig hurtigt en hel del vendinger, som Laymon har lært sig fra den historiske fiktion og nu skamrider i sin tekst. Sprogligt har han dermed spændt buen for hårdt og skabt et værk, der føles stift og unaturligt. Ja stedvist nærmest klaustrofobisk, fordi man mærker, hvordan hans stilistiske valg gør det svært for ham at udfolde de mere ambitiøse scener i romanen, hvor unge Trevor får lov at diskutere livets store spørgsmål med de mere tænksomme mennesker, han møder på sin vej.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det svulstige og manierede, der normalt er negative kendetegn ved Laymons fiktion, i denne sammenhæng rent faktisk arbejder med ham. Der opstår en ny form for synergi mellem sproget og den historiske handling, der på besynderligvis bringer Laymon tættere på en oplevelse af autenticitet end det, som man finder i hans normale, samtidsfiktion.

Paperback, Dorchester Publishing 2007

Man kommer heller ikke uden om at genkende Laymons smag for blod og sex. Han bryder her den historiserende tone og leverer ganske rå beskrivelser af vold og død. Det er eksempelvis særdeles barske sager, hvad Jack the Ripper gør ved sine ofre, og sexscener serverer han også for os. Sidstnævnte er dog her præsenteret i et mere floromvundet sprog end den sædvanlige, mere kontante fremstilling vi ellers kender hos Laymon.

Laymon prøvede noget nyt med Savage, men grundlæggende er der bare tale om en ydre forandring. Bag ordene finder vi selvsamme, gamle Laymon, der gør det, han altid gjorde. Når alt det er sagt, mener jeg faktisk, at Savage må være en af Laymons bedste værker. Romanen er let at pille ned, fordi den stilistisk er så kluntet, som den er, men på trods af det er der en oprigtig passion for vildmarkseventyr og westerns, der kommer til udtryk her. Der er et sus over historien, noget friskt og pågående, som griber læseren og giver en lyst til at følge den ellers småirriterende Trevor på hans eventyr. Man gribes af eventyrets fart og drama, kampenes blodige alvor og Ripperens uendelige ondskab.

Ebog, Headline 2012

På den led er det lykkes for Laymon at skabe et stykke ganske veldrejet pastiche, der rent faktisk opnår, hvad det tilstræber. Han hverken nytænker eller finder på finurlige krumspring, der skal overraske os undervejs og lege med udtrykket. I stedet har han givet os en præcis genrehyldest, som forsøger at indfange et tabt, historisk udtryk, og den formår at gøre det og gør det endda med en betydelig underholdningsværdi. Jeg har i hvert fald en svaghed for den type fortællinger, som Savage trækker på, og Laymons roman gør sig, på sin egen naive måde, godt i dette selskab.

Det er meget ros til Richard Laymon, hvis romaner ellers ikke fortjener ret mange roser, men nogle gange arbejder tingene med os, og det gjorde de i høj grad for Laymon, da han en smule overmodigt satte sig for at skrive Savage.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skrækvisioner

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Gulp! Så har jeg brugt den seneste tid på at få den endelig korrektur af Skrækvisioner på plads. Med en bog på 440 sider og 180.000 ord, tager det sin tid. Det er derfor også ret fedt, at det hele nu er afsluttet og bogen sendt afsted, så den kan udkomme i slutningen af marts. Hurra. Jeg glæder mig ret meget til at stå med den i hånden – det har været et meget langt bekendtskab efterhånden. Faktisk er det en smule surrealistisk, at hele det kæmpe arbejde nu har fået en ende.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Her kan du se det omslag, som forlaget har brygget sammen samt en indholdsfortegnelse til de videbegærlige vovehalse, der måske kunne tænke sig at gå ombord i bogen. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre nysgerrigheden hos bloggens læsere.

På snarligt genhør

– Martin

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Lindsay Gutteridge, Fratricide is a Gas (1975): Farvel til verdens mindste agent

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge fik overraskende stor succes med sin første roman om mikro-agenten Mathew Dilke, der i dronningens tjeneste gik til kamp for England imod diabolske kommunister. Dilke blev skrumpet til under en centimers størrelse ved hjælp af en særlig pille, og dermed åbnede der sig bogstaveligt talt en ny verden for ham. Det fik læserne ikke mindst at opleve gennem Dilkes eventyr i hans egen baghave, der nu pludselig antog karakter af en enorm regnskov fyldt med gigantiske insekter.

Det spor af rendyrket ramasjang genoptog Gutteridge også i anden roman om Dilke, hvor turen gik til Nordamerika. Her måtte han bekæmpe kommunistiske mikro-agenter, der eksperimentelt forsøgte at udnytte skovmyrer som biologisk våben.

Andet bind var ikke helt samme kommercielle succes som det første, men Gutteridge valgte alligevel at fortsætte sin historie i et tredje bind, der skulle vise sig at blive seriens sidste. Denne gang bliver den gæve Dilke sendt til det mørke Peru, hvor han skal infiltrere en isoleret fabrik, anbragt ude i junglen, hvor der måske bliver produceret giftgas. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der foregår lyssky ting på stedet, og derfor må Englands bedste spion trække i trøjen igen.

Dilke bliver fløjet til Lima, og derfra går rejsen ind i junglen. Han er skjult i en cigaretpakke, der er blevet komfortabelt indrettet som en form for sovevogn med bl.a. en stol, hvor han kan spænde sig fast, når hans ”vært” bevæger sig omkring med Dilke i lommen.

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Romanens 1. udgave

Planen kommer godt i vej, men pludselig begynder tingene at gå galt. Den agent, der har smuglet Dilke ind i Peru, bliver dræbt, og snart ser Dilke sig strandet i den mistænkte fabriksejers hjem. Nu er gode råd dyre, for ikke alene må vores hovedperson på egen hånd finde ud af, hvad der foregår på fabrikken, han må også selv finde en vej hjem igen.

Naturligvis viser det sig, at der er noget råddent ved fabrikken. Kunne det være anderledes, når fabriksejeren er en tidligere nazi-læge, der nu arbejder med sine kemiske eksperimenter langt fra lands lov og ret? Professor Heinrich Lippe, hedder denne læge, og hans vanvid får vi at føle, da Dilke bliver vidne til, hvordan lægen koldblodigt myrder nogle indbudte diplomater fra forskellige slyngelstater for at demonstrere, hvordan hans nyudviklede giftgas fungerer. Gassen forvandler sine ofre til blodtørstige monstrer, der i en blodrus går i gang med at angribe alt, der bevæger sig. Perspektivet er gruopvækkende, for tænk hvis gassen blev kastet ned over en storby.

En gang ond nazist, altid ond nazist, og Dilke forstår, at han må stoppe denne læge, før hans hemmelige recept slipper ud af junglen. Derfor går Dilke i krig, hvilket ikke er helt let, når man kun er omtrent en halv centimeter høj og pludselig, ved et uheld, ryger ud af huset og havner i en fremmed have, fyldt med junglens eksotiske insekter, der vel at mærke alle har gigantstørrelse!

Som afskedssalut til serien er Fratricide is a Gas et ganske underholdende farvel til Dilke og hans verden. Gutteridge har formået endnu en gang at gentænke plottet og skabe en anderledes situation for Dilke, med nye udfordringer og modstandere. Dybest set er det jo det samme i alle tre bøger, som den lille mikromand må slås med, men der er alligevel nogle stemningsmæssige forskelligheder de tre bind imellem, der gør, at de ikke er identiske.

Dermed ikke sagt, at serien vinder i troværdighed. Langt fra. Det er stadig præcis lige så uforståeligt, hvorfor det skulle være en fordel med disse mikloagenter som i de tidligere to bøger, men det må man lade ligge, hvis ikke det hele skal falde sammen. Romanerne er pulp og eventyr, ikke andet.

I tredje bog får vi også en 1:1-tegnign af Dilke – her anbragt under bogens motto. Han måler ca. 6 mm

Hvor andet bind var et vildmarkseventyr, udspiller en stor del af tredje bind sig indendørs. Dilke bestiger møbler på størrelse med bjerge, kæmper sig gennem en pampas af et langhåret gulvtæppe og så fremdeles. Hjemmet bliver omdannet til en vildmark, hvilket faktisk er meget sjovt.

Desuagtet er stemningen i tredje bind mere rå end i de to tidligere, hvilket muligvis skyldes, at det primært var naturen som sådan, der var Dilkes modstander i første og anden bog.

I den sidste roman er det mennesket, som er hans virkelige fjende, og endda et komplet kynisk og skruppelløst et af slagsen. Men forråelsen stikker også dybere. Der er noget ondt, som gennemsyrer bogen, og romanen har ikke samme stemning af pulpet gåpåmod som de tidligere bind. Kampen, der udspiller sig, er kold, og Dilkes desperation over at være standet alene i sin krig mod en overmægtig modstander gør det hele en smule deprimerende og surt. Oplevelsen af farlighed i teksten bliver på den led styrket, men det gør også teksten mindre umiddelbar og sympatisk end de to tidligere, der var præget af en vis drengebogsånd eller uskyld.

Der er ikke for alvor noget dybere budskab at finde bag Gutterirdges univers, i hvert fald ikke i det tredje bind, men alligevel er det som om, at han vil fortælle os et eller andet med sin pessimisme. Han fortæller os noget om sig selv, med det tab af positivitet og tro på videnskaben, der med et blive udfoldet i dette bind. Det er næsten som om, at Gutteridge pludselig med denne sidste historie indså det problematiske i hele idéen med at skrumpe mennesker og isolere individet, som det er blevet gjort med Dilke og hans medagenter. Der ligger en form for fordømmelse af legen med menneskekroppen og menneskets værdighed, om det så handler om at skrumpe kroppen eller at ødelægge den med giftgas.

Af den grund kan det heller ikke overraske, at dette blev sidste bind i serien. Distancen var løbet, og Gutteridge ender med at vrage sit eget univers ved at udstille det som endnu et eksempel på menneskets og videnskabens usunde trang til at forandre verden og bøje den efter egent hoved. Det er næsten lidt trist, at det skulle ende sådan, men omvendt er det interessant at kunne følge den udvikling i Gutteridges lille trilogi. Stor kunst har der ikke været tale om, stor pulp ej heller, men alligevel er der noget stærkt ved hans idé om at lege med skaleringen af den menneskelige krop. Han førte det vel også omtrent så langt om konceptet kunne bære, og måske endda lidt længere end det.

For en god ordens skyld, får I lige alle tre forsider, som Futura udstyrede deres udgave af serien med. Ganske fede, ikke?

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

Paperback, Futura 1979. Omslaget er fornemt malet af Vicente Segrelles

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Så kom der en forside

Hurra! Min roman Rama Rama Europa, der udkommer her til marts, har fået en forside. Det er ret fedt, for så er bogen vitterligt ved at være på trapperne. Det har jeg glædet mig utrolig meget til, fordi det er en roman, jeg er ganske stolt af. Det er en fortælling, der afgjort går andre veje end det jeg tidligere har skrevet, og resultatet er blevet en fascinerende fabel, synes jeg, om venskab og kultur.

Der kan siges ret meget om bogen, hvilket jeg sikkert også kommer til i senere indlæg, men her kan du i hvert fald læse bagsideteksten, som den ser ud i skrivende stund. Den ændrer sig måske inden udgivelsen, men det får vi at se. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre din nysgerrighed.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Drug Church siger ”Bliss Out” med ny single

Jeg sidder og håber rigtig meget på, at amerikanske Drug Church lægger vejen forbi København eller måske bare et eller andet let tilgængeligt spillested denne sommer. Jeg vil rigtig gerne se dem live, og de har netop smidt en ny single på gaden, hvilket jo kunne tyde på, at de barsler med et eller andet. Det håber jeg i den grad. Det nye nummer, ”Bliss Out”, er måske ikke den bedste Drug Church-sang nogensinde, men den er ganske cool og fanger bandets karakteristiske lyd meget godt. Prøv et lyt til sangen, måske du også melder dig ind i deres kirke. Så kan vi dele bænk.

 

Vi ses på søndag, hvor menuen står på Moorcock.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video