Lidt snak om nyt og Marian

Sommerferien nærmer sig og vi kommer også nærmere en form for normal tilværelse igen. Det er ganske rart, synes jeg. Jeg har i den seneste tid arbejdet på at få afsluttet en del projekter, hvilket nok kunne mærkes på aktivitetsniveauet her på bloggen. Sådan må det være i perioder, når det kun er mig, der bemander skansen.

En af de ting, som jeg gerne vi dele her på bloggen er, at jeg er begyndt at arbejde på en ny genrehistorie. Denne gang handler det om fantasygenren. Mens jeg afsluttede Skrækvisioner var der flere ting, som det ærgrede mig, jeg ikke kunne komme ind på. Det har jeg besluttet at gøre noget ved, således at Skrækvisoner får en pendant eller et søsterbind af lignende tilsnit.

Niels Dalgaard har skrevet godt om SF-genres historie, jeg har skrevet om gysets udvikling, og når min næste bog er udkommet, har vi også et bind om fantasygenrens udvikling på dansk. Det er da meget godt, synes jeg. De første to kapitler er skrevet, men der er lang vej igen, så du kommer helt sikkert til at høre mere om dette. Nu er folk advaret!

Hvis du savner et lille, musikalsk løft til fredagen, kan du her lytte til Death In Rome, der har indspillet et cover af Sisters of Mercys goth-klassiker ”Marian”, hvilket i sig selv er en fantastisk sang. Giv covernummeret et lyt, det er ganske cool, synes jeg. Ellers kan du glæde dig til på søndag, hvor vi skal en tur ud på landevejen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Alt i alt

Einstürzende Neubauten har arbejdet på et nyt album i noget tid. Nu er den single næsten lige udkommet, der har lagt navn til hele albummet – ”Alles in Allem”. Det er et stille, eftertænksomt nummer, der i videoen viser Meister Bargeld bag et el-orgel. Sangen er fremragende og rørende. Et stykke af den virkelig fine musik og lyrik, som udmærker bandet i deres senere inkarnation. Meget mere er der vel ikke at sige – lyt til Blixa, der vemodigt lader som om, at han er ved at runde sit kunstnervirke af. Det er han næppe, men derfor kan vi jo godt lade os bevæge alligevel.

 

Vi ses på søndag, hvor dommedag næsten, men også kun næsten, er over os.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Clive Barker, Sacrament (1996): ”Dette er mit legeme…”

Paperback, HarperPaperbacks 1997

I 1980’erne var Clive Barkers udtryk én ting, i 1990’erne var det blevet til noget fuldstændigt andet. Bevares, man kan se den røde tråd, der løber fra de tidlige noveller i Books of Blood-serien til dét, han skriver i dag, men forskellene er langt større end lighederne.

Barker har aldrig fattet sig i korthed. Selv hans tidlige noveller er lange, men da han først fik hul på romanproduktionen, sprængte han rammerne og bredte sig for alvor ud i svulmende fortællinger. En typisk Barker-roman er derfor ganske omfattende, hvilket absolut også gør sig gældende for den bog, som vi skal se nærmere på her.

Paperback, HarperPaperbacks 1997

Sacrament fra 1996 er en sær gøgeunge af en roman, der fremstår lige dele bevidst og ufrivilligt mystisk. Handlingen er på sæt og vis klar, men det antydes samtidig, at historien er ladet med så meget subtekst, at man som læser konstant er på jagt efter dybere mening eller referencer. Her bliver det imidlertid vanskeligt, for som en anden gnostisk tekst er alt pakket ind og sløret i halve hentydninger. Det meste af dette er sikkert et bevidst valg fra Barkers side, men jeg sidder alligevel med en følelse af, at romanprojektet løb fra ham, mens han arbejdede på bogen.

Historien handler om den homoseksuelle naturfotograf Will, der stemningsfuldt indleder romanen med en nærdødsoplevelse. Han bliver angrebet af en udsultet isbjørn og bliver næsten dræbt. I sine febervildelser på hospitalet gennemlever han efterfølgende et optrin fra sin barndom, han egentlig havde fortrængt og mindes samtidig sit ungdomsliv i San Francisco og de venner og elskere, der har haft betydning for ham.

Clive Barker (født d. 5. oktober 1952) fotograferet i begyndelsen af 00’erne

Da Will langt om længe kan forlade hospitalet, er der to ting, som står klart for ham. For det første må han tage afsked med sit livs store kærlighed, der nu ligger syg med komplikationer som følge af HIV. Men endnu vigtigere forstår Will, at der er noget, han mangler at gøre. Det, han oplevede som ung dreng hjemme i England, før han flyttede til USA for at prøve lykken, kalder på ham, og Will må derfor rejse tilbage til sit hjemland for at konfrontere et sort øjeblik i fortiden, der nu er begyndt at røre på sig igen.

Dette sorte moment fra barndommens fjerne fortid er manifesteret i det ildevarslende ægtepar Rose og Jacob, der som overnaturlige, tidløse skabninger tilsyneladende arbejder på at udslette liv og arter på kloden. De indsamler og ødelægger mangfoldigheden og synes bogstaveligt at slukke verdens lys. Will sluttede sig næsten til Rose og Jacob, dengang han mødte dem som stor knægt, og nu må han hjem og afslutte det, der begyndte dengang.

Hardcover, HarperCollins 1996. Romanens 1. udgave

Romanteksten springer frimodigt i tid og rum. Snart er vi i Wills barndom, snart er det den nutidige, modne Will, vi følger i England, snart er han i San Franciscos bøssemiljø i 80’erne. Flere gange smelter tid og sted sammen, ikke mindst takket være de totemlignende dyreånder, blandt andet en lumsk ræv, der dukker op flere gange og sender Will videre i fortællingen.

Det hele har en lettere enigmatisk tone, som afgjort bærer Barkers typiske fokus på det kropslige og sanselige. Metafysik fylder mere og mere i Barkers forfatterskab, og det er bestemt også tilfældet med denne roman. Men modsat meget andet, som Barker havde skrevet før Sacrament, er der også et meget åbenlyst lag af personlige erfaringer i bogen, hvilket Barker i øvrigt også selv efterfølgende har fortalt i flere interviews.

Paperback, HarperPaperbacks 1997. Den amerikanske paperbackudgave fra ’97 har absolut fået den fineste forside

Bogen bliver på den led delvist en form for selvbiografisk skildring af Barkers egen vej fra at være en ung, søgende mand i England til en kendt kunstner i USA. Karakteren Will har således nogle oplagte selvbiografiske træk. Eksempelvis deler Wills og Barkers kunst et fokus på det fordrejede og smertelige. Will fotograferer døende dyr, Barker dokumenterer den forvredne og ødelagte krop i sin litteratur. Begge udfordrer deres publikum ved at dyrke det skønne i det hæslige.

Romanen rummer dermed et vemodigt tilbageblik på en ungdom, der nu synes at være udslettet af AIDS og et hjertesuk over tabt vitalitet og festligt kaos. Barker vender absolut blikket indad her, men hvad der er overraskende er, i hvor høj grad han inviterer os læsere med ind i hans egen, personlige biografiske fortælling. Barker er notorisk privat, det har han altid været, og Sacrament fremstår derfor utrolig åbenmundet. Men også kun til en vis grad, for Barker vil mere end blot at fortælle sin egen historie, han bruger også AIDS-epidemien som billede på vores jordklode, der bliver fattigere og fattigere på liv.

Will vågner på hospitalet og indser, at han må sige farvel til sit gamle, selvoptagede jeg og nu forsøge at hellige sig noget større. Han må komme ud over sit navlepillende kunstnerjeg og gøre bod for fortidens synder. Wills mission synes at være Barkers budskab til hele menneskeheden. Vi må komme ud af vores koma og gøre noget. Industrialiseringens spøgelse går igen og myrder stille og roligt verdens ånd. Will tager kampen op, men spørgsmålet er, om vi læsere kan og vil gøre det samme? Set her fra 2020 må man sige, at Barkers opråb er blevet hørt (håber jeg). Man kan i hvert fald konstatere, at hans bog absolut er relevant for den klimadebat, der verserer nu.

Paperback, HarperCollins 2000

For Barker er kampen for miljøet ikke bare en spørgsmål om velfærd, sundhed og klima, det er en metafysisk eller åndelig kamp, der handler om at være på linje med jorden, forstået som et kosmisk eller overgribende bånd, der forbinder os alle. Mange af Barkers tekster handler om en søgen efter denne samhørighed med noget større, og konklusionen, han kommer med, svinger en hel del. I en anden kæmperoman, Imajica (1991), viser samhørigheden sig at være en illusion. Guds haller er her tomme, da det endeligt lykkes den søgende at finde frem til det himmelske tempel. I Sacrament er svaret et andet. Her må Will grave sandheden frem fra en mellemting mellem en dyrekirkegård og Knoglernes Dal for her at finde den ånd, som rent faktisk forbinder alt liv. Man fornemmer, at det er Barkers egen åndelige vej og søgen, vi her ser dokumenteret i de romaner.

Sacramanet er et stykke håbefuldt, optimistisk fiktion, der fortæller sin læser, at kampen ikke er forgæves. Den fortæller os, at vi renser os selv ved at konfrontere fortiden, og vi kommer derved også ud på en vandring mod opklaring og større indsigt. Romanen er med andre ord rendyrket New Age-spiritualitet, iklædt Barkers altid erotiske, makabre strejf og fine, poetiske sprog.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at romanens konfrontation med fortiden er Barkers eget besøg i sin historie, men han opfordrer også sin læser til at gøre det samme. For Barker har Sacrament dermed afgjort stor betydning, men som læser står bogen som et flimrende, stedvist fabelagtigt, stedvist gumpetungt monstrum af en roman, der desværre ender med at virke ganske uharmonisk i sin komposition. For meget bliver sammenstillet, for meget antydes, og for meget efterlades flagrende på de kosmiske vinde.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Rama Rama Europa igen

Nå, så har Rama Rama Europa været ude i verden lidt tid. Det er jo altid en underlig periode, der kommer efter en bog er udgivet. Det føles vel nærmest lidt tomt, fordi projektet er afsluttet og teksten nu har fået sit eget liv. Derfor er det naturligvis rart at høre fra læsere.

Rama er en ret speciel roman, som på den ene side har en klar fortælling og struktur, men som på den anden side absolut leger med læserens forventninger. Alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og den fremtid som min hovedperson Dalmatineren rejser omkring i, er måske slet ikke nogen fremtid alligevel. Umiddelbart kunne hans Europa dermed fremstå som post-apokalyptisk, men er det nu også det? Det er et godt spørgsmål, som læseren nok i virkeligheden selv bedst kan besvare.

Bogen har fået sin såkaldte lektørudtalelse, og den var heldigvis rigtig flot. En samlende konklusion som: ”Virkelig underholdende og velskrevet roman, som kan anbefales” kan jo kun gøre mig glad. Jeg ville egentlig gerne citere mere fra lektørudtalelsen, men man må desværre kun bringe en lille bid af teksten. Det er ærgerligt, for det er god reklame. Det lader til, at bibliotekerne har taget godt imod bogen, men jeg håber også, at den kunne være spændende for Fra Sortsands læsere (host-host). Det håber jeg i hvert fald.

Se nærmere på bogen her: Rama Rama Europa.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman