Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

En fin lille koncertfilm med Against Me!

Her kan du se en ganske fin film med Against Me! Der er både en koncertdel og en interviewdel, der fungerer godt sammen. Filmen fanger gruppens udvikling og lyd rigtig godt, men filmen viser også med al tydelighed, hvor meget gruppen har flyttet sig siden de første, fantastiske plader. Jeg er ikke nogen kæmpefan af Against Me! længere, men jeg kan alligevel ikke rigtigt lade være med at følge dem. Det må jo nok betyde, at jeg i et eller andet omfang stadig er ret begejstret for gruppen… også selvbom musikken har flyttet sig.

Kast et blik på filmen. Vi ses på søndag, hvor der er akademiske gys på menuen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bersærk på bloggen: Vikinger og pulp

The Skipper, januar 1937

I 1997 udgav den engelske arkæolog David M. Wilson en rigtig fin bog med titlen Vikings and Gods in European Art. Et lille skrift, der ser på brugen af vikingen i kunsten. Det er der kommet noget ganske underholdende ud af. Jeg skal da ikke her gentage, hvad Wilson skriver om navnlig romantikkens brug af vikinger i genremaleriet.

Adventure, januar 1918

Det, jeg imidlertid gerne vil sige et par ord om, er, hvor utroligt det er, at 1800-tallets forestilling om den store, stærke viking med horn i hjelmen, og alt hvad der ellers hører til, har vist sig at være en ikonisk størrelse, som næsten ikke er til at udrydde. I sammenhæng med Fra Sortsand betyder det, at pulplitteraturen uden videre adopterede 1800-tallets viking med hud og hår og slap ham løs i både fiktion og forsider.

Physical Culture, juni 1917

Vikingen træder dermed mere eller mindre uforandret ind i pulplitteraturen og bliver ved med at optræde på samme vis gennem resten af 190-talets genrefiktion og endda videre ind i 00’erne. Det sker ikke så ofte, at troper forbliver så stabile over tid, men sådan er det med vikingen.

Adventure, november 1919

Det skyldes givetvis, at selve grundtanken om figuren er forankret i en historisk virkelighed, og selvom vikingen som sådan i genrelitteraturen hovedsagelig er en eventyrlig, fantasy-størrelse, bliver idéen om vikingen ved med at referere tilbage til det historiske udgangspunkt.

Paperback, Zebra Books 1980

Både tegnere og forfattere har dermed, formentlig, været optaget af et spørgsmål om autenticitet eller loyalitet over for denne historiske kerne, hvorfor de ikke har eksperimenteret ret meget. Samtidig har der næppe været meget attraktivt i at ændre tropen, fordi den er så genkendelig og stærk, som den er. Man behøver således bare at vise et skægget ansigt med horn, og straks ved alle, hvad historien vil indeholde af røverisk adfærd og vold.

Nuvel, spring ombord på langskibet. Her tager vi på togt.

Analog, oktober 1969

Paperback, Warner Books 1976

Argosy, februar 1930

Paperback, Sphere Books 1976

Argosy, juli 1940

Paperback, New English Library 1979

Blue Book, april 1941

Paperback, Gryphonwood Press 2016

Blue Book, august 1935

Paperback, Fawcett Publications 1967

Fantastic Adventures, august 1942

Paperback, Dell 1951

Fantastic Adventures, juni 1951

Paperback, Bantam Books 1966

Fate, april 1953

Paperback, Bantam Books 1956

Five-Novels, maj 1934

Paperback, Award Books 1967

G-8, august 1933

Paperback, Avon 2011

Hardcover, Altus Press 2016

Paperback, Avon 1991

Hardcover, Owlswick 1985

Paperback, Ace 1979

Paperback, Ace 1963

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

The Well – musik fra det psykotroniske land, hvor tiden stod stille på det helt rigtige tidspunkt

The Well har for øjeblikket indtaget mit musikunivers. Af en eller anden grund får jeg meget gravet længere og længere ind i hele doom metal-genren, og sandheden er nok den, at jeg sluger hele den okkulte 70’er-retro-stil råt. Der er et eller andet her, som jeg ikke rigtig kan blive færdig med, og som uden tvivl også driver meget af det jeg læser og skriver. Det er The Well afgjort et godt eksempel på. The Well er pt. på selskabet Riding Easy Records, hvilket sådan set siger alt om bandets musik.

Nuvel, læn dig tilbage og lyt til en omgang psykotronisk doom som Black Sabbath serverede det i fordums tid. Her får I nummeret ”Mortal Bones” udsendt for lidt over et år siden.

På gensyn på søndag.

 

 

4 kommentarer

Filed under Video

Ansigtet på forsiden

Paperback, Signet 1981

Så er det blevet tid til nyt på bloggen efter en kort pause. I dette lille indlæg skal vi se nærmere på forsidens ansigter – eller rettere forsider, hvor ansigtet er omdrejningspunktet. Præcis dette er faktisk et forbløffende populært motiv på skrækfiktionens omslag, hvilket der utvivlsomt er mange gode grunde til. Jeg tror imidlertid, at en af de vigtigste grunde er spørgsmålet om identifikation.

Paperback, Warner Books 1982

Ansigtet er, rent erfaringsmæssigt, synonymt med os selv – altså individet – som helhed. Et fotografi, hvor man ikke ser ansigtet eller kun dele af ansigtet, opleves ikke som egentlig fremstilling af personen i billedet. Omvendt kan et portrætfoto af ansigtet fint erstatte et fuldt kropsfoto, fordi vi så at sige forstår ansigtet som summen af helheden. At vi generelt tænker sådan, afspejles i vores sprog, i måden vi registrerer mennesker på og den måde, hvorpå vi iscenesætter kroppen.

Paperback, Tor 1988

Præcis derfor har skrækfiktionen også en fest med ansigtet på forsiden, fordi man her kan transformere, destruere, korrumpere det genkendelige ansigt til ukendelighed og skabe stærkt foruroligende billeder. Billeder, der så at sige viser os i diabolske former og gestalter. Altså billeder, der synes at postulere noget om det, der ligger inden i; det der skjuler sig under overfladen.

Paperback, Star Books 1979

Billederne bliver en blanding af negativ spejling og fremtidsprofeti, der synes at sige: Her kan du ende. Et tema, som Wilde udødeliggjorde, men som også har referencer til det paradoksale medusahoved, der på en gang dræber med sin hæslighed, men som også er et krasbørstigt apotropæisk middel.

Paperback, Sphere 1988

Det må være her, i forholdet mellem selvspejling, ondtuddrivende middel og hævet, moraliserende pegefinger, at vi finder det væsentlige momentum bag gysets glæde ved ansigtet. Det er i hvert fald en sjov tanke at lege med. Man kan naturligvis også bare glæde sig ved motivets mangfoldighed og sige, at det hele bare er sjov og ballade, men vi ved jo alle godt, at verden aldrig er så enkel. Se selv efter her, der er også inkluderet lidt forsider fra andet end gys.

Paperback, Sidwick & Jackson 1974

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Macdonald & Co 1987

Hardcover, Playboy Press 1968

Hardcover, World Horror Convention 2007

Paperback, Abaddon Books 2015

Paperback, American Mystery 1958

Paperback, Arrow Books 1960

Paperback, Arrow Books 1976

Paperback, Bantam Books 1987

Paperback, Barnes & Noble Books 1980

Paperback, Bestseller Library 1961

Paperback, Carlyle 1978

Paperback, Dell 1977

Paperback, Fawcett 1986

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1982

Paperback, Macdonald & Co 1992

Paperback, Magnum Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1966

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Pabel Verlag 1976

Paperback, Panther Books 1968

Paperback, Pocket Books 1963

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Mænd med en mission

Amerikanske Pinnacle Books specialiserede sig i hårdkogte pulpromaner til mænd. De kørte lange serier, der kanske var forskellige i miljø og periode, men grundlæggende var de alle skåret over samme læst. Det er brutale romanfortællinger, der handler om kamp, vold, sex og action. Den væsentligste fællesnævner er imidlertid, at de stort set alle er bygget op omkring en stærk mand – en enegænger sat i verden for at rydde op.

Der er kontant afregning ved kasse et i disse serier, og lige nu har jeg en fest med en af dem. Det kommer der mere om snart. Her kan I se nærmere på et lille udpluk af Pinnacle-reklamer fra 1973. Bøgerne leverer præcis det, som reklamer lover…  så tag et dyk ned i Pinnacles absolut politisk ukorrekte univers.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman