Tag Archives: 1897

Richard Marsh, The Beetle. A Mystery (1897): Orientalismens spøgelse slår til igen

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Litteraturhistorien er fyldt med glemte skrækromaner. En af dem, der mere eller mindre fra udgivelsestidspunktet i 1897 har kæmpet imod glemslens tåger, er Richard Marshs The Beetle, der allerede fra begyndelsen var udfordret ved at blive udgivet samme år som Stokers Dracula. Selv metropolen London var ikke stor nok til at kunne rumme to gotiske bestsellere på samme tid, og taberen blev i den sammenhæng The Beetle, der da også må siges at være Stokers værk underlegen på snart sagt alle punkter. Dermed ikke sagt, at Marshs roman er ringe, for det er den langt fra. Tidstypisk og gumpetung, men absolut et underholdende bekendtskab, der rummer den samme form for dystert pikanteri, som vi eksempelvis også finder i Dracula.

I romanen møder vi et firkløver af karakterer, der hver især står for at fortælle en del af handlingen, og dermed stykker de fire stemmer det mysterium sammen, der udgør bogen. Fordi vi har flere fortællere, som hver især kun kender en bid af historien, får vi aldrig fuldstændig afdækket, hvad der rent faktisk udspiller sig, og The Beetle efterlader derved sin læser med en snigende form usikkerhed, som navnlig på udgivelsestidspunktet må være blevet oplevet som ganske ubehagelig. En stor del af romanens momentum opstår da også igennem skiftet mellem de fire fortællere, der ved hver især kaster nyt lys over centrale aspekter af historien.

Richard Marsh alias Richard Bernard Heldmann (12. oktober 1857 – 9. august 1915). Marsh var i øvrigt bedstefar til selveste Robert Aickman

Det hele begynder, da en ung, arbejdsløs og nu hjemløs kontorassistent traver omkring i London for at finde et sted at overnatte. Han kommer forbi et hus, der ser ubeboet ud, og han beslutter sig for at søge ly for natten derinde. Det skulle han aldrig have gjort, for i det tomme hus oplever han noget skrækindjagende. En gigantisk bille kommer til syne foran ham og overtager hans sind med en form for hypnose.

Robert Holt, som kontorassistenten hedder, bliver derefter værktøj i et nedrigt komplot imod politikeren Paul Lessingham, der på en eller anden måde har noget at gøre med denne mystiske bille. Men hvad? Det får vi gradvist, men kun delvist, opklaret i løbet af romanen, som ikke alene byder på den allerede omtalte mystiske, kæmpeskarabæ, den byder også på en truende orientalsk mand af sært kønsløs fremtoning og en dunkel kvinde, ligeledes af orientalsk afstamning. Det hele peger mod Kairo som stedet, hvor den dunkle affære tog sin begyndelse i en fjern fortid, og dermed også tilbage mod oldtidens Egypten.

Hardcover, Skeffington & Son 1897. Romanens første udgave

Den velbevandrede, moderne læser aflurer naturligvis hurtigt, at alle disse fjender sandsynligvis er sider af samme skabning, men i sidste ende får vi aldrig entydigt forklaret, hvad denne skabning egentlig er. Mere væsentligt er det da også, hvordan politikeren Lessingham kan undgå at blive dræbt, for det er tydeligt, at denne okkulte ondskab fra Kairo er kommer til London for at gøre det af med ham.

Historien har rod i Lessinghams fortid, og var det ikke for hans rival Sydney Atherton, ville det se sort ud. Athortons videnskabelige sindelag og analytiske hjerne er imidlertid det perfekte våben mod de ældgamle skygger, der truer Lessingham. De to rivaler gør derfor, som ægte gentlemen, fælles front mod den større trussel, der til sidst kan blive konfronteret efter en hæsblæsende jagt tværs gennem landet i drosche og med tog.

Paperback, World Distributors 1959

The Beetle er et tidstypisk bud på en eventyrfortælling, der krydser flere genrer. Handlingen svinger mellem dybe, sentimentale samtaler om store følelser, og ligeledes stort drama i form af kamp, magi og gru. Har man læst Rider Haggard, vil man straks føle sig hjemme hos Marsh, hvis mystiske bille kunne være en ny inkarnation af ”Hun”. Det er i hvert fald i samme univers, vi bevæger os. Et univers, hvor civilisationens bolværk, indfanget metaforisk gennem Londons gasoplyste gader, konstant trues udefra af destruktive kræfter, der lurer i mørket og nu melder sig fra historiens dybder.

Det glemte vender tilbage og hjemsøger nutiden. Det motiv var omdrejningspunktet i den gotiske litteratur, men forfattere i det senere 1800-tal omdannede temaet og forflyttet til det glemte kulturer i fremmede kontinenters afkroge. Perspektivet blev globalt, præcis som det britiske imperium, således at glemte civilisationer i Afrika og andre vildsomme landmasser langt fra London kunne blive det sted, hvorfra fortiden igen meldte sig ildevarslende og beviste, at der er mere mellem himmel og jord end den rationalistiske industris tidsalder anerkendte.

Paperback, Consul Books 1965

H.P. Lovecraft trak senere ganske åbenlyst på dette som en tematisk arv, lånt fra de spændingsfortællinger, han havde læst som barn. Men den voksne Lovecraft greb især det uforståelige og mystiske i disse kulturmøder med det glemte fra fortiden. Derved adskilte han sig fundamentalt fra forgængere som Marsh, Rider Haggard og Stoker, som alle var romantiske forfattere, der var betaget af dualiteten i det eksotiske. De så det mørke som lige dele indbydende og ødelæggende. Den dæmoniske bille, den forføreriske manipulator Hun eller voldtægtsforbryderen Dracula er dermed tre sider af samme sag.

En videre fællesnævner for disse store antagonister er, at de alle er drevet af eros. Erotikken spiller en vigtig rolle i alle tre forfatterskaber, og med eros kommer døden selvfølgelig også ind i billedet. Tankevækkende i den sammenhæng er det, at Stokers Dracula rummede tydelige homo-erotiske elementer, og det samme gør sig gældende for den ambivalente bille hos Marsh, med dens både mandlige og kvindelige aspekt. Som en tvetydig størrelse af ubestemt køn er Billen således en stærk, moderne figur, som taler direkte ind i vores nuværende samtaler om køn og kønsidentifikation. Alene af den grund er The Beetle en roman, som man burde få trukket frem igen.

Paperback, Broadview Press 2004

Nogen genopdaget bestseller bliver den dog næppe, selvom den er relevant i dag, for det kræver en smag for victoriansk litteratur, hvis man vil gnave sig gennem romanen. Der er meget snak og mange svinkeærinder i teksten, som kan føles dybt irrelevante med moderne øjne. Læst ud fra sit udgangspunkt er det klart, at disse samtaler etablerer det moralske univers, hvorigennem truslen fra Billen skal vurderes, men det greb fremstår nu forældet og dogmatisk.

Ikke desto mindre er The Beetle en fascinerende bog at kaste sig ud i, ikke mindst fordi den kaster mere lys over spændingsromanen i 1800-tallets slutning og binder flere tekster sammen, som jeg også har gjort det her. At den så også stedvist er ufrivilligt komisk, er så en anden snak. Den store videnskabsmand Sydney Atherton arbejder på at udvikle kemiske våben, hvilket præsenteres som en opgave af en hvis national betydning. Det er ikke ligefrem en beskæftigelse, man ville give en helt i dag, men sådan skifter tiderne jo.

Paperback, Valancourt Books 2008

 

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, BBBZ Books 2010

Paperback, Bibliolis Classics 2010

Paperback, British Library, Historical Print Editions 2011

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, The Echo Library 2012

Paperback, CreateSpace 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman