Tag Archives: 1919

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman