Tag Archives: 1950

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

William Shore, The Witch of Spring (1950): Eros, voodoo og New Orleans

He drank a little of the blood from his cupped hand, then upturned his hand over the fire so that the remaining blood ran into the flames. Slowly he smeared his blood-wet hand across his forehead, anointing himself with that ancient life-symbolizing ointment (s. 202)

Her har vi at gøre med en klassisk eventyrroman, der trækker på lige dele gys, action og romantik. Den udspiller sig i 1835 under de mosdækkede egestammers dække i sydstaterne. Jaime Kirkpatric er en ung mand, der har det hele. Han er styrtende rig, smuk, en kompetent sportsmand og en fremragende forretningsmand. Faktisk er der ikke det, som Jaime ikke kan. Nu ligger sagen imidlertid sådan, at penge og forretninger interesserer ham meget lidt. Jaime vil gerne være kunstmaler, og takket være den enorme familieformue har han også midlerne til at realisere sin drøm. Da han mister sin far og bedstefar i løbet af kort tid, beslutter han sig for at tage på en dannelsesrejse rundt i USA. Denne rejse fører Jaime og hans sorte tjener til New Orleans, hvor de slår sig ned for en tid.

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

Paperback, Pocket Books 1950. Forsiden er malet af den fantastiske og feterede Ernest Chiriaka

New Orleans bliver et vendepunkt i Jaimes liv. Byens sydende atmosfære drager ham med det samme, og snart er han viklet ind i en intrigant historie om voodoo og slaveoprør. Der trækker tunge skyer ind over New Orleans, men det forhindrer ikke Jaime Kirkpatric i at bruge en del tid på et triumvirat af smukke kvinder, der alle er helt forgabt i ham. Der er den aristokratiske isdronning Rojean, den sensuelle mulatpige Laurolea og endelig mørke, mystiske Twila. Det er ikke let for Jaime at vælge mellem de tre kvinder, der alle har hemmeligheder. Hemmeligheder, der lader til at være forbundet på en eller anden måde. Men det er ikke bare fortiden, der forener pigerne – de er nemlig alle udtryk for den fordærvede sump, der ligger lige under overfladen i William Shores fabel om New Orleans.

Byen New Orleans er nemlig uden sidestykke bogens egentlige hovedperson. Den stjæler billedet, og det ganske omfattende persongalleri, som Shore væver frem for os, fungerer mest af alt som vignetter, der skal belyse forskellige sider af byen. Og den by, han gerne vil vise os, er en sentimental, romantisk forestilling om det gamle New Orleans, som byen var før den moderne kultur smadrede dens atmosfære og mystik.

Der er dog ikke tale om en ren, lykkelig nostalgisk fremstilling. Shores New Orleans er et dekadent slutprodukt; et billede fra tiden før råddenskaben og moralsk forfald for alvor satte ind. Der løber noget Spenglersk i Shores fremstilling af byens dekadence, der faktisk er ganske interessant og vellykket. Lige som det også er interessant at notere sig, hvordan Shore står splittet i sine sympatier. Dydens mand Jaime Kirkpatric foragter det fordærvede New Orleans, den dekadente kultur og det voodoo-djævelskab, han konfronteres med. Mest af alt foragter han slaveriet – et tema der ikke fylder så lidt i bogen.

Paperback, Pocket Books 1950

Paperback, Pocket Books 1950

I samme åndedrag kan Shore imidlertid beskrive byens sitrende, multikulturelle magi og forføre læseren med stedets eksotika. Alt sammen noget der i virkeligheden kun kan eksistere på grund af slaveriet. På den led kommer fremstillingen af helten Jaime Kirkpatric til at virke noget hyklerisk, fordi hans humanistiske holdninger drukner i Shores fejring af alt det forbudte og det, Kirkpatric foragter.

The Witch of Spring er ikke stor romankunst. Handlingen er kluntet og ujævn, med alt for mange sidespring, der mest af alt har til hensigt at udstille Kirkpatrics fortræffeligheder og servere underspillede erotiske scener for læseren. Bogens ordrige persongalleri gør det ikke meget bedre. Karaktererne plaprer løs om deres følelser i tide og utide. Havde det været en anden genre og en bedre forfatter, ville det være helt fint, men Shore mestrer ikke dialog synderligt godt, og når personerne tilmed er ligegyldige, endimensionelle størrelser, bliver det alt, alt for meget.

William Shore. Portræt på bogens anden side

William Shore. Portræt på bogens anden side

Romanen var, så vidt jeg kan se, William Shores eneste bog. Hvor meget eller hvor lidt han skrev før The Witch of Spring, skal jeg ikke kunne sige, men teksten gør ikke indtryk af at være skrevet af en rutineret forfatter.

Til trods for Shores ubehjælpelige håndtering af romanen har bogen åbenlyse kvaliteter. For det første er den sentimentale fremstilling af New Orleans endda ganske stemningsfuld. Shores beskrivelser af plantagerne, byens kvarterer og livet i byen er så billedskabende, at man kan lugte krydderierne, dufte blomsterne. Det hele er badet i en dunkel sanselighed, der i den grad lægger sig som forløber for Anne Rices portræt af New Orleans. Stemningsbeskrivelserne i The Witch of Spring og eksempelvis Interview with the Vampire (1976) er så nært beslægtede, at Shores tekst helt sikkert vil vække genklang hos Rice-læsere. Shore og Rice opererer ganske enkelt med det samme mytologiske New Orleans, og de er begge forelskede i det samme, tunge, sensuelle skyggeverden, de finder i byen.

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

Paperback, Balantine Books 1977. Romanens første paperback-udgave

William Shore balancerer således New Orleans og de fine stemningsbeskrivelser i den ene hånd, mens han med den anden leverer klassiske spændingssituationer, som vi kender dem fra eventyrromanen. Bogen åbner med en ildkamp, hvor Kirkpatrice forsvarer en hjuldamper mod røvere. Senere er der en duel, masser af slagsmål og flere ildkampe. Den letbenede action bliver suppleret med dyster voodoo, der hele tiden ligger lige under overfladen. Horrorfans kan her glæde sig over ganske blodige beskrivelser af voodoo-riter og ond magi i form af dukker og andet godt. Shore går aldrig rigtig i kødet på voodoo’en, men den klinger med igennem hele bogen og krydrer drypvis historien med ubehagelig små detaljer.

Det største problem ved The Witch of Spring er i virkeligheden, at den er alt for lang. Havde Shore skåret 100 sider ud, var handlingen blevet fokuseret og meget af den tunge dialog forsvundet. Jeg tror egentlig, at Shore havde en hel del ambitioner med romanen. Jeg tror, han ville skrive en eventyrfortælling, der havde substans og litterære kvaliteter. Det lykkedes bare ikke for ham. Resultatet blev en mudret roman, hvor man skal grave dybt for at finde frem til den underholdende voodoo-fortælling, der ligger gemt langt inde mellem alt det andet.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman