Tag Archives: 1951

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

L. Sprague de Camp, Rogue Queen (1951): Kønskamp og Rumromancer

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

En af de måske bedst kendte og mest omdiskuterede bøger fra denne romanrække, der samlet kaldes for Viagens Interplanetarias-serien, er Rogue Queen. Et hæsblæsende rumeventyr, der udspiller sig på planeten Lalande. De ganske humanoide klaner, der lever på denne planet, er organiseret i matriarkater, men hvad der måske er mere væsentligt, planetens befolkning er organiseret i samfund, der på mange måder ligner bier eller myrers organisation.

Der er en dronning i hver stamme, der holder et harem af hanner, som befrugter hendes æg, mens kvinderne arbejder og slås som soldater. Og når jeg nu i øvrigt skriver æg, er det ikke æg i en æggestok, der tales om. Nej, planetens dronninger lægger ganske bogstaveligt æg, hvilket uden tvivl er et af de mere bizarre indslag i bogen.

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Planetens forskellige samfund er skarpt inddelt i et kastesystem, hvor alle medlemmer har specifikke roller. Der er mulighed for at avancere i systemet, men det kan koste dyrt at stikke næsen for langt frem på det forkerte tidspunkt. Den hierarkiske opdeling bliver nemlig brutalt håndhævet. Især de mandlige droner lever et kort liv, idet de aflives, så snart deres virilitet begynder at dale. Imidlertid er det ikke alle, der accepterer samfundet, som det er. Både mænd og kvinder er flygtet ud i ødemarken, hvor de har sluttet sig sammen i røverbander, der plyndrer og hærger, hvor de kan.

Naturligvis bekriger planetens forskellige klaner også hinanden for et godt ord. Netop som en ny blodig krig skal til at udspille sig, sker der imidlertid noget. Et rumskib fra Jorden lander på planeten. Besætningen er på en forskningsmission, og den har egentlig ordre om ikke at blande sig i lokale forhold. Det bliver imidlertid vanskeligt, da de hurtigt bliver indblandet i stribevis af intriger. Ikke mindst takket være krigerkvinden Iroedh, der ser potentialet i jordboernes overlegne teknologi og materialer. Da hun stjæler en machete af stål, bliver det således gnisten, der udløser en lavine af uforudsete politiske konsekvenser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Det er med fuld berettigelse, at Rogue Queen indtager en vigtig rolle i den tidlige, moderne SF. Sprague de Camps greb om fortællingen og det litterære udtryk støtter sig til hele den skole af rumeventyr, som bl.a. Edgar Rice Burroughs var med til at forme. Det vil sige helteeventyr i verdensrummet, som efterfølgende er blevet imiteret til hudløshed af enorme mængder af pulpforfattere. De Camp står med begge ben forankret i denne pulptradition, hvor det er handling, spænding og eventyr, der er i hovedsædet. Men modsat mange af sine samtidige tog de Camp store skridt i en ny retning med Rogue Queen.

Bag al den lystige ramasjang, der fylder bogens sider med kamp og vildmarksoplevelser, ligger der nemlig et fascinerende forsøg på at italesætte det vestlige kønsrollemønster, der var begyndt at ændre sig efter Anden Verdenskrig. Men diskussionen af kønsrollerne er i virkeligheden kun en vej ind til en langt vigtigere diskussion i bogen, der handler om sex og det erotiske forhold mellem køn. Den slags er jo ikke noget nyt i dag, men i ’51, da romanen udkom, var det et drastisk skridt for en genre, der ellers primært havde beskæftiget sig med politik og videnskab.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Med Rogue Queen forsøgte de Camp nærmest advarende, at vise, hvordan magt og sex hænger sammen. Planetens brutale matriarkat bliver sat op som en spejling af kvindebevægelsen. ”Vil I sådan et samfund?” spørger de Camp retorisk kvinderne, og naturligvis er der ikke nogen, der ønsker det fascistoide system, der eksisterer på planeten. Et system, der ifølge de Camp, fører til et tab af mandens maskulinitet og samtidig et tab af kvindens femininitet.

Bogens ideelle forhold mellem kønnene er en drøm om paradisisk ligestilling, hvor begge parter utvungent af omgivelserne kan bidrage ligeligt til forholdet. For en kort stund får de Camp også vist, hvordan denne arkadiske tilstand kan udformes, da bogens helte kommer ud på en længere vildmarksrejse. Men de Camp er naturligvis fuldt ud bevidst om, at dette er en kortvarig drøm. En illusion, der ikke kan overleve mødet med virkelighedens verden.

Paperback, Dell Books 1952

Paperback, Dell Books 1952

Derfor må han også fremstille et realistisk bud på et harmonisk forhold mellem mand og kvinde. Og det er måske her, filmen vil knække for de fleste læsere i dag. Sprague de Camp bruger nemlig Winston Bloch og Barbe Dulac fra jordboernes rumskib som billede på dette. De to forskere forelsker sig undervejs gennem romanen og får derved lejlighed til at vise planetens kvinder, hvordan man kan leve sammen på Jorden.

Den piberygende akademiker Bloch er den traditionelle, maskuline udadvendte figur – også selv om han rent faktisk ikke fysisk er nogen helt. Han er snarerest en klassisk antihelt, som får lov at spille rollen som helt. Bag manden er det nemlig Barbe, der styrer alt og giver plads til, at Bloch opretholder illusionen om hans forrang og kontrol. Eller sagt på en anden måde, manden er ren facade, mens kvinden er den reelle magt i forholdet. Det kan man så mene om, hvad man vil, men det de Camp glemmer, i sin fejring af kvindens diskrete overmagt i hjemmet, er den pris, der betales for magten. Barbe er nemlig en helt traditionel husmor, til trods for, at hun er kommet med ombord på rumskibet.

Paperback, Pinnacle Books 1954

Paperback, Pinnacle Books 1954

Bogen har modtaget en hel del kritik i de senere år, fordi den punkterer det feministiske projekt om ligestilling, som antydes i romanens første del. Den kritik er der vel noget om. På det punkt er bogens budskab ikke videre sympatisk i dag, men jeg vil stadig mene, at de Camps roman er væsentlig. Den har været med til at bringe kønsdebatten ind i SF-genren. Samtidig har hele hans etnografiske tilgang til den fremmede planet, hvor handlingen udspiller sig, klare paralleller til eksempelvis det, Jack Vance senere excellerer i. Dermed peger romanen tydeligt frem mod den type SF, der for alvor begyndte at blomstre i ´60’erne.

Alt dette kan måske lyde tørt, men det er det slet, slet ikke. Som jeg nævnte indledningsvist, skriver de Camp ud fra en letbenet pulptradition, der først og fremmest handler om at fremstille en underholdende fortælling. Det gør han i den grad. Bogen er fyldt med krig og kamp, sære væsner og hurtig action. Faktisk så meget, at de Camp måske mister tråden undervejs, men det er en biting. Romanen er et spændende udtryk for en amerikansk kultur i opbrud. Hjemmefronten var ikke længere, hvad den havde været, og kønskampen skulle kun blive mere udtalt. Rogue Queen var dermed bagstræberisk få år efter at være skrevet, men som underholdende oplæs til diskussion har romanen absolut fortsat værdi.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Hardcover, Remploy Books 1974

Hardcover, Remploy Books 1974

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Vanskelige Shirley Jackson: Hangsamans forsider

Hardcover, Farrar, Straus and Young 1951. Romanens førsteudgave.Passende illustreret med Magikeren

Hardcover, Farrar, Straus and Young 1951. Romanens førsteudgave.Passende illustreret med Magikeren

Shirley Jackson bliver i dag alt for tit i reduceret til kun at være forfatteren bag The Haunting of Hill House (1959). En fremragende roman der rangerer blandt genrens absolut bedste. Men det gør stort set alle Shirley Jacksons bøger. Måske er hun endda blandt de bedste genreforfattere nogensinde! Hun har i hvert fald en kæmpe stjerne hos mig.

En af de fascinerende ting ved Jacksons relativt begrænsede antal romaner, når man kun ser på historierne til voksne, er deres ubestemmelige blanding af gys, drama og surrealistisk, drømmelignende scenarier. Dette er mest udtalt i de tidlige historier, men alle elementer genfindes i hele forfatterskabet. For Jackson var gyset eller horror kun et, om end væsentligt, element blandt flere. I nogle af fortællingerne er det mere fremtrædende end i andre, men som sådan er gyset kun et virkemiddel, der skal kommunikere hovedpersonernes psykiske tilstand til læseren. Jackson er ikke synderligt optaget af gyset for gysets skyld, og det virker derfor også lidt uheldigt, når hun håndfast bliver læst som traditionel horrorforfatter, for det var hun absolut ikke.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Fordi hendes romaner bevæger sig frit på tværs af genreskel og stemninger, har de været vanskelige for både læsere og anmeldere at placere. Den samme usikkerhed kommer til udtryk på bøgerne forsider, der tydeligvis har været en udfordring for tegnerne. Hvilke elementer skulle vægtes og hvilken stemning portrætteres?

Et rigtig godt eksempel på dette finder man i Hangsaman fra 1951. Romanen er Jacksons anden og fra et tidspunkt, hvor hun stadig kan karakteriseres som relativt grøn. Bogen er lidt konstrueret i dialogen og bliver måske stedvist lidt prætentiøs. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er en helt igennem fremragende roman, der hører til blandt Jacksons bedste. Den skildrer unge Natalie Waite og hendes psykiske fald og genrejsning. Bogen er en typisk bildungsroman, hvor Natalie først må frigøre sig fra sine problematiske forældre, navnlig farens omklamrende intellektuelle svøbe for så gradvist at opdage sig selv som voksent individ.

Hardcover, Gollancz 1951. Den engelske førsteudgave med helt intetsigende omslag

Hardcover, Gollancz 1951. Den engelske førsteudgave med helt intetsigende omslag

Natalie forlader hjemmet og tager på college, hvor nye venner og udfordringer udløser en alvorlig konflikt i hende, der munder ud i en surrealistisk, mareridtsagtige rejse gennem college-byen sammen med vennen Tony, der måske slet ikke eksisterer. Måske er Tony i virkeligheden bare skizofrene Natalies alter ego?

Natalie rejser ind i det, hun selv kalder et ”never-space”; et sted hvor tingenes mening ophører, og den kendte verdensorden forsvinder. Dette never-space er absolut beslægtet med Barries ”Neverland” og har alle eventyrets magiske og dæmoniske egenskaber.

Paperback, Ace Paperbacks 1964. Her med et fedt, men helt misvisende cover. Forsiden forsøger tydeligvis at tilpasse romanen tidens gotiske bølge

Paperback, Ace Paperbacks 1964. Her med et fedt og helt misvisende cover. Forsiden forsøger tydeligvis at tilpasse romanen tidens gotiske bølge

Er Hangsaman horror? Nej, ikke i min bog. Det er i bedste fald en sær fortælling med dystre strejf. Det er en roman, der med rette har været sammenlignet med Alice’s Adventures in Wonderland (1865), og dette alene burde jo vise, hvorfor bogens forsider og præsentationer har varieret så meget. Kast et blik på forsiderne og se hvordan elementer fra bogen væves til forskellige præsentationer.

Paperback, Ace Paperbacks, 2. udg.  1968. Faldet og personlighedsspaltning - alt sammen noget der kan læses ud af denne moderat charmerende, tidstypiske forside

Paperback, Ace Paperbacks, 2. udg. 1968. Faldet og personlighedsspaltning – alt sammen noget der kan læses ud af denne moderat charmerende, tidstypiske forside

Paperback, Popular Library 1976. Mystisk og ubehageligt fremstillet. Måske er det bare mig, men kan man se antydninger af Disneys Alice i pigen på forsiden?

Paperback, Popular Library 1976. Mystisk og ubehageligt fremstillet. Måske er det bare mig, men kan man se antydninger af Disneys Alice i pigen på forsiden?

Paperback, Diogenes 1992. Den første tyske oversættelse af romanen. Her er vi tilbage ved Tarot-temaet og mon ikke, at vi kan læse en hentydning til Cheshire-katten i kattedyret på grenen?

Paperback, Diogenes 1992. Den første tyske oversættelse af romanen. Her er vi tilbage ved Tarot-temaet og mon ikke, at vi kan læse en hentydning til Cheshire-katten i kattedyret på grenen?

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman