Tag Archives: 1953

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack Vance, The Five Gold Bands (1953): Tyndt rumramasjang

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af "Lloyd". Romanen blev udsendt som "double" med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af “Lloyd”. Romanen blev udsendt som “double” med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Jeg har altid haft en svaghed for Jack Vance og hans særlige greb om SF-genren. Hans historier er koncentreret om kultur og kulturmøder, mens de mere teknologiorienterede temaer fortaber sig i baggrunden, hvis de overhovedet er til stede. Faktisk er Vance vel mest af alt en fantasyforfatter, hvis romaner og historier igennem hele forfatterskabet forblev forankret i hans barndoms pulpede helteberetninger.

Tematisk er der nogle klare konstanter igennem hele Vances produktion, uanset hvilken genre han bevægede sig ind i. Hans stil er umiskendelig, og hans fortællinger har altid samme underholdende blanding af action og eksotiske miljøer.

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

The Five Gold Bands, som Vance skrev relativt tidligt i karrieren, er ingen undtagelse. Faktisk kan man næsten opfatte romanen, der første gang så dagens lys i novemberudgaven af Startling Stories 1950, som en form for skabelon for alt, der kom senere. Romanen er fyldt med det, der kendetegner de efterfølgende Vance-historier, men formår trods de gode idéer ikke helt at ryste sig fri af den uforpligtende pulp. The Five Gold Bands har noget let, forglemmeligt over sig, der gør den en smule uinteressant.

Handlingen tager os med til en fjern, fjern fremtid, hvor kolonister fra Jorden for længst har befolket fjerne planeter. Takket være de forskellige planeters beskaffenhed har kolonisterne både fysisk og socialt udviklet sig langt fra deres oprindelige jordiske ophav og ligner nu fremmede væsner, der ikke har ret meget med deres menneskelige baggrund at gøre.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Sagen er den, at teknologien bag fremstillingen af rumfartøjer ligger i kolonisternes hænder. De fem stærkeste planeter har dannet et råd, hvor de på årlig basis aftaler, hvor mange nye rumskibe der skal fremstilles, og hvem der må købe dem. Af historiske grunde er jordboerne ikke i stand til selv at fremstille rumskibe og må derfor tigge rådet om fartøjerne. Ud af gammelt nag til Jorden får planetens indbyggere konsekvent for få, hvorfor de over tid er gået bagom dansen, og efterhånden er jordens befolkning blevet stærkt forarmet.

Nu sker det hverken værre eller bedre end, at den gæve slyngel og rumpirat Patty Blackthorn uforvarende bliver snuppet, da han forsøger at bryde ind i et rumskib på planeten Akhabat. Han skulle egentlig henrettes for indbruddet, men takket være sine sprogfærdigheder bliver han tvunget til at fungere som tolk under det årlige møde, hvor der skal forhandles om rumskibe.

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen - dog fik den her en ny titel

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen – dog fik den her en ny titel

Paddy har ikke til sinds at lade sig henrette, når mødet er overstået. Derfor tager han sagen i egen hånd og forsøger at redde sit skind. Det lykkes naturligvis for ham, men ved et uheld får han dræbt de fem dignitarer, der leder forhandlingerne, og Paddy får tilmed fat i fem guldarmbånd, der hver især fortæller, hvor en bid af formlen til fremstilling af rummotorer er skjult.

Dermed begynder den vilde skattejagt. Paddy skal opsøge de fem fremmede planeter for at bjerge formlens dele. Det er hans plan at overbringe formlens hemmelighed til Jordens befolkning og dermed give de arrogante kolonister en lærestreg. Så langt så godt, men det sker ikke uden modstand. En horde af agenter og soldater er på sporet af Paddy, der efterlyses for mord. Heldigvis får Paddy hurtigt følgeskab af den smukke Jordagent Fay, der ikke alene hjælper Paddy ud af den ene suppedas efter den anden, amoriner svirrer også snart i luften.

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Som sagt er The Five Gold Bands ren, uforpligtende underholdning. Paddy og Fay tonser fra den ene planet til den anden, og hver verden byder på nye udfordringer. Vi tvivler selvfølgelig aldrig et sekund på, at de kække jordboer vil finde frem til de enkelte dele af formlen og få den samlet, før kolonisternes agenter får dem indfanget.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at bogen er kluntet skrevet og handlingen forceret. Det har tydeligvis været vanskeligt for Vance at få sin historie til at hænge sammen og bevare fornemmelsen af fart og eventyr. Ikke desto mindre har han gode passager, der oser langt væk af fortælleglæde. Paddys oplevelser på det lovløse ”Thieves Cluster” er eksempelvis ganske fornøjelige.

Paperback, Meulenhoff 1976

Paperback, Meulenhoff 1976

Romanens mest interessante og tankevækkende aspekter findes imidlertid i detaljerne. Eksempelvis selve den måde, som Vance skildrer rumfart og det at bevæge sig mellem planeter. Han sidestiller det med havsejlads og beskriver sine rumskibe som sejlskibe på farefulde verdenshave. Den maritime fremstilling af rumfarten gør på en gang hans verdensrum sært arkaisk, men også nærværende og forståeligt, på en stærk, billedskabende måde. Hans rumskibe er skuder, der vugger gennem universets sorte hav, på eventyr mellem planeter, hvor rummets brænding slår kosmisk skumsprøjt. De billeder, Vance får frembragt her, er ganske enkelt betagende og poetiske. Noget man ellers ikke ville forvente i en relativt banal roman som denne.

Mindre betagende er den kække Paddy, der er modelleret over en stereotyp irlænder. Han kommer naturligvis fra den grønne ø, er rødhåret og taler med stræk irsk accent. Paddy er en omvandrende national kliché, placeret i en fjern fremtid. At kalde ham en anakronisme er mildest talt for lidt og gavtyvskarakteren, der egentlig har dybe rødder i irsk litteratur, bliver et eklatant fejlgreb, fordi Vance ikke får etableret sin hovedperson som andet end en dum karikatur.

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Kontrasteringen mellem jordiske Paddy og de fremmede planeter holder ganske enkelt ikke og punkterer al den mystik, som Vance får opbygget. Al glæden ved det fremmede forsvinder, når det plat biver kommenteret af Paddys snusfornuftige bemærkninger. Romanen kunne måske være blevet en relevant skæmteroman, hvis Vance havde været en mere rutineret forfatter i 1953. Det var han imidlertid ikke, og bogen havarerer derfor på den fjollede Paddy-karakter.

I den mere tvivlsomme ende må man også hæfte sig ved selve aksen mellem jordboer og kolonister. Der ligger noget paranoidt, xenofobisk i fremstillingen, som ikke just er klædelig. Paddys kamp for jordisk overherredømme og de ”smudsige” kolonisters ubehagelige, fremmedartede kulturer har uklædelige overtoner, som sikkert er helt uskyldige, men smager grimt ved genlæsning i dag.

Paperback, DAW 1980

Paperback, DAW 1980

Alt det ændrer ikke ved, at The Five Gold Bands er et jævnt underholdende ungdomsværk, der rummer interessante momenter for Vance-læseren. Men bogen savner egentlig saft og kraft; den er ganske enkelt for spag og tyndbenet. Heldigvis kan vi jo bare læse de senere bøger fra Vances hånd og glædes over dem.

Hardcover, Underwood-Miller 1993

Hardcover, Underwood-Miller 1993

 

Hardcover, Meulenhoff 1997

Hardcover, Meulenhoff 1997

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Marghanita Laski, The Victorian Chaise-Longue (1953): En biopsi af desperation

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Man kan vel ikke kalde Marghanita Laskis lille roman The Victorian Chaise-Longue fra 1953 en egentlig gyser. Det er en finurlig fortælling om en tidsrejse, om sjæleforskydning eller noget helt tredje, der unddrager sig enhver form for endelig karakteristik. Måske er det også derfor, at bogen stadig 60 år efter sin tilblivelse er ganske virkningsfuld.

Romanen åbner in medias res og gør nærmest en dyd ud af den abrupte indføring i fortællingen. Som læser sidder man som perpleks iagttager og forsøger at finde hoved og hale i den samtale, vi er havnet midt i. En samtale der udspiller sig mellem Melanie og hendes læge. Kvinden er tydeligvis syg, men formentlig i bedring, og vi hører også, at det er ikke længe siden, hun fødte et barn. Melanie kan dog ikke få barnet at se på grund af sygdommen, hvorfor hun gør sit bedste for at virke munter over for lægen, så han tror, hun er rask. Så langt så godt.

Paperback, Ballantine Books 1960

Paperback, Ballantine Books 1960

Gradvist finder vi ud af, at Melanie er en ung, moderne kvinde, der bor sammen med Guy. Vi befinder os et sted i slutningen af 1940’ernes London, hvor det unge par er flyttet sammen for ikke ret længe siden i en lejlighed. Det er Melanie, der har indrettet hjemmet med en blanding af nyt og gammelt, indsamlet i Londons små antikvitetsbutikker. Blandt møblerne er den i titlen angivne victorianske chaiselong. Et monstrum af et møbel, der havde en sær tiltrækningskraft på Melanie, da hun fandt den i en butikskælder.

For at vise familiens læge, at hun har det bedre, bliver Melanie flyttet fra soveværelset til stuen, hvor hun skal ligge på chaiselongen. Liggende i stuen falder Melanie i søvn, og da hun vågner, er hun ikke længere hjemme. Hun vågner i en fremmed stue, omgivet af fremmede mennesker. Først forstår hun naturligvis ikke noget som helst, men gradvist går det op for Melanie, at hun ligger på en chaiselong magen til den, hun faldt i søvn på, og at hun stadig lider af tuberkulose.

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Indledningsvist tror hun, at kvinden i rummet, der kalder sig Adelaide, har kidnappet hende, eller at man har flyttet hende til et andet hus. Snart bliver det imidlertid klart for Melanie, at hun har flyttet sig i tid og rum. Hun er vågnet op på samme chaiselong i 1864, godt og vel 80 år før hun lagde sig til at sove!

Det er mere eller mindre handlingen i Laskis The Victorian Chaise-Longue, der dykker ned i situationens absurditet og omhyggeligt gennemspiller et følelsesregister af forundring, panik, rædsel, snusfornuft, desperation og afmagt, som Melanie løbende gennemgår. Det går nemlig stille og roligt op for Melanie, at hun ikke er sig selv. I 1864 hedder hun Milly Baines og har ligget syg med tuberkulose, efter en abort udført i smug. Millys omgivelser, navnlig søsteren Adelaide, tror naturligvis, at hun er gået fra forstanden, da hun begynder at stille sære spørgsmål, og lægen bliver tilkaldt. Her får Milly/Melanie lov til at snakke under fire øjne med lægen, og han bekender, i et øjebliks svaghed, at Milly ikke har lang tid igen.

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Melanie er med andre ord fanget i en døendes krop. Men er det nu også helt så enkelt. Hvorfor har Melanie svært ved at udtrykke de ting fra hendes egen tid, som Milly ikke kender (biler, flyvemaskiner, atombomben osv.)? Er det mon Melanie, der er rejst tilbage i tiden, eller er Melanie noget Milly har drømt? ”Du träumst mich ich dich. Keine Angst ich weckdich nicht” synger Blixa Bargeld passende i Einstürzende Neubautens sang ” Stella Maris”. Hvem er hvem? Er Melanie Millis feberdrøm om et liv hinsiden tuberkulosen eller er Milly Melanies mareridt? Måske ligger svaret et helt tredje sted. Måske er de to kvinder på mystisk vis forbundet på tværs af tid og sted med et møbel som medium…? Marghanita Laski kommer heldigvis ikke med noget svar, men efterlader os med spørgsmålene og en knugende følelse af uro.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1962

The Victorian Chaise-Longue er en helt fremragende roman, der bliver bedre og bedre for hver side, man læser. Melanies lidt banale personlighed virker indledningstvist som et røgslør, der gør det vanskeligt at se de store kvaliteter i den letbenede, lidt patetiske snak mellem Melanie og hendes gæster. Gradvist ændres tonen, skruen strammes og desperationen skyller ind over den stakkels unge dame. Hun er fanget i et grotesk mareridt, og læseren bliver vidne til hele det lille kammerspils gru fra første paket. Vi forlader aldrig hverken Milly eller Melanie, men bliver i stuen sammen med dem. Gæster kommer og går, men fokus flytter sig kun fra stuen, da det beskrives, hvor Melanie fik fat i det forheksede møbel.

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Helt grumt bliver det dog først til sidst, da desperationen blandes med dødsangst og senere med mærkelige, feberagtige drømme om flugt. Marghanita Laski væver ganske enkelt et grusom dødsdom frem for læseren, der ikke kunne være skrevet bedre af Shirley Jackson. Og skal man pege på en litterær parallel til Laskis historie, må det da også helt sikkert være i Jacksons forstyrrende forfatterskab. Med et distinkt kvindeligt perspektiv står The Victorian Chaise-Longue som en feminin kommentar til både den victorianske genrelitteratur og de traditionelle, maskuline magtstrukturer, der gjorde sig gældende i det victorianske England såvel som i England på Laskis egen tid. Her ligner Laski med andre ord Shirley Jackson, der deler samme feminine perspektiv og samme ambition om at afdække frygtens psykologi i det moderne menneske.

The Victorian Chaise-Longue er en af den type små, effektive romaner, der på ganske få sider formår at skabe et helt univers og samtidig provokere læseren ved ikke at afsløre alt, hvad dette univers gemmer. Laski nærmest lokker os ind i hendes mareridt, gennem uskyldig snak og røgslør. Intetanende følger vi Melanie ind i hendes gru, og først for sent står det klart, at Laski har fanget os, og tvinger os til at vælge en læsning eller fortolkning af historien. Hvem er hvad, hvor begynder drømmen og hvor slutter mareridtet? Mesterligt, Marghanita Laski, mesterligt.

Paperback, Automática 2012

Paperback, Automática 2012. Et ret fint cover. Meget stemningsfuldt med den blodlignende plet i hjørnet 

Skriv en kommentar

Filed under Roman