Tag Archives: 1959

Robert A. Heinlein, Starship Troopers (1959): ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

Oh, oh, oh it’s a lovely war

Who wouldn’t be a soldier, eh?

Oh it’s a shame to take the pay.

–        Engelsk varietésang, 1917.

Robert Heinleins Starship Troopers, udgivet i bogform 1959, hører afgjort til blandt de bedst kendte SF-romaner, og det i en sådan grad, at det er en af de romaner, som man skal udtale sig om med en god portion varsomhed, fordi der er talt og skrevet ganske meget om den siden udgivelsestidspunktet. Det skyldes naturligvis ikke mindst, at Heinlein er en kontroversiel figur, hvis politiske holdninger i den grad farver hans fiktion; desuagtet er det ikke helt enkelt at indpasse ham politisk i en klart defineret kasse.

Heinleins person skygger dermed i nogen grad for selve romanen, der rent faktisk er et ganske fascinerende værk at kaste sig over, fordi den er et stykke ganske inspirerende fiktion, som går egne vegne og tydeligvis har meget på hjertet. Om man så er enig med Heinlein eller ej, er en biting i den sammenhæng, men det kan vi komme tilbage til senere.

Paperback, Berkley Medallion 1980. forsiden er malet af Carl Lundgren

Handlingen behøver jeg vel næppe bruge ret meget tid på; de fleste kender formentlig historien. Vi befinder os ude i fremtiden, hvor verden på den ene side er helt forandret og på den anden side alligevel ligner 50’ernes USA til forveksling selv. Rumfart er nu blevet almindeligt, og det samme er væbnet konflikt i verdensrummet. Kloden styres af en føderation, der desværre ligger i krig med en form for insektvæsner fra en fremmed planet, som ekspanderer ind i jordføderationens områder. Der pågår med andre ord en god gammeldags territorialkrig på fremmede kloder, og for jordboerne er det klart, at bliver disse komplet fremmedartede og grundlæggende uforståelige væsner ikke stoppet, vil de en dag også indtage Jorden. Der er på den led tale om en ren overlevelseskamp; sådan fremlægger systemet i hvert fald sagen for føderationens borgere i de filosofitimer, som alle modtager i noget, der ikke kan beskrives som andet end forsøg på indoktrinering af ungdommen.

Midt i alt dette lader den unge døgenicht Juan “Johnny” Rico sig værge til arbejde i staten og ender med kun at være egnet til tjansen som fodtudse, hvilket betyder, at han snart er skibet afsted til træning og derfra videre til kamp på fremmede planeter.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Vi får lejlighed til at følge processen, eller den forvandling der sker med Rico, som går fra at være en slap rigmandssøn til en trænet og vejrbidt veteran. Det hele fortælles gennem Rico selv, der beretter om sine oplevelser og bevæggrunde for at handle, som han gjorde, da han lod sig indrullere i hæren. Naturligvis er det kåd forelskelse, der fører ham ind i militæret. Først fortryder han bitterligt, men stykke for stykke forstår han, hvad det hele drejer sig om, og Rico ender med at være en mønstersoldat i føderationens militær.

Den helt centrale præmis for, at Rico bliver soldat, er, at han dermed går fra at være civilist til borger. I det nye samfund, som vi her møder, er det nemlig sådan, at alle har de samme grundlæggende rettigheder, men det er kun egentlige borgere, der har stemmeret og dermed direkte indflydelse på eller bestemmelsesret i samfundet. For at opnå denne borgerstatus skal man først udføre samfundstjeneste i to år; vel at mærke det sted, hvor ens evner kan gavne samfundet bedst muligt, og for Ricos vedkommende er det altså som ydmyg infanterist.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1959. Romanens første udgave i bogform

Hele Starship Troopers er opbygget som et forsvar af den samfundsmodel, og romanen igennem beretter Rico, hvordan han bliver konfronteret med personer eller situationer, der gradvist gør det forståeligt for ham, hvorfor netop dette er den bedst tænkelige organisering af magten.

Heinlein forklarede selv, at Starship Troopers blev til ganske hurtigt, ansporet af nyheden om, at USA forhandlede om en nuklear nedrustningsaftale med Sovjetunionen. Det opfattede Heinlein som en katastrofal beslutning. Han var af den overbevisning, at USA skulle være i stand til at møde kommunisterne mand for mand, raket for raket, fordi det var den eneste retorik, de forstod. Magtens sprog er magten selv.

Paperback, Four Square Books 1961

Dermed er vi også allerede havnet langt inde i budskabet eller filosofien bag historien, hvis miljø bedst kan beskrives som et konservativt Utopia. Den militaristiske ramme for romanen og bogens åbenlyse fejring af soldaterlivet har ført til beskyldninger om, at det er fascistiske synspunkter, der bliver luftet. Det er nok at skyde over målet, men alligevel ikke helt forkert, fordi det i Heinleins univers er staten, som går forud for individet. En filosofilærer i bogen forklarer spydigt, at ethvert samfund, der ikke vil forsvare sig selv med magt, ikke fortjener at overleve. Menneskerettigheder er en behagelig luksus, og troen på dem en rar liberal drøm, men i sidste ende en fiktion, fordi det kun er magt og viljen til magt, der skaber fred.

Heinlein indtager her det klassiske, konservative standpunkt, at krigen er uundgåelig, fordi mennesket altid vil sørge for sig selv først, og det betyder, at man skal sikre sig mod de andre, før man kan tage vare på sine egne. Den tanke gjorde Russel Kirk på ny populær i USA med sin indflydelsesrige The Conservative Mind, udsendt 1953, der er en form for moralsk opsang til amerikanerne i kølvandet på lettelsen over afslutningen af Anden Verdenskrig. Heinlein var tydeligvis en af dem, der lyttede til Kirk, selvom Heinlein på en lang række andre områder både var liberal og en mand, der i høj grad satte retten til selvbestemmelse over systemet. Men de Iiberale tendenser gik indad, udad til var han en hård konservativ, der så tydelige fjender, der truede hans frihedsidealer. I fiktionens univers hos Heinlein er trussel denne ikke mennesker, men de ansigtsløse ”bugs”, der ikke vil jordboerne noget godt, mens det i virkelighedens verden var de ansigtsløse kommunister, der ikke ville USA noget godt.

Paperback, Signet 1961

Romanen er således en fejring af dem, der tør gøre en forskel og kæmpe for deres overbevisninger. I handlingen kontrasteres Ricos gradvist mere positive oplevelser af soldaterlivet i civilisternes manglende forståelse og sympati for sagen. Her stikker Heinlein kniven ind i sin samtids politiske debat og udstiller sine politiske modstandere, pacifister, venstreorienterede sværmere, beatniks og andet godtfolk som ligeglade, selvoptagede fantaster, der ikke har gennemskuet, hvordan verden er skruet sammen. Der er milevidt mellem det primært pengeinteresserede miljø Rico er opvokset i, og så de benhårde veteraner, der gør så stort indtryk på ham med deres sobre, men også kyniske syn på livet.

Netop kynismen, her præsenteret som rationel tænkning, er da også det altovervejende indtryk, som Starship Troopers efterlader læseren med. Heinlens kynisme gennemsyrer alt, men han siger samtidig også, at det aldrig er for sent at indse, hvordan verden hænger sammen, og at der med den erkendelse kommer en ny frihedsfølelse. Det oplever Ricos far, der først har latterliggjort hæren, men selv ender med at springe i trøjen og blive en af dem, der har set lyset.

Paperback, Signet 1963

Selvom Heinlien gør en stor dyd ud af at fremlægge sin samfundsmodel som den eneste rimelige og retfærdige afløser for demokratiet, der i hans øjne har slået fejl, ligger der en elitetanke under hans fremstilling, som igen peger i retning af en fascistisk militærkult. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at hæren udgør en ideologisk, men ikke de facto, magtfaktor i samfundet. Gennem Heinleins heroisering af kampen og heltedøden er det imidlertid også klart, at hæren på sigt må blive den egentlige samfundsopretholder, fordi alle gradvist vil forstå, at det er gennem pacificeringen af potentielle fjender, at samfundet kan finde fred.

Sådan kan man blive ved. Der er meget mere at sige om romanen, der, som sagt, er fascinerende og et studie værd. Det der imidlertid er – for mig at se – mindst lige så vigtigt at hæfte sig ved, er romanens formsprog, der er skrevet råt og impulsivt. Man fornemmer den hvidglødende Heinlein, opflammet af den hellige ild, der kastede sig til skrivemaskinen og hamrede teksten ud på ingen tid. Romanen har en stemning af in medias res og slutter uden forløsning eller afklaring. Rico er på vej ind i en ny konflikt, da vi forlader historien. Det giver alt sammen romanen en helt særlig nerve, en fortættet intensitet, som med al tydelighed fortæller læseren, hvor stort et anliggende, dette er for Heinlein.

Paperback, Four Square Books 1967

Dette er ikke bare lystig ”hvad nu hvis”-SF, men tanker skrevet med hjerteblod, på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig begyndte at kunne mærkes. Heinlein mente tydeligvis, at det kun var den stærkeste, der ville stå tilbage, og romanen blev hans argument for dette. Som humanist er hans tanker bag bogen fuldstændig uacceptable, fordi de beror sig på et postulat om mennesket som et grundlæggende destruktivt og usolidarisk væsen, men det fjerner ikke noget ved det faktum, at Heinlen med sin roman leverede et passioneret indlæg til forsvar for viljen til vold og samtidig, næsten som et aber dabei, slyngede han en lang række idéer på bordet, der sidenhen er blevet faste ingredienser i den militære SF.

Starship Troopers fortjener at blive læst mange gange, fordi man står sig klogt i at lytte til Heinlien argumenter og tage stilling til dem. Jeg vil gå så langt som at sige, at man bliver en bedre samfundsborger ved at tage stilling til dem hans idéer (og forhåbentlig forkaste dem!). Men man skal samtidig bide mærke i romanens formsprog, for jeg tror ikke, man finder en skarpere og mere original Heinlien noget sted i hans forfatterskab.

Paperback, Berkley Medallion 1968

Hardcover, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1993

Paperback, Ace Books 1997

Paperback, New English Library 1997

Paperback, Hodder & Stoughton 2005

Paperback, Ace Books 2006

Paaperback, Mantikore 2014

Paperback, Hodder Paperbacks 2015

Hardcover, Gollancz 2016

5 kommentarer

Filed under Roman

Shirley Jackson, The Haunting of Hill House (1959): “No one can hear you if you scream in the night…”

”… silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (s. 246)

Shirley Jacksons fabelagtige roman The Haunting of Hill House står som en af den moderne horrorfiktions væsentligste værker, fordi det med denne bog lykkedes for Jackson at transformere de gamle gotiske troper til tidsaktuelle spørgsmål. Hun udnyttede skrækfiktionens metaforik og rammeværk til at skabe en fortælling om livet i 50’ernes USA; en fortælling om en ung generation af kvinder, der famlede efter et ståsted i et samfund, der stadig var præget af hele førkrigstidens patriarkalske tankegang. Hendes værk blev dermed også en af den håndfuld moderne skrækfortællinger, som stort set ubestridt omtales med den eftertragtede betegnelse litteratur – det vil sige litteratur med stort L eller kunst om man vil.

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

The Haunting of Hill House handler kort og godt om en lille gruppe spøgelsesjægere, der har fundet sammen på Dr. John Montagues foranledning. Han har længe jagtet konkrete beviser på paranormale fænomener, navnlig hjemsøgelser, og endelig har han opdaget et første klasses studieobjekt. Stedet, selskabet skal undersøge, er Hill House, der har alt, hvad en spøgelsesjæger kunne ønske sig i retning af en lang, blodig historie og rygter om flittig åndeaktivitet. Med sig har doktoren bragt den unge playboy Luke Sanderson, som er den nærmeste arving til Hill House, den frigjorte unge dame Theodora og bogens hovedperson Eleanor Vance.

Begge unge damer er inkluderet, fordi de tidligere har oplevet overnaturlige fænomener, og doktoren håber derfor, at de måske vil være mere sensitive overfor paranormale fænomener end andre. Da ingen af de fire kender hinanden, bruger de den første aften i huset på at lære hinanden at kende, og snart efter begynder spøgerierne – sagen er blot den, at det ikke er huset som sådan, der hjemsøges. I stedet koncentreres ubehagelighederne omkring Eleanor, der snart ser sig indfanget i et mareridt, hun ikke kan få sig frigjort fra – og spørgsmålet er i virkeligheden også, om hun i det hele taget vil frigøre sig fra husets overnaturlige præsens.

Paperback, Penguin 1984

Paperback, Penguin 1984

Som man måske nok kan gætte, er Eleanor ikke nogen helt almindelig ung dame – i hvert fald ikke under den pæne, lidt nervøse overflade. Snarere end noget mystisk spiritistisk medium er hun en kvinde, der har tilbragt hele sit liv i skyggen af andre. Den tungeste skygge blev kastet af Eleanors mor, som hun har passet indtil moderens død, kort før bogen begynder. Eleanors tilværelse har kort sagt udspillet sig på andres præmisser, først moderens og efterfølgende søsterens og hendes familie, som Elanor er flyttet ind hos. Det private liv, som Eleanor har levet, er dermed udelukkende blevet levet i tanker og i drømme.

Dr. Montagues tilbud om at deltage i forsøget i Hil House kommer som en åbenbaring for Eleanor, der griber chancen og næsten desperat flygter ud af sit gamle liv, overbevist om, at dette er begyndelsen på en ny tilværelse. Derfor stjæler Elanor mere eller mindre den bil, som hun har købt sammen med søsteren og begiver sig afsted mod den aftale, som hun dårlig nok ved, hvad indebærer.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Og opholdet i Hill House bliver skam også præcis det, som Elanor havde drømt om. Hun får nemlig her mulighed for at afprøve det at være en anden – at være sin egen person, med en selvstændig historie og et selvstændigt syn på tingene. Desværre er hun faktisk i tvivl om, hvem hun egentlig er, og forsøget på at opfinde sig selv bliver derfor mest af alt en række pinagtige løgne, som gruppens øvrige deltagere hurtigt gennemskuer. Theodora, den anden kvinde i selskabet, er tilmed stort set alt det, som Eleanor ikke er. Det udløser en række optrin, fordi Eleanor ikke vil stå tilbage for den anden. Det hele sker ganske hurtigt, og isen, Eleanor skøjter henover, er tynd; et sammenbrud synes uundgåeligt, og spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.

Med friheden og mulighederne for at skabe sin egen person og historie vælter tvivlen og den dårlige samvittighed også frem i Eleanor. De rødlakerede negle, hun har fået lagt af Theodora, bliver pludseligt symbolet på alt skamfuldt og ligefrem syndigt, som Eleanor aldrig har set eller oplevet. Hun higer og frastødes på samme tid efter den erfarende Theodoras frigjorte muligheder og oplever samme splittelse, da Luke og Theodora begynder at flirte åbenlyst. Dybt skinsygt må hun se til, mens parret kissemisser, men heldigvis har Hill House ører, og dunkle kræfter følger opmærksomt Eleanors ulykke.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Bølgerne går højt for Eleanor, og Hill House åbner sig langsomt for hende; ”Help Eleanor come home Eleanor” (s.155) skriver huset – eller er det mon Eleanor selv? – med noget, der kunne være blod en af husets vægge. Hjemsøgelser og mærkværdige fænomener opstår omkring den ulykkelige pige, der nat for nat synker dybere ned i en form for vågent mareridt, hvor fantasi og virkelighed langsomt smelter sammen. Eleanor drukner i følelser og muligheder. Drifterne buldrer som en konstant brænding imod hendes forestillinger om korrekt opførsel og den person hun tidligere var, præcis som usete spøgelser bogstaveligt talt buldrer på husets døre om natten.

Men Hill House er ikke bare en arena for Eleanors frigørelse. Huset er snarere en listig modstander, der frister med den lette vej ud af problemerne. Noget i huset lokker Eleanor til at give slip og lade sig drukne i gangenes mørke, at blive ét med stedet og skyggerne. Eleanor come home… Og naturligvis giver hun til sidst slip og tager skridtet ind i husets skyggeverden, hvor gespenster lister tavst og ensomt omkring i de tidløse gange.

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Four Square Books 1963

 

Shirley Jackson udnytter alle spøgelseslitteraturens kneb i sin bog, men først og fremmest er det Henry James’ Turn of the Screw (1898), der danner den ubestridte klangbund for romanen. Faktisk går Jackson meget tæt på James’ fortælling. I begge bøger er spøgeriet nemlig hele tiden noget, der kan diskuteres og altid noget, der synes at udspringe i samklang med den plagede hovedperson. Om Hill House således rent faktisk er hjemsøgt eller om spøgerierne er metaforiske manifestationer af Eleanors indre, kan ikke afgøres, og faktisk er det heller ikke så væsentligt. Det vigtige er nemlig, at det diabolske Hill House og bogens persongalleri til sammen udgør et billede på det at søge identitet og forstå sig selv. Navnlig handler det om kvindelige, identitetsdannelse og kvinderoller, for der kan ikke være nogen tvivl om, at det er de kvindelige karakterer, som altid er i forgrunden. Et ikke uvæsentligt emne i årene efter Anden Verdenskrig, hvor kønsroller for alvor blev diskuteret i de intellektuelle kredse, som Jackson færdedes i.

Trods den gotiske skrækindpakning kan man med rette argumentere imod The Haunting of Hill House som gyserlitteratur, jeg tror nemlig ikke, at Shirley Jackson et sekund havde ”gyset” som anliggende for sin bog. I stedet udnyttede hun formen til at skildre de tumultariske tilstande i Eleanors sind. Derved tog hun ikke alene temperaturen på en hel del af de spørgsmål, som mange kvinder i Jacksons generation oplevede, hun udnyttede også en genre – den gotiske roman – der i 50’erne entydigt var blevet kvindelæsning – navnlig husmødre af den type som Eleanor i et eller andet omfang er blevet udstødt eller undertrykt af. Bogens subversive genrebrug synes da derfor også at have specifikke budskaber rettet mod de kvindelige læsere, som uforvarende fik rokket ved fundamentet for deres tilværelse, når de smed bogen ned i indkøbskurven sammen med de andre romaniske gotiske bøger, de slæbte hjem.

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1963

Men, måske kan bogen alligevel også ses som skrækfiktion, for bag Jacksons ironiske, stedvist hårde, nærmest revsende tone gemmer der sig sætninger fyldt med snigende gru og fabelagtige billeder, der indeholder alt det, jeg/man elsker ved genren. Dystre glimt af et overnaturligt nærvær, som truer med at æde husets gæster med hud og hår. Man kan derfor heller ikke afvise bogen som skrækroman, og det er måske i virkeligheden her, styrken ligger. Bogen fungerer nemlig på alle niveauer. Jackson inviterer os til at dykke længere og længere ind i Hill Houses mysterium, og jo længere vi søger ind, dets klogere bliver vi måske også, men vi vælger selv, hvor langt vi følger hendes ledetråde ind i fortolkningens labyrint, og gør det på eget ansvar, for hvem ved, hvad hendes fantastiske mørkeleg med læseren vil føre til.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Popular Library 1982

Paperback, Popular Library 1982

Paperback,  Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2013

Paperback, Penguin 2013

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Whit Masterson, The Dark Fantastic (1959): Pest og pulp

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.

Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.

Paperback, Avon Books 1966

Paperback, Avon Books 1966

På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.

Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.

De to forfattere bag navnet Whit Masterson - Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.

Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.

Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.

Paperback, Corgi Books 1962

Paperback, Corgi Books 1962

Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.

The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Paul Gallico, Too Many Ghosts (1959): Hvem hjemsøger hvem?

Paperback, Cardinal Edition 1961, Ukendt forsideillustrator

Paperback, Cardinal Edition 1961, Ukendt forsideillustrator

Too Many Ghosts fra 1959 er skrevet af den i dag mere eller mindre glemte Paul Gallico; en bestseller-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne. Som forfatter bevægede Gallico sig mest i de lettere genrer med en smag for humor, romancer og spænding. Det gjorde ham naturligvis til oplagt Hollywood-materiale. Flere af hans bøger blev filmatiseret, og han vil måske i dag bedst blive husket som manden, der skrev The Poseidon Adventure (1969) – bogen bag filmen med samme navn.

Gallicos romaner er skrevet med sans for timing og drama. Gennem firkantede, letgenkendelige arketyper får han fortalt hurtigt læste historier, der hverken brillerer ved deres psykologiske indsigter eller originalitet. I stedet satser han på tempo, humor og esprit. Man kan måske indkredse karakteristikken af Gallicos virke nærmere ved at sige, at han havde en udpræget næse for genretroper. Det udnyttede han i vid udstrækning, i det han kastede sig over en bred vifte genrer og gav publikum præcis det, de forventede. Too Many Ghosts er ingen undtagelse.

Paperback, Cardinal Edition 1961

Paperback, Cardinal Edition 1961

Her tager Gallico nemlig to klassiske engelske genrer under kærlig behandling – den victorianske spøgelsestradition og den folkekære whodunnit-roman. Begge dele er gjort med et øje for detaljen, der viser, at Gallico absolut kender genrernes forbilleder. Det er ganske tydeligt, at Arthur Conan Doyle, M. R. James og Agatha Christie har stået model til bogen, hvortil Gallico så føjer sit vanlige humoristiske twist.

Hovedpersonen er den unge spøgelsesjæger Alexander Hero, der har specialiseret sig i at afsløre paranormale svindelnumre. Han giver sig ikke ud for selv at være spiritist eller noget andet i den retning. Faktisk indrømmer Hero, at han aldrig har set et bevis for det overnaturliges eksistens. Ikke desto mindre er det præcis håbet om et liv efter døden, der driver Heroes arbejde. Et håb der næres af mindet om en god vens tragiske drukneulykke tilbage i studietiden.

Paul William Gallico (26. juli 1897 – 15. juli 1976)

Paul William Gallico (26. juli 1897 – 15. juli 1976)

Hero bliver kaldt til Paradine i East Walsham, hvor der er begyndt at ske sære ting. Det gamle landsted er blevet omdannet til hotel og retræte for udvalgte inviterede, og gæsterne oplever pludselig mystiske hændelser i det gamle hus. Poltergeister hjemsøger værelserne og slynger om sig med det fine bohave, mens en harpe spiller af sig selv efter midnat og en mystisk nonne sniger sig omkring i gangene. Alt sammen noget der skræmmer gæsterne fra vid og sans, ikke mindst fordi nonnen overfalder en ung amerikansk dame, mens hun ligger i sengen om natten.

Det hele bliver ikke mindre ildevarslende af, at både harpen og nonnen indgår i en sagnkreds om herregården, hvor det fortælles, at Paradine-slægten går onde tider i møde, når huset hjemsøges af førnævnte. Angsten for at miste sine kunder og udløse en skandale får Lord Paradine til at hyre Alexander Hero, der straks går i gang med opgaven.

Hardcover, Doubleday 1959. Bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1959. Bogens 1. udg.

Som den mesterdetektiv han er, begynder den kække, unge mand at snuse omkring og snakke med herregårdens beboere en efter en. Vi introduceres til whodunnit-genrens vanlige arketyper – militærmanden, præsten, gammeljomfruen og den ulykkeligt gifte kone samt flere andre, der alle som en har motiver for had og skjulte kærligheder. Det tager da heller ikke Hero ret lang tid at konkludere, at der er ”too many ghosts” på herregården. Der kan ikke kun være tale om én hjemsøgelse, men flere fænomener der løber sammen.

Med det på plads begynder han, spøgelse for spøgelse, at punktere løgnene og afdække de små forræderiske skandaler, der gemmer sig under den forlorne stemning af kammeratligt venskab blandt herregårdens gæster. For hver hjemsøgelse der afsløres som fup, mindskes chancerne for en ægte hjemsøgelse, men Gallico holder os hen i spænding, for findes der måske et ægte spøgelse blandt de mange falske?

Hardcover, Michael Joseph 1961. 1. engelske udg.

Hardcover, Michael Joseph 1961. 1. engelske udg.

Too Many Ghosts er en veloplagt lille gyserkrimi med et kraftigt islæt af romantisk drama. For det kan godt være, at der er alt for mange spøgelser i Heroes liv, men for hvert spøgelse er der også mindst en ung dame, der begærer hans skarpe hjerne og flotte fremtoning. En tung skæbne at bære, der ikke gør arbejdet lettere for spøgelsesjægeren, når han både skal holde udkig efter gespenster og jaloux ægtemænd.

Som roman betragtet er Too Many Ghosts for tyndbenet og snakkende for min smag. Samtidig er den, trods den pulpede atmosfære, ikke helt vild eller flamboyant nok til at få point på den konto. Som generestudie er den imidlertid ikke helt uinteressant. Den viser på den ene side, hvor relativt let det er at skabe et stykke rendyrket genrelitteratur, blot man overholder de af læseren forventede konventioner. Omvendt viser bogen også, at konventionerne ganske hurtigt bliver hule og ligegyldige, til trods for at man mestrer dem til punkt og prikke. Det gør Gallico nemlig, men måske fordi han forholder sig til sit genrevalg i en lettere ironisk tone, slår det bunden ud af hjemsøgelsernes troværdighed. Og når han samtidig ikke føjer noget nyt til skabelonen, bliver det hele lidt for mekanisk.

Paperbck, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966 – Fantastisk forside, ikke!

Til det kan man så også føje, at Paul Gallico var amerikaner og bogen udspiller sig i England blandt englændere. Han forsøger dermed at gå linen ud og skabe et stykke britisk fiktion. Resultatet er en bog, der nærmest er mere engelsk, end en englænder ville skrive den. Doyle, James og Christie bliver alle plagieret i en sådan grad, at det begynder at ligne en karikatur. Vel at mærke en kærlig karikatur, men ikke desto mindre en karikatur. Det skaber ikke de bedste forudsætninger for hverken gys eller spænding, hvilket vel egentlig er Gallicos væsentligste ambition med bogen.

I sidste ende er Too Many Ghosts et solidt stykke håndværk fra en rutineret forfatter. Det eneste problem er, at han ikke formår at udnytte sit generevalg til fulde. Der er noget halvhjertet over bogen, der får den til at virke lidt uforløst og irriterende. Man kan jo så håbe, at Gallico fik lejlighed til at udnytte spøgelsesfortællingen lidt bedre i romanens fortsættelse. Hero vender nemlig tilbage i The Hand of Mary Constable (1964), men der har jeg ikke umiddelbart tænkt at følge ham hen. Én dans med Hero må være nok – i hvert fald for nu.

Paperback, International Polygonics 1988

Paperback, International Polygonics 1988

Hardcover, Chivers North 1989

Hardcover, Chivers North 1989

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert Bloch, Psycho (1959): Mor er vred og skuffet…

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Robert Blochs Psycho fra 1959 var en moderat bestseller, men det var Hitchcocks filmatisering fra 1960, der for alvor gjorde bogen berømt. Ikke desto mindre er filmen langt bedre kendt end romanen, og når Bloch i resten af sit aktive forfatterliv blev beskrevet som ”The author of Psycho”, var det mindst lige så meget en reference til filmen som til selve bogen.

Blochs roman savner måske filmmediets ikonicitet, men der er tale om en rigtig fin choker, der ligger i grænselandet mellem gyser og krimi. Historien er de fleste vel bekendt med. Mary stjæler en stor sum penge fra på arbejde og flygter. Undervejs stopper Mary på et motel, Bates Motel, hvor hun brutalt myrdes i brusebadet. I romanen bliver hun faktisk stukket så mange gange, at hendes hoved falder af! Mordet bliver tilsyneladende begået af motelejeren Normans mor.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Mary ville flygte til Fairvale med pengene, hvor Sam, hendes forlovede, bor. Da Mary meldes savnet, begynder Sam, Marys søster Lila samt en privatdetektiv at søge efter hende. Det fører dem ind i en dans om den varme grød, hvor Norman Bates efter bedste evne forsøger at skjule sine spor og beskytte sin morderiske mor.

Det springende punkt i historien, og her kommer jeg så med den store afsløring, er naturligvis, at der slet ikke er nogen mor. Stakkels forkvaklede, skizofrene Norman er selv både søn og mor. Udklædt som kvinde myrder han Mary i badet, fordi (sønnen) Norman er seksuelt tiltrukket af hende. Fanget i en spiral af skyld, skam og moderbinding har Norman i løbet af teenageårene udviklet sig til en isoleret transseksuel mand med en usund interesse i metafysiske og okkulte idéer. Nu lever Norman som eneboer i en bizar fantasiverden fyldt med idéer lånt fra de bøger, han læser.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det gik galt for Norman, da der kom en mand imellem ham og moderen. I frustration myrder han begge og nulstillede efterfølgende tidens gang ved at udstoppe sin mor. I evig dialog med sig selv spiller han fra da af alle roller i huset og fortsætter barndomslivet, som intet var hændt – Norman og mor i lykkelig forening. Desværre for Norman er der seksuelle behov, som spænder ben for den lille tidslomme, han skaber sig. Drifter og begær, der ikke umiddelbart lader sig bremse, især ikke med whisky, hvilket Norman ellers forsøger.

Psycho er både i omfang og persongalleri en lille roman. Få aktører, få steder og få hændelser. Til gengæld bruger Bloch tiden på at dykke ned i persongalleriets indre – navnlig Normans – og viser os de psykologiske kompleksiteter bag personernes handlinger.

Hardcover, Simon and Schuster 1959. Bogens 1. udg

Hardcover, Simon and Schuster 1959. Bogens 1. udg

Bogen er meget, meget fint komponeret. Normans dobbeltidentitet bliver først afsløret i sidste øjeblik, men Bloch har løbende lagt små antydninger ind i teksten, der viser hvad, der ligger i vente. Faktisk bliver hele romanens tematik om moderbinding og undertrykt selvværd udlagt i første kapitel (Corgi Books, s. 8). Norman læser her om inkaernes mytologi og fantaserer over en passage i bogen, der i virkeligheden er et blik ind i Normans forvrængede virkelighed. I bogen beskrives det, hvordan en gammel heks får hele inkastammen til at danse under deres offerritualer. Heksen slår takten an og stammen følger trommernes bud.

Parallellen til Norman, der selv danser til heksens tromme, er åbenlys. Normans mor er naturligvis heksen ved trommen, der styrer alt, men billedet rækker også videre end Norman. Mary, uskyldige Mary, er nemlig også del af dansen. Mary drømmer om frihed. I hendes tilfælde er det ikke moderens kvælende skygge, der tynger, men ansvar – et ansvar for Lila, økonomisk ansvar og erkendelsen af, at livet langsomt passerer hende forbi, uden hun har fundet sig selv. Hos Norman fører de undertrykte behov til drab, hos Mary fører de til uigennemtænkt, håbløst tyveri.

Paperback, Crest 1961

Paperback, Crest 1961

En af de ting i Psycho, der gør romanen så ubehagelig, er det element af vilkårlighed, som Bloch leger med. Mary stopper tilfældigvis på Bates Motel med fatale følger. Og hendes tilfældige død trækker en stribe af mord med sig.  Det er ikke et gotisk monstergys, som Bloch har skrevet. Det er det stik modsatte – det er slet og ret en roman om mennesker. Norman Bates er ikke et monster, han er en helt almindelige ualmindeligt syg mand. Bates kunne være din nabo eller kioskejeren nede på gadehjørnet. Lila, Marys søster, sætter tingene på spidsen, når hun til sidst i roman siger, at hun faktisk ikke er vred på Bates – hun har ondt af ham. Norman Bates har intet at gøre med de maskinelle slashere, som han senere er blevet slået i hartkorn med. Han er en stakkel; en syg mand, og hele historien i Psycho en uforudsigelig, tragisk hændelse.

Vilkårlighedens rolle i romanen indfanges på rammende vis, da Mary under sin flugt beslutter at bøje fra hovedvejen. Hun holder i et kryds og vælger den forkerte afkørsel. Hun skulle være i idylliske Fairview (et næppe tilfældigt valgt forlokkende navn), men havner i stedet i helvede. Bloch forsøger med andre ord at skræmme os med tilfældighedernes gru. En forkert afkørsel og livet slutter. Ingen kender det, der ligger i vente, ingen kan forberede os på verden.

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Jeg har før, her på bloggen, udtrykt lidt modvilje mod Blochs humoristiske tone. I Psycho er den behageligt nedtonet til nogle ironiske betragtninger og lidt sarkasme. Ikke desto mindre vil jeg mene, at romanen som helhed er én lang galgenhumoristisk kommentar til livets skrøbelighed. Bogen er absolut ikke morsom, men den har trods det noget satanisk-drilsk over sig. Og den sorte humor er faktisk noget, der styrker historiens virkning, fordi den lægger op til et grin, der gradvist forstummer, når romanens budskab går op for læseren.

Psycho er mesterligt udtænkt og skrevet i et trimmet sprog, der let kan måle sig med en knaphedens mester som Ira Levin. Jeg tror faktisk ikke, at Bloch som forfatter blev bedre end det, han leverede i Psycho. Bogen er et lakonisk snøft over verdens nådesløse uretfærdighed. En beretning om brutalitet og afmagt. Og bogens budskab står klart tilbage:

Norman Bates er ikke noget monster – han er dig og mig.

Paperback Tor Books 1989

Paperback Tor Books 1989

Paperback, Robert Hale 2013

Paperback, Robert Hale 2013

Paperback, Overlook Press 2011

Paperback, Overlook Press 2011

Paperback, Overlook Press 2010

Paperback, Overlook Press 2010

Paperback, Corgi Books 1982

Paperback, Corgi Books 1982

Paperback, Bruna 1962

Paperback, Bruna 1962

Paperback, Award Books 1975

Paperback, Award Books 1975

Hardcover, Robert Hale 1960

Hardcover, Robert Hale 1960

Hardcover, Gauntlet Press 1994

Hardcover, Gauntlet Press 1994

Hardcover, Crest 1963

Hardcover, Crest 1963

3 kommentarer

Filed under Roman