Tag Archives: 1961

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Moderne gys set fra ’55

Hardcover, Hanover House 1955

Hardcover, Hanover House 1955

Hvis man interesserer sig for genrehistorie, er det altid spændende med antologier, der på en eller anden måde forsøger at indkredse det, der rører sig. Det vil sige bøger, der har til hensigt at beskrive de ting, der optager forfattere og læsere i tiden. Den slags udkommer løbende, men resultatet er ikke altid helt overbevisende. Her adskiller Donald A. Wollheims væsentlige antologi Terror in the Modern Vein sig. Bogen udkom 1955 i USA og indfanger på smukkeste vis de rørelser, der kan iagttages i 50’ernes gru.

Som sådan går novellerne langt tilbage i tid – Lovecraft er repræsenteret med den ældste historie (”He”) fra 1925, men han står side om side med folk som Charles Beaumont, Richard Matheson og Robert Bloch, der repræsenterer vigtige toner i 50’erne skrækfiktion. Når et navn som Franz Kafka således optræder med novellen ”Der Bau”, er det klart, at Wollheim afsøger andre jagtmarker end de sædvanlige pulpfortællinger, som ellers havde præget gyset.

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Digit Books 1961

Bogen er på den led spændende, og det er bogens forside også, fordi den på en gang har ekkoer af gotikkens romantisering af mørket og samtidig peger på det fremmedartede og uberegnelige, som SF-litteraturen havde føjet til gyset.

Det er imidlertid med den forside, som den engelske udgave af antologien fra 1961 fik, at vi for alvor fornemmer det store skift i 50’ernes tematikker, fordi vi her får lov at se tidens psykologiske gennembrud illustreret gennem den martrede mand. Noget der er endnu tydeligere ses på forsiden af More Terror in the Modern Vein, ligeledes udsendt i 1961. Begge bøger er i øvrigt udgivet af Digit Books og udgør til sammen stort set indholdet af den amerikanske antologi fra ’55. Se sådan gør man en bog til to. Snedigt.

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Digit Books 1961

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Daniel F. Galouye, Dark Universe (1961): »Lad der blive lys!« og lyset blev til…

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig fin forside af V. A. Hoot

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig, rigtig fin forside af V. A. Hoot

Galouyes debutroman fra 1961 er et underholdende tankeeksperiment, der fører os med ud i en fjern, postapokalyptisk fremtid, hvor verden, som vi kender den, er gået under i en ødelæggende atomkrig og mennesket henvist til et liv under jorden. Samfundet er blevet teknologisk reduceret til en primitiv jægersamlertilværelse, og menneskene overlever nu i underjordiske huler, hvor de jager blodtørstige kæmpeflagermus, der hjemsøger hulegangene og høster svampene, der gror nede i mørket. Og mørket er det centrale ord her. Der er nemlig ikke noget lys i den verden, som menneskene nu lever i.

Alt foregår i dybt, sort mørke, hvor man nu klarer sig med føle-, lugte- og høresanserne. Disse sanser er til gengæld også blevet udviklet radikalt, siden de overlevende trak sig under jorden. Så udviklet, at kombinationen af sanser faktisk mere eller mindre har gjort synssansen overflødig.

Paperback, Bantam Books 1961

Paperback, Bantam Books 1961

I romanen følger vi den unge Jared, søn af en stammeleder. Jared er anderledes end andre. Hans sanser er stærkere, og han er derfor en overlegen jæger. Det får ham i problemer en dag, da han overmodigt forlader de vante jagtmarker og søger tættere op mod jordoverfladen end det ellers er tilladt. Det lille eventyr får alvorlige følger. Det resulterer i, at Jared ender som udstødt blandt sine egne og må søge ly, først hos en anden stamme og senere hos de forhadte ’zivvers’ – en form for mutanter, hvis ekstreme hørelse gør dem til farlige modstandere. Sagen er nemlig den, at Jared havde en oplevelse nær ved overfladen, der har karakter af en guddommelig åbenbaring. Han følte noget, han aldrig havde følt før. Noget overvældende, der får den unge Jared på kollisionskurs med sin stammes kultur og forestillingsverden.

Undervejs på den fortumlede rejse som udstødt gennem de underjordiske gange får Jared (naturligvis) følgeskab af den smukke Della, der afslører, at hun rent faktisk er en af de frygtede zivvers. Sammen forsøger de to nu at finde lyset og mørkets hemmelighed, meningen med deres tilværelse og i sidste ende slet og ret et paradis, hvor de kan begynde forfra.

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Dark Universe er på flere punkter en fascinerende roman, fordi den forsøger at tackle ganske komplekse erkendelsesmæssige og fænomenologiske problemstillinger. Bogen er afgjort religionskritisk, men i stedet for parodisk eller ironisk at udstille religiøsitet bevæger Daniel Galouye sig et lag dybere ned og spørger, hvorfor metafysiske forestillinger i det hele taget opstår.

I romanen, der udspiller sig i total mørke, forstår menneskene lyset som en gud. De har vel at mærke aldrig set lys, men reminiscenser fra det svundne liv på jordoverfladen hænger ved i myter, der er blevet fortolket og forvansket i et væk. Lys er gud og lysets evige modstander, mørket, kaldes ’Radiation’. En hel kosmologi er bygget op omkring dette, der på en gang har kristne konnotationer, men som også har udviklet sig i en helt ny retning, tilpasset omgivelserne under jorden. Et liv, hvor mennesket, der aldrig har set lys, fortolker mørket som det almindelige og derfor også bagvendt forstår mørke som lys.

Hardcover, Gollancz  1962

Hardcover, Gollancz 1962

Et afgørende sted (s. 127) spørger Della ”We’ll find a pleasant world, won’t we?”, og Jared svarer ”The best. If it isn’t just like we want it, we’ll build it to suit ourselves.”

Og det er præcis hvad menneskene har gjort i bogen har gjort nede i mørket. De har skabt deres kosmologi ud fra deres konkrete livssituation og bygget deres metafysiske forhåbninger på de aktuelle vilkår. Den tanke har Galouye taget ganske alvorligt og med sin roman forsøgt at skildre, hvordan et liv i totalt mørke vil forandre alt fra sprog og metaforisk tænkning til religionen og forestillingen om efterlivet. Det er et ambitiøst projekt, men ikke desto mindre ganske, ganske spændende. Og man kan jo sende R. A. Salvatores bøger om sortelveren Drizzt i Underdark et par venlige tanker imens og konstatere, hvor fladpandet Salvatores tilgang til samme miljø i virkeligheden er. Men det er et sidespring.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

En af de fine ting ved Dark Universe er, at Galouye går hermeneutisk til værks. Vi forbliver inden for romanpersonernes erfaringshorisont, hvorved vi hele tiden får gennemspillet de tankerækker, som Jared og Della gør sig i forsøget på at forstå, hvad dette store, guddommelige lys og mørket er. Det betyder, at Galouye har måttet skabe sine egne metaforer og vendinger, baseret på livet i hulerne og den måde, hvorpå mennesket sanser deres verden dernede i mørket. Det giver bogen en helt særlig tone, der tager et par kapitler at blive fortrolig med, men som faktisk er tænkt ganske, ganske godt.

Billedligt indfanger Galouye sit religionskritiske projekt i det religiøse artefakt, som Jareds klan opbevarer med største reverens. En oldgammel genstand, der kaldes ”the Holy Bulb”. En genstand, som den gud en gang beboede, men nu har forladt. Det lyder jo komisk, men her griber Galouye vel et af de vigtige aspekter af enhver religion – nemlig, at den må forstås indefra for at give mening. Betragtet udefra bliver troen en fjollet, irrationel adfærd. Den elpærer, Jareds klan tilbeder som et vigtigt relikvie, er således et rigtig fint billede på eksempelvis den Hellige Grav i Jerusalem.

Paperback, Sphere  1970

Paperback, Sphere 1970

Dark Universe opererer på to planer. Der er det overordnede, filosofiske niveau, hvor Galouye excellerer i noget, som kunne tangere bister satire, men som snarere er et eftertænksomt bud på en materialistisk-dialektisk tolkning af menneskets verdenserkendelse. Vi er her helt oppe i de høje luftlag, men Galouye holder historien forankret i mere prosaiske aspekter gennem skildringen af de fysisk genvordigheder, Jared og Della løbende må overvinde.

Dark Universe er med andre ord rendyrket pulp, fyldt med kæmpemæssige flagermus og heltemodige redningsaktioner. Det gør på en gang bogen dybsindig og letbenet underholdende. Desværre lykkes forbindelsen mellem de to lag ikke altid lige godt for Galouye, idet han tydeligvis har været mere optaget af romanens erkendelsesmæssige indhold end den konkrete handling. Det betyder måske ikke så meget, men den underudviklede historie får den negative betydning, at de store tanker bag bogen formildes en smule gumpetungt, for ikke at sige naivt. Det kan synes paradoksalt, fordi Dark Universe faktisk har intellektuelt gods, men de pulpede SF-troper kommer ganske enkelt i vejen for Galouyes litterære projekt.

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Romanen er sprogligt kluntet, hvilket ikke kan undgå at gøre Dark Universe til en mindre prægnant bog end den egentlig burde være. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at romanens ærinde var og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Dens fusion af kreativitet og filosofi er rigtig stærk, og noget jeg sætter stor pris på, men desværre virker formen som en hæmsko for teksten. En hæmsko, der trækker bogen ned i den mest trivielle pulpsuppedas, man kan forestille sig. Det er ærgerligt, for havde Galouye været en bedre forfatter, ville selve det litterære udtryk have været stærkere og bogen som helhed mere overbevisende. Sådan er det bare ikke, men det skal ikke afholde nogen fra et give sig i kast med Dark Universe. Den fremmer kritisk tænkning, og det kan vi ikke få for meget af.

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Phoenix Pick 2010

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

The Ghoul Keepers (1961), Leo Margulies, red.: Vintage weirdness

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Paperback, Pyramid Books 1961. Den syrede men fine forside er tegnet af John Schoenherr

Leo Margulies, pulp-redaktør extraordinaire, købte i 1950’erne rettighederne til de historier, der var blevet trykt i Weird Tales under magasinets sidste storhedstid. Det vil stort set sige alt det, der blev udgivet fra Anden Verdenskrig og frem til 1954, hvor bladet for første gang lukkede og slukkede helt. Fra sin redaktørstol for et utal af pulp-antologier og romanblade havde Margulies god fornemmelse for tidens smag i slutningen af 50’erne. Det udnyttede han navnlig i udvælgelsen af ældre materiale til genudgivelse. The Ghoul Keepers fra 1961 er en rigtig fint eksempel på Margulies linje. Bogen, der indeholder noveller skrevet mellem 1938 og 1951, viser nemlig, hvordan den traditionelle horrorfortælling er gledet i baggrunden for andre typer ”weird tales”.

Det nye store, der hvor kreativiteten for alvor blomstrede, var inden for SF. Den såkaldte ”New Wave of Science Fiction” var så småt ved at vinde momentum i begyndelsen af 60’erne. Mange af de klassiske gysertemaer virkede med et støvede og gammeldags målt i forhold til de nye horisonter, som SF-forfatterne opdyrkede. Dermed ikke sagt, at horror var helt yt. Slet ikke, men det var i andre genrer, at forfatterne for alvor begyndte at udfordre konventionerne.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Alt det kan meget fint fornemmes i The Ghoul Keepers. Titlen antyder jo helt sikkert horror, men både omslaget og mange af novellerne befinder sig inden for klassisk SF-territorium. Det giver antologien et lidt skizofrent præg, men omvendt er der noget befriende spraglet over sammensætningen.

Overordnet må man desværre nok erkende, at novellerne i de fleste tilfælde savner friskhed og gennemslagskraft. De var utvivlsomt gode historier, da de oprindeligt udkom i Weird Tales, men jeg er ret sikker på, at de, i 1961 såvel som i dag, har fremstået noget konservative. De lider med andre ord under præcis det, der i sidste ende også var med til at dræbe bladet Weird Tales. Tiderne skiftede, men kredsen af gamle forfattere og bladets skiftende redaktører havde svært ved at ændre de redaktionelle retningslinjer, der havde gjort bladets til pulpens absolutte mastodont.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1965. Denne forside er også tegnet af John Schoenherrr, hvilket vel egentlig er ganske tydeligt

The Ghoul Keepers åbner solidt med ”The Sorcerer’s Apprentice” af Robert Bloch. Det er historien om en ikke helt velfungerende pukkelryg, der kommer til at arbejde for en omrejsende tryllekunster. Pukkelryggen bliver pludselig til en brik i et grimt spil, der får en noget overraskende afslutning. Novellen er en grusom, sort fortælling, der godt nok har en dosis ironi, men som sådan er fri for Blochs ellers altid meget karakteristiske galgenhumor. Personlig er jeg mest til Bloch, når han er alvorlig, men præcis her rammer han en god blanding af humor og uhygge, som virker ganske overbevisende.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Dernæst følger en række charmerende historier, der, måske lige med undtagelse af Theodore Sturgeons stille, humoristiske novelle om radiokontakt med Mars, er hurtigt glemt igen. Det ændrer sig imidlertid, når man kommer til Ray Bradburys bidrag ”The Lake”. En kort novelle, der handler om en dreng, hvis første kærlighed drukner i en sø. Mange år senere vender han tilbage til søen, nu som voksen mand, og gennemlever noget af det, han oplevede den gang, pigen druknede. Bradburys fortælling er intet mindre end fremragende.

Antologien har frem til ”The Lake” levet et stille pulpliv med uforpligtende fortællinger, men pludselig brager Bradbury igennem. Fyldt med psykologisk indsigt og mesterlig kontrol over sproget maler han situationer frem, der både står lysende klart og samtidig bliver badet i et flimrende, overnaturligt skær, der gør teksten tvetydig og skræmmende. Jeg erkender blankt, at jeg er en kæmpe fan af Bradburys tidlige arbejde. Hans prosa er fortsat nærværende og skarp – præcis som den tydeligvis fremstod tilbage i 50’erne. Og når man møder Bradbury i selskab med andre af tidens genreforfattere, går det op for en, hvor meget bedre kunster og forfatter han er. Bradbury ligger ganske enkelt milevidt over samtlige af de andre bidragsydere til bogen.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Efter Bradbury fortsætter bogen med ansigtsløse pulphistorier uden meget bid eller gennemslagskraft. Den eneste novelle, der dog for alvor falder decideret igennem, er Harry Altshulers ”The Witch in the Fog”, der er en parafrase over den victorianske spøgelses- eller okkult fortælling. Tonen er mislykket og udførelsen slap, men med kun én decideret dårlig historie ligger The Ghoul Keepers betydeligt over gennemsnittet af weird-antologier

Med bogens to sidste noveller bliver det hele ganske spændende igen. Først er der Seabury Quinns ”Clair de Lune”; en Jules de Grandin-fortælling, hvor den okkulte detektiver bliver konfronteret med en lidt atypisk vampyr i form af en ung skuespillerinde, der har betaget mænd gennem generationer. Novellen bygger tydeligvis på Elizabeth Báthory-legenden, og er hverken synderligt overraskende eller original. Der, hvor Seabury Quinn skiller sig ud, er i selve forfatterhåndværket. Quinn skriver med et overskud, der gør fortællingen rig på tekstur og nærvær. Personerne tegner sig tydeligt for læseren, han har plads til leg med sproget og mestrer at føre sit plot igennem uden unødigt flæsk. Seabury Quinn er med andre ord en af pulp-stjernerne, der leverer genrens sprog og konventioner til perfektion.

Seabury Grandin Quinn (dDecember 1889 - 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Lidt anderledes forholder det sig med bogens sidste bidrag, ”Spawn of Dagon”, skrevet af Henry Kuttner. Novellen er bogens ældste – skrevet i 1938. Novellen er en Robert E. Howard-pastiche, der trækker på lovecraftianske Cthulhu mythos-idéer på præcis samme måde, som også Howard omsatte Lovecrafts og Clark Ashton Smiths mytologier. Novellen er en blodig fantasyhistorie om to tyve, der bliver hyret til at dræbe en ond, dæmondyrkende troldmand. Det hele afvikles i høj fart med rigelige mængder vold, snavs og monsteraction. Det er ganske, ganske underholdende – om end hverken originalt eller elegant udført. Novellens to hovedpersoner – en stor og en lille tyv – minder i øvrigt del om Leibers Fafhrd og Gray Mouser. Kuttners bidrag er rendyrket sword-and-sorcery, når det er blodigst og mest underholdende. Samtidig kan Cthulhu mythos-buffs glæde sig over, at heltene må nedkæmpe talrige såkaldte ”deep ones”.

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Henry Kuttner (7. april 1915 – 4. februar 1958)

Som altid med den slags antologier er The Ghoul Keepers en blandet omgang. Overordnet er bogen underholdende, men hvad der måske er mere interessant, så kan bogen være med til at skærpe ens blik for god og dårlig pulp. Netop fordi Margulies har inddraget både helt store navne og mindre kendte og kompetente skikkelser, har man i bogen en oplagt mulighed for, at se, hvorfor eksempelvis nogle forfattere var i stand til at transcendere den brede pulpgrød og blive store navne, der kan anerkendes for deres litterære kvaliteter uden for genrelitteraturens felt. Her tænker jeg naturligvis især på Bradbury, der står som et fyrtårn i bogen.

Vil du studere pulp i af kvaliteter, byder The Ghoul Keepers både på det mest trivielle og noget af det bedste.

Novellerne:

Robert Bloch: “The Sorcerer’s Apprentice” (Weird Tales, jan. 1949)

Theodore Sturgeon: “The Martian and the Moron” (Weird Tales, mar. 1949)

Edmond Hamilton: “The Isle of the Sleeper” (Weird Tales, maj 1938, genoptrykt may 1951)

Helen W. Kasson: “Please Go ‘Way and Let Me Sleep” (Weird Tales, mar. 1945)

Ray Bradbury: “The Lake” (Weird Tales, maj 1944)

Harry Altshuler: “The Witch in the Fog” (Weird Tales, sept. 1938, som Alexander Faust)

L. Sprague de Camp & Fletcher Pratt: “When the Night Wind Howls” (Weird Tales, nov. 1951)

Seabury Quinn: “Clair de Lune” (Weird Tales, nov. 1947)

Henry Kuttner: “Spawn of Dagon” (Weird Tales, juli 1938)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Unexpected, red. Leo Margulies (1961): Fortællinger fra Weird Tales’ senere årgange

Paperback, Pyramid Books 1961. Ukendt illustrator, men faktisk en meget cool forside. Der er noget dejligt dramatisk over samspillet mellem tegning og opsætning

Leo Margulies er en vigtig skikkelse inden for den amerikanske genrefiktion – ikke fordi han har haft betydning som forfatter, men fordi han var en af de væsentlige kendere af litteratur fra pulpmagasinernes storhedstid. Det var dermed også som redaktør og genudgiver af noveller fra ældre magasiner, at Margulies fik skabt sit navn. Vi kan bl.a. takke Leo Margulies for at have bjerget talrige science-fiction-, horror- og kriminalnoveller, som ellers ville være gået i glemmebogen. Kaster man et blik på listen over hans udgivelser, står det imidlertid også klart, at han ikke indskrænkede sig til en bestemt genre eller type fiktion.

Margulies udgav alle former for genrefiktion – sportsfortællinger, westerns, krigseventyr, ungdomslitteratur og så videre. Det blev til en hel del bøger op gennem 60’erne og 70’erne. Man kan derfor også overveje, om det vitterligt var Margulies selv, der havde det nødvendige overblik til at kunne foretage udvælgelsen af den anseelige mængde noveller, han gennem tiden fik lagt sit redaktørnavn til. Det var det jo næppe, og en anden stjerneredaktør, Sam Moskowitz, har blandt andet fortalt Robert M. Price, at han var ”ghost editor” på to af Margulies horror-antologier (Crypt of Cthulhu 16/3 1997, s. 2). Ikke at det betyder så meget, Leo Margulies er og bliver et stort navn. Men jeg synes alligevel, det er et relevant perspektiv at have med, når man ser på en novellesamling som The Unexpected fra 1961.

Paperback, Pyramid Books 1961

Ikke mindst fordi at alle bogens 11 historier bliver præsenteret med en lille personlig indledning, der fortæller lidt om forfatteren og novellens indhold. Det er redaktørens stemme, der fortæller, og man får afgjort det indtryk, at der er tale om en personlig udvælgelse, baseret på et stort kendskab til genren. Det kendskab har Margulies uden tvivl også haft, men i sidste ende lagde han nok navn til flere bøger, end han rent faktisk redigerede selv.

Paperback, Pyramid Books, 2. udg. 1962. Nu med et SF-cover, der hverken er fugl eller fisk i forhold til bogens indhold

The Unexpected, som det egentlig handler om her, består udelukkende af historier gravet frem fra den tilsyneladende uudtømmelige guldmine, som Weird Tales har været. Antologi på antologi er blevet udgivet, baseret på historier fra magasinet, og navnet alene har tydeligvis været en garant for en eller anden form for kvalitet. I The Unexpected møder vi stort set kun velkendte forfatternavne, hvilket naturligvis højner forventninger til bogens indhold.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Imidlertid viser The Unexpected meget godt, hvor blandet indholdet i Weird Tales er og samtidig, hvor langt der er mellem snapsene – også selv om der er tale om navne som eksempelvis Robert Bloch og Isaac Asimov. Her må det så også være på sin plads at nævne, at bogen faktisk er en af de få antologier, der udelukkende henter materiale fra Weird Tales’ sidste storhedstid – det vil sige fra perioden (1940-1954) hvor Dorothy McIlwraith var ansvarshavende redaktrør.

Fælles for alle bogens fortællinger er den uventede eller overraskende afslutning (the unexpected!). De tangerer ikke helt den typiske pulp-kliché med noveller, der ender med en chokerende afslutning skrevet i kursiv, men vi kommer tæt på. Næsten alle novellerne gør brug af en form for radikal kovending i handlingen, der utvivlsomt har virket overraskende, dengang ruder konge var knægt. I dag er der næppe meget i bogen, som vil komme bag på læseren, men det betyder jo mindre, hvis novellerne i øvrigt har kvaliteter. Det er der flere af dem, der har, men før jeg udpeger bogens highlights, skal vi lige have en ting på plads.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

En del af historierne i The Unexpected er ikke horror – de er sære eller utrolige fortællinger, der skildrer fantastiske begivenheder. Flere gør det med rig brug af humor. Det ser vi i “Legal Rites”, et samarbejde mellem Isaac Asimov og Frederik Pohl, hvor et spøgelse sagsøger en husejer efter at være blevet manet ud fra huset, det har hjemsøgt i hundrede år. Meget vittigt, men også plat ad Pommern til.

Et andet godt eksempel er Robert Blochs ”The strange island of Dr. Nork”. En historie om en gal videnskabsmand, der har slået sig ned på en øde ø for her at udvikle koncepter og effekter til tegneserier. Det vil sige, at han afprøver og udvikler virkelige helte, skurke og monstre for gennem eksperimenter på dem at kunne gøre tegneserierne så realistiske som muligt. Her er naturligvis tale om en vanvittig farce, der ganske vist er velskrevet, men også rigtig letbenet.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Til tider spekulerer jeg faktisk på, om jeg egentlig overhovedet bryder mig om den ofte humoristiske Blochs ting, men så behøver jeg jo bare tænke på Mysteries of the Worm (1981) eller Psycho (1959), og straks kommer jeg på bedre tanker. Jeg tænder ganske enkelt generelt ikke på humor, når den bliver kombineret med horror eller sære fortællinger. Det diskvalificere for mig at se flere bidrag i The Unexpected, som måske har fortjent en mere venligstemt læser.

Bogen rummer imidlertid bestemt også gode ting. Først har Margaret St. Clair en rigtig fin lille gyserfortælling, ”Mrs. Hawk”, der parafraserer en episode fra Odysseen. Og det bliver endnu bedre i den efterfølgende historie af Ray Bradbury. Hans ”The Handler” kunne uden problemer være blandt historierne fra The October Country (1955). Bradburys novelle kommer som lidt af en åbenbaring i The Unexpected, fordi det er det første bidrag, der for alvor hæver sig op over de jævne pulp-fortællinger. Novellen formår på ganske få sider at tegne et levende billede af en patologisk bedemand, der kommer grueligt galt afsted. Fortællingen blander klassiske morbide temaer med glimt fra en amerikansk provinsbyvirkelighed, fortalt i bittersøde vendinger, der kun gør de makabre afsløringer mere ubehagelige. Bradbury går man ikke fejl af, og ”The Handler” viser afgjort hvorfor.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En anden helt igennem fremragende fortælling, der i kvalitet ligger milevidt fra stort set alle andre noveller i bogen, er Fritz Leibers ”The automatic pistol”. Handlingen udspiller sig i forbudstidens USA og drejer sig om nogle kriminelle småfisk, der smugler sprut. Mere præcist handler det om en af gangsternes særlige pistol, der nærmest har sit eget liv. Tænk Kings Christine (1983) bare med en pistol i stedet for en bil, og så er du meget tæt på. Leibers sprog er ganske enkelt overlegent. Samtidig formår han at levere en historie, der mere eller mindre afslører alt på de første sider og trods det, holder spændingen frem til sidste linje. Det skyldes ene og alene de mesterlige miljøskildringer og Leibers stemningsfulde stil. ”The automatic pistol” er sådan set grund nok i sig selv til at anskaffe sig The Unexpected.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af Mary Elizabeth Counselman. Hun er damen, der har skrevet novellen “The Three Marked Pennies” – en af de oftest genudgivne noveller fra Weird Tales overhovedet. I The Unexpected optræder hun med historien ”The unwanted”. Det er en stille spøgelsesfortælling ud af den victorianske tradition om en fattig redneck-familie og deres mystiske børn. Den er hverken skræmmende eller synderligt overraskende, men den måde hvorpå Counselman får sære begivenheder til at mødes med en rå socialrealisme, er ganske, ganske virkningsfuld læsning. Hun formår at bygge en fortælling op, der faktisk giver et bud på et nærmest troværdigt møde med noget overnaturligt.

Forlaget Pyramid udsendte flere horror-antologier med historier hentet fra pulpmagasiner. The Unexpected er måske ikke den bedste af dem, men trods det har den en lille kerne af gennemført fine historier, der gør bogen vedkommende. Ikke mindst fordi det er en bog af den type, der åbner muligheden for at forstå diversiteten i de historier, der fandt vej til Weird Tales, hvis man ikke har lyst til at betale en bondegård for de oprindelige blade.

Novellerne:

Theodore Sturgeon: “The Professor’s Teddy Bear”

Isaac Asimov & Frederik Pohl: “Legal Rites”

Robert Bloch: “The Strange Island Of Dr. Nork”

Margaret St. Clair: “Mrs. Hawk”

Ray Bradbury:  ”The Handler”

Fritz Leiber: “The Automatic Pistol”

Mary E. Counselman: “The Unwanted”

Manly Wade Wellman: “The Valley Was Still”

Anthony Boucher: “The Scrawney One”

Frederic Brown: “Come And Go Mad”

E. F. Russell: “The Big Shot”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling