Tag Archives: 1962

John Lymington, A Sword Above the Night (1962): En ganske forfærdelig omgang SF-gys

Paperback, Macfadden-Bartell 1971. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Nu kom det frem i en kommentar for nogen tid siden, at jeg har en tendens til at turnere ganske middelmådige eller slet og ret dårlige SF-romaner på her på bloggen. Til det kan jeg bare endnu engang erkende mig skyldig, for den roman, vi her skal se nærmere på, hører til blandt de dårligste bøger, jeg har læst i ganske lang tid. Det siger en del, hvis man følger med i mine skriverier, og det tragiske ved A Sword Above the Night er, at det ikke engang er en af de romaner, som får en ufrivillig underholdningsværdi. Den er slet og ret elendigt skrevet og samtidig gudsjammerligt kedelig. Værre kan det næsten ikke blive.

Handlingen fremstår længe bevidst kryptisk, men som vi kommer frem i historien, der udspiller sig i England, står det klart, at den i virkeligheden er ganske enkel. Det hele begynder, da politibetjenten John Adams, der i øvrigt hellere vil skrive SF-noveller end jagte kriminelle, tager ned til et landevejshotel for der at afhøre en af gæsterne, der muligvis er flugtbilist efter en ulykke i den nært ved liggende landsby samme nat. Manden, han skal afhøre, var rent faktisk skyld i ulykken, fordi han kørte døddrukken i bil. Nu forsøger skurken efter bedste evne at bortforklare hændelsen – hans bil blev stjålet og så fremdeles, alt imens han kæmper for at skjule sine enorme tømmermænd. Så langt så godt.

Paperback, Macfadden-Bartell 1971

Mystiske ting begynder hurtigt at udspille sig på hotellet, og med ét går det op for både betjenten og gæsterne, at de er blevet fanget. En form for elektrisk kuppel har lagt sig over stedet og dets nærmeste omgivelser. De kan se ud, men ikke komme gennem den elektriske grænse. Andre udenfor kan tydeligvis også se ind, men kan heller ikke komme gennem kraftfeltet.

Herfra udvikler handlingen sig i to spor. Dels følger vi hæren og nyhederne, der beretter om tilsvarende mystiske kupler, der er etableret rundt omkring i landet og regeringens forsøg på at trænge ind til dem, der er fanget.

John Lymington alias John Richard Newton Chance (1911 – 3. august 1983)

Dette spor fylder imidlertid ikke ret meget. Det vigtigste i handlingen er nemlig John Adams erkendelse af, at alle gæsterne, han er indespærret sammen med, er medlemmer af en bande, der har røvet en bank dagen forinden. De er en samling skruppelløse mænd og kvinder, der nu er indfanget med ordensmagten, og knap er de blevet afsondret fra verden, før bandens sammenhold begynder at smuldre og eskalere ud i skænderier, slagsmål og fraktioner.

Undervejs spøger vi os naturligvis, hvad der er skyld i disse ”kupler”; er det russerne? Kriminelle? Hvad kan det være? Svaret er, at det er onde rumvæsner, og romanens absolut eneste forsonende træk finder sted på den sidste side, hvor forfatteren skærer igennem og lukker sin fortælling med en herlig konsekvens, som dog ikke formår at rode bod på den katastrofe, han har udsat sin læser for.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1962. Romanens 1. udgave

Selve præmissen med den indespærrede bande, som isoleret og under pres går løs på hinanden, er et tidløst og genreløst greb. Romanen vi læser kunne eksempelvis lige så godt være en western. Som grundtype er fortællingen et trinbræt til en fortættet, psykologisk roman om mennesker, der smider masken og giver pokker i alle sociale konventioner. Sådan burde det i hvert fald være, men hos Lymington bliver dette så inkompetent og knudret formidlet, at vores engagement i de enkelte medlemmer af banden, samt ikke mindst hovedpersonen John Adams, er totalt fraværende. Som læser er man fuldstændig ligeglad med karaktererne, fordi man ikke har noget forhold til dem, og fordi det er svært at skelne dem fra hinanden.

Der er ikke nogen tvivl om, at hele tanken om ”kuplen” og rumvæsnerne er et trick, en let forklaring, der skal holde gruppen fanget og samtidig noget, som skal føje et eksotisk spændingslag til en ellers realistisk fortælling. Desværre formår Lymington ikke at integrere de to spor, der næsten fremstår som to separate handlinger skrevet sammen. En krimi og idéen til en aldrig realiseret SF-roman, som er blevet belejligt splejset sammen. Man kan da også med fuld ret overveje om dette i det hele taget er en SF-roman, eller ”bare” en thriller/gyser med et eksotisk indslag i form af kontakt med væsner fra verdensrummet. Jeg hælder til dette.

Paperback, Corgi Books 1963

Det mest interessante ved den øvelse er sådan set, at Lymington gør et forsøg på, uden at komme i mål, for at skabe en stemning af paranoia og gru, baseret på den dobbelt trussel; først og fremmest den indre konflikt, for hvem kan stole på hvem, inde i boblen, men samtidig er der den langt vigtigere og mere overhængende fare fra det ukendte, der har skabt hele situationen.

Paperback, Manor Books 1978

Ud af alt dette kunne der være kommet en spændende skrækroman, der med en simpel præmis ville få skabt et intenst persondrevet drama foran et bagtæppe af kosmisk gru. Det havde jeg gerne læst, men det havde krævet en forfatter, som er langt mere sofistikeret og dygtig end Lymington, der har svært ved at holde sammen på det hele. Handlingen smuldrer for ham efter få kapitler, eller rettere i det øjeblik, hvor den første konfrontation mellem betjenten og spritbilisten er overstået og de mere akutte problemer introduceres. Her blev det tydeligvis for meget for Lymington; for mange bolde i luften. Akavet kæmpede han for at jonglere det hele, men boldene endte på gulvet. Romanen er da også mere eller mindre glemt i dag, hvilket slet ikke er nogen skam.

A Sword Above the Night er en ærgerlig roman, fordi den spilder sit potentiale. Den ødelægger en god idé og forpasser en oplagt mulighed. Det er spildte, kreative kræfter og det er ganske trist at være vidne til. Øv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1962. Romanens 1. udgave

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1980

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman