Tag Archives: 1963

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Collector (1963): Det forkvaklede sinds grusomhed

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980. Navnet på den fine forsides skaber er desværre ikke oplyst

Mine damer og herrer, nu skal vi snakke lidt om et mesterværk. Jeg har en kæmpe svaghed for John Fowles, ikke mindst takket være hans formidabelt fascinerende og grusomme debutroman The Collector fra 1963. En roman, der ligger i grænselandet mellem socialrealisme, krimi og psykologisk gyser. Bogen er blevet læst og kommenteret i lange baner, og den har inspireret til talrige imitationer, hvoraf ikke mindst Stephen Kings Misery må regnes som prominent eksempel.

I bogen følger vi den sky kontoransatte Frederick Clegg; en ung mand, der indtil for nylig har levet sammen med sine to ældre tanter. Hans store passion er sommerfugle, som han samler med pertentlig ildhu. Clegg har det svært med det modsatte køn, men ikke desto mindre er han blevet dybt forelsket i den smukke studine Miranda Grey, som han aldrig har udvekslet eneste et ord med. I stedet har Clegg spioneret på Miranda og forfulgt hende på hendes færden gennem Londons forstæder. Gradvist begynder han imidlertid at fostre en plan, der kulminerer, da Clegg kidnapper Miranda og indespærrer hende i sin kælder. Det bliver begyndelsen på et modbydeligt kammerspil, en slidsom magtkamp mellem fange og vogter, der ender i dybeste tragedie og gru.

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980

Alene bogens grundlæggende handling kunne være nok til en nervepirrende thriller, men Fowles gør her et mesterligt træk, der løfter det hele yderligere. Først fortæller han nemlig historien fra Cleggs synspunkt. Vi hører om hans uskyldige forelskelse og det voksende begær, kidnapningen og de lange verbale og fysiske kampe med Miranda, da hun først er indfanget. Hele det tragiske forløb gennemspilles, og da det er overstået, starter Fowles forfra. Denne gang fortælles historien fra Mirandas blik, vel at mærke uden at det betyder nævneværdige gentagelser. Snarere er der tale om to vidt forskellige beretninger, hvor vi i den første er inde i Clegg og iagttager Miranda, mens vi i den anden del er inde i Miranda og iagttager Clegg. Symmetrien i dette er ekstremt spændende og psykologisk udfoldet ganske, ganske flot.

Verdener tørner sammen i de to forskellige versioner af historien, fordi vi først er vidner til Cleggs naive, selvretfærdige og selvbedrageriske beretning. En beretning, hvor alt sker nærmest tilfældigt, og Clegg iscenesætter sig selv som en anstændig, retskaffen mand, der ikke gør noget forkert. Han vil bare i al stilfærdighed have tid til at snakke med Miranda, før han slipper hende løs igen. Det lykkes næsten, men også kun næsten, for Clegg at lulle os ind i en form for sympati. Han er jo en trist skæbne, et offer, der behøver hjælp. Det er imidlertid først, da vi får Mirandas beretning, at vi forstår dæmonien bag Cleggs handling. Her fremstår han nemlig pludselig som apatisk monster blottet for den aura af barnagtig uskyld, han selv får manet frem.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

Her må det understreges, at John Fowles tegner et finmasket portræt af både Clegg og Miranda, der navnlig, hvad Cleggs motiver angår, er udført med isnende akkuratesse. Som nævnt er Clegg sommerfuglesamler, og parallellen mellem Miranda og de smukke insekter, han fanger og gemmer, er åbenlys, men der stikker mere under. Det handler nemlig om magt og kontrol. Miranda bruger det første lange stykke tid af sit fangenskab på at overveje, hvornår han voldtager hende.

Men Clegg lægger ikke hånd på Miranda, faktisk er det Miranda, der forsøger at forføre Clegg i håb om, at sex vil købe hende fri. Her træder hun imidlertid over stregen, for Clegg er impotent, og dermed er vi ved sagens kerne. Uden at kunne udleve sine drifter er Clegg den evige beskuer, og øjet vil gradvist have mere. Hans voyeurisme eskalerer med ubehagelig hast, og han begynder at tage erotiske billeder af Miranda. Samlejet, de aldrig har, fylder med andre ord mere og mere mellem de to.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Forholdet mellem Clegg og Miranda bliver derfor hurtigt kompliceret. Indledningsvist har Miranda relativt stort spillerum i kælderen. Clegg føjer sig for hendes behov, men stille og roligt får han sadistisk smag for sin magt og dominans. Men uanset hvor meget Clegg tyranniserer Miranda, forbliver han hende underlegen. Han knækker hende aldrig, selvom hun er tæt på at bryde sammen. Mirandas ukuelighed får naturligvis Clegg til at overveje, hvordan hele historien skal afsluttes.

Skæbnen kommer ham imidlertid til undsætning i en skelsættende situation, hvor Cleggs karakter for alvor kommer frem. I stedet for at stå ved sine handlinger stikker han halen mellem benene og lader sit gidsel krepere ynkeligt nede i kælderen i en hjerteskærende, dybt forstyrrende passage. Et endeligt maskefald, hvor mennesket Clegg står blottet i al sin frastødende mangelfuldhed.

Hardcover, The Reprint Society 1964

Hardcover, The Reprint Society 1964

The Collector handler om magtrelationer, den handler om fremmedgørelse og sociale kompetencer. Miranda er pigen, der har alt. Hun er smuk, veluddannet og kunstnerisk. Clegg er middelmådigt begavet og født uden ambitioner eller visioner. De tilhører begge middelklassen, den ene fra den øvre ende (Miranda), den anden fra den nedre (Clegg), og takket være deres social arv har de forvaltet livets muligheder vidt forskelligt. Meget af gruen i bogen opstår, fordi Clegg er så uendeligt ordinær, at han kunne være din nabo, fætter eller måske endda dig selv(!), og gruen opstår, fordi Cleggs blinde kærlighed lynhurtigt bliver til bitter jalousi over alt, det han ikke har, alt det han ikke forstår og alt det, Miranda repræsenterer.

Samtidig er det vigtigt at notere sig, at Miranda måske nok er et offer, men uden for kælderens groteske regime er det Miranda, der regerer. Rent faktisk er hun både bedrevidende og arrogant, og jo mere hun forstår Cleggs apatiske liv, jo mere foragter hun ikke bare ham, men hele den åndsløse, småborgerlige verden, han repræsenterer. Og sagen er den, at havde Clegg ikke tvunget sig adgang til Miranda, havde hun aldrig værdiget ham et sekund af sin tid, til trods for de floromvundne humanistiske idealer om respekt og sympati, som hun prædiker over for Clegg, mens tid er.

Paperback, Dell 1964

Paperback, Dell 1964

Ganske typisk for Miranda-karakteren går hun også til Shakespeare, da hun skal karakterisere Clegg, som Miranda identificere med den tyranniske kæmpe Caliban fra stykket The Tempest, hvorfra hendes eget navn også er hentet. Clegg aner naturligvis ikke noget om Caliban og Shakespeare. Øgenavnets brod går derfor hen over hovedet på ham. Mere dystert er det, at Miranda selv identificerer sig med Sheherezade fra Tusind og Én Nat, der førte samme mundtlige kamp for at overleve. Som Sheherezade fortæller og spørger Miranda nemlig alt, hvad tøjler og remmer kan holde i håb om at holde Cleggs interesse fanget. Det viser sig imidlertid at være forgæves, for Cleggs afmagt gør ham ondere og ondere, fordi han ikke kan overskue konsekvenserne af det, han har startet.

Paperback, Dell 1965

Paperback, Dell 1965

Tryk avler modtryk, siger man, og det har John Fowles gjort til en maksime for hele bogen. The Collector er en lang serie af sociale tryk, der påvirker de to hovedpersoner og driver deres handlinger frem. Det er eminent udtænkt og udført med en serie af subtile lag, der stikker dybt under den umiddelbare handling i den skidne rædselskælder, hvor Miranda langsomt drukner. Bogen er et studie i underhundens hævn, om undermålerens storhedsvanvid, om intellektuel arrogance og den ugengældte kærligheds pinefulde smerte. Det er romanen om et håbløst menneskeligt styrt, et diabolsk syndefald.

Gør dig selv en tjeneste og tag et kig ned i Frederick Cleggs kælder; du vil sikkert ikke kunne lide, hvad du ser, men hold fast hvor er bogen om Clegg og Miranda formidabel.

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

 

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Vintage Book 2004

Paperback, Vintage Book 2004

 

1 kommentar

Filed under Roman

Margaret St. Clair, Sign of the Labrys (1963): Hekse, huler og dunkle fremtidsudsigter

Paperback, Bantam Books 1963. Den eneste udgave af bogen

Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Sign of the Labrys fra 1963 er ikke nogen specielt god bog. Den er ikke dårlig, men Margaret St. Clair er bare ikke nogen synderligt ophidsende forfatter. Bogen er bygget op omkring dialog og korte, præcise beskrivelser fra jegfortælleren, der genfortæller historien retrospektivt. Flere gange stopper fortælleren op for at forklare specifikke fænomener eller ordvalg. Alene det faktum, at vi på forhånd ved, at hovedpersonen klarer skærene, er naturligvis lidt ærgerligt, når handlingen mere eller mindre består af en lang jagt, hvor vores helt og hans allierede bliver forfulgt af brutale mænd, der ikke vil dem noget godt.

Kort fortalt udspiller Sign of the Labrys sig i en nær fremtid, efter Jorden 15 år tidligere er blevet hjemsøgt af flere epidemiske bølger udviklet fra gærbakterier. Det har reduceret befolkningsantallet radikalt, smadret alle samfundsstrukturer og grundlæggende ændret præmissen for al menneskelig samvær. I USA har regeringen, allerede før epidemierne begyndte, bygget enorme komplekser af underjordiske beskyttelsesrum, der skulle benyttes i tilfælde af atomkrig. Den krig kom ikke, men de forhutlede rester af befolkningen har nu søgt tilflugt i de underjordiske ganges sikkerhed. Lov og orden bliver opretholdt af den nye autoritet, den såkaldte FBY-myndighed, der har fået skabt en form for orden i kaos. De overlevende er præget af apati og mismod, uden tro på fremtiden. De fleste arbejder en smule med vedligeholdelsen af tunnelsystemet og lever ellers af konservesmad fra enorme madlagre og svampekulturer, der har udviklet sig i gangsystemerne. Alt sammen ganske klassisk post-apokalyptisk dommedagsgru.

Paperback, Bantam Books 1963. Bagsidens tekst kan umiddelbart synes helt absurd. Tænker man den ind i St. Clairs heksetro, er den imidlertid helt på sin plads. Jeg er derfor også sikker på, at det er St. Clair selv, der har skrevet teksten eller i hvert fald godkendt den

Bogen største claim to fame er, at Gary Gygax, far til Dungeon & Dragons, nævner St. Clairs roman i den første udgave af Advanced Dungeons & Dragons på en liste over bøger og historier, der på forskellig vis har inspireret ham til rollespillet. Der er da også en del i romanen, som hærdede ”dungeoneers” vil nikke genkendende til. Handlingen foregår under jorden, i et kæmpe hulesystem, hvor mennesker og dyr lever skarpt adskilt i små rum. Og hovedpersonerne snakker en del om at gå mellem hulesystemets forskellige niveauer (”levels”). Der er jo huler og tunneller i mange fortællinger, men i romanen her får det hele et science-fantasy-feel, der afgjort klinger med i den måde hulesystemer bliver brugt i Gygaxs spil. 

Nuvel, midt i alt dette bliver 25-årige Sam Sewell en dag opsøgt af en FBY-mand, der anklager ham for at være i kontakt med en farlig, forbryderisk kvinde ved navn Despoina. Hun er anklaget for at forsøge at udvikle og sprede nye former for dræberbakterier. Sam har aldrig hørt om hende, men snart går paranoia-møllen i selvsving, og Despoina tager ikke overraskende kontakt til Sam. Men hvem kan han stole på, hvad sker der omkring ham og hvorfor vil systemet af med ham? Da Sam havner i en situation, hvor han let kunne blive anklaget for mordet på en FBY-agent, må han flygte. Den eneste mulighed, han har, er at finde Despoina. Det bliver begyndelsen på en lang jagt, hvor systemets onde mørkemænd jager Sam, Despoina og hendes gruppe af frihedselskende hekse. Jeps, du læste rigtigt.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Det hele handler om hekse; Wicca-hekse for at være præcis. Det er faktisk netop dette, der gør den ellers ret skabelonagtige post-apokalyptisk thriller til en både sær og fascinerende læseoplevelse. Margaret St. Clair var en af de få kvinder i første halvdel af 1900-tallet, som skrev science-fiction i eget navn. I 60’erne sadlede hun om og begyndte i stedet at udgive romaner. Sign of the Labrys er en af de første, hun skrev i den periode, og den er gennemsyret af Wicca-teologi. Margaret og hendes mand Eric St. Clair blev introduceret til heksetroen gennem forfatteren og okkultisten Raymond Buckland. Han bragte ægteparret i kontakt med Wicca. Det vil sige det såkaldte nyhedenske trossystem, der fik form efter udgivelsen af Margaret A. Murrays The Witch-Cult in Western Europe (1921) og for alvor senere med navnlig Gerald B. Gardners Witchcraft Today (1954). Det er et religiøst univers, der baseres på den forestilling, at menneskeheden altid, eller i hvert fald siden oldtiden, har tilbedt to skikkelser: Moder Jord og Den hornede Gud. De to kræfter indgår en i form for kosmisk symbiose om liv, død og frugtbarhed. Viden om denne urgamle religion er senere blevet undertrykt af navnlig den kristne kirke, der har omdannet den hornede til Satan, moder jord til Maria og naturligvis skabt billedet af den onde heks, der æder børn og gør livet surt for gode mennesker. Parallellen til St. Clairs undertrykkende, rationelle FBY-mænd er naturligvis åbenlys. I Wiccanernes selvforståelse er der således tale om en ældgammel, forfulgt tro, der gradvist er blevet genopdaget efter at have levet skjult blandt kloge mænd og koner, skjult for samfundets søgelys.

Labrys eller dobbeltøkse

Wicca-troen boomede i 60’erne og blev en hip counterculture-ting, som den gryende hippiebevægelse absorberede med kyshånd. Alt dette ligger in spe i Sign of the Labrys, der er en form for indføring i Wiccas teologi, fortolket eller udlagt, som Margaret St. Clair har set det i 1963. Hele den vilde heksejagt, som Sam Sewell må stå igennem, bliver på den led en dannelsesrejse, hvor de gamle hemmeligheder langsomt bliver åbenbarede for ham. Sam opdager endda gradvist, at han er reinkarnationen af en minoisk præst. Her er så også forklaringen på dobbeltøksen (en labrys), der nævnes i titlen, og som optræder løbende som heksenes symbol i bogen. Faktisk gennemgår han et egentligt indvielsesritual, der tydeligvis knytter smerte og religiøs erfaring sammen. Som Sam selv udtrykker det, da han får pisk: ”The blows were like white fire, impalpable and spiritual. Some will know what I mean”. Den sidste sætning er en af de små bemærkninger, der falder i løbet af bogen, som signalerer, at St. Clair faktisk forestiller sig, at hun har læsere, som vil forstå eller genkendende indholdet. Som en sidebemærkning kan man jo så også tænke sig, at St. Clair og ægtemanden Eric også har fået en god omgang religiøs smæk under indlemmelsen i bevægelsen.

Nøgendans. Wicca-hekse fra Maxine Sanders’ kreds. Fotograferet i slutningen af 60’erne

Det bringer mig videre til det andet punkt. En af de ting, som Wicca-bevægelsen har kæmpet med lige siden Gardner og co. fik medvind, har været beskyldninger om, at det hele bare er en dårlig undskyldning for løssluppen liderlighed. Om det er tilfældet eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men faktum er, at der ligger ganske meget seksualitet og ulmer lige under overfladen i Sign of the Labrys. En del af det kan måske tilskrives tidstypiske genrekonventioner, men måske stikker der mere under. Bogens kvinder bliver i hvert fald beskrevet meget indgående, i klare seksuelle vendinger. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå det. Er det fordi Wicca-heksene, Sam møder, er frugtbare og livgivende størrelser, eller er det, fordi St. Clair ganske enkelt har tændt på at skrive om sexede kvinder? Igen, jeg skal ikke gøre mig klog på dette, men et eller andet er der på færde her, og jeg er ikke helt sikker på hvad.

Endelig er det interessant at notere sig, at bogen får karakter af en programerklæring, hvis vi altså accepterer, at romanen er et udtryk for personlige overbevisninger hos St. Clair. Det er i hvert fald ganske radikale synspunker, der bliver formuleret, da det egentlige forhold mellem epidemierne og heksene går op fra Sam.

Endnu et ritual fra Maxine Sanders’ kreds. Også dette billede er fra slutningen af 60’erne

En bog, der kan føre os fra post-apokalyptisk science-fantasy til D&D og videre til Wicca, må da grundlæggende siges at være en gennemlæsning værd, også uanset om selve teksten måske ikke tåler nøjere granskning. Får du mod på videre læsning i den her tradition, kan du så altid kaste et blik på Gardners A Goddess Arrives (1939) og endnu bedre High Magic’s Aid (1949), der også opdyrker de her omtalte elementer, men på et tidligere tidspunkt, før Gardner får sat sine Wicca-tanker i system.

1 kommentar

Filed under Roman