Tag Archives: 1964

Algernon Blackwood, Selected Tales (1964): Gruen der gemmer sig i sindets afkroge

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside.

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Algernon Blackwood hører til mine absolutte favoritter i den ældre kanon af skrækfiktion. Det skyldes flere ting, men stort set alt det, som jeg synes, er så fantastisk ved Blackwoods værk, findes samlet i denne lille antologi. Man kan nemlig her, i bogens 11 fortællinger, få et indtryk af de væsentligste hovedspor i forfatterskabet og de tematiske forbindelseslinjer, der trods indbyrdes forskelligheder gør Blackwoods historier til et forbløffende homogent corpus.

Samlingen åbner med ”The Willows”, der hører til blandt de bedste skrækfortællinger nogensinde skrevet. En fortælling fyldt med stigende rædsel og dødsangst. For alle, der aldrig har læst novellen, kan jeg kun med misundelse sige, at de har noget stort i vente. For os andre, der for længst har været igennem den og sikkert genlæst beretningen flere gange, står novellen om de to venner, der strander på en lille ø i Donau, lysende klart. Øen synes nærmest besjælet af en besynderlig, destruktiv naturånd, og det er hurtigt klart, at vennerne næppe vil forlade stedet i live. Beretningens tematiske pendul svinger mellem de konkrete, nærmest surreale oplevelser på øen, og de feberfantasier, som fortælleren maner frem om øens rædsler, når mørket falder på.

Hardcover, John Baker 1970

Hardcover, John Baker 1970

Tematisk stærkt beslægtet er ”The Wendigo”, hvor vi følger et jagtselskab i den canadiske ødemark. Også her bevæger hovedpersonerne sig ud i vildnisset og møder en besjælet natur, der ikke alene viser sig mennesket overlegen, den er også mennesket fjendtligt stemt. Den isende rædsel, som hovedpersonerne føler på henholdsvis øen i Donau og ved søbredden langt oppe i Yukon, er den samme. Alene står de ansigt til ansigt med en form for dæmoni, der bid for bid flår deres verdens billede i stumper og stykker.

En nøgle til forståelsen af Blackwoods symboler og hans brug af vildnisset som rædselsmark finder man i den lange ”Camp of the Dog”, der nok engang tager os med ud i ødemarken – denne gang til den svenske skærgård. En gruppe friluftselskende englændere har her slået lejr for at tilbringe sommeren langt fra storbyens tummel. Alt går imidlertid ikke som planlagt, for en stor hund begynder hver nat at hjemsøge lejren. Det mærkværdige er imidlertid, at hunden ikke har noget sted at skjule sig på klippeøen – så hvor kommer den fra?

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Indefra er svaret. Hunden vokser frem i en ung mand i lejren, der er dybt forelsket i den unge kvinde, som også er i blandt dem. Beretningen er med andre ord en ublodig varulvefortælling om dyrisk begær og mennesket, der smider sin ham og blotter sit indre. Vildnisset er her det betydningsbærende. Det er nemlig i vildnissets forgrenede vildsomhed, at psyken spejles og transformeres. Rejsen ud i det øde er rejsen ind i det indre og rædslerne, Blackwoods hovedpersoner møder ude i vildmarken, er i virkeligheden spejlinger af dem selv. Dybt bekymrende spejlinger af det indre sjæleliv, der ligger så uendelig langt fra den rem af kultur, som spænder vores drifter sammen og holder dem på plads.

”Camp of the Dog” kunne da også nærmest synes som en kommentar til Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), fordi Blackwood i sidste ende plæderer for seksualdrifternes naturlighed – ikke bare hos manden, men også i kvinden. Novellens unge par, der liderligt hyler som ulve mod månen hos Blackwood, gør det i utvungen harmoni og opnår en form for dyrisk skønhed, der ligger langt fra Dr. Jekyll, der krøller sammen under vægten af den skam og bondeanger, som han føler over sine lyster og behov.

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Blackwood var et barn af sin tid og dybt involveret i tidens tænkning. Han omsatte dermed tanker, som bl.a. Nietzsche satte ord på i sin skildring af mødet med den iskolde, moralske intethed. For stirrer vi længe nok på os selv, ser vi til sidst ind under overfladen og opdager, at der lurer noget andet i os, som vi måske helst vil være foruden. Noget, der glubsk ser tilbage på os med lummert begær.

Blackwood var stærkt optaget af Freuds tanker og den blomstrende psykoanalytiske tilgang til forståelsen af mennesket. Det ligger som en grundsten i hans forfatterskab. Men der er ikke bare tale om en intellektuel fascination, der ligger også et eksistentialistisk perspektiv her; en personlig erkendelse hos Blackwood, der voksede frem under hans mange rejser og vildmarksture. Erkendelsen af naturen som billede på mennesket i følelsernes vold er således med stor sandsynlighed udsprunget af de følelsesmæssige erfaringer, som Blackwood selv havde gjort sig. Og netop denne levede tilgang til det psykoanalytiske gør, at teorien indlejres og lægger sig implicit under teksterne som naturligt afsæt.

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Man må imidlertid ikke være blind for, at novellerne i vid udstrækning står forankret i victoriatidens reception af gotikkens uhygge og periodens fascination af metafysik. Blackwoods fortællinger tager i høj grad udgangspunkt i traditionelle handlingsmønstre og velkendte troper. Gotikkens landskabssymbolik og den engelske spøgelsestradition er modellerne, som Blackwoods historier grundlæggende vokser ud af. Det udgangspunkt gør nogle af fortællingerne mere ordinære eller genkendelige end førnævnte vildmarkshistorier, men selv i en spøgelsesfortælling som ”Miss Slumbubble” eller ”Max Hensig” er det legen med frygtens selvforstærkende kvalitet og dødsangstens kispus med sindet, der driver historien frem. Det er med andre ord den psykologiske vinkel, der først og fremmest er i centrum, ikke spøgeriet som sådan.

Både Freud og Nietzsche er hovedakser i 1900-tallets tænkning og forfattere, hvis bøger vi stadig fordøjer i dag. Det er derfor heller ikke så underligt, at Algernon Blackwoods tekster, trods et udgangspunkt i en ældre og dybt konservativ litterær genre, fremstår som moderne litteratur helt og holdent i 1900-tallets tegn. Blackwood er en af dem, der danner brohoved ind i det nye århundredes litterære strømninger, og gennem hans relativt begrænsede forfatterskab gør han det med en sproglig elegance og intellektuel overbevisning, som kun kan betegnes som beundringsværdig. Det er modernitetens gru, det moderne menneskes frygt og selvlede, som her vises frem i smerternes vildnis, som Morrison kalder det.

Hardcover, Spring Books 1968

Hardcover, Spring Books 1968

Det meste skræklitteratur blegner, når det sammenstilles med Blackwoods, fordi hans litterære projekt om  at skildre menneskets vrangside og hans sværmeriske, lidt arkaiske digterhjerte forener intellekt og poesi  til en ubesværet helhed. Man skal helt op i 1950’erne for at finde forfattere, der for alvor forstår at omsætte psykologiske indsigter til litteratur på samme niveau, som Blackwood gjorde det.

En novellesamling som denne bliver dermed også til andet og mere end en smagsprøve på Algernon Blackwoods forfatterskab. Den bliver et vidnesbyrd om, at skræklitteratur kan være meget mere end ferske gys og pulpet festivitas. Blackwood er bidende alvorlig, også der, hvor han er sjov eller ironisk. Han er en af de rødder, som den seriøse, moderne skrækfiktion vokser ud af, men hans anliggende bliver alt for sjældent husket i en genre, som generelt har det bedre med det banale end komplekse. Tvivler du i ny og næ på, at skrækfiktion kan skrives klogt og samtidig skræmme, så find Blackwood frem. Han er vores genres samvittighed og fyrtårn, når kursen kan synes uklar.

 

Novellerne:

The Willows

The Woman’s Ghost Story

Max Hensig

The Listener

The Old Man of Visions

May Day Eve

The Insanity of Jones

The Dance of Death

Miss Slumbubble

The Wendigo

The Camp of the Dog

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

En døgnflue fra ’64: Gaslight Books

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

I slutningen af 50’erne blev der skabt et frirum, hvor god smag og anstændig underholdning kunne udfordres. Sex, vold og makabre gys blev mere og mere eksplicitte, og det samme gjorde forsiderne. Sex var naturligvis en vedvarende bestseller, og mængden af små forlag specialiseret i erotiske udgivelser voksede eksplosivt i begyndelsen af 60’erne. De fleste af disse forlag var kortlivede og eksisterede kun få år, før de lukkede ned og genopstod under nye navne. Det kan derfor være lidt af en jungle, hvis man interesserer sig for den type bøger. Især fordi det stort set var den samme gruppe af mennesker, der drev, skrev og tegnede for forlagene, men gjorde det under et mylder af pseudonymer.

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Bogsalget fejlede ikke noget, men de fleste forlag måtte lukke eller skifte navn for at undgå problemer. De amerikanske myndigheder gjorde, hvad de kunne op gennem 60’erne for at spænde ben for de ”snavsede” pulp-forlag, der var en torn i øjet på det konservative USA.

Et godt eksempel på den tendens er L. S. Publications, der kun eksisterede i 1964. Forlaget havde to serier, deres Bellringer Books og deres Gaslight Books. Begge er erotiske serier, og bøgerne ligner hinanden til forveksling, så der har sikkert været en eller anden skattemæssig fidus i at operere med to separate serier. Nuvel, det skal jeg ikke gøre mig klog på.

 

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Jeg har samlet nogle af Gaslight Books’ udgivelser her. Det, jeg synes, er interessant ved serien, er det strømlinede look, som serien fik udviklet på ganske kort tid. Husk, at forlaget kun levede i et år. De første to bøger med anderledes streg, som jeg viser her, udkom tidligt i ´64, resten kom senere på året. Forskellen er tydelig, og det hele skyldes den ikke krediterede og for mig ukendte tegner, der har stået for stort set alle forlagets forsider.

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Det er en charmerende, varm streg, der har noget næsten uskyldigt over sig. Kvinderne, med deres barnlige ansigter, minder om dukker og scenarierne, der omgiver persontegningerne, er legende formet. Sammenlignet med Gene Bilbrews samtidige forsider for Satan Press (!) er der hos Gaslight Books tale om et forsøg på at sælge erotikken som noget sjovt og harmløst. Modsat Bilbrews groteske, mere dystre billeder, der ulmer af lummer ondskabsfuldhed. Og det selvom emnerne hos Gaslight Books på ingen måde er mere uskyldige.

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Jeg er klart mest til uforlignelige Bilbrew, men hvem end der lavede forsiderne for Gaslight Books, så har vedkommende skabt et spændende udtryk, der siger en hel del om tilgangen til erotik og sex i 60’ernes første del i tiden inden det så berømte ungdomsoprør. Kast et blik på sagerne.

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman