Tag Archives: 1965

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Magus (1965): Fortryllende fatamorgana

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet "Marionetten" af Karl Korab

Paperback, Panther Books 1977. Forsiden viser ganske passende maleriet “Marionetten” af Karl Korab

John Fowles debuterede stærkt med sin fantastiske, skæve thriller The Collector, men hans anden roman overgår den roste debutroman i dybde, intensitet og kompleksitet. The Magus, som den anden roman hedder, er da også på alle måder en bemærkelsesværdig bog. Ikke alene er den lang og udflydende, den er også indviklet og genstridig. Samtidig er den skræmmende, nervepirrende, varm og intens. Den er sær og fyldt med musik, mystik, magi og atmosfære.

Bogen sluger sin læser med hud og hår; den trækker os ind i et bizart univers, hvor sandhed og løgn smelter sammen til et besynderligt kaos. Ikke desto mindre ved læseren instinktivt også, at der vil stå en eller anden form for erkendelse tilbage, når den sidste side i murstensromanen er læst, og derfor bevæger man sig frygtløst længere og længere ind i Fowles’ labyrint.

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Alt begynder, da den unge litterat Nicholas Urfe hovedkulds forlader England for at tage et job som underviser på en engelsk kostskole på den fiktive ø Phraxos. Han tager mest af alt jobbet for at komme væk fra sit forhold til kæresten Alison, sin fortid i Oxford og den stigende bevidsthed om, at han aldrig vil lykkes som digter. Flugten til Phraxos fungerer i en rum tid, men snart sniger kedsomheden sig ind. Urfe er måske nok undsluppet kvinderne og studiekammeraterne, men han kan ikke slippe for sig selv, og depressionen indhenter ham derfor hurtigt. Det gør den endda med så megen kraft, at han beslutter at tage livet af sig selv. Selvmordsforsøget går imidlertid ikke som planlagt, men nærdødsoplevelsen bliver en ny start for den unge mand, der kort efter får meget andet at tænke på.

Nicholas møder nemlig pludselig den excentriske rigmand Maurice Conchis, der inviterer Nicholas ind i sin intellektuelle verden af kunst, musik og idéer. En form for tøvende venskab opstår, men snart står det også klart for Nicholas, at Conchis ikke er ude efter en samtalepartner. Snarere har rigmanden inviteret Nicholas ind i en form for spil eller leg, der begynder uskyldigt, men snart vokser sig større og større i indhold og konsekvenser. ”The Godgame”, Gudelegen, kalder Conchis sit spil, og han sidder selv som troldmanden i midten af det hele og styrer alt med tilsyneladende okkulte indsigter som redskab.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

I begyndelsen er alt sådan set ganske uskyldigt. Under en middag hos Conchis bliver Nicholas introduceret til den unge, smukke Lily. Han har kort forinden fået at vide af sin vært, at hun er syg og lider af vrangforestillinger. Han skal derfor ikke hæfte sig for meget ved det, hun siger, og bare lege med på Lilys fantasier. Det gør han, men Nicolas kommer hurtigt i tvivl – er Lilys historie mon sand, og lyver Conchis? Situationen bliver mere kompliceret, da Nicholas konkluderer, at Conchis systematisk lyver for ham, og hver gang han afsløres i en løgn, går Conchis til bekendelse, men erstatter den gamle løgn med en ny. Jo mere Conchis lyver, jo mere bliver Nicholas tiltrukket af mandens mystiske verden, og det bliver til sidst en besættelse for Nicholas at finde frem til den egentlige sandhed bag Conchis og den æteriske Lily.

Det, der starter som nogle små løgne, antager hurtigt et metafysisk skær, og Nicholas bliver gradvist vidne til forstyrrende optrin, der på alle måder synes overnaturlige. John Folwes har selv peget på Henry James’ The Turn of the Screw som en af de tidlige inspirationskilder til romanen, og det kan mærkes. For historien udspiler sig i samme ambivalente, uforklarlige halvlys. Halvt mellem drøm og virkelighed forføres Nicholas til at gå dybere og dybere ind i den magiske historie. Først fordi han er vred og ønsker en forklaring på den behandling, han får, men langsomt går det op for ham, at han er blevet fysisk og mentalt afhængig af Maurice Conchis’ mysterium, og ikke mindst forelsker Nicholas sig i Lily, der løbende skifter identitet og tilmed har en tvillingesøster.

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Hardcover, Little, Brown and Company 1965. Romanens 1. udgave

Fowles føjer lag på lag til fortællingen, der udbygges med flere historier i historien. Det hele danner et tæt, stemningsmættet stykke litteratur, der ikke overraskende talte meget direkte til unge læsere i 1960’erne. Der er således en mening med alle de absurde optrin, som Nicholas bliver vidne til. Conchis okkulte leg har til hensigt at demonstrere, hvad det vil sige at være menneske. Godt og ondt præsenteres for Nicholas i løbet af ”gudelegen”, og selvom Nicholas først alt, alt for sent forstår budskabet, virker labyrinten som en renselsesproces.

Nicholas smider stykke for stykke sit gamle, påtagede Oxford-jeg og står til sidst som et nyt menneske, der ikke længere er tynget af forstokket moral og patriarkalsk tankegang. Med vid og indfølt omtanke lærer Nicholas bogens læsere to store doktriner – det Crowleyanske ”Gør hvad du vil” og et næstekærlighedsbud om, aldrig at påføre nogen unødig smerte. Frihed og ansvar, ondskab og lyst, liv og åbenhed er kernebegreber, der bliver anskueliggjort for vores hovedperson gennem intrikate tableauer, der trækker flittigt på antik mytologi og ikke mindst Shakespeares stærkt moralske forfatterskab.   

paperback-pan-books-1966

Med et ben i okkulte sværmerier og et andet plantet i eksistentialismen bliver bogens kærlighedsbudskab et råb om en ny verdensorden fri for hykleri. The Magus er dermed meget ungdommelig, men den bliver også smuk, fordi den er et rigt og betagende argument, der i lige så høj grad appellerer til intellektet som til sanserne. Og det sanselige spiller en helt afgørende rolle i bogen, for netop seksualitet og sanselighed bliver italesat som den mest basale erfaring for mennesket. Al samvær vokser ud fra dette og knytter mennesker sammen, hvilket må siges at være i fuldstændig samklang med tidsånden på bogens udgivelsestidspunkt. 

The Magus blev en kæmpemæssig bestseller, og dens sprudlende form kom til at inspirere talrige værker. Det er eksempelvis ikke svært at se indflydelsen på forfattere som Umberto Eco og Arturo Pérez-Reverte i teksten. Romanen er derfor et helt afgørende nedslag i 60’erens fiktion, fordi troldmanden i den grad betog verden med hans drømmesyn og komplicerede, sataniske løgne.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Jeg læste bogen i gymnasiet og var helt og aldeles opslugt af den. Da jeg genlæste den nu, var det næsten med en følelse af ærefrygt og en stille angst for, at magien ville være borte. Det var den ikke. Troldmandens besværgelser indfangede mig næsten øjeblikkelig, og jeg kan kun misunde alle dem, der endnu aldrig har rejst med Nicholas til Phraxos, for der ligger noget stort og klogt i vente.         

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1985

Paperback, Dell 1985

Paperback, Picador 1988

Paperback, Picador 1988

Paperback, Vintage Books 1997

Paperback, Vintage Books 1997

 

Paperback, Black Bay Press 2001

Paperback, Black Bay Press 2001

E-bog, Vintage Books 2010

E-bog, Vintage Books 2010

 

1 kommentar

Filed under Roman

To fantastiske forsider: The Arrow Book of Horror Stories

Paperback, Arrow Books 1965

Paperback, Arrow Books 1965

Arrow Books’ to opsamlinger fra 1965, er et par antologier, jeg sætter rigtig stor pris på. Se først og fremmest forsiderne. Jeg elsker det afdæmpede grønne, der ulmer af mystik og gru. På første bogs omslag springer et sært øje og groteske hugtænder frem og giver for alvor form til gyset. Anden bogs forside er på en gang mere konkret og mere underspillet. En monstrøs hånd i et vagt spøgelsesagtigt modlys griber efter en daggert.  Noget grufuldt har fundet sted – ingen tvivl om det, men hvad? Ren benzin til fantasien.

Bøgernes indhold er mindst lige så fantastisk som forsiderne. Med navne som Poe, Lovecraft, Stoker, de Mautpassant, Bloch og Bradbury har antologierne en hengemt stemning af gys fra en svunden tid. En verden af i går. Uberørt af genrens efterfølgende genopblomstring i slutningen af 60’erne er bøgerne samlinger af de bedste, mest velformulerede klassiske gys, man kan tænke sig.

Paperback, Arrow Books 1965

Paperback, Arrow Books 1965

På overfladen er det små dydige små skrækfortællinger, men de rummer så meget mere, når man først dykker ned under sprogets afmålte elegance. Ikke at historierne er decideret skræmmende i dag, men for pokker hvor har de meget sjæl. Selv når antologier af den slags bliver udgivet i dag, fanger de ikke rigtigt længere den stemning af oplagret gru, som findes i de to bøger her. Uendelig smuk og fedt.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Alan Riefe, Tales of Horror (1965): Nostalgisk begejstring over korte gys

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Alan Riefe var en flittig forfatter i 1960’erne og 70’erne. Han havde base i New York og skrev historier til forskellige serieforlag såvel som TV-produktioner. Som de fleste andre sadlede han om i løbet af 70’erne og begyndte at skrive bøger i stedet. Det blev til flere hårdkogte action-serier samt en lang række gotiske romancer udgivet under konens navn Barbara Riefe. Der er en stor sandsynlighed for, at jeg vender tilbage til ”Barbaras” bøger på et senere tidspunkt. Her skal det imidlertid handle om Riefes lille gyserantologi fra 1965.Som sagt arbejdede Alan Riefe for forskellige tegneserieblade i 60’erne. Der er tale om serier som DC Comics’ Witching Hour og House of Mystery. Desværre er de fleste af hans historier ikke krediteret og derfor svære at bestemme med sikkerhed. Ikke desto mindre er novellerne i Tales of Horror som snydt ud af næsen på den type gys, vi møder i tegneserierne. Faktisk kunne Riefes små tekster lige så godt være oplæg til fremtidige seriefortællinger.

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

Sagen er nemlig den, at Tales of Horror består af 49 ultrakorte historier, der typisk er på omtrent en sides længde. Riefe har altså sat sig for at skabe gys på meget lidt plads. Det er en interessant øvelse, fordi det umiddelbart rejser nogle spørgsmål om det at skrive horror. Hvor meget plads kræver det at etablere et godt gys? Et umuligt spørgsmål at besvare, men en sætning eller et enkelt ord burde jo principielt være nok. Det afhænger af modtagerens læsning og identifikation med teksten. Klinger ordet eller sætningen med hos den læsende, er det indlevelsesmæssige potentiale ubegrænset.

De korte tekster er spændende, fordi de i den grad tvinger forfatteren til at træffe klare valg og fokusere på en bestemt tanke. Jeg er eksempelvis meget begejstret for D. F. Lewis’ korte fortællinger. Han formår at skabe groteske billeder, der måske ikke nødvendigvis har nogen mening, men som står lysende klart som skræmmende ordbilleder – og det gør han, vel at mærke, på nærmest ingen plads. Lewis skaber litterær kunst gennem sine korte noveller, fordi han fokuserer sine tekster og henter inspiration fra prosadigtets form. Alan Riefe kommer fra et helt andet sted og skriver ud fra en anden præmis. Der ligger ikke et kunstnerisk projekt bag Riefes stilistiske valg, snarere er Riefes fiktion et udtryk for de genrekonventioner, det blev fremelsket i tegneserieforlagenes gyserblade.

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 - 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 – 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Fordi Alan Riefe skriver ud fra samme tradition som vores hjemlige GRU-blades makabre, pulpede historier, er der ikke tale om egentlig horror. Der er tale om små fortællinger med overraskende slutninger, der altid kredser om morbide, grusomme emner. Om det så er i form af videnskabsmanden, der forelsker sig i et væsen fra rummet, eller ligrøveren der får sig en grufuld overraskelse, er formlen den samme. Der skildres en eller anden form for normalitet ved historiens begyndelse, der i langt de fleste tilfælde vendes på hovedet i løbet af de sidste par linjer.

Man behøver ikke være en synderligt rutineret gyserlæser for at gætte Riefes små drilske slutninger. Faktisk er de fleste ganske åbenlyse, hvilket de sikkert også var i 1965, da bogen udkom. Pointen er imidlertid næppe, at vi direkte skal chokeres eller gyse – bogens formål er snarest en fejring af det makabre plot generelt – præcis som i de tegnede gyserserier. Ved at låne flittigt fra den gotiske, Poe’ske stil får Riefe bygget en novellesamling op, der næsten bliver til en form for katalog over makabre plots. Kannibalisme, gravskænderi, spøgelser, vampyrer og gale videnskabsfolk – alt er med.

En fremragende Irv Docktor illustration

En fremragende Irv Docktor illustration

Det hele bliver leveret med den slet skjulte skadefro tone, der netop kendetegner tegneseriegysene og de noveller, der til tider blev bragt i bladene sammen med gyset. Som læsere kan vi vælte os i død og gru, nyde de sadistiske detaljer og juble over de frastødende beskrivelser. Sidder de og spiser menenskekød!… fy for pokker osv. Drenget teenage-foragt for god smag og barnlig glæde ved alt klamt er absolut en vigtig komponent i novellernes udtryk.

For mig at se er der noget uendeligt befriende over en lille bog som Tales of Horror, fordi den er så umiddelbart forståelig og entusiastisk omkring sit tema. Helt ukunstlet dyrker den skamløst morbiditeten og den sorteste galgenhumor. Der er ingen budskaber, ingen forsøg på moralisering eller dybere psykologiske overvejelser. Tales of Horror er som en god gammel ven, du uden skam kan svælge dig i de dårlige vaner sammen med, og det er jo herligt. Når jeg læser novellerne, slynger de mig straks tilbage til drengeværelset i selskab med Fætter Maddike og brugte gyserblade købt i Kramboden – den lokale brugtbladsforhandler i Aabenraa.

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Noget, der imidlertid gør Tales of Horror til en endnu bedre oplevelse, er, at den ikoniske horrorillustrator Irv Docktor har leveret illustrationerne til bogen. Med sin vanligt løse, tidstypiske streg og sans for horror-tematikker tegner han flagermus, kranier og bloddryppende vignetter, der er en fryd for øjet. De små illustrationer er faktisk så fede, at Riefes korte tekster til tider nærmest kan fremstå som ledsagende billedtekster. Forholdet mellem tekst og billeder er i hvert fald meget ligeligt, og bogen lever i mindst lige så høj grad på illustrationerne som selve historierne.

I dag vil man næppe længere kunne lave en lignende bog, uden det ville føles bagstræberisk og kunstigt. Netop fordi Alan Riefe skrev ud fra den meget specifikke tilgang til gyset, der blev opdyrket i tegneseriemagasinerne, er Tales of Horror en direkte aftapning af en svunden tradition. Den er et glimt fra 60’ernes horror før genrens store fornyelse i 70’erne. Et glimt fra en tid hvor gys kunne kondenseres ned til klichéfyldte grotesker, der ikke fylder mere end en enkelt bogside og stadige virke fuldt ud overbevisende.

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Man må naturligvis ikke være blind for, at Tales of Horror er camp og corny, plat og stedvist lidt dum. Det betyder også, at man hurtigt bliver mæt. Bogen er som helhed hurtigt læst, men den er bedst i små mængder. Jeg hiver den af og til ned fra hylden og læser et par af de små historier og kigger på illustrationerne, mere skal der ikke til. På det niveau er Tales of Horror et fantastisk blik ind i et af gysergenrens uddøde udtryk. Den skal indtages i små mængder, men sådan er det jo tit med gode ting.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Roger Sarac, The Throwbacks (1965): Absurd mutantgys i ødemarken

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Normalt, når jeg omtaler og skriver om bøger her på bloggen, forsøger jeg egentlig at holde handlingsreferaterne på et minimum. Dels er referater lette at finde på nettet, dels synes jeg faktisk ikke selv, at det er specielt interessant læsning. Med det sagt gør jeg en undtagelse her. The Throwbacks fra 1965 er ganske enkelt så absurd, at handlingen ikke kan forbigås i tavshed. Dermed også sagt, at jeg kommer med et par afsløringer undervejs, men der er næppe nogen, der læser bogen for at blive overrasket.

Med The Throwbacks fortsætter jeg i øvrigt i det samme frontier-spor, som jeg skrev om tidligere på ugen. Bogen tager os nemlig til den californiske ødemark, hvor dybe skove og vildsomme bjerge strækker sig så langt øjet rækker. Her, midt ude i vildmarken, er det nygifte par Paul og Joanne på vej hjem fra en campingtur. De kører gennem mørket, da bilen rammer noget, de umiddelbart tror, er en bjørn. Da Paul undersøger sagen, opdager han, at det, de påkørte, er blevet slynget ned over bjergsiden og nu forsvundet. Men var det en bjørn? Det er Paul faktisk sikker på. Det lignede ikke nogen bjørneart, han kender, og Paul er naturfotograf, så han ved en del om den slags.

 

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

 

Sagen bliver mere mystisk, da de den samme aften får et værelse på et motel, hvor hører de lokale snakke om mærkelige indianerlegender og behårede væsner, der lever i bjergenes vildnis. Bigfoot eller Sasquatch, kær abe har mange navne, og det er naturligvis det mytiske abevæsen, som der er på tale. Væsnet, Paul og Jo påkører, bliver aldrig omtalt som Bigfoot, men vi ved naturligvis godt, hvad de hentyder til, når de taler om en abeligende, nærmeste menneskelig pelsklædt ting.

Desværre er liget eller kadaveret jo forsvundet, men heldigvis er der rester af blod og pels på kofangeren, så Paul tager sporene til nærmere undersøgelse på universitetet. Således kommer biologen Prof. Bergen på bane. Med speciale i californisk dyreliv og Afrikas store aber er han den helt rigtige at tale med. Bergen kan noget overraskende konkludere, at det hår og blod, som Paul har givet ham, ikke stammer fra noget kendt væsen! Det er store sager, og universitetet beslutter derfor at støtte en (meget lille) ekspedition ud i ødemarken, hvor der skal iværksættes en eftersøgning efter dette abevæsen. Således tager Paul, Jo, Bergen og den unge studerende Mike ud i vildnisset i en veludstyret stationcar.

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Humøret er højt, Jo leverer kaffen (I’m the coffemaker, siger hun glad et sted), mens hun muntert lytter til de lumre kommentarer fra gruppens tre mænd. Den gode biologiprofessor Bergen er eksempelvis en selverklæret ”dirty old man”, og de to andre mænd er ikke meget bedre. Det høje testosteronniveau bliver ikke mindre, da ekspeditionen bliver henvist til to brødre – brødrene Bradshaw – der lever som eneboere. Brødrene ved alt om vildnisset, og skal nogen kunne hjælpe dem med at finde abevæsnerne, må det være de to Bradshaw-brødre.

Historien tager en uventet drejning, da ekspeditionen forsøger at komme frem til brødrenes hytte. De får et tilfældigt glimt af et abevæsen undervejs og kører galt. Mike brækker armen, da han efterfølgende forsøger at skifte et dæk på bilen. Således hober problemerne sig. Det hele er noget værre møg, men så kommer de to overraskende kultiverede eneboer-brødre dem til undsætning. Alle er naturligvis glade for hjælpen, ikke desto mindre må ekspeditionens deltagere undre sig: Hvad laver de to veluddannede mænd ude i ødemarken? Og hvorfor opfører brødrene sig, som om de er plaget af en dyb, dyster hemmelighed. Som du nok kan se ud fra dette, tager Roger Sarac os pludselig og uventet ind i noget, der lugter langt væk af southern gothic-kerneland.

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Gradvist fortaber abejagten sig til fordel for de spændinger, der opstår, da selskabet bliver indkvarteret hos de to Bradshaws. Aggressioner og liderlighed driver af væggene, og var det ikke fordi en storm bryder ud, var det sikkert kommet til en gruppevoldtægt af Jo. Det vil sige næsten, for den ældste bror er bøsse og forelsket i sin yngre bror (!). Da han ikke kan få sin lillebror i kanen, tæsker han ham i stedet, og det virker udmærket som seksuelt afløb, oplyses det.

Sex er den helt store ting i historien, og ser vi bort fra de efterlyste abemenneske, er pistoler og geværer helt centrale. Både Bergen og den ældste bror har en skydevåbensfetich. Vi får derfor flere stærkt erotisk betonede fremstillinger af geværets kraft, kuglens potens osv. Alt sammen i en svedig, indestængt jargon. The gun is good. The penis is evil, kunne den ældste bror vel lige så godt hviske, mens han baldrer løs med sin riffel, eller når de andre mænd begærligt betragter den homoseksuelle brors geværsamling. Han er sandelig veludstyret, bemærker de, mens de helt glemmer stakkels Jo.

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Den mandlige seksualitet er absolut et væsentligt omdrejningspunkt. Det er derfor både overraskende og passende, da det kvindelige abevæsen stik imod alle konventioner bryder ind i brødrenes hytte og kidnapper den unge student Mike. Jo må se snydt til, mens den dyriske kvinde på stenaldervis trækker afsted med sit mandlige bytte. Jo, som moderne kvinde, står hjælpeløs med en riffel i hånden, ude af stand til at hjælpe, og problemet bliver først løst, da resten af mændene kommer tilbage – akkurat tidsnok til at redde deres kammerat fra en omgang abesex i krybekælderen under brødrenes hytte.

The Throwbacks er en ringe bog, men på den gode måde. Den er dum, den er billig og den er lummer. Men faktisk er der også nogle rigtig fine horrorsekvenser. Den scene, hvor abekvinden belurer den sovende Mike, er faktisk er ganske, ganske klam. Og scenen, hvor hun endelig stjæler sin udvalgte, er også meget vellykket. At det lykkes for Sarac at skabe troværdige gys, er lidt af et mirakel og et kæmpe plus i en bog, der ellers lever på sin absurditet og ufrivilligt komiske indhold.

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Roger Sarac skrev ikke andre romaner end The Throwbacks, men jeg skylder at nævne, at Sarac er et pseudonym for Caras. Roger Caras var ikke en hvem som helst. Han var en stor amerikansk medie-darling i 60’erne og 70’erne, der skrev rigtig mange naturbøger og var vært på en lang række natur- og dyreprogrammer. Med The Throwbacks har Caras vel på en eller anden måde bearbejdet sine erfaringer i skønlitterær form og tilføjet et spekulativt ”hvad nu hvis”-element – for abekvinden, der nu har været nævnt nogle gange, er en mutant. En freak der ikke kan forklares. I bogen prøver de kloge hoveder naturligvis at komme med nogle bud på abemenneskernes eksistens, men de kommer ikke til bunds i sagen og i sidste ende er det de menneskelige relationer, der først og fremmest optager Caras/Sarac.

I bedste southern gothic-tradition sender The Throwbacks os meget uventet i favnen på en gammel familiehemmelighed, triste skæbner og perverse forhold, som de kun kan formuleres i gotikken. Spændende sager, der i Caras’ hånd bliver til en absurd og lummer omgang, som oser langt væk af drive-in-stemning og pulpgys. Underlødigt og dumt, ja, men også sjov læsning!

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gene Bilbrew: Den beskidte tankegangs mester

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Den sorte, amerikanske stribetegner og illustrator Eugene “Gene” Bilbrew (1923–1974) er et ikon. Han arbejdede først som stribetegner og bladillustrator, men hans karriere tog for alvor fart, da han i begyndelsen af 1950’erne blev Will Eisners assistent på The Spirit. Will Eisner er en af mine personlige favoritter, når det kommer til tegneserieskabere. Og Eisners stil fik tydeligvis en stor indflydelse på Bilbrews arbejde – især i personskildringerne, hvor ansigterne eksempelvis er taget direkte ud af Einers produktion.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Gene Bilbrews karriere udviklede sig imidlertid i en interessant retning, da han – uden tvivl ansporet af personlige interesser – begyndte at tegne forsider og illustrationer til erotiske udgivelser. Det blev især til et frugtbart samarbejde med den jødiske sleaze-konge Reuben Sturman, der hyrede Bilbrew som illustrator til det lille nicheforlag Satan Press.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Jeps, Satan Press. Mere provokerende kan det næsten ikke blive, og bøgerne, som forlaget udgav, dykkede ned i pornografiens nicher og feticher og fortsatte yderligere den gamle pulp-tradition for homoseksuel litteratur. Uanset dine præferencer og tilbøjeligheder Satan Press kunne levere varen, og Gene Bilbrew var manden, der gav bøgerne deres visuelle ansigt.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Satan Press levede ikke specielt lang tid, hvilket vel ikke er nogen overraskelse med det navn. Hvem turde egentlig købe bøgerne? De bøger, jeg viser her, blev alle udgivet omkring 1965-66 – det er vanskeligt at finde det præcise udgivelsestidspunkt, da ingen af udgivelserne er daterede. Efter ’66 sadlede Satan Press om og satsede i stedet på fotoillustreret erotisk litteratur. Det var fremtiden, men bøgerne blev dermed også helt ligegyldige som kreativ legeplads. Desværre.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Udgivelser fra Satan Press er ikke helt lette at få fat i. Som flere skriver på nettet, er det jo ikke ligefrem den slags bøger, som bedstefar gemte på hylden. Romanerne hørte til under sengen, bagerst i skabet eller under madrassen.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Ikke mere snak – dyk ned i et stykke ægte snavs fra midt 60’erne og nyd Gene Bilbrews fantastiske univers. Og som altid – husk at læse forsidernes små appetitvækkere, de er guld værd!

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman