Tag Archives: 1966

Jack Vance, The Eyes of the Overworld (1966): Gækkerier fra den yderste fremtid

Paperback, Pocket Books 1986. Kunstneren bag den fine forside er desværre ikke identificeret

Da Jack Vance udgav samlingen The Dying Earth i 1950, havde han skabt en uforlignelig milepæl i fantasylitteraturen, der ikke alene blev en succes i samtiden, den står fortsat i dag som et væsentligt referencepunkt, som nutidens genreforfattere skriver sig ind i eller op imod. Faktisk må man nok konstatere, at bogen trods en omfattende produktion blev Vances hovedværk. Det er en tung arv at løfte, men Vance forsøgte sig alligevel, idet han efter udgivelsen i ’50 drypvis fortsatte med at skrive noveller, der udspiller sig i det samme univers. Et univers, der beskriver livet på jorden i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er blevet mat, og teknologi og magi (igen) er smeltet sammen til et uadskilleligt hele. Her, i denne sære, drømmende fremtid, oser alt af dekadence og overmodent efterår. En jordens indian summer, hvor verden er blevet så rigt, dvaskt og overlæsset, at graden af individuel nydelse er den eneste målestok for liv og kultur.

The Eyes of the Overworld fra 1966 er en sammenskrivning af de noveller, som Vance havde udgivet siden ’50. Han strikkede dem sammen omkring den bærende karakter Cugel the Clever, der på en markedsplads gejles op til at forsøge et tyveri hos troldmanden Iucounu. Det skulle han aldrig have gjort, for Cugel bliver taget på fersk gerning og ender med, for at redde sit liv, at komme i troldmandens tjeneste. Cugel skal nu drage ud i verden for at finde en purpurfarvet linse – den såkaldte ”Eye of the Overworld” – til Iucounu.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

For at sikre sig, at Cugel rent faktisk adlyder, planter Iucounu et ubehageligt, tankelæsende snyltervæsen mellem skulderbladene på den uheldige tyv, der gør, at skulle Cugel planlægge at snyde sin arbejdsgiver, vil snylteren dræbe ham på en yderst pinefuld facon. Han har dermed intet valg. Via magi sendes Cugel af sted på sin opgave til en fjernt landområde, hvor eftersøgningen kan begynde. Vores hovedperson skal her mange strabadser og eventyr igennem, før han endelig kan vende tilbage fra sin mission. Iucounu kaldes også ”The Laughing Magician”, og man siger, at den, der ler sidst ler bedst. Cugel gør en ihærdig indsats for at få dette sidste grin, men Jack Vance er en drilsk fortæller, og stakkels Cugels eventyr slutter derfor ikke helt, som han havde håbet.

Med sin efterfølger til The Dying Earth fortsatte Vance i samme spor og skabte endnu en fortælling fyldt med pikareske karakterer, anført af Cugel selv, der, næsten uanset hvilken situation han måtte havne i, stjæler billedet. Cugel er da også hovedperson i ordets bogstaveligste forstand. Alt handler om Cugel og Cugels navlepillende betragtninger. Han er stor i slaget; en verdensmand, der kan alt, hvis han selv skal sige det, men han er også en slyngel, der lyver, stjæler og skruppelløst udnytter alt til egen fordel.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens 1. udgave

Man kan ikke kalde Cugel en kompleks karakter, dertil er han alt for entydig og monomant fokuseret på sig selv, men det betyder ikke, at han er kedsommelig at følge. Tværtimod er Cugel helt forrygende, og vi griner både med og af ham. Vi griner, når han er snu og overlegent udmanøvrere sine fjender, men vi griner også, når han viser sig fra sin sølle side og eksempelvis patetisk stamper en stamme af små alfer ihjel, fordi de tillader sig at grine på hans bekostning. Cugel er ikke en egentlig person af kød og blod, han er noget manieret og overgjort, men han er samtidig også stærkt menneskelig, og derfor kan man ikke undgå at holde af ham.

Cugels indtryksfulde person betyder da også, at man kan tilgive Vance, at hans episodiske, lidt stødvise roman ikke bidrager med meget nyt til den vision, han allerede havde publiceret tilbage i ’50. På mange måder er The Eyes of the Overworld bare mere af det samme, blot en anelse mindre tankevækkende og inspirerende. Fra et kunstnerisk standpunkt er fortællingen om Cugel dermed overflødig og i sidste ende et fejlgreb, der i nogen grad udvander, hvad Vance tidligere havde skabt, men omvendt er The Eyes of the Overworld en forbistret morsom og underholdende bog. Det er bedre end stort set alt anden fantasy, og det alene gør naturligvis, at vi skal være taknemmelige for, at Vance fortsatte med at skrive til sit Dying Earth-univers.

Paperback, Mayflower 1972

De mange optrin, som Cugel roder sig ind i, mens han leder efter Iucounus linse, er forskelligartede, men alle har det til fælles, at Cugel ankommer som den fremmede, der med den udefrakommendes blik får lejlighed til at opleve kulturer og praksisser med friske øjne. Hvor kapitlerne i første bog i høj grad var koncentreret om mødet mellem individer og personlige konflikter, har Vances forfatterskab ændret karakter i de mellemliggende år. Det fokus på kultur og ”world building”, som har gjort ham så berømt, er i ’66 trådt afgjort tydeligt frem, og det kan mærkes i The Eyes of the Overworld.

Gennem Cugels øjne bliver vi vidner til det ene sære optrin efter det andet; og det er alt sammen noget, der fortæller os om en rig og forunderlige verden, der i stort og småt lever og ånder det anderledes. I disse kulturforskrækkede dage er den slags forunderlig læsning, fordi Vance som en anden antropolog sender os ud i den kulturelle urskov og viser os de særeste, sjoveste og mest fremmedartede ting, alt imens vores guide og ledestjerne, tyven, løgnerens og charmetrolden Cugel sørger for, at vi ikke fortaber os unødigt i trivialiteter. Derved ender Vance heller ikke i den samme form for overlæsset ”world building”, der desværre plager alt for meget fantasy og SF i dag.

Paperback, Pocket Books 1977

The Eyes of the Overworld når måske ikke op på siden af The Dying Earth, men at kunne fortsætte efter den milepæl med en så stærk efterfølger er desuagtet en bedrift, som kun meget få ville kunne gøre Vance efter. At hans budskab om mangfoldighed og glæde ved det anderledes synes kærkommen i dag, gør sådan set bare, at hans bog fra ’66 kun synes endnu mere berettiget. Læs den. Og læs den igen.

Hardcover, Underwood-Miller 1977

Paperback, Granada 1985

Paperback, Baen 1986

Hardcover, Vance Integral Edition 2005. Her genudgivet med ny titel. De senere E-bøger har også denne titel

2 kommentarer

Filed under Roman

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

Ebog, Rosettabooks 2010

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Salems hekse i hip psych-sang fra ’66

 

Singlen i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Singlen fra ’66 i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Her skal I lige høre det stort set ukendte band Kiriae Crucibles single ”The Salem Witch Trial” fra ’66. Et stykke herligt, ørehængende horror-psych-rock fra en syreglad tid. Den perfekte indledning til weekenden for alle os bagstræberiske røvhuller, der sværmer for den slags gammelt skrammel.

 

Hold jer høje. Vi ses på søndag til en omgang sort i sort.

Martin

1 kommentar

Filed under Video

Frank Herbert, The Eyes of Heisenberg (1966): Om perfektionens umulighed

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Med den velestimerede forfatter Frank Herberts The Eyes of Heisenberg bevæger vi os langt ud i fremtiden. Mindst 80.000 er gået, og alt har forandret sig, om ikke til ukendelighed, så i hvert fald ganske, ganske dramatisk. Verden, som vi kender den, har ophørt med at eksistere, og billedet af fremtidens dystopiske liv er ikke køn læsning. To klasser har udviklet sig; ”Folket” og de såkaldte ”Optimen”. De sidste er genmodificerede, optimale (for at bruge bogens terminologi) mennesker, der takket være en særlig heldig genetisk sammensætning har opnået evigt liv. Resten af befolkningen er også blevet optimeret, men savner den sjældne genetiske sammensætning, der fører til kropslig perfektion.

Hovedparten af jordklodens beboere er sterile, men enkelte individer er i stand til at få børn, og når det sker, er det lægevidenskabens opgave at optimere fosteret genetisk før fødslen for at sikre, at barnet bliver så optimalt som muligt. Drømmen er naturligvis, at man måske kan skabe en ny udødelig Optiman, men det sker så sjældent, at det næsten er blevet en mytisk begivenhed. Ikke overraskende er det klassen af Optimen, der styrer verden, mens de lever i ophøjet isolation fra rosset, der behandler de udødelige som afguder.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Da vi træder ind i historien, er det unge par Harvey og Lizbeth Durant til en fertilitetssamtale hos lægen, der skal justere (’to cut’, som de kaldes i bogen) deres foster. Her må det indskydes, at befrugtningen og graviditeten ikke foregår i moderen, men i dertil indrettede kar. Mand og kvinde leverer derfor kun råvarerne til barnet, lægerne ordner resten. Som gestus er det imidlertid tilladt for folk at se lægerne justere deres kommende barn, og det vælger Liz og Harvey. Det er en udsædvanlig beslutning, som skyldes, at det unge par ikke har helt rent mel i posen. De tilhører nemlig en oprørsk undergrund, der kræver kontrollen over deres børn tilbage fra Optimen-klassen og deres håndgangne læger.

Dermed er vi også kommet på sporet af en væsentlig side af handlingen. Harvey og Liz venter sig nemlig et barn, der med al sandsynlighed er en ny Optiman, og derfor er der pludselig mange interessenter, som melder sig på banen. Tingene tager imidlertid hurtigt fart og det, der begynder med et stille oprør fra parrets side, ender i en borgerkrigslignende situation, hvor folk dør i hobevis. Og så har jeg slet ikke nævnt gruppen af såkaldte Cyborgs, der også blander sig i sagen som tredje part.

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950'erne

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950’erne

The Eyes of Heisenberg er på mange måder et ganske tidstypisk værk. Idéerne, Herbert udfolder, forfulgte han efterfølgende mange gange i sine senere arbejder, men som de står her, oser de langt væk af deres tilblivelsestid og de bekymringer, som den fremskridtsorienterede ”rumalder” udløste. Helt grundlæggende for bogen forsøger Herbert at skitsere et samfund, hvor mennesket er blevet fremmedgjort fra sig selv. Individet har fortonet sig til fordel for en dyrkelse af kroppen, hvorved menneske og maskine gradvist har nærmet sig hinanden ganske meget. Man optimerer kroppen ud fra samme funktionsbaserede logik, som man optimerer maskiner, og resultatet er blevet en verden, hvor kropslig perfektion er slutmålet. Desværre aner kun de færreste, hvad de skal stille op med deres perfekte legemer, og den herskende klasse af Optimen bestiller derfor heller ikke andet end at vegetere hen i en stille døs af euforiserende adspredelser og kedsomhed.

Nu er jeg ikke naturvidenskabsmand og må blankt erkende, at jeg aldrig havde hørt om Heisenbergs usikkerhedsprincip, som bogens titel refererer til, før jeg læste Wikipidia-opslaget om dette. For lægfolk som mig betyder Heisenbergs princip (tror jeg), at der altid må påregnes et usikkert eller kaotisk element i alle matematiske forhold. Total sikkerhed findes ikke. Præcis det har Frank Herbert taget op i bogen, der beskriver et samfund i tilsyneladende perfekt, eller sikker, status quo. Samfundet, kulturen, og mennesket er blevet gennemmekaniseret og står nu stille i et kulturelt dødvande. Mens kroppen dyrkes og livet fortsættes, dør menneskene sjæleligt. Det mekaniske, konservative samfund kvæler sig selv i perfektionens utilsigtede, selvdestruktive, åndlige stilstand. En rigtig fascinerende tanke.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Romanen udkom oprindelig som føljeton i to dele under titlen ”Heisenberg’s Eyes” i magasinet Galaxy, og det episodiske kan ikke fornægtes. Selvom Herbert har bearbejdet teksten noget, før den kom som bog, har den en ujævn karakter og foretager nogle stedvist overraskende stemningsmæssige skift, som givetvis skyldes, at teksten er skrevet løbende, som bladene udkom. Det gør bogen æstetisk svingende, men ikke desto mindre har både de første og sidste kapitler en helt særlig, grum stemning, som er svær ikke at lade sig gribe af.

De første mange sider, der beskriver det unge par hos lægerne, mens deres foster skal justeres, har en brutal kulde over sig, hvor hele det mekaniske, lægevidenskabelige monster af et samfund tårner sig op over læseren. Fremmedgørelsen er fuldstændig og synes helt uden håb. Herbert svælger her i fascistoid kulde og kropsforskrækkelse. Han sætter tingene på spidsen, da det står klart for Liz Durant, at det eneste sted, hun kan skjule sit foster for læger og Optimen, er ved at få det lagt op i livmoderen. En uhyrlig, barbarisk praksis, som Liz må acceptere, hvis barnet skal forblive hendes.

Paperback, Sphere 1968

Paperback, Sphere 1968

I de sidste kapitler må dystopien vige pladsen for den lettere udsyrede konfrontation mellem folket og de få Optimen. Fastlåst i konservativ ækvilibrium og total stilstand viser det sig, at de fine, perfekte legemer, som herskerne har, slet ikke kan holde til folkets uro og kaos. Forsamlingen af Optimen begynder ganske enkelt at falde fra hinanden, da de stilles ansigt til ansigt med den voldsomhed, kreativitet og det engagement, som sammenstødet med folket har udløst i dem.

Her bevæger Herbert sig pludselig over et i metaforisk plan, hvor han cementerer sit synspunkt om, at (kropslig) perfektion aldrig vil kunne eksistere, fordi den kun kan eksistere momentant, før noget har forandret sig, og den perfekte konstellation derved er ødelagt. Optimenklassen har kun kunnet opnå perfektion ved at fryse øjeblikket og foldholde dem i total passivitet. Derved er de blevet uforanderlige, men samtidig mistede de deres individualitet eller hele deres væsen om man vil.

Paperback, Berkley Books 1972

Paperback, Berkley Books 1972

Der var revolution i luften i ’66, da Frank Herbert skrev fortællingen, og der er revolution i luften, da fremtidens folk rejser sig mod den herskende klasse. Bogen kunne derfor let opfattes som bredside mod en konservativ forældregeneration, der ikke forstår sig på ungdomsoprør og deres råb om medindflydelse, demokrati og social retfærdighed. Det kan sikkert også være meget rigtigt, men så skrev Herbert om rørelser, han så fra sidelinjen uden selv at være del af de unges oprør. Han var 46 på det tidspunkt og dermed absolut ikke en af de unge. Herbert sigtede snarere, under indtryk af sin samtid, efter at skildre langt større tendenser.

Herberts kritik af en vestlig kultur, der konstant arbejder for at optimere sig selv både teknologisk og kropsligt, er dybtfølt og fortsat relevant.  Bogen rejser i hvert fald spørgsmålet om, hvad vi egentlig jagter? Hvilke værdier vi forventer at finde, der hvor fremskridtets regnebue ender? Herbert giver os skam også svaret: Intet. Der ligger intet derude, bag perfektionens mållinje. Kun stilstand og stagnation. Men ikke nok med det: Hvis perfektionen skal gennemføres, kræver det, ifølge Herbert, uoverskuelige sociale og demokratiske ofre.

Paperback, Sphere 1973

Paperback, Sphere 1973

Skal vi tage Frank Herberts advarsel for pålydende, er spørgsmålet desværre om vi i det hele taget er i stand til at styre uden om den udvikling eller om, vi med deterministisk sikkerhed har indrettet os sådan, at samfundet kun kan følge de spor, som her beskrives?

Ren kulturpessimist er Herbert dog ikke, for folket rejser sig jo mod systemet; det er jo det hele bogen handler om. Der med andre ord håb forude, men hold op, hvor bliver det sort, før det vender igen.

Godt det først sker om 80.000 år!

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, New English Library 1983

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Tor 2002

Paperback, Tor 2002

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye  (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste  engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

4 kommentarer

Filed under Roman

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slr rytmen an

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgibey året efter Drums

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra '67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gene Bilbrew: Den beskidte tankegangs mester

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Den sorte, amerikanske stribetegner og illustrator Eugene “Gene” Bilbrew (1923–1974) er et ikon. Han arbejdede først som stribetegner og bladillustrator, men hans karriere tog for alvor fart, da han i begyndelsen af 1950’erne blev Will Eisners assistent på The Spirit. Will Eisner er en af mine personlige favoritter, når det kommer til tegneserieskabere. Og Eisners stil fik tydeligvis en stor indflydelse på Bilbrews arbejde – især i personskildringerne, hvor ansigterne eksempelvis er taget direkte ud af Einers produktion.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Gene Bilbrews karriere udviklede sig imidlertid i en interessant retning, da han – uden tvivl ansporet af personlige interesser – begyndte at tegne forsider og illustrationer til erotiske udgivelser. Det blev især til et frugtbart samarbejde med den jødiske sleaze-konge Reuben Sturman, der hyrede Bilbrew som illustrator til det lille nicheforlag Satan Press.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Jeps, Satan Press. Mere provokerende kan det næsten ikke blive, og bøgerne, som forlaget udgav, dykkede ned i pornografiens nicher og feticher og fortsatte yderligere den gamle pulp-tradition for homoseksuel litteratur. Uanset dine præferencer og tilbøjeligheder Satan Press kunne levere varen, og Gene Bilbrew var manden, der gav bøgerne deres visuelle ansigt.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Satan Press levede ikke specielt lang tid, hvilket vel ikke er nogen overraskelse med det navn. Hvem turde egentlig købe bøgerne? De bøger, jeg viser her, blev alle udgivet omkring 1965-66 – det er vanskeligt at finde det præcise udgivelsestidspunkt, da ingen af udgivelserne er daterede. Efter ’66 sadlede Satan Press om og satsede i stedet på fotoillustreret erotisk litteratur. Det var fremtiden, men bøgerne blev dermed også helt ligegyldige som kreativ legeplads. Desværre.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Udgivelser fra Satan Press er ikke helt lette at få fat i. Som flere skriver på nettet, er det jo ikke ligefrem den slags bøger, som bedstefar gemte på hylden. Romanerne hørte til under sengen, bagerst i skabet eller under madrassen.

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Ikke mere snak – dyk ned i et stykke ægte snavs fra midt 60’erne og nyd Gene Bilbrews fantastiske univers. Og som altid – husk at læse forsidernes små appetitvækkere, de er guld værd!

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

Paperback, Satan Press 1965-66

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman