Tag Archives: 1967

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Roger Zelazny, Lord of Light (1967): Rama lama fa fa fa

Paperback, Avon 1969

Paperback, Avon 1969

I 1967, som 30-årig, udgav Roger Zelazny sin nok bedste bog. Romanen hedder Lord of Light og er måske ikke den, han huskes bedst for i dag, hvor Amber-serien står som en monolitisk størrelse i forfatterskabet. Og Zelazny udgav skam også ganske meget i løbet af sit forfatterliv, men for mig at se er Lord of Light den skarpslebne juvel, der overtrumfer dem alle med sin uimodståelige, pågående nerve, sit fabelagtige sprog og tordnende energi.

Handlingen fører os langt ud i fremtiden til en fjern planet kolonialiseret fra den for længst glemte, nu mytiske Urath – altså ”Earth”. Kolonisterne fra rumskibet Star of India slog sig ned på denne frodige, fremmede planet, hvor de pludselig så sig omgivet af fjendtlig vegetation og sære væsner. Via bioteknologi kunne besætningen imidlertid udvikle deres mentale og fysiske evner i en sådan grad, at de blev de indfødte skabninger overlegne. Tilmed var det muligt for besætningsmedlemmerne at få deres bevidsthed eller individ overført til nye kroppe.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni  1995)

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Formentlig som bevidst handling kunne kolonisterne på den led indføre et regime på deres nye planet baseret på hinduistisk teologi, hvor jordboerne indtog rollen som hinduguder, praktiserede reinkarnation ved at lade deres udtjente kroppe udskifte og udpegede dele af de indfødte racer som dæmoniske skabninger fra hindumytologiens univers.

Der er således tale om en både korrupt og aggressiv overtagelse af planeten, som satte kolonisterne i spidsen for det nye styre, hvor de nu fortsat efter mange år lever som guder og udnytter deres teknologi til at straffe og velsigne deres undersåtter efter forgodtbefindende. Midt i alt dette træder Mahasamatman, eller bare Sam, ind på scenen, som løsgængeren, renegaten, der udfordrer det bekvemme liv, kolonisterne har skabt for dem selv.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Sam indleder en krig mod den eksisterende verdensorden, og hans primære våben er i første omgang ganske ublodigt, idet han vender kolonisternes skyts imod dem selv og påtager sig rollen som Buddha. Den fredselskende Buddha, hvis lære anfægter den store hindu-panteon og lover lighed og retfærdighed til de undertrykte. Sam, bevæbnet med buddhistiske doktriner, bliver dermed hovedpersonen i et stort oprør imod hans gamle venner og kolleger, der med smiger, trusler, vold, bestikkelse og alle andre tænkelige midler forsøger at sætte en stopper for forræderen i deres midte, der truer freden i paradis.

Denne karakteristik af handlingen er i virkeligheden dybt misvisende, for ikke alene strækker Lord of Light sig over et uhyrligt tidspand, hvor hovedpersonerne er blevet reinkarneret igen og igen, handlingen udspiller sig også i et komplekst net af fortællinger, der springer i tid. De, der er venner med Sam i en fortælling, bliver således pludselig fjender i den næsten og omvendt. Bogen antager på den led karakter af en fragmenteret samling mytiske beretninger, der både i form og handling mimer de hindulegender, som kolonisterne har approprieret som magtmiddel.

Hardcover, Faber and Faber 1968

Hardcover, Faber and Faber 1968

Zelazny leger mesterligt med formen i bogen, der er et fremragende eksperiment, hvor læseren må være meget opmærksom for at forstå den intrikate leg med tid, ord og mening, som slynges imod os. Og det er ikke kun i formen, der eksperimenteres, fortællingen sætter sig midt mellem SF og fantasy i et vidunderligt univers af dæmoner og fantasyskabninger bevæbnet med skydevåben og kræfter, der fremstår som magi. I dag kan den slags måske virke som almindeligheder, men i ’67 var det stadig vovet at blande genrer så eklektisk, og Zelazny gør det med så stor overbevisning. Så stor overbevisning, at hans værk stadig i dag fremstår mere helstøbt og nytænkende end de fleste efterfølgere ud i samme terræn.

Bogens budskaber synes mindst lige så tvetydige som handlingen. Man kan argumentere for romanen som en besk kommentar til hippiernes fascination af østens mystisk og guruers ublu udnyttelse af deres disciple. Set i det lys bliver romanen et religionskritisk værk, men helt så enkelt er det ikke, for godt nok bruger kolonisterne religionen som undertrykkende middel, men det er også religionen, der sætter planeten fri af undertrykkerne. I den forstand sidestiller Zelazny religion og politisk filosofi og siger, at det hele grundlæggende er sociale systemer, der strukturerer vores omgivelser. Spørgsmålet er så bare, hvem der får lov at definere systemet og dermed spillereglerne for sameksistens.

Paperback, Panther 1971

Paperback, Panther 1971

Et godt eksempel på bogens herlige kompleksitet er hovedpersonen Sams rolle og status, der forbliver indhyllet i virak, for bevæggrunden bag hans oprør imod sine egne bliver aldrig forklaret; handler han ud fra altruistiske overbevisninger, egoistiske grunde, fordi han vitterligt ønsker at sætte de undertrykte fri eller fordi han bare har lyst til at skabe kaos? Og er han i virkeligheden mere end man skulle tro? Er han måske vitterlig den Buddha, som hans disciple tror?

Lord of Light er mere eller mindre indbegrebet af New Wave-SF. Legen med kulturelle troper og samfundskritik er således klassiske manøvrer i tidens litteratur, men Zelazny gør det i et sprog og en form, der på en gang er legende let og tung som de kosmologier, han åbner for os. Romanen er dermed beslægtet med mange andre bøger fra 60’erne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at Zelaznys sprudlende værk i dag står som et af fyrtårnene, fordi det trods tidstypiske problemstillinger hæver over meget andet gennem det det grundlæggende overskud i sprog og tekstopbygningen.

Paperback, Panther 1973

Paperback, Panther 1973

Som det sikkert fremgår med al tydelighed, er jeg vildt og blodigt begejstret for Zelaznys flagrende, flamboyante fortælling, der formår at fusionere eventyr og intens handling med et fascinerende, komplekst budskab eller mangel på samme, idet handlingen stedvist næsten kan fremstå lige så mystisk, som de buddhistiske mantraer kan virke i deres forsøg på at stemme sindet mod Nirvana. Det er aldrig helt til at afgøre, om Lord of Light er en satirisk skæmteroman eller et dybtfølt, alvorligt portræt, der øser af eventyrets formsprog. Og sandheden er jo nok, at bogen er det hele på en gang. Men vigtigst af alt er den skrevet i et så stærkt sprog, at ordene brænder igennem og siderne lyser op.

Paperback, Panther 1977

Paperback, Panther 1977

Hardcover, Gregg Press 1979

Hardcover, Gregg Press 1979

Paperback, Methuen 1986

Paperback, Methuen 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Paperback, Avon 1987

Paperback, Avon 1987

Hardcover, The Easton Press 1994

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Avon 2000

Paperback, Avon 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Paperback, Eos 2004

Paperback, Eos 2004

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

The Magick Powerhouse of Oz : Transcendental, okkult hippierock fra ’67

Her kan du syre ud til The Magick Powerhouse of Oz’ okkulte hippie-avantgardemusik, der udspringer direkte fra sen-60’ernes sværmeri for dunkel mystik og transcendens. Alene det Crowleyske ’k’ i ordet magic siger det hele. Det er flippet instrumentalmusik, der i høj grad blev drevet frem af multikunstneren Bobby Beausoleils højspændte, okkulte fascination.

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

Musikken stammer fra ’67 og skulle i første omgang være brugt i Kenneth Angers film Lucifer Rising. Det gik i vasken og bandet blev kort efter opløst, da Beausoleil blev bonkammerat med Charles Manson og pludselig sad i fængsel med en dom for mord. Her hjalp ingen kære Satan!

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d.  21. September  1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d. 21. September 1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

 

Selve musikken er faktisk ganske, gasnke fed. Det er larmende, sært og vildt – men Beausoleil og resten af gruppen fanger en særlig stemning, der er ret uimodståelig. God fredag.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

David Pinner, Ritual (1967): I The Wicker Mans skygge

Paperback, Finders Keepers 2010. Forsiden gentager den oprindelige udgivelse fra '67. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har tegnet den fabelagtige forside. Jeg er helt pjattet med den - et stykke prima psykedelisk kunst

Paperback, Finders Keepers 2010. Forsiden gentager den oprindelige udgivelse fra ’67. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har tegnet den fabelagtige forside. Jeg er helt pjattet med den – et stykke prima psykedelisk kunst

I sin debutroman Ritual fra 1967 tager dramatikeren David Pinner os med på et udsyret rædselstrip til det landlige England. Bogen er en bizar fortælling. Handlingen snor sig sidelæns frem og gennemsyres af pludselige metakommentarer fra forfatteren, impulsive sidespring i historien og lange dialoger. Alt sammen ting, der gør Ritual til alt andet end hverdagskost. Og ligegyldigt hvor ofte den bliver fremført som horrorroman, ændrer det ikke ved, at den er andet og meget mere end gys, hvis den da i det hele taget kan defineres som gyser.

Handlingen kan i grove træk beskrives som et mordmysterium. En lille pige dør under, hvad der umiddelbart antages at være en ulykke, da hun leger i et stort egetræ uden for landsbyen Thorn. Ulykken påkalder sig imidlertid kriminalbetjenten David Hanlins opmærksomhed, fordi han instinktivt fornemmer, at der må være tale om et mord.

Paperback, Finders Keepers 2010

Paperback, Finders Keepers 2010

Hanlin er ikke nogen helt almindelig betjent. Han er nemlig ude på en sær heksejagt mod en okkult tilstedeværelse i det ellers velfriserede England. På næsten Lovecraftiansk vis får Pinner antydet hekse og satanisters eksistens i den smilende landidyl, og det er præcis dette uvæsen, kriminalbetjent Hanlin har sat sig for at bekæmpe – og det mere eller mindre uden sine overordnedes tilladelse.

Snart viser det sig da også, at alt ikke er, som det bør være i landsbyen. Meget tyder på, at pigen rent faktisk blev myrdet i en form for rituel ofring under egetræet, og hvad værre er – hele landsbyen dækker over noget. Måske var flere af landsbyboerne med i drabet på pigen? Ja, måske blev offeret endda udført af pigens nærmeste familie!

Paperback, Arrow Books 1968. Billigbogsudgaven der udkom året efter bogens første lancering. Denne opnår ikke helt samme priser på nettet, som den oprindelige hardcover-udgivelse

Paperback, Arrow Books 1968. Billigbogsudgaven der udkom året efter bogens første lancering. Denne opnår ikke helt samme priser på nettet, som den oprindelige hardcover-udgivelse

Spørgsmålene er mange, og Hanlins efterforskning bliver hurtigt ganske vanskelig, fordi landbyens indbyggere trækker betjenten rundt ved næsen og holder ham for nar. Faktisk er det nærmest som om, indbyggerne opfører en form for maskerade, der skal aflede Hanlins opmærksomhed fra den midsommernat, som hastigt nærmer sig.

Ved at beskrive plottet i Ritual sker der en kunstig stramning af teksten, som gør den mere konform, end den rent faktisk er. Sammenblandingen af paranoia, okkultisme og sort humor gør afgjort bogen til en atypisk kriminalroman, men dertil kommer David Pinners groteske persongalleri og ikke mindst det sært kringlede, betagende sprog.

Vores hovedperson David Hanlin er eksempelvis en puritansk fanatiker, der på nærmest vampyrisk vis kun dårligt tåler sollys og må gå med solbriller for at beskytte sit syn. Faktisk er han så modbydeligt usympatisk, at David Pinner et sted henvender sig direkte til læseren og spørger, om ikke Hanlin vitterligt er et frastødende menneske! Mr. David Hanlin really is a distasteful homo sapien, isn’t he? (s. 32). Dertil kommer landsbypræsten, der tilsyneladende ikke længere kan tage sin tro alvorligt. Hans kristendom er blevet et spørgsmål om teatralsk retorik, og mon ikke han har indset, at de sande guder findes et helt andet sted? Så er der også den fallerede sataniske skuespiller, som bor på herregården og tydeligvis er i besiddelse af en form for overnaturlige evner samt den hysteriske mor til den dræbte pige, der opfattes af alle som heks, og den ekstremt liderlige teenagedatter Anna og så fremdeles. Alt sammen karikerede, groteske figurer, der bugner af ordtunge metaforer og hengemt ubehag.

Hardcover, Chivers Press 2012

Hardcover, Chivers Press 2012

Der er afgjort noget kafkask over Ritual, hvor fremmedgørelsesmotivet gennemspilles for fuld udblæsning. Og helt konkret citeres Kafka da også i form af i de tre navnløse arbejdsmænd, der tilsyneladende altid optræder i gruppe og fungerer som en form for bisiddere til alle romanens burleske optrin. Der er imidlertid ikke noget kafkask over Pinners sprog.

Romanen er overlæsset, fyldt til bristepunktet med billedtungt prosa. Den svinger mellem det nærmest hypnotiserende, som i bogens åbning, der måske er en af de bedste, jeg har læst meget længe, til det tåbeligt komplicerede. Der er stor skønhed i åbningens beskrivelse af den døde pige, der ligger i græsset under det gamle egetræ, mens en sommerfugl leger omkring hende. Men arkadiske passager som denne må konstant rømme pladsen for sorte, satiriske beskrivelser, som da Pinner sætter ord på herregårdens hushovmesters tænder:

Martin smiled. He was all gums, pink gums. His teeth were like a four year old’s, very tiny and eager to bite anything. Absolutely anything (s. 104).

For Pinner handler det om at vise os den moralske råddenskab under overfladen. Solen skinner, og alt ånder fred i landidyllen, men man skal blot kradse en smule i skønmaleriet, før en pilrådden underverden kommer til syne. Og kriminalbetjent Hanlin ikke bare piller, han river i overfladen og blotlægger den okkulte, uforskammede underverden fyldt med sex, begær og hedensk livssyn. Men dets mere Hanlin blotter, dets mere spørger vi os, hvem der egentlig er den afsporede – landsbyens hedninge eller den asketiske betjent? Ritual udforer den konservative Hanlins verdensbillede – og dermed udfordrer Pinner hele det konservative Englands moral.

Paperback,  Ediciones Alpha Decay 2014

Paperback, Ediciones Alpha Decay 2014

Ritual er et stykke 60’er-modkultur, der bruger satanisme, sex og okkultisme som spejl rettet mod den ældre generation og deres hykleriske forestillinger og ret og orden. En pointe, der til stadighed skærpes og udfoldes i sin definitive form, da Hanlin på romanens sidste side endeligt finder frem til bogens morder.

Den verden, David Pinner åbner med Ritual, er fremmedartet og vanvittig, men mest af alt er den tung og fyldt med indtryk. Landskabet og naturen presser sig på i romanen som en faretruende, vild kraft, der hele tiden ligger på lur, parat til at sluge det såkaldt civiliserede (kristne) menneske. Alle bogens vilde, erotiske, okkulte og morderiske dele udspiller sig hovedsageligt under åben himmel ude i skoven, på marken eller ved kysten. Det sker ikke inde i byen, men derimod ude hvor bakkerne er vildsomt overgroende. Natur og menneske står i opposition i bogen – og selvfølgelig er der her tale om en indre konflikt mellem puritaneren Hanlin og landsbyens fordærvede skikkelser.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Ritual er en fascinerende bog. Det er en kompliceret og skæv roman, men derfor også en roman, der er langt mere interessant end så meget andet. Den udfordrer genreskel, udfordre læseren sprogligt og skaber et univers fyldt med skønhed, hengemt, overmodent natur og menneskelig tåbelighed.

Ritual er afgjort et stykke kunst, der fører os helt tæt ind på livet af et England i en brydningstid. Den sætter metaforisk ord på generationskløften og giver og et fremragende blik på det såkaldte ungdomsoprørs kamp mod forældregenerationens omklamrende moralbegreber. Alt sammen sovset ind i gys, okkultisme og kropsvæsker – Fabelagtigt!

Normalt nævner jeg ikke filmatiseringer, men Ritual er en undtagelse. Dels fordi romanens skæbne er nært knyttet til en film og dels fordi vi her har fat i en af mine yndlingsfilm. Det drejer sig om den ikoniske The Wicker Man fra 1973. Ritual er således næsten bogen bag filmen – forstået sådan, at der indledningsvist var tale om en egentlig filmatisering, men romanforlægget blev pludselig forkastet og Anthony Schaffer skrev i stedet et manuskript baseret på egne idéer. Alle der sammenligner Ritual og The Wicker Man vil imidlertid finde så mange lighedspunkter, at det grænser til en krænkelse af Pinners ophavsret, når han ikke krediteres i filmen.

The Wicker Man, filmplakat 1973. Den ikoniske "wicker man pryder naturligvis plakaten. Han optræder ikke i bogen - så er det afsløret

The Wicker Man, filmplakat 1973. Den ikoniske “wicker man pryder naturligvis plakaten. Han optræder ikke i bogen – så er det afsløret

Ritual udkom oprindelig i et ganske lille oplag, og tilknytningen til The Wicker Man har gjort den til et eftertragtet samlerobjekt. Bogen har derfor opnået skyhøje priser på Nettet, men heldigvis genoptrykte det lille indiepladeselskab Finders Keepers bogen i 2010 og gjort den tilgængelig igen. Tak for det. Senere har andre fulgt trop, men ingen andre har genbrugt bogens fantastiske, oprindelige forside. Ikke desto mindre kan vi nu alle opleve Pinners formidable, vanvittige prosa, der står for læseren som et på samme tid smukt og hæsligt stilleben, fyldt med fordærvet mundgodt.

Læg i øvrigt vejen forbi Finders Keepers. De udsender glemte, sjældne psykedeliske ting fra 60’erne og 70’erne – også nogle scores og soundtracks fra genrefilm. Jeg er sikker på, at du finder et par ting, der kunne være interessante at se nærmere på.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ira Levin, Rosemary’s Baby (1967): Et satanisk syndefald

Paperback, Pan Books 1968

Paperback, Pan Books 1968

Rosemary’s Baby er en fascinerende bog, fordi den på den ene side er en særdeles velgennemtænkt roman, og på den anden side har den haft en enorm efterklang i populærkulturellen, der i virkeligheden har været med til at overskygge romanens egentlige indhold. Bogen var en øjeblikkelig bestseller, da den udkom i 1967, og Polanskis filmatisering fra ’68 var efterfølgende med til at cementere romanens status som et af sen-60’ernes mest indflydelsesrige, skønlitterære værker.

Bogen og filmen indledte nemlig mere eller mindre det sataniske boom, der pludselig kom til at gennemsyre alt fra krimier og komedier, til gys og gru. Satan blev ganske enkelt et af tidens bedst sælgende emner. Og ganske overraskende holdt temaet ved. Vi skal faktisk helt op i 70’ernes anden halvdel, før det djævelske emne begyndte at miste momentum.

Paperback, Pan Books 1968

Paperback, Pan Books 1968

Nu må man ikke være blind for, at meget lå in spe, da Levin udgav sin lille roman i ’67, og naturligvis trak Levin på ting, der lå i tiden. At påstå, at han egenhændigt ”opfandt” den moderne sataniske gyser, er derfor at skyde over målet, men Levin var den, der skabte udgangspunktet.

På baggrund af den reception kan det virke paradoksalt, at romanen i virkeligheden handler meget lidt om satanisme og djævledyrkelse. Faktisk er selve den okkulte del af romanen, der har betaget læsere lige siden, bogen så dagens lys, egentlig kun et virkemiddel, der med Levins vanlige sorthumoristiske pen understreger bogens tema om personlig frihed, social arv og kvindesyn.

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Ira Levin (27. august 1929 – 12. november 2007)

Men lad os først, for en god ordens skyld, få handlingen på plads. Det unge par Rosemary og Guy Woodhouse flytter ind i den gamle ejendom The Bramford i New York. Guy er en skuespiller, der arbejder på at få hul på karrieren, og Rosemary er hjemmegående husmor. De har tænkt på at få børn, men Guy har indtil videre afvist det. Der går imidlertid ikke ret lang tid efter, at de er flyttet ind i den nye lejlighed, før lykken tilsmiler det unge par. Guy har held med at få nogle gode roller, og de beslutter sig for at forøge familien.

Imens alt dette står på, knytter Rosemary og navnlig Guy tætte bånd til det gamle ægtepar Minnie og Roman Castevet i nabolejligheden. Faktisk så nære bånd, at det ældre par kommer til at spille en stadigt større rolle i Rosemarys og Guys liv. Gradvist overtager Roman og Minnie kontrollen med den gravide Rosemary, der efterhånden sygner hen til en udpint nikkedukke, der gør, hvad hun får fortalt. Det skyldes ikke mindst, at graviditeten er smertefuld og tager hårdt på Rosemary. Alt burde sådan set være så godt, men det gamle ægtepars omklamrende opførsel og den følelse af indre uro og ubehag, som Rosemary oplever, bliver stærkere og stærkere. Noget er galt, og da den grufulde sandhed endelig går op for Rosemary, er det for sent. Hun sidder i den diabolske saks.

Hardcover, Random House  1967. romanens 1. udg.

Hardcover, Random House 1967. romanens 1. udg.

Jeg har tidligere skrevet, at der er klare paralleller mellem Rosemary’s Baby og Levins senere The Stepford Wives (1972). Faktisk så klare paralleller, at Rosemary’s Baby kan ses som et forstudie til den efterfølgende roman. Ikke at forstå sådan at Rosemary’s Baby er mangelfuld i forhold til den senere bog, snarere forholder det sig sådan, at Levin gør sine pointer endnu tydeligere i The Stepford Wives.

Hvad er det så, Levin vil fortælle os med Rosemary’s Baby? Som med Stepford Wives handler bogen grundlæggende om forholdet mellem mand og kvinde i det moderne samfund. Det handler om kønsroller og sociale værdier. Det moderne menneske vil realisere sig selv, hvilket fordrer en grad af personlig frihed og et handlerum, der nødvendigvis vil føre til fravalg af klassiske, konservative familieværdier. Præcis det problem udstiller Levin i begge sine stærke romaner.

Paperback, Dell 1968

Paperback, Dell 1968

Rosemary’s Baby handler om frihed og retten til individualitet. Unge Rosemary er en mønsterbryder, der er sluppet fri af en streng religiøs opdragelse og genopfinder nu sig selv i det spraglede New York. Det opleves bedst gennem hendes frigjorte veninder, der fungerer som et konstant spejl i bogen. Først er Rosemary på bølgelængde med veninderne, men som handlingen skrider frem, vokser kløften mellem de uafhængige damer og Rosemarys mentale og fysiske fangetilværelse.

Rosemary vil være en moderne mor, der både kan være smart og moderlig på samme tid. Det viser sig imidlertid at være umuligt, fordi Guy vælger at ofre Rosemarys frihed til fordel for sin egen frihed og ønsket om en karriere. Levin spidder her iskoldt et for 60’erne klassisk maskulint adfærdsmønster.

Hardcover, Spaarnestad 1968

Hardcover, Spaarnestad 1968

Guy har måske på overfladen fremstået som moderne, hip ung mand, men hans forankring i forældregenerationens forstenede værdisystemer bliver åbenbaret i det øjeblik, han står over for at skulle afgive plads til Rosemary. Det eneste forsonende ved Guy er, at han er sig fuldt bevidst om sit svig og åbenlyst skammer sig. Der er et omvendt syndefaldsmotiv på færde her, hvor Guy træder ind i rollen som den fristede part, der lader sig forføre af Djævlens løfter.

Hvor mændene i Stepford løser problemet ved bogstaveligt at bygge deres egne kvinder, er Levins greb om samme tematik mere subtil i Rosemary’s Baby. Her bruger han nemlig de aldrende hekse og satanister, der befolker The Bram, som parodisk metafor for den gamle generation, der sluger ungdommen med hud og hår og påtvinger dem deres værdier.

Paperback, Pan Books 1968, 2. udg

Paperback, Pan Books 1968, 2. udg.

Rosemary står romanen igennem over for valg, og selv om hun forsøger at slippe ud af heksenes konforme greb, kan hun ikke, fordi Guy bevidst manipulerer hende ind i rollen som stavnsbunden husmor. Og det værste ved det hele er, at Rosemary til en vis grad frivilligt går med på legen. Hun ser ikke faresignalerne, fordi en del af hendes ophav ønsker at bekræfte præcis de kønsrollemønstre, som Guy og satanisterne i smug bygger op omkring hende.

Det er derfor også vigtigt, at det er Rosemary, som gerne vil flytte ind i The Bramford. En bygning der, som Levin skriver, ejes af kirken ved siden af, og nærmest fremstår som gotisk kloster i beskrivelserne. Vel at mærke ikke et kristent kloster, men et satanisk kloster, hvor alt hengemt og mørnende bliver dyrket – anført af den sataniske pater familias Roman Castevet – en form for småborgerlig antipave, hvis næstekærlighed visner og kvæler alt ungdommeligt liv i Rosemary.

Paperback, Bruna 1968

Paperback, Bruna 1968

Romanen er én lang deroute for Rosemary. Et fald, der afklæder hende den hårdt tilkæmpede selvstændighed, som hun havde fået opbygget. For at få hende derhen må hun nedbrydes, og det sker gennem en serie af systematiske overgreb fra Guy og hendes omgangskreds i The Bram.

Et formidabelt, tidligt billede på dette er, da Minnie hænger den stinkende amulet med ”tannisrod” om halsen på Rosemary (s. 61). Her beskriver Levin eminent, hvordan amuletten falder ned mellem Rosemarys bryster som et fremmedlegeme. Stærkere kan det nærmest ikke siges. Amuletten lægger sig befamlende opad Rosemarys køn og gør krav på hendes krop. Senere bliver det også til en egentlig voldtægt, men så meget er sket op til da, at det fysiske overgreb blot synes at være en forlængelse af de dybe svigt, som Rosemary har været udsat for.

Paperback, Altın 1971. En tyrkisk udgave af romanen

Paperback, Altın 1971. En tyrkisk udgave af romanen

Voldtægten er imidlertid et vigtigt vendepunkt i romanen, fordi Rosemary på det tidspunkt endegyldigt mister herredømmet over sin krop. Fysisk er hun lænket til The Bram og det dukkehjem, som Guy har fået plantet hende i. Præcis som Joanna i Stepford. Og præcis som hos hendes søster i Stepford giver Levin os til sidst et blik på resultatet af heksenes arbejde. Som satanisk maestro løfter han sløret for det slutprodukt, som ”heksene” i The Bramford har skabt.

Han viser os det ultimative perverse paradoks. Rosemary er nedbrudt og ødelagt, men hun er også blevet mor, præcis som hun drømte om. Barnet, hun har født, er udsprunget ud af et sygt, dysfunktionelt forhold, men det lille liv er stadigvæk hendes og fortjener kærlighed. Levin kontrasterer således moderkærlighedens skønhed med situationens hæslighed. Barnet skulle aldrig være blevet til, men Rosemary kan ikke andet end at elske det, nu hvor det er der. Til stående applaus fra satanisterne siger Rosemary farvel til alt det, hun drømte om og flytter ind i det fængsel, som hun ikke kan andet end at elske – også selv om det djævelske barn er roden til al hendes ulykke.

Paperback, Fawcett Crest 1973

Paperback, Fawcett Crest 1973

Levins bidske sociale, sorthumoristiske kommentar er skåret som okkult thriller, og netop thriller-elementerne har da også været så stærke, at de har overskygget de tonstunge pointer, der gemmer sig bag den på overfladen så forførende sataniske metafor. De sataniske elementer er og bliver imidlertid ikke andet end staffage i romanen. Men derfor kan man jo godt holde af det alligevel.

Paperback, Pan Books 1980

Paperback, Pan Books 1980

Hardcover, Easton Press 1995. En nyere delux-udgave af romanen

Hardcover, Easton Press 1995. En nyere luksusudgave af romanen

Paperback, Signet Books 1997

Paperback, Signet Books 1997

Paperback, New American Library 2003

Paperback, New American Library 2003

Paperback, Pegausus Books 2010

Paperback, Pegausus Books 2010

Paperback, Constable and Robinson 2011

Paperback, Constable and Robinson 2011

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman