Tag Archives: 1968

Ursula K. le Guin, A Wizard of Earthsea (1968): En lille perle

Paperback, Bantam Books 1975. Den charmerende forside er skabt af Pauline Ellison

Når man taler om fantasylitteraturens store, kanoniske, værker begynder man typisk hos Tolkien og C. S. Lewis, men hvor snakken derfra går videre hen, varierer; de fleste ser typisk til pulp-giganter som Robert E. Howard og Fritz Leiber. Pulpens sword and sorcery er da også helt central for udviklingen af fantasygenren, som vi forstår den. Ser vi på den fantasy, som bliver skrevet i dag, kan man også hurtigt konstatere, at det er fra pulpen de blivende impulser er kommet efter at have absorberet, hvad der kunne absorberes hos Tolkien. Her skal vi imidlertid se nærmere på et af de værker, der hverken lader sig indskrive entydigt i Tolkien-traditionen eller har noget med pulpens sword and sorcery at gøre.

Ursula K. le Guin udsendte i 1968 den nu vidt berømte roman A Wizard of Earthsea, der på alle måder er et øjenåbnende værk – det var det dengang i slutningen af 60’erne, og det er det stadig den dag i dag. Dette skyldes først og fremmest romanens sproglige pondus, men også dens slående originalitet, som er det element, jeg gerne vil trække frem i dette lille indlæg.

Hardcover, Parnassus Press 1968. Romanens 1. udgave

Historien er sikkert bekendt for de fleste. Handlingen udspiller sig i den eventyrlige Earthsea-verden, der er udgjort af en utal af små og store øer i et gigantisk hav. Her stifter vi bekendtskab med drengen Ged (et ufrivilligt komisk navn på dansk), hvis kaldenavn er Sparrowhawk. Ged vokser op blandt fattige bønder på en lille ø. Røvere angriber øen, og under angrebet opdager Ged, at han er i stand til at trække på mærkelige, magiske kræfter. Dermed er Geds skæbne beseglet, for rygtet går, og snart bliver han samlet op af den gamle, magtfulde magiker Ogion, der gør Ged til sin lærling.

Ged lærer på en gang meget og ganske lidt i sin tid hos Ogion, men da hans læretid er omme, bliver den vemodige og spændte lærling sendt til troldmændenes skole på øen Roke, hvor hans uddannelse kan fortsætte. Her, blandt ørigernes fremmeste hoveder, møder Ged en ny, sprudlende verden, men han bliver også her ført i fristelse og hidkalder en ”skygge” – en form for dæmon, der bliver en del af ham. Ged tegner til at blive en stor troldmand, men episoden med skyggen er et nederlag, og til sidst må Ged stikke til søs og få taget konfrontationen mod det væsen, der truer ham. Det bliver en lang rejse ud over øhavet, hvor Ged gennemgår flere prøvelser, før han kan stå ansigt til ansigt med mørket i ham.

Ursula Kroeber Le Guin (født 21.oktober 1929)

Fortællingen er helt åbenlyst en dannelsesrejse, der beskriver den proces, som bondedrengen Ged må gennemgå for at blive en intellektuel magiker med verden som sin legeplads. Magien hos le Guin er dramatisk og voldsom, men den er i høj grad også et indre, filosofisk anliggende, og lærlingenes skoling handler dybest set om at reflektere over og erkende tingenes inderste væsen. Magien er en refleksion over ”Das ding an sich” (i bogen omtalt som tingenes sande navn: ”the true name”), som fører troldmanden til en sansning af den kraft, der ligger bag den materielle verden.

Troldmændene beskæftiger sig således i høj grad med illusioner og manipulationer, mens egentlig skabelse er yderst vanskelig og dybest set noget forkert, fordi man her griber ind i selve verdens substans. Den kantianske tænkning gennemsyrer hele romanens metafysiske rammeværk, og det er klart, at le Guin i fuld samklang med ’68-ånden transformerer Kants billede af den uerkendbare Gud til en panteistisk verdenskraft, der binder natur og mennesker sammen til et forpligtende fællesskab.

Paperback, Ace Books 1970

At der ligger en gennemtænkt idé bag romanens magiske univers, er i sig selv ikke noget hverken nyt eller originalt. Det originale ligger derimod i hele bogen som helhed. Den ligner ikke noget andet, selvom man fornemmer antydningerne af de myter og tekster, der har inspireret le Guin. A Wizard of Earthsea står dermed som selvstændigt, eventyrligt univers, som med ganske få virkemidler formår at åbne en helt verden for læseren. Le Guins primære aktiv ligger imidlertid ikke i selve verdensbeskrivelsen – her får vi heldigvis kun de nødvendigste komponenter og bliver i stedet overladt til selv at digte med og tænke videre.

Den fremherskende litterære parole i det meste plot-orienterede fiktion lyder i dag populært ”show it, don’t tell”, men le Guin gør præcis det modsatte. A Wizard of Earthsea er en fortalt historie, der med omhyggelig og forsigtig poesi får malet det eventyrlige frem for os og danner et univers, der kan måle sig med Tolkiens mastodontiske kreation på trods af drastiske forskelle i omfang.

Hardcover, Gollancz 1971

Le Guin giver os ganske enkelt en unik vision, der er så rig i sin skildring af den ydre og indre rejse, som Ged foretager, at den leder os ind i denne verden uden de engagerende greb, som vi normalt mener læseren har brug for. Værket er derfor også flot og rummer sin egen fantasy, uden begrænsede knæfald til generekonventioner, hvilket er noget ganske sjældent.

Det er forbløffende befriende at læse en roman som denne, fordi den hviler i sig selv og på ingen måde forsøger at lefle for læseren. Den er kompleks og smuk, den er gribende og har samtidig folkeeventyrets enkelhed. Bogen er traditionelt markedsført som ungdomsroman, og det gør sådan set bare det hele bedre, fordi le Guin faktisk tør stille krav til sin (unge) læser, fordi hun har investeret substantielt tankegods i sin tekst. De uendelige strømme af ungdomsfantasy, som spyttes ud, og så herhjemme, står som triste ligegyldigheder målt i forhold til dette. Den ulidelige, visionsløse friskfyrsgenre, som ungdomsfantasy (og -horror) er blevet til i dag, kunne lære meget af le Guins kunstneriske magtpræstation.

Paperback, Ace Books 1973

Paperback, Puffin Books 1974

Paperback, Puffin Books 1975

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Roc 1991

Paperback, Bantam Spectra 2004

Paperback, Bantam Spectra 2004

Hardcover, Turtleback Books 2012

Paperback, Puffin Books 2016

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Roman

Ray Bradbury anno 1968

Som opvarmning til søndagens bogomtale får I her et par lettere krukkede interviews med Ray Bradbury. Det er ganske underholdende, at høre ham fortælle. Især fordi man fornemmer, hvor meget heltedyrkelse, der omgærder ham allerede dengang og, at Bradbury helt sikkert er bevidst om dette. Det er på nippet til at blive noget usympatisk, men også kun lige ved. At læsset senere væltede helt for Bradbury er så en anden snak – og måske endda et senere indlæg her på bloggen.

God weekend – vi ses på søndag.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Arthur Conan Doyle, The Ring of Thoth and other Stories (1968): Hjemsøgte Victorianske gækkerier og nogle betragtninger omkring Doyles sprog

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Paperback, John Murray 1968. Tegneren bag forsidens illustration er desværre ikke oplyst

Der er mange af os, der har en stille passion for Sherlock Holmes. Hvad der imidlertid tiltrækker os ved Doyles noveller om detektiven fra Baker Street, er sikkert ganske forskelligt. Og der er utvivlsomt mange spændende ting ved Holmes-historierne, men for mig er det de stedvist mystiske, overnaturlige overtoner, som gør særligt indtryk. Beskrivelserne af heden i The Hound of the Baskervilles, måden den lille pygmæ fra The Sign of Four omtales på eller rigtig mange andre, mindre velkendte steder fanger noget helt formidabelt, der ikke står tilbage for nogen egentlig skrækhistorie. Selve de sindrige kriminalgåder eller den stedvise humor siger mig imidlertid ikke ret meget, men sådan er vi jo så forskellige.

Arthur Conan Doyle var tydeligvis optaget af forholdet mellem naturvidenskabelig rationalisme og sansernes bedrageriske hang til digt og fabuleren. I Holmes-universet udstilles det skisma igen og igen. Hvad der således indledningsvist kunne synes som noget overnaturligt og skræmmende, viser sig altid i sidste ende at være noget banalt og menneskeskabt. Holmes optræder som tryllekunstneren, der efter endt nummer afslører, hvordan han udførte sine tricks og knuser derved illusionen som troldbandt læseren i stille gru.

Det samme greb får vi lejlighed til at følge i The Ring of Thoth fra 1968. En antologi med et udvalg af Doyles mystiske eller overnaturlige noveller, der vel at mærke ikke har nogen relation til Sherlock Holmes. Og så dog, for den maniske detektiv udebliver ganske vist, men novellerne er stort set alle stærkt beslægtet med Holmes-historiernes konstrastering mellem sansernes førstehåndsindtryk og fakta.

Antologien kommer vidt omkring i forfatterskabet og rummer tilmed et par af Doyles bedste noveller. Den fanger Victoriatidens smag for orientalisme med fortællinger som ”The Ring of Thoth” og ”Lot 249”, der begge handler om egyptiske mumier. Den krydser ind over det meget engelske tema med mystiske kostskoler i ”The Usher of Lee House School” og et klassisk ”lukket rum”-mysterium i ”The Striped Chest”. Som sagt, vi kommer tematisk vidt omkring, og alene det er garant for en behagelig varieret læseoplevelse.

Paperback, John Murray 1968

Paperback, John Murray 1968

”J. Habakuk Jephson’s Statement” er uden tvivl den mest spektakulære historie og min personlige favorit. Her følger vi en læges skæbnesvangre sørejse fra Amerika til Europa. Der er noget storladent over historien, som har ekkoer af den type gru, som Lovecraft-kredsen senere dyrkede. Handlingen opererer med ældgammel afrikansk magi, en mystisk mulat med morderiske tendenser og rigelige mængder af vildmarkseventyr. Novellen er en af bogens længste, men den er ikke en side for kort. Doyles greb om den stigende gru ombord på det lille fartøj, som lægen krydser Atlanten med, er formidabel og intensiveres forbilledligt side for side. Med en blanding af rå, blodig realisme og en blåøjet naivitet hos fortælleren, får han nemlig skabt en fortælling, der opererer på kanten af det overnaturlige og samtidig fokuserer på dramaet, der udspiller sig mellem de pressede sømænd.

En af de berømte noveller i bogen er ”Playing with Fire”, hvis paradigmatiske titel skal tages ganske bogstaveligt. Historien skildrer en spiritistisk seance af den type, som blev populære i 1800-tallets sidste tiår. Alene det gør novellen spændende, fordi den sandsynligvis omsætter Doyles egne spiritistiske oplevelser til fiktion. Novellens seance udvikler sig drastisk, og Doyles pointe synes at være, at man skal passe på, hvad man gør. Universet rummer kræfter, vi endnu ikke forstår, og den spiritistiske videnskab kunne, synes Doyle at sige, være en af disse. Som titlen afslører, leger hovedpersonerne med andre ord med ilden og er nær ved at komme grueligt galt afsted.

Bogens andre historier savner i høj grad ”J. Habakuk Jephson’s Statement” s dystre storhed. Navnlig de små dunkle kriminalmysterier, som eksempelvis ”B. 24”, der har samme uskyldige charme som en del af Holmes-novellerne, men som savner enhver form for bid. Jeg kan i hvert fald ikke rigtigt hidse mig op over dem.

Hovedparten af noveller er skrevet med en velformuleret jegfortæller, der beretter om de sære begivenheder, der er tilstødt ham. Der er noget snusfornuftigt roligt over mange af historiernes tone, selv der hvor sære eller muligvis overnaturlig hændelser beskrives. Doyles rationalisme bliver med andre ord en form for seletøj om fortællingen, der holder sproget og handlingen på plads. Sprogets tone og handlingen kan derfor, i nogle af historierne, fremstå som værende i et modsætningsforhold. Der ligger i hvert fald noget paradoksalt i sammenstillingen mellem den rationelle tone og de irrationelle oplevelser, som hovedpersonerne fortæller om.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Det forhold viser os vel i virkeligheden to sider af Doyles interesser. På den ene side har vi den naturvidenskabeligt interesserede forfatter, der lader sig opsluge af videnskabernes konstante transformation af verden. På den anden side har vi litteraten Doyle, der tydeligvis har en sværmerisk åre. Hans sprog slår i hvert fald stedvist ud i romantikkens billedtunge formsprog. Eksempelvis i ”The Ring of Thoth”, hvor han har følgende metaforiske beskrivelse af fortidens:

Here was the flotsam and jetsam washed up by the great ocean of time from that far-off empire. From stately Thebes, from lordly Luxor, from the great temples of Heliopolis, from a hundred rifled tombs, these relics had been brought (s. 12)”.

Doyle rammer her noget smukt. Han læner sig op ad antikverede litterære idealer, der står i modsætning til den afmålte naturvidenskabelig verdensanskuelse, men det er netop i disse små, indfølte steder, at poeten Doyle kommer på bane. Det er her, sproget flammer op og løfter mysteriet til noget stærkere end bare rent mekanisk plot-afvikling. Og det er i virkeligheden også præcis steder som disse, hvor stemningen får lov at ulme, der tiltrækker mig ved de Holmes-historier, jeg nævnte i begyndelsen.

Der er med andre ord et dobbeltløb i Doyles fiktion, som giver teksterne to stemmer. Den saglige gentleman, der med sanddru stemme beretter fortællingen, og digteren, der stedvist løber af med Doyle og hvisker ind over den nøgterne beretnings konstaterende form. Hvisk, der spænder ben for historiens fornuftsbestemte univers og fylder den med flygtige overnaturlige trolderier, der hurtigt manes til jorden igen. Når man læser Doyle, bliver jagten på disse små digteriske hvisk en form for litterært guldgraveri. Det er nemlig, når man rammer de bløde lag under rationaliteten, at historierne eksploderer i noget både smukt og skræmmende.

Doyle havde sikkert være mindst lige så populær uden denne digteriske side, men uden den ville der mangle en væsentlig komponent i forfatterens værk.

 

Novellerne:

”The Ring of Thoth”

“The Brown Hand”

“Playing with Fire”

“B. 24”

“Lot 249”

“The Usher of Lee House School”

“The Striped Chest”

“J. Habakuk Jephson’s Statement”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

James Blish, Black Easter (1968): … So still, so dark all over Europe

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

James Blish, kendt som SF-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne, udsendte i 1968 den forbløffende roman Black Easter. Bogen er kort og i virkeligheden bare en udvidet version af novellen ”Faust Aleph-Null”, udgivet i 1967. At det er en forlænget novelle, kan mærkes, uden at det vel at mærke er et problem.  Black Easter udkom i slipstrømmen på Rosemary’s Baby (1967) og er dermed en ud af mange historier om satanisme og okkultisme, der så dagens lys fra 60’ernes slutning og ind i 70’erne.

Romanen tager udgangspunkt i den enkle præmis, at de vestlige okkulte forestillinger om magi og dæmoni er sande. Magien fungerer, og de gamle trolddomsbøger, som Clavicula salomonis og Simon Magers Bog indeholder en faktisk anvendelig viden. Denne magiske viden er imidlertid skjult bag et slør af løgne og ammestuesnak, således at det kun er nogle få, der kender sandheden.

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Dell Books 1969

Magien, der praktiseres, er enten sort eller hvid. Sort magi udføres i hele verden af små og store troldmænd, mens kundskaberne om den hvide magi koncentrerer sig om et italiensk kloster, hvor munkene har til opgave at opretholde kendskabet til de ældgamle magiske ritualer og holde øje med den sorte magis brug i verden. En utaknemmelig opgave i en tid hvor kirken står svagt og munkenes autoritet er dalende.

Da vi kommer ind i handlingen, er munkene på Monte Albano netop blevet orienteret om varsler der indikerer, at sataniske magter er på spil i verden. Som det beskrives, ligger der en stank af dæmoni i luften. Munkene sætter deres kræfter ind på at lokalisere hvilken troldmand, der rører på sig, og finder snart frem til, at Theron Ware er ophavsmanden til forstyrrelserne i den magiske æter. Efterfølgende tilfalder det veteranen Fader Domenico Bruno Garelli at undersøge sagen nærmere.

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

Parallelt med munkenes indsats for at finde frem til Theron Ware følger vi våbenhandleren Dr. Baines, der har opsøgt Ware for at afprøve, om hans sortekunster vitterligt har noget på sig. Baines har brug for at skabe tumult i verden, der kan fremme våbensalget, og Theron Ware viser sig at være i stand til at skabe præcis dette. Som bevis for sine evner dræber Ware en betydningsfuld amerikansk politiker med magi, og snart efter bliver de to mænd enige om en handel. Det, Baines ønsker, er intet mindre end verdens sammenbrud. Kaos og borgerkrig i bedste apokalyptisk forstand. Theron Ware skal såmænd gøre dette ved at åbne portene til Helvede og slippe djævle ind i verden (!).

Det er en enorm opgave, der kræver lange forberedelser for heksemesteren. En praktisk detalje i dette arbejde er, at der ligger gamle pagter mellem de sorte og hvide magikere. Disse pagter gør, at Fader Domenico Bruno Garelli har lov til at overvære Theron Wares forberedelser som en form for ambassadør for den hvide magi. Han må ikke gribe ind, men Ware må heller ikke holde noget hemmeligt for ham. Det er et kompliceret arrangement, og som kapitlerne skrider frem, bliver det sværere og sværere for munken at se passivt til, mens verdens undergang tager form.

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”. Bemærk hvor meget fantasy og hvor lidt “satan”, der er i forsidebilledet. Det ændrede sig tydeligvis senere!

I sig selv er historien ganske kulørt og lyder mere som en fantasy-fortælling end en omgang apokalyptisk, okkult horror. Det, der imidlertid får bogen til at virke – det der giver den troværdighed – er den alvor, som James Blish går til emnet med. I indledningen skriver han, i bedste Dan Brown-stil, at alt i romanen er baseret på faktuelle studier af magi. Han skriver også advarende, at detaljer er udeladt, så ritualerne ikke kan genskabes, men fortæller alligevel hvilke bøger, han har brugt som kilder. Den udmelding sætter tonen. Roman igennem forholder det begrænsede persongalleri sig til de voldsomme hændelser med en alvor og naturlighed som djævleuddrivelsen i Blattys The Exorcist (1971).

Man kan ikke kalde Black Easter decideret uhyggelig, men det er en dybt fascinerende roman, der gradvist udvikler sig til et absurd teater. Stort set hele handlingen udspiller sig i magikeren Theron Wares ceremonielle kammer, hvorfra han udøver sin sataniske magi. Skridt for skridt følger vi hans forberedelser til dommedag, mens han ivrigt diskuterer sine fremskridt med Fader Domenico, Dr. Baines og de få andre bisiddere til begivenhederne.

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Imens ritualets kulmination nærmer sig, går det op for læseren, at Dr. Baines, der i begyndelsen synes drevet af blindt begær, faktisk har større ambitioner. Ambitioner, der ligner den sataniske Theron Wares. Begge ser nemlig samfundets ødelæggelse som en æstetisk begivenhed, der kan og skal iscenesættes som et kunstværk. Ingen mening, ingen ondskab – bare begejstring over skønheden i ødelæggelsernes kraft.

Undervejs bliver der ikke lagt fingere i mellem. Flere dæmoner besøger Theron Wares rituelle kammer, og ceremonierne beskrives med en pinagtig nøjagtighed. Alt i mens dette står på, snakker Ware lystigt derudaf om sine mål og tanker. I ny og næ hører vi også, hvordan hvide troldmænd fra nær og fjern samles i Monte Albano for at modarbejde Ware, men det nytter øjensynlig ikke meget. Den hvide magi er svag i forhold til den sorte, og brødrene må slide i døgndrift for at finde en vej.

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Blish sniger i øvrigt en lille hilsen til en forfatterkollega ind i teksten, idet den ene af magikerne, der kommer til klosteret hedder Fader Vance – en magiker hvis idéer om magi hører hjemme i en fjern fremtid, hvor verden er blevet gammel og træt. Det er naturligvis et nik til Jack Vance og hans Dying Earth-serie.

Black Easter er en speciel roman; en meget speciel roman. Både stilistisk og i sit emne afsøger den grænser og trækker i den grad på hele den gryende New Wave of SF-stemning af ”hvad nu hvis”. Tematisk falder den i tråd med tidens sværmeri for satanisme og okkultisme, men der kan ikke være nogen tvivl om, at James Blish leverer et selvstændigt bidrag til emnet og genren.

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Romanen, der regnes som en del af den såkaldte After such knowledge-trilogi af uafhængige bøger, skaber ganske enkelt sit eget rum. Et diabolsk rum iscenesat som en intim kamp om ideologi udtrykt igennem det lille persongalleri. Bogens virkelige styrke står imidlertid først klart i sidste kapitel, hvor Blish træffer et modigt valg og pludseligt skriver med en forbløffende stærk emotionel pen. Sidste kapitel i Black Easter rummer således alle de kontrasterende følelser, der har ulmet igennem hele romanen. Med et snuptag, blotlægger Blish pludseligt det kunstværk for os, som han med sikkerhånd har forberedt til os. Smukt og grusomt, ærligt og trist. Intet mindre.

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman