Tag Archives: 1969

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 2. The Jade Warrior (1969): Kineserier i Dimension X

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Så er det blevet tid til at se nærmere på andet bind i serien om Richard Blade; den supertrænede, hemmelige agent, der rejser ind i Dimension X for den engelske regering. Første bind var en grotesk og underholdende omgang skraldelitteratur. De bizarre scener kom som perler på en snor, og handlingen var ikke stort andet end et langt påskud for at få det halvnøgne muskelbundt Blade i lag med så mange kvinder som muligt. Det er klart, at den slags må sætte forventninger højt hos enhver fornuftig læser. Med andet bind viser det sig imidlertid, at Manning Lee Stokes, forfatteren, der gemmer sig bag aliasset ”Jeffrey Lord”, havde andre ting i tankerne.

The Jade Warrior begynder, da Blade slapper af med sin forlovede i en idyllisk hytte ude ved kysten. Den unge dame presser på for at få høre mere om Blades hemmelighedsfulde liv og arbejde, men han nægter. Han kan og vil ganske enkelt ikke afsløre noget om sin rolle som agent og Dimension X. I stedet kan Blade proklamere sin store kærlighed til pigen, hvilket lukker munden på hende, og alt er godt. Det vil sige næsten, for knap er amorinerne luftet før Blade må tage til London – Dimension X kalder med en ny opgave. Blade må afsted i en farlig fart; hvorfor får vi aldrig helt at vide, men det er formentlig håbet, at han en dag vil få andet med sig hjem fra den fremmede dimension end erotiske eventyr og ar fra slåskampe.

Denne gang havner Blade i en steppeverden, hvor et vældigt slag udfolder sig foran en gigantisk mur. Ryttere belejrer muren, og Blade bliver hurtigt involveret i kampene. Snu og nøgen som han er, snupper han en rustning fra en falden kriger, og snart viser det sig, at det er selve storfyrstens rustning, som han har hugget. Dermed begynder et langvarigt eventyr, hvor Blade må balancere sin støtte til den civiliserede kultur på den ene side af muren, og de bestialske rytterfolk, som lever på den anden side. Begge parter i den tilsyneladende evige strid er lige lumske og skrupelløse, hvorfor Blade efter bedste evne forsøger at holde sig neutral. Det er naturligvis i sidste ende helt umuligt, ikke mindst fordi Blade hopper i kanen med prinsesser på begge sider af muren, og dermed bliver dybt indviklet i de to hoffers intriger.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Her er det så, at læseren formentlig tænker ”hmmm, kunne det mon være en form for Kina, som Blade er havnet i?” og svaret er absolut ja. Faktisk gør Jefferey Lord/Manning Stokes omtrent alt for, at vi skal forstå, hvad det er for to kulturer, som her støder sammen foran muren. Det besynderlige er imidlertid, at Blade på intet tidspunkt reflekterer over dette. Han stiller sig komplet uforstående over for alt, hvad han møder, endda selvom han modsat den første bog ikke har mistet sin hukommelse under rejsen ind i Dimension X. Ja, man kan vel nærmest kalde det for en form for selektivt hukommelsessvigt, som Blade praktiserer.

Selektivt, fordi Blade ikke bruger så lidt tid hos de to prinsesser på hver side af muren. Den ene behandler ham som prins, den anden som sexslave, og han får endda et barn med den ene af kvinderne, hvilket alt sammen sker uden, at den store fyr sender bare så meget som en enkelt varm tanke til sin stakkels forlovede, som han havde proklameret sin kærlighed til i begyndelsen af bogen. Hvad der sker i Dimension X, er åbenbart noget, der bliver i Dimension X.

Der er en solid dosis kamp og kage i The Jade Warrior, men der er mindre af det end i første bind. Bogens tone er tungere og mere alvorlig, Manning Stokes gør mere ud af de kulturer, som Blade møder, og handlingen hænger rent faktisk sammen. Der gør alt sammen, at The Jade Warrior langt fra er så dum og festlig som The Bronze Axe. Ikke at man kan kalde seriens andet bind for seriøs litteratur; man kan nærmere blot konstatere, at Stokes denne gang havde en mere konsistent vision for sit pulpeventyr.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

På den ene side er det ærgerligt, for Blade bliver en hel del mere ordinær, når han ikke vader fra det ene skøre påfund til det andet, men omvendt er det lykkedes for Stokes med The Jade Warrior at skabe en form for hårdkogt, eksotisk actionfortælling, hvor Blades kamp og eventyr betyder lidt mere. Der er rent faktisk noget på spil i handlingen; Blade udfordres og presses af sine modstandere. Netop det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det giver serien lidt mere pondus, uden at den bliver kedelig, og Stokes har fortsat tilpas megen dum dialog, forloren prosa og så mange overskruede situationer til at serien ikke kan forveksles med noget alvorligt.

The Jade Warrior viser dermed en ny og mere ambitiøs side af Blade-serien, som jo tyder på en lidt større spændvidde i historierne, end jeg egentlig havde regnet med. Seriens andet bind er, præcis som første bog, relativt lang set i forhold til genren, og The Jade Warrior er vel også for lang for sit eget bedste, men af en eller anden grund blev romanen i højere grad hængende hos mig end det første eventyr. Den gjorde i hvert fald indtryk på en anden måde, og derfor er jeg stadig spændt på at se, hvordan ”Jeffrey Lord” kommer til at udfolde sine eventyr i de næste bind af serien. Det må vi se på i senere indlæg.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle "The Dark Music" blev trykt

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Anders Bodelsen, Frysepunktet (1969): Frit fald gennem fremtiden

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Jeg er ret glad for Anders Bodelsen, navnlig hans noveller. Rama Sama fra 1967 er eksempelvis en helt fremragende bog, der til fulde viser spændvidden i forfatterskabet. Et forfatterskab, der i de bedste af bøgerne rent sprogligt når meget med kun ganske få armbevægelser. Der, hvor Bodelsen er bedst, rammer han nemlig en form for stille hverdagspoesi, der står ganske stærkt. Han har en sjælden evne til at udpege stemningsmæssige brændpunkter i helt ordinære situationer og skabe drama i det små. Han fanger formiddagssolen i køkkenet, mens der drikkes kaffe, han fanger smagen af kold øl under frokosten og alle mulige andre genkendelige øjeblikke, som Bodelsen formår at løfte fra det trivielle til noget rammende og potent. At Bodelsens prosa også er formidable tidsbilleder på et Danmark af i går, gør det sådan set bare mere interessant for den kulturhistoriskinteresserede læser.

Frysepunktet skiller sig ud fra Anders Bodelsens vanlige græsgange ved at være en ubehagelig fremtidsfortælling, der tegner et dunkelt billede af den kurs velfærdsstaten, ifølge Bodelsen, har stukket ud for sig selv.  Handlingen åbner i 1973, hvor vi møder Bruno, der er redaktør ved et ugeblad. Bruno har ansvaret for bladets føljetoner og lever ellers et sorgløst ungekarleliv. Lige indtil han en dag får konstateret en uhelbredelig kræft. Lægen, Dr. Ackerman, giver imidlertid Bruno et tilbud. I stedet for at lade sig behandle med medicin, der med sikkerhed ikke vil virke, kan Bruno indgå som forsøgsperson i en ny procedure. På hospitalet har man udviklet en teknik til nedfrysning af patienter, der så kan vækkes fra deres dvale, når man har fundet en behandling for deres lidelser. Bruno tøver, fordi han netop har mødt balletdanserinden Jenny, og faktisk er blevet en smule forelsket i hende. Til sidst accepterer han dog, og dermed falder Bruno ud af tiden for første gang.

Paperback,Gyldendal 1969

Paperback,Gyldendal 1969

Da han vækkes er året 1995, og kræften i Brunos krop helbredt. Men der er sket mere end det. Lægerne har foretaget forbedringer på hans krop, og det bliver også hurtigt klart for Bruno, at muligheden for nedfrysning og genopvækning af mennesker har haft store konsekvenser for samfundet. Det samfund, Bruno møder, er forandret i sin grundvold, fordi jagten på det evige liv synes nærmere målet end nogensinde. Alt er blevet sat ind på at bekæmpe døden, og voldsomme kløfter er opstået mellem dem, der har adgang til den livsforlængende teknologi og dem der ikke har.

Bruno har svært ved at falde til i det nye liv og savner Jenny. Han finder imidlertid ud af, at hun også blev frosset ned, efter en rygskade stoppede hendes karriere som danserinde. Bruno beslutter derfor at lade sig fryse ned igen, så han kan vækkes, når Jenny vågner. Han kommer dermed atter i dvale og vækkes, da han kan genforenes med sin kæreste i 2022. Under genforeningen viser det sig desværre, at alt ikke er, som han havde håbet, og snart kommer Bruno i dvale igen, og sådan fortsætter hans rejse ud i en stadigt mere bizar fremtid.

Der er noget mareridtsagtigt over Bodelsens vision. Bruno stiller sig uden for tidens gang og mister for hver dvale mere kontakt med virkeligheden. Verden, som han kender, den forandres til stadighed og alt Bruno satte pris på i sit gamle liv synes uigenkaldeligt tabt. Men der er sådan set heller ikke plads til Bruno i de samfund, han vækkes til live i. Han forstår ikke kulturen og dårlig nok sproget. Så selvom han genkender brudstykker af verden og sit gamle liv, er alt vredet ud af form i en paradoksal, sygelig jagt på sundhed.

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)

Frysepunktet er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden.

Romanen er ganske hurtigt læst og giver kun korte glimt af fremtiden, og vi slipper derfor for ligegyldig ’world building’, som det populært kaldes for tiden. Heldigvis holder Bodelsen også selve det teknologiske aspekt af nedfrysningen på et metaforisk plan, så det kun danner klangbund for beskrivelserne af Brunos stigende frygt og livstræthed. Det er nemlig uden tvivl Brunos mentale forfald, der er romanens egentlig omdrejningspunkt.

Bruno forbliver dermed det eneste faste holdepunkt i en fortælling, hvis rum og tid forandres side for side. Han står tilbage som et skrøbeligt anker i en verden i opløsning. Men dermed ikke sagt, at Bruno bevarer fatningen. For præcis som samfundet bukker under for kampen om evig ungdom, sygner Bruno hen i sin modstand. Hans krop begynder, nedfrysning for nedfrysning, at smuldre og må erstattes med syntetiske udbedringer. Stykvis mister Bruno sig selv, og langsomt står det klart for ham, at han har mistet sig selv. Den erkendelse har flere af romanens tilbagevendende karakterer også gjort, selvom de formentlig næppe ville indrømme det. Det at lade sig nedfryse bliver dermed en flugt fra ansvar og virkeligheden. Det er lettere at lade sig fryse ned og sove fra bekymringer end at møde dem og tage stilling til verden.

Paperback, Gyldendal 1970

Paperback, Gyldendal 1970

Frysepunktet er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen.

Bruno, der har ernæret sig som skønlitterær redaktør, fornemmer straks, hvordan kreativiteten er forsvundet som første offer for lægevidenskabens regime. Der er ikke plads til overflødige tanker i fremtiden, fordi al energi rettes mod at dyrke kroppen. Bodelsens dystopiske verden bliver med andre ord en form for helse-fascistisk samfund, som stilistisk vækker mindelser om en moderniseret udgave af Orwells skrækbillede på fremtiden.

Frysepunktet står først og fremmest som en fejring af de bløde værdier og det uvægerlige forfalds naturlige kvaliteter. Som jeg skrev i begyndelsen, finder Bodelsen meget af sit poetiske stof i hverdagens situationer, og det er her, han henter metaforisk gods til at skildre sine fortællinger om mennesker, der ofte kommer på kant med deres omgivelser, fordi de drømmer om et andet liv, end det de har. At han netop følte sig kaldet til at advare sin samtid om faren ved at give los og ofre fantasien på rationalitetens alter, er derfor heller ikke så sært. Og jeg kan i hvert fald kun tilslutte Bodelsens pointe.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Lidt satanisk underholdning fra ’69 til weekenden

Som horrorfans har vi meget at takke Anton LaVey for.  Hans sataniske kirke smed benzin på bålet og forstærkede hele det okkulte boom, der udløste så mange strålende gyserbøger. Snyd derfor ikke dig selv for denne ganske underholdende – og skøre – dokumentarfilm om Anton LaVey og hans bande glade sex-satanister. Filmen er indspillet i 1969; året hvor virkelighedens satanister for alvor havde gjort sig bemærket i medierne. LaVey og vennerne opfører sig som en flok proto-punkere, der provokerer så godt de kan med det ene ”chokerende” udsagn efter det andet – så meget, at de næsten ikke selv kan holde masken!

Good weekend

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video