Tag Archives: 1971

Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner - Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O'Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

William Peter Blatty, The Exorcist (1971): Ingen sympati for Djævlen

Hardcover, Harper & Row 197. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

Hardcover, Harper & Row 1971. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

På en liste over de mest indflydelsesrige horrorromaner vil man helt sikkert kunne finde William Peter Blattys The Exorcist fra 1971. Som med Blochs Psycho (1959) har romanens filmatisering utvivlsomt gjort sit til at udødeliggøre værket. Filmen er jo nok i virkeligheden bedre kendt end bogen i dag, men man må ikke glemme, at Blattys roman gik rent ind hos læserne i ’71. Bogen blev en kæmpe, kæmpe bestseller, der øjensynligt talte til noget i samtiden.

Satan var da også afgjort blevet et populært tema i slutningen af 60’erne – navnlig efter Levins Rosemary’s Baby (1967) havde gået sin sejrsgang. Dæmoni, okkultisme og troldtøj blev mainstream-underholdning og spillede i den grad på tidens spiritualitet og jagt efter åndlige erkendelser. Men hvor hovedparten af romanerne om djævledyrkelse holdt selve emnet ude i en armslængde og nøjedes med at skildre fænomenet igennem vage, stereotype forestillinger, gik Blatty en anden vej. William Peter Blatty gik nemlig til sagens teologiske kerne og udstillede selve livtaget med det diabolske.

Hardcover, Harper & Row 1971

Hardcover, Harper & Row 1971

Nu er det nok næppe nødvendigt, men for en god ordens skyld bør jeg nok lige nævne lidt om handlingen, før jeg går videre. Skuespilleren Chris MacNeil bor midlertidigt med sin datter og tjenestefolk i Georgetown, Washington, hvor hun skal indspille nogle scener. Chris er optaget af sit arbejde og bemærker derfor ikke, at hendes 12-årige datter Regan begynder at ændre sig. Samtidig sker der mystiske ting i huset, som de har lejet. Ting der nærmest antyder, at det spøger.

Regan bliver mere og mere syg. Hun er sengeliggende, og lægerne kan ikke finde ud af, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, de er oppe imod. At der er noget galt, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Lille Regan bander og svovler, vrider sig og laver mere eller mindre umulige krumspring, der skræmmer husets beboere fra vid og sans.

Paperback, Corgi Books 1972

Paperback, Corgi Books 1972

Til sidst må lægerne give op, og en foreslår, nærmest ud af afmagt, om ikke Chris kunne tage kontakt til en præst. Som ateist tror hun ikke sine egne ører, da det bliver foreslået. At hendes datter skulle være blevet besat, er en absurd tanke. Desperat som hun er, ender Chris imidlertid med at tage kontakt til jesuitten Pater Damien Karras. Chris vil have, at han skal foretage en eller anden form for djævleuddrivelse på Regan, hvilket Karras forholder sig ganske kritisk overfor. Han indvilliger dog i at se Regan og undersøge hende nærmere.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Undersøgelsens resultat skræmmer ham fra vid og sans, fordi Karras må sande, at han rent faktisk tror, at den lille pige er besat af en djævel. En chokerende erkendelse, der ryster præstens moderne teologiske grundvold. Da Karras ikke kan foretage eksorcismen selv, må han have hjælp. Den finder han hos Pater Merrin. En ærværdig veteran, der har udført flere djævleuddrivelser i Afrika, hvor han har tilbragt mange år. Dermed er banen kridtet op. Kampen skal stå mellem de to jesuitpræster og dæmonen, der har besat stakkels Regan.

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Egentlig er handlingen i Blattys roman rørende enkel og ligefrem. Eller sagt på en anden måde, der sker faktisk ikke specielt meget i bogen. I stedet bruger Blatty pladsen på at skildre situationens udvikling med en sympatisk langsommelighed, der side for side lægger nye lag af intensitet til stemningen. Grundtonen er en følelse af afmagt og væmmelse. Blatty spiller også på oplagte chokeffekter og bruger flere steder en for horrorlitteratur typisk stemningsopbygning. Ikke desto mindre bevæger bogen sig konstant væk fra sit gotiske ophav og afsøger i stedet moderne følelser af fremmedgørelse og eksistentiel angst.

Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at bogens absolut mest vedvarende tone er en depressiv mol. Og intet sted kommer denne følelse så stærkt til udtryk som i skildringerne af Karras’ sjælekvaler. Noget der måske tydeligst og mest virkningsfuldt bliver skildret, da han i slutningen af Kapitel 2 fejrer messen. Han oplever her, at han under nadveren kalder ud i et mørkt intet. Ingen hører ham, og ritualet er en tom, meningsløs handling. Karras tvinger sig selv til at slå den tanke ud af hovedet, men tvivlen bliver ved med at nage ham.

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Dermed er vi også inde ved det egentlige omdrejningspunkt i bogen. The Exorcist handler nemlig om tro. Den stiller det enkle spørgsmål, hvordan man kan tro på Guds eksistens i en verden, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for ondskaben. Et billede, der sættes på spidsen i romanen gennem den vilkårlige dæmonbesættelse af Regan. Blatty finder svar i sin jesuitiske baggrund og leverer et på mange måder fundamentalt katolsk standpunkt. Svaret ligger nemlig i troen og i troen alene. Der, hvor tvivlen bor, kan djævlen eller mørket flytte ind. Som Blatty indirekte formulerer det, viser Gud sig ikke for mennesket. Han kan måske sanses indirekte, som i den solnedgang Karras beundrer hver aften, men det guddommelige forbliver fundamentalt ugrundeligt og fjernt.

Temaet, som Blatty på den led slår an, er et klassisk problem omkring den såkaldte deus absconditus, altså den skjulte gud, der siden Augustin har været et tilbagevendende tema i vestlige tænkning. Det vil sige den tanke, at Gud er skjult for mennesket og ikke lader sig erkende rationelt.  Det er kun gennem troen, at han kan sanses. Og det er præcis det, der sker i bogen.

Paperback, Bantam Books 1974

Paperback, Bantam Books 1974

Bogens hovedpersoner er alle – på godt og ondt – moderne mennesker, der plages af eksistentiel tvivl og rastløshed. Blatty vil sikkert kalde det et resultat af ateismens fravalg af det metafysiske. De står derfor lammet over for den groteske djævleting, der besætter Regan. Den håner dem, og jo mere dæmonen håner, jo mere tvivler de på det gode. Blattys pointe er ganske velovervejet her. Chris siger selv, at hun har svært ved at tro på en Gud, men Djævlen, ham tror hun helt sikkert på nu, hvor hun har set dæmonen med egne øjne. Uden tro kan hun og de andre hovedpersoner ikke nå frem til Gud. Den synlige djævel derimod bliver håndgribelig og overbevisende, fordi den er blottet og nærværende. Fordi den ikke har skjult sig og fordringsløst åbenbares.

Det er først, da Pater Merrin, skildret med en næsten irriterende sødladenhed, melder sig på banen, at tingene ændrer sig. Merrin har nemlig den tro, de andre indledningsvist mangler, og han forstår dæmonens spil. Han bringer den styrke, der skal til at overvinde besættelsen og hjælper Karras til at føre kampen videre, da han ikke selv kan mere. Og her, ved romanens udgang, får Blatty lov til at komme med endnu et kernekatolsk udspil. Jesuitpræsten åbner sig nemlig for dæmonen (synden) i en fuldbyrdet imitatio christi. Nøjagtigt som Kristus på korset påkalder sig verdens synd og frelser menneskeheden, gør Karras det i samme for Regan. Djævlen lader sig atter narre af det frivillige offer, da Karras lokker ham ind i sig.

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Nu kan alt det her lyde vældig fromt, og det er det vel også. Blattys roman hamrer sit katolske budskab ind med syvtommersøm, men han gør det næsten uden, vi bemærker det. Og her ligger nok også kimen til bogens succes. Dens budskaber ligger nemlig i baggrunden og simrer. I forgrunden finder vi besættelsens bulder og bragt. En fantastisk skildring af dæmoni og groteske optrin, som gør romanen ganske umulig at lægge fra sig og elsket af horrorfans. Der bliver med andre ord prædiket for os, men vi opdager det slet ikke, fordi prædikenens virkemidler er forbistret fascinerende. Havde det fromme underlag for historien været i forgrunden, ville de fleste af os sikkert have fundet den ganske ulidelig.

Jeg holder rigtig meget af bogen, som jeg efterhånden har læst et par gange. Den kombinerer en forbilledlig eftertænksomhed med en handling, der kan være svær at slippe. Resultatet kan dårligt blive andet end en bestseller, og jeg vil da også til en hver tid mene, at The Exorcist er en af de genreromaner, som man bør unde sig selv at læse. Det er i hvert fald ikke sidste gange, at jeg har vendt tilbage til huset på M Street.

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 2011

Paperback, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

4 kommentarer

Filed under Roman

William Hjortsberg, Gray Matters (1971): Zen fascists will control you 100% natural

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

William Hjortsbergs anden roman Gray Matters er en kort, gusten bredside rettet mod tidens tegn. Hippiebevægelsen udstilles på lige med formynderisk snusfornuft og autoritet. Den ganske skæve roman stiller sig således i opposition til samtiden uden nødvendigvis at tilbyde alternativer til de idealer, bogen kritiserer. Kun én ting står fast, William Hjortsberg sætter den fysiske sanseoplevelse og det taktiles nødvendighed som forudsætninger for det at være menneske.

I 1971, samme år som Gray Matters udkom, udsendte Hunter S. Thompson den fabelagtige Fear and Loathing in Las Vegas. I kapitel 8 beskrev Thompson bittersødt hippiebevægelsen som en bølgekrusning, der var kippet. ”… with the right kind of eyes you can almost see the high-water mark—that place where the wave finally broke and rolled back.” Farvel til mystik og forsøg på at ændre verden. Hjortsbergs Gray Matters slutter sig til Thompson som en stille korstemme. En gravrøst, der fortæller sin samtid, at den er på afveje.

Paperback, Pocket Books 1972

Paperback, Pocket Books 1972

Gray Matters er en tidstypisk, dyster SF-roman, der udspiller sig langt ude i en fjern fremtid. En atomkrig hærgede jorden i 1996, og samfundet, som vi kender det, kom sig aldrig igen. Den overlevende befolkning måtte færdes i beskyttelsesdragter, mens de fleste nationer smuldrede. Nye samfund med genmodificerede racer voksede frem, og sideløbende udvikledes en teknologi, der kan opbevare og holde den menneskelige hjerne i live uden krop. Uden legeme kan hjernen i Hjortsbergs univers overleve i hundredevis af år. I stedet for at dø fortsætter livet som fuldt bevidst eksistens i en tank, koblet til en computer, der leverer en virtuel virkelighed.

Som tingene udvikler sig, bliver det besluttet, at alle overlevende mennesker bør få deres hjerner flyttet over i kar. De gigantiske anlæg, hvor hjernerne opbevares, vedligeholdes af robotter, der servicerer både maskiner og mennesker. Et nyt samfund vokser frem blandt de svømmende hjerner, der baserer sig på selvudvikling. Via meditation og studier udvikles selvet gennem et sindrigt trinsystem, der lover en forlokkende tilværelse for dem der når i mål.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Der er naturligvis tale om en dybt syg kultur, der fremmedgør alt og alle. Det bliver især tydeligt, da det afsløres, at det store mål for hele rejsen gennem det psykiske trinsystem er hjernens genindsættelse i en kunstigt skabt krop. Jorden er nemlig i mellemtiden blevet til et vildsomt Paradis, hvor de få mennesker, der er nået gennem den indoktrinerende omgang ”hjernevask”, lever harmonisk uden nogen form for kødelige behov eller personlighed.

Gennem bogen følger vi tre personer. Den dreng, der var den første, som fik sin hjerne anbragt i maskinen, en feteret skuespillerinde og en afrikansk kunstner. De tre umage skæbner krydses kortvarigt og skaber forviklinger, som hurtigt igen fortoner sig i det dystopiske billede, der males for os.

William Hjortsberg (Født 1941)

William Hjortsberg (Født 1941)

Drengen og skuespillerinden bliver virtuelt eller mentalt bragt sammen som led i deres selvudvikling. Systemet mener, det vil være godt for dem at opleve nogle seksuelle eventyr. Deres hjerner forbindes derfor i et tropeøtableaux, hvor deres drifter kan få frit afløb. Og som det understreges, er de oplevelser, hjernen har, på ingen måde svagere end de oplevelser, der sanses gennem kroppen. De er faktisk stærkere, desværre er de også frustrerende, fordi oplevelserne er blottet for vildskab og spontant nærvær.

For den afrikanske poet går det anderledes. Det lykkes ham nemlig at flygte fra sin hjernetank gennem en ganske absurd række udspekulerede manøvrer, der får ham ombord i en robot. Anbragt i robotten sprænger han sig vej ud af det enorme lagerkompleks og finder friheden. Han får endda en krop igen og ender som en anden Adam in Edens have. Men modsat den bibelske fortælling er det Obu Itubi, der forbryder sig mod verdensordenen. Fordi han ikke har renset sit sind som de frelste, der er kommet tilbage i en krop, er han fyldt med drifter og tanker. Obus behov kolliderer derfor også snart med den Eva, han finder sig i paradiset.

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Bedre går det ikke for de to andre hjerner, vi følger, hvilket allerede ligger underforstået tidligt i bogen. Gray Matters er ikke skrevet for at være opmuntrende. Det er en brutal fortælling, polstret med klaustrofobiske beskrivelser og fremmedgørelse.

Faktisk går Hjortsberg så langt i sit forsøg på at skildre det meningsløse Paradis, mennesket har skabt til sig selv, at selve tekstens opbygning spænder ben for læseoplevelsen. Bogen er opbygget i ganske korte afsnit, eller kapitler om man vil, der skifter mellem de tre hovedpersoner samt et mindre antal andre stemmer, der aldrig fylder ret meget. Den hurtige, næsten glimtagtige struktur gør indlevelsen vanskelig og styrker så afgjort den fornemmelse af ubehag, der hænger i de fleste beskrivelser – om det er Vera Mitlovics sentimentale minder om et liv i show business eller Denton Kalbfleischers desperate, pubertære drømme om at komme i seng med en pige – altså rent fysisk, ikke bare i tankerne.

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Der indgår en hel del sex i bogen, og på bedste syndefaldsmaner er det også sex, der fører til alle tre hjerner på vildspor. De fysiske behov lader sig ikke fornægte og lader sig ikke tilfredsstille ved noget, der ligner til forveksling. Playboy gav bogen en pris som årets bedste bog, formentlig fordi Hjortsberg med romanen forsøgte at vise, hvor meget sex fylder, og hvor umuligt det er at undertrykke de behov, vi har.

Tematisk er Gray Matters ikke blevet det mindste mindre relevant. Bogens opråb mod bornerthed, ensretning og askese er mindst lige så vigtig i dag, som det var i 1971. Til det kommer så også, at Hjortsberg holder alle teknologiske referencer ude i en armslængde, der gør, at bogens egentlig fremtidsvision heller ikke virker synderlig forældet. Det gør så absolut Gray Matters til et interessant værk, men som tekst havde jeg svært ved at finde ind til bogens nerve. De korte afsnits rytme er så abrupt og flimrende, at teksten bliver en genstridig, ufokuseret oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at falde ud og ind af en handling, der aldrig rigtig kommer i gang. Trods sine meritter vil bogen nok derfor heller aldrig blive en af mine favoritter.

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974 

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Presses Pocket  1982. Fransk udgave af romanen

Paperback, Presses Pocket 1982. Fransk udgave af romanen

1 kommentar

Filed under Roman