Tag Archives: 1973

Robert Marasco, Burnt Offerings (1973): Når alt ramler

Paperback, Coronet 1977

Lidt afhængigt af hvordan man tæller, så er der en håndfuld skrækromaner fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, der står som helt centrale fikspunkter i genrens nyere udvikling. Gyset i dag ville ikke være det samme uden disse romaner, hvor Levins Rosemary’s Baby (1967) og Blattys The Exorcist (1971) naturligvis nu er de bedst kendte. Men andre romaner hører til i den gruppe, og her skal vi se nærmere på Robert Marascos Burnt Offerings fra ’73. En roman, der måske stedvist er en smule usleben og kluntet, men som samtidig byder på nogle af de mest isnende skrækpassager, som periodens genrelitteratur kunne tilbyde.

Historien handler om Marion, Ben og deres lille søn David, der lever i New York; 70’er-fiktionens svar på Sodoma og Gomorra. Marion drømmer om mere plads, og derfor er hun på konstant jagt efter muligheder for en flytning eller bare et sted, hvor familien kan holde ferie i mere frie omgivelser end den omklamrende storby. Desværre kniber det med penge; Ben er lærer og arbejder på en bog, som han ikke rigtigt kommer nogen vegne med. Han tjener heller ikke ret meget. Ikke nok til et hus i hvert fald. Derfor virker det også forlokkende, da Marion falder over en annonce i avisen, hvor et søskendepar søger en familie, der vil passe deres villa på Long Island i løbet af sommeren, mens de er bortrejst. Stedet lyder som den rene landlige idyl, og Marian overbeviser Ben om at tage afsted og give det en chance.

Robert Marasco (22. september 1936 – 6. december 1998)

De regner ikke med at få tjansen, men her får de sig en overraskelse. Husets to ejere bliver straks betaget af Marion, og efter lidt symbolsk forhandling bliver drømmen til virkelighed. Den gamle villa er deres denne sommer. Det viser sig imidlertid også, at der er en lille hage ved aftalen. De to ejeres gamle mor bor stadig oppe på første sal. Hun er syg, men passer mere eller mindre sig selv, får Ben og Marion at vide. Der skal stilles lidt mad op til hendes dør, men ud over det skal de bare ignorere hende. Det er en anelse mystisk, men til at overkomme – husets luksus taget i betragtning. Stedet er kæmpemæssigt, så Ben og Marion beslutter at invitere Bens gamle, excentriske tante med i huset. Dermed er romanens primære persongalleri på plads, og scenen er sat til en rædselsoplevelse, der ødelægger familien fuldstændig.

Der hviler en sær stemning over huset, og Marion drages tydeligvis af stedet på et dybt, personligt plan. Der opstår en form for bånd mellem hende, villaen, samt ikke mindst denne hemmelighedsfulde mor, som ingen andre end Marion ser. Men ser hun hende i virkeligheden?

Hardcover, Delacorte Press 1973. Romanens første udgave

 

Forholdet mellem Marion og Ben forværres hurtigt, og der er ikke nogen tvivl om, at huset kommer imellem dem. Marion forsvinder ind i en anden, hjemsøgt verden, som hverken Ben eller deres søn kan blive en del af. Men der er mere, for Ben begynder også at mærke en form for underliggende aggressivitet eller vrede vokse i sig, som navnlig David får at føle. På uforklarlig vis presser huset alle dets beboere, og de presses så langt, at de en for en brister.

Forlægget for Burnt Offerings er uden tvivl Jacksons The Haunting of Hill House (1959). Den gennemsyrer hele bogens væsen, men Marasco foretager alligevel nogle greb, der flytter hans roman ind i et andet terræn. Hvor Hill House er et rædselsbillede på Eleanors indre sjæleliv, rykker Marasco sit fokus til det ydre og gør den grundlæggende samme fortælling til et familiedrama med huset som scene i en fortælling om fremmedgørelse og tabte følelser. Det gør han ekstremt stærkt, selvom hans stil er svulstig og overgjort. Så stærkt, at gode gamle King tydeligvis lod sig kraftigt inspirere til den storsælgende The Shining (1977), der ikke har meget originalt at byde på, når man først har skrællet de lånte dele fra henholdsvis Jackson og Marasco bort. Men det er et sidespring.

Paperback, Dell 1976

Det virkningsfulde i Burnt Offerings ligger i samspillet mellem skildringen af den tunge, nedadgående spiral, som familien befinder sig i, og en række mere eller mindre subtile, overnaturlige elementer, Marasco løbende introducerer. Navnlig de scener, hvor Marian og huset interagerer, er potente. Her bliver den form for stille gys, som Marasco opererer med, udnyttet maksimalt. Mysteriet, som huset udgør, står sitrende og fascinerende, mens vi som læsere følger den stadigt mere distancerede Marians vej væk fra denne verden. Det hele bliver så anspændt, at Marasco med ganske få armbevægelser kan få selv meget subtile detaljer til at virke forstyrrende eller direkte skræmmende. Et gammelt fotografi, en sær lyd osv. Fordi grundstemningen er så intens, som den er, laver selv de enkleste ting særdeles meget larm i villaens stille stuer.

Marian er uden tvivl bogens mest interessante karakter, og hun ligner på mange måder Jacksons Eleanor. De længes i hvert fald begge voldsomt mod noget andet. Hvor Eleanors længsler handler om kærlighed, fysisk ømhed og sex, går Marians længsler i retning af uforløste drømme om et bedre og rigere liv; et liv i med velstand harmoni. Modbilledet på alt dette er naturligvis families indeklemte lejlighed i storbyen, hvor larm og snavs er allestedsnærværende. Da Eleanor kommer til Hill House, er hun med andre ord parat til at modtage husets invitation ind i dets skyggeverden, fordi stedet lokker med at opfylde hendes længsler. Hos Marasco sker præcis det samme, Marian er det perfekte offer, fordi hendes indestængte utilfredshed gør hende helt og aldeles åben over for husets tilnærmelser.

Hardcover, Centipede Press 2012

Danse Macabre peger førnævnte Stephen King på økonomi som et væsentligt tema i 70’ernes gys. Det har han ret i, og Burnt Offerings er da også afgjort et eksempel på den rolle, som materiel velstand og økonomisk sikkerhed spiller i en hel del af samtidens romaner.

Man kan så her indskyde, at der er en afgørende forskel mellem henholdsvis Marascos og Jacksons hus. Hvor man hos Jackson må sige, at det nok nærmere er Eleanor, der skaber hjemsøgelsen og er spøgelset, er der hos Marasco ingen tvivl om, at huset har sin egen vilje og agerer med en egen agens. Det gør, trods de mange lighedspunkter, de to romaner ganske forskellige i deres substans, og Hill House et noget mere sofistikeret motiv end det vi møder i denne roman. Men det kan nok heller ikke overraske, for mange har efterlignet Shirley Jackson, men ingen kommer op på siden af hende.

Paperback, Valancourt Books 2015

Hvis man skal forklare, hvorfor Burnt Offerings blev så stor og vigtig en roman, som den var i 70’erne og 80’erne, så skyldes det den måde, Marasco formår at iscenesætte gyset som bagtæppe for det egentlige drama, nemlig familiens sammensmeltning. Gyset er dermed ikke det væsentlige, men fordi gruen er til stede og aktivt bruges som forstærkende element, bliver familiedramaet til et intenst, hvidglødende portræt, der går ind under huden og brænder sig fast. Det nære portræt at en lille persongruppe, som udgangspunkt for gruen, hænger formentlig sammen med Marascos hovedvirke som dramatiker. Det fører ham utraditionelt ind i skrækgenren, hvilket absolut er en god ting.

Som nævnt er Marasco sprogligt ikke nogen stor prosaforfatter. Dramaet løber af med ham og dialogen bliver til tider en smule patetisk, men det er ikke så vigtigt, fordi bogen er gjort ud af et dybt dragende stof, der opbygger en særdeles fortættet stemning af ødelæggelse, vold og gru. Marasco maser sig kluntet ind på sin læser, men han overrasker også løbende med sine stille, poetiske scener, der gennemsyres af dødsånd. Døden hviler over huset, og det sidste kapitel, hvor vi siger farvel til huset og Marian, må siges at være noget af det mest billeddannende og atmosfæriske skrækfiktion, som 70’ernes første halvdel fostrede. Der er således al mulig grund til at finde Burnt Offerings frem fra gemmerne, rodekassen eller hvor den nu har været gemt af vejen, for den fortjener at blive læst og ikke glemt. Romanen var i øvrigt Marascos eneste skrækroman, hvilket er trist, for det ville være spændende at se, hvor han gik hen næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Daniel Logan, America Bewitched. The Rise of Black Magic and Spiritism (1973): Kapitler fra en verden hvor Djævlen går omkring som en brølende løve

Paperback, Manor Books 1975. Den ganske stemningsfulde forside er malet af Tony Destefano

Paperback, Manor Books 1975. Den ganske stemningsfulde forside er malet af Tony Destefano

I 60’erne blev forskellige grader af mystik og spiritualisme hverdagskost, hvor en generation af søgende unge for alvor begyndte at dyrke alternative livs- og virkelighedssyn. Men det var ikke bare blandt hippier, ungdomsoprørere og fritænkere, at mystikken vandt genklang. Interessen for åndelige spørgsmål kom, måske ansporet af 50’ernes økonomiske opsving, ind i ganske almindelige hjem. Mor og far begyndte at læse bøger, der berørte metafysiske emner.

Jungs gestaltterapi og eksempelvis Alexis Carrels L’Homme, cet inconnu (på dansk : Menensket, Det Ukendte) fra 1935 blev pludselig igen en bestseller. Bogen blev så aktuelt, at den sneg sig helt ind folkekomedierne. Jeg mener, at det er i Passer Passer Piger (1965), at kvinderne i boligblokken begynder at interessere sig for selvudvikling og bl.a. læser førnævnte bog af Carrel.

Paperback, Manor Books 1975

Paperback, Manor Books 1975

Med den store interesse for det åndelige og overnaturlige fik gysergenren naturligvis også gode kår. Resultatet blev en ny horrorbølge, som jeg har skrevet om flere gange her på bloggen. Det skabte rum for en række bestsellere – eksempelvis Levins Rosemary’s Baby (1967) – der i den grad lukrerede på fascinationen af okkultisme og satanisme, der også havde medvind i de alternative miljøer.

Med al den virak omkring det okkulte, måtte der naturligvis også komme en modreaktion. Den kom på den ene side fra vrede kristne, der gik til kamp mod satanisme og djævledyrkere. På den anden side fra videnskabsmænd, der forsøgte at afmystificere meditation, stofkultur og alt andet, som hippierne trak med på slæb.

Daniel Logan (født 1936). Dette er det bedste billede jeg kunne finde af manden

Daniel Logan (født 1936). Dette er det bedste billede jeg kunne finde af manden

Midt i alt dette udsendte spiritisten og astrologen Daniel Logan en bekymret bog, der tager temperaturen på USA anno 1973. Bogen er en advarsel; et opråb om eftertænksomhed og forsigtighed. Logan, der i den grad er i kontakt med mystiske kræfter, forklarer nemlig, at han har set tegn i tiden, der viser, at Satans kræfter vokser blandt ungdommen. Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle i Logans argumentation, og førnævnte Rosemary’s Baby – både bog og film – er et af hans væsentlige nedslag. Dertil kommer lange tirader om narkotika, Alice Cooper, Aleisteir Crowley, Anton Lavey, Charles Manson, performancekunst og alt mulig andet, som Logan fremstiller som agenter for diabolske kræfter.

Og her skal man bide mærke i, at Logan ikke taler ud fra et fundamentalistisk kristent standpunkt. Han taler som en selverklæret ”hvid magiker”, der tror på magiske kræfters eksistens. Han regner eksempelvis den populistiske Wicca-heks Sybil Leek blandt sine gode venner, hvilket siger en hel del om det type mystikere, han gerne vil sættes i forbindelse med.

Hardcover, William Morrow 1973. Bogens 1. udg.

Hardcover, William Morrow 1973. Bogens 1. udg.

Med America Bewitched får vi altså en okkultists advarsel – en der så at sige selv har været der. Endda ganske bogstaveligt, for Logan kan berette, at han i et tidligere liv var heksemester i Salem og der drev sit uvæsen, før de så berygtede afbrændinger fandt sted. Resultatet er en ganske absurd, men meget underholdende bog, der indfanger tidsånden perfekt og handler om alt det, jeg elsker ved horror fra den tid.

Bogens hovedargument er, at sataniske kræfter har forført amerikanerne. Logan benytter samme argumentation, som Dennis Wheatley udfolder i sine ”Black magic stories”. Her tilskriver Wheatley nemlig først nazisterne, men senere kommunisterne bag jerntæppet, rollen som Satans håndlangere. Wheatley citeres i begyndelsen af bogen som en autoritet på hekseri-feltet, og Logan følger da også hans eksempel. Kunst og kulturelle fænomener, som Daniel Logan ikke finder passende, bliver på den led fremstillet som fælder opstillet af Djævlens håndlangere. Hippiebevægelsen og hele ungdomsoprøret er med andre ord blevet lokket på afveje af satanister, der har forblændet dem med løgne!

TIME, juni 1972. Et eksempel på den okkulte begejstring, som Daniel Logan skriver om

TIME, juni 1972. Et eksempel på den okkulte begejstring, som Daniel Logan skriver om

Grundlæggende er der naturligvis tale om en udtalt kulturkonservatisme. Logan forsøger ganske ublu at skræmme sit publikum til fornuft. Bogen åbner med en grum gennemgang af de såkaldte Manson-mord, og derefter går Logan ellers i gang med at underminere tidens trends. Hippiebevægelsen, ungdomsoprøret og venstreorienteret tænkning bliver kapitel for kapitel udstillet i det dårligst tænkelige lys.

Daniel Logan er naturligvis en grundig mand, der baserer sine overvejelser på historisk ”fakta”. Vi får derfor en hurtig gennemgang af djævletilbedelsens historie fra stenalderen ind i middelalderen og videre til Salem og The Golden Dawn i London. Det hele er ganske kortfattet og ganske langt ude i hampen. Men her ligger en del af bogens charme, og det bliver bedre endnu.

Sybil Leek (22. februar 1917 - 26. oktober 1982). Okkultist, heks og åbenbart en nær ven af Daniel Logan

Sybil Leek (22. februar 1917 – 26. oktober 1982). Okkultist, heks og åbenbart en nær ven af Daniel Logan

Logan kan nemlig ikke nøjes med at understøtte sine kulturkritiske iagttagelser med fakta. Han er jo også okkultist og magiker, derfor må han dokumentere sine evner som mystiker. Det fører til en række kapitler, hvor han belyser sine pointer med oplevelser fra sit eget liv. Og her må jeg konstatere, at okkultister oplever mere end alle os andre.

Vi taler rum med blod løbende ned ad væggene, sataniske troldmænd, der bruger deres magi til ondt, poltergejster, dæmoner og alt mulig andet i samme dur. Faktisk fortæller Logan i bogens efterskrift, at han løbende blev angrebet af onde kræfter, mens han arbejdede på bogen. Bogen var så farlig for Satans horder, at den ikke måtte se dagens lys! Heldigvis for os og verden holdt han stand. Logan kan tilmed berette, at han forudså mordene på John og Robert Kennedy. Han fortalte det i radioen, men ingen ville lytte. Suk. Man kunne jo så håbe, at Logans visdomsord ville blive hørt, da de udkom i 1973, parat til at blive katapulteret ind på bestseller-listerne.

Anton Szandor LaVey (11. april 1930 – 29. oktober 1997). Den berygtede satanist, kirkestifter og en af Daniel Logans vigtige fjender

Anton Szandor LaVey (11. april 1930 – 29. oktober 1997). Den berygtede satanist, kirkestifter og en af Daniel Logans vigtige fjender

Sidstnævnte skete faktisk. Bogen blev læst af ganske mange, men jeg tror ikke, folk lyttede ret meget. Daniel Logan, til trods for sine utrolige færdigheder, er da også kun forblevet en perifer figur, der aldrig formåede at følge sin bestseller op med værker af samme vægtige karakter.

America Bewitched er fascinerende læsning, fordi handler om alt det samme, som tidens horrorlitteratur også kredser om. Bogen står til halsen i samtidens metafysiske diskurser, men insisterer på at være en outsider. En stemme ude fra, der kan sætte tingene på plads. Sådan er det bare ikke. Daniel Logans bog er i bedste fald et udtryk for sensationshungrende opportunisme. Han spiller på de rigtige chokerende stereotyper og trykker på de præcis rigtige knapper for at skræmme stakkels mødre og fædre fra vid og sans. Gulp, er det den verden, min lille engel går omkring i?! Gisp, er det sådan, hippier opfører sig!? Osv.

No more mr. nice guy. Vincent Damon Furnier (4. februar 1948) - bedre kendt som Alice Cooper. Endnu en af Logans diabolske fjender

No more mr. nice guy. Vincent Damon Furnier (4. februar 1948) – bedre kendt som Alice Cooper. Endnu en af Logans diabolske fjender

Logans bog et stykke gyserlitteratur fra den virkelige verden. Den leverer et stemningsbillede fra det kulturelle klima, som Levins Rosemary’s Baby var med til at gøre populært og den klangbund, der gjorde en bog og film som The Exorcist mulig. Med Logan får vi et tidsbillede, der både tegner rammerne for det, der skabte tidens store gyserbestsellere, og samtidig viser, hvor provokerende disse gysere kunne være for publikum. Logans bog er med andre ord nyttig læsning i dag, for alle, der gerne vil ind under huden på 60’ernes store gyser-revival. Og derudover er det jo sjov, grotesk læsning, når Daniel Logan folder den ene okkulte spøgelsesoplevelse ud efter den anden.

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt - men uden relation til bogens indhold!

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover - men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det - især detaljen med bloddråberne

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Joseph Payne Brennan, Stories of Darkness and Dread (1973): Poetiske og ordinære noveller side om side

Her må man da sige, at titlen skruer forventningerne i vejret. Stories of Darkness and Dread: det både lyder fedt og fanger vel mere eller mindre alt, hvad man kunne ønske sig af en Arkham House-antologi. Før du sætter forventningerne for højt, er det imidlertid vigtigt at huske på, at Brennan var en gyserforfatter af den gamle skole. Godt nok er han ikke en helt traditionel pulpforfatter, men han står i gæld til horrorpulpens storhedstid og hele arven fra Weird Tales. Det er i de klassiske pulpfortællinger, han finder sine motiver, og det er her, Brennan låner strukturen til sine noveller.

 

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt secielle forside er tegnet af Denis Tiani

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt specielle forside er tegnet af Denis Tiani

 

Men Brennan kan også andet og mere. Det kommer måske ikke så meget til udtryk i historiernes plot, som det gør sig gældende i novellernes miljøer. Joseph Payne Brennan er fantastisk i sine landskabsbeskrivelser. Når han f.eks. skriver, hvordan jeg-fortælleren, der meget ofte er Brennan selv, går gennem den sommervarme underskov i sumpene nær Juniper Hill (”The North Knoll”), kan man høre de tørre grene knase og dufte den solvarme jord. Det samme gør sig gældende, når han i en af de mange historier, der udspiller sig i New Haven, er med på vandring gennem både eksisterende og fiktive kvarterer i byen. Arkitekturen, detaljerne, lugtene og lydene – det hele står lysende klart. Her er Brennan så afgjort beslægtet med August Derleth hjemstavnsfortællinger, der har så uendelig lidt at gøre med den Derleth vi kender som pulpforfatter.

Poesien, der flyder gennem de fleste noveller i Stories of Darkness and Dread, er da også absolut bogens vigtigste kvalitet. Med Brennan kommer man på en rejse ud i landskabet, til gamle bydele eller mærkelige glemte steder. Man får lejlighed til at gå på opdagelse i hans verden, befolket af ensomme forfattere, der forsøger at hutle sig gennem tilværelsen. Vi hører ikke meget om disse forfattere og deres arbejde, det eneste, der for alvor bliver formidlet, er deres altopslugende antikvariske interesse. De fleste er, som sagt, Brennans alter egoer, men Brennan får også iscenesat sine hovedpersoner – og dermed sig selv – som H. P. Lovecraft-parafraser. Ligheden med Lovecraft er imidlertid overfladisk, for Brennans prosa har uendelig lidt med den gamle mester fra Providence at gøre.

Hardcover, Arkham House 1973

Hardcover, Arkham House 1973

Man kommer heller ikke uden om, at Brennan med Stories of Darkness and Dread har valgt at betone præcis de sider af sit forfatterskab, der dels trækker mest på poetiske virkemidler, dels bevæger sig længst ind i Lovecrafts farvand. En ganske stor del af bogens 18 noveller afsøger nemlig samme emner. Hovedpersonen opsøger frivilligt eller kommer uforvarende til en gammel, ukendt del af storbyen, der nu er truet af moderne arkitektur og byplanlægning. Her mellem gamle huse forsvinder tid og sted for hovedpersonen, og han finder sig selv i fortiden – gerne omkring 1800-tallets slutning. Betaget går forfatteren på opdagelse i fortiden, men erkender pludselig, at han må finde en vej tilbage, at han må vågne op, hvis han ikke for evigt vil være fortabt i fortiden.

Det motiv vender Brennan tilbage til igen og igen og gør det måske smukkest i ”The House at 1248”. I disse tidshistorier kan Brennan for alvor bevise sine evner, men fordi fortællingerne er så ens, mister de en del af deres kraft ved at stå side om side. Jeg kan ikke fortænke Brennan i gerne at ville få historierne videre ud end magasiner som Afred Hitchcock’s Mysery Magazine og Brennans eget blad Macabre, hvor de er udgivet første gang, men han har ganske enkelt fået sat for mange sammen.

Til højre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til venstre forfatteren Robert Weinberg

Til venstre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til højre forfatteren Robert Weinberg

Af den grund kommer bogens øvrige noveller også til at fremstå en hel del mere prominente, end de egentlig fortjener. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Brennans helt regulære spøgelsesfortællinger om hævn fra hinsides graven, som ”Keeper of Dust” eller ”Killer Cat”, er dybt uoriginale og ganske ligegyldige små gys, der er skrevet uendeligt mange af både før og siden. Ikke at bogens mere pulpede fortællinger er dårlige, bestemt ikke. Brennan skriver kun veludførte fortællinger, men han er nok bare ikke nogen synderligt original historiefortæller.

Det vil da også sige, at han typisk er bedst, før fortællingerne skal afsluttes. Netop fordi han har ordet i sin magt, er han i stand til at væve intense, grumme stemninger frem. En historie som ”The Black Thing at Midnight” er fremragende horror præcis til det punkt, hvor Brennan skal sætte et ansigt på gyset og forklare, hvorfor vores hovedperson skal overfaldes i det gamle hotel, der er blevet lukket ned for vinteren. Det samme gør sig gældende i den nærmest hypnotiserende ”The Way to the Attic”. Den løber også ud mellem fingrene for Brennan, fordi han forbliver loyal over for sine pulp-rødder og insisterer på at komme med en på det tidspunkt, ganske ordinær og gammeldags afslutning på fortællingen.

 

Alfred Hitchcock's Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle "The Way to the Attic"

Alfred Hitchcock’s Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle “The Way to the Attic”

 

I cthulhu mythos-novellen ”The Seventh Incantation” bliver man også skuffet. Her kunne Brennan nemlig have fortalt en både skræmmende og original omgang mythos-horror, men fordi han vælger at skrive sin fortælling med noget, der næsten må karakteriseres som ironisk distance, bliver alle de gode takter opløst i noget lettere grinagtigt.

På den led får man også indtryk af, at Stories of Darkness and Dread rummer de to hovedspor i Brennans forfatterskab, nemlig poeten, landskabsdigteren og den nostalgiske antikvar på den ene side, og på den anden side den konservative, rugsbrødsforfatter, der tjener sine penge på at skrive små gyserfortællinger. Når Brennan er bedst – og han har skrevet rigtig meget godt – løber de to spor sammen og skaber noget fremragende. Der, hvor sporene ikke mødes, er det hans gyserhistorier som taber. Det er i hvert fald her, at jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse. Her er teksterne rent håndværk, blottet for hjerteblod og originalitet. Velkomponeret og skarpt, men uden kant. Brennans forfatterskab var splittet mellem to skribentidentiteter, det viser Stories of Darkness and Dread med al tydelighed: Hvilken man foretrækker, er klart en smagssag, og jeg vælger til enhver tid den stille, dystre poet og landskabsdigter.

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans "City of the Seven Winds". Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans “City of the Seven Winds”. Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

En sidste ting jeg lige vil nævne – hvad skete der for Arkham House, da de valgte forsiden? Var det Brennan selv? Jeg ved det ikke, men resultatet er kuriøst, ikke så meget fordi det er grimt, men fordi både bogens forside og ryg ikke ligner noget andet, Arkham House havde udsendt op til det tidspunkt. Hvorfor pludselig den simple, hjemmegjorte stil? Jeg er forundret.

Magazine of Horror, nr. 16 1967, med Brennans "Mr. Octbur"

Magazine of Horror, nr. 16 sommeren 1967, med Brennans “Mr. Octbur”

Novellerne:

“City of the Seven Winds”
“The Keeper of the Dust”
“Zombique”
“The Seventh Incantation”
“Delivery on Erdmore Street”
“The Way to the Attic”
“Mr. Octbur”
“Episode on Cain Street”
“Killer Cat”
“In the Very Stones”
“The House at 1248”
“Black Thing at Midnight”
“Monton”
“Apprehension”
“The House on Hazel Street”
“The Man in Grey Tweeds”
“The North Knoll”
“The Dump”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Basil Copper, From Evil’s Pillow (1973): Fem solide britiske gys

Engelske Basil Copper var en rutineret forfatter, da Arkham House udsendte From Evil’s Pillow i 1973. Bogen er hans første amerikanske udgivelse, men han havde allerede i ’73 skrevet en hel del overnaturlige gys, hvortil der også kommer en lang række romaner om den LA-bosiddende privatdetektiv Mike Faraday. August Derleth var begejstret for Copper, og Donald Wandrei har også rost hans forfatterskab. Det er derfor ikke så underligt, at Arkahm House gennem tiden har udsendt flere af Coppers bøger.

Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel

Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel

From Evil’s Pillow består af to kortere og tre ret lange noveller, der alle har rod i det overnaturlige eller uforklarlige. Den første fortælling, ”Amber Print”, øser direkte ud af Basil Coppers egne erfaringer som amatørsamler af gamle stumfilm. I novellen mødes to gamle venner og samlerkolleger i den enes hjemmebiograf for at se en hidtil ukendt udgave af Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920). Filmen rummer nogle sære scener, der synes at udspille sig anderledes, hver gang de bliver set. Novellens slutning er måske ikke voldsomt overraskende, men historien er ganske stemningsfuld. Navnlig der hvor Dr. Caligari henvender sig direkte til den ene af de to venner. Novellen er en form for præfiguration til Hideo Nakatas Ringu (1998) og kunne uden problemer være med i David J. Schows populære antologi Silver Scream (1988), der netop tematisk kredser om horrorhistorier, der udspiller sig i og omkring filmens verden.

Hardcover, Arkham House 1973.

Hardcover, Arkham House 1973.

De næste to noveller, ”The Gray House” og “The Gossips”, er påfaldende ens i kvaliteter og svagheder. Der er tale om to meget lange noveller, hvor ældgamle forbandelser griber ind i nutiden, fordi de bliver forstyrret eller draget frem i lyset igen. I ”The Gray House” køber en engelsk gyserforfatter et chateau i Frankrig og opdager, under arbejdet med at få stedet sat i stand, at der har foregået sataniske ting i huset for flere hundrede år siden. Der er med andre ord tale om en variant over et velkendt gotisk tema – fortidens ondskab vender tilbage for at forsætte sit grufulde virke, der hvor det slap for mange år siden.

I ”The Gossips” genfinder vi samme vinkel, her er det bare en museumsmand fra London, der tager til Sicilien for at studere en skulpturgruppe fra 1600-tallet. Skulpturerne viser sig at være meget sære. Skulpturerne hvisker nemlig lavmælt sammen (The Gossips… ugh!). Frank Utpatel har tydeligvis brugt novellen som inspiration til bogens ret fine forside, men desværre gør illustrationen ikke novellens tekst nogen ære. Skulpturerne bliver nemlig beskrevet som ekstremt forvredne og skrækindjagende, skabt af en kunstner dybt optaget af det okkulte og perverterede. Skulpturerne er naturligvis besatte, ædende onde og formår i løbet af novellen, at forårsage en hel del blodsudgydelser.

Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset

Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset. Foto ca. 1970

Begge historier er charmerende, fordi de er så grundige i deres miljøbeskrivelser og placering af den historiske kontekst. Der er en omhyggelighed over teksten, der gør de ellers ret åbenlyse historier interessante. De er nok lidt for lange, men ikke desto mindre spændende og fin læsning. Især ”The Gray House” kan anbefales. Der bliver beskrevet en gigantisk grå kat i historien, som sniger sig omkring i det store chateaus haver. Den gjorde især indtryk på mig, og mens jeg læste novellen, sad jeg og ventede spændt på flere episoder med dyret, som desværre ikke kom. Copper bruger ikke katten til ret meget, men de få steder, hvor den optræder, er blandt bogens stærkeste scener. Der er noget tilfældigt mesterligt over den måde, som dyret optræder på. Henkastet bliver det beskrevet, hvordan katten smyger sig ondskabsfuldt og mystisk omkring i træerne skygger osv. Virkelig fin og billedskabende prosa.

De sidste to historier, ” A Very Pleasant Fellow” og ”Charon” har meget britiske kvaliteter og underspiller i virkeligheden det overnaturlige ganske kraftigt. Første historie er en sær fortælling om en gammel mands had til den grove mandsperson, der har overtaget hans butik. Hadet får uventet afløb, da den gamle får fingre i et okkult redskab. ”Charon” er måske bogens mest afdæmpede og handler dybest set om en parafrase over et stykke græsk mytologi omsat til den travle engelske storbyvirkelighed. Meget fint og stemningsfuldt.

Werner Krauß som Dr. Caligari

Werner Krauß som Dr. Caligari

Basil Coppers stil ligger sig et sted mellem noget ganske litterært og helt ordinær populærfiktion. Han vil gerne udfordre læseren intellektuelt og stiller krav til læserens viden om historie og kultur. Det slår igennem i alle bogens historier. Samtidig er selve det sprog, Copper skriver i, et tilbageholdende, konservativt engelsk, der mange steder forsøger at underspile det voldsomme eller makabre, der opstår i løbet af fortællingerne. Copper har i den forstand en hel del tilfælles med Walter de la Mare (1873-1956). Imidlertid er Coppers prosa slet ikke så gennemført elegant og legende som De la Mares, og samtidig rummer Coppers prosa også en anden side.

Navnlig bogens første tre noveller har alle tydelige burleske pulp-elementer, der gennem grafiske beskrivelser og chokerende afsløringer på de sidste linjer er skåret efter den velafprøvede Weird Tales-skabelon. For blot at komme med et enkelt eksempel, der næsten siger det hele: ”She was naked except for a flimsy nightgown which revealed every detail of her figure” (s. 71). Naturligvis skal fruen i huset fra ”The Gray House” løbe omkring i gennemsigtig natkjole. Og der er mere i vendte, bare rolig. Hammer-horror på bogform!

Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. Juni 1956)

Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. juni 1956)

Det pulpede fylder en del i bogen, men Coppers historier vil og kan mere end bare at chokere med voldsomme beskrivelser. Alene det, at han indskriver sig i samme tradition som de la Mare og Robert Aickman, gør Coppers forfatterskab spændende. Han er endnu en stemme i de sære fortællingers landskab, der bringer noget utvetydigt britisk ind i historierne. Det er vanskeligt at sige præcis, hvad det er, men man fornemmer tydeligt, at det ikke er en amerikaner, der har skrevet novellerne i From Evil’s Pillow.

Copper når måske ikke helt samme højder som de la Mare eller Aickman, men han er ikke desto mindre en spændende brobygger mellem den traditionelle amerikanske pulpfortælling og den moderne gyser, såvel som en brobygger mellem den gamle victorianske spøgelsestradition og så den nye skole af sære fortællinger, som Ramsey Campbell eksempelvis repræsenterer. I sidste ende står Copper nok de ældre forbilleder nærmere end den yngre genration af forfattere, men ikke desto mindre fornemmer man, hvordan det pulpede, det åbenlyse og sensationslyste gradvist er ved at blive rystet af horrorlitteraturen i 1973, da From Evil’s Pillow udkommer. Vi tillægger som regel en skikkelse som Stephen King en stor del af æren for dette, men netop ved at læse en antologi som Basil Coppers første Arkham House-bog bliver det tydeligt, hvordan den moderne horrors udvikling er en gradvis proces. En proces, hvor mange helt eller delvist glemte navne, er kommet til at stå i skyggen af bestseller-giganterne.

 Novellerne:

“Amber Print”

“The Grey House”

“The Gossips”

“A Very Pleasant Fellow”

“Charon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Ramsey Campbell, Demons by Daylight (1973): En milepæl for moderne horror

Hardcover, Arkham House 1973. Forsiden er tegnet af Eddie Jones, en kunstner Campbell selv valgte til opgaven

For nogle uger siden skrev jeg lidt om en af de senere af Ramsey Campbells bøger. Nu gælder det udgangspunktet. Måske ikke Campbells første bog, men den der var med til at forme ham som den forfatter, vi kender i dag. Demons by Daylight blev novellesamlingen, der cementerede Ramsey Campbells vej mod horror-stjernerne. Og det med rette. Bogen er vigtig og måske lidt for håndfast, vil jeg gerne pege på tre områder, hvor den gør sig gældende.

For det første er der forlaget. Demons by Daylight blev udgivet af Arkham House, præcis som Campbells første novellesamling – The Inhabitant of the Lake and Less Welcome Tenants (fin og meget engelsk titel, ikke) fra 1964. På det tidspunkt var Campbell 18 år gammel, og bogen er dermed et ungdomsværk. Det kan mærkes. Flere af novellerne står i gæld til H. P. Lovecraft og har et solidt tematisk udgangspunkt i Cthulhu-mytologien. Mest af alt bærer bogen imidlertid præg af August Derleths kyndige råd, vejledning og redaktion. Ramsey var under mesterlære, mens han skrev novellerne – præcis som Derleth og andre fik råd og vejledning af Lovecraft i sin tid. Faktisk er The Inhabitant of the Lake så rodfæstet i den form for horror, som Derleth fik fremelsket gennem Arkham House-udgivelserne, at Cambell på mange måder næsten forsvinder i traditionen. Et af novellernes væsentligste bidrag bliver dermed, at de udspiller sig i England. Det skaber naturligvis en særlig atmosfære, men når alt kommer til alt, er det måske ikke så afgørende, som mange gerne vil gøre det til.

Hardcover, Arkham House 1973. Bagside med Campbell som pæn, velfriseret ung mand

Med Demons by Daylight er situationen en anden. Ramsey Campbell er blevet 27 og fået en hel del mere erfaring. Tematisk har han flyttet sig, Derleth er død i 1971 og et ungdomsoprør er løbet af stablen. Det hele er med til at forme og frigøre Campbells anden novellesamling. Udgivelsen repræsenterer på den led også et afgørende skel for Arkham House, der tidligere næsten kun har udgivet retrospektive opsamlinger af noveller, oftest udgivet før Anden Verdenskrig. Demons by Daylight fører forlaget ind i samtiden og bringer det, som ved et trylleslag, på forkant med udviklingen.

Det bringer os til det andet punkt, hvor novellesamlingen er vigtig. Parallelt med Stephen King (Carrie udkom i 1974) var Ramsey Campbell med til at forandre den måde, som horror blev skrevet på og det som horror handlede om. Demons by Daylight er inddelt i tre afsnit: Nightmares, Errol Undercliffe: A tribute og Relationships. Det første og det sidste afsnit hænger tematisk og stilistisk nært sammen, for godt nok handler det om horror og situationer, vi genkender fra ældre fortællinger, men måden, de her bliver fortalt på, er radikalt anderledes.

Paperback, Star Books 1975. Kraniet er jo altid et stilsikert valg til forsiden

Campbells fortællinger er nutidige, moderne historier med rod i virkelige, jordnære forhold. Det handler ikke om ældgamle forbandelser og monstre fra hinsides graven. Det handler om den menneskelige psyke, om følelser, om ensomhed, om sex, om angst og usikkerhed. I den psykedeliske ”Potential” er vi med til en såkaldt love-in, mens vi i ”The Stocking” er med på kontoret. Alt sammen emner, der var relevante præcis, da novellerne blev formuleret. Det mellemmenneskelige er den lim, der binder historierne sammen, og det kneb, som går igen i hovedparten af fortællingerne, er, at Campbell viser os, hvad der sker, hvis nogen eller noget pludselig opfører sig anderledes end det burde. Helt fremragende bliver det eksempelvis i ” The End of a Summer’s Day”, hvor et nygift par tager med en turistgruppe ned for at se en drypstenshule. Da parret kommer op fra hulen, går det op for kvinden, at hun ikke længere følges med sin mand men en anden. I bogen jongleres store spørgsmål med en lethed og højtidelighed, som det kun kan gøres af en ung ildsjæl med masser af gåpåmod og kunstnerisk ambition. Og det er præcis, hvad Campbell havde tilbage i 1973.

Campbell løfter horror ind i dagligdagen og viser, at det ikke kun er i midnatstimen, det spøger – dæmonerne er der altid, også i midt på dagen i fuldt dagslys. Clive Barker kunne senere, med sine Books of Blood, gribe stafetten og skærpe Campbells pointer yderligere, men det er en anden historie.

Paperback, Jove Books 1979. Fint cover uden nogen relation til bogens indhold

Med Ramsey Campbells nye tilgang til horrorfortællingen som genre er det da også lidt tankevækkende, at de to mest konservative eller retrospektive historier i bogen findes i samlingens midterste sektion. Her er den første skrevet i klassisk epistolærstil og handler om Campbells forhold til den opfundne forfatter Errol Undercliffe, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Den anden historie er så skrevet af Errol Undercliffe selv, og bragt som en form for udbygning af den førstnævnte novelle. Begge er fine bidrag, men de blegner og bliver næsten ligegyldige set i forhold til bogens øvrige. Det føles nærmest som om, at Campbell var nødt til at opfinde et alter ego, der kunne bygge bro tilbage til Arkham House, Derleth og Lovecraft-cirklen. Som om Campbell ikke var i stand til at forene den plads, han skrev ud fra nu, med det der engang havde været hans udgangspunkt. I den forstand bliver de to noveller også en form fra forhandling eller dialog mellem de to forfatterpersonligheder – Campbell (den nye) og Undercliffe (den gamle). Den gamle er forsvundet, og det er den nye Campbell, der står tilbage og skriver et gravskrift over den mistede ven.

Dermed er vi også ved mit sidste punkt. Hemmeligheden bag det hele er nemlig, at der er tale om en rigtig, rigtig stærk novellesamling. Var det ikke tilfældet, kunne bogen aldrig opnå den status, den har fået i dag. Den indeholder ganske enkelt gedigne skrækfortællinger blandet med særdeles stemningsfulde tidsbilleder – engang var de samtidsskildringer, men man må nok erkende, at flere er blevet lidt bedagede med årene. Rolling Stones spiller endnu, men er jo ikke helt så hippe længere, og George Harrison er død, men vi forstår, hvorfor Campbell nævner dem i sine historier, og hvorfor de var særdeles relevante i 1973. En hel del af grundlaget for novellerne har forandret sig, men det kan jo dårligt være anderledes, og grundsubstansen er stadig helt fremragende.

Paperback, Star Books 1980. Star Books genbruger her forsiden fra den ældre udgave spejlvendt

Demons by Daylight indeholder nogle fabelagtige horrornoveller og flere, der rangerer rigtig højt på min private hitliste. Jeg vil især fremhæve ”The Sentinels”, der med sin på en gang klassiske opbygning og nærmest teatralske virkemidler er grusom læsning. Passagen, hvor en transistorradio begynder at spille fremmede stemmer af sig selv, er helt perfekt. Men ”The Old Horns” er måske endnu bedre, fordi den kombinerer alle bogens elementer – det samtidige, det mareridtagtige og syrede med klassisk gru. Her fremmaner Campbell glimtvis billeder, der er Bosch værdig. Med to historier som disse er det ikke så sært, at Ramsey Campbell gik hen og blev en af de bedst sælgende horrorforfattere i 1980’erne.

Paperback, Carroll & Graf Publishing 1990. Forside med rigtig fin illustration. Forside med rigtig fin og relevant illustration. Desværre skæmmes den af den anmassende typografi

1 kommentar

Filed under Novellesamling