Tag Archives: 1974

James Herbert, The Rats (1974): Rotterne går til angreb

Paperback, Pan Books 1999

Engelske James Herbert debuterede i 1974 med en overraskende rå roman, der nærmere var en sen udløber af 60’ernes genopdagelse af pulplitteraturen end et produkt af den type bestsellergys, som voksede frem i 70’erne. Ikke desto mindre er det præcis den bølge, som skabte Herberts karriere og sikrede ham en komfortabel plads som en af Englands førende skrækforfattere helt frem til begyndelsen af 90’erne, hvor han, som så mange andre på genrescenen, begyndte at miste sit publikum.

Stilistisk er der ikke langt fra James Herbert til Graham Masterton, der også skrev i forlængelse af pulplitteraturens bramfri, voldsomme facon, men sammenligner man Mastertons debutroman The Manitou med Herberts debut, The Rats, er det klart, at der også er store, stilistiske forskelle de to imellem. Herberts tone er langt hårdere end Mastertons, der i højere grad benytter sig af humoristiske elementer.

Paperback, Pan Books 1999

Hvor Masterton forsøgte at simulere amerikansk litteratur og kontekst med sin debutbog, lod Herbert sin roman udspille sig midt i det forfaldne, fattige forstadslondon, som han selv var opvokset i. The Rats har dermed en snert af noget socialrealistisk, og selvom bogen har talrige spydige kommentarer, er det mere udtryk for en arrig gadedrengsattitude end egentlig humor. Herberts bog står dermed koldere og mere drabelig end Mastertons The Manitou, og det er ikke så sært, at romanen blev en af kilderne til 80’ernes vilde skrækfiktion, fordi man allerede her hos Herbert finder ganske meget af dette in spe.

Handlingen i The Rats beskriver, hvordan en ny art af gigantiske, muterede rotter er begyndt at dukke op i London. Ikke alene er de enorme, de er også intelligente – i hvert fald klogere end deres normale slægtninge – og de ser mennesker som deres primære bytte. I en række små kapitler hører vi først, hvordan rotterne går til angreb på tilfældige ofre, blandt andet et lille barn, før det endelig går op for myndighederne, at noget alvorligt er på færde. Det skyldes ikke mindst, at rotterne bærer på en virus. Hvis man overlever deres bid, vil sygdommen alligevel dræbe en efter 24 timer.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Midt i alt dette bliver skolelæreren Harris introduceret som bogens egentlige hovedperson. Ved en tilfældighed bliver han indrulleret i myndighedernes kamp mod rotterne, og det er igennem hans briller, at vi bliver vidne til den stadigt mere håbløse udrydningskampagne, hvis omfang har apokalyptiske dimensioner.

Sagens egentlig omfang står dog først klart, da vi bliver vidne til koordinerede angreb fra rotterne. Først mod et undergrundtog, som fører til nedslagtningen af de fleste passagerer, dernæst et angreb på skolen, hvor Harris arbejder, og endelig et angreb på byens zoologiske have.

Hardcover, New English Library 1974. Romanens 1.udgave

Man bemærker straks en atypisk voldsomhed i The Rats. Scenen med barnet, der bliver dræbt og ædt af rotterne i bogens begyndelse, går langt videre i sine beskrivelser, end hvad man har mødt i ganske meget andet skrækfiktion fra samme tid. Herbert sigter tydeligvis mod at provokere og ruske op i sin læser, og det formår han stadig den dag i dag, hvor rotterne endnu fremstår som særdeles frastødende skabninger.

Det står også klart, at Herbert i et eller andet omfang har et politisk sigte med sin bog. Det London, han skildrer, navnlig beskrivelserne af byens østlige arbejderklasseområder, er en beskidt, nedslående verden, hvor bombekraterne fra Anden Verdens krig stadig ligger synlige og ubebyggede. Hans London er befolket af et nedslående galleri af personer, som lever i dette forfald eller på kanten af samfundet. Han adresserer også spørgsmål om race, og samfundets usagte racisme udpeges flere steder.

Paperback, New English Library 1974

Man må selvfølgelig også overveje, om selve rotterne er et symbol eller en allegori. Deres ustoppelige fremmarch vækker mindelser om Karel Čapeks klassiske allegori over de totalitære regimers fremvækst i Krigen mod Salamandrene (Válka s mloky) fra 1936, men Herbert har snarere trukket inspiration fra George R. Romeros film The Night of the Living Dead.

De groteske rotter er skabt på grund af menneskelig dumhed, og nu myldrer de frem fra Londons fattigste kvarterer og kaster sig glubskt over den velhavende storbys indbyggere. Hvad vi skal lægge i dette, står åbent hen, præcis som de levende døde i George R. Romeros første zombiefilm forbliver åbne for fortolkning. Om det er underklassens revolution, som Herbert beskriver, eller om det er en dystopisk advarsel om et ulige samfunds kollaps, får vi aldrig sat ord på. Her er læseren overladt til sin egen fortolkning.

Paperback, Signet 1975

The Rats er en roman, som gør indtryk, ikke fordi den er velskrevet eller begavet. Den gør indtryk som beskidt, uslebent bud på en fræk og provokerende litteratur, der ignorerer genrekonventioner og forestillinger om god smag. Det dilettantiske, der gennemsyrer næsten alle dele af romanen, føjer med andre ord en særlig æstetisk dimension til værket. Vi genkender pulplitteraturens patos og melodrama, som når hovedpersonen Harris oplever lykken, for så kun i det næste øjeblik at blive revet tilbage til problemerne igen. Som litteratur er The Rats dybt uoriginal, men desuagtet slår bogen hårdt, og det er ikke så sært, at den endnu er en roman, som huskes og uden tvivl den bog, der står stærkest i Herberts forfatterskab. Han anede næppe selv, hvad det præcis var, han slap løs i 1974, men resultater blev en livslang karriere i skrækfiktionen.

Paperback, Signet 1983. Her er romanen genudgivet under en alternativ

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Signet 1989

Paperback, Pan Books 2010

Paperback, Pan Books 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, Carrie (1974): Stakkels pige…

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1985. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har skrevet en del om Stephen King på det sidste, fordi jeg har tygget mig gennem en række af hans ældre bøger i forbindelse med min egen bog om skrækfiktion. Jeps, den arbejder jeg fortsat støt og roligt på. King skal naturligvis have en plads i bogen, hvor han på godt og ondt må siges at være en af de centrale figurer. Nuvel, det her indlæg bliver det næstsidste sidste, du læser om King på Fra Sortsand i et stykke tid, og det er måske også godt nok, for sandt at sige har jeg ikke nerver til for alvor at genbesøge det han har skrevet siden slutningen af 80’erne.

Bogen, som King romandebuterede med for snart mange tusind sider siden i ’74, handlede om pigen Carries dramatiske død og lillebyen Chamberlains ødelæggelse. Set retrospektivt bærer romanen umiskendeligt Kings fingeraftryk, men den står hans tidlige noveller langt nærmere end de efterfølgende romaner. Man fornemmer en sproglig usikkerhed i teksten og et svagere greb om det omfattende persongalleri, der ikke ligner den sikre fortællestemme, der gør sig gældende i den efterfølgende roman ’Salems Lot.

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Ikke desto mindre møder vi allerede i Carrie alle de mennesketyper, der senere har befolket Kings univers. Bogen fremstår derfor også i høj grad som et landkort over hans fremtidige fiktion og ikke mindst det fiktive Maine, som King gradvist har fået opbygget. Et fiktivt Maine befolket af tydelige arketyper hentet fra populærkulturens repertoire, set gennem et oftest både naivt og nostalgisk filter. Desuagtet er Carrie en forbløffende stærk roman, men før vi ser nærmere på bogens kvaliteter, skal historien, vanen tro, på plads.

Carrietta N. White – kaldet Carrie – er Chamberlains klovn. Hun er fed, hun er klodset, hun virker smådum, hun er grim, og Carries mor er en fanatisk kristen, der bestemt ikke gør livet lettere for sin datter. Carrie falder uden for på skolen, og hun kan i hvert fald ikke måle sig med de andre elever på byens gymnasium; derfor er hun også deres oplagte mobbeoffer. Specielt et slæng piger, anført af isdronningen Chris Hargensen, har et ondt øje til stakkels Carrie.

Hardcover, Douybleday 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udgave

Da bogen åbner, er konflikten mellem Carrie og pigerne netop eskaleret til nye højder. Ingen har nogensinde fortalt Carrie om menstruation, og da hun efter idræt begynder at bløde i bruseren, udløser det en tumultarisk stemning blandt pigerne, der i en af bogens mest ubehagelige scener samles om Carrie og skriger ”Plug it! Plug it!”, mens de tæppebomber den stakkels, ydmygede pige med tamponer.

Seancen i bruseren fører til sanktioner, og Chris Hargensen bliver forment adgang til det store afdansningsbal – prom – som hastigt nærmer sig. Det kræver hævn, for Chris mener afgjort, at det hele er Carries egen skyld. Skæbnen vil da også, at Sue Snell, den ene af pigerne i Chris’ slæng, angrer ydmygelsen af Carrie og overtaler sin populære kæreste til at invitere Carrie med til det store ”prom”. Han gør det tøvende, men ofrer sig for Sues dårlige samvittighed. Den mulighed griber Chris og hendes bøllekæreste straks og iværksætter en sataniske ydmygelse af Carrie.

Hardcover, New English Library 1974

Hardcover, New English Library 1974

Netop som Carrie er kronet som ballets dronning, hvilket naturligvis var planlagt på forhånd, overskylles hun med svineblod. Hverken Chris eller hendes rockabilly-kæreste kunne imidlertid forudse konsekvensen af deres handling, for Carrie har båret på en hemmelighed. Hun har telekinetiske evner og kan ved tankens kraft flytte rundt på ting. Da hun står badet i blod foran hele skolen, bliver det for meget for hende, og hun går til modangreb på det samfund, der har pint og plaget hende længe. Ved hjælp af sine evner får Carrie først skolen, så store dele af byens centrum til at ramle sammen i flammer, eksplosioner, død og undergang.

Da vi kommer ind i historien, er det hele sket, og handlingen fortælles gennem øjenvidneberetninger og uddrag fra bøger, der beskriver den tragiske og uforklarlige ”Chamberlain-hændelse”, mens King også giver os også indblik i Carries egne tanker, de steder hvor der skal bygges bro mellem bogens mange fortællerstemmer. Den væsentligste blandt disse stemmer er Sue Snell, der efter begivenhederne har lettet sit hjerte i en selvbiografisk bog om hele sagen. På den led leger King med romanens form og sætter den sammen som et eklektisk stykke metafiktion, men fordi vi også kommer ind i hovedet på Carrie selv, er grebet ikke entydigt gennemført, hvilket nok heller ikke har været hans hensigt.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Snarere end bare at fortælle historien på en alternativ måde for eksperimentets skyld ligger der en væsentlig pointe bag de mange stemmer, der gør sig kloge på Carries død og paranormale kræfter. Alle som en misforstår de nemlig Carrie. Gennem hele sit liv blev hun underkuet både af bogens egentlig skurk – Carries mor – og hele bysamfundet. Ingen så Carrie som menneske, de så kun den patetiske pige. Nu, hvor det hele er oversået, er der stadig ingen, der ser mennesket Carrie. Alle er optaget af katastrofen, ødelæggelserne og ikke mindst hendes utrolige evner. Pigen Carrie er der ingen som kerer sig om. En undtagelse skulle da lige være Sue Snell, der synes at formulere hele Kings anliggende med romanen, da hun siger: ”… forgetting Carrie White may be a bigger mistake than anyone realizes” (s. 96). Vi må aldrig glemme Carrie – og her taler hun ikke om Carries evner eller hendes voldsomme angreb på Chamberlain. Nej, vi må ikke glemme pigen Carrie, som for en kort bemærkning får lov at blomstre frem, før hun brutalt trækkes ned i sølet.

Carrie kan i virkeligheden bedst forstås som grum modernisering af fortællingen om Askepot. Først pines og plages pigen, men så får hun ganske uventet mulighed for at komme med til ballet på slottet og får lov til at danse med prinsen. Undervejs forvandles den uheldige pige til en smuk prinsesse – så smuk, at hendes partner når at forelske sig en smule i hende. Men så slår klokken tolv og magien forsvinder. Carrie falder tilbage i den gamle rolle og taber endda sin ene sko (en ”slipper”!) (s. 169) på trappen foran skolen, da hun flygter hals over hoved.

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Her viser King sig som en nedrig, ubarmhjertig fortæller. Prinsen vender nemlig ikke tilbage og henter Carrie ind i eventyret igen. Alt er vitterligt forbi, da klokken slår tolv, og Carrie sørger selv eftertrykkeligt for, at hendes plageånder går ned med hende. Moralen, for der er vitterligt tale om en morale her, er den samme som i eventyret, men den lykkelige slutning udebliver.

Carrie er vidunderligt raffineret udtænkt, og når man først har forstået eventyrstrukturen bag bogen, bliver det også tydeligt, hvorfor Kings persongalleri fremstår så todimensionelt – det er nemlig arketyper, han opererer med. De er præcis så tyndbenede som eventyrets personer, fordi de ikke tjener til andet end trin på Carries vej gennem fortællingens stationer.

Paperback, Pocket Books 1999

Paperback, Pocket Books 1999

Romanen er en hård og nådesløs bog, men trods det skinner Kings hjertevarme pen igennem, og han leverer sit portræt af gymnasieeleverne med en rørende, overbevisende kraft, der formentlig er lige dele fyldt af egne erfaringer fra Kings teenageår og de iagttagelser, som han gjorde sig i den korte tid, hvor han arbejdede som engelsklærer. Vigtigst af alt er det nemlig, at King leverer sin bog uden ironiske svinkeærinder eller forbehold. Der er alvor bag teksten, også der hvor det bliver absurd – som når han postulerer, at der rent faktisk kunne ske noget liggende hvor som helst igen.

Kings debutroman er en skæv og fascinerende kile ind i skræktraditionen, der ikke ligner noget andet. Den er en perle i forfatterskabet, der konceptuelt og fortællemæssigt rammer rent, fordi den utynget aflægger sit forlokkende enkle budskab. Det er imidlertid ironisk, at eftertidens læsere og King-fans har valgt at fokusere på Carries paranormale evner – præcis som bogens ”eksperter” – og derved helt har overset centrale aspekter i romanen. Der er derfor god grund til at vende tilbage til Kings udgangspunkt, for det er her forfatterskabets eventyr begynder og måske her det er stærkest?

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Ebog, Hodder Stoughton 2007

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2011

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Paperback, Hodder Stoughton Paperbacks 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

3 kommentarer

Filed under Roman

Joe Haldeman, The Forever War (1974): It ain’t me, it ain’t me, I ain’t no fortunate one

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Der er noget fantastisk underholdende, fantastisk sympatisk og fantastisk dumt ved Joe Haldemans anden og utvivlsomt bedst kendte roman anti-krigsfortællingen The Forever War fra ’74. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg har en stor svaghed for bogen til trods for alle dens fejl og uigennemtænkte små krøller. Bogens vilje til provokation og forfatterens ønske om, at teksten måske vil kunne påvirke et eller andet, gør den nemlig til mere end bare et flygtigt bekendtskab. At den samtidig også kan ses som et genreopgør, eller måske endda fadermord, gør den bestemt ikke mindre spændende.

Selve historien er egentlig ganske enkel. Rumfart er blevet almindeligt på Jorden. Under menneskets ekspeditioner ud i det fremmede er man stødt på de såkaldte Taurans’ – en svært forståelige, svært beskrivelig og på alle måder udefinerbar fjende, som må bekæmpes med alle midler. Derfor har man indført en værnepligt, som nu pumper unge mænd og kvinder ud i verdensrummet i kampen mod den grusomme fjende. Nu er sagen bare den, at den måde, man rejser i rummet på, sker ved at udnytte noget, der vel bedst kan beskrives som en form for ormehuller, hvilket jo sådan set er en helt traditionel SF-idé.

Paperback, Ballantine Books 1976

Paperback, Ballantine Books 1976

I Haldemans version betyder det at springe gennem ormehullerne imidlertid en forskydning i tid, så den, der bevæger sig gennem hullet, også bevæger sig ud i Jordens fremtid uden selv at blive ældet. Det er en smule kompliceret, og jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår Haldemans idé. Det er sådan set heller ikke så væsentligt, det vigtige er, at soldaterne, der tager afsted, ikke bare kommer langt væk hjemmefra målt i kilometer, de siger også farvel til deres familie og venner, der vil være ældet og måske endda døde, når de en dag kommer hjem fra krigen.

Nuvel, midt i alt dette møder vi William Mandella, der har sluttet sig til hæren og kampen mod de onde Taurans. Mandella er således bogens vrangvillige hovedperson, som vi følger fra den første militære træning og så videre gennem en lang række skarpe missioner. Vi følger også Mandella, da han endelig vender hjem, som veteran, og atter slutter sig til hæren igen, fordi han ikke længere kan finde sig til rette som civilist.

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Fælles for alle Mandellas handlinger og oplevelser er det, at han egentlig slet ikke har lyst til at være soldat, og han er rent faktisk heller ikke særlig dygtig til det. Det er her, vi kommer ind på romanen som det indledningsviste genreopgør. Bogens forfatter Joe Haldeman gør på en gang kløgtigt brug af et pulpet formsprog fra 50’erne, men gør samtidig op med hele den macho-helterolle, som eksempelvis Robert Heinleins mandlige hovedpersoner helt og aldeles er formet efter. The Forever War er dermed et væsentligt opgør med en ældre generation af SF-forfatteres tekster, udført i en handling, der ellers overfladisk synes næsten identisk med de gamle pulp mestres historier.

Bogen er derfor også stærkt beslægtet med den samme form for fadermord, som Len Deighton gjorde i forhold til Ian Flemmings verdensberømte James Bond-romaner, da han slap sin lurvede, jazz-elskende Harry Palmer løs og derved skabte en helt ny type pulpet anti-helt, der henvendte sig direkte til 60’ernes anti-autoritære ungdom. Og Haldemans romanfigur i The Forever War udspringer fra nøjagtigt samme sted og taler til præcis samme generation. Mandella, hovedpersonen klarer sig med andre ord slet og ret ved held, ikke duelighed eller særlige kompetencer, og gennem en form for absurd logik stiger han endda længere og længere op i militærsystemets grader. Præcis som Harry Palmer i øvrigt også gør det.

Hardcover, St. Martin's Press 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, St. Martin’s Press 1974. Romanens 1. udgave

Joe Haldeman bruger ikke mange ord på personkarakteristikker eller miljøbeskrivelser. Den slags fortaber sig i fortællingen, der brager afsted i højt, højt tempo og løbende synes at komme faretruende ud af kurs. Handlingen og personerne betyder da heller ikke det helt store for ham, fordi Haldemans vigtigste opgave er at udmale sine frustrationer over og erfaringer fra Vietnamkrigen for læseren i den tyndeste tænkelige allegori; en krig, der fortsatte endnu et år efter, Haldemans bog var trykt.

Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad Haldemen egentlig skriver om, når han beskriver krigen mod fjenden ude i verdensrummet. En fjende soldaterne aldrig helt forstår, hvorfor de bekæmper, endsige hvem fjenden egentlig er. Men faktisk er bogens entydige fokus også den store styrke, fordi det giver Haldeman rum til at udforske sit emne med en åbenhed og grundighed, som en mere kamufleret eller tvetydig allegori måske havde forhindret.

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at Haldeman indfanger tidsånden perfekt i sin bog. Den rå soldaterstemning, ildkampenes brutalitet og vanvid, militærsystemets grosteske logik, og ikke mindst de enorme personlige omkostninger, som veteranerne oplever, når de først kommer hjem. Alt det rammer Haldeman med præcis den gennemslagskraft, som man kan ønske sig af en anti-krigsbog. Men i stedet for at fortælle sin beretning som egentlig Vietnambog, har Haldeman, som sagt, valgt at henlægge handlingen til fremtiden. Det får konsekvenser for allegoriens fremstilling og føjer lag til fortællingen, som egentlig ikke kan siges at have noget med Vietnam-protesten at gøre.

Haldemans fremtid er et forstærket billede på 70’erne, hvor fri kærlighed og åbne parforhold, hash og stærke stoffer, og alt hvad vi ellers forbinder med ’68, er blevet en del af den almindelige kultur. Hippiernes vision er med andre ord blevet hverdag – men kun delvist, for verdenssamfundet har jo stadig besluttet at sende folk i krig, og livet er dermed ikke ren kærlighed, fred og harmoni.

Paperback, Futura 1976

Paperback, Futura 1976

I sig selv er Haldemans 70’er-fremtid ganske underholdende at læse om, fordi det, han egentlig gør, er at foretage en vurdering af sin samtid og vise os, hvad han tror, vil blive optaget i kultren som almindeligt og dermed viser han os også, hvor han tror, hippie-utopien vil komme til kort. Noget han vel dybest set beklager at dømme ud fra hovedpersonens drømme og bogens afslutning.

Men nu er det jo sådan, at bogens soldater hele tiden bevæger sig længere og længere ud i fremtiden, fordi de bruger disse ormehuller. Livet på Jorden udvikler sig dermed drastisk i løbet af bogen, først til et dystopisk voldssamfund, og senere, da vi er noget rigtig mange år længere ud i fremtiden, har svaret på overbefolkningsproblemet vist sig at være en hård indsats fra verdensregeringens side for, at homoseksualitet skal være det almindelige.

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Vores hovedperson Mandella kommer dermed i den besynderlige situation, da han som hærdet veteran skal deltage i en af sine sidste militærkampagner, at han er den eneste heteroseksuelle i kompagniet, noget han bliver kraftigt diskrimineret for. Haldeman spiller tydeligvis på chokeffekten og bevæger sig her ind på stærkt tabuiseret terræn. En hær af homoseksuelle – man kan næsten ikke forestille sig nogen større provokation af det selvbillede, som den amerikanske hær havde, og har, opdyrket omkring sig selv.

Desværre vedkender Haldeman sig, at det blot er drillerier, som han udsætter læseren for, fordi han hen imod slutningen kalder sin samfundsudvikling tilbage og lader Mandellas heteroseksualitet inspirere andre til at vende tilbage til samme levevis. Her kunne jeg have ønsket mig, at han holdt fast, fordi provokationerne på den måde ville virke mere snerrende og stærke, men i sidste ende er Haldeman sentimental og længes efter ordende forhold, som vi kender dem.

Hardcover, Avon 1997

Hardcover, Avon 1997

Og det er måske her, at Haldeman begår det største og mest iøjefaldende fejlgreb i bogen. Tonen har hele vejen igennem været grum, grim og voldsom, men til sidst falder han til patten og giver os den lykkelige udgang på Mandalas liv, som vi læseren faktisk ikke forventer. Vi forventer død og undergang, fordi det synes det eneste logiske i bogens sorte univers, men her tager man åbenbart fejl. Naturligvis viser den groteske krig mod de fremmede sig at være et røgslør, og naturligvis har tusindvis og atter tusindvis af unge mænd og kvinder givet deres liv forgæves i kampen mod en fiks idé, men med kampens afslutning kommer freden også til Mandella, der rejser ud i solnedgangen med sit hjertes udkårne. Slapt giver Haldeman her slip på fortællingen og lader sin anti-helt fortrække til landlig idyl – og det vel at mærke uden ironi eller sarkasme.

På trods af det, som jeg egentlig betragter som et ganske alvorligt kontraktbrud med bogens integritet og læserens forventninger, er The Forever War en finurlig bog, der udfolder counterculture og politisk krigssatire i et ganske dragende genrespil. Den er usleben, ujævn og mange steder uigennemtænkt, men den er samtidig både provokerende og befriende bramfri. Det gør bogen læseværdig, ikke mindst fordi den bestemt må siges at være et af de mere karakterfulde bud på en kritik af den amerikanske krigsindsats i Vietnam. Det må jo siges at være et værdigt emne for en roman, og vel at mærke et emne, der desværre fortsat i dag er ganske relevant.

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Eos  2003

Paperback, Eos 2003

Paperback, Gollancz 2004

Paperback, Gollancz 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, St. Martin's Griffin 2009

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gateway 2011

Paperback, Gateway 2011

Ebog, Ridan Publishing 2012

Ebog, Ridan Publishing 2012

Hardcover, Centipede Press 2013

Hardcover, Centipede Press 2013

Ebog,  Iconic ebooks 2014

Ebog, Iconic ebooks 2014

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Brian Lumley, The Burrowers Beneath (1974): Bubble gum-Cthulhu mythos

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow. Forsidens skaber er ikke oplyst

The Burrowers Beneath blev et vendepunkt i Brain Lumleys tidlige karriere; det var nemlig hans første roman. Den udspillede sig inden for rammerne af den såkaldte Cthulhu mythos, og selvom stort set hele hans tidligere produktion gjorde det samme, var romanen langt mere ambitiøs i sin tilgang. Tilmed afslørede den for første gang, hvordan Lumleys greb om Cthulhu-genren skulle komme til at forme sig i fremtiden, men mere om det om lidt.

Ikke overraskende er bogens hovedpersoner Lumleys tilbagevendende helt Titus Crow og dennes trofaste ledsager Henri-Laurent de Marigny. Et makkerpar, der allerede tidligere havde oplevet en del cthuloide eventyr i Lumleys noveller. Den enigmatiske, stærkt excentriske Titus Crow kan bedst beskrives som en parafrase over Sherlock Holmes, Jules de Grandin, Duke De Richleau og alle andre velhavende, geniale opdagere, og dermed er det også klart, at de Marigny har rollen som den trofaste drabant.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Denne gang er Crow kommet på sporet af en række uforklarlige jordskælv i Nordengland, der tilsyneladende er sket i et særligt mønster. Sagen bliver hurtigt dramatisk, da det går op for Crow, at der muligvis er en race af enorme, både intelligente og ondsindede orme, der graver sig gennem jordskorpen. Deres plan er at slippe Shudde M’ell, den største orm af den alle, fri og derved forsøge at genindtage deres retmæssige plads blandt klodens herskere. Mere pulpet kan et plot dårligt blive.

Alt det har Crow stykket sammen gennem studier af gamle bøger på British Museum og en flittig korrespondance med flere personer, der på en eller anden måde har været i kontakt med ormene og oplevet denne rædsel fra dybet på nært hold. Det er imidlertid først, da Crow får tilsendt noget, der formentlig er et af ormenes æg, at historien for alvor sparkes i gang. Ormene, eller ’The Cthonians’, som Crow døber dem, vil nemlig have deres afkom tilbage for enhver pris.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Dermed sættes en blodig krig i gang. Først tror Crow og hans ven de Marigny, at de er alene i kampen, men det viser sig, at de får hjælp fra en hemmelig, amerikansk organisation, der har holdt opsyn med ormene og mange andre ”onde væsners” aktiviteter. Crow slår hurtigt pjalterne sammen med de amerikanske agenter, og snart er der krudt og kugler i luften.

The Burrowers Beneath er udført i den for Cthulhu-genren almindelige epistolærstil, hvor en stor del af handlingen og konfrontationen med de groteske Cthonians berettes gennem breve og dagsbogsoptegnelser. Her har Lumley lejlighed til at dyrke den dvælende, berettende tilgang til gyset, hvor mysteriet bygges langsomt op omkring afsløringen af ormenes abnormitet. Den del af The Burrowers Beneath er, så at sige, helt efter (mythos)bogen. Men Lumley stopper ikke her; i stedet for at holde hele beretningen i de sønderknusende optegnelser om rædsler og voksende sindssyge føjer han et lag mere til fortællingen, hvor Titus Crow og vennerne har mulighed for at agere. Agere og ikke mindst slå tilbage. ”My heroes fight back”, har Lumley sagt mange gange, når han er blevet spurgt, hvor den væsentligste forskel mellem hans fiktion og Lovecrafts ligger.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

De proaktive kapitler med Crow & co. er da også et afgørende punkt i fortællingens dynamik og noget, der katapulterer en roman som The Burrowers Beneath et helt andet sted hen end Lovecrafts litterære univers. Lumleys hovedpersonerne er helte, der kæmper for det gode imod det onde. Kampen har måske omkostninger, men grundlæggende ved vi, at Crow og de Marigny er urørlige. Dermed river Lumley fundamentet væk under hele Lovecrafts idé om kosmisk gru og reducerer mythos-skabningerne til store, men immervæk håndterlige, problemer, der kan konfronteres, når man ved hvordan.

For mig at se er der næsten noget tragisk ved The Burrowewrs Beneath. Bogen er hurtigt læst og fyldt med tempo, men selve substansen er dybest set en lang udvanding og normaliseringen af Lovecrafts idéer. Med kirurgisk præcision får Lumley fjernet håbløsheden, vanviddet og undergangsstemningen og erstattet den med gåpåmod, drengerøvsramasjang og klassiske dikotomier mellem godt og ondt.

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Præcis den tilgang, som Lumley lagde for dagen i sin debutroman, er sidenhen blevet bærende i receptionen af hele Cthulhu-mythos-universet. Cthulhu og alle de andre skabninger er reduceret til intergalaktiske, tentakelsvingende banditter, der gang på gang bliver stillet op til tæsk i rækken af forbryderiske monstre med vampyren, varulven, mumien og Frankensteins monster.

Det er nok ikke rimeligt at tillægge Lumley ansvaret for den udvikling. Lumley tog afsæt i August Derleths udlægning af Lovecrafts fiktion, og Derleth tog sit afsæt i en konsensus, der allerede var opstået blandt Lovecrafts læsere, mens han levede. Lumleys roman indskriver sig således i en tradition. Ikke desto mindre har ingen før Lumley i den grad sat tingene på spidsen og med så stor konceptuel klarhed vist, hvor langt Derleth-skolen i virkeligheden havde flyttet sig ideologisk fra udgangspunktet hos Lovecraft.

Paperback, Grafton 1988

Paperback, Grafton 1988

Med Lumleys værk får vi for første gang intet mindre end et optimistisk bud på en mythos-fortælling. Det må siges at være et paradoks af kaliber, men kun så længe vi opfatter Lumleys værk i relation til Lovecraft. For i virkeligheden har Lumleys fiktion intet med Lovecrafts at gøre. Der er måske et sammenfald i navne og stilistiske fællestræk, men grundlæggende befinder de sig litterært vidt forskellige steder.

Lumleys debutroman er for mig at se den banale Cthulhu-pops fødested. Det sted, hvor alle de rædselsfulde noveller og romaner udspringer, som hylderne bugner med i store, internationale boghandlere og anmeldes til stor glæde i det anstrengende The Lovecraft Ezine. The Burrowers Beneath har afgjort sine momenter og fungerer gnidningsfrit, men for mig er og bliver bogen et lavpunkt. Og det bliver ikke mindre tragisk af, at det blev Lumleys banaliteter, der kom til at tegne genrens vej mod storhed og stjernerne.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Hardcover, Severn House 1993

Hardcover, Severn House 1993

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

4 kommentarer

Filed under Roman

August Derleth (& H. P. Lovecraft), The Watchers Out of Time and Others (1974): Den gamle mythos-trædemølle

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

The Watchers Out of Time and Others fra 1974 er måske den mest kontroversielle bog med Cthulhu mythos-noveller, der er blevet udgivet efter H. P. Lovecrafts død i 1937. Ikke fordi den er specielt chokerende eller radikal. Det kontroversielle ligger ene og alene i, at den samler alle de såkaldte posthume samarbejder mellem August Derleth og Lovecraft. Det vil i praksis sige noveller skrevet af Derleth på baggrund af Lovecrafts efterladte idéer.

Derleth underspillede ikke ligefrem selv Lovecrafts anpart i novellerne, og da Arkham House udsendte The Watchers, skrev April Derleth, August Derleths datter, et forord til bogen. Her fastholder hun, om end i en noget apologetisk tone, Lovecrafts rolle som medforfatter i historierne. Men allerede i forordet fornemmer man, at alt nok ikke er helt, som det burde være, og man kan da også notere sig, at Donald Wandrei – medstifteren af Arkham House – kontaktede anmelderne, efter The Watchers var udkommet og fortalte dem, at stort set alle novellerne mere eller mindre var August Derleths egenhændige værk. Senere har litterater som eksempelvis den navnkundige S. T. Joshi cementeret Lovecrafts begrænsede andel i Derleths historier og dermed været med til at forstærke stigmatiseringen af Derleths navn.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Men hvorfor al den ophidselse kan man så spørge? Svaret ligger vel kort og godt i den heltedyrkelse, der er opstået omkring Lovecraft. Derleths forsøg på at knytte sin gale mentors navn til sig er blevet opfattet som et overgreb på Lovecraft; det stakkels, fattige geni fra Providence der forandrede horrorlitteraturen med sine geniale fortællinger. Derleths posthume samarbejder er blevet set som noget, der trak Lovecrafts gode navn ned i det burleske pulpsøle.

Men værre endnu er det, at Derleths skriverier er blevet opfattet som ren og skær kassetænkning. Han brugte Lovecrafts navn for ussel mammons skyld. En beskyldning der har hængt ved Derleth og Arkahm House fra det øjeblik, hvor Lovecrafts historier begyndte at finde læsere uden for den lille kreds af tidlige beundrere. Begge synspunkter indeholder noget sandt, men er dybest set absurde og uden tvivl et produkt af den heltemytologi, der blev skabt af Lovecrafts venner.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Enhver der læser novellerne i The Watchers, kan da også med al tydelighed konstatere, at de har et selvstændigt udtryk, der godt nok låner bramfrit fra Lovecraft, men som står på egne ben. Når Derleth knyttede Lovecrafts navn til historierne, tror jeg, det først og fremmest skyldes en respekt for hans penneven, og paradoksalt nok er et forsøg på at undgå beskyldninger om plagiater. For alle historierne tager jo, uanset hvor lidt, i et eller andet omfang afsæt i noget, som Lovecraft skrev.

Jeg må blankt erkende, at en meget stor del af novellerne i The Watchers er ganske, ganske ringe. Ikke fordi der er tale om dårlig prosa – absolut ikke. Derleth er en dygtig skribent med sans for rytme og ordenes tyngde. I flere af fortællingerne er der meget smukke passager, der ligner hans fremragende hjemstavnslitteratur. Der, hvor Derleth går galt i byen, er i selve håndteringen af de Cthulhu mythos-elementer, han introducerer. Ude af stand til at acceptere eller forstå Lovecrafts mere eller mindre gennemtænkte idéer om kosmisk gru bliver mythos-delene til sært tomme referencer hos Derleth.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Han slynger om sig med navne, steder og genstande fra Lovecrafts historier, men gør det uden overbevisning. Det bliver sætstykker i en uendelig opremsning. Det fører ingen vegne. Derleth var en meget mere traditionel forfatter end Lovecraft, og hans tilgang til fiktionen var enklere. Det kommer afgjort til udtryk i novellernes opbygning. Hovedparten begynder som solide, traditionelle spøgelsesfortællinger om hjemsøgte huse, men skifter typisk midtvejs fra stille spøgelsesfiktion til en sanseløs opremsning af mythos-referencer. Strukturen smuldrer, og fokus forsvinder i noget, der mest af alt minder om et referat. Jeg-fortælleren begynder at læse efterladte dagbøger, støvede manuskripter etc., hvorefter alle de gamle hemmeligheder om kosmiske guder åbenbares. Det fungerer elendigt i hovedparten af tilfældene og bliver til fordummende parafraser.

Et forsonende element ved The Watchers er imidlertid, at Derleth med tiden blev bedre. Som han blev ældre og Lovecrafts indflydelse mindre, udvikler novellerne mere selvstændighed. En historie som ”The Shuttered Room” har eksempelvis nogle helt fantastisk naturbeskrivelser, der ulmer af sær uhygge. Og tilmed er Derleths beskrivelser af de mærkværdige små fodspor på gulvet i det forladte hus stærk læsning. Der er noget underspillet grotesk i novellen, der måske nok kan genfindes hos Lovecraft, men alligevel har en selvstændig valør her. Noget der ligger tættere på naturelskeren Derleths forsøg på at vise, hvordan de naturstridige cthulhuide skabninger påvirker landskabet.

April Derleth (1955 - 21. marts 2011)

April Derleth (1955 – 21. marts 2011)

De nostalgiske fortællinger “The Lamp of Alhazred” og “The Fisherman of Falcon Point” er blandt bogens bedste. Stille historier om drømme, holdt i en eventyrlig tone. Poeten Derleth kommer her til udtryk, og han skaber i begge noveller en hovedperson, der gør langt mere indtryk end hans typiske, blodfattige jeg-fortæller. Det sidste posthume samarbejde Derleth udgav, novellen ”Innsmouth Clay”, har noget af det samme. I stedet for at fokusere på de velkendte Deep Ones som dæmoniske fremtoninger kredser Derleth om udlængsel, og gør fiskevæsnerne til noget, der næsten kunne ligne romantiske frihedsmetaforer.

Stilistisk ligger den absurde SF-fortælling “The Dark Brotherhood” om en stribe Edgar Allan Poe-kloners uvæsen i Providence også langt fra noget, Lovecraft skrev. Ikke at det nødvendigvis af den grund er blevet en god novelle, men historien har en sær vildskab, der ellers ikke findes i Derleths meget rolige prosa. ”Witches’ Hollow” er også en helt selvstændig fortælling. En skolelærer må her tage affære over for et barn, der er blevet besat af en eller anden form for dæmonisk tilstedeværelse. Persongalleriet og historiens afslutning ligger langt fra noget, HPL har formuleret.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Paperback, Carroll & Graf 1991

Bogens gode historier er som sagt de sene, skrevet efter 1957. Det er her, Derleth forsøger at træde ud af Lovecrafts skygge og begynder at skabe mythos-fortællinger, der kan og vil noget andet end de blinde pasticher, han indledningsvist skrev. De første historier i bogen kan måske isoleret været underholdende læsning, men samlet side om side bliver deres generiske indhold og famlende mythos-temaer udstillet med al tydelighed.

The Watchers er en uskøn bog med til tider frustrerende lange noveller. Men den tålmodige læser belønnes, for tingene bliver gradvist bedre. De sidste historier i bogen er ganske, ganske fine, og jeg vil mene, at man først for alvor forstår at værdsætte deres stemning, når man har tygget sig gennem de første historier. Bogen bliver en vandring gennem Derlerhs forsøg på at finde sit eget greb om den Cthulhu mythos, der havde fascineret ham, siden han stiftede bekendtskab med den som ganske ung. Der er ikke tale om noget fadermord, men i de sidste historier taler August Derleth rent faktisk med sin egen, distinkte forfatterstemme.

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

 

En bibliografisk bemærkning. Bogen indledes med kortromanen The Lurker at the Threshold. Da Carrol & Graf genudsendte The Watchers som paperback i 1991, blev The Lurker udeladt. Vil du have den med, er det derfor (naturligvis) Arkham House-udgaven, der skal anskaffes.

Novellerne:

The Lurker at the Threshold

“The Survivor”

“Wentworth’s Day”

“The Peabody Heritage”

“The Gable Window”

“The Ancestor”

“The Shadow Out of Space”

“The Lamp of Alhazred”

“The Shuttered Room”

“The Fisherman of Falcon Point”

“Witches’ Hollow”

“The Shadow in the Attic”

“The Dark Brotherhood”

“The Horror from the Middle Span”

“Innsmouth Clay”

“The Watchers Out of Time”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Mary E. Wilkins-Freeman, Collected Ghost Stories (1974): Stille, klassiske gys

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Bag den fremragende forside af Frank Utpatel gemmer der sig en samling af den amerikanske forfatter Mary E. Wilkins-Freemans små gyserhistorier. I alt 12 styk skrevet i årene omkring 1900. Det er ikke alle novellerne, der er egentlige spøgelseshistorier, men alle som en falder inden for rammerne af den klassiske, victorianske overnaturlige fortælling.

Wilkins-Freeman skrev flittigt, og hendes overnaturlige historier udgør i virkeligheden kun en lille del af den samlede produktion. Ikke desto mindre falder hendes spøgelsesfortællinger godt i tråd med resten af forfatterskabet, der i vid udstrækning afsøger det gamle New Englands landsbysamfund og beskriver små hverdagsdramaer med eksistentialistiske overtoner. Bogen føjer sig på den led også smukt ind i rækken af hjemstavnsforfattere, som Arkahm House udgav. Lovecraft er naturligvis den mest prominente. Men August Derleths stille beretninger fra det landlige Wisconsin og Joseph Payne Brennans noveller med udgangspunkt i New Haven, Connecticut, har samme melankolske bittersødme, som på fremragende vis fylder de bedste af Wilkins-Freemans historier.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Som sådan er Wilkins-Freeman ikke nogen original forfatter, og det kan også mærkes i flere af hendes noveller i samlingen. Det er velkendte temaer, der udfoldes og velkendte gys, hun præsenterer os for. Seks af bogens fortællinger har tidligere været samlet i The Wind in the Rose Bush and Other Stories of the Supernatural (1903), men novellerne er som sagt skrevet over lang tid. De er derfor også meget forskellige, og et par stykker stikker for alvor ud som mindre vellykkede arbejder.

De svage historier betyder imidlertid meget lidt for helheden, fordi der mellem de ordinære fortællinger ligger en kerne af helt fabelagtige noveller, der med et afdæmpet, feminint udtryk luller læseren ind i en verden af i går. En verden hvor liv og død er forbundet på måder, som ikke lader sig rationelt beskrive. Der er eksempelvis “A Far-Away Melody” om de to søstre, som hører musik i det fjerne, velvidende at det er et dødsvarsel. Og den ligeledes nedtonede, men rørende smukke “A Symphony in Lavender”, hvor det overnaturlige er holdt på et minimum, og nærmest bare er en flig af noget mystisk, der sætter historien i et sært, uvirkeligt skær.

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

I bogen finder man også Wilkins-Freemans ”The Lost Ghost”, som flere sikkert er bekendt med. Den har været bragt i en del antologier og det med rette, for den er for mig at se blandt de bedste fin de siècle-spøgelsesfortællinger. En ung kvinde flytter ind som logerende hos to søstre. Snart opdager hun, at huset hjemsøges af et lille barnespøgelse. Gengangeren er en lille pige, der går søstrene til hånde. Den unge logerende har svært ved at vænne sig til spøgelset, men en skønne dag sker der noget uventet i huset, og spøgelset forsvinder. Historien forløses, men følelsen af tab og ubehag hænger ved.

”The Lost Ghost” er fyldt med snigende kulde og uhygge, men den er først og fremmest tragisk og rørende. Jeg får en klump i halsen, når jeg læser den, og det ikke bare fordi, at jeg selv har en lille datter. Novellen er gennemsyret af en dybtfølt menneskelig indlevelse, der gør det lille barnespøgelse til en på en gang grufuld og ubærligt trist størrelse.

Hardcover, Doubleday 1903

Hardcover, Doubleday 1903

De bedste af Wilkins-Freemans noveller er historierne, hvor hendes sanselige, billedtunge sprog for alvor får lov at fylde. Novellerne er spækket med blomster, beskrivelser af dufte og hjemmets taktilitet. Netop indtryk og fornemmelser er motiver, der går igen i fortællingerne. Det i alt overvejende grad kvindelige persongalleri, der befolker bogen, befinder sig i en konstant kamp mellem deres irrationelle sanseindtryk og hverdagens snusfornuftige rationalitet. Om dagen, når vasketøjet hænges op og haven ordnes, har spøgelserne dårlige vilkår, men når skyggerne bliver lange, og mørket falder på, vokser nye dimensioner frem, der anfægter de stoiske New England-kvinders verdensbillede.

Der, hvor historierne udspringer af hverdagslivet, er Mary Wilkins-Freeman fabelagtig. Så snart hun bevæger sig væk fra hjemstavnslitteraturens varme, veldefinerede rammer, bliver novellerne mindre interessante. Noget ordinært eller generisk lister sig ind i teksterne, der mister den glød, som driver de førnævnte fremragende historier. En undtagelse er dog “The Hall Bedroom”, der beskriver et rum, som vokser i nattens mørke. Noget underspillet surrealistiske, ganske fascinerende er her på færde. Og “Luella Miller” er en interessant brug af vampyrmotivet. Desværre savner begge novellerne i sidste ende pondus og nærvær.

Everybody's Magazine, maj 1903. Her blev "The Lost Ghost trykt"

Everybody’s Magazine, maj 1903. Her blev “The Lost Ghost” trykt. Er der ikke noget vildt spooky over forsiden?

I “The Vacant Lot” bliver et andet problem tydeligt. Når spøgelserne bliver for åbenlyse, for veldefinerede, mister de kraft og bliver nærmest lidt fjollede. Den yderste konsekvens af det møder vi i ”A Gentle Ghost”, der er en decideret humoristisk fortælling. Den fortælling, der for alvor skiller sig ud, finder man bagerst i bogen. ”The Jade Bracelet” er en helt typisk, småracistisk pulp-beretning om et forbandet kinesisk jadesmykke efterladt som en kinesers hævn over den lille by, der drev ham fra forretningen. Overdramatisk og uvant terræn for Wilkins-Freeman.

Som helhed er Collected Ghost Stories en noget sammensat størrelse, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mary Wilkins-Freeman er en væsentlig stemme i den victorianske spøgelsesfortælling. Hendes feminine udtryk, dybt rodfæstet i hjemstavnens landlige omgivelser, gør hende til et fremragende sidestykke til de samtidige, engelske kolleger på den anden side af Atlanten.

Everybody's Magazine, februar 1902. Her blev "The Wind in the Rose Bush" trykt for første gang

Everybody’s Magazine, februar 1902. Her blev “The Wind in the Rose Bush” trykt for første gang

Mary Wilkins-Freeman er et væsentligt litterært bekendtskab, og jeg vil mene, at man kan blive klogere på spøgelsesgenren ved at læse hendes noveller. Hendes sanselige, jordnære stil giver de bedste historier i bogen et nærvær og en troværdighed, som man sjældent finder andre steder. Og netop fordi Wilkins-Freemans udgangspunkt ligger i hjemmet, åbner hendes gys op for nogle alment menneskelige situationer, der overskrider tid og landegrænser. Hun hægter sig på en bredere forståelse af tabt tid og barndomslængsel, som jeg tror, de fleste voksne vil kunne identificere sig med. Og netop her, i dette længselslandskab, bliver der også plads til spøgelserne. Triste, melankolske, grufulde spøgelser.

Novellerne:

“The Shadows on the Wall”

“The Hall Bedroom”

“Luella Miller”

“The Vacant Lot”

“A Far-Away Melody”

“A Symphony in Lavender”

“The Wind in the Rose-Bush”

“A Gentle Ghost”

“The Southwest Chamber”

“The Lost Ghost”

“The Jade Bracelet”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling