Tag Archives: 1975

Graham Masterton, The Manitou (1975): Indianer-rabalder på 10. sal

Paperback, Star 1983. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Man kan sige meget om Graham Mastertons forfatterskab, og det meste er sådan set dårligt, men han har aldrig præsenteret sine bøger som andet, end det de er; ligefrem rendyrket ramasjang, der ene og alene sigter mod underholdning. Det gør Mastertons bøger en smule naive og nærmest lidt pinlige, men det forunderlige er, at det trods alle forbehold på en eller anden måde lykkes for ham at få skabt romaner, som holder sin læser fanget.

Masterton har efterhånden udgivet ganske mange romaner, og hans stil har ændret sig undervejs; den er blevet mere jordnær og afdæmpet. Sådan er det ikke i debutromanen The Manitou fra 1975, der blev en mindre bestseller. Romanen skød Mastertons karriere i gang med flyvende fart og om noget, må man sige, at debutromanen kom til at tegne den skabelon, som Masterton skulle komme til at arbejde efter i de næste mange år.

Paperback, Star 1983

The Manitou introducerer i bogen den vrangvillige, lettere anløbne Harry Erskine, der ernærer sig som spåmand, drømmetyder og spiritistisk medie i New York. Han er en charmerende charlatan, der ikke går af vejen for at udnytte en mulighed, når den byder sig. Som handlingen skrider frem i The Manitou, står det dog også klart, at Erskine ligeledes har et godt hjerte, for hans involvering i den sag, som romanen omhandler, har sådan set slet ikke noget med ham at gøre.

En kvinde er nemlig blevet indlagt på et privathospital i New York med en mærkelig knude i nakken. Kort før hun indlægges, besøger hun Erskine, der herefter bliver interesseret i sagen. Det er ikke nogen kræftknude, der vokser på kvinden – det ligner mest af alt et foster, som dagligt gror sig større og større. Til sidst har den groteske knude vokset sig på størrelse med en sæk, og der befinder sig tydeligvis noget levende inde i denne ”kødpose”.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) fotograferet i 1985

Lægerne står målløse og handlingslammede over for dette, men Erskine har et bud på, hvad det er, der plager kvinden. Erskine tror, lidt imod sin natur, at det må være en gammel indiansk medicinmand, der har besluttet at lade sig genføde gennem kvindens krop. Denne medicinmand, der går under navnet Misquamacus, vil ikke den hvide mand noget godt, og snart bryder helvedes løs på privathospitalet. Erskine allierer sig nu med kvindens læge og en indiansk shaman. Sammen må de tre forsøge at redde kvinden og stoppe den genfødte medicinmand, der kort efter sin genfødsel begynder at forberede påkaldelsen af den gigantiske dæmon ”The Great Old One” – et enormt blækspruttelignende væsen, som Masterton tydeligvis har lånt fra den såkaldte ”Cthulhu mythos”, hvor han også har hentet navnet på den onde indianske shaman.

Som det utvivlsomt fremgår, er der ikke lagt fingre imellem i The Manitou. Romanen er kort og handlingen tætpakket; der bliver ikke brugt megen tid på realistiske refleksioner over problemets enorme, metafysiske konsekvenser, ej heller har folk svært ved at tro Erskine, når han fortæller dem, hvad de er oppe imod. Faktisk er de eneste, som af en eller anden grund ikke tror på ham, politiet, der således bekvemt kan bruges som kanonføde i en af bogens mest brutale scener. Blod og splat er der en del af, der er også en god dosis humor og fup-videnskabelige forklaringer, hvilket alt sammen er ingredienser i en ganske festlig og dum fortælling.

Hardcover, Neville Spearman 1975. Romanens 1. udgave

The Manitou fortjener imidlertid nærmere omtale af to punkter. For det første er bogen interessant, fordi Masterton med sin debutbog gjorde det præcis samme for horrorgenren, som Len Deighton gjorde for spion-thrilleren. Der er nøje paralleller mellem Deightons Harry Palmer, der blev introduceret i The Ipcress File i 1962 og Mastertons Harry Erskine. Ja de deler tilmed fornavn. Deightons Harry Palmer var den vrangvillige spion, der punkterede hele Ian Flemmings Bond-univers, og i stedet skabte en cool, anti-autoritær opdager, der hader sit job og hader sin chef. Palmer var ikke den glamourøse helt, men en forpjusket rebel. Mastertons Harry Erskine gør præcis det samme. Han tager luften ud af gyserlitteraturens selvhøjtidelige okkulte opdagere og spiritister.

Erskine tror ikke på ånder og tager ikke det overnaturlige alvorligt. Han går efter pengene, og udnytter de rige, gamle tanter, der er dumme nok til at falde for hans billige teatertricks. Men som sagt har han et hjerte af guld, præcis som også Harry Palmer har værdierne på rette plads. Masterton menneskeliggør dermed sin hovedperson og skaber på den led en helt ny figur i skrækfiktionen, som ikke hidtil havde været der. Det er godt set af Masterton, og præcis som Deightons spionfiktion er underholdende, fordi den hele tiden forsøger at være vrangbilledet på Bond-romanerne, er Mastertons historier om Harry Erskine underholdende, fordi han i bund og grund ironiserer over skrækgenrens selvhøjtidelighed.

Paperback, Pinnacle Books 1976

Det bringer mig til den anden pointe omkring The Manitou og Mastertons videre forfatterskab, nemlig at han modsat stort set al anden bestsellerfiktion, hverken postulerer psykologisk indsigt eller kunstnerisk alvor. Hans roman er vokset direkte ud af pulptraditionen, og det nærmeste forlæg for en bog som The Manitou må være Dennis Wheatleys The Devil Rides Out, som den ligner på flere måder. Masterton holder sig dermed ikke tilbage, men giver los og vælter det ene utrolige optrin ind over sin læser efter det andet, så bogen til sidst synes at krydse ind over fantasy-genren. Heri ligger Mastertons styrke. Han appellerer til laveste fællesnævner og gør det uden at kamuflere sin lavpandede tilgang, og netop dette afkræver en form for respekt.

The Manitou blev startskuddet på en karriere, der mere eller mindre har gentaget, hvad han slap løs på privathospitalet i New York. Læserne elskede det i 70’erne og 80’erne. Senere har Mastertons fiktion haft det svært, men præcis hans type underlødig ramasjang finder altid læsere, og jeg må blankt indrømme, at jeg har et ømt punkt for hans fascinerende møg.

Paperback, Star 1977  

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Tor 1987

Hardcover, Severn House 1988

Paperback, Olmstead Press 2001

Hardcover, Telos Publishing 2002

Paperback, Telos Publishing 2002

Ebog, Open Road Integrated Media 2014

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Stephen King har skrevet rigtig, rigtig mange bøger, men jo flere han har skrevet, dets tydeligere er hans skabeloner for romanerne med tiden også blevet. I sig selv er det ikke så bemærkelsesværdigt, at en forfatter bliver ved med at træde omkring i de samme temaer, og King har bestemt eksperimenteret og afprøvet meget forskellige idéer. Ikke desto mindre står hans anden roman ’Salem’s Lot fra 1975 som et nøgleværk, der er blevet ved med at slå sit ekko op gennem hele Kings litterære produktion. King selv pegede flere gange i løbet af 80’erne på, at det var en af hans yndlingsromaner, og han skriver også i forordet til en af de senere udgaver, at den fortsat indtager en særlig plads hos ham.

Forklaringen er uden tvivl den, at det var med ’Salem’s Lot, at han fandt en model for en lang række af hans mest succesfulde romaner – en model, der ikke bare dækker fortællingens opbygning, men som også dækker persongalleret og historiens tematik. Bogen griber også ind i Kings barndomsfascination og hans nostalgiske forhold til 50’erne – alt sammen ting, der løber sammen i den fiktive lilleby Jerusalem’s Lot i Maine.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Her, midt i det lille samfund, der plages af forretningsdød og stille nedsynkning i glemsel, står det gamle Marsten House tomt. En kæmpe, forfalden villa, der efter sigende er hjemsøgt. Om det er sandt, vides ikke, men huset bliver trinbrættet til fortællingen om det lille samfunds endeligt. Da bogen åbner, vender forfatteren Ben Mears hjem til ”The Lot”, som byen hedder i daglig tale. Han er kommet hjem for at skrive om Marsten-huset, fordi det har plaget ham, lige siden han som barn mener at have set et spøgelse i et af de øvre værelser. Samtidig med Bens ankomst får huset, han skriver om, ganske uventet en ny ejer. Den excentriske antikvitetshandler Kurt Barlow flytter nemlig ind og dermed begynder kampen om byen.

Barlow er vampyr, det ved læseren fra begyndelsen, og King udfolder nu et langsomt spil, hvor vi gradvist kommer ind under huden på lillebyens farverige personer. Vampyren Barlow arbejder hurtigt og begynder at drive sit uvæsen blandt indbyggerne, der står forsvarsløse over for den trussel, der pludselig hjemsøger dem natligt. Den eneste, som tilsyneladende ser klart, er Ben Mears, der på en eller anden måde synes knyttet til Barlow og det mørke, der udgår fra Marsten-huset.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

De to mænd – forfatteren og vampyren – står som to poler i romanen, hvorom fortællingen vrider sig, og selvom begge får hjælpere, som handlingen udvikler sig, begynder og slutter det hele med de to. Kings fortællingen udnytter bevidst Bram Stokers Dracula (1897) som samtalepartner, og forløbet i ’Salem’s Lot spejler da også langt henad vejen Stokers gotiske klassiker, men ikke fuldstændigt, for King forvrænger historien så meget, at lighederne fortoner sig langt ind i tekstens baggrund, hvor kun den opmærksomme læser fanger referencerne. Stokers vampyr tager således rejsen fra sit dystre hjem i Transsylvanien til den moderne metropol London, Kings Barlow sniger sig omkring i provinsen; i den døende udkant, som verden ikke kerer sig stort om længere. Her kan han operere uset, fordi resten af Amerika heller ikke ser Jerusalmens Lot længere.

Det interessante er, at kampen om Jerusalem’s Lot bliver en kamp om fortiden, fordi byen i sig selv ikke længere er noget. Ben er flyttet fra stedet og besøger nu sin barndoms land som gæst for at konfrontere gamle dæmoner, og Barlow synes ikke at gøre stort andet end at fremskynde lillebyens uundgåelige død. Bogens ubestridte stjerne er dermed også byen som helhed. Det er stedet, som King væver frem for os, og fortælleglæden synes på det nærmeste at boble ud af bogens sider, mens han beskriver de skæve, dybt ordinære eksistenser, der befolker hans by. Vampyren Barlow angriber dermed heller ikke bare byen, nej han angriber hverdagen. Han sniger sig ind som et perverterende element i byens system og slår alt ud af kurs.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis dette indfanges i små, groteske glimt, som opstår, der hvor bogens helte konfronterer de nye vampyrer, som Barlow har skabt. I absurde scener, der har hentet stor inspiration hos Richard Mathesons I am Legend, bliver de almindelige mennesker pludselig til vampyrjægere og må overveje, hvordan man bedst muligt griber dette an. Han tager her pusten ud af den højstemte jagt i Dracula og gør, præcis som Matheson, drabet på vampyrerne til en modbydelig, gal handling, fordi vores hovedpersonerne naturligvis ikke kan skelne vampyren fra det vampyren var i levende live. Gruen, som det lille samfund oplever, knuser dem en for en, mens al den stillestående normalitet vrides til ugenkendelighed.

’Salem’s Lot har al den fandenivoldskhed, der kendetegner Kings tidlige noveller, men har samtidig roen til at dvæle ved de vadmelstyper, der befolker hans by, og som han med tydelighed holder af på godt og ondt. ’Salems Lot er også en af de bøger, hvor hårdt King forsøger at oparbejde en stemning af tung uhygge. Han spiller på alle strenge, med en entusiasme, som ikke genfindes i meget af det, som han har skrevet senere. Han leverer blodige beskrivelser, han leverer intens spænding og kvalmende gru. Scenen, hvor vi hører, hvordan et lille spædbarn er blevet dræbt af vampyrerne, står stadig som et af de mest forbløffende, voldsomme optrin i forfatterskabet – så voldsomt, at King selv blev nødt til at afbøde passagen ved at antyde, at barnets skæbne måske ikke var meget værre end det liv, det havde i vente den dysfunktionelle familie, hvorind i drengen var født.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Og måske har ’Salems Lot fortsat så meget styrke, fordi vi her møder den første aftapning af det, som King har øset af lige siden. Måske fordi det er her, vi for første gang i romanform møder Kings klassiske bondeknolde og aggressive bøller, de forsmåede, de nysgerrige, de begærlige og hjertevarme mennesker, der befolker det eventyr-Maine, der danner rammen for hans fiktion.  Måske virker ’Salems Lot så stærk, fordi historiefortælleren King tager sig tiden til at genfortælle sin amerikanske version af vampyrfortælling med en omhu og ro, der fylder siderne med liv.

Uanset hvorfor vi stadig tiltrækkes af bogen, så er dens virkning uomtvistelig, fordi den er ægte. Den er skrevet i det troskyldige, næsten enfoldige sprog, som er blevet en maner hos King. Men sproget og den næsten eventyrlige beretning glider sammen her, i et stykke hverdagsheltemod, som ingen andre end King kunne have skabt. Ukunstlet, uprætentiøst og med stor appetit på horrorgenren, sådan fremstår ’Salems lot i dag. Det er et ungdomsværk, som har kastet lange skygger – King er aldrig sluppet fri af det, han skabte her. Det er imidlertid mindst lige så bemærkelsesværdigt, hvordan en hyldest til skrækgenren som denne kunne gå hen og blive den bestseller, som den er. Svaret er nok, at Kings passion og medmenneskelighed talte til læserene dengang, fordi han, dengang som nu, blev opfattet som en af læsernes egne. Han er bare en af os.

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Signet 1979

Paperback, Signet 1979

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 198

 

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1988

Paperback, Signet 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Doubleday 2005

Paperback, Doubleday 2005

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Og det skete i disse dage… Glimt fra World Fantasy Convention 1975

Den første World Fantasy Convention blev afholdt d. 31. oktober til 2. november 1975 i Providence. Valget af den by var naturligvis en hyldest til H. P. ”I am Providence” Lovecraft. Lovecraft gik da også som en rød tråd gennem programmet, der diskuterede flere sider af både manden og forfatterskabet. Connen har efterfølgende fået en helt særlig status, fordi den for første gang samlede en lang række af de gamle pulp-gardister, som nu alle var bedagede mænd, der var ved at takke af. Frank Belknap long (1901–1994), Fritz Leiber (1910–1992), L. Sprague de Camp (1907-2000), Manly Wade Wellman (1903– 1986), Robert Bloch (1917–1994) og mange andre optrådte således side om side med unge navne som Collin Wilson, Ramsey Campbell og Karl Wagner.

For mig fremstår den weekend i ’75 som noget helt særligt, og jeg ville give meget for at have oplevet det relativt intime møde mellem de gamle og nye mastodonter. Derfor er det også dybt fascinerende at læse reportager fra disse dage, fordi det giver små glimt fra en for længst overstået del af genrelitteraturens historie.

Præcis et sådan et glimt kan vi få fra forfatteren David Drakes lille essay om connen fra Whispers Magazine nr. 8, der udkom i december ’75. Teksten er underholdende og gav mig så meget nostalgisk fortidslængsel, at jeg synes, jeg vil dele den med jer. Jeg er sikkert ikke den eneste, der føler en snert af misundelse over dem, der var med i dette afgørende øjeblik, hvor man næsten kan se den gamle pulpverden række faklen videre til den nye romanverden. God fornøjelse.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975. Den fantastiske forside er tegnet af John Linton

side_1

side_2

side_3

side_4

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman