Tag Archives: 1975

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, New English Library 1987. Navnet på forsidens skaber er ikke oplyst

Stephen King har skrevet rigtig, rigtig mange bøger, men jo flere han har skrevet, dets tydeligere er hans skabeloner for romanerne med tiden også blevet. I sig selv er det ikke så bemærkelsesværdigt, at en forfatter bliver ved med at træde omkring i de samme temaer, og King har bestemt eksperimenteret og afprøvet meget forskellige idéer. Ikke desto mindre står hans anden roman ’Salem’s Lot fra 1975 som et nøgleværk, der er blevet ved med at slå sit ekko op gennem hele Kings litterære produktion. King selv pegede flere gange i løbet af 80’erne på, at det var en af hans yndlingsromaner, og han skriver også i forordet til en af de senere udgaver, at den fortsat indtager en særlig plads hos ham.

Forklaringen er uden tvivl den, at det var med ’Salem’s Lot, at han fandt en model for en lang række af hans mest succesfulde romaner – en model, der ikke bare dækker fortællingens opbygning, men som også dækker persongalleret og historiens tematik. Bogen griber også ind i Kings barndomsfascination og hans nostalgiske forhold til 50’erne – alt sammen ting, der løber sammen i den fiktive lilleby Jerusalem’s Lot i Maine.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Her, midt i det lille samfund, der plages af forretningsdød og stille nedsynkning i glemsel, står det gamle Marsten House tomt. En kæmpe, forfalden villa, der efter sigende er hjemsøgt. Om det er sandt, vides ikke, men huset bliver trinbrættet til fortællingen om det lille samfunds endeligt. Da bogen åbner, vender forfatteren Ben Mears hjem til ”The Lot”, som byen hedder i daglig tale. Han er kommet hjem for at skrive om Marsten-huset, fordi det har plaget ham, lige siden han som barn mener at have set et spøgelse i et af de øvre værelser. Samtidig med Bens ankomst får huset, han skriver om, ganske uventet en ny ejer. Den excentriske antikvitetshandler Kurt Barlow flytter nemlig ind og dermed begynder kampen om byen.

Barlow er vampyr, det ved læseren fra begyndelsen, og King udfolder nu et langsomt spil, hvor vi gradvist kommer ind under huden på lillebyens farverige personer. Vampyren Barlow arbejder hurtigt og begynder at drive sit uvæsen blandt indbyggerne, der står forsvarsløse over for den trussel, der pludselig hjemsøger dem natligt. Den eneste, som tilsyneladende ser klart, er Ben Mears, der på en eller anden måde synes knyttet til Barlow og det mørke, der udgår fra Marsten-huset.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1974

De to mænd – forfatteren og vampyren – står som to poler i romanen, hvorom fortællingen vrider sig, og selvom begge får hjælpere, som handlingen udvikler sig, begynder og slutter det hele med de to. Kings fortællingen udnytter bevidst Bram Stokers Dracula (1897) som samtalepartner, og forløbet i ’Salem’s Lot spejler da også langt henad vejen Stokers gotiske klassiker, men ikke fuldstændigt, for King forvrænger historien så meget, at lighederne fortoner sig langt ind i tekstens baggrund, hvor kun den opmærksomme læser fanger referencerne. Stokers vampyr tager således rejsen fra sit dystre hjem i Transsylvanien til den moderne metropol London, Kings Barlow sniger sig omkring i provinsen; i den døende udkant, som verden ikke kerer sig stort om længere. Her kan han operere uset, fordi resten af Amerika heller ikke ser Jerusalmens Lot længere.

Det interessante er, at kampen om Jerusalem’s Lot bliver en kamp om fortiden, fordi byen i sig selv ikke længere er noget. Ben er flyttet fra stedet og besøger nu sin barndoms land som gæst for at konfrontere gamle dæmoner, og Barlow synes ikke at gøre stort andet end at fremskynde lillebyens uundgåelige død. Bogens ubestridte stjerne er dermed også byen som helhed. Det er stedet, som King væver frem for os, og fortælleglæden synes på det nærmeste at boble ud af bogens sider, mens han beskriver de skæve, dybt ordinære eksistenser, der befolker hans by. Vampyren Barlow angriber dermed heller ikke bare byen, nej han angriber hverdagen. Han sniger sig ind som et perverterende element i byens system og slår alt ud af kurs.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis dette indfanges i små, groteske glimt, som opstår, der hvor bogens helte konfronterer de nye vampyrer, som Barlow har skabt. I absurde scener, der har hentet stor inspiration hos Richard Mathesons I am Legend, bliver de almindelige mennesker pludselig til vampyrjægere og må overveje, hvordan man bedst muligt griber dette an. Han tager her pusten ud af den højstemte jagt i Dracula og gør, præcis som Matheson, drabet på vampyrerne til en modbydelig, gal handling, fordi vores hovedpersonerne naturligvis ikke kan skelne vampyren fra det vampyren var i levende live. Gruen, som det lille samfund oplever, knuser dem en for en, mens al den stillestående normalitet vrides til ugenkendelighed.

’Salem’s Lot har al den fandenivoldskhed, der kendetegner Kings tidlige noveller, men har samtidig roen til at dvæle ved de vadmelstyper, der befolker hans by, og som han med tydelighed holder af på godt og ondt. ’Salems Lot er også en af de bøger, hvor hårdt King forsøger at oparbejde en stemning af tung uhygge. Han spiller på alle strenge, med en entusiasme, som ikke genfindes i meget af det, som han har skrevet senere. Han leverer blodige beskrivelser, han leverer intens spænding og kvalmende gru. Scenen, hvor vi hører, hvordan et lille spædbarn er blevet dræbt af vampyrerne, står stadig som et af de mest forbløffende, voldsomme optrin i forfatterskabet – så voldsomt, at King selv blev nødt til at afbøde passagen ved at antyde, at barnets skæbne måske ikke var meget værre end det liv, det havde i vente den dysfunktionelle familie, hvorind i drengen var født.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Og måske har ’Salems Lot fortsat så meget styrke, fordi vi her møder den første aftapning af det, som King har øset af lige siden. Måske fordi det er her, vi for første gang i romanform møder Kings klassiske bondeknolde og aggressive bøller, de forsmåede, de nysgerrige, de begærlige og hjertevarme mennesker, der befolker det eventyr-Maine, der danner rammen for hans fiktion.  Måske virker ’Salems Lot så stærk, fordi historiefortælleren King tager sig tiden til at genfortælle sin amerikanske version af vampyrfortælling med en omhu og ro, der fylder siderne med liv.

Uanset hvorfor vi stadig tiltrækkes af bogen, så er dens virkning uomtvistelig, fordi den er ægte. Den er skrevet i det troskyldige, næsten enfoldige sprog, som er blevet en maner hos King. Men sproget og den næsten eventyrlige beretning glider sammen her, i et stykke hverdagsheltemod, som ingen andre end King kunne have skabt. Ukunstlet, uprætentiøst og med stor appetit på horrorgenren, sådan fremstår ’Salems lot i dag. Det er et ungdomsværk, som har kastet lange skygger – King er aldrig sluppet fri af det, han skabte her. Det er imidlertid mindst lige så bemærkelsesværdigt, hvordan en hyldest til skrækgenren som denne kunne gå hen og blive den bestseller, som den er. Svaret er nok, at Kings passion og medmenneskelighed talte til læserene dengang, fordi han, dengang som nu, blev opfattet som en af læsernes egne. Han er bare en af os.

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Signet 1979

Paperback, Signet 1979

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 198

 

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1983

Paperback, Signet 1988

Paperback, Signet 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Doubleday 2005

Paperback, Doubleday 2005

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Hardcover, Hodder & Stoughton 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Pocket Books 2007

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Doubleday 2008

Paperback, Anchor Books 2013

Paperback, Anchor Books 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Og det skete i disse dage… Glimt fra World Fantasy Convention 1975

Den første World Fantasy Convention blev afholdt d. 31. oktober til 2. november 1975 i Providence. Valget af den by var naturligvis en hyldest til H. P. ”I am Providence” Lovecraft. Lovecraft gik da også som en rød tråd gennem programmet, der diskuterede flere sider af både manden og forfatterskabet. Connen har efterfølgende fået en helt særlig status, fordi den for første gang samlede en lang række af de gamle pulp-gardister, som nu alle var bedagede mænd, der var ved at takke af. Frank Belknap long (1901–1994), Fritz Leiber (1910–1992), L. Sprague de Camp (1907-2000), Manly Wade Wellman (1903– 1986), Robert Bloch (1917–1994) og mange andre optrådte således side om side med unge navne som Collin Wilson, Ramsey Campbell og Karl Wagner.

For mig fremstår den weekend i ’75 som noget helt særligt, og jeg ville give meget for at have oplevet det relativt intime møde mellem de gamle og nye mastodonter. Derfor er det også dybt fascinerende at læse reportager fra disse dage, fordi det giver små glimt fra en for længst overstået del af genrelitteraturens historie.

Præcis et sådan et glimt kan vi få fra forfatteren David Drakes lille essay om connen fra Whispers Magazine nr. 8, der udkom i december ’75. Teksten er underholdende og gav mig så meget nostalgisk fortidslængsel, at jeg synes, jeg vil dele den med jer. Jeg er sikkert ikke den eneste, der føler en snert af misundelse over dem, der var med i dette afgørende øjeblik, hvor man næsten kan se den gamle pulpverden række faklen videre til den nye romanverden. God fornøjelse.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975. Den fantastiske forside er tegnet af John Linton

side_1

side_2

side_3

side_4

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway  2012

E-bog, Gateway 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret  samarbejde mellem Carter og de Camp

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

3 kommentarer

Filed under Poesi

J. Sheridan Le Fanu, The Purcell Papers (1975): Irsk folklore og stemningsfuld gotik

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

August Derleth var en stor beundrer af irske Sheridan Le Fanus fiktion, og Arkham House udsendte derfor allerede tilbage i 1945 en antologi – Green Tea and Other Ghost Stories – med nogle af Fanus bedste og mest velkendte fortællinger. Le Fanu skrev imidlertid en hel del sære, skrækhistorier, og Derleth planlagde derfor at udsende endnu et bind, der skulle indeholde nogle af de mindre kendte fortællinger. Det nåede han bare ikke. Ved sin død i 1971 efterlod Derleth sig et manuskript med de udvalgte noveller samt et udkast til en indledning. April Derleth kunne derfor i 1975 udsende den anden opsamling med Sheridan Le Fanus fortællinger på Arkham House og inkludere en posthum indledning skrevet af hendes far.

Antologien fik, en smule forvirrende, titlen The Purcell Papers – den samme titel som den store opsamling af Le Fanu-historier i tre bind, der udkom i 1880. Arkham House-udgaven rummer kun et lille udpluk af disse fortællinger og bringer samtidigt nogle andre, der ikke optrådte i den originale udgave – bogen er med andre ord en omgang rod, der ikke er helt ukarakteristisk for Arkham House-udgivelser.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Titlen, The Pucell Papers, henviser til rammen for den oprindelige 1880-udgivelse, der blev lanceret som et manuskript med fortællinger fra det sydlige Irland, skrevet af en nu afdød katolsk præst. En snedig konstruktion, der tilfører handlingen et skær af autencitet. Faktisk kan man sige, at hele den gotiske tradition blev født med det greb, idet Horace Walpole udsendte The Castle of Otranto anonymt og i indledningen hævdede, at bogen var en oversættelse af et middelalderligt manuskript fra Italien. Vi kender det samme fra i dag med de mange ”baseret på virkelige hændelser”-historier. Et virkemiddel, der med andre ord har fulgt skrækfiktionen siden dens litterære barndom.

Novellerne i The Purcell Papers – både den oprindelige 1880-udgave og Arkham House-udgaven – falder tidligt i Fanus forfatterskab. Han skrev meget i løbet af sin karriere og bevægede sig gennem mange genrer, hvor de sære fortællinger og skrækhistorierne især optog ham i begyndelsen. Når man samtidig tager med i betragtning, at Fanu ofte raffinerede sine idéer og fortællinger, blot iklædt overfladiske forandringer, er det klart, at de tidligste historier kan fremstå mindre vellykkede end de senere, mere rutinerede historier, der har gjort ham så berømt. August Derleth var klar over dette. Faktisk skriver han i indledningen til sin udgave af The Purcell Papers, at bogens noveller langt fra er lige så gode som historierne i den første antologi med Fanus historier, som forlaget udsendte. Ikke desto mindre hævder Derleth, at novellerne er litteraturhistorisk interessante og giver et indblik i Fanus arbejdsmetode.

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Og her kan man kun være enig. Der er ret mange famlende noveller i The Purcell Papers, der på bedste gotiske facon er længere, end hvad godt er, og savner et mere grundlæggende arbejde med stemningen. Ikke desto mindre viser historierne til fulde, hvorfor Le Fanu er blevet døbt den irske Poe. Der hvor han er bedst, rammer Fanus prosa nemlig en stærk åre fyldt med billedmættet, dyster poesi.

I åbningen på “The Fortunes of Sir Robert Ardagh” tager han os eksempelvis på rejse gennem et landskab med skumle, krogede skove og truende bakker. Landskabet emmer af noget indestængt, noget forhekset, der langt overgår historiens i virkeligheden ganske trivielle handling. Rammen for fortællingen er imidlertid særdeles fascinerende og trækker på hele den gotiske traditions vokabular og metaforik. Ligeledes har den snakkende, nærmest lette “The Child That Went With the Fairies” en voldsom kraft. Historien, der handler om et barn, som forsvinder i mosen og senere vender tilbage, er ganske enkelt forbløffende virkningsfuld i dens snigende præsentation af det overnaturlige. Det skyldes utvivlsomt den uskyldige måde historien fortælles på, hvilket kontrasteres i de ulmende beskrivelser, hvor det atter er landskabet, der er Fanus væsentligste redskab.

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Mere traditionelt spændende, men ikke mindre fascinerende, er “The Mysterious Lodger”, der er alt for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre indfanger han en sær truende stemning af fare og mystik i historiens første del, hvor fortællingen endnu er under opbygning, og vi kun kan gisne om den mærkværdige logerendes sande og utvivlsomt diabolske natur.

Sheridan Fanu er måske ikke den store historiefortæller, og jeg er på ingen måde begejstret for hans gruppe af halvhumoristiske noveller fortalt i dialekt, men hans fortællinger hører trods det til blandt noget af det mest læseværdige gys. Som Lovecraft søger han nemlig ud i landskabet, ud i det rustikke land, langt fra Dublins tummel og modernitet. Her, blandt bøndergårde og krogede ege, finder han kimen til et utal af mystiske optrin, der gennemsyres af folkelige forestillinger og drømme om et større metafysisk univers, hvor overnaturlige kræfter lurer lige om hjørnet. Det er ikke så sært, at Victoriatidens forfattere elskede Fanu. Han leverer nemlig støbeformen til meget af den spøgelses- og skrækfiktion, der skulle udkomme ved århundredeskiftet.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Fordi Fanu skriver i dialog med idéer om en fortid befolket af spøgelser og overnaturlige væsner, får hans noveller en sær resonans, der i hvert fald har en stor indvirkning på mig. Han antyder en fortidens mystik i nutiden og finder det mærkelige og fremmedartede lurerende i hængepilenes skygger, mellem mosens brune siv og egenes krogede rødder. Fanu hører spøgelser sukke i vinden og møder døden i kragernes skrig. Det giver teksterne en dybde, en forankring i verden, som er misundelsesværdig. Det er ikke så sært, at hjemstavnsforfatteren August Derleth faldt for Fanu. Ud over sin pulpede genrefiktion skrev han nemlig stille litteratur om livet i Wisconsin.

Hardcover, Arkham House 1945

Hardcover, Arkham House 1945

Når man læser The Purcell Papers, er der meget, som hurtigt glemmes, fordi det dybest set er banalt og kun dårligt formår at fange læseren i dag, men pludselig toner passager frem i historierne, der forandrer teksten og læseoplevelsen. Her transformerer Fanu med ét det forglemmelige til uforlignelige oplevelser der står mål med det bedste skrækgenren har præsteret. Og det er skam ikke uden konsekvenser, at læse den slags – Fanu sår nemlig gotiske frø i hjertet på læseren, der forandrer vores syn på verden og skærper vores blik for det mystiske liv, der udspiller i sig i landskabets skygger.

Novellerne:

“The Ghost and the Bone-Setter”

“The Fortunes of Sir Robert Ardagh”

“The Drunkard’s Dream”

“The Quare Gander”

“The Child That Went With the Fairies”

“The White Cat of Drumgunniol”

“The Village Bully”

“The Spectre Lovers”

“Stories of Lough Guir”

“A Night in the Bell Inn”

“The Dead Sexton”

“The Legend of Dunblane”

“The Mysterious Lodger”

“The Churchyard Yew” (pastiche skrevet af August Derleth i Fanus navn)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling