Tag Archives: 1980

HAWK – En fristende overspringshandling?

Paperback, Jove Books 1980

Pyh, jeg arbejder meget intenst på at få min fagbog om skrækfiktion afsluttet. Jeg har skrevet om det før, men nu er der vitterligt tale om de sidste krampetrækninger. Bogen bliver en ordentlig moppedreng på noget i nærheden af 180.000 ord, og jeg mangler kun meget lidt nu. Hurra. Mens jeg har arbejdet med horrorlitteraturens nyere historie i et godt stykke tid nu, så bliver det også mere og mere fristende at se på andre genrer. Kald det bare en overspringshandling. Græsset bliver i hvert fald grønnere og grønnere alle andre steder. Det er blandt andet derfor, at en serie som Hawk pludselig bliver vældig fristende at se nærmere på. Spænding, let gys og ramasjang lyder vældig forfriskende i mine ører lige nu.

Paperback, Jove Books 1980

Jeg er ret glad for seriens forsider, der er et godt eksempel på et nyt indslag, der kommer på nogle forsider i løbet af 60’ernes sidste. Krimier og action-fortællinger begyndte nemlig her i stigende grad på forsiderne at låne fra filmplakaternes udtryk. Forsiden bliver derved en lille sammenfatning af de stemningsmæssige højdepunkter i bogen, og læseren kan således glæde sig til (forhåbentlig) at dykke ned i de hæsblæsende optrin, der bliver vist ikonisk.

Paperback, Jove Books 1980

Den type visuelle præsentation forblev mest af alt noget, der knyttede sig til actionhistorier med masser af krudt og kugler. Man kan også møde det i SF-litteraturen, men i mindre grad i fantasy-genren og næsten ikke på horrorpaperbacks. Det siger lidt om de forventninger til genrerne, som forlagene forsøgte at imødegå.

Paperback, Jove Books 1980

Nuvel, kast et blik på Hawk. Han er en hårdtslående herre. Seriens første bind udkom i 1980 og hele serien var afsluttet året efter. Se det er hurtigt arbejde!

På genhør

Martin 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer (1980): Ord fra menneskehedens sidste kapitel

Paperback, Orb 2000. Det fantastiske forsidebillede, malet af Don Maitz, stammer fra romanens 1. udgave

Gene Wolfe er en af generefiktionens titaner og det med rette. Han vandt allerede sine sporer i 70’erne som novelleforfatter, men det var imidlertid i 1980, da han udsendte Shadow of the Torturer, at hans stjerne for alvor steg og kun er fortsat med at stige siden. Wolfes bog er første bind i en serie på fire, som de fleste sikkert vil være bekendte med. Book of the New Sun, som serien kaldes samlet, er blevet en klassiker og pligtlæsning for alle, der bare interesserer sig en smule for SF og fantasy.

Serien er nemlig et ekstremt vellykket eksempel på den forkætrede Science Fantasy-genre, som fans i begge lejre alt for let får galt i halsen. Hans historie udspiller sig således i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er ved at brænde ud, og teknologi har antaget en semi-magisk karakter i et næsten feudalt samfund. Wolfe har imidlertid hævet sig op over den ordinære SF og fantasy og skrevet et værk, med uomgængelig litterær tyngede, der må lukke munden på enhver genre-puritaner.

Paperback, Orb 2000

Seriens første bind, som her er under luppen, introducerer hovedpersonen og jeg-fortælleren Severian, der er under oplæring i bødlernes laug. Han har levet i laugets tårn siden barnsben og kender derfor nærmest intet til livet uden for tårnets dystre mure. Som alle teenagere afsøger Severian og hans venner fra lauget grænser, og de sniger sig derfor ud i den enorme nekropol, der omkranser bødlernes tårn.

Her, blandt smuldrende gravkapeller, bliver Severian vidne til et sammenstød mellem to grupper, og unge Severian redder – nærmest ved et tilfælde – en mand fra at blive dræbt af bystyrets soldater. Manden forærer Severian en særlig mønt som tegn på sin taknemmelighed, og dermed er Severian pludselig kommet ind på en bane, der ikke alene skal føre ham på kollisionskurs med sit eget laug, men som også sender ham ud på et langt og krævende eventyr.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj, 1931)

Manden, som Severian hjalp, var oprøreren og banditten Vodalus, der er mere myte end virkelighed, og mødet med denne nærmest overjordiske skikkelse fylder pludselig Severian med drømme om andre liv, uden for murene, som han aldrig tidligere havde overvejet. Mødet bliver det første af en række skelsættende situationer i Severians liv, der på en gang synes helt tilfældige og samtidig forudbestemt af en form for forsyn.

Mødet med Vodalus planter en kim af illoyalitet i Severian, og da han forbryder sig mod gildet, ved at hjælpe en kvinde til selvmord, så hun undgår pinefuldt forhør hos bødlerne, bliver han sendt bort fra lauget i skam. Straffen er, at han må rejse til en fjern, ydmyg provins for der at tjene som mestermand. Dermed lyder startskuddet for det, der ikke alene skal blive Severians dannelsesrejse, men også en kompleks fortælling, der ligger langt ud over navnlig fantasy-genrens vanlige brug af rejsetemaet og rite de passage-motivet.

Hardcover, Simon & Schuster 1980. Romanens 1. udgave

Det helt fantastiske ved The Shadow of the Torturer, som står klart allerede få sider inde i første kapitel, er bogens fortættede stemning, formidlet gennem den alstedsnærværende Severians fortællerstemme, der nu ser tilbage på et langt liv. Severian er en klassisk observerende hovedperson, der ikke nødvendigvis selv foretager sig ret meget. Det gør verden imidlertid omkring ham, så snart Gene Wolfe slipper sin hovedperson fri af bødlernes tårn og sender ham ud i den spraglede storby Nessus. Faktisk overdynges både Severian og læseren med indtryk, således at den unge bøddel aldrig når længere end til Nessus’ byporte i første bind.

For Severian er det en kamp – både i konkret og sjælelig forstand – at krydse byen, fordi han gang på gang konfronteres med karakterer, der griber ind i hans færden, og som vi skal se i de senere bind, forbliver alle aktørerne personer, som i en eller anden forstand drager videre med Severian på hans rejse, da han først slipper ud af Nessus.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

Man bemærker da også straks, at Severian er en følsom og eftertænksom iagttager, der reflekterer over sin verden. Men han har levet afskærmet fra byens liv og forstår sig derfor kun dårligt på mennesker og kender ganske lidt til den enorme stads skikke og steder. Og dertil kommer, at bogen er fortalt retrospektivt. Den modne Severian, der fortæller sin historie til os, kan med andre ord se tilbage på begivenhederne og beretter kun det, som, han synes, er vigtigt. Dermed er Severian en selektiv fortæller, som ganske vist bryster sig af aldrig at glemme noget, men som snart viser sig, er det ikke helt sandt.

Severian, ordrige, bekymrede Severian, er således bogens absolutte hovedperson og omdrejningspunkt. Alt handler om Severian, og man får hurtigt det indtryk, at hele livet under den røde, overmodne, døende solkugle på planeten Jorden handler om Severian. Og sådan må det også være i en selvbiografisk tekst, som romanen giver sig ud for at være.

Paperback, Timescape 1981

Der er storhed over det projekt, som Gene Wolfe satte i søen med The Shadow of the Torturer. Han trådte nye stier for genrefiktionen med sin ego-centrerede fortæller, der i langt højere grad er optaget af den indre rejse ind de turbulente optrin, som sker omkring ham. Wolfe indskrev dermed også sit romanværk i en litterær modernistisk tradition, hvis store forbillede kan søges i et værk som James Joyces Ulysses.

Ligheden mellem Leopolds Blooms 16. juni og Severians vej gennem Nessus er påfaldende, og var der aldrig kommet flere bind i Wolfes serie, ville første bind stadig stå som et eklektisk mesterværk. Og det er dermed også klart, at Wolfe ikke har til hensigt at fortælle en letbenet røverhistorie med sit science fantasy-epos. Nej, han vil ind og røre ved nervetrådene og lege med store koncepter som jeg’et, tid og tro. Wolfe vil dermed også meget mere end triviel, såkaldt ”world building ”, han vil føre sin læser ud i et nyt rum, hvor livets store spørgsmål kan frigøres fra vores samtid og belyses fra andre vinkler, for at vi måske kan forstå dem bedre, når det anskues på afstand.

Paperback, Arrow Books 1983

Jeg skal nok fortælle mere om Severians verden, Severian som hovedperson og selve Gene Wolfes historiebrug, men det bliver i senere indlæg, som tager afsæt i seriens øvrige tre bøger. Her er tonen blot blevet slået an, så vi kan ruste os til at forlade Nessus med Severian. En komplekse og fascinerende rejse, som jeg misunder alle dem, der endnu har til gode at opleve den for første gang.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

Paperback, Arrow Books 1986

Hardcover, The Easton Press 1989

Paperback, Millennium 2000

Hardcover, Gollancz 2011

1 kommentar

Filed under Roman

Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

Hardcover, Conamore 1984

Hardcover, Conamore 1984

Helle Stangerup udsendte i 1980 en lille intens roman, der dykker ned i varulvemytologien, og det kom der noget forbløffende godt ud af. Faktisk er det formenlig den bedste danske varulvfortælling, vi har, hvis du spørger mig. Bogens overraskende kraft skyldes uden tvivl, at Stangerup nærmede sig emnet fra den afdæmpede psykologisk indfølte romantype, som hovedparten af hendes bøger er rodfæstet i. Man fornemmer således også tydeligt, at hendes vej ind i tematikken går gennem studier af folkloren om varulven, ikke traditionel horror.

Den klaustrofobiske handling udspiller sig i en ubestemt jysk hedeegn, hvor romanens fortæller Anna bor med sin mand Tom. Anna havde egentlig sin egen karriere, før hun mødte Tom, men den er nu gået i stå. Tom er en succesful forfatter, der skriver fagbøger om natur og naturoplevelser, og da vi kommer ind i fortællingen, arbejder han på en bog om jagt. Man forstår fra historiens begyndelse, at Anna er den hjælpende ånd i huset og Tom det centrum, hvorom alting drejer sig.

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 - 29. marts 2015)

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 – 29. marts 2015)

En skønne dag op dukker Ellinor op. Ikke helt uanmeldt, for hun har skrevet med Tom i forvejen. Hun kommer med nogle ulve, som skal have et nyt hjem, fordi de ellers skal aflives. Tom og Anna har plads nok, og de indvilliger i at tage imod dyrene. Knap er ulvene installeret, før Ellinor også er blevet en del af husholdningen. Med Ellinor i huset ændres dynamikken ikke bare i hjemmet, Ellinor på det nærmeste overtager Tom og efterlader Anna isoleret og svigtet. Der går imidlertid ikke lang tid, før Anna opdager, at der er noget sært ved Ellinor og hendes ulve. Et ildevarslende bånd eksisterer imellem deres husgæst og dyrene, der kun bliver mere skræmmende, som Anna graver i sagen, og snart bliver hun overbevist om, at Ellinor er en form for varulv.

Som allerede nævnt er romanens stemning ekstremt fortættet. De tre mennesker indgår i et dybt dysfunktionelt fælleskab, der gnistrer af aggression og undertrykte følelser. Anna har haft en abort, før bogens historie begynder, og de psykiske men efter den oplevelse plager hende stadig. Det gør Anna sky og skamfuld, fordi hun føler, aborten var hendes skyld. Hun finder sig derfor også i Toms vedvarende psykiske vold, fordi Anna underbevist føler, at hun skal straffes for tabet af deres barn. Tom drages samtidig mod Ellinor, der både synes mere dyr end menneske og mere pige end kvinde. Det gør hende tvetydighed i mere end en forstand. Tom og Ellinor forsvinder hver nat ind i lange samtaler om ulve, men hvor meget eller hvor lidt, der også er tale om en seksuel tiltrækning imellem de to, er svært at afgøre. Om der rent faktisk er sket noget fysisk imellem dem, er egentlig heller ikke så vigtigt, fordi deres forhold tydeligvis er en form for affære, der ekskluderer Anna helt.

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Romanen er bygget op omkring lurende blikke. Husets beboere betragter, studerer og iagttager mistænksomt hinanden i en stadig kredsen om noget, der side for side kun synes at eskalere i en voldelig retning. Men det er ikke kun husets beboere, der lurer. Natten har også øjne. Det ensomme hus, der danner rammen for bogen, ligger åbent i landet, og noget ser ind på de tre aktører i ly af mørket. Rovdyr holder dem i skak som onde ånder i kulissen, der næsten parallelt med læseren ser ind på dramaet.

Med sit korte kammerspil tematiserer Helle Stangerup de indestængte følelser, der ligger som åbne sår på psyken. Følelser, der flytter den ellers lykkelige Tom og Anna ind i et sadomasochistisk, skamfuldt parforhold. Da Ellinor toner frem, nærmest ud af det blå, er det som en form for projicering af parrets frustrationer. Den mystiske Ellinor fremstår nemlig ikke et eneste øjeblik som egentlig skabning af kød og blod. Uden baggrund og identitet er hun knap nok fysisk tilstede i huset. Alt drejer sig om hendes ulve og ulvenes blodige mad, der ligger i køkkenvasken og fylder huset som en grotesk påmindelse om Annas abort.

Paperback, Gyldendal 1981

Paperback, Gyldendal 1981

Stangerup slipper med andre ord Ellinor løs i hjemmet som en psykopomp, dannet af parrets uforløste smerte, og det er tydeligt, at Ellinor kun har ét formål; nemlig at føre både Tom og Anna ud i det fortabelsens ingenmandsland, der ligger i tågerne omkring deres hus. Spørgsmålet er bare, om den skrøbelige Anna kan få samlet kræfter til at gøre op med den trussel, der har taget bo i det frosne land imellem hende og Tom.

Præcis som hos Aksel Sandemose er varulven hos Stangerup primært en psykologisk-metaforisk konstruktion, der er billedet på de destruktive kræfter mellem Anna og Tom. Stangerup løfter imidlertid det metaforiske over i det konkrete, så Ellinor rent faktisk kan forstås som værende til stede og rent faktisk kan læses som værende en varulv. Det giver også Stangerup anledning til at bruge det uhyggelige som greb, for at vise det indre sammenbrud, der truer Anna. Som skrækfiktion kommer Ulvetid således fra det psykologiske drama og låner fra gysergenren. Det skaber både fascinerende og isnende momenter i bogen, som næppe ville kunne opstå i en mere klassisk horror-tilgang til varulven som konkret monster.

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Helle Stangerups enkle prosa kan stedvist skurre, men hendes poetiske naturiagttagelser er formidable, og alene af den grund er Ulvetid et besøg værd. Men romanen er også et sjældent stykke vellykket stemningsmæssigt romanarbejde. Den folkloristiske varulvemyte bliver måske en tand for indstuderet og slavisk udnyttet, men det kan vi let se over med, fordi Stangerups tekst lever et dybtfølt gru, der som ulvens kæber bider sig sammen om læseren og holder fast, indtil sidste side er løbet igennem.

Paperback, Politikens paperbacks 2008

Paperback, Politikens paperbacks 2008

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

William K. Wells, Effigies (1980): Lummer gru og satanisme

“Oh, there was a penis, all right,” Blauvelt said. He sat with his hands folded across his bilge. “But small, rudimentary, almost nonexistent. I’d say in erection it would measure less than an inch. The scrotum a tiny knot. The testicles the size of peas.”

Liscomb grunted and jammed a cigar between his lips. He patted his pockets for matches. “A freak,” he said. (Granada, s. 377)

Jeg kan lige så godt melde rent ud og fortælle, at Effigies er en problematisk bog. Der kan rejses mange indvendinger imod William K. Wells’ slibrige debutroman, men på trods af kritikken er romanen værd at opstøve. Grundene hertil skal jeg vende tilbage til om lidt. Lad os først kaste et blik på handlingen og mine kvababbelser ved teksten.

Paperback, Granada Books 1981. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Bogen foregår i det fiktive Holland County, et sted på den nordamerikanske østkyst. Nærmere bestemt udspiller historien sig i den lille soveby Broadmoor, hvor kunstnersjæle og erhvervsfolk på retræte søger til i stort tal for at nyde den landlige idyl. Her i den lille by modtager børnebogsforfatteren Nicole en dag en afhugget barnefinger(!) med posten. En ubehagelig lille overraskelse, der bliver startskuddet på mange mystiske hændelser.

Politiet bliver naturligvis involveret i sagen, men det viser sig ganske hurtigt, at der ikke savnes børn i byen. Der kan heller ikke findes spor, der peger på et egentligt  motiv for handlingen. Hændelsen med fingeren får lov at stå hen og glemmes næsten, da byen hurtigt vender sig mod andre sære begivenheder.

Selvom det egentlig er sent efterår, er temperaturen nemlig forbløffende høj, samtidig med at det mærkværdigvis er mere eller mindre konsekvent overskyet. Solen brænder altså uden at blive set. Mærkeligt, men ikke nok med det. Slanger, herreløse hunde og insekter begynder at sværme omkring i byen. Naturen opfører sig underligt, og det gør indtryk på indbyggerne.

Paperback, Granada Books 1981

Paperback, Granada Books 1981

Der går imidlertid kun et uge eller to, så hjemsøger gruen Nicoles hjem igen. Denne gang sender man hende nemlig den barnehånd, hvorfra den manglende finger fra første brev tydeligvis stammer. Da det sker, begynder tingene for alvor at gå skævt i byen. Gennem et bredt udvalg af Broadmoors mange skæve personligheder kommer vi tættere og tættere på den dystre, sataniske hjemsøgelse, der hærger samfundet. Noget ondt har slået sig ned i Broadmoor, og det påvirke tydeligvis alle forskelligt.

Det er imidlertid først da en række borgere går sammen og holder en spiritistisk seance, at vi begynder at komme tættere på en opklaring. Hvem, der står bag de sataniske påvirkninger, afsløres dog først sent i bogen. Wells kommer med mange røgslør, bl.a. ved at lade os læse med i den sataniske bagmands dagbog, men hvem mon han eller hun er? Og hvorfor?

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Flere af byens indbyggere er sikre på, at det er det store hippiekollektiv uden for byen, der står bag. Hippierne, der er anført af den Charles Manson-lignende Freddie, står for skud, og naturligvis bliver stemningen mellem de to samfund mere og mere anspændt.

Mens der ulmer en krig mellem borgere og hippier, udspiller der sig små dramaer i hjemmene. Byens præst kæmper for sin tro, den lille pige Leslies usynlige ven begynder at forlange modbydelige ting af hende og flere ser ubehagelige syner. Uhyggen stiger langsomt… sådan da.

LIFE, 19. december 1969

LIFE, 19. december 1969

Effigies har på overfladen mange kvaliteter, der burde sikre en solid læseoplevelse. Helt så let er det bare ikke, fordi bogen ganske vist er den fyldt med tidstypisk okkult lirumlarum: ouija-bræter, satanisk snak og sære syn, men Wells tager sig god tid om fortællingen. Han har skruet historien sammen som klassisk whodunnit. Det vil sige, at bogen langt hen ad vejen handler om at afsløre, hvem der er satanisten, der står bag ubehagelighederne. Alle har motiver, og alle er mulige gerningsmænd. Det kunne der sådan set være kommet noget fint ud af, hvis ikke Wells havde været så karrig med sine faktiske gys.

Der sker i virkeligheden ganske lidt i Effigies. Det skal man så holde sammen med et meget omfattende, ikke synderligt veldefineret persongalleri, der ikke formår at føje ret meget til dramaet. De fleste karakterer i bogen er dybt ligegyldige personer. Wells må løbende præcisere, hvem de enkelte karakterer er for at fastholde deres rolle i fortællingen, hvilket ikke just hjælper på indlevelsen.

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Men trods en tekst, der konsekvent er på nippet til at drukne stemningen i ligegyldighed, formår William Wells at levere glimt af ganske effektive skrækscener. Han smører tykt på i sine beskrivelser og rammer jævnligt plet. Han beskriver måneoplyste landskaber med tudende hunde, stinkende sumphuller og ensomme landeveje. Alt sammen ganske, ganske veludført og dragende.

Et af bogens mere kuriøse elementer er det sært forsinkede tema omkring hippierne, der er modelleret helt og aldeles over Mansons ”familie”. Wells’ beskrivelser af flipperne og deres udskejelser er vilde og saftige. Han giver den hele armen, når deres stofindtag og seksuelle eskapader beskrives. Hippietøsen Dimples drømmer om en femkant, og den får hun naturligvis for fuld udblæsning. Og vi som læsere får hele herligheden indgående beskrevet.

National Examiner, 2. februar 1970

National Examiner, 2. februar 1970

Det er sjovt, at Manson/satan-temaet stadig er et aktuelt emne i 1980. Effigies kunne snildt være skrevet fem-ti år tidligere, men så havde den måske ikke haft den samme overskruede, nærmest hysteriske skildring af hippiernes perversiteter.

Lummer eller ej, må man imidlertid sige, at Effigies har mere seriøse kvaliteter, under de overfladiske morsomheder. Bogen skylder Blattys The Exorcist (1971) en hel del. Effigies tager nemlig besættelsestemaet op igen, men gør det på en anden måde. Hos William Wells stilles det spørgsmål nemlig, hvordan mennesket ville se ud, hvis det var skabt i djævlens billede?

Med benene fast forankret i klassisk konservativ katolsk teologi, som også Blattys roman er det, danner spørgsmålet klangbund for handlingen i Effigies. Dermed får man også bogens titel forklaret, der i begyndelsen kan virke en anelse obskur. Sammenhængen bliver dog først alt for sent indlysende, fordi Wells ikke gør brug af det før til sidst. Det er en skam, fordi det er i de sidste kapitler, at han får løftet sin roman op til noget stærkt og tankevækkende. Det er her, at Wells viser, at der er en mening med hans historie og et budskab. Et eksistentialistisk budskab, der ikke ligefrem hører til de muntre.

Desværre kommer kvaliteterne først til overfladen for sent. Romanen er ganske enkelt dårligt disponeret og kluntet udført. Ikke desto mindre har den gods, som Blatty-fans vil være interesseret i. At man ved samme lejlighed kan glædes over en god dosis sleaze, er ikke et minus her på bloggen. Effigies blev en mindre bestseller, men ikke overraskende er den sidenhen gået i glemmebogen. Det er ærgerligt, for jeg synes, at det fortsat kan være værd at læse Williams Wells livtag med djævlen.

Skriv en kommentar

Filed under Roman