Tag Archives: 1981

HAWK – En fristende overspringshandling?

Paperback, Jove Books 1980

Pyh, jeg arbejder meget intenst på at få min fagbog om skrækfiktion afsluttet. Jeg har skrevet om det før, men nu er der vitterligt tale om de sidste krampetrækninger. Bogen bliver en ordentlig moppedreng på noget i nærheden af 180.000 ord, og jeg mangler kun meget lidt nu. Hurra. Mens jeg har arbejdet med horrorlitteraturens nyere historie i et godt stykke tid nu, så bliver det også mere og mere fristende at se på andre genrer. Kald det bare en overspringshandling. Græsset bliver i hvert fald grønnere og grønnere alle andre steder. Det er blandt andet derfor, at en serie som Hawk pludselig bliver vældig fristende at se nærmere på. Spænding, let gys og ramasjang lyder vældig forfriskende i mine ører lige nu.

Paperback, Jove Books 1980

Jeg er ret glad for seriens forsider, der er et godt eksempel på et nyt indslag, der kommer på nogle forsider i løbet af 60’ernes sidste. Krimier og action-fortællinger begyndte nemlig her i stigende grad på forsiderne at låne fra filmplakaternes udtryk. Forsiden bliver derved en lille sammenfatning af de stemningsmæssige højdepunkter i bogen, og læseren kan således glæde sig til (forhåbentlig) at dykke ned i de hæsblæsende optrin, der bliver vist ikonisk.

Paperback, Jove Books 1980

Den type visuelle præsentation forblev mest af alt noget, der knyttede sig til actionhistorier med masser af krudt og kugler. Man kan også møde det i SF-litteraturen, men i mindre grad i fantasy-genren og næsten ikke på horrorpaperbacks. Det siger lidt om de forventninger til genrerne, som forlagene forsøgte at imødegå.

Paperback, Jove Books 1980

Nuvel, kast et blik på Hawk. Han er en hårdtslående herre. Seriens første bind udkom i 1980 og hele serien var afsluttet året efter. Se det er hurtigt arbejde!

På genhør

Martin 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Gene Wolfe, The Claw of the Conciliator (1981): Nettet kastes længere ud

Paperback, Orb 2000. Forrsidebillede er malet af Don Maitz og stammer fra romanens 1. udgave

I 1981 fortsatte Gene Wolfe serien om bødlen Severian, der i første bind i skam måtte forlade byen Nessus og begive sig afsted mod provinsbyen Thrax, for der at udøve sit hverv. Som det allerede er beskrevet i mit tidligere indlæg om serien, går det ikke helt så let, fordi Severian indvikles i forskellige intriger, før han har forladt sin hjemby.

Med åbningen af andet bind står det atter lysende klart, at Gene Wolfe går eklektisk til værks. Vi kommer ind i historien, da Severian allerede har tilbagelagt en del af sin rejse, og nu er han ankommet til byen Saltus. Tilfældighederne vil her, at han får lejlighed til at udøve sit arbejde som bøddel for bystyret, men som altid udvikler tingene sig i en uventet retning for den unge skarpretter. Kvinden Agia, som han fik problemer med i Nessus, er nemlig også i Saltus, og Severian forsøger at få hende i tale. Det udløser en lang, kompliceret kæde af hændelser, der sender Severian på en større omvej, før han i bogens slutning atter kan se sig selv på vej mod Thrax.

Paperback, Orb 2000

Jeg skal ikke gå videre ind i handlingen her, der hurtigt bliver ganske kompliceret at genfortælle. I virkeligheden er det mere interessant at se nærmere på Wolfes greb om fortællingen. Der kan nemlig ikke være bogen tvivl om, at Wolfes vision for værket rækker videre end den traditionelle dannelsesrejse, som seriens handling i sin grundstruktur afspejler.

Med The Claw of the Conciliator er det således tydeligt, at Gene Wolfe arbejder med en scenisk model for beretningen. Severian træder ind i tableauagtige situationer, hvor persongalleriet optræder på skift i vekslende konstellationer. Der er med andre ord et teaterpræg over romanen, som ikke alene ligger i tekstens opbygning, men som også er indlejret i selve handlingen. Severian slutter i den tidligere bog venskab med Dr. Talos og hans skuespiltrup. I stykkerne, som Talos selv skriver, indtager skuepillerne arketypiske roller i noget, der er en form for commedia dell’arte. Severian kan derfor også, uden at have erfaring som skuespiller, udfylde rollen som døden, takket være hans bøddeludstyr.

Hardcover, Timescape Books 1981. Romanens 1. udgave

Det er imidlertid ikke bare på scenen, at Severian synes at indtage en rolle. Han opfylder også en rolle som en bestemt type protagonist i selve den fortælling, som Gene Wolfe fortæller os. Eller rettere, så tilskriver Severian sig selv en bestemt rolle i den fortælling, han – som jegfortæller – viderebringer til os. Wolfe indskyder med andre ord et metalag i romanen og lader Severian bruge sit liv og personerne i sit liv, som aktører i et nøje tilrettelagt drama, der handler om hans vej mod magtens tinde. Severian iscenesætter sig selv for sin læser, fordi hans historie har et ærinde, som vi skal vende tilbage til i omtalen af fjerde og sidste bind.

Som læser må man altså være opmærksomme på, at Gene Wolfes bøger om Severian ikke bare er en historie i en historie; det er en fortælling genfortalt indenfor rammerne af en nøje fastlagt skabelon, hvor alle figurer opfylder helt bestemte roller. Det fascinerende er så, at vi som læsere ikke kender eller har nogen mulighed for at forstå disse arketyper til bunds.

Vi synes overfladisk at genkende typerne, men Wolfe forvrider konstant meninger og karaktertræk, så arketyperne ikke lever op til forventningerne alligevel. Vi genkender altså hans figurer som typer, men de egentlige implikationer går hen over hovedet på os. Wolfe skriver i virkeligheden en itubrudt fortælling, som vi ikke kan afkode fuldstændigt. Vi læser Severians selvbiografi som et brev fra fremtiden, men forstår kun budskabet partielt, præcis som når vi vender os mod fortiden, altså historien, og studerer historiske kilder, der på en gang kan synes lige så genkendelig og kulturelt anderledes, som den fremtid Wolfe postulerer.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

The Claw of the Conciliator åbner også nye horisonter for serien. Wolfe drillede allerede sine læsere i første bind ved at gøre kompasretningen nord til hjemsted for alt varmt og syd retningen for alt koldt. Denne form for invertering skubber han nu også ud i tid, således at Severian møder en grøn mand i et telt i Saltus. En grøn mand, der henviser til den siden antikken kendte bladmand, som ledsager Pans satyriske følge og middelalderen igennem gemmer sig som vignet i arkitekturen om manuskripternes marginer, før han med renæssancen bliver reduceret til et rent ornament. Den grønne mand er med andre ord et fortidigt billede, men i romanen fortæller manden til Severian, at han kommer fra fremtiden og derfor kender svaret på alt. En lige så stor løgn, som Severians, der påstår, at han husker alt.

Omvendt opdager Severian, at hans ven og rejsefælle Jonas ikke er et menneske, men en kunstig skabning – en robot om man vil – der med sit rumskib styrtede ned på jorden for længe, længe siden. Robotten kommer med andre ord fra fortiden. Tilsammen danner sådanne paradoksale forhold et billede af tiden som fænomen, der strækker sig så ufattelig langt både bagud og fremad. Alt synes muligt, alt kan forsvinde og genopstå. Det er svimlende perspektiver, som Wolfe her på legende og fascinerende vis sætter i spil.

Ved afslutningen af bogen må læseren da også konstatere, at Gene Wolfe har udvidet rammerne og den tematiske kerne for serien betydeligt. Han har sat en flimrende serie af idéer i søen, hvis mening og konsekvenser for den videre fortælling på dette punkt synes ganske uklare.

Paperback, Arrow Books 1982

Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor Wolfe vil have os hen med sin beretning, men netop det er også pointen. Vi kan måske nok genkende Severian som menneske, men dybest set er han en gåde for os, og det samme er hans verden såvel som hans beretning.

Romanen er dermed et vindue for os, hvorigennem vi kan belure en fremmed verden, et fremmed sted og fremmede betydninger, men vi gør det med løftet om, at der ligger en form for pointe i vente, når Severian er færdig med sin historie. Severian lover os næsten ordret, at der er en mening med det hele. Om Gene Wolfe også indfrier Severians løfte er en anden snak.

Paperback, Timescape 1982

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

The Claw of the Conciliator er en eksplosion af idéer, et hæmningsløst stykke prosa, der lyver og antyder uendeligt meget, og det taler til bogens oprindelige redaktørs ære, at de turde byde deres læsere et stykke så kompromisløst litteratur.

Mere følger senere, når vi skal se på seriens tredje bind.

Paperback, Arrow Books 1986

Paperback, Legend 1991

Hardcover, The Easton Press 1993

Paperback, Orion 2000

Paperback, Gollancz 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Julian May, The Many-Colored Land (1981): Ramasjang af den fineste slags

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den  fine, fine forside er udført af Ron Dilg

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den fine, fine forside er udført af Ron Dilg

I 1981 udsendte Julian May første bind i det, der skulle gå hen og blive et af hendes absolut mest populære værker. The Many-Colored Land, som bogen hedder, er en del af den såkaldte ”Saga of Pliocene Exile”; en serie, der har tråde ud i hele Mays videre forfatterskab, og som kombinerer science fiction og fantasy med strejf af horror. The Many-Colored Land var da også Mays gennembrudsroman som forfatter og den bog, der har været med til at bane vejen for hendes efterhånden store produktion.

Handlingen åbner i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har befolket verdensrummet og organiseret sig i en form for interplanetarisk styreform. Det spiller imidlertid ikke nogen stor rolle for handlingen. Det gør derimod det faktum, at den isolerede professor Guderian, der fortsat er bosat på vores gamle jordklode, skaber en tidsportal, som åbner sådan cirka et sted mellem 2,5 og 5 millioner år bagud i tid. Portalen er desværre envejs, og professor Guderian dør, før projektet kan udvikles videre.

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Efter professorens død sker der imidlertid uventede ting og sager, for den afdøde forskers kone får en dag besøg af en rejsende, som frivilligt vil gå gennem envejsportalen til fortiden. Madame Guderian protesterer naturligvis, men den fremmede får til sidst lov at tage turen ud i det ukendte. Det bliver startskuddet på en forbløffende udvikling, hvor passagen tilbage til Pliocæn-tiden pludselig bliver losseplads for galaksens utilpassede og kriminelle indbyggere, men også udskibningshavn for eventyrere og lykkejægere, der ønsker at starte på en frisk i en ny(gammel) verden.

Og der er netop den kombinationen af eventyrere og udskud, som vi får lov at følge på deres rejse tilbage til fortiden. De rejsende bliver sendt af sted i tilfældigt sammensatte grupper, og den gruppe, som vi følger – den såkaldte Gruppe Grøn, er da også et typisk udpluk af sære eksistenser og havarerede romantikere.

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at livet i urtiden er helt og aldeles anderledes, end de tidsrejsende havde forventet. Det viser sig nemlig, at en fremmed race fra rummet har slået sig ned på Jorden, og denne race af høje, smukke skabninger med psykiske evner høster nu bekvemt hold efter hold af lykkejægere fra fremtiden og bruger dem som slaver. De rejsendes drømme og forhåbninger får dermed en brutal afslutning, da de kommer gennem portalen og må indse, at de er røget direkte i fangenskab uden håb om at kunne vende tilbage til deres egen tid.

Men naturligvis sker der ting og sager, og selvfølgelig viser det sig, at Gruppe Grøn måske ikke har været helt gennemsnitlig alligevel. Takket være en lille kerne af stærke og kraftigt anarkistiske individer lykkes det nemlig for gruppen at slippe fri af deres fangenskab, og dermed begynder gruppens eventyr for alvor i det fremmede, frodige og farvemættede land.

Paperback, Fawcett Columbine 1982

Paperback, Fawcett Columbine 1982

The Many-Colored Land lykkes med flere ting på samme tid. Først og fremmest har May nemlig formået at skabe et omfattende, men stærkt sympatisk persongalleri i form af Gruppe Grøn. Man fornemmer tydeligt, at der er hovedfigurer og bipersoner, men ikke desto mindre fanger hun en stemning af sammenhold og gruppedynamik, der knytter os til figurerne, og faktisk gør det fascinerende at følge dem på deres noget fortumlede rejse gennem fortiden. En del af kimen til gruppens tiltrækningskraft ligger utvivlsomt i det forhold, at de alle på den ene eller anden måde er ude af balance eller dysfunktionelle individer, som har valgt at flygte fra deres liv i fremtiden.

De er med andre ord sårbare og derfor også meget mere menneskelige end de helte vi sædvanligvis møder i den slags tidsrejsefortællinger. Kan ske enkelte af dem er mere heroisk anlagte end andre, men eksempelvis er gruppens måske største helt, palæontologen Claude, en gammel mand – og hvad nytter det så at være fyldt med selvopofrende iver, når man i sidste ende bare er en svagelig pensionist? Modsat er gruppens mest handlekraftige karakterer dybt problematiske individer, der afgjort må beskrives som antihelte, der på trods af tvivlsomme motiver faktisk fører gruppen til frihed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

På samme vis er de enigmatiske Tanuer, som den fremmede race fra rummet kalder sig selv, en kompleks størrelse, fordi de tydeligvis er bogens fjender, men der er ikke tale om onde væsner, der har overtaget Jorden, langt fra. Der er snarere tale om en form for imperialisme og et kulturelt sammenstød, og som bogen udvikler sig, bliver det da også ganske mudret, hvem der har retten på sin side.

Der, hvor tingene imidlertid går op i en højere enhed i romanen, sker i selve det konceptuelle rammeværk. Der løber nemlig et metalag gennem bogen, hvor May leger en dristig leg med sin læser, der handler om selve menneskeracens udvikling. Først og fremmest skal det således bemærkes, at der lever menneskeaber, da Tanuerne rammer ned på Jorden. Ved hjælp af deres højtudviklede teknologi bliver disse aber (Ramapithecus) domesticeret af rumvæsnerne. Senere, da menneskene begynder at komme gennem portalen, mister aberne noget af deres betydning, men de er på det tidspunkt blevet en del af Tanu-samfundet.

Paperback, Del Rey 1983

Paperback, Del Rey 1983

Det, May gør her, er at antyde, at Tanu-herrefolket faktisk har været medvirkende til, at mennesket i det hele taget kunne udvikle sig. Der er med andre ord et bånd mellem menneskene fra fremtiden og Tanuerne i fortiden, som er mere kompliceret end som så. At mødet mellem aber og Tanuer rent faktisk har haft ganske stor betydning, går også snart op for læseren, fordi Tanu-kulturen er gennemsyret af keltisk mytologi. May postulerer dermed, at ikke alene har Tanuerne måske været medvirkende til skabelsen af Homo sapiens, deres kultur har klinget med gennem menneskeslægtens lange, lange rejse frem mod i dag.

May arbejder med andre ord med en ganske udvidet forståelse af kulturel erindring, der antyder dybe strukturer i vores kultur, som rækker helt tilbage til rødderne af vores eksistens som kulturelle væsner. Med Aleida Assmanns terminologi kunne vi kalde dette for ”Speichergedächtnis”. Altså lagrede erindringer, som ikke længere umiddelbart har nogen funktion, men som ligger i den kulturelle bevidsthed og snakker med i vores forståelse af verden.

Paperback, Ballantine 1988

Paperback, Ballantine 1988

The Many-Colored Land tager os dermed tilbage til mennesket rødder og stiller os, metaforisk, ansigt til ansigt med Adam og Eva, blot er det nu klart, at det ikke er i den kristne guds billede, disse individer er skabt, men i en fremmed race fra rummets selvbillede. Det er et ret fascinerende koncept, som May dermed folder ud, ikke mindst fordi hun dermed også eksempelvis sætter den lille katolske nonne fra Gruppe Grøn på en forståelsesmæssig prøvelse, for hvor er Gud så henne, hvis mennesket faktisk kan takke Tanuerne for alt? May er katolik, og hun kommer med svar på dette spørgsmål senere i serien, men her i første roman står svaret befriende frit og flagrer i vinden.

Naturligvis er Mays koncept absurd og fyldt med umuligheder, men det gør ikke idéen mindre frugtbar at lege med. Faktisk hæver hun sit eventyr op over den grundlæggende ramasjang-fortælling, som historien dybest set er. Hun illustrerer nemlig, hvor porøs e alle kulturer er og postulerer samtidig, at der kan aflæses en kronologisk stratigrafi i kulturen, som kan føres tilbage til menneskehedens rødder. Sidstnævnte tanke er langt ude, men absolut spændende som baggrund for en roman. Tingene går med andre ord op i en højere enhed i bogen, der favner både tempo og eftertænksomhed i en ekstremt sympatisk symbiose, og det er derfor også fuldt fortjent, at Julian Mays saga om de tidsrejsende er blevet et højtelsket klenodie i genrefiktionens skattekammer.

Paperback, Tor 2013

Paperback, Tor 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, Danse Macabre (1981): Skrækkens anatomi?

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Stephen King behøver ikke nogen introduktion, og det gør hans Danse Macabre fra ’81 nok heller ikke. En bog, der ikke handler om skrækfiktionens udvikling, men selve dens struktur. Bogen er dermed Kings syn på den genre, han arbejder i, og før han udsendte sin lettere trivielle On Writing, var Danse Macabre uden tvivl det væsentligste udsagn fra Kings side vedrørende både sit eget virke som genreforfatter og gyset som sådan. Det gør Danse Macabre til fascinerende læsning, fordi vi ikke kommer uden om King, hvis vi vil forstå skrækfiktionen, som den udviklede sig i løbet af 80’erne og 90’erne. Man bliver med andre ord klogere på King ved at læse bogen. Om man også bliver klogere på skrækfiktionens strukturer, er så en anden snak.

Kings vej ind i materialet sker ved en dobbelt systematisering af stoffet. Først introduceres vi til en række arketyper, der grundlæggende kan koges ned til de klassiske, gotiske monstre (vampyren, varulven osv.). Med udgangspunkt i en ganske bred forståelse af disse væsner peger King på arketypens mange ansigter og udformninger. Dr. Jekyll and Mr. Hyde bliver eksempelvis udgangspunktet for varulven, hvilket viser meget godt, hvordan han konceptuelt kan transformere sine arketyper ved at søge efter kernen i det enkelte monster. Typisk som det optræder i dets mest berømte form; altså eksempelvis vampyren i Stokers Dracula eller det King kalder ”tingen uden navn” i Shelleys Frankenstein.

Paperback, Warner Books 2000

Paperback, Warner Books 2000

Efter arketyperne og de tematikker, som synes at knytte sig til dem (vampyren=sex etc.), er gennemgået, begynder King på en fremstilling af gyset i de enkelte medier. Radio, film, tegneserier og endelig litteraturen. På den led får King skabt et omtrentligt kronologisk og tematisk grit, som læseren kan navigere i. Alt dette bliver så løbende krydret med både korte og meget lange personlige anekdoter og iagttagelser fra Kings liv og arbejde, hvilket næppe kan komme som nogen overraskelse, for sådan er Kings nonfiktion altid.

Man kan forholde sig til Danse Macabre på to måder. Den åbenlyse er at se den som en lang samtale med den altid sniksnakkende King, der i højt humør taler om stort og småt i en skønsom blanding. Personlige historier illustrerer pointerne, mens små vittigheder og udfald sikrer, at man ikke kan kalde teksten tør eller kedelig. Set i det lys bliver bogen næsten en håndsrækning fra Kings side – ”kom, lad mig føre dig ind i min verden”, synes han at sige med bogen. Den funktion må man da bestemt heller ikke forklejne, for det at være King-læser hverken var eller er ensbetydende med, at man når længere ud i genrelitteraturen end til King. Her kommer Danse Macabre ind som et bindeled eller en opfordring. Hver nysgerrig, siger King, mens han med slet skjult nostalgi beretter om sine barndomsoplevelser med pulpet SF og gys.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) anno 1981

Som ambassadør for skrækgenren har Danse Macabre dermed afgjort sin berettigelse, og takket være Kings hyggelige tone er det et ufarligt bekendtskab skrevet i samme ”en snak med din gamle ven”-tone, som alle Kings indledninger og efterskrifter er. Den genre mestrer King til perfektion, og selvom der både sprogligt og indholdsmæssigt kommer alt for meget tomgang i Danse Macabre, er det en bog af den type, som man snildt kan læse igen, fordi onkel King er godt selskab, når han fortæller på slap line.

Den anden side af Danse Macabre er værket som genreanalyse. Her mener jeg, bogen kommer til kort på flere punkter. Først og fremmest må man nemlig hæfte sig ved det irriterende, for ikke at sige en smule uanstændige, dobbeltspil, som King har med sin læser. Han melder nemlig hurtigt ud, at dette ikke er et akademisk arbejde, at han faktisk aldrig har kunnet udstå tørre underviseres litteraturanalyser. En praksis, der nærmest bliver beskrevet som en vampyrisk sugen al liv ud af værket. Men samtidig, mens King påberåber sig et anti-akademisk, lægmandsstandpunkt, går han meget, meget langt i sin strukturalistiske analyse og fortolkning af genrefiktionens væsen. Han stiller dermed et skjold op, der gør, at han altid vil kunne afværge kritik ved at hævde, at dette jo bare er ham selv, der snakker frit fra leveren – ikke noget lærd bogværk. Men når han samtidig gerne vil lufte sine tolkninger og lærde pointer, går det ikke. Resultatet bliver en krysteragtig kispus og en usmagelig underspillet intellektualitet, som bestemt ikke er klædelig.

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Hardcover, Everest House 1981. Bogens 1. udgave

Samtidig må man hæfte sig ved, at Danse Macabre er forbløffende konservativ i dens valg af værker og tolkninger. Faktisk synes King at bidrage med utrolig lidt, som ikke står i de referenceværker han selv opregner som inspirationskilder bagerst i bogen. Igen kan man så hævde, at Danse Macabre bare er formidling, men her burde læseren vel egentlig forvente lidt mere af bogen, hvis den ikke bare skal kunne klassificeres som Kings sammenskrivning af andres arbejde. Og det er Danse Macabre desværre langt hen ad vejen. At jeg så også er uenig i flere af Kings konklusioner, er en anden sag. At Blattys The Exorcist afvises som et makværk, er eksempelvis ganske forbløffende og en smule fortænkt, at Jay Ansons The Amityville Horror dybest set skule handle om frygten for pengeproblemer.

At King ydermere bruger ganske meget tid på alt det gys, der påvirkede ham som barn – dvs. 50’erne – gør desværre også, at man på det nærmeste kan mærke, hvordan Kings perspektiv indsnævres side for side, som vi nærmer os samtiden. Det er uden tvivl et helt bevidst valg, men resultatet bliver, at skræk og rædsel i Kings verden er forbundet med en sentimental barndomsoplevelse af gysergenren.

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

At skrive skrækfiktion er dermed en måde for King at være i dialog med sin tabte barndom og alt det, der formede ham som person. Graham Greene svarede berømt engang, da man spurgte ham, hvorfor han noget overraskende pegede på Majorie Bowen som inspirationskilde, når hun primært havde skrevet gotiske romancer. Til det svarede Greene, at den litteratur, der formede en som forfatter, var den litteratur, der have gjort indtryk i barne- og ungdomsårene. Det kan der være noget om, og i Kings tilfælde er det helt sikkert rigtigt. Problemet er bare, at man ud fra det synspunkt ikke er synderligt godt rustet til at skrive om genrelitteratur, fordi forestillingen om en tabt guldalder uvægerligt sniger sig ind.

For mig bliver Kings nostalgiske omfavnelse af 50’erne en spændetrøje, der gør gyset til en bagud skuende og mest af alt til en irrelevant størrelse. Samtidig forpasser King den mulighed faktisk at kunne drysse sit stjernestøv på en ny generation af forfattere, som kunne have nyt godt af at blive nævnt i hans sammenhæng og dermed blive introduceret for et kæmpemæssigt læsermarked.

Paperback, Futura 1982

Paperback, Futura 1982

Den ting, der imidlertid både undrer og irriterer mig mest ved Danse Macabre, er det faktum, at gyserlitteraturen fylder utrolig lidt. Han taler om film – rigtig meget om film. Han taler om TV, han taler om radio, han taler om tegneserie. Bøgerne får derimod et lille forkølet kapitel, der slet ikke kan måle sig med bogens øvrige kapitler i grundighed og passion. Det er næsten bizart, at forfatteren King vælger at se på alt andet end bøger. Der kan være mange grunde til den prioritering, som man kun kan gisne om. Faktum er imidlertid, at Danse Macabre i sidste end bliver meget lidt litterær. Måske siger det i virkeligheden en hel del om Kings tilgang til hans egen litteratur.

Mest af alt er Danse Macabre derfor blot en gemytlig, nostalgisk snak med horrorkongen King, der fortæller lidt i øst og vest. Det er skam ikke dumt, det King skriver, men synderligt nyt eller klogt er det ikke. Det bliver bare aldrig til andet end en jovial tur tilbage til ungdommens land. Bogens potentiale som reklamesøjle for genrens mulighed må man dog ikke forklejne, og det skal King have tak for.

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Warner Books 1991

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Berkley Books 2001

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Gallery Books 2010

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

Paperback, Hodder Paperbacks 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Nonfiktion