Tag Archives: 1983

Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

Paperback, Baen 1984. Den relevante forside er malet af Kevin Johnson

Her fortsætter vi længere ind i Jack Vances utrolige Dying Earth-serie; en serie, som jeg igen kun kan understrege, fortjener den højeste ros. Der er storslåede øjeblikke og mindre fantastiske passager, men grundlæggende er der samlet tale om et forbløffende originalt værk, der stilistisk og rent kreativt tårner sig op som et helt og aldeles afgørende bidrag til fantasylitteraturen. Det har få præsteret.

Værkets præcise status som inspirationskilde kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg, når jeg får afrundet serien. I dette indlæg skal vi se nærmere på Cugel’s Saga, der så dagens lys i 1983. Udgivelsesåret er bemærkelsesværdigt, fordi bogen fortsætter mere eller mindre præcis der, hvor det tidligere bind i serien slap. Dette bind udkom imidlertid tilbage i 1966, hvorfor der altså var en betydelig pause imellem de to udgivelser.

Paperback, Baen 1984

Efter The Eyes of the Overworld, som det tidligere bind i serien hedder, udkom, lagde Vance ikke fuldstændig sit univers på hylden. Han fortsatte med drypvis at udgive små bidder, men der skulle altså gå ret lang tid, før han tog skridtet fuldt ud og samlede sit stof i bogform.

Den direkte kontinuitet imellem det forrige bind og Cugel’s Saga samt den lange pause imellem udgivelserne gør det naturligvis relevant at sammenligne værkerne, der ligner hinanden ret meget i opbygning og tone.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Man kunne først og fremmest frygte det værste, for det er bestemt set før, at en forfatter har haft svært ved at genfinde gnisten efter års ophold. Men hos Vance gør det modsatte sig gældende. Vance blev nemlig en bedre og bedre forfatter med årene. Han trådte ud af sine pulpforbilleders skygge og blev i stedet selv et stilistisk forbillede. Det, han begyndte med The Dying Earth, havde i Cugel’s Saga vokset sig til et modent udtryk og gav ham en sikker forfatterstemme, der ikke bare gør indeværende værk fremragende, men som prægede hele Vances forfatterskab. Den skarpere, mere bevidste, pen hos den modne Vance mærkes eksempelvis også tydeligt i hans Demon Princes-serie, der også var længe undervejs. Her oplever vi det måske endda tydeligere, fordi udgangspunktet i seriens første bind er så rodfæstet i pulptraditionen og relativt uambitiøst i sit udtryk.

I praksis betyder det, at Vance i stigende grad opgav den plotdrevne pulpfortælling, krydret med eksotiske indslag a la Edgar Rice Burroughs, og i stedet vendte dette på vrangen, så det eskapistiske kom først, og handlingen bliver på den led bare et påskud for at bevæge læseren rundt i de farverige situationer, han udmaler for os.

Hardcover, Timescape Books 1983. Romanens 1. udgave

I The Eyes of the Overworld hørte vi, hvordan den herlige slyngel Cugel kom galt afsted, da han forsøgte at bestjæle troldmanden Iucounu (”the Laughing Magician”). Da bogen sluttede blev han på magisk vis slynget langt væk til en fjern strand, og det er her Cugels eventyr fortsætter, for han vil tilbage og hævne sig på Iucounu. For at han kan gøre det, så må han ud på en lang og besværlig rejse, der sender Cugel ind i den ene utrolige historie efter den anden.

Romanen, vi sidder med, er stærkt episodisk, idet vi følger Cugels vej fra pikaresk optrin til optrin. Vi følger hans sejre og de uvægerlige nedture, der altid rammer ham. Bedst som han tror, at han har fundet sin vej hjem, bliver hans planer nemlig forpurret, som regel af ham selv, og han må rakke videre gennem verden. Det kunne måske lyde gentagende, især fordi det var det samme, vi oplevede i The Eyes of the Overworld, men sagen er den, at Cugel som karakter er så stærk og underholdende, at man som læser nyder hvert eneste minut i hans selskab.

Hardcover, Underwood-Miller 1984

Her skal man i øvrigt huske, at Cugel bestemt ikke er nogen sympatisk karakter. Han er en antihelt i reneste forstand. Han er egoistisk, pralende og hensynsløs. Han har intet problem med at skade andre for at opnå sine egne mål, og han er samtidig både smålig og nærtagende. Cugel er med andre ord et selvoptaget røvhul, men præcis det gør ham så utrolig underholde. Ikke mindst fordi det rent faktisk er en smule tvivlsomt, hvad Cugel egentlig er god til ud over at rode sig ind i problemer. Bevares, han tænker hurtigt og er rap i replikken, men præcis de kvaliteter er sådan set mere til byrde for ham end gavn.

I Cugel’s Saga hører vi om Cugels besøg hos landsbyen, hvor stedets mænd bruger deres tid på at sidde på søjler og spekulere over universets hemmeligheder. Her franarrer Cugel både penge og et sæt magiske støvler. Vi hører, hvordan Cugel uforvarende kommer til at gældsætte sig selv og havne som slave hos en udspekuleret købmand, der tvinger ham til at dykke efter de magiske efterladenskaber fra en stor dæmon.

Paperback, Panther 1985

Han deltager også i en magisk konkurrence om at frembringe den mest utrolige genstand, hvilket Cugel kvalificerer sig til efter at have stjålet en anden deltagers transportable rift i mellem dimensionerne. Han har også en særdeles fornøjelig rejse med en karavane, hvor Cugel optræder som en form for detektiv i et lille ”whodunnit”-eventyr. Hvert optrin har sit eget lille univers og pointe. Romanen er strikket sammen af individuelle optrin, der ikke nødvendigvis relaterer sig til hinanden. Flere gør det, men Cugels rejse er først og fremmest et alibi for Vance til at fortælle sine fantastiske røverhistorier.

Det gør han også utrolig godt. Som jeg tidligere har nævnt, skabte Vance noget helt specielt med sin første bog i serien. Alt, der kom efter denne, er i nogen grad en gentagelse og rammer dermed heller ikke de samme kreative højder som i The Dying Earth. Men med det sagt må man også konstatere, at den fortælleglæde og glæde ved det absurde, som Vance udfolder i Cugel’s Saga, bevæger sig i en anden retning og formår at løfte universet på andre måder ved at rendyrke udtrykket.

Hardcover, Vance Integral Edition 2005

Jack Vance overgår måske ikke sig selv, men han gør det alligevel så godt, at han overgår de fleste andre. Vance kommer næsten, men måske også kun næsten, op på siden af en anden absurdist, nemlig Mervyn Peake, hvis Gormenghast-serie har et sært slægtskab med Cugels univers. Vi genfinder i hvert fald en glæde ved de tåbelige karakterers selvoptagede navlepilleri og den sorte humor, der gang på gang gør sig lystig på menneskelig dårskab. Jeg elsker Mervyn Peakes forfatterskab, men jeg må også blankt erkende, at jeg elsker en bog som Cugel’s Saga. Midt i en tid, hvor fantasylitteraturen allerede var faldet fra hinanden i sine egne klichéer, kunne Vance med denne bog vise, at der stadig var liv i både hans serie og genren som helhed. Bravo.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Så dumt det er sjovt – men absolut ikke skræmmende

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Pocket Books 1983

Som flere før mig har påpeget, går tåbeligheden virkelig op i en højere enhed her. En trehjulet cykel, et skeletbarn, der drøner afsted på den, og endelig forsidens tekst, der låner frit efter The Doors: ”When little Simon plays with fire the game becomes a funeral pyre”. Uha. Resultatet er ekstremt dumt – og ufrivilligt morsomt. Jeg har ikke læst bogen, men den står i samlingen, og måske får jeg den også læst en dag. Desværre er jeg ret sikker på, at forsiden er det mest bemærkelsesværdige ved Russell Rhodes bog.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide

Paperback, Fontana 1984.  Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Fontana 1984. Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Peter Blatty udgav The Exorcist i ’71, og bogen blev en kæmpe bestseller; først ved egen kraft, senere hjulpet af bogens filmatisering. Det var imidlertid ikke åbenlyst, at bogen skulle få en fortsættelse, men naturligvis måtte der følges op på succesen. Blatty har senere indrømmet, at han havde svært ved at finde på en passende to’er, men i ’83 kunne han udsende den længe ventede efterfølger, der fik den ildevarslende titel Legion.

Forfængelighed og profit er helt sikkert blandt grundende til, at Legion blev skrevet, men det lykkedes Blatty at undgå en banalisering af sit romanunivers ved at holde sit fokus på budskabet og faktisk ikke give publikum det, de sikkert håbede på: en endnu mere spektakulær besættelseshistorie. I stedet fulgte Blatty den sti, som William Hjortsberg og Thomas Harris havde trådt et par år forinden og fusionerede gyset med den hårdkogte krimi.

Paperback, Fontana 1984

Paperback, Fontana 1984

Legion åbner omtrent 12 år efter handlingen i The Exorcist og begynder ganske ubehageligt. Vi kommer med ind på et gerningssted, hvor et avisbud – en ung dreng – er blevet brutalt myrdet. Betjenten på stedet er ingen andre end opdageren Kinderman, som de fleste sikkert kan huske fra første bog. Ikke alene er drabet uhyrligt, men det har også bekymrende ligheder med de drab, som seriemorderen ”The Gemini Killer” begik omkring 1970. Kinderman havde ansvaret for opklaringen af Gemini-dræberens mord, og Kinderman var med, da morderen styrtede i døden under en politijagt. Sagen er nu den, at den måde drabet er begået på har de karakteristiska, der kendetegnede Gemini-dræbereens værk. Kendetegn, der vel at mærke aldrig blev kendt i offentligheden. Kinderman må derfor spørge sig selv, om seriemorderen mon stadig lever, om det er en efterfølger, der kendte hans metode eller om det er et rent tilfælde?

Kinderman får ikke lang tid til at spekulere over sagen, for snart begås flere mord, der alle har seriemorderens aftryk. Spor, der sender Kinderman i retning af en afdeling for demente og stærkt hjerneskadede patienter, og gradvist står det klart for betjenten, at det enten må være en af de ansatte eller en undsluppen patient, der står bag de nye drab. Sagen tager en drastisk vending, da den mystiske patient ”Tommy Sunlight” pludselig vågner af sin tolvårige katatoniske tilstand og forlanger at tale med Kinderman. Det hr. Sunshine fortæller, ryster betjenten i sin grundvold. Sunshine forklarer nemlig, at han er Damien Karras – den ene af præsterne fra første roman – og tilmed også, at han er Gemini-dræberen.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Legion trækker på første romans persongalleri, men strengt taget er bøgerne kun perifært sammenknyttet. Ikke desto mindre er de tydeligt beslægtede, ikke så meget i handling, som i det tematiske indhold. Blatty tager således igen livtag med tunge, teologiske grundtematikker i Legion og rejser spørgsmål om, hvad ondskab er og hvordan Gud kan erkendes i en verden, der synes både grusom og vilkårlig? Og navnlig problemstillingen om den frie viljes betydning og personligt ansvar klinger stærkt med, da en stor del af handlingen udspiller sig mellem hjerneskadede patienter, der bliver et potent billede på det viljeløse menneske.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Legion er en grum, grum bog. Drabene er både groteske og udspekulerede, præcis som vi kender det fra seriemordergenren. Men Legion er mere end bare en dyster krimi, den har en metafysisk dimension, takket være den mystiske Sunshine. For meget tyder på, at Sunshine rent faktisk er besat af samme dæmon, der besatte stakkels Regan i M Street. Og præcis som i The Exorcist, bruger Blatty brutaliteten og gruen som vej ind i fundamentale spørgsmål, der bedst kan karakteriseres som noget af sjælesørgerisk natur.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Kinderman spørger i bogen, hvordan kan Gud tillade ondskab i verden. Svaret falder først til sidst, hvor Blatty samler trådene og lægger sin teologi frem. Ondskaben er nemlig ikke noget, der tilstøder mennesket udefra. Det er ikke nogen ond djævel eller satanisk korruption, der driver smerte og pine frem. Ondskaben – eller Djævlen om man vil – er selve menneskeheden. Det er menneskene, der er de faldne, ulydige djævle, der nu lever i udlændighed og venter på Guds tilgivelse. Deraf også bogens titel – mit navn er Legion, siger den besatte mand til Jesus i Lukasevangeliet, fordi der var så mange dæmoner eller onde ånder i ham. Men i stedet for at forstå dæmonerne som udefra kommende skabninger, er de hos Blatty sider af menneskets personlighed. I Legion bliver djævlebesættelsen altså en form for metaforisk klarsyn, der afdækker vores sande natur. Og hvordan kan de syndige mennesker så erkende Gud? Det sker kun momentant eller glimtvis igennem umiddelbar næstekærlighed og eller skønhed, som da Kinderman ser solopgangen og et øjeblik fyldes af ro:

”… he [Kinderman] wondered whether God was alien and cruel; but then he remembered Beethoven and the dappling of things and the lark and ‘Hurrah for Karamazov’ and kindness. He stared at the sun coming up behind the Capitol, streaking the Potomac with orange light; and then down at the outrage, the horror at his feet. Something had gone wrong between man and his creator and the evidence was here on this boathouse dock.” (s. 1)

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Selvom der er noget hjemmestrikket over Blattys teologiske univers, lader hans jesuitiske baggrund sig ikke fornægte, og Legion er en gennemført kristen roman med et kristent budskab. Men Blatty prædiker (næsten) ikke, i stedet tager han den fortvivledes parti og bruger Kinderman som talerør for alle, der ser på verden og gribes af tvivl på meningen med det hele.

Legion er ikke samme mesterværk som forgængeren, men Blattys pen flyder formbevidst og let, og hans koncepter er fascinerende. Det samme er hans sans for timing, for selvom Kindermans evige monolog kan blive lidt enerverende i længden, formår Blatty at indlemme så mange dystre intermezzoer, at man næsten glemmer det fromme ærinde bag teksten. Men også kun næsten, for Blatty vil sikre sig, at vi forstår hans budskab. Budskabet er, at der er håb derude – og håbet ligger i selve håbet. Uanset hvor sort det hele bliver, er håbet om forsoning menneskets redning.

Paperback, Pocket Books 1990

Paperback, Pocket Books 1990

Blattys to værker om besættelse og tro er egenartede, fascinerende størrelser, der med deres mærkværdige blanding af sataniske referencer, bestsellerplots og tunge, religiøse budskaber ikke ligner noget andet. Legion er præcis lige så sofistikeret som sin forgænger, om end krimiplottet gør den en anelse mindre spektakulær og måske også noget mere ordinær. Men man kan dårligt sammenligne Blattys romaner med noget andet i gysergenren, og værkernes unikke status kan derfor ikke betvivles.

Jeg sætter stor pris på Blatty, ikke fordi jeg deler hans religiøse verdenssyn, men fordi han har et projekt med sin litteratur, og fordi han viser de muligheder, der ligger i genrelitteraturen, hvis man blot investerer en smule omtanke i indholdet og har større ambitioner end blot at underholde med skræk og gru.

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Graham Masterton, The Pariah (1983): Aboslut fornøjelig gotisk skræk og ballade

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Der er ikke meget, som slår Graham Mastertons tidlige romaner, i hvert fald så længe vi taler ren og skær underholdningsværdi. De skuffer faktisk aldrig, fordi Masteton bekender kulør og skriver uforfalsket, pulpet gys uden det fjerneste forsøg på at intellektualisere eller at gøre romanerne til mere, end de er. Den tilgang til (skræk)fiktion er naturligvis ikke i sig selv noget nyt; faktisk tror jeg, mange genreforfattere sikkert vil hævde, at deres vigtigste opgave er at skrive underholdende historier. Det særlige ved Masteton er imidlertid, at der ikke er tale om falsk beskedenhed eller krukkeri. Han gør som lovet, og han er tilmed pokkers god til sin valgte metier.

The Pariah fra 1983 tager os ind i Lovecrafts kerneland. Vi kommer nemlig med til et efterårsomsust New England, hvor Masterton har skabt den lille kystby Granitehead til lejligheden. Den er naturligvis baseret på Marblehead; den by, som Lovecraft brugte som inspiration til Kingsport. Masterton spiller da også et dobbeltspil i romanen, hvor han både lader sin hovedperson referere til Lovecrafts fiktion, og samtidig gør brug af Lovecrafts fiktive stednavne i handlingen.

Papeback, Star Books 1983

Papeback, Star Books 1983

I den lille, idylliske turistby har John indtil fornyelig haft en antikforretning med sin kone. Desværre er konen netop omkommet i en trafikulykke, og katastrofen bliver kun mere tragisk af det faktum, at hun var højgravid, da det skete. John har været på druk siden ulykken, og butikken er på vej ned ad bakke, men så sker der noget mærkeligt. Han begynder at se spøgelser, konens spøgelse, for at være præcis. Men ikke nok med det, under en auktion får han fat i en gammel skitse af havnen i Granitehead. Det bliver startskuddet på en hæsblæsende, okkult jagt efter et skib, der gik ned ud for lillebyen for flere århundreder siden. Spøgelset, John ser, og billedet er nemlig forbundet og har begge rod i historien om mystiske hændelser, der udspillede sig i kølvandet på hekseforfølgelserne i Salem 1692.

Masterton er ikke en mand, der hverken underspiller sine gys eller plotidéer, og John ser sig snart involveret i dykkerekspeditioner efter en dyster vrag, der angiveligt skulle have en indiansk dæmon ombord, alt imens en armé af levende døde truende nærmer sig Granitehead. Jo-jo, der er skam ramasjang for alle pengene her.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Til trods for, at Masterton har skrevet over 100 bøger i løbet af sin karriere, er han faktisk ikke specielt kendt i Danmark. Men har du læst noget af ham før, vil alt virke velkendt i The Pariahs overgjorte univers, hvor den sorgtyngede John stadig har overskud til selvironi og aldrig går af vejen for et hurtigt knald med de tilfældige damer, han møder på sin vej gennem bogen. Sådan er det nemlig hos Masterton; tilfældig sex, vold og dramatiske overnaturlige manifestationer kommer i et væk og holder læseren fastlåst, fordi man lige skal have det næste kapitel med for at se, hvad han nu smider i hovedet på sin forfulgte hovedperson.

Mastertons kvalitet ligger da også netop i den nærmest uforskammede ligefremme måde, historien udfolder sig på. Hans fladpandede, klichéfyldte persongalleri accepterer straks, at der må være noget overnaturligt på færde, og naturligvis er det ikke noget problem for John at lære at dykke på et par dage og være så god til det, at han kan deltage på lige fod med professionelle arkæologer bagefter. Man kan med andre ord trygt slå hjernen fra, når man er i selskab med Mastertons romaner, fordi han skriver til maven, ikke hovedet.

Paperback, Tor Books 1984

Paperback, Tor Books 1984

The Pariah, som dybest set handler om en dæmon, der forsøger at trænge ind i vores verden, gentager et plot, Masterton har brugt flere gange – eksempelvis i The Manitou eller The Djinn. Han har imidlertid slået en anden tone an her, som skiller den fra de to tidligere romaner. I The Pariah prøver Masterton kræfter med gotikken, hvilket betyder, at han bruger langt mere tid på stemnings- og miljøbeskrivelser end i tidligere bøger.

Som han skriver et sted: ”… In spite of the constant wind, in spite of the ocean, I felt that Salem and Granitehead were small and dark and constricting and old. A great suffocating weight of history pressed on me here, layer upon layer of ancient buildings, long-dead people, mysterious events. Layer upon layer of prejudice and argument and pain. (s. 129)”

Paperback, Star Books 1986

Paperback, Star Books 1986

En klarere formulering af den gotiske optik kan man næppe finde og citatet er et godt billede på bogens tone, som han selvfølgelig ikke kan opretholde hele vejen igennem. Gang på gang falder Masterton tilbage i sit vante, ironiske sprog, fordi tempo og burleske optrin, af den type han beskriver, kun dårligt lader sig forene med dvælende gotik.

Ikke desto mindre er der noget stærkt fascinerende ved en bog som The Pariah. Fascinerende, fordi den så ubesværet, og med så åbenlys glæde, kaster sig ud i en skrækfortælling, der nærmest bliver til fantasy, fordi dens rod i virkeligheden synes så uendelig spinkelt funderet. Og igen må jeg konstatere, at der er mange andre, som gør det samme, men Masterton gør det bare bedre. Hans neo-pulp er blottet for ironiske metareferencer til genren. Den er skrevet som rendyrket underholdning, der bæres igennem af en bizar blanding af skarphed og udflydende galskab, leveret med en troskyldig ligefremhed, blottet for psykologiske indsigter og troværdighed.

Paperback, Sphere 1992

Paperback, Sphere 1992

Mastertons bøger er med andre ord en uhyre vanskelig balancegang mellem alvorsfuldt gys og letbenet underholdning. Den kunst mestrer kun meget få, og Masterton mestrer den skam heller ikke helt selv. Hans bøger er nemlig ikke det fjerneste uhyggelige, men de er underholdende på en beskidt, billig facon, der ligger langt fra den kække, postmordene tilgang til pulpen, som vi har set siden 90’erne. Derfor er det også altid en fornøjelse at læse til en roman som The Pariah.

Bogen er nemlig et litterært åndehul, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan få mulighed for at få stimuleret alle sine teenagefantasier om sex, gys og det overnaturlige på den mest hæmningsløse facon. På den led ligner Masterton sin landsmand og kollega James Herbert. Og præcis som Herbert, gik det også galt for Masterton i slutningen af 80’erne, hvor hans bøger mistede pusten, da han forsøgte sig med en langt mere jordnær eller ligefrem realistisk tone. Her slog Masterton fejl på eklatant vis, men det er en historie, jeg kan gemme til et andet indlæg.

Paperback, Hammer Books 2011

Paperback, Hammer Books 2011

2 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, Pet Sematary (1983): Et fantastisk dødsstudie

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et  stemningsfuldt cover (af Davies?!) - desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et stemningsfuldt cover (af Davies?!) – desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Der har været skrevet rigtig, rigtig meget om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983. En roman der vel generelt regnes som en af Kings bedste. Det kan jeg kun være enig i. Pet Sematary er en fremragende bog, der rummer alt det, King er blevet berømt på, men samtidig udfordres både forfatter og læser mærkbart af bogens tema – Døden. Og det med stort D. Det dystre tema er i den grad blevet en del af mytologien omkring romanen. At historien eksempelvis var så uhyggelig, at King først ikke ville udgive den osv. – anekdoter der er med til at understrege, at King afsøgte nyt terræn.

Med mindre du har levet under en sten de sidste mange år, vil handlingen i Pet Sematary sikkert være nogenlunde bekendt. Men ok, vi tager lige et kort referat for en god ordens skyld. Louis Creed, hans kone Rachel samt deres to børn Ellie og Gage flytter til den lille by Ludlow i Maine. Louis har fået arbejde på en universitetsskadestue i nærheden. De flytter ind i et gammelt hus, der ligger lidt uden for Ludlow. Deres nærmeste naboer er et gammelt ægtepar, Jud og Norma, der bor på den anden side af den stærkt trafikrede landevej, der adskiller grundene.  Alt er fred og landlig idyl. Sådan da, for døden ånder familien og deres omgivelser i nakken.

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Først får nabokonen Norma et slagtilfælde, så bliver Creed-familiens kat kørt over, mens Louis er alene hjemme i huset. Datteren Ellie elsker katten over alt, og Louis er derfor i vildrede – skal han fortælle hende sandheden om kattens død eller lyve. Som tak for hjælpen i forbindelse med nabokonens slagtilfælde beslutter naboen Jud at indvie Louis i en hemmelighed. Oppe i skoven bag Creed-familiens hus ligger en dyrekirkegård, som familien allerede stifter bekendtskab med tidligt i historien. Bag denne kirkegård ligger der en ældre indiansk gravplads, der rummer sære kræfter. Det, der begraves på pladsen, vender tilbage, måske lidt forandret, men den døde genopstår blandt de levende. I Ludlow kender flere af de gamle stedets hemmelighed, og nu hvor Louis Creed er blevet indviet, får han mulighed for at få katten tilbage. Genoplivningen af katten er naturligvis kun begyndelsen på det, der udvikler sig til en grotesk og ganske skrækindjagende affære.

En af de fascinerende ting ved Pet Sematary er romanens opbygning. Man kan næsten sige, at romanen har en arkitektur. Hele handlingen er spændt ud mellem en lang række dikotomier. Mand og kvinde, det unge Creed-ægtepar og det gamle ægtepar på hver side af vejen, der er Louis og Rachel Creeds far, der er børnene og de voksne, Rachel og hendes døde søster Zelda og så naturligvis det helt overordnede og altgennemsyrende modsætningsforhold mellem liv og død. Det todelte motiv optræder i alle romanens elementer og udgør nærmest et forsøg fra Kings side på en beskrivelse af tilværelsens grundvilkår og den verdensorden, som hans hovedpersoner må indfinde sig under.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den orden smuldrer imidlertid, for da Jud introducerer micmac-indianernes gamle gravplads, skabes der uorden i systemet. Louis krydser en grænse, som han ikke burde krydse og skaber et uoverskueligt kaos, der kommer til at koste flere menneskeliv. Og her nærmer vi os bogens centrale handlingselement; Louis fornægter døden og genopliver de døde.

Handlingen har ført til sammenligninger mellem Pet Sematary og Frankenstein (1818), hvilket naturligvis på overfladen kan være en rimelig betragtning. Forskellene er imidlertid afgørende. Victor Frankenstein forsøger at skabe liv, der hvor der ikke tidligere har været noget – han forsøger på guddommelig vis at skabe liv ex nihil – at skabe liv ud af intet. Helt bogstaveligt sætter Frankenstein sig i Skaberens sted og skaber et menneske i menneskets billede. Louis Creed vil ikke skabe liv, han vil forlænge livet, omgøre dødsdommen. Derved griber Louis Creed ind i det, der i en konservativ kristen terminologi ville kunne kaldes ”Guds plan”. At det er i de baner, man må forstå Pet Sematary, kan der ikke være nogen tvivl om. Roman er spækket med referencer til metafysiske og teologiske overvejelser, der skal vise læseren, at der er en mening med det hele, uden at vi nødvendigvis forstår den. Det handler altså om tro (Creed).

Hardcover, Doubleday 1983

Hardcover, Doubleday,  1. udg. 1983

Pet Sematarys kristne budskab bliver meget ofte overset, fordi King er en dygtig forfatter, der forstår at pakke sit budskab ind på en måde, så det ikke ligner en prædiken. Jeg mener imidlertid, at det er helt afgørende for forståelsen af Kings roman, at man holder sig hans på mange måder gammeldags kristne værdigrundlag for øje. Et værdiggrundlag, der nok kan fremstå fremmedartet for os i en dansk sammenhæng, men som i en amerikansk virkelighed formentlig er normen.

Som jeg læser King, er hans pointe, at mennesket står ensomt og sårbart i mødet med døden og sorgen. Og her, midt i den ensomhed, kan ”mørket” snige sig ind som fristeren. I Pet Sematary har Mørket, Djævlen eller hvad man nu vil kalde det, fristet generation på generation i Ludlow med sit tilbud om evnen til at vække de døde til live igen. Pointen er imidlertid ikke udelukkende, at man via begravelsespladsen får evnen til at genoplive de døde, det er lige så vigtigt, at man leverer denne viden videre til andre som en gift, der spredes fra generation til generation. Hemmeligheden er ganske enkelt noget, der tynger, som Jud meget tydeligt forklarer, fordi den altid melder sig i de situationer, hvor livet bliver svært.

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Gamle Jud lader sig da også friste, da han giver hemmeligheden om gravpladsen videre til Louis. I den forstand møder vi Djævlen i Pet Sematary, som den samme fristerfigur, som vi allerede mødte i The Stand (1978) og som King senere vender tilbage til i Needful Things (1991). Der anslås derfor også et apokalyptisk tema i Pet Sematary, der handler mørkets evige forsøg på at vinde indpas i menneskets liv. Et tema der ikke mindst understreges, når King eksempelvis parafraserer åbningen på Yeats’ digt ”The Second Coming” (New English Library, s. 324) – et digt King allerede benyttede i The Stand.

Paperback, Hodder Paperbacks  2011

Paperback, Hodder Paperbacks 2011

Romanens store ambition er at besvare det eksistentialistiske spørgsmål om, hvordan man er i stand til at leve med døden. Kings svar ligger i religionen og den stille accept og åbenhed omkring emnet. Det gamle ægtepar Jud og Norma bliver her prototypen på Kings idealforestilling om det lykkelige liv. Om mennesker der har rejst et helt liv, fra barndom til alderdom. De har i overført betydning krydset den dødsensfarlige landevej, der strækker sig mellem barndom/ungdom og alderdommen. Det sted, hvor farerne lurer og det uventede kan ske. Jud og Norma har krydset denne livsvej uden at miste troen, modsat familien Creed, der kuldsejler noget så grueligt.

Paperback, Pocket Books 2001

Paperback, Pocket Books 2001

Ganske vist er Norma og Jud blevet fristet undervejs og har begået fejl, det fremgår med al tydelighed i bogen, men de har ikke mistet dem selv. Louis derimod mister sig selv, da han i sit svageste øjeblik lader sig friste og krydser grænsen, han ikke måtte krydse. Man kan sige, at han står på kirkegråden og ser døden, men vælger ikke at acceptere den. Han lader sig lokke videre ind i den underverden, hvor mørket har magten. Man trænger ind bag det ene for at komme til det andet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man skal krydse dyrekirkegården for at komme til indianernes gravplads.

Paperback, Pocket Books 2005

Paperback, Pocket Books 2005

Men hvad er dyrekirkegården så? Altså ikke indianergravpladsen, men den kirkegård, der har lagt navn til bogens titel. Svaret må være, at dyrekirkegården for King repræsentere det nødvendige tab af uskyldighed, som børn må igennem. Dyrekirkegården er det sted, hvor barndommens illusioner punkteres og de voksnes verden introduceres. Det sted hvor døden erkendes og får form, men samtidig også en markering af grænsen mellem liv og død. En grænse, som Louis som nævnt, krydser.

Paperback, Wangels Forlag 1987

Paperback, Wangels Forlag 1987

Pet Sematary er som sagt en fremragende bog, fordi den afsøger grænser, og King rent faktisk har noget på hjertet. Det er en ekstremt dyster bog, der gennemsyres af varsler og tegn, der alt sammen peger i retning af den eskalerende død, der hjemsøger alle bogens sider. I min optik er både de dele, der handler om relationerne mellem bogens personer og stederne med mere traditionel horror lige fremragende, men det er uden tvivl i sammenstillingen af det ordinære og overnaturlige, at styrken for alvor ligger. Det lykkes nemlig King i Pet Sematary at skabe en troværdig rationale for bogens begivenheder og præsentere et sammenhængende budskab. Om man så køber Kings kristne budskab, er en anden snak. De fleste vil sikkert, som mig selv, bare glædes over bogens herligt dystopiske stemning.

Paperback, Gallery Books 2002

Paperback, Gallery Books 2002

Pet Sematary er en klassiker og for mig et se det til dato sidste højdepunkt i Kings forfatterskab.

Og her giver jeg så ordet videre til Ramones. Hey ho – let’s go!

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Susan Hill: The Woman in Black (1983): En nyklassiker i kritisk lys

Førsteudgaven. Hardcover, Hamish Hamilton 1983. Omslaget og de lidt for venlige indvendige illustrationer er udført af John Lawrence.

Engelske Susan Hills The Woman in Black kan fejre 30-års jubilæum næste år. Den relativt korte roman (160 sider i førsteudgaven) vakte ikke synderligt megen opsigt, da den udkom i ’83. Det ændrede sig imidlertid radikalt, da bogen blev opsat som teaterstykke i 1987. Stykket blev en kæmpesucces, der, så vidt jeg ved, har været opført i London, uden afbrud, lige siden. TV-indspilningen af romanen fra 1989, og den seneste filmatisering fra 2012, har kun bidraget til romanens berømmelse. Men for virkelig at forstå, hvor stor The Woman in Black er i England, må man notere sig, at den er en af de romaner, som børn i den engelske folkeskole typisk læser i de større klasser. Vi taler altså om en klassiker af den type, som man i skolevæsnet synes, engelske børn bør stifte bekendtskab med, før de kommer ud af skolen.

Nu er der nok en ret stor sandsynlighed for, at du kender bogen og sikkert har læst den flere gange. Jeg vil derfor også bare ganske kort nævne, at handlingen udspiller sig i en øde afkrog af England i begyndelsen af 1900-tallet. Den unge advokatfuldmægtig Arthur Kipps bliver af sit firma sendt til Crythin Gifford. Her skal han overvære en afdød klients begravelse og senere, når dette er overstået, gennemgå den døde fru Alice Drablows papirer for at se, om der er noget af finansiel betydning, som firmaet skal tage sig af.

Hardcover, Hamish Hamilton 1983

Kipps, der er en ung ildsjæl, ser frem til denne første store opgave. Der går imidlertid hurtigt skår af glæden, fordi indbyggerne i Crythin Gifford tydeligvis skjuler noget og er ekstremt overtroiske omkring Eel Marsh House – den døde Drablows hus. Snart viser det sig, at det handler om genfærd og gengangerig. Kipps tror naturligvis ikke på den slags ammestuesnak, men da han selv får et glimt af en mystisk dame i sort, får piben en anden lyd. Fra da af bliver sagen og opholdet i Crythin Gifford en pinefuld affære, der nær koster Kipps både liv og forstand. Eel Marsh House er i den grad hjemsøgt, og gamle, skjule hemmeligheder vælter ind over den unge advokat, da han først begynder at grave i sagen.

Susan Hill (født 5. februar 1942)

The Woman in Black er en rendyrket spøgelsesfortælling, tappet direkte ud af den engelske, victorianske tradition. Susan Hill har opsøgt genrens bedste eksempler og frit brugt dem som forbilleder til en sjældent virkningsfuld roman. Hun har selv udtalt, at bogen udsprang fra den tanke, at der er så mange spøgelsesnoveller, men kun få romaner. Den udfordring tog hun op, og bortset fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969), har der da heller ikke været ret mange tilsvarende bud på moderne forsøg udi den klassiske engelske spøgelsesfortælling i romanform.

Paperback, Penguin Books 1984

Hills trumfkort er samspillet mellem et metafortungt sprog, der maler det tågefyldte novemberlandskab, marsken og huset med en isnende sikkerhed. Man kan lugte og føle omgivelserne i The Woman in Black. Dette konstante fokus på vejret og landskabet blander hun med uskyldige blik ind i Arthur Kipps daglige gøremål. Han laver morgenmad, sover, går ture osv. Alt sammen noget der luller os ind i en illusion af ro, som gradvist bliver nedbrudt igen, når spøgerierne begynder. Teksten er ganske enkelt udført med stor sikkerhed og overlegen kontrol fra Hills side. Hun ved præcis, hvor handlingen, ordene, metaforerne og spøgelserne skal føre læseren hen. Faktisk er der kun få steder, hvor Hill træder ved siden af. Det sker i de passager, hvor hun skal beskrive hurtig, fysisk handling. Her kommer det dvælende sprog til kort og bliver lidt fattigt og tilfældigt.

Paperback, Mandarin Press 1998

Filosofien bag bogens opbygning, forklarer Arthur Kipps nærmest selv. Han siger et sted:

I discovered for myself the truth of the axiom that man cannot remain indefinitely in a state of active terror. Either the emotion will increase until, at the prompting of more and more dreadful events and apprehensions, he is so overcome by it that he runs away or goes mad… (Hamish Hamilton, s. 124)

Præcis det sidstnævnte sker for den stakkels hovedperson, der mere eller mindre må bukke under for det stadigt voksende pres fra det hinsides, som truer ham på livet.

Hardcover, Profile Books 2011

The Woman in Black er en fremragende bog, ingen tvivl om det. Men… man skal måske også passe på, at svinge sig op til for stor en ros af værket. Susan Hill har valgt sig nogle forbilleder for romanen, som hun følger ret slavisk. M. R. James (1862-1936) er allestedsnærværende, og han får en direkte hilsen i det næstsidste kapitel, der bærer titlen ”Whistle and I’ll Come to You”. Den altoverskyggende indflydelse kommer imidlertid fra Henry James’ (1843-1916) kortromanen The Turn of the Screw (1898). Hill har selv fortalt, at kortromanen har været hendes forbillede, og man kan ikke tænke sig The Woman in Black uden James’ værk. Tågen, landskabet, stemningen og måden, som kvinden i sort optræder på, er alt sammen løftet fra The Turn of the Screw.

Det, Susan Hill har gjort, er at skære Henry James’ fortælling, og for den sags skyld alle spøgelseshistorierne ud af samme tradition, ind til benet. Man skal nemlig huske, at spøgelserne faktisk fylder meget lidt i de engelske spøgelsesfortællinger, idet novellerne og hjemsøgelserne som oftest er solidt polstret med beretninger om slægtshistorie, historie generelt og sociale eller familiære forhold, der egentlig tager fokus fra det, det hele handler om – nemlig spøgelserne. Det fungerede og virkede skræmmende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men Hill moderniserer genren ved at koge den ind til essenserne.

Paperback, Vintage Books 2011

Derved forstærker hun uhyggen, men der sker også en kraftig forenkling af historien, og The Woman in Black er på den led ikke synderligt sofistikeret. Den er ligefrem og ganske enkel i sin opbygning. Måske netop derfor er den også blevet en god spøgelseshistorie for børn. Romanen er uden tvetydighed og uden kompleksiteter. For mig at se er der et kritisk element i dette. Hills roman ligner på overfladen sine victorianske forbilleder, men ligger faktisk langt fra disse i ombygning og indhold. Med Hills forenkling af narrativen går der noget tabt, og hendes bog kan derfor ikke udgøre en egentlig forlængelse af den ældre spøgelsesfiktion, til trods for at hun så tydeligt vil indskrive sig i traditionen uden at være en fornyer, som Robert Aickman eksempelvis var det. Alene det faktum, at alle de bedste og mest hårrejsende scener vi finder i The Woman in Black, er hentet fra The Turn of the Screw, gør, at bogen dårligt kan opfattes som noget selvstændigt mesterværk.

Paperback, Vintage Books 2012

Skal jeg være lidt hård, vil jeg mene, at Hill har skåret alt det bort fra den klassiske spøgelsesfortælling, som man i dag måske overfladisk betragtet vil kunne opfatte som kedeligt og irrelevant. Det er der kommet en skræmmende og velfungerende roman ud af, men også en sært uforankret fortælling, der mangler den kulturelle rodfæstning, som Hills victorianske forbilleder har været karakteriseret af. Jeg holder rigtig meget af The Woman in Black, men ser den først og fremmest som en pokkers smidig og velskrevet spøgelseshistorie. Det store mesterværk, som den bliver udråbt til mange steder på nettet, vil jeg mene, meget hurtigt bliver til fejringen af en forenkling, der dybest set dækker over en tematisk forfladigelse og banalisering – og den slags kan vi vel ikke lide, kan vi?

 

Læs Susan Hills beretning i The Telegraph om bogens tilblivelse her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman