Tag Archives: 1985

Thomas Ligotti, Songs of a Dead Dreamer (1985): Eksperimenternes dystre konge

Paperback, Penguin books 2015. Frosidens billede er malet af Chris Mars

Der sker spændende ting bag kulisser på Fra Sortsand i disse dage, og det har inspireret mig til at hive Thomas Ligotti frem. Det vil I nok snart få mere at vide om. det bliver vildt, det bliver spændende!

Bredt sagt kan man konstatere, at skrækgenren i vidt omfang er en ganske konservativ litteratur, der ofte søger bagud i stedet for at se ind i det, der rører sig, litterært, i samtiden. Det kan der være flere grunde til, men resultatet er, at man sjældent møder egentlig eksperimenterende skræklitteratur. Sådan var det i hvert fald ind til, verden for alvor fik øjnene op for Thomas Ligotti, der debuterede med novellesamlingen Songs of a Dead Dreamer i 1985.

Ligotti havde allerede skabt sig et navn i smalle genrekredse, takket være sine noveller i en række af de førende litterære genremagasiner i begyndelsen af 80’erne. Hans noveller var imidlertid ikke alles kop the, og man behøver eksempelvis bare se læserbreve i et fanzine som Dagon, der bragte Ligotti-noveller, for at konstatere, den foragt nogle genrefans følte, og fortsat føler, for Ligottis fiktion.

Paperback, Penguin books 2015

Songs of a Dead Dreamer rummer en del af disse tidlige udgivelser, og læser man bogen fra ende til anden, er det også klart, hvorfor Ligotti satte og sætter sine læsere på en prøve. Hans ordrige stil er tung og fabulerende, plot og struktur er sekundære størrelser i forhold til stemning og dannelsen af metaforiske konstruktioner. Ordbilleder er teksternes egentlige omdrejningspunkt, og de står som store skulpturer midt i fortællingerne anbragt som kunstværker, læseren kan studere og meditere over.

Ligotti er dermed alt andet end ordinær, men omvendt må man også hæfte sig ved Ligottis slægtskab med den tidlige Ramsey Campbells noveller. Campbell skrev endda forordet til anden udgave af Songs of a Dead Dreamer, hvorved en æstetisk fakkel blev rakt videre fra den ene pioner til anden. Forbindelserne mellem de to er mange, men hvor Campbells eksperimenter og fragmentariske stil var helt og aldeles kompromisløs, ligger der en traditionalist gemt bag Ligottis prosa.

Thomas Ligotti (født 9. juli 1953)

Ligotti er tilgængelig på en anden måde, og en rost og berømt novelle som ”The Frolic”, der stort set er konstrueret som dialog mellem mand og kone, rummer i sin kerne ganske mange af de seriemorderklichéer, som Thomas Harris formulerede i Red Dragon. Læseren er dermed, trods sprogets flamboyante røgslør, på vant grund. Det er da formentlig også kombinationen af et ekstremt billedstærkt sprog og et dybest set ganske traditionelt udgangspunkt for fortællingerne, der har skabt Ligottis berømmelse og gjort ham til den måske mest feterede (og)intellektuelle nulevende skrækforfatter.

At kalde Thomas Ligotti en skrækforfatter er imidlertid en indsnævring af hans litterære projekt, og dybest set forfejlet, fordi Ligottis fiktion sjældent forsøger at være uhyggelig. Teksterne er foruroligende og ubehagelige, de er fremmedgørende og bizarre, men gys er der kun lidt af. I stedet er det de store ideer, som fylder hos Ligotti. I sine historier udfolder han stort set altid variationer over en grundlæggende eksistentiel angst og et mentalt sammenbrud.

Paperback, Silver Scarab Press 1985. Samlingens 1. udgave – en bog, der nu må regnes blandt den moderne skrækfiktions dyreste samlerobjekter

Langt de fleste historier i Songs of a Dead Dreamer er formuleret med en jegfortæller, der taler i en præsensform. Vi stiger således ind i en bevidsthedsstrøm, der typisk bevæger sig med lynfart mod afgrunden. Gang på gang kommer vi ind i hovedet på skæve eksistenser eller eksistenser, der er på vej ud i skæve virkeligheder. Miljøerne er som oftest også navnløse bylandskaber eller hæslige forstæder, der ligger smuldrende i et gotisk tusmørkeland.

De første noveller i bogen, som førnævnte ”The Frolic” eller ”Alice’s Last Adventure”, er beretninger, hvor det surreale og groteske sniger sig ind på det ordinære og transformere det til mareridtsagtige situationer. I sidstnævnte eksempel falder grænsen mellem en forfatters fiktion og virkeligheden gradvist sammen og skaber til sidst en helt ny realitet.

Paperback, Robinson 1989

Som vi kommer frem gennem samlingen, sker der imidlertid et skifte. Historierne bliver gradvist mere fabulerende og ændrer fokus fra det tydeligvis moderne til mere tidløse eller endda historiske miljøer. ”Masquerade of a Dead Sword: A Tragedie” er et livtag med Edgar Allan Poes ”The Masque of the Red Death”, mens ”The Sect of the Idiot” er en indstigning i H. P. Lovecrafts forfatterskab. I begge tilfælde forlader teksten realismen og flytter sin handling ind i et surrealistisk, eventyrligt univers, hvor det groteske kan manifestere sig helt uden hensyn til det plausible og genkendelige. Poetisk bliver Ligotti her stærkest, og som bogens noveller skifter form, bliver Ligottis vision også mere og mere klar.

Thomas Ligottis bærende billede er det fortabte menneske, der står ensomt i et altopslugende bymiljø og lever i arkitekturens kvælende skygge. Selvom Songs of a Dead Dreamer er en novellesamling, bidrager alle historierne til konstruktionen af dette billede og føjer alle til en bestemt oplevelse af isolation, der giver bogen et forbløffende helstøbt hele.

Hardcover, Carroll & Graf 1990

Ikke desto mindre gør Ligotti også krumspring, som i de to tekster der handler om at skrive skrækfiktion. Begge er små stykker prosa, der under påskud af at ville diskutere skriveteknik, faktisk formulerer historier. Faglitteraturen bliver her en metafiktion, der gør skarpe genreiagttagelser, samtidig med at det lykkes for Ligotti at omdanne sin fagprosa til egentlige fortællinger. Der er noget drilsk over disse bidrag til bogen, og man genfinder dette lettere, underspillede humoristiske i flere af Ligottis noveller. Det sorte og dystre sammenstilles således løbende med det groteske og galgenhumoristiske.

Thomas Ligottis popularitet og anerkendelsen af hans værker har været langsom, men i dag er Ligotti blevet et uomgængeligt referencepunkt i genrelitteraturen. Ligottis debutbog viste dermed vejen for en eksperimenterede genrelitteratur, der konsekvent fravælger alle de uskrevne regler, som normalt definerer fiktion og især skrækfiktion. Som sådan kan der være vanskeligt at forstå Ligottis værker, og som allerede nævnt, er det ikke plot og handling, der er det bærende her.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Dermed er det heller ikke fordi, der ligger store pointer gemt bag Ligottis fiktion. I stedet er der en følelsesmæssig appel i novellerne, og præcis dette er blevet en væsentlig inspirationskilde for mange, der har taget Ligottis fiktion til sig, og Ligotti er i den grad blevet genstand for plagiater og efterligninger blandt verdens håbefulde genreforfattere, der gerne vil anerkendes som intellektuelle kunstnere.

Skal man pege på et enkelt værk, der har sat retningslinjerne for gyset som avantgarde, må det derfor være Songs of a Dead Dreamer, der trods sine efterhånden 30 år på bagen står præcis lige så stærk, foruroligende, fængende og lunefuld som på udgivelsestidspunktet. Ligottis stil og eksperimenter er blevet mere modne og konceptuelt entydige senere, men de har aldrig overgået debutsamlingens chokerende radikalitet, hvormed bogen har indskrevet sig som hovedværk i den moderne skrækfiktion.

Hardcover, Subterranean Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Hvor mainstream kan horror blive?

Stephen Kings popularitet var så stor i 1985, at American Express kunne bruge ham som hovedfigur i en temmelig kitschet og sjov reklame. Det er ret vildt, at en horrorforfatter kunne nå det sted – og tilmed må man huske på, at Kings berømmelse endnu ikke havde opnået de astronomiske højder, som den fik omkring ’90.

Mon J. K. Rowling eller Stephenie Meyer kunne gøre det samme, da de var på toppen? Kunne George R. R. Martin gøre det samme i dag? Næppe. King er en unik figur, et fyrtårn, der af egen kraft gjorde horror mainstream for en stund og efterfølgende har kastet tunge slagskygger på vækstlaget.

 

På søndag går jeg i kælderen. Tør du komme med? Det håber jeg.

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Dan Simmons, Song of Kali (1985): Østens mystik på vrangsiden

Some places are too evil to be allowed to exist. Some cities are too wicked to be suffered. Calcutta is such a place.

Dan Simmons’ debutroman Song of Kali fra 1985 blev hypet og feteret, da den udkom. Gyserfeltets tunge navne var alle ude med roser til debutanten. Det var såmænd også selveste Harlan Ellison, der nogle år forinden havde været med til at sætte skub i Simmons karriere ved højlydt og vedvarende at lovprise hans arbejde.

Paperback, Headline 1990

Paperback, Headline 1990. Vanen tro oplyser Headline desværre ikke navnene på deres tegnere

Som sagt var der meget virak omkring Dan Simmons, og det bedste ved det hele er, at det er fuldt fortjent. Song of Kali bliver ofte omtalt som en af de bedste gysere fra 80’erne, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er ganske enkelt en fantastisk roman, der leverer dyster, dyster psykologisk horror af bedste skuffe. Jeg vil også mene, at Simmons aldrig efterfølgende har skrevet så stærk prosa, som han gør her. Han er stadig i dag en populær forfatter, men vi taler om en helt anden type romaner, der slet, slet ikke har samme kvaliteter.

Song of Kali er et stykke hvidglødende fiktion, hvor Simmons nådesløst bliver ved med at spænde skruen om sine personer og læseren. Han væver et intenst billede frem for os, der buldrer derudaf med al Indiens varme og mystiske mørke. Perfekt sommerlæsning? Helt sikkert, men du skal være forberedt på en roman, der trækker tænder ud. Når du først får begyndt, er bogen svær at lægge fra sig, men dermed ikke sagt at det er behagelig læsning. Faktisk er det alt andet end behageligt at rejse med Simmons til Calcuttas slum.

Paperback, Headline 1990

Paperback, Headline 1990

Den unge digter og litteraturkritiker Robert Luzcak bliver hyret af en stor amerikansk avis til at tage til Indien. Han får til opgave at fremskaffe og hjembringe et angiveligt nyt manuskript skrevet af den mystiske, hyldede indiske digter M. Das. Digteren skulle vel at mærke være omkommet otte år tidligere. Spørgsmålet er derfor, om det er sider fra et ældre manuskript, som avisen har fået nys om, eller om Das rent faktisk er i live.

Luzcak rejser til Das’ hjemby Calcutta, og med sig på rejsen tager han sin indiske kone og deres helt unge datter, der stadig er et spædbarn. Allerede i Calcuttas lufthavn begynder tingene at få en sært, forstyrrende karakter. Den mand, der modtager dem, en hr. Krishna, er i hvert fald ikke synderligt tilforladelig, men det er bare begyndelsen. Fra det øjeblik Robert Luzcak sætter sine ben i Calcutta, påbegynder han en bizar rejse ind i den indiske underverden, hvor tingene bliver mere og mere truende.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Dan Simmons (født 4. april 1948)

En kritisk læsning af Song of Kali viser jo nok, at Dan Simmons sprog er lidt uprøvet og smager en del af stereotypt, hårdkogt sprog. Det forbløffende er imidlertid, at romanen trods det fungerer så godt, som den gør. Måske skyldes det den voldsomhed, der ligger i pessimismen og misantropien, som Simmons lægger for dagen.

Bogen spiller i den grad på Robert Luzcaks xenofobi og fremmedgørelse. Det Calcutta, han oplever, er på overfladen blottet for charme. Byen og kulturen er brutal, beskidt og løgnagtig. Gang på gang bliver han snydt eller trukket rundt i manegen af kræfter, som han ikke forstår.

Hardcover, Bluejay Books 1985. Bogens 1. udg

Hardcover, Bluejay Books 1985. Bogens 1. udg

Sagen vokser da også hurtigt Luzcak over hovedet, og han bliver trukket ind i en malstrøm af død og ødelæggelse. Men her, midt i det depraverede, skriver Simmons også mystiske elementer ind i den grovkornede socialrealisme, og afslører mytologiske elementer, der viser et helt andet, romantisk Indien. Langsomt begynder både læser og Luzcak at kunne skelne nye komponenter bag den sorte handling, der viser, at udefinerbare kræfter arbejder med i fortællingen.

Den altdominerende figur er naturligvis, som titlen afslører, den mangearmede, forføreriske Kali. Gudinden der med blodige hænder danser sit skyggespil bag alle bogens kapitler. Mordgudinden er en kompleks figur, som Simmons formår at bruge på eminent vis. Gudinden bliver et særdeles skræmmende billede på den angst, racisme og desperation, som Luzcak udvikler. Men Kali er ikke bare en grusom gud eller vag antagonist; Simmons bruger hende som bindeled mellem vestlig virkelighed og indisk mytologi.

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Tor Books 1986

Jeg mener, at der er nogle paralleller mellem Song of Kali og den måde, Salman Rushdie bringer virkelighed og mytologi sammen i The Ground Beneath Her Feet (1999). Begge formår i hvert fald at skabe et rum, hvor dagligdagens barske realiteter kan gå hånd i hånd med mytiske skikkelser uden, det vel at mærke betyder, at gudeskikkelserne trivialiseres.

Song of Kali trækker læseren ned i et dystert univers af mord, religion og tilsyneladende uforklarlige hændelser, der måske – måske ikke – har rod i noget overnaturligt. Og her skal det understreges, at Simmons aldrig slipper sin læser. Stemningen intensiveres konsekvent med en dygtighed, som få debutanter mestrer.

Paperback, Headline 1987

Paperback, Headline 1987

Bogen bliver ganske enkelt mere og mere væmmelig, som vi kommer frem, og til sidst ender alt i sort. Robert Luzcak kan ikke synke længere ned; kan ikke løbe længere ind i Calcuttas mørke.

Men er der ingen håb, ingen forsoning, tænker man på de sidste sider? Jo, for Simmons leverer en kattelem, der forløser romanens rædsler.

Paperback, Tor Books 1991

Paperback, Tor Books 1991

Ikke at han giver os en lykkelig udgang, der fjerner alt det grumme. Nej, i stedet giver han ordet til poeten M. Das, som det hele jo drejer sig om. Poeten har nemlig hørt Kalis sang om død og undergang, og det er den sang, poeten nu vil udbrede til verden. Robert Luzcak nægter at være med på dette – han vil ikke sprede undergangsbudskabet. I stedet for at gå til grunde i angst og smerte over det Das kalder Kalis tidsalder, nægter Luzcak at høre sangen. Han nægter i hvert fald at reagere på den. Han insisterer på muligheden for lykke trods al verdens grumhed.

Song of Kali er stærk læsning, og Simmons har et budskab til os. Uanset hvor slemt det er, må vi aldrig stoppe med at forsøge på at gøre det bedre.

Paperback, Tor Books 1998

Paperback, Tor Books 1998

Paperback, Edition Phantasia 2004

Paperback, Edition Phantasia 2004

Hardcover, Earthling Publications 2005

Hardcover, Earthling Publications 2005

Paperback, Gollancz 2005

Paperback, Gollancz 2005

Paperback, Gollancz 2008

Paperback, Gollancz 2008

Og endelige Kali selv i hele hendes indiske herlighed

Og endelige Kali selv i hele hendes indiske herlighed

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gary Brandner, The Brain Eaters (1985): Når blodrus og byldepest går op i en højere enhed

 

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985. En ganske cool, typisk 80’er-forside

Gary Brander fik succes med en stribe bestsellers, der begyndte med The Howling fra 1977. Romanen blev et hit, og den efterfølgende filmatisering var med til at gøre Brandner til et etableret navn på gyserscenen. Strengt taget har Brandner aldrig overgået The Howling, hverken i kvalitet eller popularitet. Han skabte sig et navn med bogen og fik sporet sig ind på den sti, som han efterfølgende forfulgte i sine romaner op gennem 80’erne.Og nu hvor vi er ved stil. Brandner skriver ud af en klassisk, upyntet, dialogdreven pulp-tradition. Hans beskrivelser er klare og præcise. Det samme gælder persongalleriet, der består af letgenkendelige arketyper. Kapitlerne falder som korte, veltilrettelagte skudsalver, der skridt for skridt bringer historien frem mod målet. Det er effektiv prosa, der hurtigt fanger læseren, men som samtidig også er dybt kedsommelig. Halvvejs gennem en Brandner-bog begynder jeg i hvert fald at trænge til mere sproglig udfoldelse, der kan udfordre tankerne lidt.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

The Brain Eaters (herlig titel, ikke!) fra 1985 er en klassisk moderne gyser, der vel bedst kan beskrives som en hårdkogt zombie-roman uden zombier. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at bogen er skrevet i 80’erne. Den byder nemlig på en ganske pæn samling personer og situationer, der var oppe i tiden. Det store, onde firma, agenter fra Østblokken og masser af techno-thriller-klichéer.

Men lad os da lige få vendt handlingen. Det store stygge gigantfirma Biotron producerer forskellige kemikalier og pesticider. Ved et ”uheld” bliver en tønde med farve forbyttet med noget eksperimentel insektgift, der skulle bruges til at markere noget kvæg på en mark. I stedet for farven spreder de to uheldige helikopterpiloter den ukendte gift ud over et større område i nærheden af Milwaukee. Det får grusomme konsekvenser. Giften viser sig at angribe hjernen på mennesker. En uge efter, at man har været i kontakt med den, begynder ofret at få influenzalignende symptomer. Symptomerne afløses af en eskalerende hovedpine, der til sidst bliver så voldsom, at den udløser et grotesk raseri hos den smittede. Et raseri så vildt, at den syge går i en blodrus og angriber alt omkring sig. Og så må jeg ikke glemme, at der sammen med hovedpinen følger røde, pusfyldte bylder, der sprækker som fuldmodne blommer, når den syge går amok. Kommer man i kontakt med den betændelse eller slim, som bylderne producerer, bliver man selv smittet.

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Som du nok kan regne ud, udvikler sagen sig hurtigt til en epidemi af national kaliber. Syge går i blodrus over hele USA, landet kommer i undtagelsestilstand og udvikler sig på få uger til noget, der hører hjemme i en post-apokalyptisk fortælling.

Midt i al tumulten følger vi den unge journalist Corey Maclin, der ved et tilfælde bliver vidne til et af de første angreb fra en af epidemiens ofre. En vejarbejder, der arbejde i nærheden af det sted, hvor giften i første omgang blev spredt, splitter en bar ad og lemlæster både gæster og bartender, før han bliver dræbt med en billardkugle. Det sætter Corey på sporet af en stor historie, der hurtigt får ham viklet ind i et net af intriger.

Paperback, Fawcett Books 1985

Paperback, Fawcett Books 1985

Samtidig sidder den unge, smukke forsker Dena Falkner på Biotron og undrer sig over, hvorfor de to helikopterpiloter forsvinder. Da hun en nat får besøg af den ene af dem, kan han fortælle hende om lyssky ting, der sker på Biotron. Piloten bliver imidlertid på bedste Gestapo-vis indfanget af Biotrons folk. Derfor beslutter Dena sig for at gå til pressen, og manden, hun opsøger, er naturligvis Corey Maclin.

Sammen begynder journalisten og forskeren at optrevle sagen. Det fører dem dybt ind i nogle konspiratoriske forhold mellem CIA og Biotron. Til det kan man så også føje nogle interne intriger på Coreys avis samt et hold russiske spioner og en ekstremistisk øko-aktivist, der ligeledes har en finger med i spillet.

Paperback, Fawcett Books 1977

Paperback, Fawcett Books 1977

Gary Brandner lægger rigtig godt ud i The Brain Eaters. Det er blodigt, splattet og klamt. Han placerer tematikken og persongalleriet med sikker hånd, og slipper så de frådende sygdomsofre løs på de amerikanske storbyer. Rigtig fin underholdning. Det eneste der bliver en smule distraherende, er den ganske ubehjælpelige dialog mellem Dena og Corey. Jeg tror ikke, der bliver udvekslet en eneste troværdig samtale i løbet af hele bogen. Helt grotesk bliver det dog først, da Brandner lader os følge den ene af de russiske spioner, der længe lurer i handlingens kulisse. Jeg tror, Brandners kendskab til Rusland og russisk kultur stammer fra billige amerikanske actionfilm. Det er i hvert fald en temmelig karikeret måde, han vælger at iscenesætte sine russere på.

I anden halvdel løber The Brain Eaters desværre af sporet. Fra at være en simpel splatter-choker, begynder techno-thriller-elementerne at tage over. Corey og Dena samt resten af det persongalleri, der gradvist samler sig omkring dem, bliver trukket bort fra handlingens monster-action. I stedet bruges kapitlerne nu på at snakke om de store spørgsmål – mulighederne for at finde en kur, regeringens rolle i sagen osv. Alt det fede; det, man læser en bog med et navn som The Brain Eaters for, fortaber sig i baggrunden. Og når de syge bersærkere endelig dukker op, virker det påklistret og mest af alt for at skabe lidt drama i pauserne mellem de mange samtaler.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Gary Brander går ganske enkelt galt i byen. Han begynder med en roman og slutter med en anden. Det er næsten som om, at hans ambitionsniveau med bogen er vokset, som han får skrevet sig varm. Det er beklageligt, for på den måde mister han faktisk det af syne, der i udgangspunktet gav bogen lidt kvalitet. Alt det festlige drukner ganske enkelt i snak, og resultatet bliver en bog med alvorlig slagside.

Gary Brandner er ikke nogen stor forfatter. Han opererer udelukkende inden for rammerne af velafprøvede klichéer, som han fremfører med et knapt men effektivt sprog. Men han har et nærmest filmisk blik for spændingsopbygning, og det redder ham igennem. The Brain Eaters kan derfor heller ikke kaldes en dårlig genreroman, den er bare lidt trættende. Og det er vel egentlig synd og skam, når man nu endelig sidder med en bog, der lover så meget ramasjang i sin titel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman