Tag Archives: 1986

Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

4 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, It (1986): Barndommens land belejret

Paperback, Signet 1987

Paperback, Signet 1987. Den klassiske forside er malet af Bob Giusti

 

Hermed træder vi ind i Stephen King-kerneland, for It er uden tvivl en af de vigtigste bøger i Kings forfatterskab. Tilmed blev bogen ikke alene godt modtaget af læserne tilbage i ’86, den har efterfølgende vist sig at være blandt dem, som King-fans regelmæssigt udpeger som den bedste i den efterhånden voldsomme produktion. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at It viser alle sider af Kings forfatterskab. Bogen kan dermed problemfrit kaldes en nøgleroman i Kings virke, hvilket naturligvis gør den interessant for de analytisk inklinerede.

Som før, når jeg har skrevet om Kings bøger, er en introduktion til handlingen næppe nødvendig. Men vanen tro må vi hellere lige få det grundlæggende på plads. Lillebyen Derry i Maine plages af en gammel rædsel, der lurer under byen og næres af andres frygt. Væsnet under Derry har formentlig altid været der og var der nok også, før byen blev etableret. Hvordan væsnet ser ud, endsige hvad det egentlig er, forbliver uklart igennem hovedparten af bogen. For byens børn, der navnlig ser skabningen, har væsnet imidlertid antaget en grotesk klovns skikkelse.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med regelmæssige intervaller vågner denne skabning op til dåd, lokker sine ofre til med rænkespil og dræber, indtil det er mæt og atter kan falde til ro. 1957 er et af de år, hvor væsnet er vågnet, og det dræber den lille George Denbrough, men dermed er første skridt frem mod væsnets endeligt blevet taget. George Denbrough har nemlig en storebror – Bill Denbrough – og han finder via en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder sammen med en gruppe af andre store børn, der gradvist opdager hemmeligheden om ”Pennywise”, som klovneskabningen selv kalder sig.

Fælles for børnene er det, at de alle på en eller anden måde er utilpassede og står udenfor skolens fællesskab. Én er fed, én stammer, én er sort, én kommer fra et fattigt, belastet hjem osv. Romanens ene halvdel beskriver børnenes kamp mod ”it” i 1957-’58. Bogens anden del beskriver børnene som voksne og deres hjemvenden til Derry for atter at tage kampen op mod væsnet og denne gang gøre det definitivt forbi med skabningen.

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Der er noget storladent, næsten mægtigt, over det historiske spænd, som King væver frem med It. Ikke alene får vi et detaljeret tidsbillede af en amerikansk lilleby i 50’erne, han leverer også et portræt af børnenes vej mod succes, efter de har forladt Derry. Bogen beskriver dermed et bredt udsnit af den amerikanske middelklasses vej frem i livet. Der er således tale om et generationsportræt, vel at mærke Kings egen. Dermed også sagt, at It i høj grad handler om de udfordringer, som King oplevede sin generation mødte og måtte overkomme.

For naturligvis er det navnløse ”it” – ”det onde”, som det kom til at hedde i den danske oversættelse – langt hen ad vejen en metaforisk størrelse. Hvad det onde imidlertid præcis konnoterer, er vanskelig at indkredse fuldstændig, dels fordi Kings tematikker er mange, dels fordi han i sidste ende vælger at punktere sin stedvist elegante konstruktion og gøre det hele til et udtryk for en konkret kamp mod en konkret modstander, der øjensynlig kommer fra det ydre rum.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

It beskriver en form for rite de passage for børnene, ”The Loser’s Club”, som de kalder sig selv. De er på brinken til at blive teenagere og mærker voksenlivet som noget diffust og mystisk ånde dem i nakken. Voksenlivet med alle dets komplikationer og faldgruber, følelser og ansvar. Det navnløse”It”, med klovens ellers venlige ansigt, der lurer i dybet under bugen på byen, er alt det på en gang. Det onde, der sniger sig ind i barndommens land og korrumperer uskylden. Slangen i Paradis, der pludselig en dag dukker op og smider grus i et ellers velordnet maskineri.

Det er næppe tilfældigt, at der er ganske kort fra ”it” til ”id” på engelsk. For gang på gang lader King os dykke ned i både børn og voksens tildækkede, frygtsomme væsen og blotlægger deres inderste rædsler. En rejse ned i underbevidstheden, som King endda gør helt åbenlys, da bogens kulmination udspiller sig dybt nede under Derry i kloakkerne – stedet hvor alt smuds, alt uønsket, alt affald bliver skyllet ned eller gemt af vejen. Et billede på lillebyens, for ikke at sige alle voksnes, kollektive angst og fortrængte skyggesider.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

I sig selv kunne det være mere end nok for en roman, men King føjer endnu dimension mere til fortællingen. Børnene får nemlig, som sagt, ikke dræbt det onde i første omgang. I stedet slår de væsnet tilbage, og som afledningsmanøvre velsigner deres fjende børnene med en form for lykke, der lader dem glemme alt det grusomme og forfører dem med succes uden for Derry. Men voksenlivet kan ikke leves uden konsekvenser, og en dag i midten af 80’rne må de vende hjem og afslutte det arbejde, de efterlod uafsluttet i barndommens land.

Man kan sige, at vennegruppen kommer hjem for at betale den regning, de ikke betalte dengang. Og det nye opgør er om muligt endnu mere grumt og dystert, fordi de denne gang opdager, at de ikke længere står ved indgangen til livet med verden og mulighederne åbne, men med ansigtet rettet mod alderdommen og har mere fortid end fremtid.

Paperback, Perfection Learning 1987

Paperback, Perfection Learning 1987

It er en af de romaner, som jeg ville ønske, jeg kunne holde mere af, end jeg gør. Den har nemlig afgjort en tematisk overbygning, som King har brygget på længe og finpudset til noget ganske raffineret. Desværre lykkes det for King at kaste så meget ekstra vægt ind på sin idé, at han ender med at forplumre det enkelte og slående ved bogen. Ud over de for King sædvanlig, og ret mange, fladpandede passager og dialoger (eksempelvis scenen hvor Bill Denbrough fortæller om sine forældres adfærd, efter hans lillebror er blevet dræbt), bliver It næsten ulideligt sentimental i forsøget på at få klemt så meget idealiseret 50’ern-nostaglgi ind i romanen som muligt.

Men bogen er ikke kun en overgjort 50’er hyldest, den er et imponerende katalog over barndomsklichéer. Børnenes venskab og vennegruppens tanker om deres venskab i 50’erne, da de mødes igen efter mange år, grænser til det sødlandende. Man kan indvende, at King havde brug for at sætte sin barndomsskildring på spidsen for at tydeliggøre den grænsezone mellem barn og voksen, som børnene befinder sig i. Men mindre havde også kunnet gøre det. Langt mindre faktisk, som eksempelvis bevist i hans kortroman The Body fra ´82, der lider under det samme som It, men alligevel fremstår langt mere spiselig.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Jeg er imidlertid ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af Its popularitet blandt King-fans skyldes de romantiske barndomsbeskrivelse. Ikke alene er den skildret i et så gyldent og varmt lys, at man uvilkårligt ønsker sig derhen og pludselig længes mod det at være barn, han har også så mange ting med, at de fleste sikkert vil føle en form for forbindelse til enkelte afsnit. Problemet er bare, at det er formidlet så idealiseret, at selvom King punkterer hyggen med dræberklovnens ofte lidt fjollede og meget snakkende tilstedeværelse, forbliver stemningen af en tabt guldalder det overvejende, lettere patetiske, indtryk.

Det har været skrevet flere gange, at It i bund og grund er en kristen roman. Det er meget muligt, for det er de fleste af Kings bøger, men præcis det kristne perspektiv synes ikke synderligt tydeligt her. Klovnen som fristeren og den store manipulator kan let forstås som en djævel, men her kommer man hurtigt ud i en lidt tvivlsom konstruktion, som King næppe havde til hensigt.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Bogen er først og fremmest en skildring af kampen mellem godt og ondt. Og det er synd og skam. Synd og skam fordi, at King ikke kunne slippe sin fetichering af de klassiske godt mod ondt-dikotomier og åbne sig helt mod den tvivl og usikkerhed, der egentlig ligger så centralt i romanen. I stedet fastholder han stereotyper og lader skurkene få deres straf. De stærkt karikerede ”onde” børn, som naturligvis bliver fodtusser i væsnets bøllearmé, får alle som fortjent, og selvom vennerne også har deres offer og martyr, går de gode uskadt gennem fortællingen.

Den slags fungerer i min optik kun dårligt, fordi King dermed ikke formår at beskrive voksenlivets farer og konfrontationer troværdigt. Det bliver i stedet et velfriseret glansbillede, han tegner, som stjæler den følelse af egentlig gru og usikkerhed, som skulle være fyldt med. It er aldrig kedelig, men bogen slider sig selv i stykker, fordi konflikten mellem tematik og udførelse i sidste ende bliver for stor. Resultatet er en oppustet, ufarlig omgang barndomsromantisering, der er præcis så tandløst, at den ubesværet kan glide ned hos de fleste.

Paperback, Hodder & Stoughton  2011

Paperback, Hodder & Stoughton 2011

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

2 kommentarer

Filed under Roman

Ulla Ryum, Jeg er den I tror (1986): Eftertænksom post-apokalyptisk historiefortælling

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Det kan vel med nogen sikkerhed slås fast, at der ikke er blevet udgivet voldsomt meget SF-litteratur af danske forfattere. Sådan var det i hvert fald før det store boom i dansksproget genrelitteratur, som har set dagens lys i de senere år. Noget er der naturligvis kommet, og Ulla Ryums Jeg er den I tror fra 1986 hører med i den sammenhæng.

I romanen fører Ryum os med ud i en post-apokalyptisk fremtid, hvor en øko-katastrofe har gjort livet på jordens overflade umulig. Mennesket er flygtet ned i underjordiske beskyttelsesrum, og her har der udviklet sig en ny, digital kultur, der er tilpasset livet under jorden. Den mest graverende ændring i denne kultur er menneskets tab af en meget stor del af deres ordforråd. De nye omgivelser har nemlig fordret en rationalisering af kommunikationen, takket være den status som datamaskinerne har fået i samfundet. Mennesket har med andre ord placeret computeren som omdrejningspunkt for livets opretholdelse, men i stedet for at skabe computeren i eget billede er det computeren, der er kommet til at forme mennesket.

Vi stiger ind i historien i år 2038, hvor man længe har regnet alt liv på jordoverfladen som uddødt. En (i begyndelsen) navnløs kvindelig forsker har imidlertid fået lov til, som særligt privilegium, at etablere en forskningsstation et sted på en unavngiven kyststrækning for der at lave målinger på vind og vejr. Det arbejde bliver en stærkt personlig åbenbaring for hende. Det at se naturen, at opleve sol og regn, at se antydninger af flora og faunas langsomme kamp for at overvinde giften, der har ødelagt landet, vækker hendes slumrende sensoriske system. Kvinden er så gammel, at hun har oplevet tiden, før mennesket flyttede under jorden, men minderne har været fortrængt. Nu, hvor hun atter er ude i det fri, stimuleres sanserne og minderne vender tilbage. Og med minder begynder det kreative sprog også at komme tilbage. Det betyder, at hendes maskindannede, nøjagtige kommunikation gradvist fortrænges af et metafordrevet sprog, uden krav og præcision. Forandringerne udløser også en lyst til at skrive, og hun genopdager langsomt sin glemte evne til med hånden at nedfælde tanker på papir; at udtrykke tanker og skabe selvstændige billeder.

Paperback, Vindrose 1986

Paperback, Vindrose 1986

 

Oplevelsen af alle disse personlige forandringer er rystende, men hun nedfælder det hele i en række dagbogslignende beretninger. Det store vendepunkt kommer imidlertid, da et hold yngre forskere tager ophold på forskningsstationen for at hjælpe til med det videnskabelige arbejde. Som deres første opgave lader hun de nye forskere undersøge hendes dagbogsoptegnelser og fortæller dem, at dette er et centralt dokument for forståelsen af deres verden og tiden op til katastrofen. Hun afslører vel at mærke ikke, at hun selv har skrevet teksterne.

Jeg er den I tror er på flere måder en fascinerende bog. Voldsomt underholdende er den sådan set ikke, stedvist er den faktisk lidt lang i spyttet, men den er interessant, fordi den er så typisk for sin tid. Ulla Ryum har slået sine folder på venstrefløjen og skrevet en del feministisk fiktion og teater. Det sætter også sit præg på fremtidsromanen, der er et dystert billede på en udvikling, der ifølge Ryum vil få alvorlige konsekvenser for menneskeheden, hvis vi ikke ændrer adfærd i tide. I hvert fald opdager menneskene i romanuniverset først alt for sent, at forureningen har taget magten fra dem. Det nedslående budskab står ganske tydeligt, og Ryums opfordring er naturligvis, at vi må stoppe med at svine, mens tid er. Det budskab er vel stadig lige så relevant i dag, som det var i 1986.

Jeg synes imidlertid, hendes beskrivelse af fremmedgørelsen fra verden, takket være maskinernes voksende rolle, er mere interessant. Ikke så meget, fordi det er synderligt originalt, men fordi Ryum fokuserer på sproget som kilden til det hele. Bliver vores erfaringshorisont indsnævret, indsnævres sproget og med sprogets reduktion, opløses kulturen. Sådan lyder det underliggende argument i Jeg er den I tror.

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Den overvejelse er tankevækkende, ikke mindst når vi tænker på, hvordan vi kommunikerer digitalt i dag. Det er i hvert fald slående, at Ulla Ryums skrækvision for det digitale samfund som sådan måske ikke holder stik, men at hendes grundlæggende angst for sprogets udmagring vel egentlig fortsat er relevant. Ikke at jeg forsøger at male fanden på væggen og tror, at SMS’er og statusopdateringer på Facebook er vejen til undergangen, nærmere at Ryums betragtninger er en anledning til lidt refleksion omkring den måde, vi selv kommunikerer på. Altså hvordan vi stiller os i forhold til informationsmængder, sprogets hastighed og muligheder for fordybelse.

Jeg er den I tror opfordrer på sin stille facon til eftertænksomhed og ansvarlighed. Det kan jeg godt lide, og jeg har stor sympati for Ryums bog, der hverken er skrevet i et specielt medrivende sprog eller virker helt gennemtænkt. Sidstnævnte går især på selve fremtidsvisionen. Nørderne vil sikkert kunne rive bogens univers fra hinanden som både værende usammenhængende og urealistisk. Jeg ser imidlertid bogens ligefremme, uprætentiøse leg med fremtiden som en styrke. Og rent faktisk foregår langt over hovedparten af bogen før den endelige ødelæggelse og dermed i en nær fremtid, der minder om vores. På den måde er bogen heller ikke nogen typisk SF-roman.

Bogens hæslige forside har i øvrigt næppe gjort meget godt for salget – hvorfor har man ikke kunnet finde lidt bedre illustratorer på de danske forlag, til den type udgivelser? Forsiden ligner noget en folkeskoleelev har glemt i formningslokalet. Den kryptiske titel gør det heller ikke meget bedre. Desuagtet vil jeg mene, at den faktisk stadig er relevant læsning 29 år efter udgivelsen – måske endda mere relevant end dengang. Nogen stor oplevelse er den ikke, men den leverer fortsat stof til eftertanke, og det er absolut prisværdigt.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gyseligt underholdende trailer for John Farris’ Wildwood (1986)

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Tor Books 1986

Nu gik du måske rundt og troede, at fænomenet med trailers for bøger var noget nyt. Og man kan da også med rette sige, at det i dag først og fremmest er et netfænomen. Forlagene forsøgte sig imidlertid også før i tiden med trailers for deres bøger – om end ikke i synderligt stort omfang. En af grundende kunne være resultater som dette; en trailer jeg lige er blevet opmærksom på. Ét minuts komplet tåbelig, tåkrummende og morsom reklame for John Farris’ Wildwood fra 1986. Straub og King elskede åbenbart bogen , men ekslede de også reklamen? Gad vide om Tor Books var stolte af resultatet? Var John Farris?

Snyd ikke dig selv for dette lille skrækindjagende indslag. Og måske, hvis du er lige så dum som mig, får du rent faktisk lyst til at læse bogen – bare for at se hvordan reklamen og teksten rent faktisk hænger sammen.

 

God weekend og tak fordi du lagde vejen forbi

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman, Video

Theodore Sturgeon, Godbody (1986): Et messiansk farvel

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Theodore Sturgeon var, som så mange andre af hans samtidige genreforfattere, særdeles produktiv. Han skrev et utal af noveller samt en håndfuld romaner. Sturgeons foretrukne genre var SF, men han krydsede af og til ind i andre territorier som eksempelvis horror. Uanset genren er hans historier stort set altid centreret omkring et nært, menneskeligt, for ikke at sige psykologisk fokus. Hans fortællinger tilhører dermed absolut den mindre teknologifokuserede gren af SF-genren, hvilken har gjort, at flere af Sturgeons historier har overlevet tidens tand bedre end så mange andre noveller fra samme periode.

Sturgeon udgav, som sagt, rigtig, rigtig meget, men ingen af hans noveller eller romaner kommer kunstnerisk op på siden af Godbody, der blev udsendt posthumt i 1986 – ét år efter hans død. Det er naturligvis trist, at Sturgeon ikke nåede at høste frugterne af sit arbejde, men kortromanens tema taget i betragtning er den vel nærmest at opfatte som et farvel til verden. En afskedssalut, hvor Sturgeon en sidste gang præsenterede sit menneskesyn og tilbagevendende budskab om næstekærlighed.

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Handlingen i Godbody tager os til Catskill Mountains i staten New York, hvor et lille samfund pludselig kommer på den anden ende, da en mystisk fremmed en dag dukker op ud af det blå. Og det er vel at mærke ikke nogen helt almindelig fremmed, der gæster stedet. Manden, der kommer til byen, er først og fremmest nøgen, men ud over det er han sært ubeskrivelig for de personer, der møder ham. Alle er dog enige om, at han er i besiddelse af noget, der ikke kan beskrives som andet end et ekstremt, dragende nærvær. Han tryllebinder alle, han kommer i kontakt med, og snart sætter den fremmedes ankomst til byen en række hændelser i gang, der næppe kan ende godt. Det står i hvert fald hurtigt klart, at den fremmede bliver en udløsende faktor for de interne, sociale spændinger, der hersker i byen.

Den fremmede, der ikke præsenterer sig som andet end Godbody, hverken siger eller gør ret meget. Faktisk synes berøringen at være hans primære kommunikationsform – men præcis disse berøringer har da også en voldsom, nærmest ekstatisk, effekt på dem, han møder. Første vidne til Godbodys evner bliver byens evangeliske præst, siden en række andre prominente personer i lokalsamfundet.

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985)

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985) fotograferet i begyndelsen af 70’erne

Konkret er romanen bygget op som en serie af sammenvævede førstehåndsskildringer, hvor en ny person får ordet i hvert kapitel. Fortællingen springer dermed som kædedans fra person til person og leverer en række forskellige perspektiver på hændelserne i byen – alt sammen fortalt med forskellige stemmer og forskellige syn. Det skaber en helt særlig dynamik i teksten og formidler perfekt det forhold, at romanens absolutte omdrejningspunkt ligger i beskrivelsen af folks første møde med Godbody.

Bogen har med andre ord en usædvanlig opbygning, og man kan da også hurtigt konstatere, at Sturgeons kortroman er en nytestamentlig parafrase. Det er en gendigtning af passionens sidste, afgørende fase og fortsætter så videre frem mod den første menigheds stiftelse efter Kristi død. Det interessante bliver derfor også selve beskrivelsen og indholdet af Sturgeons eksegese. Hans fremstilling af mødet med Godbody(Kristus) sker nemlig gennem en sprogbrug rodfæstet i genrelitteraturen, hvilket utvivlsomt er et bevidst valg.

Hardcover, Dutton Adult  1986. Romanens 1. udg.

Hardcover, Dutton Adult 1986. Romanens 1. udg.

Mødet med Godbody bliver iscenesat med samme intensitet og fremmedartethed som beskrivelser af konfrontationen med rumvæsner eller liv fra andre planeter. Det er et tankevækkende greb, fordi Sturgeon på den led undgår de sædvanlige numinøse eller sublime diskurser, der har præget religiøs litteratur siden romantikken. Sturgeon gør med andre ord noget klogt, idet han går fænomenologisk til beskrivelserne og trækker samtidigt på hele hans gamle SF-værktøjskasse. Han bruger på den led en velkendt genre, men transformere den til noget andet. Det, Sturgeon gør, bliver med andre ord skriveteknisk spændende og litterært ganske potent.

Man må så spørge, hvad Sturgeons himmelfaldne Kristus (Godbody) repræsenterer; hvad han står for? Svaret er ganske enkelt næstekærlighed. Sturgeons sidste roman er et råb om medmenneskelighed og kærlighed. Hans Kristusfigur, der har mere med Nietzsches fromme idiot-Jesus at gøre end både protestantiske og katolske Kristus-forståelser, synes først og fremmest at være materialiseret, karismatisk kærlighed. En umiddelbar følelse i kød og blod, der er så enkel, at dens klarhed kan virke skræmmende og forstyrrende. Flere af bogens personer gribes således af frygt, da de ser Godbody, og det er på grund af frygt, at han til sidst bliver dræbt og gravlagt.

Ebog, Gateway 2014

Ebog, Gateway 2014

Med Sturgeons kristusforståelse løber en kraftig institutionskritik af etablerede kirkesamfund, der ifølge forfatteren har fremmedgjort sig fra kærlighedsbudskabet, og i stedet er forstenet i former og praksisser langt fra udgangspunktet. Den kritik er velkendt og kunne være blevet gumpetung og overgjort, men et af de mesterlige træk ved romanen er, at den netop undgår dette. Den udspiller nemlig passionen i en ny ramme og efterlader hovedpersonerne i et vadested efter offerdøden er fuldbragt. Her kan de nu følge Godbodys immaterielle bud om kærlighed og leve sværmerisk og frigjorte eller de kan begynde forfra og skabe en ny kirkeinstitution. Hvilken vej hovedpersonerne vælger, får vi aldrig at vide, og valget bliver dermed implicit ført videre til læseren. Hvor står du, spørger Sturgeon?

Nu fremstår alt det her meget fromt og indfølt, men man behøver absolut ikke være specielt optaget af kristne tanker for at værdsætte Godbody. Romanens metafysiske overvejelser går nemlig videre end en strengt kristen tænkning; de løber ind i en overvejelse om mødet med noget større end os selv, og hvordan dette møde både intellektuelt og socialt kan transformere vores verden. Det nyreligiøse udtryk, som Sturgeon vælger, runger af spirituel, glad New Age og hippie-romantik, men det er bare den ene side af mønten.  På den anden side finder vi H. P. Lovecrafts lakoniske, skræmmende øer af komfortabel uvidenhed, der opretholder den verdensorden, vi kender. Godbody favner begge sider. Den viser hvordan verden kan blive rigere og smukkere ved at få udvidet sine horisonter gennem mødet med noget ”større”, men han viser også frygten og chokket, når de sociale konventioners mure brydes ned. Gruen, der udstiller, at alt, vi har opbygget og troet på, er konstruktioner og illusioner.

Sturgeons bog er skrevet omtrent så enkelt som Godbodys budskab, men filosofisk trækker han måske – måske ikke – bevidst på lange traditioner i den vestlige filosofi, og leverer her en dybsindig roman, som kroner et langt liv i pulpens verden. Man kan være enig eller uenig med hans fokus på Kristus som kærlighedsmetafor, men selv når man, som mig, regner sig som ikke-troende, rummer billedet en enorm, arketypisk potens, der er værd at tænke videre over. Godbody er ganske enkelt stimulerende læsning og et smukt sidste kapitel i forfatterens liv. Ære være Theodore Sturgeons minde.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Cutting Edge, red. Dennis Etchison (1986): En lektion i horrorlitteraturens potentiale

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Der findes en nærmest uendelig mængde af gyserantologier; både dem der genudgiver gamle fortællinger og dem med nye noveller. De bedste har som regel en eller anden form for agenda – eksempelvis en ambition om at nå et nyt publikum eller at genfortolke gammelkendte genretroper. Desværre må man nok sige, at det er de færreste antologier, hvor målsætningen står mål med resultatet. Som regel er man heldig, hvis der er mere end en eller to historier, der for alvor brænder igennem.

Sådan forholder det sig ikke med Cutting Edge fra 1986. Denne antologi, redigeret af den velrenommerede Dennis Etchison, er ganske enkelt fremragende fra ende til anden. Faktisk er bogen, efter min mening, måske den bedste gyserantologi, der udkom i 80’erne! Det siger ikke så lidt taget i betragtning, at horror i 80’ernes anden halvdel for alvor oplevede et kreativt opsving og rystede pulparven af sig. Horrorforfatterne engagerede sig pludselig i livets tunge, ubehagelige sider fra helt nye vinkler og afsøgte den moderne tilværelses skyggesider på måder, som det ikke tidligere havde været gjort så klart.

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Cutting Edge er et paradigmatisk skrift, der viser, hvor tidens bedste horrorforfattere søgte hen for at finde nye græsgange. Det er et opgør med fortiden og en form for fadermord i forhold til den type nostalgisk, tandløse horror, som den moderne gysers ukronede konge Stephen King var kommet til at repræsentere. Med Cutting Edge vendte forfatterne blikket indad og afsøgte psykiske mørkelande, der stort set er helt befriet for monstre, flagermus og alt det andet hængedynd, som genren sad fast i.

Etchisons antologi er med andre ord tænkt som en cæsur, der skiller det nye fra det gamle: Det skrev vi før, og det skriver vi nu. Sprogligt og tematisk har de fleste af bidragyderne kastet enhver uskyld over bord og forladt de gammelkendte konfrontationer mellem godt og ondt. Den slags åbenlyse, banale dikotomier har ingen plads i Cutting Edge, der udfolder sig i en moralsk gråzone. Her findes ingen helte og ingen skurke, her skildres mennesket på godt og ondt. Det er menneskets tvivl, frygt, smerte, vrede, begær og foragt, der udstilles i bogens dunkle prismeglas og gøres til genstand for selvgenkendelsens gru.

All the young dudes... Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

All the young dudes… Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

Fælles for stort set alle bogens noveller er, at de dykker under overfladen og viser sider af os selv, som vi normalt udtrykker eller holder skjult for andre. Antologien er fyldt med misbrug, sex, SM, tvangstangstanker og dunkle, blodige drifter. Det bliver næsten en form for parallelunivers, der skabes i bogen, hvor vores hverdag fremstilles i et evigt tusmørke med meget lidt håb, men vel at mærke ikke uden kærlighed og medmenneskelighed. Og det er vel her, antologien har en af sine forløsende pointer – trods alt mørket finder mennesker sammen og overvinder den uendelige dysterhed, der altid truer med at rive os bort. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Som sagt er der ikke en eneste dårlig historie i Cutting Edge. Enkelte er måske mere ordinære eller mindre velartikulerede, men her taler vi om nuancer, der i bund og grund handler om smag og behag. En af de mest imponerende bidrag er ”Blue Rose” af Peter Straub. Fortællingen om en dreng fra et socialt belastet hjem, der lader al sin afmagt og vrede gå ud over den uskyldige lillebror. Fortællingen er subtil og snigende, men fyldt med en indestængt, eksplosiv kraft. Den er uendeligt grum og tragisk, og jeg lover dig for, at dens fabelagtige periode- og miljøskildring vil brænde sig ind i hjernen på dig. Bravo mr. Straub, bravo!

Paperback, St Martins Press 1987

Paperback, St Martins Press 1987

Karl Edward Wagners korte ”Lacunae” er også et af de helt stærke bidrag. I dette tilfælde fordi Wagner formår, på ganske få sider, at udfolde sin fortælling som en kinesisk æske, der bliver mere og mere kompliceret for hvert lag, der føjes til. Stilen er Wagners vanlige, hvor vi råt for usødet får serveret brutale, ærlige beskrivelser af sex og stoffer.

Tematisk hænger den godt sammen med Willum H. Pugmires og Jessica Amanda Salmonsons punkede, romantiske fortælling om mødet med døden og tabet af selvstændighed. Faktisk repræsenterer Pugmires og Salmonsons historie meget fint den følsomhed, der går igen i de fleste af bogens bidrag. En sensibilitet der kontrasterer brutalitet med noget forførende blidt, som nærmest har karakter af en eskapisme fra al grusomheden.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Måske er det i virkeligheden en af antologiens mest ubehagelige idéer; nemlig den at al trøst og samvær er desperate forsøg på at lukke omverdenens grusomhed ude, at kærligheden er en indbildt tilstand, der skal gøre det muligt for os at kapere en verden, der grundlæggende er én stor dødedans.

Jeg må også trække Ray Russels ”The Bell” frem. De, der kender Russels arbejde, vil vide, at han stort set altid kredser om religion og død. Det samme gør han også her, men i novellens komprimerede form har han trukket nogle stærke billeder frem, der overskygger det ellers lidt banale bidrags indhold. Hans sammenstillinger af sex og krucifikset, der spiller en stor rolle i historien, har noget særligt underfundigt over sig, som fanger billedet af den korsfæstedes tvetydighed rigtig fint.

Paperback, Futura Books 1987

Paperback, Futura Books 1987

Samme dragende tvetydighed findes i Whitley Striebers ”Pain”, der runder bogen af som en sidste salut til det perverterede og grumme. Novellen ligner på mange måder det, vi også kender fra Clive Barkers hånd fra samme tid. Kødets lyst udfordres ganske bogstaveligt her, og Strieber leger med tanken om smertens metafysiske potentiale. Ligger der en mulighed i fornedrelsen, der baner vejen for mødet med noget ophøjet? Strieber besvarer ikke spørgsmålet, som får lov at hænge i luften, da hans grumme fortælling om dyster SM når til ende.

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Mest overraskende ved bogen er det at finde gamle Bob Bloch i dette selskab. Og faktisk er Blochs fortælling om døden en af hans bedre. Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt ambivalent forhold til Robert Bloch, men her har han for en gang skyld skabt en fortælling, der er (næsten) helt fri for hans evindelige galgenhumor.

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Historien går i al sin enkelthed ud på, at en forfatter køber sig til længere liv hos Døden ved at myrde andre. Naturligvis går det galt på en klassisk Blochsk facon, og det er ikke for selve historien, at man husker novellen. Teksten skal huskes for de første to linjer, der står som bogens absolut bedste:

After the kids have grown up and moved away, a new child comes into your house. His name is Death.”

Stærkere, mere trist, smukt og grumt bliver det ganske enkelt ikke. Jeg får nærmest gåsehud ved bare at tænke på den tekstpassage, og den er efterhånden blevet hængende hos mig i rigtig lang tid nu.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Cutting Edge er fremragende, intet mindre, og alle, der interesserer sig det mindste for horror, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Antologien er en lektion udi opfyldte ambitioner. Den lever til fulde op til sin intention om at vise vejen for en ny type gru, og den gør det med de kraftigste litterære skyts, man kunne ønske sig. For pokker hvor er bogen stærk!

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Samtidig er Cutting Edge et stykke genrehistorie, der viser, hvordan horror skiftede ham i slutningen af 80’erne. Gyset blev psykologisk og indadvendt. Det blev åbenlyst seksuelt og tematiserede sociale tabuer, som vi helt normalt ikke taler om. Etchison havde helt ret, da han udpegede dette gotiske nybrud som ”cutting edge”, men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved. I starten af 90’erne mistede stilen gradvist sin kant, og de litterære kvaliteter forduftede fra udtrykket. De bedste penne søgte nye steder hen, og tilbage stod de platte imitationer, der desværre stadig bliver skrevet. Tja, sådan er tingenes gang.

 

Novellerne:

Peter Straub, “Blue Rose”

Joe Haldeman, “The Monster”

Karl Edward Wagner, “Lacunae”

W. H. Pugmire & Jessica Amanda Salmonson, “Pale Trembling Youth”

Marc Laidlaw, “Muzak for Torso Murders”

Roberta Lannes, “Goodbye, Dark Love”

Charles L. Grant, “Out There”

Steve Rasnic Tem, “Little Cruelties”

George Clayton Johnson, “The Little Man With The Hoe”

Les Daniels, “They’re Coming For you”

Richard Christian Matheson, “Vampire”

Chelsea Quinn Yarbo, “Lapses”

William F. Nolan, “The Final Stone”

Nicholas Royle, “Irrelativity”

Ramsey Campbell, “The Hands”

Ray Russell, “The Bell”

Clive Barker, “Lost Souls”

Robert Bloch, “Reaper”

Edward Bryant, “The Transfer”

Whitley Strieber, “Pain”

1 kommentar

Filed under Novellesamling

Thomas Tessier: Finishing Touches (1986): En dannelsesrejse ud i lysternes dunkle afkroge

 

Paperback, Grafton Books 1987. En enkel og lidt kedelig forside af Chris Moore

Paperback, Grafton Books 1987. En enkel og lidt kedelig forside af Chris Moore

 

Der kan være mange grunde til, at Thomas Tessier aldrig har opnået bred anerkendelse uden for kredsen af dedikere horrorlæsere. To væsentlige grunde er sikkert, at han aldrig har leveret materiale til nogen film eller filmatisering af betydning, og så må man nok også konstatere, at han, som så mange andre mindre kendte horrorforfattere, havde svært ved at finde fodfæste i 90’erne, hvor gys og gru pludselig blev ganske uhip.

Det er en skam, for Thomas Tessier er, for mig at se, et af de bedste navne blandt 80’er-generationens horrorforfattere. Hans stil er enkel, kontant og kynisk. Finishing Touches fra ’86 er ingen undtagelse. Romanen, der er Tessiers femte, er et stykke iskoldt fiktion, der har samme kyniske bismag som en klassisk David Cronenberg-film eller Clive Barkers genredefinerende Books of Blood. I Finishing Touches beretter romanens jeg-fortæller med brutal ærlighed om sin rejse ind i en mørk underverden, fyldt med sex, vold og død. Men midt i al misantropien finder Tessier også rum til både poetisk skønhed og litterære tankespil. Bogen spænder derfor over et anseeligt emotionelt register, som det lykkes Tessier at knytte sammen til en fascinerende historie.

Paperback, Grafton Books 1987

Paperback, Grafton Books 1987

Romanens amerikanske hovedperson, Thomas Sutherland, har netop overstået sin lægeuddannelse og beslutter sig for at tage et seks måneders ophold i London, før han vil vender hjem til USA og søge arbejde. Han har penge på lommen efter en arv, og tiden skal derfor ikke bruges til andet end ren fornøjelse. Det betyder lange nætter i Londons natteliv med druk. En sen eftermiddag møder han den aldrende læge Roger Nordhagen på en pub, og de to falder i snak. Sådan begynder en lang fordrukken nat sammen og det er kun den første ud af flere. Nordhagen er ikke nogen hvem som helst. Han er en anerkendt og velhavende plastikkirurg. Doktoren, med skandinaviske rødder, tager Thomas under sin vinge efter deres møde og fører ham ind i et London, som kun de færreste kender.

Druk, sex, dekadence og sære magtspil bliver en del af den virkelighed, som Thomas finder i Nordhagens selskab. Tingene tager en ny drejning, da den unge amerikaner møder Nordhagens smukke sekretær Lina Ravachol. Hun fører Thomas dybere ind i den underverden, som Nordhagen allerede har introduceret ham til. For både Ravachol og Nordhagen handler livet om jagten på magt, lyster og længsler. At få sine inderste fantasier udlevet, også hvis det sker på bekostning af andre. Skridt for skridt flytter Thomas’ grænser sig, da han får åbnet øjnene for den evige hedonistiske jagt på tilfredsstillelse, der driver hans nye venner.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Thomas kommer langt ud, rigtig langt ud, men alt ændrer sig, da Roger Nordhagen endelig en dag afslører sine dybeste fantasier. Han inviterer Thomas med ned i kælderen under sin praksis, og der, langt nede under det moderne London, står Thomas pludselig ansigt til ansigt med noget, der er så uhyrligt, at han dårligt nok kan fatte det. Nordhagen bliver med ét en fjende, et monster, men for at overvinde fjenden må Thomas træde helt ind i dennes verden og blive som ham.

Finishing Touches er en helt igennem fremragende bog. Det er måske ikke Thomas Tessiers bedste, men ikke desto mindre er det et lille mesterstykke fra en forfatter, der stadig på det her tidspunkt er hvidglødende af kreativitet og sproglig kraft. Jeg nærmest åd mig gennem romanen, fordi den stort set er umulig at lægge fra sig. Præcis som bogens hovedperson bliver lokket, ægger Tessier læseren med ind i den dystre verden, han skildrer ved hele tiden at stimulere vores nysgerrighed. Som slør der gradvist løftes, vil man hele tiden længere ind, læse ét kapitel mere – få opklaret ét spørgsmål mere.

Hardcover, Atheneum 1986. Romanens første udgave

Hardcover, Atheneum 1986. Romanens første udgave

Netop spørgsmål er vigtige i romanen. Hvorfor er Nordhagen som han er, hvad driver egentlig Lina Ravachol og hvorfor lader Thomas sig forføre? Tessier vender og drejer spørgsmålene og kommer igen og igen tilbage til dem, som historien udvikler sig. Svarene får vi da også hen ad vejen, men de er enten nedslående eller frigørende, afhængigt af hvordan man ser på det. Der er nemlig ikke nogen god grund til den ondskab, som romanens persongalleri repræsenterer. Ingen barndomstraumer, intet vanvid, ingen store planer. De gør det bare, fordi de har lyst og mulighed for det.

Paperback, Pocket Books 1987

Paperback, Pocket Books 1987

Thomas er indledningsvist bange og væmmes ved det, han møder i selskab med Nordhagen, men han lokkes og vil tilmed gerne lokkes. Sandheden er nemlig, at Thomas og Nordhagen er to sider af samme sag. De er dele af den samme psyke og et billede på os alle. Thomas Sutherland (syd) og Robert Nordhagen (nord) befinder sig i samme koordinatsystem og er afhængige af hinanden. Og ser man efter, vil Thomas Tessiers argument være, at vi alle er del af samme matriks, for inderst inde drømmer vi om den totale frihed til at gøre, hvad vi vil. Det er i hvert fald en af bogens underliggende pointer.

Finishing Thouches er på den led også helt afgjort et barn af sin tid. Den er et tredje ben i den fortælling, vi møder i Bret Easton Ellis’ Less Than Zero (1985) og Clive Barkers The Hellbound Heart (1986). Fremmedgørelse, jagten på tilfredsstillelse og misantropi blandes i de tre romaner med en romantisk, nostalgisk længsel efter store, ægte følelser, der kan sluge en med hud og hår. Autentiske oplevelser, der kan sætte verden i relief og holde det altid krævende ego på plads. Alle tre bøger angriber tidens eksistentielle spørgsmål fra sin egen vinkel og kommer med forskellige svar, men den underliggende frygt er den samme i alle og konklusionerne er også ens. Alle tre fortæller de, at når der ikke ligger nogen dybere mening bag tilværelsen, må vi skabe vores mening ud af det, vi har. Og det vigtigste, vi har, er nydelsen og glæden ved det sanselige, som livet kan tilbyde, uanset hvilken form den så måtte komme i.

Paperback, Leisure Books 2005. Den seneste udgave af romanen

Paperback, Leisure Books 2005. Den seneste udgave af romanen

Ellis, Barker og Tessier er alle stemmer fra en tidsånd, der kan virke lidt fjern. Ikke desto mindre er en bog som Finishing Touches både relevant og fascinerende i dag. Både bogens spørgsmål og svar er værd at tage til efterretning, om end de måske ville få en anden indpakning, hvis de skulle formuleres nu. Tessier udfordrer os ganske enkelt intellektuelt og gør sin femte roman til en sær vrangvendt dannelsesrejse, der fører bogens Thomas til erkendelser, som vi måske helst ville være foruden.

I mit univers er Thomas Tessier et kæmpe navn og Finishing Touches en fabelagtig bog. Punktum. 

 

2 kommentarer

Filed under Roman