Tag Archives: 1987

Richard Laymon, Flesh (1987): Blod og liderlige studiner

Paperback, Star Books 1988. Forsiden er malet af Danny Flynn

I min omtale af første bind i Blade-serien skrev jeg, at vi her var helt nede i pulpens bundfald. Jeg kan nu konstatere, at vi skal derned igen for en stund. Vi skal nemlig se nærmere på Richard Laymons skrækroman Flesh fra 1987. Det kan da også lige så godt blive sagt med det samme – bogen er blottet for stort set enhver kvalitet. Den er faktisk så fornærmende dårlig, at den ikke engang har den samme form for ufrivillige underholdningsværdi som eksempelvis førnævnte Blade-bind.

Men lad os lige få styr på handlingen, før jeg går videre. I en lille amerikansk universitetsby begynder der at ske mystiske ting efter en dødulykke på landevejen. En bilist forsøger pludselig at presse en motorcyklist af vejen. Bilisten omkommer selv i ulykken, men efter det bliver betjenten Jake Corey vidne til andre, lignende bizarre overfald. Hvorfor begynder de ellers fredelige indbyggere at overfalde hinanden? Hænger disse overfald sammen?

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Ja selvfølgelig gør de det. En sær, ormelignende parasit på størrelse med en ål er kommet til byen, og den vandrer nu fra værtskrop til værtskrop. Dens eneste tanke er friskt menneske kød, og den bruger sine værter til at skaffe sig sin mad.

Nu fik jeg nævnt, at det hele udspiller sig i en universitetsby, hvilket betyder, at Laymon bekvemt kan gøre en gruppe unge studiner til sine hovedpersoner. Naturligvis kommer de nemlig i kontakt med denne ubehagelige parasit, der besætter unge mænd i deres vennekreds. Dette er i sidste ende alt sammen et snedigt udtænkt greb, der giver Laymon mulighed for at kombinere sex og blodigt splat i store mængder.

Hardcover, W. H. Allen 1987. Rmanens 1. udgave

Handlingens hovedspor følger parasittens vej fra vært til vært, men Laymon introducerer også en række sidespor, der tydeligvis skal trække tiden og forlænge en i praksis ganske hurtigt fortalt historie. Vi hører om betjenten Coreys privatliv, problemerne med ekskonen, vi hører også en del om studineres kærestesorger og får endda glimtvis lov til at følge med i lignende, trivialiteter hos en række af byens andre stereotype indbyggere.

Det hele ender naturligvis i et ikke specielt hæsblæsende, men meget blodigt, opgør mellem betjenten og ormen. Undervejs har Laymon gjort sit for at opbygge en stemning af paranoia, for hvem er nu besat af parasitten? Hvem er en ven, og hvem er en fjende? Han lægger endda røgslør ud, som da betjentens datter pludselig er forsvundet. Vi tænker straks åh nej, men ånder lettet op kort efter.

Paperback, Tor 1988

Som man nok fornemmer, bevæger Laymon sig rundt i stof, som John Campbell allerede skrev tilbage i 30’erne. Laymon føjer da absolut heller ikke noget nyt til hele den form for besættelsestematik. Det har han nu nok heller ikke tænkt sig, men man kunne i det mindste forlange af ham, at han forsøgte at overaske med selve udførelsen. Her fejler Laymon imidlertid totalt. I hvert fald i min verden, for Laymons roman solgte rigtig godt, hvorfor der bestemt var læsere til hans bras.

Laymon gør ellers, hvad han kan, for at ruske op i læserne. Teksten er fyldt med voldsomme, blodige scener, hvor forfatteren får lov at benytte alle zombie-genrens eksplicitte elementer. Der gnaskes flittigt lig, men endnu mere væsentlig er selve tekstens seksualisering af alle forhold. De unge, labre studiner, og deres grimme, fede veninde (som hurtigt dør), oser af sex, de tænker primært på sex og alle mænd, der kommer i kontakt med dem, tænker på sex.

Paperback, Leisure Books 2009

Det fører til en række umotiverede, bizarre scener, hvor overfaldsofre få øjeblikke efter at være undsluppet en blodtørstig ormebesat galning pludselig overvejer om det måske ikke kunne være spændende at hoppe i kanen med betjent Corey. Eller da ekskonen, ud af det blå, forsøger at forføre Corey. Lillebyens indbyggere er varmblodede!

Det er imidlertid kun den konkrete brug af sex som motiv i handlingen. Selve Laymons sprog gør alt for at aktivere en tone af blød pornografi. Vi hører vedvarende beskrivelser af pigernes kroppe, og man kan notere sig en udtalt fascination hos Laymon af kvindernes bagpartier. Ordet ”rump” kommer igen og igen i teksten. Bogens mildest talt primitive fremstilling af relationen mellem køn er da også det stærkeste indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning.

Richard Laymons Flesh er en roman, som ene og alene har overflade. Der en ingen dybde i teksten, som udelukkende består af den konkrete hændelser. Selve handlingen er imidlertid kun et påskud for at kunne knytte en serie af scener sammen, der tydeligvis er komponeret for at tilfredsstille et særligt læserpublikum, der interesserer sig for eksplicitte beskrivelser og intet andet. Vi taler altså om litteratur af den mest fordringsløse slags.

Ebog, Headline 2012

Det primitive er i sig selv ikke problemet. Problemet er udførelsen, som der absolut intet forsonende er at sige om. Flesh er langtrukken, dum og trods sine hede anslag totalt usexet. Bogen er hverken båret af nogen æstetisk bevidsthed eller nogen litterær ambition; den er ikke engang vellykket som ordinær spændingsfiktion. I stedet får vi en jammerlig roman i et underlødigt sprog, som serverer lummer blodsuppe til sine læsere.

Laymon skabte sig ene og alene et navn i skrækbranchen ved at fylde sine bøger med så meget larm, at man lagde mærke til ham. Det lykkedes da også, men det er trist, at det er folk som Laymon og Dean Koontz, der har fået lov til at præge opfattelse af skrækgenren. Nogle gange ligger vi skrækentusiaster, som vi selv har redt!

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Stephen King, Misery (1987): I’m not your biggest fan

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Som de fleste sikkert ved, er Stephen Kings Misery historien om den stakkels bestsellerforfatter Paul Sheldon, der kører galt på en øde vejstrækning og kommer slemt til skade. Annie Wilkes passerer tilfældigvis ulykken og når at rede Sheldon mens tid er. Annie er nemlig tidligere sygeplejerske og ved præcis, hvordan situationen skal håndteres. Hun tager lidt uortodokst Paul med hjem og får ham her til hægterne igen. Men så begynder tingene også at gå skævt for den uheldige forfatter. Annie elsker nemlig ikke alene Sheldons bøger – ”Paul, I’m your biggest fan” fortæller hun igen og igen – Annie er også ruskravende vanvittig.

Paul Sheldon ligger den første tid efter ulykken i en bedøvet døs, men gradvist får han det bedre, og først da går det op for ham, at Annie holder ham som fange. Han skal nemlig ikke bare komme sig, hun har en særlig opgave til Paul. Han har netop udsendt romanen Misery’s Child, der er sidste bind i en serie af særdeles populære, romantiske fortællinger om kvinden Miserys eventyr. Paul er begyndt at hade Misery-bøgerne, og i den sidste roman dør Misery rent faktisk. Præcis det, at Misery dør, får nu alvorlige konsekvenser for Paul. Annie er nemlig særdeles fortørnet over bogen og forlanger, at han skal skrive en ny Misery-roman, kun til hende, hvor Misery vender tilbage og alt falder på plads for den sårbare heltinde.

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Opgaven er absurd, men Paul har intet valg. Han begynder at skrive romanen på et monster af en gammel skrivemaskine, som Annie køber til ham. Imens han arbejder på manuskriptet, planlægger Paul naturligvis, hvordan han kan slippe ud af sit fangenskab, hvilket han ikke ligefrem er heldig med. Annie griber Paul i forsøget på flugt, og efter flere korporlige lemlæstelser står det klart, at Annie har den totale magt over ham. I hvert fald indtil Paul får afsluttet sin roman.

Misery er en af Kings relativt korte bøger og en af hans måske konceptuelt enkleste. I hvert fald i udgangspunktet, fordi handlingen fokuserer på magtkampen mellem Paul og Annie i deres dysfunktionelle tosomhed langt, langt ude på landet. Det giver teksten alvorlige udfordringer, som King til dels har løst ganske spændende. Misery rummer i hvert fald interessante aspekter af en type, som vi absolut ikke normalt kan forvente fra Kings hånd.

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

King foretager det greb, at han bringer uddrag af den roman, som Paul skriver til ære for Annie. Altså et stykke fiktion i fiktionen – en metaleg med læseren, hvor vi får fortalt to romaner samtidig i en og samme læsning. I sig selv er det måske ikke noget nyt, men dog ganske vovet for King. Det spændende er imidlertid, at King føjer et lag mere til fortællingen. Han gengiver grafisk det manuskript, som Paul arbejder på. Den gamle skrivemaskine, Annie har købt til ham, begynder gradvist at falde fra hinanden, mens han arbejder på bogen, og det er derfor nødvendigt for Annie selv at føje manglende bogstaver ind i teksten, der hvor tasterne er gået itu. Det gør hun trofast i takt med at maskinen opløses, og til sidst må Paul skrive i hånden for at fuldende historien.

Den proces kan vi læsere også følge, fordi forfaldet er indarbejdet i bogens typografi. Det lugter måske lidt af et overfladisk gimmick, men der er faktisk en pointe. Miserys stadigt mere kaotiske præg kontrasteres nemlig med den banale, pulp-romance, der udspiller sig på siderne. Magtkampen mellem Paul og Annie om heltinden Misery får dermed et visuelt udtryk. Vi kan se, hvordan der kæmpes, både med og mod teksten henover bogens sider. Pauls nye roman bliver til i et stigende kaos, et kaos inde i Paul, inde i Annie og inde i selve huset, hvor han holdes fanget. Typografien formidler derfor subtilt dette kaos og den gradvise opløsning, som hovedpersoner parallelt oplever – for præcis som Pauls skrivemaskine langsomt falder fra hinanden, gør Paul det samme – både mentalt og fysisk. Og det samme gør Annie, i og med at det håbløse i hendes handlinger begynder at dæmre for hende.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Misery er med andre ord afgjort en af Kings interessante bøger, der næsten får karakter af et litterært eksperiment. Desværre er bogen ikke, samlet set, specielt vellykket, fordi den sprogligt er fersk og ganske enkelt bliver for lang. Det lyder måske spøjst, når jeg lige har konstateret, at det er en af de korte King-romaner. Men problemet er, at King trækker sin fine, finurlige idé langt ud over det, han kan bære. Han tager noget, der vel egentlige bare burde være blevet til en novelle og puster handlingen op til romanlængde. King skaber derved en bog, som til stadighed bliver mere skinger. Annie-karakteren udvikler sig side for side til et alvidende, altseende monster, der mister den jordbundne realisme, King ellers indledningsvist lægger for dagen.

Annie, der afgjort er bogens mest inspirerede karakter, udhules og ofres bid for bid i Kings forsøg på at skabe prosaisk spænding. Det er forstemmende, navnlig fordi han samtidig har så uendelig lidt at stille op med Annies modpart – forfatteren Paul. Paul er en typisk, komplet ligegyldig King-karakter, der stedvist tangerer en parodi på hans sædvanlige fetichering af forfatteren. Jeg er imidlertid stærkt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er tænkt parodisk.

Paperback, Plaze & James 1987

Paperback, Plaze & James 1987

Kings banalisering af sit eget oplæg er måske det, der falder mig mest for brystet i Misery. Bogen har et stort potentiale, som King forspilder, fordi han skriver, som King nu en gang skriver. I stedet for at beholde Annie som et menneske af kød og blod er han nød til at dæmonisere hende ud i det karikerede, for at retfærdiggøre det grusomme i Annies handlinger. King bøjer med andre ord af, der hvor det for alvor bliver ubehageligt. I stedet for at lade Misery være en bog om mennesker, der gør hinanden ondt, reducerer han bogen til uforpligtende monster-fiktion med den obligatoriske lykkelige slutning.

Det hjælper heller ikke meget på sagen, at de lange passager om heltinden Misery ganske vist har betydning, men føles unødigt fyldige. Igen noget, der forstærker mistanken om, at King havde brug for at pumpe historie op.

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Misery irriterer mig en hel del, fordi den trivialiserer noget som kunne være blevet rigtig spændende. Det siger noget om King som forfatter og den triste deroute, forfatterskabet oplevede fra 80’ernes anden halvdel. Man kan naturligvis indvende, at bogen er en underholdende og brutal gang ramasjang om en mand, der holdes fanget og må kæmpe for sit liv. En god thriller, ikke andet. Men her er jeg uenig, fordi King selv indledningsvist slår sofistikerede strenge an og viser, at han faktisk leger med konceptet og romanens betydning.

Han antyder med andre ord, at han vil noget med Misery. Desværre viser det sig, at King åbenbart alligevel, når det kommer til stykket, ikke vil synderligt meget. Han ender derfor med at forfladige det psykologiske indhold og sidder i sidste ende tilbage med portrættet af en selvoptaget, klynkende bestsellerforfatter. Og King giver da også Paul det sidste ord i en dumt opløftende, afsluttende vignet. For på trods af at Annie, som repræsentant for alverdens utilfredse (King-)læsere, forsøger at dræbe Paul Sheldons (dvs. Kings) skriveglæde, så kan hun ikke aflive hans vilje til at skabe og skrive prosa. Det er måske også rigtig nok; viljen til at skrive er svær at dræbe, jeg ville bare ønske, at King havde lidt mere på hjertet.

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder 2010

Paperback, Hodder 2010

1 kommentar

Filed under Roman

Maury Terry, The Ultimate Evil. The Truth about the Cult Murders. Son of Sam and Beyond (1987): Det glade, sataniske vanvid

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Journalisten Maury Terry skriver på s. 14, at der med sikkerhed er folk, som vil dø på grund af denne bog! Store og ildevarslende ord, der på dramatisk vis slår den konspiratoriske tone an, som hele The Ultimate Evil er skrevet i. Maury Terry har nemlig set lyset og gennemskuet en af de mest utrolige sandheder. En sandhed, som det amerikanske politi med vold og magt forsøger at holde skjult. Og så spørger du vel, hvilken sandhed det måtte være. Svaret er satanister. Onde, onde satanister, der lurer alle vegne og fordriver tiden med at myrde, tage samt sælge stoffer, indspille børneporno og alt mulig andet grumt. Det lyder jo ubehageligt, men før jeg følger op på Terrys okkulte feberfantasier, må vi hellere lige få karakteriseret bogen.

The Ultimate Evil er en enorm, minutiøs redegørelse for de såkaldte ”Son of Sam”-drab, der udspillede sig i New York mellem 1976 og ’77. David Berkowitz endte med at blive anholdt for at dræbe seks mennesker og såre syv. Son of Sam, som Berkowitz kaldte sig i et af sine hånebreve til politiet, rystede New York såvel som hele den amerikanske offentlighed, og opklaringsarbejdet blev et af de største, som byen havde oplevet siden de glade gangster-dage.

Paperback, Grafton Books 1989

Paperback, Grafton Books 1989

Seriemoderen Berkowitz satte gang i fantasien, og der gik da heller ikke ret længe efter hans anholdelse, før kritiske røster begyndte at blande sig. For havde man vitterligt fanget den rigtige? Kunne Berkowitz have begået alle de mord, og hvorfor var der så mange modstridende vidneudsagn? Dækkede politiet over noget? Konspirationsteorierne voksede sig hurtigt store og Maury Terry, der dækkede Son of Sam-drabene som freelancejournalist, var en af dem, der var med til at puste til ilden.

Mange af hans tidlige artikler samt den omfattende efterfølgende research, blev samlet og udgivet i The Ultimate Evil. En gigantisk bog, der møjsommeligt forsøger at påvise to ting. For det første, at David Berkowitz kun stod bag to af de drab, som han ellers havde tilstået. Og for det andet, at Berkowitz stod i ledtog med en satanistisk sekt, der havde forbindelser over hele Amerika. Noget Berkowitz i øvrigt selv indrømmede, om end han senere trak det i land igen og forklarede, at påstanden kun var et forsøg på at få opmærksomhed. Og den fik han – i hvert fald Maury Terrys.

Maury Terry

Maury Terry

Nu må det helle præciseres med det samme, at det er helt umuligt at kigge Terry i kortene. Hans bog er ét stort postulat fra en tid, inden DNA-spor og alt mulig andet teknisk blev inkluderet i politiets opklaringsarbejde. Vi har ikke skyggen af chance for at bedømme om bogens såkaldte ”facts” er påfund fra Maury Terrys side eller ej. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi The Ultimate Evil er et særdeles underholdende genrestykke. Et prima eksempel på den såkaldte sataniske skræk, der ramte middelklasse-Amerika i slutningen af 70’erne og levede frem til begyndelsen af 90’erne. Bogen hober ganske enkelt den ene uhyrlige påstand oven på den anden og præsenterer en skrækvision for Amerika, som en horrorroman ikke kunne gøre bedre. Satanisterne er over alt og Berkowitz var kun begyndelsen!

Gennem lange, indfølte beskrivelser og gengivelser af samtaler omsat til skønlitterær form får Terry skildret en grotesk rejse fra New York til Hollywood, blandet Manson-mordene og alt mulig andet med ind i sagen og tegnet et billede af et ondt netværk med rødder helt op i det amerikanske samfunds top. Hvad disse satanister egentlig er ude på, og hvordan de eksempelvis forholder sig til de åbent erklærede satanister fra Church of Satan, berører bogen aldrig. Hos Terry er den sataniske trussel nemlig først og fremmest et hvinende kaotisk gespenst, der er opstået og næres ved Amerikas moralske forfald. Han er således helt på linje med en mand som Daniel Logan, jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Bogen er med andre ord helt absurd, men præcis derfor også underholdende læsning, og den er skam tilmed lærerig. Gennemgangen af Son of Sam-drabene er både systematisk og overskueligt præsenteret hændelse for hændelse. Men det er først når Terry begynder at rulle sine sataniske idéer ud, at det for alvor bliver sjovt. Ikke mindst fordi han bl.a. bruger skønlitterære bøger som Rosemary’s Baby og James Blishs Black Easter som okkulte referencer. Det siger lidt om dybden i hans påståede undersøgende journalistik.

Der, hvor The Ultimate Evil imidlertid for alvor udmærker sig for mig, er som et tidsbillede på Amerika og navnlig New York i 70’erne. Hele Son of Sam-sagen og Maury Terrys sprog, der insisterer på at skildre skidt, snavs og lugte, oser langt væk af gusten storbylede svøbt i negative metaforer. Bogen bliver en form for ufrivillig hårdkogt krimi. En bog drevet af Terrys foragt for satanisterne, for junkierne og alt det andet fra storbyens underverden. Når man dertil føjer korrupte politikere, nederdrægtige betjente og journalister, står vi pludselig begravet i genre-klichéer. Som fakta er det helt hul i hovedet, men som vanvittig odysse ind i en okkult underverden er Terrys bog et fascinerende stykke opportunistisk skrækfiktion.

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) - The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) – The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

The Ultimate Evil har nemlig kun et ærinde, og det er at forarge og chokere læseren med de hemmeligheder, som Terry nu kan afsløre for os. At han samtidig også tegner et portræt af den i tiden mest omtalte seriemorder, gør kun tingene mere spektakulære.

Hele bogens stemning indfanges på intet sted klarere og med tydeligere styrke end i det brev, som Berkowitz sendte til Daily News i maj 1977. Brevet begynder sådan:

Hello from the gutters of N.Y.C. which are filled with dog manure, vomit, stale wine, urine and blood. Hello from the sewers of N.Y.C. which swallow up these delicacies when they are washed away by the sweeper trucks. Hello from the cracks in the sidewalks of N.Y.C. and from the ants that dwell in these cracks and feed in the dried blood of the dead that has settled into the cracks.

Paperback, Bantam Books 1989

Paperback, Bantam Books 1989

Der er jo nærmest smukt, hvad Berkowitz skrev. Rendestensromantik, frygt og lede i New York – kald det, hvad du vil. Både David Berkowitz’ og Maury Terrys varer er rædsel og forfald, og det sælger de forbløffende godt. Præcis som Manson-mordene kom til at spejle bagsiden af hele hippie-bevægelsens såkaldte counter culture, spejler Berwitz-citatet ovenfor en grundstemning, en oplevelse af kulturelt forfald, som havde sneget sig ind i 70’erne. En tomhed, som måske momentant kunne fyldes med livsglad disco og stoffer. Eskapismen kunne imidlertid ikke fjerne den storby tristesse, som periodens bøger, film og kunst udtrykte. Maury Terry er et barn af den bølge, og selv om det vel er nonfiktion, som han her har udgivet, væver han sorte fabler for os, der ikke er andet end skrækfiktion i forklædning.

Hello from the gutters i den grad.

 

Paperback, Barnes & Noble 1999

Paperback, Barnes & Noble 1999

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Matthew J. Costello, Sleep Tight (1987): Et symptomatisk sølle gys

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Matthew J. Costello er en af de gyserforfattere, der har svømmet trygt umiddelbart under bestsellerlaget siden 80’ernes slutning og har udsendt en stribe horrorromaner, der stilistisk er forbløffende ensartede. Costello debuterede med Sleep Tight i ´87, og bogen rummer, for mig at se, mere eller mindre alt, hvad man behøver at vide om Costellos forfatterskab. Den bærer hans umiskendelige fingeraftryk, hvilket absolut ikke bør regnes som et kvalitetstegn.

Sleep Tight tager os til staten New York, hvor en række personer forsvinder under mystiske omstændigheder i den lille by Harley. Som læsere ved vi, at der står en tilsløret mand bag deres forsvinden, men myndighederne står på bar bund i sagen, og der må tilkaldes hjælp ude fra. Af mere eller mindre uafklarede grunde tilfalder det imidlertid byens unge borgmester Jack Reilly at hjælpe til med opklaringsarbejdet. Den unge borgmester må således bistå den hærdede betjent Merrit i efterforskningen.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Mens undersøgelserne står på forsvinder, der flere folk i byen, og det står gradvist klart, at hvis der ikke kommer en afklaring på sagen snart, vil der udbryde tumult. Selvbestaltede vagtværn og misforstået selvhjælp begynder at tage form alt imens politiet må sande, at de ikke aner, hvem gerningsmanden er – endsige hvorfor han agerer, som han gør. Mest foruroligende er det imidlertid, at man faktisk ikke ved, om de forsvundne – der udgør både børn og vokse – er levende eller døde. Er der tale om kidnapning eller mord? Byen skælver og holder vejret af frygt.

Imens den navnløse gerningsmand huserer, får Costello fyldt kapitel på kapitel med det sædvanlige småbysfnidder – intriger, affærer og hverdagsproblemer. Det faste omdrejningspunkt er Jack Reilly, hvis familie på det nærmeste synes at være en form for sindbillede på byen som helhed. Jack har travlt med arbejdet, konen Julie drømmer om et liv som kunstner i New York og har en affære med hendes gallerist, deres teenagedatter lever sit eget liv med veninderne, mens den yngste, en lille dreng, ikke rigtigt får nogen stemme til trods for, at han ligger syg med feber og i sine drømme har syner med gerningsmanden.

Matthew J. Costello (født 1948)

Matthew J. Costello (født 1948)

En række handlingstråde foldes gradvist ud, og flere peger i retning af sagens opklaring, der til trods for, at Costello forsøger at bringe det hele i et stort crecendo, fremstår en smule skævt. Det skyldes muligvis, at gerningsmanden gradvist transformeres fra ansigtsløs kidnapper af seriemorder-typen til noget overnaturligt. De fleste vil sikkert kalde det et famlende greb om historien, andre end kreativ leg med genrerne. I sidste ende bekender romanen dog kulør og træder ind i den såkaldte Cthulhu mythos (“Iä! Shub-Niggurath!”). Den nærmere sammenhæng skal jeg ikke komme ind på her, men Costello runder præcis nok mythos-klichéer til, at den rutinerede læser forstår signalerne og historiens kosmiske implikationer.

Costellos tilgang til fortællingen er filmisk og afgjort skrevet i en form, der læner sig op ad filmmediets handlingsstruktur. Spændingsopbygningen hviler på spring mellem karaktererne i bedste cliffhanger-stil, og de mange ”krydsklipninger” skaber en særlig filmisk dynamik, der får romanen til at fremstå som et screenplay. Sådan er alle Costellos romaner opbygget, og selvom teksten er letlæst og flydende, fungerer det absolut ikke for mig. Det er fint, at trække inspiration ud af andre medier, men litteratur der mimer film – i hvert fald i den form som Costello gør det – er en pauver læseoplevelse. Hans sprog er fadt, slapt og holdt i konstaterende vendinger, der kun formidler handling. Stemningen udebliver, og det samme gør de æstetiske komponenter. Costello formidler med andre ord kun en historie til os, uden særlig stemme eller virkning. Den sproglige indpakning, som vel egentlig burde være forfatterens hovedærinde, står overset og forsømt tilbage.

Paperback, Diamond Books 1991

Paperback, Diamond Books 1991

Sleep Tight er symptomatisk for hovedparten af al bestseller-gys, og til trods for, at den er skrevet i ’87 og fyldt til bristepunktet med tidstypiske referencer, kunne romanen som sådan være udsendt i sidste måned. På typisk vis er det forholdet mellem romanens hovedpersoner, der optager Costello, mens selve gyset skubbes til side som belejlig rekvisit i dramaet. Og Sleep Tight har sørme patetisk, småborgerlig hverdagsdrama til overflod.

Det mellemmenneskelige fokus kan være fint, hvis den tackles en smule visionært og ambitiøst. Det er bare ikke tilfældet her. Hos Costello ender skildringen af forholdet mellem barn og voksen, mand og kone, ung og gammel hurtigt som pinagtigt fladpandede dialoger og hjemmestrikkede psykologiseringer. Og er det ikke oftest sådan i gyser-bestsellernes univers? Det er i hvert fald min oplevelse.

Paperback, Diamond Books 1990

Paperback, Diamond Books 1990

Det værste er imidlertid det evindelige forsøg på at skabe identifikationspunkter i teksten for læseren. King og Koontz har excelleret i dette og efterfølgende har en ufattelig stor mængde horrorforfattere skamredet grebet til døde. Ved at fæstne handlingen tydeligt i et hverdagsmiljø, hvor det oplyses, hvilket mærke hovedpersonernes cornflakes er, hvilken specifik bil de kører i, hvilket flaske vin de drikker osv. forstår læseren naturligvis den verden, der gengives. Men i mit perspektiv bliver det til en langsom kvælning af tekstens potentiale og stemningsopbygning. Costello dræber ganske enkelt sin egen roman og genre i skildringen af den hverdag, som åbenbart er et kritisk element for bogens succes som bestseller. Suk.

Sleep Tight er på ingen måde en god roman, og selv for hærdede Cthulhu mythos-samlere må den stå som et perifært bekendtskab, der ikke behøves købt hjem til samlingen. Ét lyspunkt er der imidlertid ved bogen, og det er forsiden. Romanen er udsendt af Zebra og er ganske typisk for forlagets udgivelser i 80’ernes sidste del. Faktisk er den et helt klassisk billede på forlagets lettere absurde og sjældent synderligt relevante forsidebilleder, der altid udfordrer god smag og lover langt mere, end de kan holde. Jeg har en stor svaghed for det udtryk og må nok med skam indrømme, at omslaget har været mindst en lige så stor bevæggrund til køb af bogens om selve romanens indhold. Hold øje med et snarligt indlæg her på bloggen om Zebras forsider.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Joyce Wolf, White Spider (1987): En mindre vellykket debutroman

Paperback, Leisure Books 1987

Paperback, Leisure Books 1987

Amerikanske Joyce Wolf romandebuterede med White Spider i 1987. En for tiden typisk Stephen King-klon, der ligner mange andre horrorromaner, der udkom i de år. Kings indflydelse som inspirator for et kæmpe kuld af genreforfattere kan ganske enkelt ikke overvurderes. Det kan godt være, at en splatterpunk som David Schow eller Clive Barkers groteskerier viste, at ikke alle nødvendigvis delte Kings æstetik og litterære valg. Det ændrer ikke ved, at King nærmest havde enerådende dominans over broderparten af det litterære horrorudbud i slutningen af 80’erne. Det vender jeg tilbage til om lidt. Lad os først se lidt på Wolfs roman.

Handlingen fører os til Stony Cliffs, en lille collegeby, med ry som hjemsted for alternative typer. Den unge Nora har fået en midlertidig ansættelse i byen som underviser i litteratur. Den eneste, Nora kender, i Stony Cliffs er hendes gamle veninde og studiekammeret Kate, der flyttede til byen for nogle år siden. Her lever hun sammen med Ted, mens hun venter på, at livet for alvor skal begynde.

Nora sidder netop og forbereder sit første undervisningsforløb, der skal begynde efter ferien, da telefonen ringer og hun får fortalt, at Kates kæreste er blevet dræbt. Myrdet på den helt grumme måde, som vi allerede har hørt i bogens prolog. Mordet på Ted roder op i en masse halvskjulte forhold og konflikter, som Nora gradvist bliver involveret i. Ikke mindst fordi hun hjælper Kate med at passe på hendes store datter Sam i den svære tid.

Paperback, Leisure Books 1987

Paperback, Leisure Books 1987

Det viser sig naturligvis, at mordet har en forhistorie. Kate og Ted var nemlig begge del af en form for studiekreds, ledet af den mystiske Victor. Kredsen studerede okkulte teorier, og Victor førte an i arbejdet som karismatiske mystiker og vismand. Det hele lugter langt væk af kamufleret sort magi, især fordi Victor begik selvmord nogle måneder før drabet og i okkulte vendinger i sit afskedsbrev svor, at han ville vende tilbage.

Naturligvis er der tale om satanisme. Kate og vennerne er uforvarende kommet under vingerne på den lokale Alesteir Crowley, der har lovet dem magt og frihed. Præcis det er løfter, som den forsumpede vennekreds har brug for.

Ingen havde dog forudset, hvad der nu begynder at udspille sig i Stony Cliffs. En bølge af vanvittige selvmord skyller over byen – børn, unge og gamle dræber sig selv og andre på grusom vis. Sære ting sker, og det hele er øjensynlig centreret om Nora og Sam. De hjemsøges på god gammeldags maner af stemmer og skygger, mystiske syner og spøgelseslignende aktiviteter. Men hvorfor? Hvad er det ånderne vil, og hvilken rolle spiller de små hvide edderkopper, der bliver ved med at optræde i nærheden af de overnaturlige hændelser?

Paperback, Leisure Books 1987, 2. udg.

Paperback, Leisure Books 1987, 2. udg.

Joyce Wolf tegner med White Spider et portræt af en forsamling mennesker, der alle har uforløste drømme tilfælles. Havarerede kunstnertyper i slutningen af 30’erne, der ikke har drevet det til det de forventede, og nu må tage sig til takke med helt almindelige jobs. En af Joyces største fortjenester med romanen er at ramme præcis den rette balance mellem sentimental tristesse og kynisk parodi. Hendes kunster-karakterer er i hvert fald på godt og ondt letgenkendelige typer.

Desværre er det også kun der, at Wolf har sin styrke. Romanen halter nemlig stort set på alle andre fronter. Den brutale, blodige åbning skruer forventninger i vejret om pulpet splat, men det er der ikke meget af. I stedet leverer Wolf en langsommelig søndagstur af en roman der viser, hvorfor Kings fortællemodel er så vanskelig at mestre (også for ham selv).

Wolf fortaber sig ganske enkelt i den store ensemble-struktur, som romanen er bygget op omkring. Hver eneste person, der introduceres, får sin livshistorie udfoldet i kortere eller længere form. Det dræner støt og roligt al energien ud af teksten, frem til det øjeblik, hvor hendes forsøg på at skabe nærvær og relationer til bogens persongalleri ender i ren ligegyldighed.

White Spider savner enhver skarphed i sproget og strukturen. Symptomatisk introduceres der eksempelvis en hund (Leisure Books, s. 110), der først kort benævnes Errol. I sætningen efter udvides oplysningen, og det fortælles, at dens fulde navn er Errol Flynn. Og sørme om vi ikke skal have en tredje sætning, der understreger, at den er opkaldt efter skuespilleren. Et prima eksempel på usikkert skrivearbejde fra en forfatter, der er bekymret for, at læseren ikke skal fange tekstens idéer og hentydninger.

Helt galt går det for Joyce Wolf i bogens mange voldelige konfrontationer. Til trods for, at romanen har ganske meget slagsmålsaction, evner hun ikke at omsætte de brutale billeder til nogen form for farlighed. Der boksens, sparkes og slås i et væk, men det opleves bare pjattet og dumt.

Som sagt er Stephen King-inspirationen enorm i White Spider. Mørket, der ligger og lurer under lillebyens facade, de ”almindelige” mennesker, der skal være et billede på folk som de er flest, og det uhåndgribelige onde, der truer hverdagens harmoni. Det er alt sammen tilstede i Wolfs roman, bare omsat så kluntet, at det stedvist næsten bliver grinagtigt.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) - en storsmilende inspirator

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) – en storsmilende inspirator

Anlægger man et feministisk perspektiv på romanen, er det interessant at bemærke, at det onde kommer ud af mandens drifter og begær. Det er romanens mænd, der er skyld i de mange dødsfald, og det er en kreds af kvinder, der forsøger at bekæmpe det sataniske onde, som truer byen. Men til trods for, at romanens kvinder er stærke og handlekraftige, er det magtpåliggende for Joyce Wolf at introducere tilsvarende stærke, rene mænd, der i sidste ende kan tage over og redde kvinderne.

Ganske overraskende viser det sig nemlig, at de handlekraftige kvinder har brug for de mandlige protagonister, der kan komme ind fra højre og klare ærterne. Hvordan skal vi forstå det? Er det drømmen om den stærke mand, der kan tæmme den på overfladen frigjorte kvinde, som Wolf er tiltrukket af? Er det nødvendigt at afbalancere forholdet mellem mand og kvinde i bogen af hensyn til en idé om kønnenes ligeværdighed?

Eller forholder det sig det ganske enkelt sådan, at Joyce Wolf blindt falder ned i stereotype fortællerstrukturer, der kræver en maskulin helt, som træder i karakter til sidst? Jeg tror, at sidstnævnte er tilfældet.

En af hemmelighederne bag Kings succes som bestseller-forfatter er hans livtag med traditionelle middelklasseværdier. Det har King haft stort held med i begyndelsen af karrieren, og hans evne til at skrive om ”helt almindelige” amerikanere er gået rent ind hos det læsende publikum, der kunne spejle sig i hans tekster. Joyce Wolf forsøger det samme, men det kommer der ikke noget godt ud af det. Det hele ender i ufarlig, dilletantisk middelklasseromantik. Jeg kan da også fortælle, at det til dato er blevet hendes eneste voksenroman. Hun udsendte en børnegyser i 1992 og har ikke siden givet lyd fra sig på den litterære front – og det er måske godt nok.

Skriv en kommentar

Filed under Roman