Tag Archives: 1988

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson - en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980'erne

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Illustration 2

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press' logo - naturligvis tegnet af Dave Carson

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

1 kommentar

Filed under Roman

Prime Evil (1988), red. Douglas E. Winter: Blå bog over 80’er-horror

Paperback, New American Library 1988

Hvor stort bliver det, når man samler tidens største eller mest spændende horrorforfattere og får dem til at skrive en historie af eget valg? Får dem til at skrive en novelle, der ikke kun skal udfordre genrens konventioner, men også læsernes vanetænkning? Det satte Douglas E. Winter og forlaget New American Library sig for med udgivelsen af Prime Evil i 1988. Med novellesamlingen konfronterede forlaget og redaktøren det enorme popularitetsboom, som horror havde oplevet siden 70’ernes anden halvdel. De stillede skarpt på fænomenets væsen og ville afdække, hvad horror egentlig er, hvorfor det er så virkningsfuldt og hvordan kun fantasien sætter grænser for den type fortællinger.

Om nogen var Douglas E. Winter den rette til sagen. Han var den første, der skrev et indgående portræt af Stephen King med bogen Stephen King: The Art of Darkness (1984). Han var også manden bag Faces of Fear(1985). En bog hvor Winter interviewer tidens bedst kendte navne fra den dystre ende af bogbranchen. Winter havde med andre ord et detailleret kendskab til the movers and shakers på 80’ernes horror-scene. Det kendskab udnyttede han til en bog, der vel er tænkt som en genremilepæl i stil med Harlan Ellisons Dangerous Visions (1967).

Paperback, New American Library 1988

Ambitionen fejler dermed ikke noget, men Prime Evil når på ingen måde Elisons antologi til sokkeholderne. Det kan der være flere grunde til. Den vigtigste er nok, at de indbudte forfattere alle har været næsten pinagtigt optaget af at skabe noget originalt, genrevridende eller klogt. Det er alt sammen meget godt, men det berømte barn fløj ud af badevandet, da en stor gumpetung kreativitet pressede sig ned i karet. Eller sagt direkte: Prime Evil er mere form og halvbagte idéer end stærke fortællinger.

Men hvem er så med? Først of fremmest er der mastodonterne – bestsellerne – der har været med til at forme tidens gys, hvis endda ikke den moderne horror i det hele taget. Meget passende er det på den konto Stephen King, der som det absolut største navn indleder bogen. King får følgeskab af Peter Straub, Clive Barker og Ramsey Campbell. Alle forfattere der op gennem 80’erne cementerede deres stjernestatus og solgte rigtig, rigtig mange romaner.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Strøet med let hånd mellem giganterne dukker en blanding af, for mig helt ukendte navne op (Paul E. Hazel?) og så de forfattere, der har gjort sig bemærket blandt især dedikerede horrorfans. Jeg tænker her på folk som Thomas Ligotti, Thomas Tessier, Charles L. Grant og M. John Harrison. Antologiens måske største overraskelse er, at David Morrell – forfatteren bag First Blood (1972) – blev indbudt til at deltage i bogen. Ikke mindst fordi han faktisk ikke har skrevet ret meget horror tidligere. Det siger imidlertid lidt om Winters projekt. Han var ude på at vise, at horror kunne findes i alle tekster og alle situationer. Gyset er ikke noget, der kan isoleres til en specifik måde at skrive på eller til specifikke emner. ”Horror is not a genre, it is a mood” lyder det paradigmatisk i Winters faktisk meget interessante indledning, der sætter tonen for hele novellesamlingen.

Når jeg er lidt kritisk i forhold til bogen, skyldes det især, at der er så mange velkendte navne, der om ikke skuffer, så i hvert fald ikke lever op til de standarder, der har skabt deres ry og omdømme. Stephen Kings ”The Night Flyer” er for mig symptomatisk på dette.  Den er lang, snakkende og velfortalt. Den er fyldt med vittige iagttagelser og skarpe, ironiske kommentarer. Den er bare ikke uhyggelig. Den er faktisk ikke tilnærmelsesvis uhyggelig. Novellen er stedvist blodig og den antyder grusomme ting, men står i sidste ende som en tour de force gennem stereotypisk Kingsk prosa – som en meget spinkel idé, der er blevet spækket med ligegyldigt fyld. Flere af de andre fortællinger lider under det samme. De går ikke til biddet. I stedet er de stemningsfulde billeder, der til tider har næsten vignetagtig karakter, som ikke rigtigt flytter sig nogen vegne.

Hardcover, 1. udg., New American Library 1988

Ser vi på de store navne, leverer Campbell en underholdende konceptnovelle opbygget som en gal ”stalkers” brev til en forfatter. Novellen er først og fremmest et eksperiment ud i formen, mere end den beskæftiger sig med indholdet. Barker leverer en ikke helt sammenhængende fortælling om sorg og død. Ikke dårligt, bare lidt for lang og usammenhængende. Peter Straub er den eneste af de tunge drenge, der faktisk byder ind med noget både ubehageligt og tankevækkende. Han skriver i ”The Juniper Tree” om en dreng, der bliver misbrugt seksuelt, og hvordan denne dreng, trods ar på sjælen, forstår at vende barndomstraumet til en styrke i sit arbejde som forfatter (burde King ikke have skrevet den historie?). Her blandes det tabuiserede og de ekstremt ubehagelige beskrivelser med en på mange måder provokerende forløsning.

Mine tre favoritter ud af bogens 13 historier er Thomas Tessiers ”Food”, David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” og Jack Cadys ”By Reason of Darkness”. Tessiers novelle er kort, kompakt og grotesk. En mand kommer lidt for tæt på en kvinde, der gradvist er ved at forvandle sig fra et menneske til noget monstrøst andet. Novellen er rigtig god, fordi den ikke kommer med nogen forklaringer. Handlingen udspiller sig lynhurtigt, og vi sidder forbløffede tilbage og tænker: ”Hvad, hvordan, hvorfor?” Tessier var en af de helt store vordende stjerner i 80’erne, og hans romaner kan varmt anbefales. Desværre for Tessier kom han for sent med på horrorbølgen, der ebbede ud, før han for alvor blev fast inventar på boghandlernes hylder i 90’erne.

Paperback, Bantam 1989. Engelsk 1. udg.

David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” er generelt en af de mest populære fortællinger fra bogen. Den vandt The Bram Stoker Award for bedste kortroman og fortjener berømmelsen. Det er en veloplagt, intens fortælling med anstrøg af noget cthulhuidt kosmisk horror, der er lidt altmodisch, men samtidig formår at virke både frisk og relevant. Historien er en form for digtning over og eskalering eller fortætning af tragedien omkring Van Goghs liv. Den er historien om en ung student, der bliver besat af maleren Van Dorns bizarre kunst. Det hele leder naturligvis til død og undergang, men hvorfor har Van Dorn denne tiltrækningskraft? Gode, gode sager!

En af de sidste fortællinger i bogen er Jack Cadys ret lange ”By Reason of Darkness”. Historien drejer sig om tre amerikanske soldaterkammerater, hvis man kan kalde dem det, der mødes igen efter en aldrig udspecificeret krig i Asien. Da de vender hjem, har krigen, naturligvis, ændret dem og deres genforening mange år senere bliver alt andet end uproblematisk. Historien er skrevet i et helt fremragende sprog, der malende får indre, psykologiske spændinger trukket frem og samtidig formår at iscenesætte fortællingens skiftende miljøer levende og stærkt. Navnlig de sidste sider efter konfrontationen er endda rigtig rørende og gennemsyret af en morbid form for skønhed.

Paperback, Cordi Books 1989. Engelsk 2. udg. Endnu en af de ekstremt kedelige forsider, der kendetegner stort set alle bogens forskellige udgaver

Her bevæger jeg mig jo imidlertid også langt ind i smag-og-behag-afdelingen. Jeg er helt sikker på, at der sidder mange King-fans derude, der eksempelvis elsker ”The Night Flyer”. Den blev faktisk nomineret, sammen med Peter Straubs bidrag i samme kategori, som Morrells novelle, der løb med sejren. Jeg har derfor egentlig heller ikke så meget lyst til at holde de enkelte noveller op imod hinanden og vurdere dem kvalitativt, fordi de alle er solidt håndværk fra forfattere, der kan deres kram. For mig at se er Prime Evil en spændende bog, fordi den tager temperaturen på en periodes forfattere og gør det både selvsikkert og selviscenesættende. Prime Evil vil gerne vise verden, hvad horror kan, og den har samlet alle feltets sværvægtere til opgaven.

En sjov detalje er, at bogen sådan set er retrospektiv. Langt de fleste af bogens forfattere blev aldrig større, end de var, da Prime Evil udkom. Det vil sige, at den på mange måder markerer toppunktet på horrorfeberen. Dermed peger bogen heller ikke fremad, hvilket Douglas Winter utvivlsomt havde forestillet sig. Kun på et punkt har bogen vel mere eller mindre tilfældigt peget på de veje, der skulle komme til at tegne 90’ernes gys (når vi ser bort fra seriemorderne). Bogens næstsidste novelle er Whitley Striebers ”The Pool”, der her blander gys med besøg fra rummet (læs: aliens). Et tema han også opdyrkede i sine romaner på samme tid. Her må man sige, bogen peger frem, for om noget kom den der TV-serie om to FBI-agenters konfrontationer med UFO’er og så fremdeles til at præge en meget stor del af 90’erne.

Paperback, New American Library, 2. udg. 1989

    

Er du med andre ord interesseret i at få et overblik over gyserfeltet, som det så ud fra midten af 70’erne og frem til udgangen af 80’erne, er Prime Evil et perfekt sted at sætte ind. Her får du ganske enkelt serveret væsentlige navne på et sølvfad. Du kan gå på opdagelse i historierne og bruge de små biografier om forfatterne som inspiration for videre læsning. Sidstnævnte har naturligvis været langt vigtigere, da bogen udkom, dengang før internettet gjorde den slags informationer tilgængelige på et helt andet plan. Det er imidlertid ikke blevet mindre interessant at læse, hvordan forfatterne blev beskrevet, da de var på vej op eller befandt sig på toppen. Er du interesseret i 80’er-horror og måske især interesseret i at opleve, hvilke stemmer der havde tegnet perioden, er Prime Evil ganske enkelt et must.

Hardcover, Donald M. Grant 1988. Luksusudgaven! Den er trykt i et ekstremt lille oplag og går i dag til skyhøje priser. God jagt!

Novellerne:

Stephen King, “The Night Flier”
Paul E. Hazel, “Having a Woman at Lunch”
Dennis Etchison, “The Blood Kiss”
Clive Barker, “Coming to Grief”
Thomas Tessier, “Food”
M. John Harrison, “The Great God Pan”
David Morrell, “Orange Is for Anguish, Blue for Insanity”
Peter Straub, “The Juniper Tree”
Charles L. Grant, “Spinning Tales with the Dead”
Thomas Ligotti, “Alice’s Last Adventure”
Ramsey Campbell, “Next Time You’ll Know Me”
Whitley Strieber, “The Pool”
Jack Cady, “By Reason of Darkness”

3 kommentarer

Filed under Novellesamling