Tag Archives: 1989

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien. Forsiden er malet af Thom Ang

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien om Sonja Blue. Forsiden er malet af Thom Ang

Anne Rice satte ting i bevægelse med Interview of the Vampire (1976), men det var først med efterfølgeren The Vampire Lestat fra 1985, at Rice for alvor fik udviklet en moderne vampyr, som slog igennem i skrækfiktionen. The Vampire Lestat har således langt mere tempo, kulørte karakterer og rock ’n roll end forgængeren. Den har tilmed en bande biker-vampyrer, der godt nok spiller en lille rolle i historien, men selve konceptet står ganske tydeligt frem i bogen med stilsikker overbevisning. Patos er der stadig meget af, men den nye bog viste pludselig vampyrerne som nattens hårde negle. Der er med andre ord en anden attitude i efterfølgeren til den mesterlige debutroman, og den første, som for alvor samlede tråden op efter Rice i romanform, var debutanten Nancy A. Collins, der udsendte sin debut i ’89.

Sunglasses After Dark er en actionfyldt vampyrroman, hvis bistre hovedperson er den lille, men fysisk overlegne vampyr Sonja Blue. Sonja blev voldtaget på bagsædet af en limousine i 60’ernes swingin’ London. Voldtægtsmanden var vampyr, og Sonjas skæbne skulle derfor egentlig være beseglet. Sådan går det bare ikke. Vampyren smider Sonja i rendestenen, da han er færdig med hende, men viljen til liv er stærk i pigen og i stedet for at krepere kummerligt, begynder hendes krop at transformeres. Langsomt bliver Sonja selv til en af nattens skabninger. Modsat de fleste andre af hendes slags har Sonja imidlertid bevaret en rest af sin menneskelighed, og da hun først har fundet sig til rette i den nye tilværelse som udød, går hun ikke på jagt efter mennesker, men bruger sine nætter på at opspore og dræbe vampyrer.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Den egentlige handling udspiller sig i nutiden; da bogen åbner, er Sonja fanget på en galeanstalt for helt særlige tilfælde. Fanget og mishandlet ligger hun næsten bevidstløs, låst i vedvarende mareridt. Igen viser viljen til livet sig stærk i Sonja, og det lykkes for hende at slippe ud af fangenskabet. Nu er spørgsmålet så, hvem der har fået Sonja indespærret. Hun har mange fjender, ikke mindst på grund af hendes angreb på vampyrsamfundet. Men andre kræfter truer også i kulissen, og det viser sig hurtigt, at den egentlige fjende er TV-prædikanten Catherine Wheele, der bag den renskurede, kristne facade også skjuler dystre, overnaturlige kræfter.

Nancy Collins har tydeligvis studeret Anne Rices vampyrer nøje, og hun har først og fremmest noteret sig den transformation, som vampyrerne gennemgik mellem Rices første og anden bog. Hos Collins er vampyrerne nemlig punks, gadedrenge, slyngler og samfundets udskud, alt sammen krydret med obligatoriske gentlemen-vampyrer og levendedøde adelige. Alt dette omsluttes af et dybt korrupt amerikansk samfund, som ikke synes stort bedre end de brutale blodsugere, Sonja Blue bekæmper.

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Der løber derfor en snerrende punkattitude til livet og samfundet gennem hele Sunglasses After Dark, som først og fremmest skal vise os, hvor pilrådden og hyklerisk vores kultur er, når man først begynder at se ind under overfladen. Med sit budskab er Collins dermed også et sent barn af sin tid. På lige fod med en lang række andre skrækforfattere fra 80’ernes anden halvdel er det tydeligt, at de bruger brutalitet og vildskab i fiktionen for at fange den energi og kreative voldsomhed, der opstod i kølvandet på punkens stormløb mod både finkultur og afslappet hippieselvtilstrækkelighed.

I både sprog og handling ligger der et værdisæt bag Collins’ bog, som måske umiddelbart kan fremstå råt og kynisk, men ser man nøjere efter, står det klart, at Sunglasses After Dark i høj grad er en moralsk roman, der handler om anstændighed, værdighed og ærlighed. Det, den anti-sociale Sonja i virkeligheden jagter, er nemlig falskhed og overgreb – hun jagter dem, der har magten til at træde på andre og slippe godt fra det. I den forstand bliver hun en form for superhelt, der benytter sine kræfter til at jagte dem, der krænker grundlæggende værdier som solidaritet og respekt, hvorfor hun selvfølgelig heller ikke drikker menneskeblod. Hun køber sit blod hos slagteren, så heller ingen uskyldige dyr lider overlast på grund af hendes trang.

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

En positiv læsning af Nancy Collins’ Sonja Blue-karakter er, at hun er en stærk kvindelig hovedrolle i stil med den type især unge kvinder, der er begyndt at befolke generelitteraturen i de senere år. Det feministiske budskab i bogen er da heller ikke til at tage fejl af – opgørets akse i romanen løber mellem Sonja og prædikanten Catherine Wheele, mens mændene får lov at stå på sidelinjen som mere eller mindre svage fiaskoer. Bogen er dermed også en spejling af det mandsdrevne univers hos Rice.

Alt dette kan man sige meget godt om, men et fundamentalt problem bliver, at den stærke kvindehelt hurtigt bliver præcis lige så uinteressant og ligegyldig som den stærke mandehelt. En bog som Sunglasses After Dark er dermed en tidlig mønsterbryder, som har gjort noget godt for kønskampen, men som litterær fremstilling bliver dens personskildring i sidste ende mangelfuld og en smule pinlig i dens dyrkelse af Sonjas overlegenhed.

Hardcover, Kinnell 1990

Hardcover, Kinnell 1990

Det grundlæggende opråb imod sat, korrupt magt i bogen er sympatisk, men Nancy Collins driver desværre først og fremmest sin roman frem med en tempofyldt handling og en ungdommelig, kæk flabethed, som hurtigt bliver anstrengende. Hæver man blikket fra de underliggende temaer, står der nemlig en ganske triviel spændingsroman tilbage, der mest af alt fremstår som en relativt ung forfatters fantasier om et magtfuldt alter ego (altså Sonja Blue), der kan gøre oprør mod de ”voksne”. De konflikter og det samfund, Collins med andre ord viser os, er sort/hvidt og skildret i noget, der nærmer sig det parodiske.

Føjer man en ulden opbygning og en hang til uvæsentlige deltaljer, er det klart, at Sunglasses After Dark ikke kan karakteriseres som en vellykket roman. Den er et stykke teenagelitteratur forklædt som voksenlæsning (har jeg ikke også lige skrevet det om en anden bog?). Collins har forsøget at indfange alvor og grimhed igennem anti-helten Sonja, men Sonja er slet ikke nogen anti-helt, og den voldsomhed, som Collins beskriver, virker først og fremmest lånt hos hendes idoler. Der er derfor god grund til at se meget kritisk på bogen og den succes, som Collins oplevede med den. For Sunglasses After Dark blev en moderat bestseller og ganske populær blandt genrefans samt ikke mindst superhelte-glade unge mænd.

Paperback, Warner Books 1994

Paperback, Warner Books 1994

Nancy A. Collins kvaliteter som forfatter er tvivlsomme, men Sunglasses After Dark er alligevel en interessant roman, fordi den synes at være et startskud for hele den bølge af sort skrækfiktion, der pludselig vældede frem i begyndelsen af 90’erne. Jeg tror ikke, at navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite har været et sekund inspireret af Collins, men trods forskellige evner og kunstneriske ambitioner udspringer deres fiktion fra samme sted. Et grimt, dunket sted, langt fra Castle Rock, langt fra pæne skrækromaner om middelklassens mavesår og monsterklichéer. Nancy A. Collins var dermed den første, men måske også den svageste, i en prominent række af kvindelige forfattere, der skulle gå hen og føje en helt ny gren til skrækkens stamtræ, og det er da lid af en bedrift, uanset om Collins’ debutroman er god eller ej.

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Og så må I ikke snydes for den fine sang med The Cramps, der har lagt navn til bogen.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Glenn Rahman, Heir of Darkness (1989): Antik ramasjang i Cthulhus skygge

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80'ernes amerikanske RPG-miljø

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80’ernes amerikanske RPG-miljø

Glenn Rahmans Heir of Darkness (1989) navigerer i det vanskelige farvand, der kaldes horror-fantasy. En svær opgave, hvor fantasyens episke tendenser ofte kommer i vejen for horror-stemningen. Det lykkes da heller ikke for Rahman at opbygge nogen synderligt intens stemning med sin roman, men bogen er desuagtet interessant læsning, fordi han får andre kvaliteter frem. Handlingen udspiller sig i antikkens Rom under kejser Caligulas regeringstid (37-41 e.Kr.). Den historiske kejser er tilmed en vigtig aktør i romanen.

Historiens egentlige hovedperson er imidlertid germaneren Osricus, der med et lille rejseselskab er blevet sendt mod syd for at opspore den troldmand, der har stjålet en værdifuld ring fra deres stamme. Ringen er ikke nogen almindelig ring, den er viet til guderne og har magiske kræfter. Det er imidlertid ikke nogen let sag for barbarerne at finde frem til tyven i det intrigante Rom, som snart viser sig at være en noget større prøvelse end forventet. Deres jagt bliver således hurtigt forpurret af andre agenter, der ligeledes er interesseret i den magtfulde ring.

Paperback, New Infinities 1989

Paperback, New Infinities 1989

Barbarernes eftersøgning er blot et spor i bogen, der har et større persongalleri, som alle arbejder for at sikre sig magt eller kontrol. De fleste af personernes veje krydses før eller siden i romanen, og her er navnlig den dystre heks Phaedra en central figur, fordi hun hurtigt tegner sig som barbarernes væsentligste fjende. Skulle hun få fat i ringen først, lover det dystre tider i det høje nord, hvor hun kommer fra. Heksen står i ledtog med skyggeverdenens perverterede kræfter, og hun bærer da også deres mærke. Phaedra er nemlig varulv, hvilket spiller en væsentlig rolle for handlingen.

Den græske magiker Zenodotus, der stjal barbernes magisk ring, er isoleret på en lille ø i middelhavet, hvor han er blevet tvunget af kejser Caligula til at udøve magi, der skal sikre kejseren rigdom og et langt liv. Mens troldmanden kæmper med besværgelserne, begynder bogens forskellige både lyse og mørke kræfter at samles omkring magikerens ø i noget, der gradvist tegner til at blive en storstilet konfrontation. Det kommer da også til kamp og kage med magi, zombier, sværdslag og masser af andet, da hovedpersonerne til sidst tørner sammen under storm, torden og lynild.

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

George Rahman formår særdeles godt at etablere sin antikke ramme for bogen og den derved ganske fremmedartede stemning, som præger det kosmopolitiske Rom. Det er slaver og udskejelser, barbarer og sofistikerede tænkere fra middelhavet, som sætter kolorit på historien. Vi møder naturligvis også masser af legionærer og gladiatorer, der alle på arketypisk manér bidrager til at iscenesætte historiens ramme.

Der, hvor Rahman imidlertid gør det allerbedst og mest fascinerende, er i skildringen af det mylder af små og store guder, som byder sig til i det multietniske Rom. Han har fået fat i væsentlige sider af den antikke tankeverden og får den beskrevet helt upåvirket af kristne dogmer og riter. Hvilket indebærer en råhed og kropslighed, man nok ikke normalt ser beskrevet så indfølt.

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

På samme vis får Rahman også, næsten elegant, sneget sine referencer til den såkaldte Cthulhu mythos ind i historien. Den diabolske magiker Zenodotus tilbeder nemlig en sær gud, der ligger drømmende på havets bund og håber en dag at kunne stige op til overfladen. Så ved vi godt, hvem der er på tale, også selvom han her optræder under sit græske navn. På samme vis er det interessant, at Rahman lader vores barbariske helt fra de keltiske urskove forklare, at den guddom, ringen tilhører, er en frugtbarhedsgudinde med tusind kid, der ikke har så lidt til fælles med den gammelkendte Shub-Niggurath. De gamle mythosvæsner væves således ind i historien og blandes subtilt med antikkens øvrige helte og guder på troværdig måde.

Faktisk er Heir of Darkness en af de mest interessante måder, som jeg har set Cthulhu mythos-brugt i et godt stykke tid. Desværre hjælper det ikke ret meget på, at romanen som helhed er noget tung. Det er vanskeligt at engagere sig i det store persongalleri, hvor navnlig de germanske barbarer er todimensionelle pulpfigurer af den sædvanlige slags. Rammen er fascinerende udfoldet, men dybest set bruger Rahman det kun til en klassisk, flad historie om kampen mellem godt og ondt.

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra '79

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra ’79

Fordi Rahman har så mange personer i bogen, er han nødsaget til at reducere dem til relativt enkle klichéer, hvilket i længden bliver kedeligt. Kedeligt, fordi vi næsten på forhånd ved, hvem der dør, overlever og får hinanden til sidst. Rahman opfinder med andre ord ikke den dybe tallerken med romanen, men det betyder i virkeligheden ikke så meget. Det vigtigste er nemlig, at han får skabt et ganske stærkt univers i bogen, som faktisk ikke har været udnyttet synderligt meget – i hvert fald ikke som Rahman har gjort det.

Og bevares, der er da også nogle små afstikkere ind i gråtonernes land, som Rahman tydeligvis har lært hos Robert E. Howard, men det opvejer ikke et generelt indtryk af en lidt langtrukken fortælling fortalt uden synderlig originalitet eller styrke. Så må det da også på falderebet indskydes, at trods bogens relativt mange kedelige passager, rodes der en smule bod på dette i de kampscener, Rahman også disker op med. Navnlig den afsluttende kamp, hvor førnævnte zombier dukker op, er der smæk for skillingen, og om ikke andet kan man så smile lidt af den rendyrkede gang pulp-ramasjang, som her udfoldes for os. Og hvem falder ikke for den slags i et svagt øjeblik?

Brætspil, Avalon Hill 1981. endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Brætspil, Avalon Hill 1981. Endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Nick O’Donohoe, Too, Too Solid Flesh (1989): Menneskemaskinens eksistentielle angst

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Det kan være svært at tro i dag, men rollespilsfirmaet TSR forsøgte faktisk, da de var på toppen af deres kommercielle succes, at udsende skønlitteratur, der ikke udspiller sig i en af firmaets spilverdener. En af de mest interessante bøger i den sammenhæng er Nick O’Donohoes nærfremtidsroman Too, Too Solid Flesh fra 1989. Jeg tager hatten af for TSR, fordi deres forlagsvirksomhed fandt plads til en bog af den type. Romanen er skæv og krævende uden at være rettet specifikt mod det rollespillende publikum.

Faktisk viser Too, Too Solid Flesh, at TSR havde overskud til og ambitioner om at nå ud over spilmiljøet. Bogen rækker bredt armen frem mod et SF-interesseret publikum og forsøger måske endda at nå helt ud til læsere, der ikke nødvendigvis er synderligt begejstrede for genrelitteratur. Bogen er i hvert fald et vidnesbyrd om et forlag, der turde satse.

Paperback, TSR 1989

Paperback, TSR 1989

Man må ikke være blind for, at TSRs enorme succes med Margaret Weis’ og Tracy Hickmans Dragonlance-serie, hvis første bind så dagens lys i 1984, skabte et økonomisk råderum, der gjorde det muligt for forlaget at udsende smallere titler. Desværre gik TSR først i 90’erne hårde tider i møde, og de litterære eksperimenter forsvandt hurtigt fra forlaget. I stedet fokuserede man snusfornuftigt på fladpandet bestsellermateriale, der trak direkte på selskabets spilmateriale. Sammenligner man eksempelvis en gennemført pauver roman som R. A. Salvatores Homeland fra 1990 med O’Donohoes Too, Too Solid Flesh, bliver det pinagtigt illustreret, hvordan TSRs redningsplanker kom til at se ud. Fra 1990 og frem var det næsten kun småinfantil fantasy, som selskabet udsendte i store mængder, og ganske overraskende lappede læserne det i sig.

Desværre er TSRs udvikling ikke unik. Spilfirmaer som Games Workshop og White Wolf benyttede ligeledes deres kommercielle succes til at udsende spændende og tankevækkende litteratur, men i det øjeblik salgstallene begyndte at dale, vendte selskaberne sig mod fiktion baseret på deres egne spilprodukter og ikke mindst baseret på spillenes præmisser. Derved blev al kreativiteten og originaliteten suget ud af værkerne og efterlod deres bøger som knap nævneværdig dum fanboy-fiktion.

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1984

Hvad er Too, Too solid Flesh så for en roman?  Historien tager os, som sagt, til en nær fremtid og udspiller sig i et dystert New York, der emmer af koldkrigsstemning, atomkrigsgru og cyberpunk. Her, midt i al dystopien, finder man et lille teater nær Broadway, der har specialiseret sig i Shakespeares Hamlet. Det særlige er, at hele skuespilstruppen er andrioder, altså kunstigt skabte mennesker. Androiderne ligner stort set mennesker i et og alt, men de er skabt til at spille og være som deres rolle i stykket. Det har naturligvis afgørende betydning i forhold til deres livssyn og ageren i verden.

Historien begynder da den tekniker, der har det overordnede ansvar for andrioderne, bliver fundet død på teateret. Umiddelbart bliver dødsfaldet betragtet som en ulykke, men noget kunne tyde på et mord. Derfor bliver der hyret en opdager, der må gå undercover som android på teateret og forsøge at komme til bunds i sagen.

Paperback, TSR 1990

Paperback, TSR 1990

Opdageren får rollen som Horatio og kaldes ikke andet igennem hele romanen. Nu vil de fleste sikkert vide, at Horatio er Hamlets bedste ven og fortrolige. Det betyder naturligvis også, at han bliver venner med androiden Hamlet på teateret. Hamlet blander sig hurtigt i opklaringsarbejdet, fordi han opfatter mordet på teknikeren som mordet på sin far.

Dermed er der også åbnet for den komplicerede dobbelte handling, der på den ene side gentager teaterstykket Hamlets historie, og på den anden side udfolder en mordgåde, hvis eksistentielle problemstillinger hentes i stykkets temaer. Et væsentligt omdrejningspunkt er selvfølgelig, at teaterets androider ikke kan gøre andet end at agere og gentage skuespillets mønstre. De er skabt til at tænke og handle som stykkets roller. Mordet er imidlertid en form for intervention ind i teaterets orden, der pludselig lader stykkets blodige fortælling finde vej ud i virkeligheden.

Paperback,  Paperjacks 1986. En af O'Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Paperback, Paperjacks 1986. En af O’Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Too, Too Solid Flesh diskuterer spørgsmål om ansvar og personlig frihed, og gør det gennem den moderne, dystre reception af Hamlet-figuren. Den sortseende prins med de morbidt melankolske monologer får tilmed lov til at sætte ord på flere af de etiske temaer, der har optaget filosoffer siden Anden Verdenskrig. Det, der med andre ord står i centrum for handlingen, er spørgsmålet om menneskets værdighed.  Menschenwürde, som det kaldes i den tyske etiske filosofi, der har haft dominerende betydning på feltet, bliver aktualiseret gennem androiderne og den brug-og-smid-væk-mentalitet, som teaterets ejere udviser i forhold til deres kunstige skuespillere. Det er skrap etisk kost, som Nick O’Donohoe tumler med.

Tematisk er Too, Too Solid Flesh spændende, og formen er udfordrende og fascinerende, men helheden er desværre ikke specielt vellykket. Sprogligt er bogen kluntet og dialogen ulykkeligt kunstlet. Det skyldes delvist, at den læner sig op ad Hamlet-stykkets ordunivers, men også fordi O’Donohoe har vanskeligt ved at formidle sine dialoger. Teksten føles mest af alt som et teaterstykke med angivelse af roller, replikker og scenebeskrivelser. Det kan der være en pointe i, men havde det været tiltænkt, burde skridtet være blevet taget fuldt ud. I den form det har nu, bliver det tungt og ubehjælpeligt.

Det samme gælder selve mordmysteriet og dets opklaring. Handlingen har tydeligvis ikke interesseret O’Donohoe meget. Han har arbejdet med monologerne og karakterernes eksistentielle overvejelser, mens selve mordmysteriet kun er et alibi, der skal holde sammen på det hele. Og fordi mordmysterier aldrig får lov at komme i forgrunden, bliver opklaringsarbejdet tilfældigt og ligegyldigt. Alt løses med computere, og man kan undre sig over, hvorfor der i det hele taget har været brug for at få en opdager sneget ind på teateret.

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O'Donohoe-titel

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O’Donohoe-titel

For en god ordens skyld må jeg dog nævne, at der stedvist er fine beskrivelser i bogen. Eksempelvis de herlige antropomorfe væsner, som Horatio og Hamlet bliver konfronteret med eller alt det mildest talt bizarre bohave, der står i newyorkernes hjem. Jeg synes især idéen om den levende seng med kød og hud, der altid har kropstemperatur, er modbydeligt fascinerende.

Trods velartikulerede moralske problemstillinger og stedvist kreative idéer har Too, Too Solid Flesh ikke ret meget at byde på som roman. Ikke desto mindre er den et vidnesbyrd om et overskud hos TSR, der kunne udmøntes i noget anderledes og grænsesøgende. Det er en skam, at de ikke fortsatte i det spor. Trods romanens svagheder fortjener forlaget en præmie for at have gjort et forsøg på at flytte deres fiktion et andet sted hen. Den er et udtryk for alt det, som TSRs skønlitterære gren kunne være blevet til. Tænk over det, hvis du render ind i Nick O’Donohoes debutroman i en rodekasse et sted.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Ronson, Whispering Corner (1989): En middelmådig hjemsøgelse

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.

Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.

Paperback, Gainsborough Press 1989

Paperback, Gainsborough Press 1989

Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.

Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen - nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?

Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.

På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.

Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra '80

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80

En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.

At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.

Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.

Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.

Skriv en kommentar

Filed under Roman