Tag Archives: 1990

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten…

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Tilbage efter en uge med heftig forkølelse.

I 1990 kunne Robert Bloch udsende det tredje og sidste bind i Psycho-serien. Et bind, der på mange måder ligner forgængeren Psycho II. Det kan man ikke ligefrem kalde en ros, og det vil da også være synd at kalde seriens sidste bind for en god bog. Langt fra. Men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Lad os lige få handlingen på plads først.

Seriens stjerne, Norman Bates, døde som bekendt i begyndelsen af seriens andet bind, og tredje bind udspiller sig derfor helt og aldeles uden Bates. Ikke desto mindre er han stadig bogens omdrejningspunkt. Et par geschæftige forretningsfolk i Fairvale – Bates’ hjemby – har nemlig sat sig for at bygge en kopi af det berygtede Bates’ Motel. Originalen er brændt ned for længst, og denne kopi skal derfor fungere som turistattraktion med overnatningsmuligheder, restaurant og forlystelser. Kronen på værket er nogle dyre mannequiner, købt i Hollywood, der kan iscenesætte de blodige drab på motellet. Faktisk er alt blevet genskabt ganske nøje, så nøje, at der bliver begået et blodigt mord på en teenager i huset, kort før det skal åbne for offentligheden. Nu er gode råd dyre for husets ejere – eller er det? For spørgsmålet er, hvem der står bag drabet.

Omtrent samtidig med, at teenagepigen stikkes ihjel i forlystelseshuset, ankommer den unge Amy Haines til Fairvale. Hun er i gang med at skrive en bog om Norman Bates og Fairvale er selvfølgelig et vigtigt punkt i hendes research. Da hun hører om mordet, bliver det hele endnu mere vigtigt for hende, og Haines går straks i gang med sin egen efterforskning. En efterforskning, der viser sig at være ganske besværlig, fordi de lokale har fået nok af at blive mindet om Norman Bates, mord og ubehagelige historier.

Vi får lov til at følge i hælene på Haines, mens hun støver sig gennem det vrangvillige Fairvale, alt imens mystiske trusler og tyverier i forlystelseshuset bliver opdaget. Mystikken breder sig således dag for dag. Er det hele mon bare et grotesk PR-stunt eller er mordet, truslerne og tyverierne udført af en af forlystelseshusets rabiate modstandere? Spørgsmålene er mange, og svarene er desværre ikke specielt interessante.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Forgængeren Psycho II er en sær bog, der bedst kan beskrives som et surt opstød fra Robert Blochs side. Et vrissent anslag mod en gyserindustri, der ifølge Bloch havde mistet al anstændighed og lødighed. Psycho House trækker på samme hammel. Denne gang skyder Bloch bare bredere og kritiserer ikke alene filmindustrien, men hele mediebranchen.

Med sin tredje roman om Norman Bates demonstrerer Bloch for sine læsere, at medierne – journalister, filmfolk og forfattere lukrerer på andres død og ødelæggelse. For at illustrere mediernes destruktive indflydelse, bruger Bloch idéen om gentagelsen som et ganske fint motiv i sin bog. Bates forvoldte skade tilbage i ’59, men fordi medierne ikke kan slippe sagen og lade det hele synke ned i glemslen, gentager underholdningsindustrien drabene – i hvert fald rent følelsesmæssigt – og tvinger Fairvale til at genopleve og leve med mordene, som en konstant realitet, så såret Bates påførte samfundet ikke kan få lov at heles.

Bloch stiller naturligvis grundlæggende spørgsmålet, hvor grænsen går for mediernes interesse i andres ulykke. Han kommer ikke selv med noget svar, men man fornemmer tydeligt, at den medieverden, den aldrende Bloch så sig omgivet af i ’90, for længst havde passeret hans grænse.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det er absolut glædeligt, at Bloch har noget på hjertet med sin roman, og ligeledes glædeligt, at tonen i Psycho House er blevet mindre skinger end forgængerens. Bloch sprutter ikke længere af galde, i stedet møder han os med en bittert ironisk tone, der ikke lægger skjul på pointerne, men undgår at forfalde til helt samme form for næsten hadefulde kariturer, der kendetegner Psycho II. Ikke desto mindre er seriens sidste bind en trist omgang, fordi den er ganske kedsommelig.

Bloch får ganske enkelt malet sig selv op i et hjørne. Han tager afstand fra selve substansen i Psycho-serien, nemlig morderen Norman Bates, og himler op over grafisk vold. Trods det vælger han ganske paradoksalt at fortsætte serien, og hans opgave bliver nu at vise, hvordan man kan skrive en ”sober” Psycho-fortælling. Som jeg allerede skrev om forrige bind i serien, er det lidt som at lokke læserne til med lækkerier og så slå dem irettesættende over fingrene, fordi de har taget imod hans fristelser.

Hardcover, Wings Books 1993

Hardcover, Wings Books 1993

Blochs svar på en ny Bates-bog er en klassisk whodunnit med masser af røgslør og nær-ved-og-næsten-mord, men kun ganske lidt konkret brutalitet. Det er naturligvis heller ikke et krav for succes, men problemet er, at Bloch ikke formår at opfylde ønsket om morderens tilstedeværelse med en overbevisende erstatning. Amy Haines, vores journalist-hovedperson, har ganske enkelt ikke nok pondus til at løfte blikket fra Norman Bates og resultatet bliver et vattet mellemstykke, der ikke gør synderligt indtryk. Bevares, Blochs pen flyder altid let og vittigt, men det er bare ikke nok til at bære bogen igennem.

Efter endt læsning sidder jeg faktisk kun tilbage med to ting. For det første det åbne spørgsmål, hvorfor Bloch ikke turde vende sit kritiske skyts mod læseren, for der er vel en sammenhæng mellem producent og aftager? Altså, at al den død og vold, som medierne sælger, næres af en interesse hos modtagerne i en selvforstærkende synergi. Blochs ensidige fokus på producenterne føles i hvert fald noget skævt. Måske han ikke turde udfordre sine læsere? Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Psycho House er snarere en roman, der skal ses som anledning til selvransagelse; hvorfor har jeg lyst til at læse/se/købe den slags død og vold? Og hvorfor egentlig? Spørgsmålet er jo i sig selv ret interessant, men som det udfoldes hos Bloch, bliver det til en omgang belastende moraliseren.

Paperback, ibooks 2003

Paperback, ibooks 2003

Mest af alt har jeg bare lidt ondt af Bloch, fordi han havde det så svært med den succes og videre reception, som Psycho fik. Det er trist, men Bloch er hverken den første eller sidste forfatter, der har fortrudt et værk, fordi det efterfølgende fik sit eget liv. Men efter at have brugt to bøger samt et antal noveller plus adskillige interviews på at trække Psycho tilbage, er jeg glad for, at sagen hermed kunne lukkes. Bump. Det var lyden af en skovlfuld muld, der ramte Norman Bates’ kiste. Må han hvile i fred.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Den genopdagelse af gotikken, der opstod i løbet af 1940’erne, har vist sig at være en forbløffende sejlivet genre. Mellem ’40 og ’65 blev paperbackmarkedet oversvømmet af fortællinger om ensomme kvinder, der i en tilstand af anspændt frygt og forelskelse mere eller mindre frivilligt opholdt sig i vindomsuste huse. Genren blev navnlig markedsført til kvinder, og selvom en stor del af nygotikken rent faktisk var skrevet af mænd under kvindeligt pseudonym, er det da også kvinden, som er i centrum. Som oftest er der tale om bund konservative romaner, der i den grad dyrker traditionelle kønsroller og kønsstereotyper.

En af de få, som både udnyttede og udfordrede genren, var mesterlige Shirley Jackson eller den ligeledes fremragende Daphne du Maurier, der hurtigt fik blik for nygotikkens potentiale for psykologiske gys. Men Jackson og du Maurier er på mange måder enegængere. Genren mistede da også sin brede popularitet i slutningen af 60’erne, hvor ungdomsoprør og kvindebevægelsen gjorde yngre læsere mindre velvilligt stemte overfor nygotikkens tunge, moraliserende tone.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Men, som sagt, er nygotikken en sejlivet genre, og den døde på ingen måde ved 60’ernes udgang. En jævn strøm af romaner er udkommet lige siden og gør det sådan set stadig. Romaner, der på stort set alle måder ligner deres forbilleder fra 40’erne og 50’erne, men som oftest med overfladisk greb, der giver historien en ny indpakning.

Det er Diane Guests gotiske spøgelsesfortælling Lullaby fra 1990 et godt eksempel på. Romanen begynder, da billedkunstneren Judd Pauling er undervejs fra New York mod Maine med sin nye kone Rachel Daimler og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Alt ånder umiddelbart fred, hvis det ikke lige var fordi, at Rachels mor ligger for døden. Den gudesmukke, men lidt gådefulde Rachel kommer ud af en gammel, stenrig slægt. Hun er opvokset i et kæmpe palæ ved kysten, og der lever hendes mor Priscila nu alene. Da Judd, Rachel og børnene ankommer, viser det sig , at Rachels søster Elizabeth også er kommet hjem.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Mystikken breder sig hurtigt, da det går op for Judd, at Rachel ikke har fortalt sin familie, at hun er blevet gift. Det hele bliver ikke mindre mystisk af, at både mor og søster møder Judd med isnende kølighed eller, at den mindste af Judds to piger, lille Addy på seks, har et mærkeligt anfald kort efter ankomsten.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til et højspændt, gotisk drama, for selvfølgelig er det gamle hus ved kysten spækket med familiehemmeligheder, dystre fortielser, store følelser og naturligvis spøgelset. Der er nemlig et spøgelse, der hjemsøger huset, et barnespøgelse faktisk, som hurtigt besætter den lille Addy og giver lejlighed til en lang række scener, der minder ikke så lidt om første halvdel af Blattys The Exorcist. Og faktisk er der indtil flere ligheder mellem de to romaner. Lille Addy skal nemlig også gennem både fysiske og mentale undersøgelser, og hun skal også ydmyge familien under en fest, hvor Addy ikke som Regan pisser på gulvet, men sætter sig ved husets ”forbudte flygel” og spiller uden nogensinde at have lært det.

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Som du sikkert kan fornemme, går Diane Guest den gotiske line ud i sin gyser, men pumper frisk blod ind i genren gennem lån hos Blatty. Guest afviger imidlertid også fra genrens klichéer på flere måder, formentlig i håb om at give bogen et mere tidssvarende præg. Det er således ikke Rachel, der er den forfulgte og plagede. Nej, det er den følsomme Judd, der holdes tilbage i huset, indfanget af kærlighed og pligt. Rachel viser sig nemlig at være skurken og årsagen til barnespøgelsets hjemsøgelse af huset.

Men når alt kommer til alt, er det her slet ikke de voksnes bog. Lullaby handler i virkeligheden om børnene, fordi den eneste, der rent faktisk tror på Addy, er hendes gæve storesøster Emma, som viser sig at være den, der har nøglen til mysteriets opklaring.

Paperback, Fontana 1992

Paperback, Fontana 1992

Diane Guest har dermed en pointe med sin roman – nemlig at børn er gidsler i de voksnes problemfyldte verden. Det er jo ikke ligefrem nyt, men her får vi altså præsenteret problemstillingen gennem et gotisk filter. En øvelse, hun i øvrigt har gentaget i en håndfuld romaner.

Bogen fejler stort set på alle tænkelige punkter. Persongalleriet er en perlerække af klichéer, miljøet og huset, hemmelighederne og forelskelserne er gentagelser, vi kender til hudløshed, og de gyseroptrin, Guest disker op med, har hun lånt hos Peter Blatty. Enkelte scener har absolut gode ansatser, som da Emma og Addy opsøger det lille lysthus ned ved vandet og ser, at det indrettet om et forladt barnehjem med små stole, borde osv. Det er ganske stemningsfuldt, selvom Guest aldrig bruger det til noget. Det samme gælder opdagelsen af nogle mystiske, gamle børnetegninger, som pigerne på et tidspunkt finder. Alt i alt er der imidlertid bare tale om antydninger af noget, der kunne være blevet spændende.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Ikke desto mindre er Lullaby en interessant læseoplevelse, for den der er interesseret i genrestudier. Guest arbejder tydeligvis med sine troper og har tænkt over tingene. Hun har forsøgt at modernisere, men samtidig at bibeholde genrens kerne. Det er en svær disciplin, som absolut ikke lykkedes for hende. Først og fremmest fordi Diane Guest er en elendig forfatter, men arbejdet er stadig interessant. For spørgsmålet er nemlig, hvordan gotik anno 1990 kunne se ud? At vende troperne på hovedet og gøre manden til den forfulgte er afgjort en måde at lege med genren på og muligvis også en ret potent vej, hvis Guest havde formået at gøre det bedre. Men Guests leg med gotikken i 1990 rejser naturligvis også spørgsmålet om gotikkens formsprog i dag. Den slags tanker er ganske stimulerende at lege med, og derfor er Guests bog heller ikke ligegyldig læsning. Men nogen god eller spændende bog skal man nu ikke forvente sig.

Læg i øvrigt mærke til det herlige omslag. Fontana lagde sig virkelig i trøjen for at få lokket gyserfans til. Alene et omslag som dette er nærmest bogen værd i sig selv. Men det er nok bare mig, der er lidt for pjattet med den slags ting.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Matthew J. Costello, Midsummer (1990): Hvem der?!

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Genrer og genretroper er vanskelige størrelser. Vi navigerer og afkoder tekster efter deres små signaler, der viser os, hvordan vi skal forstå handlingen, og hvad der ligger i vendte. Genren antyder rammerne for det litterære univers, vi træder ind i, når bogen åbnes. Den giver os mulighed for at afstemme vores forventninger til bogens indhold; et væsentligt element i forhold til selve den æstetiske værdsættelse af værket. Gys, ok, så kan der eksistere vampyrer osv. Det er naturligvis lidt forenklet, fordi det som oftest netop er, når genrekonventionerne sprænges, at vi overrumples og får de store læseoplevelser.

Man kan sige, at der ligger noget beroligende i klare genrereferencer, og det kan være forbundet med stor fornøjelse at se dem udfoldet til punkt og prikke. Man behøver vel bare tænke på den fortsat verserende zombie-bølge for at forsikre sig om, hvor væsentlig genkendelsens glæde kan være, hvis den udfoldes med kærlighed til universet.

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Faren er, at loyalitet over for genretroperne fører til mekanisk vanetænkning. Det er naturligvis her, forfatteren kommer ind i billedet. Hvis historien fortælles rigtigt, kan forfatteren slippe afsted med de største pasticher, uden nogen begynder at råbe op om klichéer og plagiater. Et væsentligt element i dette er, hvorvidt forfatteren spiller med åbne kort. Det vil sige, hvor åbenlyst han eller hun viser sine inspirationskilder og bekender sig til bestemte forlæg – Den såkaldte Cthulhu Mythos eksempelvis.

Grunden til den her lange indledning er, at Matthew J. Costellos Midsummer fra 1990, er et perfekt eksempel på den genretro roman. Der skal ikke ret mange sætninger til at præsentere handlingen. Jeg er nemlig helt sikker på, at de fleste gyserentusiaster kender præcis de film og bøger, som Costello har som referenceramme.

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

Det hele begynder på Antarktis, hvor en amerikansk ekspedition borer sig gennem iskappen. Fra de geologiske dybder bliver der hentet ”noget” frem, der ikke har set dagens lys i æoner, og sådan set slet ikke burde eksistere. Den blodtørstige ”ting”, der kommer op fra isen, overtager menneskekroppe og polarforskerne omkommer, da deres besatte chef går amok med en økse. Kun Alan Ward overlever hændelserne, og han hentes hjem af hæren. Men er Alan Ward helt normal?

Nej, selvfølgelig er han ikke det. ”Tingen” rejser med Ward fra Antarktis til lillebyen Stoneywood i Catskill Mountains. Her ødelægges en Stephen King’sk redneck-idyl snart af den fremmede snylter, der overtager flere og flere mennesker.

Matthew John Costello (født 1948)

Matthew John Costello (født 1948)

Mens parasitten driver sit uvæsen i handlingens kulisse, tælles der ned til den store midsommerfest i byen, der fejres med et tivoli og generel festivitas. Det forstår sig, at Matthew Costello fyrer op under en sprængfarlig cocktail, der selvfølgelig bør og skal eksplodere i et gevaldigt, blodigt klimaks midt under festlighederne.

Undervejs mod den store fest følger vi et bredt udsnit af indbyggere i Stoneywood. Hertil kan også føjes et par gennemrejsende, hvor karrierekvinden fra New York og den sagfører, der er blevet sat til at holde øje med Alan Ward, spiller en væsentlig rolle. Det hele sættes i spil gennem den for horrorromaner fra sen-80’erne vanlige ensemblestruktur.

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Det omfattende persongalleri lader os se den fremmede parasit over skulderen, mens den hærgende trækker gennem lokalsamfundet. Som læser ved vi derfor også præcis, hvad der skal til at ske længe inden, nogen i bogen aner uråd.

Du har sikkert allerede tænkt på en håndfuld film og bøger, der har stået fadder til Midsummer. Og du har helt ret, men Costello vedkender sig sine inspirationskilder. En knægt i bogen fortæller, at han har set filmen The Thing from Another World (1951) og ser rent faktisk efterfølgende Carpenters The Thing (1982). Et andet sted henvises der til ”pod people”, og sådan kunne man fortsætte. Matthew Costello kender sin genre og har styr på referencerne.

Teksten leveres med rutineret hånd. Costello skriver i et effektiv, om end i et lidt forceret livstræt sprog, der får alle hans personer til at lyde som hårdkogte privatdetektiver. Til det må man så også tilføje, at det store persongalleri gør det nødvendigt for ham at skære sine karakterer ind til benet og operere med aldeles overfladiske personskildringer. Så endimensionelle karakterer, at man mere eller mindre med det samme kan udpege, hvem der overlever, og hvem der dør.

Hvis du elsker det gode gamle ”red scare”-plot, leverer Costello varen. Desværre er det bare ikke nok. Fra et genreperspektiv opfylder bogen til fulde alle de forventninger, man måtte have til handlingen. Costello gør sig endda den umage at lægge små fanboy-hints ind i teksten, der skal højne gensynets glæde hos læseren. Det virker bare ikke.

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Midsummer slår fejl som roman, fordi den mister sig selv i konventionerne. Costello bruger al sin energi på at gøre det rigtige – det, han forventer læseren, vil synes, er fedt – og taber på den led ethvert overraskelsesmoment. Der havde sådan set heller ikke behøvet være nogen overraskelser i handlingen, hvis Costello trådte i karakter som forfatterstemme og gav sit bud på den velkendte fortælling. Det gør han bare ikke. Han er totalt fraværende og leverer sin historie med kedsommelig professionalisme, der er så karakterløs, at det gør ondt. Costellos letflydende sprog hverken konfronterer eller skræmmer.

Bogen føles som oplægget til en TV-gyserfilm uden penge til effekter. Og præcis det er ikke nogen lykkelig situation for en forfatter, der har frie tøjler til at gøre med handlingen, hvad han vil. Mest frustrerende er det imidlertid, at Costello aldrig får mig overbevist om, at han selv tror på historien. At plottet ikke bare er en hurtig idé, som han fik en dag og tænkte tja, hvorfor ikke. Jeg tror ganske enkelt ikke, at historien og handlingen betyder noget for Costello. Derfor er Midsummer i sidste ende en ligegyldig, sjælløs roman.

Så er det langt federe at lytte/se den franske elektronika-duo Zombie Zombies hyldest til John Carpenter. Nummeret fra 2008 hedder “Driving This Road Until Death Sets You Free” – fedt, ikke?

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman, Video

Gene Wolfe, Castleview (1990): Dystert eventyr og nervepirrende mystik

Paperback, Tor Books 1991, med relevant men lidt kedelig forside af Richard Bober

Jeg har haft Castleview stående på hylden ret længe uden at få den læst. Faktisk opdagede jeg en dankortkvittering i bogen, da jeg endelig fandt den frem, der fortalte, at jeg havde købt den i The English Bookstore i Århus tilbage i 2004. Når det har taget så længe for mig at få bogen læst, skyldes absolut ikke Gene Wolfe. Jeg er meget, meget begejstret for Wolfes bøger. Hans The Fifth Head of Cerberus fra 1972 er et særdeles fascinerende værk, som jeg har læst et par gange efterhånden. Og Book of the New Sun-serien er ganske enkelt et genialt storværk, der fortjener hver eneste lovprisning, som bøgerne har fået, siden de udkom i første halvdel af 80’erne.

Man kan vel godt sige, at jeg er en lille Wolfe-fan, men hvorfor pokker skulle der så gå så mange år, før jeg fik taget mig sammen til at læse Castleview? Svaret er, at det Kong Arthur-tema, der omtales både på bogens forside og bagside, har været lidt af en humørdræber for mig. Der er helt sikkert kommet spændende Kong Arthur-fortolkninger – John Boormans Excalibur (1981) er en af mine yndlingsfilm, og DC Comics’ Camelot 3000 har jeg også være begejstret for, siden jeg læste den danske trebindsoversættelse for første gang.

Men Kong Arthur eller Arthurmyten omsat til eller integreret i et nutidigt Illinois? Det kan kun gå galt, selv for Gene Wolfe. I værste fald så jeg en eller anden form for parafrase over Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889), men sådan forholder det sig på ingen måde. Faktisk har jeg groft undervurderet Gene Wolfe, der allerede efter få kapitler fik gjort alle mine bekymringer til skamme.

Paperback, Tor Books 1991

Castleview er en fremragende fortalt roman, hvor Wolfe endnu engang demonstrerer sine overlegne sprogfærdigheder. Han tryller ganske enkelt en medrivende og dunkel historie frem ved at føre folkeeventyr og hverdagsliv i en amerikansk lilleby sammen på kløgtig, kløgtig vis. Der er ikke skyggen af usikkerhed i Wolfes fortællestemme. Teksten glider ned som en læseletbog, men bevarer et liv i detaljen og et vid, der viser, at det her skam skal mere end bare at underholde.

Romanen opererer med et relativt sort persongalleri af samme type, som vi eksempelvis kender det fra adskillige af Stephen Kings romaner og eksempelvis Peter Straubs Ghost Story (1979). Der er endda noget Kingsk i valget af den lille landlige by som omdrejningspunkt og det brede udpluk af helt almindelige mennesker, der konfronteres med ganske usædvanlige ting.

Kort fortalt har Will Shields købt en brugtvognsforretning i byen Castleview, og nu er han sammen med konen Ann Schindler, en kogebogsforfatter og deres datter Mercedes i byen for at se på et hus. De er faldet for en stor, gammel kolos af en ejendom, som familien Howard skal fraflytte, fordi Tom Howard har fået arbejde i Chicago. Mens Schindler-Shields-familien får fremvist huset, modtager Sally Howard den ubehagelige nyhed over telefonen, at hendes mand Tom er død. Det sætter gang i en række sære begivenheder, der fører de to familier tæt sammen – ikke mindst fordi datteren Mercedes og Howard-familiens teenagedreng Seth får et godt øje til hinanden.

Gene Wolfe (født 7. maj 1931)

Handlingen strækker sig kun over nogle få dage. Vi følger dermed næsten alle bogens karakterer time for time, efter det bliver bekendtgjort, at Tom Howard er død. Indledningsvist er det hele meget uskyldigt. På et praktisk plan skal Schindler-Shields-familien finde et sted at bo. Derfor indlogerer de sig på et motel, hvorfra de kan tilrettelægge deres nye liv i byen. Der er imidlertid mere på færde end som så, og byen har ikke sit navn uden grund. Folk har altid, så langt tilbage det vides, set syner eller fatamorganaer i Castleview. De har bl.a. set en stor borg tone frem i horisonten; nogle gange ganske nær byen, andre gange som en fjern spejling. Forklaringer på fænomenet er der nok af, men man taler ikke meget om det. Will Shields ser tilfældigvis borgen, og dermed er hans nysgerrighed vakt. Han begynder at undersøge sagen, det samme gør datteren i samarbejde med vennen Seth, mens Ann Schindler også går på sagen, men fra en lidt anden vinkel.

Da familien først kradser i myterne, sker der for alvor gådefulde ting i byen. Folk forsvinder, mystiske fremmede dukker op, og den lille familie får selv kærligheden at føle, først da de nær kører en mærkværdig rytter ned på åben gade og efterfølgende, da folk begynder at forsvinde omkring dem.

Engelsk paperback. Hodder & Stoughton 1992

Castleview skaber en atmosfære, hvor en ganske almindelig amerikansk hverdag blandes med en truende eventyrverden, beboet af alfer og væsner, der har træk tilfælles med folketroens vampyrer og spøgelser. Bogens persongalleri skrider ind og ud mellem disse verdener, men netop fordi hverdagsliv og det overnaturlige bliver blandet så frit, skabes et helt tredje rum for læseren. Et rum der har en sær drømmeagtig atmosfære, hvor lidt naive, Hollywood-stereotyper fra filmens verden blandes med ulmende mytologiske elementer.

På bagsiden sammenligner en anmelder fra Locus Magazine bogen med en James Stewart-film, og det er meget præcist ramt. Der er nemlig et element af uskyld over bogens personer, men samtidig trækker Castleview dybere spor og skaber ganske foruroligende for ikke at sige uhyggelige episoder. Kapitlet hvor Will Shields opsøger byens lokale museum for at finde ud af mere om denne mærkelige borg, der toner frem, er rendyrket horror. Og den slags er der meget af. Da Seth og Mercedes kører op til et udsigtspunkt og pludselig møder en mand, vi i et tidligere kapitel har fået at vide, er død, er det isnende at læse, hvordan de to teens følger med dette ”spøgelse”.

Paperback, Ace Books 1972

Selve Kong Arthur-elementet er holdt ude i en armslængde, hvor mytologien bruges i sammenhæng med alfetro og keltisk sværmeri. Der røres endda lidt nordisk mytologi med ned i suppen, uden det gør noget. Der er et sværd i en sten, og der er en konge, men Wolfe omsætter de arketypiske komponenter til en overraskende fortælling, der ligger irske folkeeventyr nærmere end de klassiske receptioner af Le Morte d’Arthur.

Blandt bloggere og Wolfe-læsere generelt har Castleview fået en ret hård medfart. Folk klager over, at bogen er usammenhængende, uforståelig og unødvendigt kompliceret. Alt dette er sådan set ikke helt forkert. Det er en på en gang lettilgængelig bog, men samtidig også kompleks læsning, fordi der sker meget i detaljerne. Det gør der altid hos Wolfe, men måske er det tydeligere her end i så mange andre bøger, fordi romanen ikke er specielt lang (Tor paperback, 280 sider).

En virkelig cool forside. Hardcover, Simon & Schuster 1980

Bogen er Gene Wolfes anden ud af tre uafhængige romaner, der handler om hemmelige verdener, der åbner sig for helt almindelige mennesker eller overnaturlige elementer, som sniger sig ind i hverdagslivet. There Are Doors (1988) var den første, og den sidste var Pandora, By Holly Hollander, der udkom samme år som Castleview. Tematisk hænger bøgerne sammen, og Wolfe har tydeligvis et projekt med de tre romaner. Han forsøger at opstille et tænkt eksempel for, hvordan ”det mystiske” eller ”det ukendte” vil optræde, hvis vi som moderne mennesker blev konfronteret med det. Han prøver med andre ord at opstille et spejl, som man eller vi kan indsætte mystiske erfaringer i. Pointen for Wolfe er, at disse erfaringer altid vil være kaotiske og dybest set uforståelige, fordi vi ikke kender det mystiskes fulde udstrækning – hverken når der er tale om gode eller skadelige kræfter.

I Castleview forstår vi aldrig helt, hvad de mørke kræfter, der myrder og kidnapper i byen, egentlig er ude på. Indbyggerne kan bekæmpe deres mystiske fjende, men forstå den kan de aldrig. Gene Wolfes konvertering til katolicisme har helt sikkert et eller andet at sige i dette. Uden præcis at kunne sige hvordan, tror jeg, Wolfe bearbejder en personlig (religiøs) erfaring med de tre bøger skildret her. Det handler om oplevelsen af det umiddelbart irrationelle i en verden, vi ellers forsøger at forstå rationelt. Nu ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i det, men hvis man mener, at Gene Wolfe vil fortælle læseren noget med en bog som Castleview, er det nærliggende at tænke i disse baner.

Hardcover, Tor 1988. Denne forside er ike lige min kop the. Alt for meget Ugebladet Søndag over billedet

Efter endt læsning var jeg helt lettet, for tænk hvis bogen havde skuffet. Det gjorde den ikke. Castleview er måske ikke Wolfes bedste, men selv når han ikke skriver endnu et mesterværk, sætter han baren højere, end de fleste nogensinde når.

Hardcover, Tor Books 1990

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ramsey Campbell, Needing Ghosts (1990): Et studie i sort

Da Simon Mottershead slår øjnene op en tidlig morgen, kan han ikke huske noget som helst. Gradvist begynder han få vage idéer og indtryk, men intet sikkert og alt er uvirkeligt som i en drøm. Ikke desto mindre drager ubestemmelige impulser ham til at forlade hjemmet og søge ud i det øde bylandskab umiddelbart før daggry. Han aner ikke, hvad han søger efter og forstår ikke, hvor han befinder sig, eller hvem han for den sags skyld er. Forvirringen er total, men i stedet for at blive panisk er han ramt af en søvngængers apati.

Century 1990. Forsiden er udført af Jamel Akib.

Efter Mottershead forlader sin seng, stavrer han ud på en bizar odysse uden klart mål, fyldt med paranoid frygt og desperation. Intet er, som det plejer, og vi aner jo nok, at det ikke står helt godt til med den stakkels mand. Er han gået fra forstanden? Har han fået en hjerneblødning, er han mon død og flakker om som genganger eller er det noget helt tredje…? Nogen egentlig gyser kan man nok ikke karakterisere romanen som, men hvis jeg nu beskriver den som dystopisk mareridtsvision, rammer det ikke helt ved siden af.

Century 1990. Især Guardians omtale er meget rammende.

Ramsey Campbells Needing Ghosts fra 1990 er et litterært eksperiment, der i kortromansform udforsker et bestemt tema og følger det kompromisløst helt til dørs. Garvede Campbell-læsere vil naturligvis genkende flere velkendte motiver i bogen, men jeg vil mene, at han i det store hele afsøger nyt terræn med indeværende bog. Teksten er et studie i depressivt forfald, uden nogen form for lyspunkter. Det skulle da lige være de absurd-komiske situationer, der løbende opstår under Mottersheads rejse.

Historien handler om død og identitet, den handler om tab og sorg. Det går gradvist op for både Mottershead og læseren, at han er en forfatter, der har mistet lysten eller evnen til at skrive. Og præcis som ordene ikke længere giver mening for ham, giver verden omkring ham heller ikke mening. Mens han tumler rundt på et mildest talt grotesk bibliotek, fanger Campbell meget godt den eksistentielle krise, da han skriver: ”All the shelves… hold only books about psychology and religion, arranged according to some system he can’t crack” (Century, s. 38).

Bøgernes vanvid. Tegnet af Jamel Akib.

I et grænseland, uden religion og menneskelig indsigt, afskåret og isoleret, driver vores hovedperson fortabt omkring. Den eneste fremdrift er ønsket om at indsamle de små spor, der giver glimt af hans personlighed og liv. Opdagelserne når imidlertid aldrig at blive udnyttet eller at bundfælde sig, fordi en vanvittig, deform mandsperson bliver ved med at forfølge Mottershead og drive ham videre. Vel at mærke uden vi egentlig forstår, hvem den ubehagelige mand er eller hvorfor han jager forfatteren.

Needing Ghosts folder sig ekstremt langsomt ud. Det er en minutiøs meditation, hvor hvert eneste sanseindtryk registreres. Måden, Campbell griber det an på, er ved at placere læseren midt i Mottersheads sensoriske apparat; læser og hovedperson oplever verden simultant gennem tredjepersonfortællerens stemme. Teksten bliver dermed til et fortættet, ekstremt nærbillede, hvor rust, vandpytter, revner og splintret træ bliver vendt og drejet. Forfaldet omkring Mottershead er udpenslet i en sådan grad, at det næsten kammer over. Men det er nødvendigt, fordi vi skal forstå, hvordan det er for den hjælpeløse forfatter at opleve verden for første gang.

Den grundlæggende præmis, eller sagt på en anden måde, hvad der er los med Mottershead, regner man naturligvis hurtigt ud. For Campbell er det ikke så vigtigt at fortælle, hvorfor hovedpersonen er blevet, som han er. Campbell er optaget af en sindstilstand og undersøger, hvordan oplevelsen af den ydre verden formes af det indre forfald. Sort, sort depression og freudianske umheimliche-manøvre blandes i tætte kredsløb. Man skal derfor også forberede sig på en læsning, der må siges at have et optimalt lydspor i The Cures Pornography (1982) og andre musikalske destillater af desillusioneret 80’er-angst.

John Ramsey Campbell (født 4. Januar 1946)

Historien er en sær blanding af stillestående, allestedsnærværende beskrivelser og eksplosiv handling. Grundlæggende er der dog tale om én lang kæde af tableau-lignende situationer, som vores hovedperson passerer igennem. Tableauer, der i flere tilfælde trækker på dødsmytologi, som færgemanden Charon eller eksempelvis et ildevarslende bibelsk billede som den blinde, der leder blinde.

En indvending imod bogen kunne være, at den kan virke lidt ensformig og måske endda også gentagende. Det er i hvert fald påfaldende, at de fleste situationer i romanen afvikles og afsluttes på samme måde – der opstår tumult, og Mottershead må skynde sig videre. Jeg er imidlertid ret begejstret for Campbells kompromisløse tilgang til projektet, og der ligger da også en klar idé bag gentagelserne, som afsløres til sidst. Læseren får intet pusterum. Teksten har ingen blændlinjer eller afsnitsinddeling. Den løber derudaf som et dystert spor uden pauser. Jeg vil derfor klart opfordre til, at man læser romanen ud i en køre, uden afbrud. Stemningen skal bygges op, og den kan være vanskelig at gendanne, hvis man lægger den fra sig på grund af den begrænsede længde (80 sider).

Endnu en vild flugt. Tegnet af Jamel Akib.

Bogen er fint illustreret af Jamel Akib, der teknisk er en absolut dygtig tegner. For mig at se fanger illustrationerne bare ikke helt tekstens ordlyd. Billederne er ganske enkelt lidt for venlige eller savner noget lurende ondskab og forfald, som de bløde farver uden konturstreg ikke får med. Men det er selvfølgelig bare detaljer.

Historien er også et rigtig godt bud på, hvordan den klassiske spøgelsesfortælling kan bruges i dag uden at falde i de sædvanlige stereotype rutiner. Campbell har faktisk formået at tænke noget nyt her. Jeg vil ikke gå så vidt som at hævde, at romanen kommer med noget, der ikke har været set før, afgjort ikke, men Campbell kommer med en meget virkningsfuld fortælling, der har en stærk selvstændig stemme.

Frøer i brudekjoler! Udført af Jamel Akib.

1 kommentar

Filed under Roman