Tag Archives: 1993

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman

Richard Laymon, Savage (1993): Da Ripperen drog mod vest og blev cowboy

Paperback, Headline 1993. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Ingen kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Desuagtet var han ekstremt produktiv og arbejdede utrætteligt på at udsende genreromaner, der i en eller anden grad jagtede guldet i form af bestsellergennembruddet. Det fik han aldrig for alvor, men hans som oftest voldsomme og slibrige fortællinger havde afgjort et publikum. Han huskes da også bedst i dag for lummer splat, der helt afgjort er skrevet til husarerne.

Men Laymon forsøgte også at gå andre veje, hvilket absolut tjener til Laymons ære. Om inspirationen til dette kom fordi, læserne efterhånden havde mistet smagen for gys og gru i 90’ernes første halvdel, eller om Laymon rent faktisk følte et behov for at afprøve noget nyt, er et åben spørgsmål. Med Savage fra 1993 forsøgte han sig i hvert fald med en roman, der både tematisk og i omfang adskiller sig fra hovedparten af alt det, som han fik udgivet i løbet af sin karriere.

Savage har den præmis, at grunden til, at Jack the Ripper aldrig blev fanget, er, at han flygtede til Nordamerika i 1888. Her kunne han uhindret fortsætte sit uvæsen i det vilde vesten, hvor lovens arm var en hel del kortere end i metropolen London.

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Jack the Ripper er dermed bogens skurk, men ingen skurk uden en helt, og ham har vi i form af den kun 15 år gamle Trevor Berntley, der ved et uheld kommer med ombord på det lille skib, der skal føre Ripperen over Atlanterhavet. Trevor kommer til at fungere som matros for Jack på rejsen, og da de endelig er ankommet, vil Ripperen skaffe sig af med hele sin besætning, så der ikke er nogen vidner, som kan afsløre hans identitet.

Han tror da også, at han har druknet Trevor, men der tager Ripper-Jack fejl. Trevor overlever mordforsøget, og dermed kan en menneskejagt igennem det vilde vesten begynde. Trevor er nemlig overbevist om, at han aldrig vil få fred, før Ripperen er blevet stoppet, og da det kun er ham, der kender Ripperens identitet, er det også kun ham, som kan stoppe den koldblodige seriemorder.

Med Savage leverer Richard Laymon en rejseberetning, der følger Trevors vej fra London til den endelige konfrontation med Ripperen et sted i ødemarken. Da de to står ansigt til ansigt igen ved romanens afslutning, er der sket meget. Det vilde vesten har gjort Trevor til en mand, han har fået en kæreste og den forskræmte dreng fra London er blevet erstattet af en vejrbidt cowboy. Der er med andre ord tale om en klassisk dannelsesrejse, som trækker frit på drengebøgernes røver-og-soldater-univers. Romanen fremstår derfor også som en hyldest til de spændingsromaner, der var med til at skabe udgangspunktet for pulplitteraturen og dermed også til den fiktion, som Laymon senere selv skrev.

Hardcover, St. Martin’s Press 1993. Romanens første udgave

Rejsen mod USA bærer eksempelvis umiskendelig lighed med Jack Londons fantastiske The Sea-Wolf (1904), mens man mærker en tonstung inspiration fra Twains episodiske skildringer af livet ved Mississippi-floden i den rejseskildring, der begynder, da Trevor sætter i land på den amerikanske kyst. Hertil kan man så også føje velkendte western-troper, der fører os forbi revolvermænd, soldater, svindlere og alt mulig andet.

Det er imidlertid ikke kun i handlingen, at Laymon parafraserede sine forbilleder, han gjorde det samme i selve sproget. Savage er nemlig skrevet i tilstræbt arkaisk sprog, der slår igennem i både beskrivelser og dialog. Det har tydeligvis været en æstetisk udfordring, og man noterer sig hurtigt en hel del vendinger, som Laymon har lært sig fra den historiske fiktion og nu skamrider i sin tekst. Sprogligt har han dermed spændt buen for hårdt og skabt et værk, der føles stift og unaturligt. Ja stedvist nærmest klaustrofobisk, fordi man mærker, hvordan hans stilistiske valg gør det svært for ham at udfolde de mere ambitiøse scener i romanen, hvor unge Trevor får lov at diskutere livets store spørgsmål med de mere tænksomme mennesker, han møder på sin vej.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det svulstige og manierede, der normalt er negative kendetegn ved Laymons fiktion, i denne sammenhæng rent faktisk arbejder med ham. Der opstår en ny form for synergi mellem sproget og den historiske handling, der på besynderligvis bringer Laymon tættere på en oplevelse af autenticitet end det, som man finder i hans normale, samtidsfiktion.

Paperback, Dorchester Publishing 2007

Man kommer heller ikke uden om at genkende Laymons smag for blod og sex. Han bryder her den historiserende tone og leverer ganske rå beskrivelser af vold og død. Det er eksempelvis særdeles barske sager, hvad Jack the Ripper gør ved sine ofre, og sexscener serverer han også for os. Sidstnævnte er dog her præsenteret i et mere floromvundet sprog end den sædvanlige, mere kontante fremstilling vi ellers kender hos Laymon.

Laymon prøvede noget nyt med Savage, men grundlæggende er der bare tale om en ydre forandring. Bag ordene finder vi selvsamme, gamle Laymon, der gør det, han altid gjorde. Når alt det er sagt, mener jeg faktisk, at Savage må være en af Laymons bedste værker. Romanen er let at pille ned, fordi den stilistisk er så kluntet, som den er, men på trods af det er der en oprigtig passion for vildmarkseventyr og westerns, der kommer til udtryk her. Der er et sus over historien, noget friskt og pågående, som griber læseren og giver en lyst til at følge den ellers småirriterende Trevor på hans eventyr. Man gribes af eventyrets fart og drama, kampenes blodige alvor og Ripperens uendelige ondskab.

Ebog, Headline 2012

På den led er det lykkes for Laymon at skabe et stykke ganske veldrejet pastiche, der rent faktisk opnår, hvad det tilstræber. Han hverken nytænker eller finder på finurlige krumspring, der skal overraske os undervejs og lege med udtrykket. I stedet har han givet os en præcis genrehyldest, som forsøger at indfange et tabt, historisk udtryk, og den formår at gøre det og gør det endda med en betydelig underholdningsværdi. Jeg har i hvert fald en svaghed for den type fortællinger, som Savage trækker på, og Laymons roman gør sig, på sin egen naive måde, godt i dette selskab.

Det er meget ros til Richard Laymon, hvis romaner ellers ikke fortjener ret mange roser, men nogle gange arbejder tingene med os, og det gjorde de i høj grad for Laymon, da han en smule overmodigt satte sig for at skrive Savage.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Stephen King, Nightmares & Dreamscapes (1993): Fortællinger fra sludrechatollets gemmer

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Det er ikke let med Stephen King. Han er blandt de største og uden tvivl en af det bedst sælgende navn, som horrorgenren har fostret. Hans navn er så nært knyttet til gyserlitteraturen, at de fleste sikkert uden videre kan nævne mange af hans titler. En imponerende bedrift, der skyldes Kings enorme produktivitet og fabelagtige sans for letflydende sprog.

Da han begyndte at udkomme i 70’erne, var King en vred ung mand fyldt med vilde idéer, aggressive plots og chokerende konfrontationer. Han hev gyset ud fra de hengemte borge og forlorne victorianske miljøer for at dem i hjertet af dagens Amerika.

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med kærlighed til horrorgenren og et stort behov for at omsætte især de gamle pulpforfatteres tekster til en moderne kontekst gik den unge King i gang med at omtolke klassiske gysertemaer. Han gennemspillede gamle idéer med en friskhed, ofte fra forvrængede, selvbiografiske perspektiver, der gjorde de første romaner til uomtvistelige genremilepæle. De tidlige bøger kom til at inspirere en hel generation af forfattere, og for pokker hvor er de første King-romaner gode. Men sådan skulle det ikke blive ved.

Jeg har et andet sted på bloggen skrevet, at jeg egentlig regner Pet Sematary (1983) som den sidste gode Stephen King-roman. Det synspunkt kan sikkert få de fleste King-fans op fra stolen. Den lidt hårde dom skyldes først og fremmest, at jeg mener, King både kunstnerisk og kreativt brænder ud. Hans tekster efter Pet Semetary ændrer ganske enkelt karakter og bliver i stigende grad mere snakkende og parafraserende.

Paperback, Signet Books 1993

Paperback, Signet Books 1993

King har altid skrevet snakkende. Næsten alle hans tekster er skrevet i det letflydende sprog, der nærmest får hans bøger til at fremstå som mundtlige fortællinger. De har samtalens lethed, og King har tydeligvis nemt ved formen. Alt for let, kan man sige.

Hans bøger vokser sig mastodontiske, uden det betyder, at han føjer nyt til stilen eller handlingen. Han fylder bare på og skaber på den konto eksempelvis et afsindigt værker som It (1986), der måske nok kan være underholdende læsning, men som kreativt fremstår som udblødte lægeroman.

For mig er Stephen King et prima eksempel på forfatteren, der brænder ud. En forfatter, der kreativt stivner i sin form og bliver ved med at udgive variationer over det samme. Og folk køber det jo, så hvorfor ændre noget? Godt spørgsmål og det er jo næppe Kings problem, så længe der er læsere, som holder ved.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Jeg er generelt ret glad for Kings første to novellesamlinger The Nightshift (1978) og Skeleton Crew (1985). Det var opsamlinger, der genudgav Kings tidlige kortfiktion. Nightmares & Dreamscapes er den tredje novelleopsamling. Den samler op på de sidste 70’er-historier og indeholder ellers et udvalg af noveller fra 80’erne samt noveller fra først i 90’erne.

Med Nightmares & Dreamscapes får man dermed et blik ud over hele Kings forfatterkarriere. Et udblik der vel bedst kan beskrives som et kreativt sammenbrud for åbne døre. Som der stilles færre krav til King fra forlagene, vokser hans noveller og teksterne bliver mere og mere orienterede om trivialiteter. Gyset glider roligt i baggrunden til fordel for en sarkastisk, vittige plots, og sproget bliver stadigt mere tandløst.

Paperback, Signet Books 1994

Paperback, Signet Books 1994

En tidlig novelle som ”Suffer the Little Children” fra 1972 er skarpt fortalt, har kant og berører et ubehageligt emne. En lærer forestiller sig, at børn i hendes klasse er monstre og begynder derfor at slå dem ihjel. Men er det mon bare lærerinden, der er skør? Klassisk gys, skrevet som kun King kunne gøre det.

Og det samme kan man sige om den hårdkogte krimifortælling ”The Fifth Quarter” (1972), skrevet af Kings alter ego Richard Bachman.

Paperback, San Val 1994

Paperback, San Val 1994

Alene de to historier er nok til at vise, hvor god King var. For desværre varede det ikke ved. Som King skriver sig vej gennem 80’erne, og undervejs bliver et gladere menneske, der hviler i sig selv, mister hans historier momentum. Prikken over i’et er de uendeligt lange, kedsommelige fortællinger fra slut-80’erne, der slentrer afsted over 40 sider uden at nærme sig nogen form for intensitet eller konfrontation.

Det vigtigste for King synes nærmest at være, at han får lejlighed til at levere sine ofte latrinært-humoristiske scener og komme med en punchline eller to. Se eksempelvis min tidligere omtale af novellen ”The Night Flier” (1988).

Paperback, New English Library 1994

Paperback, New English Library 1994

Mens jeg læste mig gennem Nightmares, gik det op for mig, hvor meget King minder om den senere Robert Bloch. De har samme fine greb om sproget og evnen til at fortælle historier, så de flyder uproblematisk og let. Men de har også lige lidt på hjertet og pakker ligegyldigheden ind i samme galgenhumoristiske greb. Alt ubehageligt eller konfronterende bliver serveret i en sovs af sarkastisk munterhed.

En King-fortælling som ”Popsy” (1988) om vampyrens barnebarn, der reddes af bedstefar i sidste øjeblik, spoleres af det det næsten evindelige comic relief. Men alene det lille handlingsreferat viser tydeligt, hvad det er for et stiliseret tekstunivers, han opererer med.

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Og en novelle som ”Chattery Teeth” (1992), der kunne være blevet et grotesk mesterværk, bliver en underlig ligegyldig grød, hvor King taber sit egent obskure billede på gulvet og glemmer, hvad fortællingen om det lille plastiskgebis på fødder egentlig handler om.

Jeg synes på mange måder, at Nightmares er en samling ulideligt kedsommelige fortællinger. Det mest frustrerende ved novellesamlingen er imidlertid den erkendelse, at King kunne skrive noget andet og bedre, hvis han ville. Prøv at læse det første afsnit i ”It Grows on You” (1973). Passagen handler om efterårets komme i Maine.

Paperback, Pocket Books 2009

Paperback, Pocket Books 2009

Det er den bedste bid tekst i hele bogen og måske noget af det smukkeste King har skrevet. Det viser en forfatterstemme, der sætter sig ud over rollen som venlig historiefortæller. Her skriver King med en sjælden indlevelse og virkning, blottet for alle de sædvanlige, letbenede fjollerier. Havde han bare haft lysten eller modet til at forlade sine læsere og afsøge vanskeligere græsgange, kunne der komme noget stort og væsentligt ud af det.

Men det gjorde King ikke, og han kommer næppe nogensinde til at gøre det. Man behøver bare læse introduktionen til Nightmares for at konstatere, hvor selvsikker King er blevet i ’93. Det er en erfaren herre, der her skriver. Han ved, at han har millioner af fans, og det giver ham skyts til at feje enhver kritik af bordet.

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Måden, han bagatellisere sine litterære kritikere og allierer sig med sine læsere, er nærmest usmagelig. Faktisk ender introduktionen som et langt, grimt selvforsvar for den laveste fællesnævner i litteraturen. Men først og fremmest giver King klart til kende, at han ikke har til sinde at ændre noget som helst. Hans historier er, som de er, og han skriver dem, fordi folk elsker dem. Nuvel, det gør jeg ikke.

Nightmares er en trist gravsten over en stor forfatterkarriere og et alvorligt memento til alle håbefulde forfattere, der spytter den ene novelle ud efter den anden. Alle brænder ud, så pas på, det ikke sker for hurtigt.

Novellerne:

“Dolan’s Cadillac” (1985)

“The End of the Whole Mess” (1986)

“Suffer the Little Children” (1972)

“The Night Flier” (1988)

“Popsy” (1987)

“It Grows on You” (1973)

“Chattery Teeth” (1992)

“Dedication” (1988)

“The Moving Finger” (1990)

“Sneakers” (1988)

“You Know They Got a Hell of a Band” (1992)

“Home Delivery” (1989)

“Rainy Season” (1989)

“My Pretty Pony” (1989)

“Sorry, Right Number” (ikke udgivet før)

“The Ten O’Clock People” (ikke udgivet før)

”Crouch End” (1980)

“The House on Maple Street” (ikke udgivet før)

“The Fifth Quarter” (1972)

“The Doctor’s Case” (1987)

“Umney’s Last Case” (ikke udgivet før)

“Head Down” (1990)

“Brooklyn August” (1971)

“The Beggar and the Diamond” (ikke udgivet før)

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Richard La Plante, Mantis (1993): Kung-fu, Sleaze og Seriemord

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Kan du huske dengang i begyndelsen af 90’erne, da seriemorderne for alvor holdt indtog på den popkulturelle scene? Forrest i morderarméen marcherede Thomas Harris med den røde drage på banneret. Han blev fulgt af Bret Easton Ellis, der på slog de spenglerske takter an og udbasunerede den vestlige kulturs depraverede tilstand og mordet som den ultimative adspredelse. Langt nede i rækkerne af kopister og opportunistiske thrillerskribenter debuterede Richard La Plante med romanen Mantis i 1993.

The killer is some kind of Hannibal Lecter” udtaler Finesse Magazine på bogens bagside. Vi forstår straks, hvad der menes, men al håb om originalitet bliver samtidig også gjort til skamme ved den karakteristik. Heldigvis for La Plante kan man imidlertid konkludere, at Finesse Magazine tager fejl. Seriemorderen i Mantis har stort set intet til fælles med Hannibal; La Plante har skabt sin helt egen syge morder. Og hold fast hvor er bogens dræber syg.

Paperback, Tor 1994

Paperback, Tor 1994

Mantis er en ekstremt sleazy thriller, der er som snydt ud af næsen på ultravoldelige 70’er-serier som The Penetrator og The Executioner. Takket være La Plantes pulpede hang til klichéer er der noget tidløst over historien. Den kunne fint være skrevet i ’73, og måske netop fordi den er så grotesk og skæv, bliver det faktisk en bog, der bider sig fast.

Handlingen er i al sin enkelthed som følger. Den halvt amerikanske, halvt vietnamesiske Willard Ng (sådan staves det!) har været en enspænder hele sit liv. Han passer ikke ind og bliver gennem barndommen systematisk tæsket af klassekammeraterne og faren. En dag iagttager den unge Willard en knæler overmande et bytte. Synet bliver en åbenbaring for den unge Ng. Han har en slags transcendent oplevelse og forstår i det øjeblik, at knæleren vil vise ham noget. Fra da af begynder Ng at lære sig kung-fu for at blive som knæleren.

Richard La Plante

Richard La Plante

Knæleren bliver Ngs gud, og da vi træder ind i historien mange år senere, er han begyndt at dræbe mennesker for at perfektionere sin teknik. Og her må det understreges, at den Ng, vi møder, da bogen åbner, har gennemgået en voldsom transformation. Borte er den sære dreng. Han har forvandlet sig til en to meter høj kæmpe, La Plante beskriver som en ”adræt Arnold Schwarzenegger”. Men det stopper ikke her. Ng har fået fjernet al sin kropsbehåring, bleget sin hud og skåret en kæmpe stjerne på brystet, der nu tegner sig som arvæv. Behøver jeg sige, at han selvfølgelig også er komplet og aldeles vanvittig?

Ng har begået tre mord i Philadelphia, hvor han bor. Opklaringsarbejdet tilfalder den barske irske betjent William Fogarty, der egentlig både er køn og stærk. Han var med i en bilulykke, der kostede hans kone og datter livet. Fogarty slap med livet i behold, men den ene side af hans ansigt blev vansiret. Ulykken plager ham og mon ikke betjenten har en mørk hemmelighed?

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

Fogarty skal selvfølgelig have en partner, og det bliver den høje, halvt amerikanske, halvt japanske retsmediciner og kampsportsekspert Josef Tanaka. Ikke alene er han en knusende dygtig mediciner, den unge læge var i den japanske karatefinale. Skæbnen ville imidlertid, at han i finalen skulle møde ingen andre end sin egen storebror. I kampens hede brækkede Tanaka broderens ryg ved et uheld. Tragisk. Noget tid efter dette forlod Tanaka Japan og vendte sig mod lægevidenskaben, men han har aldrig overvundet skyldfølelsen. Mørk og dyster, med en latent dødsdrift, dyrker Tanaka nu sin karate og sit arbejde.

De to opdagere er naturligvis så stereotype, som man kan forestille sig det, og hele Mantis er konstrueret, som en lang optakt til slåskampen mellem Ng og Tanaka. Det står allerede klart fra det øjeblik, vi møder Tanaka første gang. Hvordan William Fogarty passer ind i dette, og hvordan det lykkes for betjentene at nå frem til morderen, er den ujævne, men fascinerende vej frem mod det endelige opgør, som La Plante har planlagt for os.

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Mantis er bemærkelsesværdig, fordi det er en sært skizofren læseoplevelse. På den ene side er den en ultra-traditionel krimi-thriller i bedste Thomas Harris-stil. Vi taler hårdkogte betjente, masser af politislang og klichéer. På den anden side har vi hele kung-fu-delen. La Plante beskrives på bogens bagside som kampsportsekspert, og han sværmer tydeligvis for hele ”martial arts”-mytologien. Både Ng og Tanaka er supermænd, der takket være deres karate og kung-fu bliver en form for overmennesker. Deres evner hæver dem over andre; gør dem hurtigere, stærkere, klogere og mere opmærksomme.

I sig selv er kombinationen af seriemorder-thriller og kung-fu jo ganske spektakulær, men La Plante har tilmed fyldt sin roman til bristepunktet med sleaze af den rigtig beskidte slags. Først og fremmest er Mantis særdeles blodig og brutal. Der bliver flået øjne og testikler ud, lemmer revet og bidt af osv. Men til det kommer Ngs bizarre persona. Den stakkels morder er tydeligvis en helt og aldeles forkvaklet sjæl.

Den impotente Ng sprøjter sig i sit lem for at få erektion. Således oprejst voldtager han både mænd og kvinder analt og udfører en række ganske grusomme skamferinger på dem. Selve de anale overgreb lyder måske ikke helt så sygt som alt mulig andet, vi har set og læst seriemordere gøre, men La Plantes beskrivelser er svælgende på en absurd, tåkrummende måde. Han overgør sine seksuelle beskrivelser, så de får karakter af noget lystbetonet. Som om han sad og blev tændt, mens han skrev. Der ligger nærmest en eller anden anal fetich hos La Plante, der allerede kommer til udtryk på bogens s. 2, hvor det med stor nøjagtighed præciseres, hvordan en retsmediciner fører et termometer op i rektum på et af Ngs ofre.

Den slags giver teksten et tvetydigt, beskidt præg, der også afspejles i La Plantes fascination af forholdet mellem Tanaka og Ng. De to figurer er hans virkelige hovedpersoner, og til tider får La Plante brugt så megen tid på at beskrive deres sært homo-erotiske fascination af hinanden, at han næsten glemmer, at Ng er en sindssyg morder, og ikke bare en glad karatekæmper.

Mantis er et stykke bizar thriller, der peger i alle mulige retninger og efterlader læseren med en kvalmende men også lidt betagende smag i munden. Stor prosa er det på ingen måde; men ikke desto mindre formår La Plante både at provokere og udfordre med de grovkornede valg, han træffer.

1 kommentar

Filed under Roman

Roger Zelazny, A Night in the Lonesome October (1993): Zelazny takker af med feelgood-roman

Deter blevet oktober, den første mørkemåned, og det skal markeres med en oktober-roman.  A Night in the Lonesome October blev Roger Zelaznys sidste bog. I hvert fald den sidste bog, som han selv fik fulgt til dørs. Der er nemlig udkommet flere bøger i Zelaznys navn, efter han døde tilbage i 1995, men det er alt sammen romaner baseret på mere eller mindre ufuldstændige efterladte manuskripter og idéer. I grund og bund er den slags posthume samarbejder en skidt ting, men da jeg ikke har læst nogen af bøgerne, må jeg hellere lade være med at dømme dem på forhånd (er der nogen, som har læst nogle post 1995 Zelazny-romaner?).

Paperback, Orbit Books 1994. For- og bagside af Mike Posen

Zelazny var og er en af giganterne indenfor amerikansk science fiction og fantasy. Han er manden bag den omfangsrige og populære Amber-serie og manden bag flere virkelig, virkelig fine enkeltstående romaner og noveller udgivet i forfatterskabets kreative højdepunkt fra slutningen af 60’erne og frem til udgangen af 70’erne. Karakteristisk for de gode Zelazny-ting er en evne til at balancere filosofiske emner med plotdrevne historier, afviklet med højt tempo, i et afmålt, til tider næsten Hemmingwaysk sprog. Meget af Zelaznys fiktion udspiller sig i macho-universer, hvor ordknappe, litterære mænd tackler store problemer og samtidig slår en proper næve.

Måske netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det skulle blive A Night in the Lonesome October, der blev hans sidste. A Night er en konceptroman, der udspiler sig over 31 kapitler, hvor hvert kapitel er en dag i oktober måned. Hovedpersonen er hunden Snuff. Jeps, vores hovedperson er intet mindre end en blodhund. Snuff er imidlertid også mere end bare en hund. Han er også en tjenende ånd (en familiar, som det hedder på engelsk) hos selveste Jack the Ripper! Det lyder jo vildt, og det er det sådan set også. Romanens præmis er følgende.

Paperback, Orbit Books 1994

Hvert år den 31. oktober er de mystiske kræfter stærkest, og det er muligt at åbne portene til andre dimensioner og lukke De gamle Guder ind i verden. Her taler vi om de vaskeægte Cthulhu mythos-guder – Yog-Sothoth og hele banden af tentakelbegroede væsner. Det forhold er kendt i okkulte kredse, og hvert evig eneste år føler en gruppe af personer sig kaldet til at deltage i Spillet (”The Game”) om kontrollen over portalen. Der er dem, der ønsker at forhindre portene i at åbnes, de såkaldte ”Closers”, og så er der dem, som ønsker at få dem åbnet – ”Openers”. Hvor og hvordan dørene vil åbnes, bliver klart for deltagerne i løbet af året, og den 1. oktober samles de i det pågældende område for at forberede sig på slutkampen og skaffe sig allierede.

Det lyder næsten som oplægget til et brætspil, og det er faktisk også i de retninger, man skal tænke sig forløbet. Det hele er gennemritualiseret, og alle de implicerede agerer ud fra uskrevne regler, der skal sikre, at den afsluttende konfrontation udspilles på korrekt vis.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

I stedet for at lade bogen være fortalt gennem de egentlige aktørers stemmer har Zelazny valgt at lade deres hjælpende ånder være hovedpersonerne. Vi følger dermed ritualet og historiens store træk på afstand – fokus ligger på medhjælpernes intriger og besværligheder. Der er selvfølgelig hunden Snuff, så er der katten Graymalk, uglen Nightwind, flagermusen Needle, rotten Bubo og mange flere. Ganske morsomt og godt tænkt. Bogen minder på den punkt en hel del om Michael Endes Der satanarchäolügenialkohöllische Wunschpunsch (1989).

Men for at vende tilbage til Jack the Ripper så udspiller historien sig i slutningen af 1800-tallets England, ikke langt fra London. Vi får aldrig et årstal, men flere ting peger i retning af Victoriatiden, blandt andet persongalleriet, der udover Ripperen bliver udgjort af ingen ringere end The Count (alias Dracula), The Good Doctor (alias Frankenstein), en heks, en druide, en Rasputin-klon, varulven Larry Talbot, to Golden Dawn-okkultister og en satanistisk præst. Men for at det ikke skal være nok, så bliver kombattanterne holdt under skarpt opsyn af The Great Detective, der ikke kan være andre end selveste mr. Sherlock Holmes.

Paperback, Avon 1994. Samme forside som førsteudgaven fra 1993

Det burde være åbenlyst, at vi har at gøre med en roman af den letbenede slags. Den fungerer som en hyldest til horror og en hyldest til den fortælleglæde og idérigdom, der gennem tiden er blevet investeret i genren – både i bogform og på film. Og netop fordi Zelaznys prosa er knap og kontant, virker den rigtig godt i A Night, hvor den stoiske Snuff beretter alt med en festlig underspillet kølighed. Når man samtidig kan fornemme, at Zelazny har brugt tid på at lægge små referencer ind i teksten, som læseren kan fange og nikke genkendende til, bliver det hele en vældig meta-oplevelse. Ikke mindst på grund af de forskellige elementer fra Cthulhu-mytologien, som han har plantet. Bogen holder ganske enkelt, fordi det er en rutineret hånd, der eksekverer kapitlerne med stor fornemmelse for timing og mådehold.

Det største problem er i virkeligheden, at romanen er så pokkers let og godmodig. Den er så venlig, at vi aldrig helt tvivler på, at de gode (kan man kalde Jack the Ripper det?) vil vinde. Det rimer dårligt med de dramatiske begivenheder, som romanen egentlig handler om, og det lykkes faktisk ikke helt for Zelazny at bevare en fornemmelse af fare gennem de sidste kapitler, hvilket er lidt ærgerligt – det er jo for pokker mere eller mindre jordens undergang, vi taler om.

“The Count”. Tening af Gahan Wilson

Det er vel i virkeligheden et af de grundlæggende problemer ved gyserkomedier. Gyset, hvis A Night, overhovedet prøver at skabe gys, taber uvægerligt til fordel for humoren. Det er nok også derfor, at jeg aldrig har brudt mig ret meget om gyserkomedier generelt. A Night er måske en undtagelse, men det siger mere om Zelazny end genren.

Som litterært farvel er A Night in the Lonesome October umiddelbart noget tyndbenet, men går man bogen efter i sømmene, er det tydeligt, hvor omhyggeligt den er sammensat. Det er slet og ret bund solidt håndværk. Idéen og opgaven er løst upåklageligt, og derfor aftvinger romanen respekt, uanset om det er ren sjov og ballade uden de dybereliggende kvaliteter, der var med til at skabe Zelazny som forfatternavn. Når alt kommer til alt, er der noget smukt i det faktum, at hans sidste bog står tilbage som eksempel på en forfatters kunnen, der har brugt et helt liv på at raffinere sin stil og fortælleteknik. Og når bogen samtidig er én lang hyldest til de fantastiske genrer, så er der ikke et øje tørt.

Nymånen. Tegning af Gahan Wilson

Hvert kapitel i bogen er i øvrigt meget passende illustreret af tegneren Gahan Wilson, der selv har skrevet nogle børnegysere og især kendes for sine humoristiske striber og horror-illustrationer.

The Lovecraft eZine har et temanummer med noveller inspireret af Zelaznys roman i denne måned.

Skriv en kommentar

Filed under Roman