Tag Archives: 1993

Stephen King, Nightmares & Dreamscapes (1993): Fortællinger fra sludrechatollets gemmer

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Det er ikke let med Stephen King. Han er blandt de største og uden tvivl en af det bedst sælgende navn, som horrorgenren har fostret. Hans navn er så nært knyttet til gyserlitteraturen, at de fleste sikkert uden videre kan nævne mange af hans titler. En imponerende bedrift, der skyldes Kings enorme produktivitet og fabelagtige sans for letflydende sprog.

Da han begyndte at udkomme i 70’erne, var King en vred ung mand fyldt med vilde idéer, aggressive plots og chokerende konfrontationer. Han hev gyset ud fra de hengemte borge og forlorne victorianske miljøer for at dem i hjertet af dagens Amerika.

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med kærlighed til horrorgenren og et stort behov for at omsætte især de gamle pulpforfatteres tekster til en moderne kontekst gik den unge King i gang med at omtolke klassiske gysertemaer. Han gennemspillede gamle idéer med en friskhed, ofte fra forvrængede, selvbiografiske perspektiver, der gjorde de første romaner til uomtvistelige genremilepæle. De tidlige bøger kom til at inspirere en hel generation af forfattere, og for pokker hvor er de første King-romaner gode. Men sådan skulle det ikke blive ved.

Jeg har et andet sted på bloggen skrevet, at jeg egentlig regner Pet Sematary (1983) som den sidste gode Stephen King-roman. Det synspunkt kan sikkert få de fleste King-fans op fra stolen. Den lidt hårde dom skyldes først og fremmest, at jeg mener, King både kunstnerisk og kreativt brænder ud. Hans tekster efter Pet Semetary ændrer ganske enkelt karakter og bliver i stigende grad mere snakkende og parafraserende.

Paperback, Signet Books 1993

Paperback, Signet Books 1993

King har altid skrevet snakkende. Næsten alle hans tekster er skrevet i det letflydende sprog, der nærmest får hans bøger til at fremstå som mundtlige fortællinger. De har samtalens lethed, og King har tydeligvis nemt ved formen. Alt for let, kan man sige.

Hans bøger vokser sig mastodontiske, uden det betyder, at han føjer nyt til stilen eller handlingen. Han fylder bare på og skaber på den konto eksempelvis et afsindigt værker som It (1986), der måske nok kan være underholdende læsning, men som kreativt fremstår som udblødte lægeroman.

For mig er Stephen King et prima eksempel på forfatteren, der brænder ud. En forfatter, der kreativt stivner i sin form og bliver ved med at udgive variationer over det samme. Og folk køber det jo, så hvorfor ændre noget? Godt spørgsmål og det er jo næppe Kings problem, så længe der er læsere, som holder ved.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Jeg er generelt ret glad for Kings første to novellesamlinger The Nightshift (1978) og Skeleton Crew (1985). Det var opsamlinger, der genudgav Kings tidlige kortfiktion. Nightmares & Dreamscapes er den tredje novelleopsamling. Den samler op på de sidste 70’er-historier og indeholder ellers et udvalg af noveller fra 80’erne samt noveller fra først i 90’erne.

Med Nightmares & Dreamscapes får man dermed et blik ud over hele Kings forfatterkarriere. Et udblik der vel bedst kan beskrives som et kreativt sammenbrud for åbne døre. Som der stilles færre krav til King fra forlagene, vokser hans noveller og teksterne bliver mere og mere orienterede om trivialiteter. Gyset glider roligt i baggrunden til fordel for en sarkastisk, vittige plots, og sproget bliver stadigt mere tandløst.

Paperback, Signet Books 1994

Paperback, Signet Books 1994

En tidlig novelle som ”Suffer the Little Children” fra 1972 er skarpt fortalt, har kant og berører et ubehageligt emne. En lærer forestiller sig, at børn i hendes klasse er monstre og begynder derfor at slå dem ihjel. Men er det mon bare lærerinden, der er skør? Klassisk gys, skrevet som kun King kunne gøre det.

Og det samme kan man sige om den hårdkogte krimifortælling ”The Fifth Quarter” (1972), skrevet af Kings alter ego Richard Bachman.

Paperback, San Val 1994

Paperback, San Val 1994

Alene de to historier er nok til at vise, hvor god King var. For desværre varede det ikke ved. Som King skriver sig vej gennem 80’erne, og undervejs bliver et gladere menneske, der hviler i sig selv, mister hans historier momentum. Prikken over i’et er de uendeligt lange, kedsommelige fortællinger fra slut-80’erne, der slentrer afsted over 40 sider uden at nærme sig nogen form for intensitet eller konfrontation.

Det vigtigste for King synes nærmest at være, at han får lejlighed til at levere sine ofte latrinært-humoristiske scener og komme med en punchline eller to. Se eksempelvis min tidligere omtale af novellen ”The Night Flier” (1988).

Paperback, New English Library 1994

Paperback, New English Library 1994

Mens jeg læste mig gennem Nightmares, gik det op for mig, hvor meget King minder om den senere Robert Bloch. De har samme fine greb om sproget og evnen til at fortælle historier, så de flyder uproblematisk og let. Men de har også lige lidt på hjertet og pakker ligegyldigheden ind i samme galgenhumoristiske greb. Alt ubehageligt eller konfronterende bliver serveret i en sovs af sarkastisk munterhed.

En King-fortælling som ”Popsy” (1988) om vampyrens barnebarn, der reddes af bedstefar i sidste øjeblik, spoleres af det det næsten evindelige comic relief. Men alene det lille handlingsreferat viser tydeligt, hvad det er for et stiliseret tekstunivers, han opererer med.

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Og en novelle som ”Chattery Teeth” (1992), der kunne være blevet et grotesk mesterværk, bliver en underlig ligegyldig grød, hvor King taber sit egent obskure billede på gulvet og glemmer, hvad fortællingen om det lille plastiskgebis på fødder egentlig handler om.

Jeg synes på mange måder, at Nightmares er en samling ulideligt kedsommelige fortællinger. Det mest frustrerende ved novellesamlingen er imidlertid den erkendelse, at King kunne skrive noget andet og bedre, hvis han ville. Prøv at læse det første afsnit i ”It Grows on You” (1973). Passagen handler om efterårets komme i Maine.

Paperback, Pocket Books 2009

Paperback, Pocket Books 2009

Det er den bedste bid tekst i hele bogen og måske noget af det smukkeste King har skrevet. Det viser en forfatterstemme, der sætter sig ud over rollen som venlig historiefortæller. Her skriver King med en sjælden indlevelse og virkning, blottet for alle de sædvanlige, letbenede fjollerier. Havde han bare haft lysten eller modet til at forlade sine læsere og afsøge vanskeligere græsgange, kunne der komme noget stort og væsentligt ud af det.

Men det gjorde King ikke, og han kommer næppe nogensinde til at gøre det. Man behøver bare læse introduktionen til Nightmares for at konstatere, hvor selvsikker King er blevet i ’93. Det er en erfaren herre, der her skriver. Han ved, at han har millioner af fans, og det giver ham skyts til at feje enhver kritik af bordet.

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Måden, han bagatellisere sine litterære kritikere og allierer sig med sine læsere, er nærmest usmagelig. Faktisk ender introduktionen som et langt, grimt selvforsvar for den laveste fællesnævner i litteraturen. Men først og fremmest giver King klart til kende, at han ikke har til sinde at ændre noget som helst. Hans historier er, som de er, og han skriver dem, fordi folk elsker dem. Nuvel, det gør jeg ikke.

Nightmares er en trist gravsten over en stor forfatterkarriere og et alvorligt memento til alle håbefulde forfattere, der spytter den ene novelle ud efter den anden. Alle brænder ud, så pas på, det ikke sker for hurtigt.

Novellerne:

“Dolan’s Cadillac” (1985)

“The End of the Whole Mess” (1986)

“Suffer the Little Children” (1972)

“The Night Flier” (1988)

“Popsy” (1987)

“It Grows on You” (1973)

“Chattery Teeth” (1992)

“Dedication” (1988)

“The Moving Finger” (1990)

“Sneakers” (1988)

“You Know They Got a Hell of a Band” (1992)

“Home Delivery” (1989)

“Rainy Season” (1989)

“My Pretty Pony” (1989)

“Sorry, Right Number” (ikke udgivet før)

“The Ten O’Clock People” (ikke udgivet før)

”Crouch End” (1980)

“The House on Maple Street” (ikke udgivet før)

“The Fifth Quarter” (1972)

“The Doctor’s Case” (1987)

“Umney’s Last Case” (ikke udgivet før)

“Head Down” (1990)

“Brooklyn August” (1971)

“The Beggar and the Diamond” (ikke udgivet før)

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Richard La Plante, Mantis (1993): Kung-fu, Sleaze og Seriemord

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Kan du huske dengang i begyndelsen af 90’erne, da seriemorderne for alvor holdt indtog på den popkulturelle scene? Forrest i morderarméen marcherede Thomas Harris med den røde drage på banneret. Han blev fulgt af Bret Easton Ellis, der på slog de spenglerske takter an og udbasunerede den vestlige kulturs depraverede tilstand og mordet som den ultimative adspredelse. Langt nede i rækkerne af kopister og opportunistiske thrillerskribenter debuterede Richard La Plante med romanen Mantis i 1993.

The killer is some kind of Hannibal Lecter” udtaler Finesse Magazine på bogens bagside. Vi forstår straks, hvad der menes, men al håb om originalitet bliver samtidig også gjort til skamme ved den karakteristik. Heldigvis for La Plante kan man imidlertid konkludere, at Finesse Magazine tager fejl. Seriemorderen i Mantis har stort set intet til fælles med Hannibal; La Plante har skabt sin helt egen syge morder. Og hold fast hvor er bogens dræber syg.

Paperback, Tor 1994

Paperback, Tor 1994

Mantis er en ekstremt sleazy thriller, der er som snydt ud af næsen på ultravoldelige 70’er-serier som The Penetrator og The Executioner. Takket være La Plantes pulpede hang til klichéer er der noget tidløst over historien. Den kunne fint være skrevet i ’73, og måske netop fordi den er så grotesk og skæv, bliver det faktisk en bog, der bider sig fast.

Handlingen er i al sin enkelthed som følger. Den halvt amerikanske, halvt vietnamesiske Willard Ng (sådan staves det!) har været en enspænder hele sit liv. Han passer ikke ind og bliver gennem barndommen systematisk tæsket af klassekammeraterne og faren. En dag iagttager den unge Willard en knæler overmande et bytte. Synet bliver en åbenbaring for den unge Ng. Han har en slags transcendent oplevelse og forstår i det øjeblik, at knæleren vil vise ham noget. Fra da af begynder Ng at lære sig kung-fu for at blive som knæleren.

Richard La Plante

Richard La Plante

Knæleren bliver Ngs gud, og da vi træder ind i historien mange år senere, er han begyndt at dræbe mennesker for at perfektionere sin teknik. Og her må det understreges, at den Ng, vi møder, da bogen åbner, har gennemgået en voldsom transformation. Borte er den sære dreng. Han har forvandlet sig til en to meter høj kæmpe, La Plante beskriver som en ”adræt Arnold Schwarzenegger”. Men det stopper ikke her. Ng har fået fjernet al sin kropsbehåring, bleget sin hud og skåret en kæmpe stjerne på brystet, der nu tegner sig som arvæv. Behøver jeg sige, at han selvfølgelig også er komplet og aldeles vanvittig?

Ng har begået tre mord i Philadelphia, hvor han bor. Opklaringsarbejdet tilfalder den barske irske betjent William Fogarty, der egentlig både er køn og stærk. Han var med i en bilulykke, der kostede hans kone og datter livet. Fogarty slap med livet i behold, men den ene side af hans ansigt blev vansiret. Ulykken plager ham og mon ikke betjenten har en mørk hemmelighed?

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

Fogarty skal selvfølgelig have en partner, og det bliver den høje, halvt amerikanske, halvt japanske retsmediciner og kampsportsekspert Josef Tanaka. Ikke alene er han en knusende dygtig mediciner, den unge læge var i den japanske karatefinale. Skæbnen ville imidlertid, at han i finalen skulle møde ingen andre end sin egen storebror. I kampens hede brækkede Tanaka broderens ryg ved et uheld. Tragisk. Noget tid efter dette forlod Tanaka Japan og vendte sig mod lægevidenskaben, men han har aldrig overvundet skyldfølelsen. Mørk og dyster, med en latent dødsdrift, dyrker Tanaka nu sin karate og sit arbejde.

De to opdagere er naturligvis så stereotype, som man kan forestille sig det, og hele Mantis er konstrueret, som en lang optakt til slåskampen mellem Ng og Tanaka. Det står allerede klart fra det øjeblik, vi møder Tanaka første gang. Hvordan William Fogarty passer ind i dette, og hvordan det lykkes for betjentene at nå frem til morderen, er den ujævne, men fascinerende vej frem mod det endelige opgør, som La Plante har planlagt for os.

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Mantis er bemærkelsesværdig, fordi det er en sært skizofren læseoplevelse. På den ene side er den en ultra-traditionel krimi-thriller i bedste Thomas Harris-stil. Vi taler hårdkogte betjente, masser af politislang og klichéer. På den anden side har vi hele kung-fu-delen. La Plante beskrives på bogens bagside som kampsportsekspert, og han sværmer tydeligvis for hele ”martial arts”-mytologien. Både Ng og Tanaka er supermænd, der takket være deres karate og kung-fu bliver en form for overmennesker. Deres evner hæver dem over andre; gør dem hurtigere, stærkere, klogere og mere opmærksomme.

I sig selv er kombinationen af seriemorder-thriller og kung-fu jo ganske spektakulær, men La Plante har tilmed fyldt sin roman til bristepunktet med sleaze af den rigtig beskidte slags. Først og fremmest er Mantis særdeles blodig og brutal. Der bliver flået øjne og testikler ud, lemmer revet og bidt af osv. Men til det kommer Ngs bizarre persona. Den stakkels morder er tydeligvis en helt og aldeles forkvaklet sjæl.

Den impotente Ng sprøjter sig i sit lem for at få erektion. Således oprejst voldtager han både mænd og kvinder analt og udfører en række ganske grusomme skamferinger på dem. Selve de anale overgreb lyder måske ikke helt så sygt som alt mulig andet, vi har set og læst seriemordere gøre, men La Plantes beskrivelser er svælgende på en absurd, tåkrummende måde. Han overgør sine seksuelle beskrivelser, så de får karakter af noget lystbetonet. Som om han sad og blev tændt, mens han skrev. Der ligger nærmest en eller anden anal fetich hos La Plante, der allerede kommer til udtryk på bogens s. 2, hvor det med stor nøjagtighed præciseres, hvordan en retsmediciner fører et termometer op i rektum på et af Ngs ofre.

Den slags giver teksten et tvetydigt, beskidt præg, der også afspejles i La Plantes fascination af forholdet mellem Tanaka og Ng. De to figurer er hans virkelige hovedpersoner, og til tider får La Plante brugt så megen tid på at beskrive deres sært homo-erotiske fascination af hinanden, at han næsten glemmer, at Ng er en sindssyg morder, og ikke bare en glad karatekæmper.

Mantis er et stykke bizar thriller, der peger i alle mulige retninger og efterlader læseren med en kvalmende men også lidt betagende smag i munden. Stor prosa er det på ingen måde; men ikke desto mindre formår La Plante både at provokere og udfordre med de grovkornede valg, han træffer.

1 kommentar

Filed under Roman

Roger Zelazny, A Night in the Lonesome October (1993): Zelazny takker af med feelgood-roman

Deter blevet oktober, den første mørkemåned, og det skal markeres med en oktober-roman.  A Night in the Lonesome October blev Roger Zelaznys sidste bog. I hvert fald den sidste bog, som han selv fik fulgt til dørs. Der er nemlig udkommet flere bøger i Zelaznys navn, efter han døde tilbage i 1995, men det er alt sammen romaner baseret på mere eller mindre ufuldstændige efterladte manuskripter og idéer. I grund og bund er den slags posthume samarbejder en skidt ting, men da jeg ikke har læst nogen af bøgerne, må jeg hellere lade være med at dømme dem på forhånd (er der nogen, som har læst nogle post 1995 Zelazny-romaner?).

Paperback, Orbit Books 1994. For- og bagside af Mike Posen

Zelazny var og er en af giganterne indenfor amerikansk science fiction og fantasy. Han er manden bag den omfangsrige og populære Amber-serie og manden bag flere virkelig, virkelig fine enkeltstående romaner og noveller udgivet i forfatterskabets kreative højdepunkt fra slutningen af 60’erne og frem til udgangen af 70’erne. Karakteristisk for de gode Zelazny-ting er en evne til at balancere filosofiske emner med plotdrevne historier, afviklet med højt tempo, i et afmålt, til tider næsten Hemmingwaysk sprog. Meget af Zelaznys fiktion udspiller sig i macho-universer, hvor ordknappe, litterære mænd tackler store problemer og samtidig slår en proper næve.

Måske netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det skulle blive A Night in the Lonesome October, der blev hans sidste. A Night er en konceptroman, der udspiler sig over 31 kapitler, hvor hvert kapitel er en dag i oktober måned. Hovedpersonen er hunden Snuff. Jeps, vores hovedperson er intet mindre end en blodhund. Snuff er imidlertid også mere end bare en hund. Han er også en tjenende ånd (en familiar, som det hedder på engelsk) hos selveste Jack the Ripper! Det lyder jo vildt, og det er det sådan set også. Romanens præmis er følgende.

Paperback, Orbit Books 1994

Hvert år den 31. oktober er de mystiske kræfter stærkest, og det er muligt at åbne portene til andre dimensioner og lukke De gamle Guder ind i verden. Her taler vi om de vaskeægte Cthulhu mythos-guder – Yog-Sothoth og hele banden af tentakelbegroede væsner. Det forhold er kendt i okkulte kredse, og hvert evig eneste år føler en gruppe af personer sig kaldet til at deltage i Spillet (”The Game”) om kontrollen over portalen. Der er dem, der ønsker at forhindre portene i at åbnes, de såkaldte ”Closers”, og så er der dem, som ønsker at få dem åbnet – ”Openers”. Hvor og hvordan dørene vil åbnes, bliver klart for deltagerne i løbet af året, og den 1. oktober samles de i det pågældende område for at forberede sig på slutkampen og skaffe sig allierede.

Det lyder næsten som oplægget til et brætspil, og det er faktisk også i de retninger, man skal tænke sig forløbet. Det hele er gennemritualiseret, og alle de implicerede agerer ud fra uskrevne regler, der skal sikre, at den afsluttende konfrontation udspilles på korrekt vis.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

I stedet for at lade bogen være fortalt gennem de egentlige aktørers stemmer har Zelazny valgt at lade deres hjælpende ånder være hovedpersonerne. Vi følger dermed ritualet og historiens store træk på afstand – fokus ligger på medhjælpernes intriger og besværligheder. Der er selvfølgelig hunden Snuff, så er der katten Graymalk, uglen Nightwind, flagermusen Needle, rotten Bubo og mange flere. Ganske morsomt og godt tænkt. Bogen minder på den punkt en hel del om Michael Endes Der satanarchäolügenialkohöllische Wunschpunsch (1989).

Men for at vende tilbage til Jack the Ripper så udspiller historien sig i slutningen af 1800-tallets England, ikke langt fra London. Vi får aldrig et årstal, men flere ting peger i retning af Victoriatiden, blandt andet persongalleriet, der udover Ripperen bliver udgjort af ingen ringere end The Count (alias Dracula), The Good Doctor (alias Frankenstein), en heks, en druide, en Rasputin-klon, varulven Larry Talbot, to Golden Dawn-okkultister og en satanistisk præst. Men for at det ikke skal være nok, så bliver kombattanterne holdt under skarpt opsyn af The Great Detective, der ikke kan være andre end selveste mr. Sherlock Holmes.

Paperback, Avon 1994. Samme forside som førsteudgaven fra 1993

Det burde være åbenlyst, at vi har at gøre med en roman af den letbenede slags. Den fungerer som en hyldest til horror og en hyldest til den fortælleglæde og idérigdom, der gennem tiden er blevet investeret i genren – både i bogform og på film. Og netop fordi Zelaznys prosa er knap og kontant, virker den rigtig godt i A Night, hvor den stoiske Snuff beretter alt med en festlig underspillet kølighed. Når man samtidig kan fornemme, at Zelazny har brugt tid på at lægge små referencer ind i teksten, som læseren kan fange og nikke genkendende til, bliver det hele en vældig meta-oplevelse. Ikke mindst på grund af de forskellige elementer fra Cthulhu-mytologien, som han har plantet. Bogen holder ganske enkelt, fordi det er en rutineret hånd, der eksekverer kapitlerne med stor fornemmelse for timing og mådehold.

Det største problem er i virkeligheden, at romanen er så pokkers let og godmodig. Den er så venlig, at vi aldrig helt tvivler på, at de gode (kan man kalde Jack the Ripper det?) vil vinde. Det rimer dårligt med de dramatiske begivenheder, som romanen egentlig handler om, og det lykkes faktisk ikke helt for Zelazny at bevare en fornemmelse af fare gennem de sidste kapitler, hvilket er lidt ærgerligt – det er jo for pokker mere eller mindre jordens undergang, vi taler om.

“The Count”. Tening af Gahan Wilson

Det er vel i virkeligheden et af de grundlæggende problemer ved gyserkomedier. Gyset, hvis A Night, overhovedet prøver at skabe gys, taber uvægerligt til fordel for humoren. Det er nok også derfor, at jeg aldrig har brudt mig ret meget om gyserkomedier generelt. A Night er måske en undtagelse, men det siger mere om Zelazny end genren.

Som litterært farvel er A Night in the Lonesome October umiddelbart noget tyndbenet, men går man bogen efter i sømmene, er det tydeligt, hvor omhyggeligt den er sammensat. Det er slet og ret bund solidt håndværk. Idéen og opgaven er løst upåklageligt, og derfor aftvinger romanen respekt, uanset om det er ren sjov og ballade uden de dybereliggende kvaliteter, der var med til at skabe Zelazny som forfatternavn. Når alt kommer til alt, er der noget smukt i det faktum, at hans sidste bog står tilbage som eksempel på en forfatters kunnen, der har brugt et helt liv på at raffinere sin stil og fortælleteknik. Og når bogen samtidig er én lang hyldest til de fantastiske genrer, så er der ikke et øje tørt.

Nymånen. Tegning af Gahan Wilson

Hvert kapitel i bogen er i øvrigt meget passende illustreret af tegneren Gahan Wilson, der selv har skrevet nogle børnegysere og især kendes for sine humoristiske striber og horror-illustrationer.

The Lovecraft eZine har et temanummer med noveller inspireret af Zelaznys roman i denne måned.

Skriv en kommentar

Filed under Roman