Tag Archives: 1995

Et gammelt interview med rotternes herre

Jeg skriver lidt om James Herbert i øjeblikket, der døde tilbage i 2013. Det førte mig fordi dette lille, underholdende interview med manden, der er optaget i 1995. Interviewet stammer fra et tidspunkt, hvor Herberts forfatterkarriere i et eller andet omfang fortsat kørte nogenlunde på skinner. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, for han var en af de relativt mange skrækforfattere, der havde været aktive siden 70’erne, som oplevede både kreative og salgsmæssige vanskeligheder ved udgangen af det gamle årtusinde.

Noget litterært geni var Herbert ikke, men underholdende var han, og debutromanen The Rats fra ’74 står stadig, som et væsentligt bidrag til skrækgenren.

Vi ses på søndag.

– Martin

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Fritz Leiber, Ill Met in Lankhmar (1995): Nogle tanker om Lankhmar

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Der er storhed over Fritz Leibers fortællinger om heltene Fafhrd og Gray Mouser. Der er vingesus, drama, skønhed, uhygge og spænding over teksterne. Hans hæsblæsende eventyr i den trolddomsplagede verden Nehwon er faktisk, for mig at se, noget af det bedste fantasy, der er skrevet. De tidligste af Leibers noveller og kortromaer er en form for urtekster, der på linje med Tolkiens og Howards fortællinger har skabt grundskitserne til de væsentligste komponenter i omtrent alt, hvad der indgår i den fantasy, vi kender i dag. Det siger noget om den tynge, der ligger bag historierne. Ikke at forstå som træghed eller alvor – snarere tyngde i form af ren og skær skaberkraft. Fra den første novelle var færdigskrevet i 1936, og de næste tyve år frem var Leiber med til at forme og udvikle rammerne og troperne for fantasy-genren. Det har indskrevet ham i genrelitteraturens historiebog som en af de vigtigste skikkelser og det med rette.

Jeg skal ikke kede jer med en detaljeret gennemgang af baggrunden for Leibers Lankhmar-fortællinger. Det kan I læse fint og godt om mange andre steder på Nettet. Jeg har imidlertid fået lyst til at skrive lidt om Lankhmar-historierne i den form, de blev udgivet i slutningen af 90’erne. Sagen er nemlig den, at Fritz Leiber udgav de første mange af Lankhmar-fortællingerne i diverse pulpmagasiner. Historierne blev populære, men var efterfølgende svært tilgængelige, og kun de færreste havde et overblik over det samlede corpus. Navnlig efter pulpbladene begyndte at uddø og blive sjældne.

Paperback, Millennium Books 1999

Paperback, Millennium Books 1999

I 60’erne viste Lin Carter imidlertid at fantasy kunne være en lukrativ forretning i paperback-formatet, da han begyndte at genudgive Howards barbar-fiktion. Conan fik således lov til at bane vejen for en voldsom underskov af antologier, der samlede noveller fra de hedengangne pulpmagasiner og udsendte dem som populære paperbacks. Modsat mange af de andre genregiganter, der for længst havde indstillet produktionen, levede Leiber i bedste velgående i 60’erne og gik derfor selv ind i arbejdet med at opsamle sine gamle noveller.

Her må det indskydes, at novellerne om Fafhrd og Gray Mouser blev skrevet som spredt fægtning og uden hensyn til kronologi. Leiber skrev, hvad han ville. Da historierne skulle samles i bogform, besluttede han sig imidlertid for at ordne dem, ikke efter udgivelsestidspunktet men i forhold til handlingens kronologi. Leiber skabte derved en orden i teksterne, der aldrig havde eksisteret. Og han gik endda videre end det. Han justerede de gamle tekster let for at nedtone uoverensstemmelser, og forfattede korte vignetter, der skulle bygge bro de steder, hvor spændet mellem historierne var blevet for stort. Lykkeligvis var det Leiber selv, der gjorde det stykke arbejde, for havde nogen anden gjort det, ville snakken om overgreb på teksterne aldrig have fået nogen ende.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Reelt kan man sige, at Fritz Leiber genskabte sine Lankhmar-historier, da han sammenstillede dem i bogform. Han gav novellerne et skær af at være kapitler i en stor fortælling, med en start, midte og slutning. Der er med andre ord tale om en efterrationalisering af den helt store slags, men bøgerne gjorde Lankhmar-universet tilgængeligt igen, og Leiber fik derved afgørende betydning på den generation af genreforfattere, der begyndte at skrive i 60’erne.

Mens de gamle noveller blev genudgivet i bogform, skrev Leiber også nye Lankhmar-historier, og universet voksede derfor betydeligt. De nye historier og vignetter, som Leiber skrev, har hverken samme energiske prosa eller charme som de tidligste fortællinger, men hans sprogsans står stadig lysende klart i historierne. Forholdet mellem de gamle og nye tekster vil jeg i øvrigt vende tilbage til i et senere indlæg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Det blev i alt til syv bøger om Fafhrd og Gray Mouser. Ordet ”sword” indgår i alle bøgernes titler og kendes derfor samlet som Sword-serien. Denne serie blev genudgivet i slutningen af 90’erne i en omnibus-udgave, der opsamlede flere bind af Sword-serien i hver bog. Det første bind i denne genudgivelse hedder Ill Met in Lankhmar og indeholder de første to bind i Sword-serien – det vil sige Swords and Deviltry (1970) og Swords Against Death (1970).

I store træk samler Ill Met in Lankhmar Leibers tidligste fortællinger, og skulle man blot købe et bind med Lankhmar-historier, er Ill Met det vigtigste. Her møder vi nemlig Leibers pen for fuld udblæsning og fornemmer samtidig problemerne med de korte vignetter, skrevet i 1970, der skal binde teksterne sammen.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

 

Fortællingerne i Ill Met viser i hvert fald, hvorfor Leibers historier stadig den dag i dag skiller sig ud som noget særligt i fantasy-genren. Selvom novellerne har storladne træk, der stedvist opnår episke kvaliteter, forbliver de jordbunde og arbejder ud fra en form for særdeles sympatisk hverdagsrealisme. Der bliver således ikke skævet meget til de mytologiske og legendariske beretninger fra middelalderen, som Tolkien eksempelvis trak på. I stedet er Leibers nærmeste forbillede den grovkornede fabileaux-genre, fordi hans helte måske nok er i stand til det utrolige, men universet er tematisk nedskalleret så deres bedrifter proportionelt synes afstemt i forhold til historieres snævre, nære handling. Da den kæmpemæssige kriger Fafhrd står ansigt til ansigt med to fjender på en gang i ”The Jewels In The Forest”, regnes det som en stor dåd, at han vinder kampen. Conan, der hugger folk ned i hobetal, ville le hånligt af den slags.

Der er samtidig noget lavt, beskidt over Lankhmar-fortællingerne. Fafhrd dræber i vrede en uskyldig dreng i ”Ill Met In Lankhmar”. Han beklager det senere, men uheldet er symptomatisk for teksternes voldsomhed. Heltene er anløbne, for ikke at sige umoralske, og deres adfærd afspejler sig direkte i novellernes tematikker, der handler om tyveri og hævn. De horer, drikker og stjæler. Faktisk regner både Fafhrd og Gray Mouser sig som store tyveknægte. Vi kan f. eks. også notere os, at Gray Mouser har et erotisk forhold til to mindreårige piger – noget man næppe vil finde i fremstillet på samme måde i nogen tekst i dag.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

De tidlige Lankhmar-fortællinger fra 40’erne og 50’erne opererer med andre ord i en moralsk gråzone, som gør dem særdeles spændende. Og fordi det hele udspiller sig i små dramaer, er historierne behageligt fri for de ulidelige pompøse træk, som Tolkien føjede til fantasy-litteraturen.

Den mesterlige storhed, der er over Leibers fortællinger, ligger imidlertid hverken i handlingen eller tonen, det ligger i Leibers fabelagtige beskrivelser. Alene den fantastiske åbning på første bog viser den dybde, der ligger i sproget. Leibers på en gang sentimentale og til tider bitter kyniske beskrivelser fylder landet og byen Lankhmar med et taktilt nærvær, der gør den levende og rig på en mageløs facon. Hans tekster sender fantasien på himmelflugt og rejser eventyrlige verdener af kød og blod for os.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, "Ill Met In Lankhmar", optrådte for første gang

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, “Ill Met In Lankhmar”, optrådte for første gang

Stemningsmæssigt bevæger Leiber sig fra det lette til det grumme, ofte i samme fortælling. Og selvom hans to hovedpersoner synes præcis lige så urørlige som alle andre eventyrhelte, formår han at give historierne en grad af usikkerhed, som er mere end sympatisk, den gør nemlig personerne menneskelige på en måde, vi sjældent møder det i fantasygenren.

De tidlige Lankhmar-noveller står som genremilepæle, men de må først og fremmest huskes som utroligt stærke tekster, der bliver båret af en smuk fornemmelse for sproget og en stor, stor kærlighed til stemningsbeskrivelser. Lankmar er liv og død, blod og vin, det grimme og skønne. Det er alt, hvad man kunne ønske sig af fantasy-litteratur, og er måske i virkeligheden et genremæssigt højdepunkt, der efterfølgende kun bliver mødt i mere eller mindre varierede og vellykkede afskygninger.

Jeg vender som sagt tilbage til Lankhmar i et senere indlæg, hvor jeg vil skrive lidt nærmere om Fritz Leibers hovedpersoner og selve historierne. Så lad os aftale at mødes i Lankhmar igen, hvor jeg giver en omgang på The Silver Eel. Vel mødt!

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

William Browning Spencer: Résumé with Monsters (1995): Fremmedgørelse, paranoia og Cthulhu mythos

Egentlig vil Philip Kenan gerne være forfatter. Han har arbejdet mere eller mindre fast på en fantasyroman, der over flere år er vokset dag for dag, og nu er langt over 1000 sider. Imidlertid skal der jo brød på bordet, og han har derfor natarbejde på et trykkeri, hvor han laver layout på folks reklamer og private tryksager. Arbejdet er død sygt, og hvad der gør det hele endnu mere surt, er, at Philip har mistet sin kæreste Amelia. Hun skred fra ham, fordi han ikke kom videre med sit liv, fordi han brugte for meget tid på sin håbløse roman og fordi han tror, at væsnerne fra H. P. Lovecrafts fiktion er virkelige!

Paperback, Borealis/White Wolf Publishing 1996. Illustration af Bill Koeb. Det ganske intetsigende cover var typisk for White Wolf Publishings forsøg på at virke arty og cutting edge

Jeps. Forestil dig H. P. Lovecraft som profet. En visionær, der gennem sine noveller og kortromaner kanaliserede grufulde sandheder om universet. Cthulhu ligger på bunden af havet og drømmer, Nyarlathotep springer gennem tid og rum, og Azathoth ligger derude i universets dyb og pulserer. Alt det har Philip erkendt som realiteter. Han har set lyset, og det koster ham dyrt, for nu hvor han har gennemskuet sandheden, står det også klart for ham, at Azathoth og alle de andre mythos-guder lurer over alt.

Og det bliver værre endnu, for det er ikke bare gamle, gale kultister og særlinge, der prøver at åbne dørene for Lovecrafts skabninger – store, multinationale selskaber arbejder målrettet på opgaven. Med uanede mængder af penge, potentielle slaver og ofre på lønningslisterne er kæmpefirmaerne det perfekte sted at skjule okkulte sammensværgelser. Det måtte Philip sande på egen krop, da han med nød og næppe fik afværget jordens undergang, mens han var ansat i Pelidyne. Amelia arbejdede også i firmaet – det var der, de mødte hinanden – men hjernevask, sort magi eller slet og ret fortrængning har fået hende til at glemme de rædsler, hun så. Da Résumé with Monsters åbner, har Philip fået et nyt arbejde på trykkeriet, og en ny begyndelse – men så en dag bemærker han noget sært, og snart står det klart, at mythos-væsnerne også har infiltreret denne arbejdsplads. Det hele kan begynde forfra…

Paperback, Borealis/White Wolf Publishing 1996. Bagsiden er designet af Michelle Prahler

Det er jo klart, at William Browning Spencers Résumé with Monsters fra 1995 har en solid dosis humor. Der er imidlertid ikke tale om nogen Lovecraft-parodi eller farceagtige optrin. Bogen er en sorthumoristisk roman, der udspiller sig i samme skizofrene grænseland, som vi kender det fra Philip K. Dick, jeg tænker her især på Radio Free Albemuth (1976/1985) og eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time (1976).

I romanen arbejder Spencer videre med at udvikle de temaer, man kan forfølge i hans tidligere udgivelser, Mayby I’ll Call Anna (1990) og novellesamlingen The Return of Count Electric (1993). Temaer der også fortsat udgør omdrejningspunktet i de senere bøger. Har du læst andet af Browning Spencer, vil du dermed også være helt fortrolig med sproget og handlingen i Résumé with Monsters.

William Browning Spencer (født 1946)

Alt peger på, at Philip er psykisk syg. Han bliver indlagt flere gange i løbet af romanen, og hans psykolog Lilly er tydeligvis bekymret for ham. De glimt, vi får af Philips baggrund, med faderens selvmord, en brutal skilsmisse der går forud for forholdet til Amelia og så videre, er alt sammen med til at tegne et billede af en mand, der har al mulig grund til at være syg på sjælen. Men, som det så kækt lyder – bare fordi du er paranoid, betyder dette ikke, at de ikke efter dig.

William Browning Spencer lægger nemlig præcis så mange antydninger ind i teksten, at vi konstant må tvivle på galskaben. Er det mon rigtigt? Ser Philip vitterligt disse monstre, som ingen andre ser? Dette element i historie lykkes rigtig godt. Ved at gøre Lovecrafts noveller til en del af et barndomstraume hos Philip får bogens brug af Cthulhu-mythos en særdeles frisk drejning. Den bliver et meta-element, som samtidig måske/måske ikke dækker over grufulde realiteter. Set i det lys, er Résumé with Monsters faktisk blandt de mere originale mythos-udgivelser fra 90’erne, og det er en skam, at bogen er så relativt ukendt, som den er.

Første udgave. Hardcover, The Permanent Press 1995. Forside af Bob Rowe

Résumé with Monsters fortjener derfor også rigtig meget ros. Den er skrevet i et sært, talt sprog, der springer af sted i høj fart. Det rabler for Philip, og det afspejles i romanens prosa. Samtidig leger Spencer konstant med vores forventninger om, at det her er en eller anden form for horror-roman, hvor kapitlerne springer frem og tilbage i kronologien. Det vil sige, at meget af sproget bliver filtreret gennem en gyserterminologi, der viser, hvordan Philip oplever verden. Men lige så ofte, som en grufuld detalje bygges op, lige så ofte pilles den fra hinanden igen gennem en rationel stemme, der punkterer Philips illusioner. Eksempelvis når vi hører:

He was staring at the horrible gray flesh, long dead and pocked with Swiss-cheese-like holes. This was Wednesday then. They always served meatloaf on Wednesdays (Borealis/White Wolf, s. 192).

Bogen tegner Philips indre helt fremragende, og vi får lov til at komme helt ind under huden på den virkelighedsfjerne protagonist. Tid og steder bliver på den led bøjet til ukendelighed i romanen. Derved opstår der en ganske ubehagelig stemning af at stå ansigt til ansigt med skizofreni og de angstsituationer, det må fremkalde, ikke at være i stand til at afgøre hvad der sker inde i ens hoved og hvad der er virkeligt.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der, hvor Résumé with Monsters måske skyder over målet, er William Browning Spencers generelle kulturpessimisme. Bogen fremstiller hele den amerikanske kultur som en sjælløs, forloren pengemaskine. En kultur der hjernevasker folk gennem det daglige trummerum og forvandler dem til viljeløse zombier uden plan og formål. Der er naturligvis tale om en sort satire og stærkt fortegnet karikatur, men det bliver lidt trættende læsning i længden. Det er imidlertid en biting og ikke noget, der i sig selv forstyrrer bogens allestedsnærværende leg med sindssygen.

I min udgave af romanen bliver den præsenteret som horror. Det er helt sikkert et salgstrick fra forlaget White Wolfs side. William Browning Spencers Résumé with Monsters har ikke ret meget med horror at gøre. Det er et stykke veloplagt litteratur, der krydser genrer og stemninger, mens den udforsker sindssygen og afprøver muligheden for, at det måske er de gale, der har ret. Måske er det de sindssyge, der tør se sandheden i øjnene?

Hardcover, The Permanent Press 1990.

Skriv en kommentar

Filed under Roman