Tag Archives: 1996

Clive Barker, Sacrament (1996): ”Dette er mit legeme…”

Paperback, HarperPaperbacks 1997

I 1980’erne var Clive Barkers udtryk én ting, i 1990’erne var det blevet til noget fuldstændigt andet. Bevares, man kan se den røde tråd, der løber fra de tidlige noveller i Books of Blood-serien til dét, han skriver i dag, men forskellene er langt større end lighederne.

Barker har aldrig fattet sig i korthed. Selv hans tidlige noveller er lange, men da han først fik hul på romanproduktionen, sprængte han rammerne og bredte sig for alvor ud i svulmende fortællinger. En typisk Barker-roman er derfor ganske omfattende, hvilket absolut også gør sig gældende for den bog, som vi skal se nærmere på her.

Paperback, HarperPaperbacks 1997

Sacrament fra 1996 er en sær gøgeunge af en roman, der fremstår lige dele bevidst og ufrivilligt mystisk. Handlingen er på sæt og vis klar, men det antydes samtidig, at historien er ladet med så meget subtekst, at man som læser konstant er på jagt efter dybere mening eller referencer. Her bliver det imidlertid vanskeligt, for som en anden gnostisk tekst er alt pakket ind og sløret i halve hentydninger. Det meste af dette er sikkert et bevidst valg fra Barkers side, men jeg sidder alligevel med en følelse af, at romanprojektet løb fra ham, mens han arbejdede på bogen.

Historien handler om den homoseksuelle naturfotograf Will, der stemningsfuldt indleder romanen med en nærdødsoplevelse. Han bliver angrebet af en udsultet isbjørn og bliver næsten dræbt. I sine febervildelser på hospitalet gennemlever han efterfølgende et optrin fra sin barndom, han egentlig havde fortrængt og mindes samtidig sit ungdomsliv i San Francisco og de venner og elskere, der har haft betydning for ham.

Clive Barker (født d. 5. oktober 1952) fotograferet i begyndelsen af 00’erne

Da Will langt om længe kan forlade hospitalet, er der to ting, som står klart for ham. For det første må han tage afsked med sit livs store kærlighed, der nu ligger syg med komplikationer som følge af HIV. Men endnu vigtigere forstår Will, at der er noget, han mangler at gøre. Det, han oplevede som ung dreng hjemme i England, før han flyttede til USA for at prøve lykken, kalder på ham, og Will må derfor rejse tilbage til sit hjemland for at konfrontere et sort øjeblik i fortiden, der nu er begyndt at røre på sig igen.

Dette sorte moment fra barndommens fjerne fortid er manifesteret i det ildevarslende ægtepar Rose og Jacob, der som overnaturlige, tidløse skabninger tilsyneladende arbejder på at udslette liv og arter på kloden. De indsamler og ødelægger mangfoldigheden og synes bogstaveligt at slukke verdens lys. Will sluttede sig næsten til Rose og Jacob, dengang han mødte dem som stor knægt, og nu må han hjem og afslutte det, der begyndte dengang.

Hardcover, HarperCollins 1996. Romanens 1. udgave

Romanteksten springer frimodigt i tid og rum. Snart er vi i Wills barndom, snart er det den nutidige, modne Will, vi følger i England, snart er han i San Franciscos bøssemiljø i 80’erne. Flere gange smelter tid og sted sammen, ikke mindst takket være de totemlignende dyreånder, blandt andet en lumsk ræv, der dukker op flere gange og sender Will videre i fortællingen.

Det hele har en lettere enigmatisk tone, som afgjort bærer Barkers typiske fokus på det kropslige og sanselige. Metafysik fylder mere og mere i Barkers forfatterskab, og det er bestemt også tilfældet med denne roman. Men modsat meget andet, som Barker havde skrevet før Sacrament, er der også et meget åbenlyst lag af personlige erfaringer i bogen, hvilket Barker i øvrigt også selv efterfølgende har fortalt i flere interviews.

Paperback, HarperPaperbacks 1997. Den amerikanske paperbackudgave fra ’97 har absolut fået den fineste forside

Bogen bliver på den led delvist en form for selvbiografisk skildring af Barkers egen vej fra at være en ung, søgende mand i England til en kendt kunstner i USA. Karakteren Will har således nogle oplagte selvbiografiske træk. Eksempelvis deler Wills og Barkers kunst et fokus på det fordrejede og smertelige. Will fotograferer døende dyr, Barker dokumenterer den forvredne og ødelagte krop i sin litteratur. Begge udfordrer deres publikum ved at dyrke det skønne i det hæslige.

Romanen rummer dermed et vemodigt tilbageblik på en ungdom, der nu synes at være udslettet af AIDS og et hjertesuk over tabt vitalitet og festligt kaos. Barker vender absolut blikket indad her, men hvad der er overraskende er, i hvor høj grad han inviterer os læsere med ind i hans egen, personlige biografiske fortælling. Barker er notorisk privat, det har han altid været, og Sacrament fremstår derfor utrolig åbenmundet. Men også kun til en vis grad, for Barker vil mere end blot at fortælle sin egen historie, han bruger også AIDS-epidemien som billede på vores jordklode, der bliver fattigere og fattigere på liv.

Will vågner på hospitalet og indser, at han må sige farvel til sit gamle, selvoptagede jeg og nu forsøge at hellige sig noget større. Han må komme ud over sit navlepillende kunstnerjeg og gøre bod for fortidens synder. Wills mission synes at være Barkers budskab til hele menneskeheden. Vi må komme ud af vores koma og gøre noget. Industrialiseringens spøgelse går igen og myrder stille og roligt verdens ånd. Will tager kampen op, men spørgsmålet er, om vi læsere kan og vil gøre det samme? Set her fra 2020 må man sige, at Barkers opråb er blevet hørt (håber jeg). Man kan i hvert fald konstatere, at hans bog absolut er relevant for den klimadebat, der verserer nu.

Paperback, HarperCollins 2000

For Barker er kampen for miljøet ikke bare en spørgsmål om velfærd, sundhed og klima, det er en metafysisk eller åndelig kamp, der handler om at være på linje med jorden, forstået som et kosmisk eller overgribende bånd, der forbinder os alle. Mange af Barkers tekster handler om en søgen efter denne samhørighed med noget større, og konklusionen, han kommer med, svinger en hel del. I en anden kæmperoman, Imajica (1991), viser samhørigheden sig at være en illusion. Guds haller er her tomme, da det endeligt lykkes den søgende at finde frem til det himmelske tempel. I Sacrament er svaret et andet. Her må Will grave sandheden frem fra en mellemting mellem en dyrekirkegård og Knoglernes Dal for her at finde den ånd, som rent faktisk forbinder alt liv. Man fornemmer, at det er Barkers egen åndelige vej og søgen, vi her ser dokumenteret i de romaner.

Sacramanet er et stykke håbefuldt, optimistisk fiktion, der fortæller sin læser, at kampen ikke er forgæves. Den fortæller os, at vi renser os selv ved at konfrontere fortiden, og vi kommer derved også ud på en vandring mod opklaring og større indsigt. Romanen er med andre ord rendyrket New Age-spiritualitet, iklædt Barkers altid erotiske, makabre strejf og fine, poetiske sprog.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at romanens konfrontation med fortiden er Barkers eget besøg i sin historie, men han opfordrer også sin læser til at gøre det samme. For Barker har Sacrament dermed afgjort stor betydning, men som læser står bogen som et flimrende, stedvist fabelagtigt, stedvist gumpetungt monstrum af en roman, der desværre ender med at virke ganske uharmonisk i sin komposition. For meget bliver sammenstillet, for meget antydes, og for meget efterlades flagrende på de kosmiske vinde.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Fritz Leiber, Lean Times in Lankhmar (1996): Når hovedpersonerne bliver større end historien

Paperback, Millennium 1996. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Paperback, Millennium 1996. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Nu skal vi til Lankhmar igen. Jeg skrev lidt om historierne for nogen tid siden og omtalte blandt andet, at indeværende serie er en genudgivelse af de såkaldte Sword-bøger; antologier som Fritz Leiber selv sammensatte. Lean Times in Lankhmar samler Swords in the Mist (1968) og Swords Against Wizardry (1968) – bøger, der i hovedtræk indeholder noveller skrevet mellem 1959 og ’68. Undtagelsen er den berømte kortroman Adept’s Gambit udgivet i 1947 – den historie, hvor seriens hovedpersoner Fafhrd og Gray Mouser optræder for første gang.

Indrømmet, udgivelsessituationen er lidt kompliceret og i virkeligheden ikke specielt relevant for andre end Leiber-entusiaster. Her skal vi da heller ikke bruge mere tid på det, men i stedet samle tråden op fra mit sidste Lankhmar-indlæg og se nærmere på Fafhrd og Gray Mouser. Det er nemlig tankevækkende, at næsten uanset hvor man ser Lankhmar omtalt, så bliver seriens hovedpersoner fremhævet som noget særligt. Faktisk bliver de typisk nævnt som to af de bedste skikkelser, fantasylitteraturen til dato har frembragt. Nu skal man jo ikke lade sig rive med af den slags overstadige udtalelser, men ikke desto mindre er jeg mere eller mindre enig.

Paperback, Millennium 1996

Paperback, Millennium 1996

Fafhrd og Gray Mouser er helt, helt særlige. De ligner på en gang noget ganske velkendt, men undviger på samme tid alle klichéer. Fafhrd er den store barbarkriger fra det høje nord og Gray Mouser den lille, listige lurifaks. Rollefordelingen kunne dermed synes på plads – den ene stærk og tungnem, den anden væver og kvik. Sådan er det bare ikke. Begge Leibers hovedpersoner er nemlig intelligente og særdeles velartikulerede – Fafhrd, der er opdraget i en skjaldetradition, har en romantisk, digterisk åre, mens Gray Mouser har et sært storbykynisk, poetisk sprog.

Samtidigt lever ingen af de to op til fantasy-genrens vanlige heltekonventioner – de er tyvagtige, selvretfærdige kværulanter, der ikke løfter en finger uden, at det er for egen vindings skyld. Om noget er de perfekte eksempler på moderne anti-helte. Vel at mærke ikke plagede helte som Moorcocks Elric eller Salvatores forlorne outsider Drizzt, men anti-helte, fordi de er så pokkers menneskelige. Fafhrd og Gray Mouser horer, drikker, lyver og stjæler, og Leiber nyder at sværte sine hovedpersoner til. Ja, i novellen ”Stardock” får han endda et sted antydet Gray Mousers biseksualitet og dermed bevæget i hvert fald den ene af sine karakterer helt ud i en absolut gråzone.

Fritz Reuter Leiber (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1930

Fritz Reuter Leiber (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1930

Med så stærke hovedpersoner er det måske ikke så sært, at de tiltrækker sig en hel del opmærksomhed på bekostning af historiernes egentlige handling. Og Leiber var vel i virkeligheden klar over dette; Lean times in Lankhmar åbner med novellen “The Cloud of Hate”, hvor onde kultister fremmaner en dødbringende tåge, der hjemsøger Lankhmars gader. Det absurde er her, at hele novellen mere eller mindre bliver udgjort af Fafhrd og Gray Mousers evindelige mundhuggerier. De to venner småskændes som altid og er så opslugt af dem selv, at de næsten ikke bemærker det, der sker omkring dem. Historien passerer dem så at sige forbi, mens de indædt diskuterer. For mig at se er det indbegrebet af en Lankhmar-fortælling.

Historierne er og bliver nemlig påskud for at iscenesætte de to hovedpersoner og deres tirader. Man kunne måske være fristet til at tro, at det er kedeligt, men så tager man fejl. Leibers pen er fyldt med et ekstremt rigt sprog, der balancerer mange stemninger på en gang. Humor, gru, grimhed og skønhed væves sammen og får ord gennem Fafhrd og Gray Mousers vedvarende palaver. Hovedpersonerne er med andre ord ekstremt moderne og meget langt fra fantasygenrens hang til det englændere kalder medievalism. De ligner os selv i deres uendelige navlepilleri og trang til at blive hørt.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Den bedste novelle i bogen, der har givet navn til hele bindet – ”Lean Times in Lankhmar” – er måske en af de bedste Fafhrd og Gray Mouser-fortællinger i det hele taget, fordi alle Leibers atypiske genretråde her kommer sammen på fineste vis. Vores to venner er forarmede og desillusioneret gået hver til sit – Gray Mouser er kommet i stald hos en pengeafpresser, og Fafhrd har slået sig ned i templernes gade som asketisk munk. Det kommer til at danne afsæt for en længere, forvrøvlet fortælling, hvor Leiber ruller hele Lankhmars sorthumoristiske herlighed ud for os. Grundtonen er så vidunderligt amoralsk og skæv, at man ikke kan andet end at elske den. Bogens øvrige noveller har alle rigtigt fine elementer, men ingen har samme gennemslagskraft som denne.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Som sagt, kan jeg kun give folk ret, når de fremhæver Fafhrd og Gray Mouser som helt særlige skikkelser. Leibers evigt-snakkende helte er større end stort set alle andre fantasy-hovedpersoner, jeg kan komme i tanke om. Faktisk er det måske kun Mervyn Peakes forrygende persongalleri, der kommer i nærheden af Leibers hovedpersoner.

Hvor eksempelvis barbaren Conan synes at gå i et med fortællingen og være en del af novellens plot, er det anderledes med Leibers helte. Historierne kan slet ikke rumme så store personligheder; de sprænger ganske enkelt eventyrets rammer og bliver det egentlige omdrejningspunkt. Alt glider i baggrunden for Fafhrd og Gray Mouser, der, som de tyve de er, stjæler vores opmærksomhed. De gør eventyret – en af fantasygenrens grundpiller – til noget underordnet. Faktisk kræver det en hel metropol for at overdøve de to hovedpersoner, og den metropol er Lankhmar – seriens tredje stjerne. Byen Lankhmar skal da også være udgangspunkt for det næste indlæg om Leibers sword and sorcery-serie.

Fantastic, november 1959. Bladet hvor "Lean times in Lankhmar" blev trykt for første gang

Fantastic, november 1959. Bladet hvor “Lean times in Lankhmar” blev trykt for første gang

 

3 kommentarer

Filed under Novellesamling