Tag Archives: 2000

Michel Faber, Under the Skin (2000): Vi er alle alene i verden

Paperback, Canongate Books 2016

Under the Skin fra 2000 er Michel Fabers debutroman, og det må siges at være noget af en fornem entré på den litterære skrækscene. Fabers fortælling er nemlig noget af det mest forstyrrende, jeg har læst meget længe. Bogen er ikke uhyggelig eller klam i traditionel gyserforstand, i stedet er den foruroligende på et dybere plan, som skrækfiktion kun sjældent når. Det er lidt af en bedrift, af Faber, synes jeg, og bogen rammer tungere end de fleste bøger, den ellers kan sammenlignes med.

Romanen udspiller sig i Skotland, hvor vi introduceres til Isserley, der kører omkring på landevejene og søger efter muskuløse mænd, som hun kan narre ind i bilen under påskud af at ville gå i seng med dem. Først tror de fleste læsere nok, at det er en form for seriemorder, vi har med at gøre, men snart står det klart, at Isserley er noget helt andet. Hun bedøver sine ofre og kører dem tilbage til den farm, hun bor på sammen med en gruppe arbejdere. Præcis som Isserley er arbejderne ikke helt almindelige. Isserley og hendes kolleger på farmen er rumvæsner, der indsamler, eller rettere høster mænd, fordi de er en stor delikatesse på deres hjemplanet.

Michel Faber (født 13. April 1960)

Isserley er med andre ord en lokkedue, der bruges til at skaffe byttedyr på diskret vis. Så langt så godt, men vi forstår allerede tidligt i handlingen, at Isserley kun med besvær opererer i vores verden. Vi hører gradvist, at hun har undergået ganske voldsomme operationer for at kunne komme til at ligne et menneske. Hvordan Isserleys race egentlig ser ud, får vi aldrig fuldstændig præciseret, men de går i hvert fald normalt på alle fire og har pels. Alt dette er blevet kirurgisk fjernet eller ændret, så Isserley er kommet til at ligne en kvinde, der tilmed har fået ganske store silikonebryster, hvilket hjælper til med at aflede mændenes opmærksomhed fra hendes besynderlige udseende. Isserley ser nemlig underlig ud. De fleste tror, hun har været i en ulykke af en art, og hun opfører sig også sært; noget der løbende får hende i vanskeligheder.

Dengang Isserley fik stillingen som jæger på Jorden, troede hun, at det var en stor chance og en mulighed for at stige i de sociale grader tilbage på hendes hjemplanet, men nu er det gået op for hende, at hun aldrig vil være som andre igen. Hun er blevet permanent forandret til uigenkendelighed, og selvom hendes produkt er højt skattet, ønsker ingen hjemme at forstå, hvordan deres delikatesser er blevet tilvejebragt. Det, der burde gøre hende fortjent til hæder, har fjernet hende længere fra samfundet og isoleret hende fuldstændig, hvilket også sker på farmen, hvor arbejderne undgår hende.

Paperback, Harcourt 2000. Romanens første udgave

Da den unge idealistiske rigmand Amlis, søn af Isserleys chef, møder op på farmen en dag og begynder at tale om menneskenes rettigheder, opstår der et særligt bånd mellem de to. Isserley forelsker sig i Amlis, og hun drømmer om et liv sammen med ham, men det forbliver en drøm, og han rejser snart efter bort fra farmen igen. Isserley efterlades i det fremmede og må fortsætte sin jagt, nu mere alene end nogensinde før.

Det fundamentalt foruroligende ved Under the Skin er den fremmedartethed, som Michel Faber får skrevet frem. Isserley fremstår så bizar, for ikke at sige grotesk, at hun i kraft af sin næsten-menneskelighed bliver monstrøs og grusom. Samtidig er hendes jagt, der udspiller sig langs våde, tågede landeveje, skildret i rå og kolde scener, som klaustrofobisk lukker sig om læseren. Alt er fremmedgjort i et ingenmandsland, hvor ensomme ofre dukker op ud af det blå for at forføres af Isserley, inden de køres til farmen.

Paperback, Harvest 2001

Isserley har mistet sit hjemland og sin krop i jagten på et bedre liv. Hun er nu tættere på sit bytte, mennesket, end hun er sine egne, men hun er absolut ikke noget menneske og føler sig ganske tragikomisk mere knyttet til får end mennesker, fordi de åbenbart ligner hendes egen race svagt, hvilke der kommer flere absurde scener ud af. En absurditet der naturligvis også ligger i bogens overgribende brug af vores eget forhold til fødevareproduktion og dyrevelfærd, som vej frem mod beskrivelsen af Isserleys indre liv.

Gennem Isseyley får vi den andens blik på manden som individ og gennem de ofre, der samles op, introduceres vi til en hel stribe bud på mandetyper. Isseyley er her et troldspejl for læseren, der lader os se disse mænd ude fra; deres opførsel, lugte, fysik og adfærd. Kønt er det langt fra, men det er et sårbart syn og, ja, meget menneskeligt. Når disse mænd liderligt puster sig op for at få fingre i Isserley, ser vi bagom facaden og ser de skæbner, der har ført dem ud på de øde landeveje, hvor monstret nu har samlet dem op. De er mindst lige så meget i limbo som Isserley selv, og når det kommer til stykket nok også lige så meget alene, om de så har kone og børn derhjemme eller ej.

Paperback, Canongate Books 2004

Alt dette formår Faber at få frem gennem et sparsomt og klart sprog, der antyder meget, men kun forklarer ganske lidt. Der er en nøgtern kraft bag hans tomme landskaber og akavede situationer, og hans personskildringer har en gribende evne til at indfange øjeblikkets absurditeter og gru. Det er råt, det er rørende og det er stærkt ubehageligt.

Vi er inde i Isserleys tanker og følger kun det, hun selv sætter ord på. Nogen større indsigt i hendes baggrund og race får man ikke, men netop dette er noget af det fine ved Under the Skin, som har sin styrke i at dvæle ved de følelsesmæssige konsekvenser af hendes gerninger og i skildringen af Isserleys indre verden, der hurtigt er ved at falde fra hinanden, da vi kommer ind i historien. Triviel worldbuilding slipper vi heldigvis for i Fabers litterære skrækunivers.

Paperback, Canongate Books 2010

Skal man være lidt kritisk, kan man sige, at romancen mellem Isserley og Amlis måske er en anelse banal og problematisk, fordi den er meget menneskelig. Illusionen om den uforståelige anden, som disse rumvæsner udgør, brydes derfor her. Men omvendt er affæren vigtig for narrativet, fordi Amlis et kort øjeblik bliver et lys i Isserleys verden. Det er et håb, som ikke fører til noget, og Isserley forstår, efter Amlis er rejst hjem, at hun kun har sig selv. Der findes ingen som hende, og hun har derfor kun sig selv at tænke på.

Grundlæggende siger Faber, at vi alle er hæslige og, at vores fornemste opgave må være at se bagom denne hæslighed. Med sin roman går Faber dermed tæt på vores selvopfattelse og relation til kroppen. Hvem er vi og hvordan oplever vi både og selv og andre. Hvad identificerer vi os med og hvordan forstår vi noget, der ikke ligner det, vi kender. Den type spørgsmål kredser bogen om, og det gør den på fineste og mest skræmmende vis. Isserley er frastødende og væmmelig, hun er også dødsdømt fra begyndelsen, og netop derfor kerer vi os om hende. Hun er en tragisk figur, og måske ligner hun os alle mere, end vi tror. Det tror jeg i hvert fald.

Paperback, Canongate Books 2011

Paperback, Canongate Books 2013

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King: Mad Merlin (2000): Götterspeise af den tunge slags

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Jeg har en svaghed for Kong Arthur-legenden, og selvom jeg efterhånden har læst ret mange fortolkninger og omfortolkninger af historien, bliver nye udgivelser ved med at have en vis tiltrækning på mig. En af disse er J. Robert Kings trilogi fra begyndelsen af 00’erne, som jeg har haft et godt øje til i noget tid. Mad Merlin, seriens første bind, fik en del opmærksomhed, da det udkom i 2000, fordi Kings greb om myten er usædvanlig, om end måske ikke så radikalt innovativ, som det flere steder har været hævdet.

Ikke overraskende er troldkarlen Merlin hovedfigur i første bind. Vi introduceres ganske vist til et stort udsnit af Arthur-kredsens faste persongalleri, men mod skik og brug har King gjort den ellers typisk uudgrundelige troldmand til bogens egentlige omdrejningspunkt. Ikke at vi bliver meget klogere på Merlins væsen af den grund, for noget helt almindeligt menneske er han ikke. Ikke desto mindre får vi lov til at følge, hvordan Arthur vokser op, trækker sværdet ud af stenen og tilkæmper sig Englands trone – alt sammen set fra magikerens perspektiv. Alene det giver romanen et andet præg end den typiske Arthur-fortolkning, men Kings projekt med bogen er mere omfattende.

Paperback, Tor Books 2001

Paperback, Tor Books 2001

Mad Merlin er et festligt kludetæppe af ældre, religionshistoriske teorier, som Robert King får strikket sammen til sin egen kosmologi. En kosmologi baseret på den tanke, at alle guder, alle mytologier, bygger på realiteter. Antikke guder, de nordiske guder, de keltiske guder osv. har alle eksisteret og har alle haft indflydelse på menneskenes verden, præcis som fabelvæsner, alfer, drager og andet godt har haft og stadig har det. De gamle guder må imidlertid se i øjnene, at de har mistet magten, fordi kristendommen er skyllet over det Europæiske kontinent og har vippet mange af dem af pinden.

Romanen har dermed ikke så lidt til fælles med Neil Gaimans underholdende American Gods, blot synes King mere konsistent i sine tanker bag romanens mytologi. En central tanke i bogen synes således lånt fra James George Frazer. Her har King nemlig fisket den metafor, at nye guder konstant sluger deres forgængere og derved bliver stærkere. En cyklisk tanke, der forklarer, hvordan karaktertræk i mytologier kan nedarves og registreres diakront gennem europæiske og mellemøstlige gudeforestillinger. Det er i hvert fald en af Frazers pointer i The Golden Bough. I det tankesæt indsætter Robert King sin Arthur-historie og dermed også vores hovedperson Merlin.

John Robert King

John Robert King

Da bogen åbner, er Merlin kun en gådefuld skikkelse fra legendernes land, men Uther Pendragon – Arthurs far – beslutter sig for at søge troldmandens hjælp i sin kamp for tronen. Som bogens titel antyder, er den Merlin, som Uther møder, alt andet end nyttig. Troldmanden er gal og senil uden fornemmelse for tid og sted. En kim, en gnist, et glimt af fremtiden, når imidlertid frem til den omtågede troldmands bevidsthed, da han står over for Uther. Skæbnehjulet sættes derved i bevægelse, og hændelser sat i gang, der leder frem til Kong Arthurs tronbestigelse en menneskealder senere.

Merlin er, som sagt, ikke noget almindeligt menneske eller nogen almindelig troldmand for den sags skyld. Han er ingen anden end den faldne gud Jupiter, der nu må vandre forarmet og impotent på jorden, fordi Lysbringeren, Jesus, har slået ham af tronen, præcis som de kristnes gud er ved at feje alle andre af de gamle guder af banen. Tilmed må Merlin leve den tort at være blevet forbandet af kaotiske kræfter, der ønsker ham gal og glemt.

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Den kristne gud er måske nok en kærlighedens budbringer for sit følge, men for de ældre guder og deres folkeslag er kristendommen en gift, der forandrer landet, dræber magien og transformerer verden til ukendelighed. Kong Arthur vokser op under Merlins beskyttelse og for hver dag den kommende konge bliver stærkere, kan Merlin huske mere om sit tideligere liv og rollen som gudernes fyrste. Han forstår, at Arthur er nøglen til at skabe en balance mellem nyt og gammelt. Arthur er kongen, der kan forsone de gamle, døende panteoner med den kristne gud. Ikke alene kan han samle England, samle landet, han kan også samle de kosmiske kræfter, der regerer verdensaltet.

Symbolet på denne forsonerrolle er sværdet Excalibur, som Arthur hiver ud af stenen, og sværdets magiske skede Rhiannon. Sværdet er uovervindeligt, og skeden gør sværdets bærer usårlig. Sammen udgør sværd og skede en forening af gammelt og nyt, liv og død og penis og skede, det udadvendte og indadvendte. Sværdet er korset og Jesus’ ødelæggende kraft, mens skeden er den gamle tro og dets feminine, livgivende evner.

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Alt dette er faktisk ganske godt tænkt og spændende læsning, fordi King tydeligvis har lagt tanker bag romanen. Der er en intellektuel dybde bag hans svulstige legende, som afgjort er besnærende og stimulerende. King har da også formået at trække overraskende akser gennem bogen, der gør spørgsmålet om godt og ondt kompliceret og hyllet i gråtoner. Aksen mellem nyt og gammelt er således oplagt, det samme er oppositionen mellem gamle guder og den monoteistiske kristendom. Samtidig har vi autonome kræfter, som den dystre Morgan, der vanen tro arbejder for sin halvbror Arthurs fald, og den evigt svigagtige germanergud Loke, der ligeledes arbejder ud fra egne idéer.

Bogens fjendebillede er med andre ord ikke det sædvanlige rendyrkede godt-mod-ondt-perspektiv, men nærmere en tåget kamp om hvilken vej verdensaltet skal flyde ind i fremtiden. Hvor meget skal det gamle betinge det nye, og kan det tillades, at det nye helt udsletter alt, der var tidligere?

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Den slags tanker er fascinerende at lege med, og var det ikke fordi, at Robert Kings prosa er simpel og fersk, ville Mad Merlin være en fremragende bog. Desværre er der også noget trægt over teksten, fordi King dybest set var mere interesseret i sin kosmologi end selve fortællingen. Måske tænkte han, at Arthur-legenden er så velkendt, at han ikke behøvede at genfortælle den med samme omhu, som han ville fortælle en historie, han helt havde digtet selv. Her har King muligvis også ret, men desværre føles handlingen i Mad Merlin mere som et referat af en historie end en egentlig fortælling.

eksten hviler ikke i sig selv og bevæger sig hele tiden op i et storladent, episk leje, hvor detaljerne fortoner sig, og King får plads til sine metafysiske idéer. Men dermed gør han det også vanskeligt at skabe en indlevelse i Arthur og riddernes gøremål. Alt holdes ude i armslængde og forbliver distancerede beskrivelser uden megen virkning. Der er ærgerligt, ikke fordi jeg normalt går meget op i plot og historie, men fordi King sætter sig mellem to stole. Han vil både udfolde sin spændende ramme for romanen og samtidig genfortælle Arthur-legenden, men det sidste bliver aldrig andet end et påskud for det det første, hvorfor idé og handling aldrig kommer til at gå i takt.

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Romanens træghed desuagtet er der kamp og kage nok til, at man ikke behøver frygte at kede sig længe ad gangen. Robert Kings Arthur-historie bevæger sig helt ind i det Wagneriske eventyrland, hvor riddere går klædt i pladerustninger og kæmper med gigantiske sværd og lanser. Og kæmpet, det bliver der i den grad. Bogen er blodig; rigtig blodig. Der kløves hoveder, hugges lemmer af og tilmed kan fantasy-fans glæde sig over, at der også optræder trolde, kæmper, alfer og andet godtfolk i bogen. Alt sammen noget, der igen og igen tørner sammen i episke slag om Arthurs ret til tronen og kampen om fremtiden.

Det er i virkeligheden ret fornøjelig læsning, også selvom Kings svage pen ikke formår at lade enderne mødes. Bogen er imidlertid et intelligent bud på en Arthur-fortolkning, der viser, at vi kan blive ved og ved med at fortolke myterne. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det i sig selv er da en ganske livsbekræftende tanke.

3 kommentarer

Filed under Roman

John Tynes, Delta Green. The Rules of Engagement (2000): Cthulhu, skæg og blå briller

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Generelt har jeg det lidt svært med fiktion baseret på rollespilsuniverser – ikke så meget fordi universerne er dårlige, men fordi fiktionen meget ofte bliver en formidlingsplatform for verdenen uden et egentlig selvstændigt udtryk. Det er uden tvivl vanskeligt som forfatter at skrive i et univers man ikke har konceptuel frihed over. Det bliver hurtigt en balancegang mellem at udnytte universets konventioner og så give kød og stemning til alt det, der ikke er givet på forhånd. Balancegangen lykkes sjældent. TSRs forlagsvirksomhed i slutningen af 1980’erne og 90’ernes begyndelse står for mig som skræmmeeksemplet. Den ene ligegyldige trilogi efter den anden blev spyttet ud til et fantasyhungrende publikum.

Chaosiums udgivelser har haft andre udfordringer, fordi deres Cthulhu mythos-bøger kunne trække på en kreds af ældre, ikke spil-relateret fiktion, men samtidig også skulle finde spillets stemme i det store hav af mythos-historier. Det er således ikke så meget nytænkning som tilegnelsen og tillempelsen af eksisterende idéer, der har præget Chaosiums fiktion.

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Pagan Publishing og John Tynes forsøgte med grundlæggelsen af magasinet The Unspeakable Oath at udfordre Chaosiums vanetænkning og tage det faktum alvorligt, at den såkaldte Cthulhu mythos blev fortolket og brugt meget forskelligt i litteraturen – noget der ikke umiddelbart blev afspejlet i supplementerne til Call of Cthulhu-spillet. På den baggrund blev der i Unspeakable Oath søsat mange spændende eksempler på nytænkning, og en af de største satsninger var udgivelsen af den selvstændige kampagneverden Delta Green. En spilverden, der har til hensigt at give spilpersonerne en plausibel ramme for og grund til vedvarende at jagte og bekæmpe de cthuloide monstre. Det sker ved at lade alle spilpersoner være tilknyttet den amerikanske regerings forskellige militære enheder og sikkerhedstjenester. Aha, tænker du sikkert nu, betyder det ikke bare X-files, der splejses med noget Cthulhu mythos? Og jo, det er præcis hvad det er.

Pagan Publishing gjorde, hvad de kunne for at nedtone forbindelsen mellem X-files-serien og spilverdenen, da Delta Green blev lanceret. Bl.a. understregede hovedforfatteren John Tynes, at Delta Green havde været planlagt meget lang tid før TV-serien rullede over skærmen. Måske har Tynes ret, men det lyder ærlig talt lidt hult, især når man læser hvordan han valgte at iscenesætte kampagneverdenen i romanen The Rules of Engagement fra 2000.

John Tynes (født 1971)

John Tynes (født 1971)

I The Rules of Engagement fører Tynes os ind i et kompliceret net af intriger og sammensværgelser. Den hemmelige Delta Green-sammensværgelse i regeringen, der arbejder for at bekæmpe mythos-kræfters aktiviteter, går en svær tid i møde. Den lille Celle T får til opgave at undersøge, hvad der skete i Groversville, da en tidligere celle undersøgte nogle lyssky aktiviteter på stedet. Sagen udvikler sig hurtigt i en uventet retning, da det viser sig, at et meget suspekt firma har aktive interesser i området.

Selve handlingen er imidlertid mindre relevant, fordi den dybest set fungerer som en tour de force gennem hele Delta Green-mytologien. Det vil sige, den amerikanske regerings delvise medvirken i mythos-relaterede aktiviteter, de grupper af interessenter, der opererer under regerings radar og endelig de mystiske (mytologiske) kræfter, der ligeledes har en finger med i spillet. Det hele introduceres og røres sammen i høj fart, før det krydres med tilstedeværelsen af de væsentligste, navngivne aktører fra Delta Green-supplementerne.

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

John Tynes er så afgjort en filmisk historiefortæller, og den dialogdrevne historie føles stedvist mere som et filmmanuskript end en roman. I sig selv er det et hæderligt greb, men Tynes bliver måske lidt for kæk, når hovedpersonerne kaster sig ud i Tarentino-lignende ordkrige. Samtidig er der ikke tvivl om, at John Tynes er en action-dreng. Romanen er spækket, og jeg mener vitterligt spækket, med oplysninger om pistoler, geværer, ammunition, skudsikreveste og alt hvad der ellers hører hjemme i den boldgade. Personlig synes jeg, det bliver gudsjammerligt kedeligt, men han har helt sikkert et publikum, der vil elske den kærlighed til detaljen, som han lægger i sine beskrivelser af krudt og kugler.

For mig at se er det mere interessant at notere sig, hvilken vinkel Tynes lægger på selve Cthulhu mythos-elementet – det element, der vel må siges at danne grundlag for alt det øvrige. Her kan det lidt overraskende konstateres, at han faktisk nærmest ikke berører noget, der direkte kan relateres til emnet. Det hele går op i skæg og blå briller, hvilket ikke alene indebærer, at bogen knap kan karakteriseres som mythos-fiktion, men bogens lader sig også vanskeligt forstå som horror. Genremæssigt ligger den og roder rundt et sted i den såkaldte weird fiction, men den fremstår med sin hårdkogte action-vinkel og det kække sprog sært hjemløs.

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

Det er fint, at John Tynes lader den store, tunge mythos glide i baggrunden og tager den menneskelige konflikt som sit omdrejningspunkt, men ved at trække det overnaturlige så langt ud af handlingen står man tilbage med noget, der ligner en Robert Ludlum-roman. Der kan jeg ikke følge Tynes hen. Det er ikke min genre og ikke mit felt.

Måske burde han bare have skrevet romanen uden det påklistrede mythos-tema. Det havde sikkert skabt en mere strømlinet fortælling og gjort, at historien ville virke en del stærkere. For mig at se hænger tematik og stemning i hvert fald kun dårligt sammen. De beskrivelser, vi får af gru og kosmisk horror, falder igennem med et brag, fordi de personer, der reflekterer over Cthulhu-mytologiens kosmiske implikationer, egentlig ikke bliver påvirket af det. De forholder sig til kamp og kage, til det at miste en ven i felten, ikke sære guder fra hinsides tid og rum. Måske er det derfor også en form for realisme, som Tynes er ude i her. Det kan meget vel være. Jeg kan ikke følge ham og tror hellere, at jeg genser et gammelt afsnit af X-files. Som mythos-fiktion er bogen i hvert fald ikke meget værd.

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman