Tag Archives: 2007

En anbefaling – læs John Josephs The Evolution of a Cro-Magnon!

Paperback, PUNKHouse 2007

Paperback, PUNKHouse 2007

Jeg er lige blevet færdig med John Josephs lange selvbiografi The Evolution of a Cro-Magnon fra 2007. En fantastisk underholdende bog, der er fyldt med festlige og skræmmende fortællinger om livet blandt punks og junkier i New Yorks gader. Biografien er et spændende tidsbillede fra 70’erne og 80’erne. Den er fyldt med stakkevis af anekdoter fra musikkens verden og hans relativt korte tid med Cro-Mags. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen – også til folk der ikke nødvendigvis dyrker Cro-Mags. John Josephs kæmpe skat af historier fra gaden er ganske enkelt dybt fascinerende.

John Joseph på scenen med Cro-Mags omkring 1986

John Joseph på scenen med Cro-Mags omkring 1986

Herfra ønskes du en god fridag til tonerne af Cro-Mags’ ”We Gotta Know”.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion, Video

Palle Vibe, Oriuagors profeti – bogen der gør vanvittig (2007): Et stykke dansk horrorhistorie

Hardcover, Fahrenheit 2007. Forsiden er illustreret af Janus Vinther

Hardcover, Fahrenheit 2007. Forsiden er illustreret af Janus Vinther

Forlaget Fahrenheit genudsendte i 2007 Palle Vibes Oiufaels bog fra 1978 med den nye titel Oriuagors profeti. Vibes roman udkom i en bearbejdet udgave, der primært flytter handlingen op i nyudgivelsens samtid, hvorved mobiltelefoner og computere kommer ind i fortællingen.

Fahrenheit har flere gange vist, at de har næse for at få gravet spændende sager frem fra gemmerne – som eksempelvis Scherfigs tidlige kriminalnoveller, der har været upågtet alt for længe. Det samme kan man ikke helt sige om Palle Vibes roman, der må klassificeres som en klassisk dansk gyserudgivelse. Ikke fordi der er noget særligt dansk ved den, men fordi den er en af de relativt få horrorudgivelser, der så dagens lys, før de mange små forlag og selvudgivere meldte sig på banen.

Hardcover, Fahrenheit 2007

Hardcover, Fahrenheit 2007

Palle Vibes horrorroman hører med andre ord en tid til, hvor dansksprogede genreudgivelser var relativt sjældne. Måske er det også derfor, at de ting, der rent faktisk udkom dengang, generelt har stærke kvaliteter. Man fornemmer i hvert fald, at der har fundet en skrappere redaktionel udvælgelse af teksterne sted, end det sker i dag.

Nu vil jeg gerne slå fast med det samme, at Oriuagors profeti ikke er nogen fejlfri bog. Langt fra, både hvad indhold og redaktion angår. Ikke desto mindre er det en fascinerende roman, som jeg længe har haft lyst til at vende tilbage til, fordi den glimtvis leverer ekstremt stærke passager. Passager, der vel at mærke ikke har så meget at gøre med den teknologi-fascination, der ligger under romanens okkulte fernis, men snarere er nogle skildringer af frygten for det ukendte.

Palle Vibe (født 1952)

Palle Vibe (født 1952)

Handlingen udspiller sig i England, hvor parapsykologen Adam Hewlett får fingre i den sære bog, der har givet navn til romanens titel. Bogen er et legendarisk værk, der har ry for at drive sin læser til vanvid og sprede død og rædsel, hvor end den læses. Hvordan bogen rent faktisk virker, bliver vi vidner til i en prolog til romanen. Her følger man i dagbogsform en isoleret gård, der pludseligt hjemsøges af ubehagelige, overnaturlige hændelser, efter en pige på gården sniger sig til at læse i det okkulte værk.

Kun én overlever hændelserne på gården, en dreng, der aldrig kommer sig og forbliver indlagt resten af sine dage. Rent faktisk er det denne dreng, der som voksen mand pludselig vågner fra sin katatoniske tilstand og begynder at nedfælde begivenhederne, der beskrives i prologen. Det er også her, parapsykologen Adam Hewlett kommer ind i billedet, da manden er indlagt på det hospital for sindslidende som Hewlett arbejder på. Og det er da også takket være den sindslidendes dagbog, at Hewlett beslutter sig for at opspore Oriuagors profeti, og dermed bevæger han sig ind på en skæbnesvanger kurs.

Hardcover, Vinten 1978. Romanens 1. udg.

Hardcover, Vinten 1978. Romanens 1. udg.

Dr. Hewletts studier af bogen viser, at de drabelige hændelser, der altid udspiller sig, når nogen læser værket, følger bestemte mønstre. Den erkendelse bliver ubehageligt relevant, da parapsykologen må indse, at bogen også er ved at få sit greb om ham. Faktisk begynder Hewlett at se den groteske, tynde skabning, der også har plaget alle andre af bogens læsere, og Hewlett indser, at han er på dybt vand.

Det hele bliver mere og mere mystisk, og den gode forsker må til sidst søge hjælp hos sin ven, biskop Summone. Videnskabsmanden må således krybe til korset og søge hjælp hos teologen, da rationaliteten tilsyneladende ikke længere slår til. Sammen forsøger de at knække bogens hemmelighed, men her viser det sig, at bogen er stærkere, end man skulle tro og dermed åbnes der for de sidste fatale hændelser i romanen.

Oriuagors profeti er på mange måder en sær bog, fordi den både i sprog og opbygning er en smule pudsigt disponeret. Bogens hovedpersoner bliver således mere eller mindre udskiftet tre gange i løbet af romanen, hvilket i nogen grad svækker sympatien for hovedpersonerne, fordi de bliver perifere i forhold til bogens egentlige stjerne, den onde bog.

Paperback, Rhodos 1970

Paperback, Rhodos 1970

Nu er det næppe noget tilfældigt valg at lade Dr. Hewlett og Summone træde i baggrunden for andre eksperter. Faktisk er det med til at sætte scenen for den afsluttende del af romanen, hvor tonen skifter fra okkult mysterium til et noget mere håndgribeligt. Romanen fremstår derfor nærmest, uforvarende eller ej, en smule eksperimenterende i forhold til en traditionel opbygning. Det greb er afgjort interessant om end måske ikke helt vellykket.

Sprogligt er romanen også skæv, fordi tonen er påfaldende belærende; vel nærmest lidt gammelklog. Palle Vibe var ung, da han udgav bogen, og det lader sig ikke helt skjule. Jeg sidder i hvert fald med en følelse af, at teksten er skrevet af en ung mand, der gemmer sig bag en livserfaren forfatterpersona. Illusionen holder dog kun i nogen grad og brister i de lidt kluntede, nærmest pubertære forestillinger om samliv mellem mand og kvinde, og ikke mindst i beskrivelsen af livet som forsker. Man kunne faktisk mene, at Oriuagors profeti nærmere er end ungdomsroman end en ”voksenroman”, uden det vel at mærke skal opfattes som noget negativt. Snarere handler det om, at bogen måske er mere i øjenhøjde med et yngre publikum.

Vibe har efterfølgende udgivet en stribe hånd- og lærebøger. Rollen som lærer og formidler ligger ham tydeligvis nært, og det slår igennem i romanen, der har en tendens til at flyde ud på sidespor, der kanske er interessante, men hurtigt kommer langt væk fra bogens egentlige emne.

Hardcover, Billesø & Baltzer 2001

Hardcover, Billesø & Baltzer 2001

Der er en form for dobbelthed i Oriuagors profeti, der på den ene side gør bogen både sprogligt og indholdsmæssigt tvivlsom. På den anden side har romanen ubestridelige kvaliteter, der især bæres af enkelte stærke scener og idéer, der skiller sig ud fra helheden. Trods det arkaiserende sprog i prologen er beskrivelserne af de mystiske hændelser på gården ganske opslugende.

De billeder, Vibe her trækker frem, har noget underspillet over sig, og han sætter perfekt rammen op for den vinterkolde gru, der udspiller sig over siderne. De groteske små lerfigurer, der pludselig begynder at dukke op på gården eller de døde fugle, der ligger i sneen, eller de lange fodspor, som gårdens børn finder en morgen; alt dette er horror, når det er bedst. Her rammer Vibe hovedet på sømmet og griber om læserens fantasi med en iskold hånd. Han skaber her drømmende mareridtsbilleder eller billeder, der skaber drømme hos læseren.

Oriuagors profeti er en bog, der fortjener sin status som dansk klassiker. Den halter på mange måder, men Palle Vibe har trods nogle uheldige prioriteringer i teksten formået at skabe noget ganske, ganske virkningsfuldt, der bliver langt større end romanens egentlige handling og pointe. Det er i de løsrevne, små detaljer, at Oriuagors profeti finder sin styrke og bliver grobund for herlig uhygge hos læseren. Romanen lever et særligt og overraskende stærkt liv i detaljen. Måske netop derfor er bogen spændende og bliver en læseoplevelse, man husker.

5 kommentarer

Filed under Roman

Laird Barron, The Imago Sequence & Other Stories (2007): Foruroligende fortællinger

Paperback, Night Shade Books 2009.  1. paperbackudg. Forsiden er malet af Eleni Tsami

Paperback, Night Shade Books 2009. 1. paperbackudg. Forsiden er malet af Eleni Tsami

Det er sjældent, at en horror/weird fiction-forfatter høster så meget ros, som Laird Barron har gjort det med sine til dato kun tre bøger. Han står som en af genrens fremmeste, yngre repræsentanter, og skal man tro folk som S. T. Joshi og andre prominente genrekendere, vil hans bøger blive klassikere på lige linje med værker af Thomas Ligotti og T.E.D. Klein. Alt sammen store ord, der skruer forventningerne i vejret.

Da jeg begyndte at læse Barrons første novellesamling The Imago Sequence & Other Stories fra 2007, var min første oplevelse en følelse af skuffelse.

Min skuffelse grundede dybest set i en forundring. Novellerne virkede egentlig lidt ordinære og tunge på mig, så hvorfor al den virak? Men med ét ramte hans historier mig i mellemgulvet. Barrons noveller sneg sig ganske enkelt ind under huden på mig, uden jeg helt bemærkede det, og så kunne jeg ikke længere slippe hans psykologisk højspændte univers.

Paperback, Night Shade Books 2009

Paperback, Night Shade Books 2009

Der er noget underspillet ved Laird Barrons fiktion, der først og fremmest har at gøre med hans udgangspunkt i klare, velkendte genrer. De fleste af Barrons tekster tager afsæt i klassiske pulpgenrer som detektivromanen, den okkulte gyser, spion thrilleren eller westerns. Alle de her nævnte historietyper findes eksempelvis i The Image Sequence fra 2007.

Det er imidlertid kun på overfladen, at Barron benytter sig af de letgenkendelige historietyper. Han manipulerer nemlig med dem, og forskyder både de klassiske genretroper og genrerne som sådan. Den hårdkogte pulp-noir-stemning er et gennemgående tema i alle hans tekster, men ved at røre elementer af horror og surrealisme ind i strukturen, opstår der pludselig noget anderledes. Noget subtilt og skræmmende, som kun få formår at skrive.

Laird Barron (født 1970)

Laird Barron (født 1970)

Laird Barrons greb, som forfatter, er at skabe tætte fortællinger med små handlingsforløb, der strækker sig over mange sider. Hans historier har noget næsten meditativt over sig. De er ordrige, og sproget lægger sig som et tæt slør om handlingen, så man må læse med omhu for at fange de små nuanceringer og signaler, han sender til læseren.

Man skal arbejde sig ind på ham, arbejde sig ind i hans sprog, og når det sker, opstår de isnende oplevelser. Barrons styrke ligger i at opbygge fantastisk stærke passager gennem en mur af ord. Og der, midt i teksten, lægger han små beskrivelser, som eksempelvis af en kvinde, der gnider benene sammen og lignes med en flue, der pludselig kaster grumme skygger over resten af teksten. Det er med andre ord klassiske freudianske forskydninger af det fortrolige og velkendte, som Barron arbejder med.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2005

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2005

Og hold fast, hvor gør han det godt. Barrons tekster fungerer nemlig som kreative, udfordrende skriverier, der vil noget med sproget. Han arbejder med ordene og sproget på en måde som kun få andre i horrorgenren. Han ligger dermed også befriende langt fra hele Stepehn King-skolen. Men samtidig har Barron greb om sine fortællinger, og selv om plot og handling tydeligvis er sekundært for ham i forhold til ordenes virkning, er det spændingslitteratur af høj kaliber, han leverer.

The Imago Sequence & Other Stories fremstår som Barrons livtag med de mest populære pulpgenrer. Der er noget næsten demonstrativt i valget af genrer, men samtidig er det også tydeligt, at genrevalget i sidste ende betyder ganske lidt for grundstemningen i Barrons fortællinger. Handlingen er måske nok forskellig, men den ubehagelige fornemmelse, og den altfavnende fornemmelse af kosmisk gru, som væves frem, er til stede i dem alle.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, februar 2003. Her blev "Old Virginia" trykt første gang

Magazine of Fantasy and Science Fiction, februar 2003. Her blev “Old Virginia” trykt første gang

Personlig var jeg ganske, ganske optaget af spionfortællingen ”Procession of the Black Sloth”, der udspiller sig under asiatiske himmelstrøg. Barron formår her at udpensle paranoia og mystik på formidabel vis. Det eneste minus er, at han af en eller anden grund har valgt at bruge navne på koryfæer fra gyserbranchen til sine kartakterer. Det skaber et irriterende metalag i fortællingen, der virker absolut kontraproduktivt på mig.

En anden ganske fascinerende novelle er ”Parallax”, der er en mesterlig leg med fortælleformen. Spejlingsmotivet, som Barron tager op her, bliver udnyttet til et suverænt twist, som gør den sære krimifortælling til en ganske bizar oplevelse.

Sidst men ikke mindst er der også ”The Image Sequence”, der har lagt navn til bogen. En lang novelle, der trækker våd i det traditionelle gyservand. Historien drejer sig om en serie mystiske billeder/skulpturer, der rummer skjulte hemmeligheder om kosmisk gru. Igen er det detektivromanen, der udgør udgangspunktet for fortællingen, men okkult thriller vil heller ikke være nogen forkert betegnelse.

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2006

Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 2006

Trods det, at Barron tager udgangspunkt i velkendte genrer og temaer, kan man således på ingen måde beskylde hans tekster for at være stereotype eller konventionelle. Om noget, er det første klasses raffineret litteratur, der vil og kan mere end bare at underholde. Barron viser læseren, hvad genrelitteraturen kan, når sproget får lov at tage tøjlerne og skubbe handling og udspekulerede plotidéer i baggrunden.

Barron er dermed heller ikke nogen fornyer, hvis du tænker på overraskende handlinger eller karakterer. Alt hvad du finder i hans historier, har du set eller læst før. Pointen er imidlertid, at Barron viser dig de velkendte temaer på en ny måde. Viser dig sider af gammelkendte emner, som du aldrig tidligere har set. Han fører os andre steder hen og udstiller det velkendte i fordrejede spejlinger.

Skulle nogen være i tvivl, er jeg rigtig, rigtig glad for Barron. Lige nu, i skrivende stund, rangerer han i min bog helt oppe blandt genrens for tiden bedste penne. Dette er dermed en opfordring til alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med den enøjede skrækforfatter fra Alaska.

Novellerne:

“Old Virginia”

“Shiva, Open Your Eye”

“Procession of the Black Sloth”

“Bulldozer”

“Proboscis”

“Hallucigenia”

“Parallax

“The Royal Zoo is Closed”

“The Imago Sequence”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

The Black Book of Horror, red. Charles Black (2007): Skidt og kanel

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

I bogens forord skriver redaktøren Charles Black, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de store engelske gyserantologi-serier. Det vil navnlig sige Fontana og Pans enorme serier, der igennem årtier samlede gamle og nye gys til det læsende publikum.

De store serier, der mere eller mindre takkede af i slutningen af 80’erne, indeholdt gys af alle slags – gotiske spøgelsesfortællinger, groteske, makabre skriverier og mere eksperimenterende tekster. Det gjorde bøgerne alsidige, fordi man som læser aldrig helt kunne vide sig sikker på, hvad der lå i vente med næste historie. Samtidig var der tale om professionelle udgivelser med historier af høj kvalitet.

Blandt horrorfans har serierne for længst opnået kultstatus. Man behøver bare læse lidt på nettet for at se, hvor meget gyserantologierne fylder i en britisk bevidsthed. Man kan sige, at de er bøgernes svar på Hammer, hvilket nærmest sidestiller dem med de engelske kronjuveler.

Paperback, Mortbury Press 2007

Paperback, Mortbury Press 2007

Charles Black skriver, som sagt, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de hedengangne serier, og selv om han tydeligvis håber, at der skal komme flere bind, gør han sig ingen forhåbning om at genrejse fordums storhed. Og det med rette for selv om The Black Book of Horror har hjertet på rette sted, halter det med kvaliteten. Men mere om det senere.

Bogens 18 noveller er fundet ved en åben indkaldelse til bidrag og efterfølgende udvælgelse af Black. Det er altså ikke en udgivelse med store, prominente navne fra gyserscenen. Snarere er der tale om en undergrundsudgivelse, hvor størstedelen af bidragyderne kun har udgivet ganske lidt før.

For alle der bare har fulgt en smule med i de danske gyserudgivelser de seneste år, vil den model være bekendt. Det gør The Black Book of Horror interessant, fordi det indbyder til en sammenligning med de antologier, som de små forlag udsender herhjemme.

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en direkte sammenligning. I stedet vil jeg blot konstatere, at der er klare paralleller mellem The Black Book of Horror og den type antologier, vi ser herhjemme. Det vil typisk sige en bog med et fåtal ganske ubehjælpelige historier, fulgt af et bredt antal solide noveller, der først og fremmest lever på deres kærlighed til genren, og endelige en enkelt fortælling eller to, der for alvor brænder igennem.

I en dansk sammenhæng, hvor mængden af undergrundsforfattere trods alt er begrænset, kan dette næppe overraske. Sådan må det vel være i et lille land. Snarere vil jeg sige, at det er forbløffende, at vi møder det samme problem i en engelsktalende kontekst, hvor mængden af mulige bidrag immervæk må være noget større. Jeg tror, jeg vil udlægge det forhold positivt i forhold til en dansk sammenhæng og konstatere, at vi generelt herhjemme har mange dygtige, kreative folk ved tasterne.

Men lad os se lidt på historierne i The Black Book. Foruden de to ultrakorte tekster af D. F. Lewis, der som vanligt lyner igennem som bizarre glimt fra anden dimension, har bogen et par ganske stærke noveller. Bogens måske væsentligste fortælling er ”Power” af Steve Goodwin; en sært fordrejet historie om nynazisters kultiske aktiviteter i en polsk lilleby.

David A. Sutton

David A. Sutton

Teksten er mesterligt skrevet i et sprog, der på engang opbygger stemningen af gru og samtidig udfordrer og overrasker. Plottet er også langt fra så banalt, som jeg har fået det præsenteret her. Historien handler om ophav, undertrykkelse og ikke mindst magt.

Et andet meget fint bidrag er den rutinerede David A. Suttons ”Only in your dreams”. En helt klassisk gyserfortælling om den onde ”bøhmand”, der kommer efter uartige børn. Historien er ganske enkelt bundsolidt håndvE6rk. Den er en fryd at læse og stemningen såvel som det obligatoriske twist på sidste sider fungerer perfekt.

Endelig vil jeg også fremhæve ”The Wolf at Jessie’s Door” af Paul Finch som endnu et rigtig godt bidrag, der eksperimentere med formen og leverer noget, der nærmer sig en psykologisk thriller. En tidligere betjent opdager, at han bliver overvåget af en stor ulv. Hvad betyder det? Hvad vil ulven? og så videre. Hænger det mon sammen med, at hans gamle kæreste netop er kommet tilbage til byen?

Der er her tale om virkningsfulde noveller fra tre forfattere med en del tekster i bagkataloget. Det er noveller som disse, der for alvor gør antologien værd at læse, og det er her, at man finder de tekster, der løfter sig over historier skrevet af glade entusiaster fra fanmiljøet.

Og dem er der ellers mange af. Hovedparten af historierne er nemlig mere eller mindre solide fortællinger, der leverer typiske gys efter velkendte formler. Vi finder den Clive Barkerske, blodtørstige stil i ”Crows”, mens den Thomas Ligottiske imitation er repræsenteret ved ”Cords”. Man fornemmer en Edgar Poe-parafrase bag ”Zoskia vs. Regina”, der har hentet en del hos “The System of Doctor Tarr and Professor Fether”.

Lur mig, om der ikke også har sneget sig et omskrevet rollespilsscenarie med ind i bogen. ”Lock-In” har i hvert fald så mange rollespilskarakteristika, at en eller andet sikkert ville kunne få et scenarie ud af den. Seks mænd er fanget på en pub, der pludselig er omsluttet af et fremmedartet mørke. Hvad er der sket, og hvordan kan mændene komme ud? Et lille okkult mysterie, der forsøger sig med antydninger af kosmisk gru.

Paul Finch

Paul Finch

SF-horror dukker op i den lille ”The Sound of Muzak”, hvor en form for invasion fra rummet angriber verden gennem den muzak, vi hører. En finurlig idé. Præcis de finurlige idéer er der flere af. Eksempelvis ”Size Matters” om en mand, der vil have en større penis, er morsom og sort, men kan dårligt karakteriseres som horror.

Faktisk må man generelt konstatere, at bogens definition af horror er så bred, at der er ganske mange humoristiske bidrag i bogen. Der er en kærlig pastiche på M. R. James og to historier, der henter stilen hos Brian Lumley og Seabury Quinn. Novellerne er hæderlige, men personlig er jeg ikke ret meget til sammenblanding af horror og humor. Derfor har bogen en uheldig slagside, men det er jo smag og behag.

The Black Book of Horror er blandede bolscher. Det er skidt og kanel. Det er på godt og ondt. Men uanset hvor ujævn og sammensat bogen er, har den hjertet på rette sted og leverer tekster skrevet af gyserfans til gyserfans. Alene det gør bogen charmerende. Læren må være, at vi skal nærme os historierne som entusiastiske tekster, skrevet af ligesindede. Går man til bogen uden de store litterære forventninger, ligger der helt sikkert gode læseoplevelser i vente.

Jeg kan allerede nu afsløre, at Charles Black fik samlet et noget stærkere forfatterhold, da han udsendte andet bind i serien i 2008.

Novellerne:

Frank Nicholas, “Crows”
Mark Samuels, “Regina vs. Zoskia”
Gary Fry, “The Older Man”
Steve Goodwin, “Power”
Roger B. Pile, “Cords”
Sean Parker, “The Sound of Muzak”
D. F. Lewis, “Shaped Like A Snake”
David A. Sutton, “Only In Your Dreams”
Paul Finch, “The Wolf At Jessie’s Door”
John Llewellyn Probert, “Size Matters”
John Kenneth Dunham, “Spare Rib: A Romance”
Gary McMahon, “Family Fishing”
David Conyers, “Subtle Invasion”
D. F. Lewis, “A Pie With Thick Gravy”
David A. Riley, “Lock-In”
Franklin Marsh, “Last Christmas (I Gave You My Life)”
Daniel McGachey, “Shalt Thou Know My Name?”
Charles Black, “To Summon A Flesh Eating Demon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling