Tag Archives: 2008

Robert M. Price, Blasphemies & Revelations (2008): En cthulhuid ørkenvandring

Hardcover, Mythos Books 2008. Forsiden er tegnet af Daryl Hutchison

Hardcover, Mythos Books 2008. Forsiden er tegnet af Daryl Hutchison

Jeg var ret begejstret, da jeg tilbage i begyndelsen af 2009 opdagede, at Robert M. Price havde udgivet en bog med om ikke alle så i hvert fald rigtig, rigtig mange af hans Cthulhu mythos-fortællinger. Price har betydet utrolig meget for den fortsatte, litterære diskussion af Lovecrafts prosa og poesi, han har ligeledes hevet gamle koryfæer ud fra glemslen og hjulpet nye forfattere ind i varmen. Meget af det er sket gennem Prices fremragende blad Crypt of Cthulhu, der med et par pauser udkom fra 1981 til 2001.

I midten af 90’erne indgik Price et samarbejde med Chaosium – dem med rollespillet Call of Cthulhu – om at redigere en serie af antologier, der tematisk samlede noveller om de enkelte guder fra den vidtforgrenede mytologi, som udsprang hos Lovecraft. Jeg har skrevet lidt om The Ithaqua Cycle her på bloggen, men der kom mange flere. Fælles for dem er, at Price takket være sit enorme kendskab til Cthulhu-genrens litteratur med sikker hånd har formået at udvælge både gamle klassiske fortællinger og nyere historier, som de fleste nok er ubekendte med.

Hardcover, Mythos Books 2008

Hardcover, Mythos Books 2008

Robert Price er med andre ord en af Cthulhu mythos-genrens helt store navne, og han har, som sagt, løbende selv skrevet noveller om samme emne. En samlet udgave af historier fra den store connaisseurs hånd virkede derfor tillokkende, men resultatet er desværre en pauver omgang. Ikke fordi Price skriver dårligt, heller ikke fordi Price er uopfindsom eller decideret kedelig, nej, pauver fordi bogen er så uendeligt konservativ. Mine alarmklokker begyndte egentlig allerede at ringe i den kortfattede indledning, som ellers er et interessant udsagn fra forfatteren.

Her formulerer Price nemlig den tanke, at hans noveller først og fremmest er et udtryk for den begejstring han føler for Lovecraft og alle Lovecrafts senere disciple. Som Price fortæller, så har han læst de gamle mestres noveller, udgivet deres noveller og det selv at skrive noveller i Lovecrafts ånd er sådan set bare et udtryk for samme form for værdsættelse. Det kan der være noget om. Det falder i tråd med de tanker, som Rasmus Wichman har formuleret herhjemme om, at det at skrive fiktion er tidens svar på fans behov for at indskrive sig i de universer, der begejstrer dem. Det ser jeg i sig selv ikke noget problem i. Der hvor Robert Price for mig at se falder igennem, er hans insisteren på at skrive noveller præcis som sine forbilleder. Altså at han ikke bare tematisk støtter sig til de litterære idoler, men at han også stilistisk, slavisk lægger sig i deres fodspor.

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

For mig at se er det en trist tilgang til fiktionen, der gør, at Prices noveller kan sammenlignes med en ”mal efter numrene”-malebog. Kunst kan man næppe kalde det. Motivet er defineret på forhånd, stilen er også fastlagt, det eneste, han skal gøre, er at smide et sted og en handling ind i systemet og vupti, så har han en mythos-fortælling a la Lovecraft, Bloch, Derleth eller hvem han nu har valgt at eftergøre.

Jeg har ikke talt bogens noveller, men der er mange, de fleste er relativt korte og falder mere eller mindre ensartet på stribe. De bliver vanskelige at skelne fra hinanden, og idéerne fortoner sig til en jævn, grå, fordringsløs grød. Men ret skal være ret. Price er dygtig til at finde interessante rammer for sine historier, og hans professionelle virke som akademiker og teolog kommer til sin fulde ret i teksterne. Prices akademiske tilgang var et af særkenderne ved Crypt of Cthulhu, og det samme gør sig gældende i novellerne. Der er således væsentlig mere substans bag hans håndtering af de esoteriske sider af Cthulhu-genres sværmerier for bøger og ritualer end mange af hans ellers bogglade forbilleder. På den intellektuelle side har Price i virkeligheden en stærk stemme, der på sæt og vis går længere end forlæggene, han elsker så højt, fordi Price er helt på hjemmebane her. Det er ganske enkelt bare ikke nok, fordi idéerne savner en klangbund i sproget. Uden selvstændigt æstetisk udtryk letter teksterne aldrig, men forbliver ligegyldige parafraser af den type, som mythos-fans har insisteret på at spytte ud i snart 80 år.

Crypt of Cthulhu, nr. 1 1981

Crypt of Cthulhu, nr. 1 1981

Enkelte af fortællingerne skiller sig dog også positivt ud. I ”The Deprogrammer” får en mand med speciale i at få folk ud af kløerne på religiøse sekter til opgave at hente en pige hjem fra en cthuluid kult. Den idé er udfoldet rigtig godt, navnlig fordi Price her primært støtter sig til en hårdkogt krimi-tone, og derved stiller sig uden for de sædvanlige forbilleders påvirkning.

En anden god historie er den korte spøgelsesberetning ” Midnight Mass”, der egentlig ikke er nogen mythos-fortælling. Her hører vi om en spøgelsesmenighed i en isoleret kirke, som Price, hans kone og et vennepar støder på da, da de er på vej til en konference.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Eller det sidste eksempel, novellen ” Annotations for the Book of Night”, hvor Price blander mythos og moderne terrorisme med en tonstung tristesse. Også her synes Price at flytte sig langt væk fra sine forlæg, og pludselig opstår der noget spændende.

Et af de måske største problemer med novellerne i Blasphemies & Revelations er, at de for hovedpartens vedkommende er tandløse. De konservative fortællinger savner potens, stemning og overskud. Der er noget livløst over Prices historier, fordi alt stof er velkendt og udført med ganske få overraskelser. Hverken sprogligt eller i handlingen gør Price landvindinger, og med mindre man som læser har det fint med at lade sig underholde med bevidstløse gentagelser af samme gamle fortællinger om tentakler og bøger, bliver Prices fiktion mangelfuld.

Paperback, Chaosium 1993

Paperback, Chaosium 1993

For mig er Blasphemies & Revelations en stille, tør død. Den repræsenterer i virkeligheden meget af det, jeg bryder mig allermindst om ved horrorfiktion – nemlig den fordringsløse fremstilling, der uden modhagere præsenterer sig som historier, der skal underholde. Price er hverken en talentløs eller dårlig forfatter, han er bare uendeligt uambitiøs og vælger, i stedet for at bruge Lovecraft & co. som modus for at fortsætte udforskningen af idéen om kosmisk gru, bliver det til hyggelige, bedstemor-noveller. Bogen er håbløs og ve den, der forsøger at læse sig gennem dens mange noveller. Det blive ren lang ørkenvandring, som de færreste vil stå igennem.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

C. M. Eddy, jr: The Loved Dead and Other Tales (2008): Grosteskerier for feinschmeckere

Paperback, Fenham Publishing 2008. Den groovy forside er tegnet af David Moen

Paperback, Fenham Publishing 2008. Den groovy forside er tegnet af David Moen

I 2008 udsendte Fenham Publishing deres anden opsamling med noveller skrevet af C. M. Eddy. Jeg vil tro, uden at være helt sikker, at denne udgivelse sammen med den første antologi fra 2000 i store træk dækker, hvad Eddy fik publiceret i løbet af hans relativt korte forfattervirke. Det vil sige de skønlitterære tekster, han skrev fra ca. 1919 og frem til midten af 1920’erne.

C. M. Eddy vil sikkert være et kendt navn for mange, fordi H. P. Lovecraft fungerede som ghostwriter på tre af Eddys noveller. Historierne er med i The Horror in the Museum and Other Revisions (1970) og har derfor været let tilgængelige lige siden. Fenham Publishing har imidlertid gjort sig den umage med at samle alle Eddys historier. Af den grund får vi her også lejlighed til at se C. M. Eddy, når han står på egne ben – det vil sige uden, at Lovecrafts pen løber med i teksten.  Og det, må jeg sige, er en stor fornøjelse.

Paperback, Fenham Publishing 2008. På bagsiden fidnes det eneste billede jeg har set af Clifford Martin Eddy (18. januar 1896 - 21. november 1967)

Paperback, Fenham Publishing 2008. På bagsiden findes det eneste billede jeg har set af Clifford Martin Eddy (18. januar 1896 – 21. november 1967)

Dem der har læst i Lovecrafts breve, vil uden tvivl huske C. M. Eddy, som den lidt komiske forfatterfigur, der var bosiddende i Lovecrafts elskede Providence. Her mødtes de jævnligt, og Lovecraft formidlede eksempelvis kontakten mellem C. M. Eddy og Harry Houdini, som Eddy kom til at skrive for. Men fordi Lovecraft ikke ubetinget omtaler Eddy helt pænt, og samtidig, fordi han fungerede som medforfatter på tre af Eddys historier, er Eddys omdømme som selvstændig forfatter tynget en del af Lovecrafts skygge. Det er en smule urimeligt, fordi C. M. Eddys forfatterskab absolut har kvaliteter; måske ikke kvaliteter som Lovecraft værdsatte, men kvaliteter vi i dag kan glæde os over. Ikke desto mindre virker det lidt besynderligt, at Jim Dyer, antologiens redaktør, end ikke med et eneste ord nævner, at Lovecraft er medforfatter på tre af bogens noveller. Det er sært, navnlig fordi det jo netop er Lovecrafts navn, der har sørget for, at Eddy aldrig er gået i glemmebogen.

Som de fleste andre pulp-forfattere var Eddy ikke begrænset til én genre. Det får man et fint indtryk af i The Loved Dead, der spænder over stenalder-fantasy, whodunit-krimi til klassisk gys. Kun et eneste sted falder Eddy igennem, nemlig i kriminovellen ”Souls & Heels”, hvor hans detektiv er nødsaget til at gå på rejse med sit astrallegeme for at finde morderen. Det kunne jo i og for sig betragtes som et friskt pust, men desværre fremstår det som et billigt kneb, der skal føre historien videre, fordi der ikke er noget oplagt spor at gå efter.

Paperback, Fenham Publishing 2000

Paperback, Fenham Publishing 2000

Det der først og fremmest slår mig ved flere af Eddys fortællinger, er viljen til at bryde tabuer og udfordre den gode smag. Flere af fortællingerne er ganske enkelt ret vilde – på samme måde som eksempelvis Clive Barkers første Books of Blood-noveller er vilde.

”The Love Dead”, der har lagt navn til antologien, er naturligvis berømt, fordi den er med i The Horror in the Museum and Other Revisions, men allerede i samtiden blev den berygtet og forhadt. Novellen, skrevet i makaber Poe’sk ånd, handler om nekrofili. Hvad vores hovedperson laver med ligene, bliver ikke sagt direkte, men han sover med dem, og ligene opfylder et ”kødeligt behov”, som det understreges flere gange. Igennem hele teksten løber der en dybt fascinerende morbiditet, der underspilles og æstetiseres ud i en Poe-parafrase (sikkert takket være Lovecraft). Den højstemte sproglige fernis kan imidlertid ikke skjule den grundlæggende lumre, syge atomsfære, der stikker under ordene.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Og læser man ”Red Cap of the Mara”, bliver det ikke mindre provokerende. Her er det fortællingen om en mand, der gifter sig med en ”mare” (som i mareridt). Fortællingen indeholder slet skjulte henvisninger til onani og sex, hvilket må siges at være skrap kost for 1922, hvor novellen blev skrevet.

Endnu mere vildt bliver det i ”The Cur”, der fortæller om en forfatter, der går fra forstanden og torturerer sin kone. For nogle år siden var det populært at tale om ”torture porn” inden for horror. Her får vi det samme serveret i en iskold, absurd version fra 1923.

Hardcover, Arkham House 1970. Den fantastiske forside er naturligvis tegnet af Gahan Wilson

Hardcover, Arkham House 1970. Den fantastiske forside er naturligvis tegnet af Gahan Wilson

Der er noget grotesk, vildt og farligt over Eddys fortællinger. Deres direkte, konfronterende temaer og deres åbenlyse kredsen om hedonistiske emner har klart skabt en distance til Lovecrafts mere esoteriske stil. Netop derfor er det også en skam, at Eddy bliver bagatelliseret på den bekostning. De to har kun meget lidt til fælles og bør slet ikke sammenlignes.

Nu er det ikke alle novellerne i The Loved Dead, der holder samme niveau og provokerende intensitet. Ikke desto mindre er det en helt igennem underholdende samling pulp-fortællinger. Eksempelvis ”The Ghost-Eater” (også med Lovecraft som ghostwriter), der en meget stemningsfuld sammenvævning af en spøgelsesfortælling og en varulvehistorie. Novellens beskrivelse af den rejsende, der ankommer til hytten ude i skoven, er ganske fremragende, fordi stemningen er så tyk, at den er til at skære i. Det ulmer og syder af kraft i fortællingen. Eddys action-historier om stenalderfolk i kamp med hinanden og tidens fauna er også underholdende ramasjang, der især gør sig bemærket ved at begge bogens to noveller i den genre portrættere ganske handlekraftige kvinder. Noget vi ellers ikke er forvent med i pulp-litteraturen! Naturligvis bliver det også stereotypt og uopfindsomt som i den overnaturlige hævnhistorie ”An Arbiter of Destiny”, men det gør ikke så meget. Tempoet er højt og aldrig uden kvaliteter. Heller ikke i den meget lange, afsluttende eventyr-kriminovelle ”Sign of the Dragon” om kinesisk mystik og organiseret kriminalitet.

Paperback, Carroll & Graf Publishers 1997. Her får Lovecraft hele æren for The Loved Dead

Paperback, Carroll & Graf Publishers 1997. Her får Lovecraft hele æren for The Loved Dead

Faktisk er en af de mindst vellykkede fortællinger, når vi ser bort fra det stilistiske fejlgreb i ”Souls & Heels”, novellen ”Deaf, Dumb and Blind”, der i den grad bærer præg af Lovecraft. Jeg er sikker på, at Eddy har leveret en ganske kort, rå skitse, som Lovecraft på autopilot har skrevet sammen. Historien, som de fleste sikkert kender fra The Horror in the Museum, er en flagrende ophobning, der lugter langt væk af Lovecraft i frigear. Ikke Grandpa Theobaldus’ største øjeblik som ghostwriter.

Paperback, Wordsworth Editions 2007. Også her får Lovecraft æren for The Loved Dead

Paperback, Wordsworth Editions 2007. Også her får Lovecraft æren for The Loved Dead

Det, jeg helt grundlæggende er meget begejstret for hos Eddy, er den følelse af modernitet, der løber gennem fortællingerne. Tonen kan, qua genrekonventionerne, være konservativ og bevidst arkaisk, men trods det peger novellerne frem. Eddy, der hvor han er bedst, afsøger grænser og udfordrer moralske konventioner. Det gør han på en måde, der fortsat i dag er præcis lige så forstyrrende og ubehagelig læsning, som dengang for snart 100 år siden, hvor teksterne blev til. Det tager jeg hatten af for.

Novellerne:

”The Loved Dead”

”With Weapons of Stone”

”Red Cap of the Mara”

“An Arbiter of Destiny”

“The Cur”

“The Better Choice”

“Ashes”

“Eterna”

“Arhl-a of the Caves”

“The Ghost-Eater”

“Deaf, Dumb and Blind”

“Souls & Heels”

“Sign of the Dragon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling