Tag Archives: 2010

Joe Hill, Horns (2010): Alt for venlig mørk fantasy

Hardcover, HarperCollins 2010

Hardcover, HarperCollins 2010

Det sker ikke så tit, at jeg er på omgangshøjde med ting, der er oppe i tiden. Det lader imidlertid til, at det er tilfældet med Joe Hills Horns, som jeg impulskøbte for nogen tid siden, da jeg faldt over et godt tilbud. Joe Hill er i vælden på grund af filmatiseringen af bogen, og Horns er et varmt roman-emne, der navnlig har vakt det amerikanske publikums begejstring. Jeg må blankt erkende, at bogen ikke vækker samme entusiasme hos mig, men det skal jeg komme tilbage til om lidt.

Horns er en skæv, genreoverskridende fortælling, der krydser urban fantasy, horror og humor i en rund, ligetil fortalt romanform. Hills sprog og fortælleteknik er med andre ord let, glidende og ukompliceret – måske endda for glat og poleret i hvert fald for min smag. Historien begynder, da Ignatious ”Ig” Perrish vågner en morgen med voldsomme tømmermænd og til sin skræk opdager, at han har fået horn i nattens løb. Vi taler vel at mærke rigtige horn, der stikker frem fra hans pande. Det udløser naturligvis en serie absurde scener og overvejelser, hvor Ig forsøger at forstå, hvad der er sket med ham.

Joseph Hillstrom King  (født 4. juni 1972)

Joseph Hillstrom King (født 4. juni 1972)

Ret hurtigt står det klart for Ig, at han har gennemgået en transformation i nattens løb, der har gjort ham til en form for djævel. Konkret betyder det, at alle, Ig møder, føler et stort behov for at udlevere deres mørkeste, mest beskidte hemmeligheder til ham. Tilmed har Ig fået evnen til at påvirke folks tanker og handlinger i den retning, han ønsker. Han kan vel at mærke ikke tvinge nogen til noget, de ikke vil, men Ig kan plante idéer i hovedet på folk, og de fleste vælger sørme også at følge hans som oftest amoralske opfordringer.

Både Ig og læseren spørger sig naturligvis ganske hurtigt, hvorfor Ig har gennemgået forvandlingen, og svaret ligger øjensynligt i en skrækkelig hændelse, der fandt sted nogen tid før, bogen begynder. Igs kæreste siden gymnasiet, Merrin, blev nemlig brutalt voldtaget og myrdet en nat, og Ig fik skylden. Han blev imidlertid ikke dømt for drabet på grund af manglende beviser, men mistanken er aldrig forsvundet, og siden sagens afslutning har Ig levet som udstødt i lillebyen Gideon, hvor han er født og opvokset.

Hardcover,  PS Publishing 2010

Hardcover, PS Publishing 2010

Ig og Merrin er væsentlige karakterer i bogen, men vi får også hurtigt bragt to centrale figurer mere på bane. Nemlig Igs ældre bror Terry, for hvem alting lykkes og livet er en leg, og Igs barndomsven Lee; et dystert knudemenneske. Det er den firkløver, hvorom alting drejer sig i Horns, og både baggrunden for Igs horn og Merrins død ligger begravet et sted imellem dem, skjult bag barndomskonflikter, jalousi og indestængt seksuel frustration.

Joe Hill har i Horns kækt skåret sine metaforer ud i pap og gjort det åbenlyse til et tema for sin roman. Gideons kollektive stigmatisering af Ig bliver håndfast, da vores hovedperson får horn og bliver til den djævel, som de beskylder ham for at være. Vi ved fra begyndelsen med mere eller mindre sikkerhed, at Ig er uskyldig, og romanens første del beskriver Igs forsøg på at stykke hændelserne sammen den nat, hvor Merrin blev dræbt. Sandheden går da også rimelig hurtigt op for ham, og Ig, der ikke længere har noget at miste, beslutter derfor rent faktisk at blive til den djævel, man beskylder ham for at være. Han planlægger en dæmonisk hævn, men det viser sig ikke at være helt så let, som man skulle tro.

Hardcover, Orion 2010

Hardcover, Orion 2010

Og her ligger et andet af Joe Hills ganske bombastiske greb. Mens vores hovedperson er en uskyldig i en djævels krop, skjuler Igs modstander sig bag et kors – altså en djævel i forklædning som uskyldig. Ig og Merrins drabsmand udgør derfor to poler i fortællingen mellem relativ uskyld og åbenlys dæmoni. Mellem disse poler befinder indbyggerne i Gideon sig, og Ig afslører alle de små beskidte hemmeligheder, som indbyggerne ikke under normale omstændigheder ville drømme om at indrømme for nogen som helst. Igs horn frister dem imidlertid til at komme ud af skabet, og der bekendes således homoseksualitet, morderiske fantasier, tyverier og seksuelle tilbøjeligheder i et væk.

Joe Hills pointe er naturligvis, at skindet altid bedrager, og at vi alle inderst inde har sider og tilbøjeligheder, som ville være mindre behageligt at udbasunere offentligt. I den forstand er vi alle dæmoner og djævle, men hvis det forholder sig sådan – hvilken rolle efterlader det til den egentlige Djævel medstort D?

E-bog, Gollancz 2010

E-bog, Gollancz 2010

Igs transformation bliver en form for vrangvending, hvor hans pæne ydre vendes ind og den indre djævel eller svinehund kommer up på overfladen. Hills tanke går imidlertid videre end det. Selve djævlens rolle bliver nemlig også udlagt i romanen som den metaforiske skikkelse, han som oftest ses fremstillet som i dag. Altså ikke som en egentlig entitet og frister, men som et billede på menneskeligheden fejlbarlighed. Dermed, som Ig selv erkender ved bogens slutning, er Djævlen også en del af det guddommelige skaberværk og derfor dybest set et led i Guds plan. Djævlen er dermed ikke ond, men nærmere et koncentrat af den menneskelige natur og derfor i virkeligheden en figur, der står os ganske nær.

Det må også være klart, at Joe Hills roman afgjort er religiøs og indsovset i folkelig, moderne teologis forestillinger om synd og syndefald. Nuvel, det kan man mene om, hvad man vil. Mit problem med Horns er, at den grundlæggende er en optimistisk fortælling om kærlighed og venskab, der er pakket ind i et gotisk formsprog. Hill etablerer en dyster tone, men den dysterhed, han lægger for dagen, er dybest set triviel og banal, ja hvis endda ikke lidt bornert på en puritansk, amerikansk facon. Prikken over i’et er naturligvis den forsonende og varme lykkelige slutning, der afleverer Hills humanistiske kærlighedserklæring til det fejlbarlige menneske med en stor, rød sløjfe til læseren.

Paperback, Gollancz  2011

Paperback, Gollancz 2011

Joe Hill indskriver sig i den genretradition som navnlig Stephen King (Hills far – så er det nævnt) og Peter Straub kom til at repræsentere i løbet af 80’ernes sidste del. Det vil sige den møjsommeligt nøjagtige gennemtrawling af barndomsminder og mellemmenneskelige relationer i små miljøer, hvor skæbner væves sammen til en forestilling om en ”normaleksistens” i det moderne samfund. Lidt overnaturlige hændelser får så lov at krydre dette og udløser de gnister, der udløser historien og romanens spændingsmoment. Kan ske det er vejen til gemytlig litteratur om mennesker og menneskers forhold til hinanden, men dybest set svigter formen ved ikke at afsøge de dystre afkroge, der blev os lovet i det dystre anslag.

Grundlæggende interesserer den romankonstruktion mig derfor også meget lidt, fordi den kvæler enhver stemning i uendelige samtaler og hverdagsskildringer. I Joe Hills tilfælde har jeg tilmed ikke megen sympati for den sødladne tone, der ligger maskeret bag alt den gotiske galgenhumor. Selvom Ig er vred og rasende, savner Horns oprigtig vildskab og frustration. Det hele bliver tandløs metervare, der måske nok fungerer som velfortalt historie, men litterært og kunstnerisk fejler romanen eklatant som uambitiøst, intellektuelt fattigt prosa helt og aldeles uden horn.

Paperback, Gollancz  2014

Paperback, Gollancz 2014

 

Paperback, Harper 2014

Paperback, Harper 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Leonora Christina Skov, Silhuet af en Synder (2010): Gotisk kispus

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Det er meget længe siden, at en genreroman som Silhuet af en Synder har fået så megen bevågenhed herhjemme i dagspressen, som bogen fik tilbage i 2010. Faktisk må man nok sige, at Leonora Christina Skov for en stund formåede at sætte sin personlige interesse for gotisk litteratur på den almene litterære dagsorden. Det er ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor svært det kan være for de små forlag at trænge igennem med deres genreudgivelser.

Silhuet af en Synder er en parafrase, ikke så meget af selve den første bølge af gotisk litteratur, der byggede videre på Horace Walpole, som af selve gotik-receptionen. Det vil sige, at Leonora Christina Skov trækker på de gotiske temaer og troper, der gradvist udkrystalliseredes i 1800-tallet, og som er blevet gentaget igen og igen helt op i den seneste gotiske bølge i 1960’erne. Selvom der således er flere værker, der synes at have leveret afgørende inspiration til romanen, er det ikke nogen bestemt gotisk forståelse, som Skov udfolder. Om end der klart fornemmes en konstant bevægelse over mod genrens romantiske fortolkninger mere end eksempelvis den makabre tradition.

Men lad os lige få styr på handlingen. Silhuet af en Synder skildrer, hvordan Nella Von Liljenholm, datter af den gotiske forfatter Antonia Von Liljenholm, vender tilbage til den herregård, som hun er født og opvokset på. Moderen er død, og boet skal nu gøres op. Herregården ligger i et sydsjællandsk fabelland, noget der cementeres ved oplysningen om, at den nærmeste gård er Scherfigs Frydenholm.

Hardcover, Rosinante 2010

Hardcover, Rosinante 2010

Nella nærmest flygtede fra godset, dengang hun brød med sin mor i 1930’erne og nu, som voksen, selvstændig kvinde kommer minderne tilbage til hende. Da Nella kommer hjem, har hun taget bogens (indledningsvist navnløse) fortæller med sig og snart besluttes det, at de sammen vil skrive en bog om Nellas historie. Resultatet er den dystre roman, vi nu læser, der tager sig ud som et manuskript med regibemærkninger og kommentarer til tekstens optrin. En finurlig meta-konstruktion, der giver rig lejlighed til at lege med læserens forventninger og holde os hen i spændingen. Handlingen kan nemlig bedst beskrives som en kinesisk æske, der bliver ved med at ændre sig og fremrulle nye overraskelser hver gang, vi tror, der er styr på historien.

Og historien er rent faktisk ikke helt let at få styr på. Der er tale om en kompliceret familiedrama fyldt med henvisninger til mord, selvmord, incest og skjulte længsler. Ikke meget er, som det tager sig ud, og naturligvis er der heller ikke meget, der er så uhyggeligt, som det måske indledningsvist antydes. Faktisk har Skov meget godt fanget, at gotik navnlig i den romantiske tradition, som oftest består af en stemning bygget op omkring umiddelbare sansebeskrivelser og røgslør. Der antydes meget, men tit kan mere køligt rationelle konklusioner berolige læseren et par kapitler senere. Det, du oplevede som uhyggeligt, var ikke noget spøgelse, bare en gren mod vinduet og så fremdeles.

Hos Leonora Christina Skov er gotikken derfor først og fremmest en dyster, drilsk størrelse, der leger med læserens forventninger og konstant antyder mere, end den leverer eller viser. Stemningen udmales med brede strøg og formår stedvist at stå lysende klart. Når det er bedst, minder det om ubehagelige barndomsminder. Men i samme åndedrag kan Skov trække tæppet væk under stemningen, og hun lader hovedpersonerne punktere det fortættede udtryk med sarkastiske bemærkninger eller indforståede referencer til den gotiske litteratur. Bogens hovedpersoner træder med andre ord flere gange ud af den gotiske ramme, de er placeret i, og heri ligger der en væsentlig pointe. Romanens fortællerstemme ved udemærket, hvad det er for en genre, hun skriver, men har selv svært ved at holde masken undervejs og lader ironien snige sig ind.

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Der smøres da også afgjort tykt på, og stedvist bliver det næsten for meget. Teksten svulmer i sanselighed og vi kommer ganske tæt ind på det meget snakkende persongalleri og dets mange behov. Men som historien udfolder sig, står det i stigende grad klart, at hele det gotiske apparat, som bogen opererer med, er et billede – en dunkel labyrintisk version af virkeligheden, som bogens fortæller bevæger sig igennem. Fremmedgørelsesmotivet bliver mere og mere udtalt for hvert kapitel, og snart forstår vi, at Liljenholms fremmedartede, knusende tilstedeværelse står som billede på en fjendsk verden, der ikke har megen sympati for fortælleren i bogen.

Et homoseksuelt tema vokser da også mere og mere tydeligt frem og sådan har Leonora Christina Skov uden tvivl tænkt det fra begyndelsen. Ikke desto mindre synes romanen faretruende nær ved at flække i to dele, der kun dårligt lader sig forene. Den gotiske del, der fylder så meget i første halvdel, falder gradvist i baggrunden, og i stedet bliver den lesbiske jegfortællers persona tydeligere i teksten og overtager pludselig historien helt.  I sig selv er det da også interessante læsning, når Leonora Christina Skov beskriver Københavns kriminelle underverden og et slæng af lovløse homoseksuelle, men hun fjerner sig langt fra det gotiske udgangspunkt, og da handlingen endelig får os tilbage til Liljenskovs tusmørke, er det ikke længere helt det samme.

Men her formår romanen ved en enkel manøvre, trods store splittelser i teksten, at forene bogens to dele til et hele. Leonora Christina Skov inverterer nemlig handlingen og gør pludselig det dystre, faretruende til de udstødtes adelsmærke og lader dem indtage den gamle herregård med en fornyet autoritet, der forskyder magtbalancen mellem dem og omverdenen. Nellas mor Antonia gjorde det samme, og nu gentages historien. Med ét er herregården den sikre havn, og den omkringliggende verden er et sted, der lukkes ude, og som længselsfuldt må følge med i livet på stedet gennem hovedpersonernes romaner.

Leonora Christina Skovs roman er afgjort interessant læsning. Faktisk rigtig interessant, men den er ikke ubetinget vellykket. Hendes romantiske gotik er så loyal over for sine konceptuelle forbilleder, at man måske savner et tydeligere ærinde i bogen. Måske hun får sine pointer gemt for langt inde i handlingen? Man kan eksempelvis sammenligne Silhuet af en Synder med Jennifer Egans The Keep (2006) og notere sig, hvordan gotikkens hos Egan er approprieret langt mere subtilt og nuanceret i en modernitetsdiskussion. Egan har ikke købt hele den sproglige pakke, men foretaget valg, der signalerer bestemte stemninger til læseren. The Keep bliver derved et noget mere præcist og selvstændigt værk, fordi Egans egen stemme står tydeligere frem.

Hardcover, Knopf 2006

Hardcover, Knopf 2006

Silhuet af en Synder savner den tematiske elegance og fremstår noget mere famlende i sin gotiske entusiasme. Hvorfor eksempelvis pakke bogens pointer ind i et historiserende svøbe, når handlingen samtidig gradvist synes tydeligere og tydeligere at pege ind i vores samtid? Jeg er stadig usikker på, hvorfor Leonora Christina Skov egentlig valgte at skrive en gotisk roman. Trods de rigtige stemningsmæssige greb, forbliver det uklart, hvad vi skal med gotikken i den konservative fortolkning, som Skov lægger for dagen. En fortolkning hun undervejs i øvrigt selv er nødt til at distancere sig ironisk fra. Jeg havde virkelig gerne læst et mere personlig for ikke at sige vovet bud på genren. Noget der rent faktisk føjede nye facetter til gotikkens foranderlige væsen i stedet for et værk, der reproducerer alt det velkendte.

Silhuet af en Synder er en spændende roman, men det er også en sikker roman. En konservativ roman, der ikke tager mange chancer. Hvor forfriskende den end måtte være, ligger der noget utilfredsstillende tilbage efter endt læsning. Måske havde lidt mindre formbevidsthed og lidt mere vildskab styrket bogen. Måske. Men læs nu bare bogen alligevel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman