Tag Archives: 2012

Mathias Clasen, Monstre (2012): Famlende og meget lidt overraskende

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Jeg har fulgt Aarhus Universitetsforlags opfordring og brugt lidt tid på en tænkepause i selskab med Mathias Clasens Monstre. Noget der ikke ligefrem blev et begejstret bekendtskab, selvom bogen da helt sikkert stimulerede til eftertanke og derved til fulde levede op til tænkepause-seriens formål.

Før jeg går videre, må jeg hellere slå to ting fast. For det første aner jeg ikke ret meget om genetik og hjerneforskning. Blandt kulturhistorikere i bred forstand blev hjerneforskningen et populært turn i det nye årtusinde, og den naturvidenskabelige afsmitning kan følges langt ind i tidens humanistiske studier. Clasens arbejde indskriver sig dermed i en bredere bølge, der eksempelvis også berører den ritualforskning, som jeg selv blandt andet har en baggrund i.

For det andet måtte jeg under læsningen løbende minde mig selv om, at Monstre er et populærvidenskabeligt destillat af Clasens ph.d.-afhandling og dermed ikke i sig selv en videnskabelig publikation. Den lille bog har et andet sigte end den egentlige afhandling og vil nødvendigvis fremstå mindre velargumenteret, end afhandlingen forhåbentlig gør. Nu er det imidlertid Monstre, som jeg har læst, og derfor også den tekst som jeg gerne vil rejse nogle indvendinger imod.

Mathias Clasens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorfor vi ser, skriver og fortæller gysere. Hvad er det, der gør, at vi frivilligt bruger tid på at lade os skræmme? Det spørgsmål er ikke nyt, og Clasens svar er grundlæggende heller ikke nyt, selv om han giver det en for tiden populær indpakning. Det har været en udbredt forestilling, at gysets rødder kan føres tilbage til en urmenneskelig tilstand, hvor det fortalte gys var en form for sansetræning, der skærpede vagtsomheden i en verden domineret af vildsom natur. Det nye, Clasen gør, er at koble denne ældre forklaringsmodel med hjerneforskningens resultater.

Jeg vil på ingen måde anfægte, at vi genetisk er disponeret til forestille os situationer og muligheder, der kan udløse en emotionel reaktion. Det kan vel heller ikke udelukkes, at gyset rent faktisk har været brugt, som Clasen postulerer det blandt fortidsmennesker. Det ved jeg ikke noget om, og det er der vel heller ikke nogen andre, der kan afgøre med nogen form for sikkerhed.

Ligegyldig om man accepterer Clasens påstand eller ej, må jeg imidlertid konkludere, at hans hypotese forklarer meget lidt, hvis man interesserer sig for horrorgenrens historie. Han viser, at vi er genetisk disponeret til at reagere på bestemte faresignaler, uden at han er i stand til at forankre denne konklusion erkendelsesmæssigt eller genrehistorisk i det gotiske felt, han undersøger. Det betyder, at Clasens argumentation mildest talt virker slingrende i den gennemgang af et par arketypiske skabninger som eksempelvis vampyren og zombien, vi finder i Monstre.

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Som sagt er det et problem at forstå, hvad Clasen egentlig vil med sin konklusion. Han præsenterer sit genetiske argument som et trylleslag, der vil forandre vores syn på gysets natur. Det fremstår, som om han ved hjælp af sin kognitive-nøgle er i stand til at jævnføre følelsen af gru på tværs af tid og rum. Men er det helt så enkelt? Finder der ikke en kulturel skoling af vores følelser sted? Følelserne bor uden tvivl i vores DNA, men måden, de udtrykkes på, sker gennem sociale koder, der skifter over tid og sted. Man kan derfor kun med stor varsomhed diskutere følelser og emotionelle reaktioner i en historisk kontekst.

Om Bram Stokers Dracula skriver Clasen friskt på s. 44, at romanen er ”dybt forankret i historisk betingede ængsteligheder”. Med mindre man tror på særligt universelle problemstillinger og forhold i mennesket, er alt vel betinget af specifikke historiske omstændigheder, som vi ikke kan løsrive os fra. Det vil sige, at vi heller ikke uden videre kan sammenligne fænomener, der ellers på overfladen kunne synes ens.

Når Clasen eksempelvis gennemgår vampyrmytens transformationer fra østeuropæisk folklore til Stephenie Meyers blodsugere, og hæfter sig ved de skiftende betoninger af monstret over tid, sker det helt uden blik for den mangel på sammenhæng, der er i brugen af vampyrfiguren. Man kan jo i virkeligheden ikke tale om en stabil vampyrmytologi, men nærmere om en vedvarende genopfindelse af et motiv baseret på en håndfuld faste ingredienser. Og hvorfor denne gennemgang af vampyrmyten i det hele taget. Hvad er det Clasen vil fortælle os ved at optrevle en velkendt transformationshistorie?

Dybest set sidder jeg tilbage med en følelse af undren over bogens projekt. Det er klart, at Clasen vil hævde, at vi er disponeret til at opdigte monstre, fordi vi er skabt til at gøre det, men hvad har det at gøre med den gennemgang af velkendt genrehistorie, som han trækker os igennem? Der er i sig selv intet nyt i det, Clasen skriver om monstre.

Der sker et skred i teksten fra skildringen af den genetisk betingede oplevelse af horror til brugen af gys i den moderne kultur. Det skred sker i det øjeblik, Clasen begynder at fortælle, hvordan monstret er anvendt i de enkelte film og romaner. Altså hvad monstret betyder i filmen og teksten – ikke hvorfor det skræmmer. Clasen laver analyser af teksterne og påviser monstrenes allegoriske muligheder, men det har intet med hans udgangspunkt at gøre. Faktisk undergraver det vel hans argument, fordi han viser, hvordan monstret konceptuelt er blevet en løsrevet metafor, der kan bruges til hvad som helst uden nødvendigvis at ville skræmme. Dette væsentlige erkendelsesteoretiske og æstetiske perspektiv forpasses helt i bogen.

Mathias Clasen

Mathias Clasen

Endelig må jeg også beklage, at Monstre bliver en sært enøjet fremstilling, fordi der fokuseres entydigt på gyset. Hvis Clasens fremstilling skulle virke overbevisende, ville han vel være nødt til sammenstille gyset med andre følelsesmæssige reaktioner som forelskelse, lyst, had, glæde osv. Begrænsningen skyldes sikkert det tids- og pladsmæssige forhold, der gør sig gældende for en ph.d.-afhandling, men måske det også vil sige, at der er blevet slået et for stort brød op?

Som det fremgår, er jeg ikke ret glad for bogen. Faktisk irriterede den mig, og den fjollede friskfyrstone, som den er skrevet i, er sådan set bare prikken over i’et. Skal formidling være kæk for at sælge? Det er glædeligt, at der bliver arbejdet med gyset akademisk. Det er ikke et specielt opdyrket felt herhjemme, hvilket er en skam. Efter at have læst Monstre må jeg konkludere, at der fortsat er god plads til at gøre spændende studier.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Mark Finn, Blood & Thunder. The Life and Art of Robert E. Howard. Revised edition (2012): Apologetens skingre hyl

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.

Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.

Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.

Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.

For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.

Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.

Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.

Robert E. Howard med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.

En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og '25

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25

Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.

Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.

Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.

Hardcover, Bluejay Books 1983

Hardcover, Bluejay Books 1983

Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.

Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.

2 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Teddy Vork, Ex (2012): Tiden læger ikke alle sår

Hardcover, Tellerup 2012

Hardcover, Tellerup 2012. Den ferske forsideillustration er lavet af Mette B. Klausen

Antikkens grækere opstillede et alter til Lethe, til glemslen, på Akropolis – deres vigtigste tempel. Alteret blev brugt i forbindelse med borgerkrig, fejder og store uoverensstemmelser. Efter endt konflikt ofrede de stridende parter ved alteret og hengav på den led rituelt deres stridigheder til glemslen. Idéen er fascinerende, fordi den giver form til nogle alment menneskelige vilkår. Glemsel er en nødvendighed, hvis vi som individer skal kunne navigere uden konstant at blive tynget af alle fortidens konflikter.

Det dårlige må nødvendigvis glemmes, hvis fortiden ikke skal æde sig ind på nuet og fremtiden. Man kan tale om en glemslens nødvendighed. Men helt så enkelt er det ikke, for man kan mene, at nogle uhyrligheder er så omfattende, at de ikke må glemmes. At Holocaust eksempelvis er et så afgørende kapitel i menneskets nyere kulturhistorie, at det grundlæggende har ændret vores syn på, hvad mennesker er i stand til at gøre. At glemme vil i det tilfælde være en løgn og en videreførelse af selve overgrebet. På en noget mindre skala kan man måske lytte til Freud, der vil sige, at glemsel – både af det ubehagelige og behagelige – ikke er mulig. Vi kan undertrykke følelserne, stuve dem af vejen, men de vil altid ligge og murre et sted i underbevidstheden.

Hardcover, Tellerup 2012

Hardcover, Tellerup 2012

Det var en lang smøre, men ikke desto mindre væsentlig, fordi det er i dette terræn, Teddy Vork navigerer med romanen Ex. Her tager han udgangspunkt i det for skræklitteraturen velkendte tema om fortiden, der hjemsøger nutiden. Mere præcist bliver bogens hovedperson Edmund hjemsøgt af ungdomskæresten Regitze. Forholdet var ungt og stormfuldt. De nåede at flytte sammen i en kort periode efter gymnasiet, før det gik skævt imellem dem. Efterfølgende har Edmund ikke tænkt meget på Regitze og det med god grund, for som det ret hurtigt står klart, var Edmund formentlig skyld i bruddet.

Edmund er flyttet tilbage til Esbjerg efter endt studietid og bor sammen med Agnete og deres toårige søn Andreas. Edmund underviser på et af de lokale gymnasier, men drømmer i virkeligheden om en karriere som filmskaber. Han har lavet en dokumentarfilm, der høstede roser, og nu arbejder han på et nyt dokumentarprojekt. Et projekt om familier, der blev fordrevet fra deres hjem, da der skulle anlægges et stort militært øvelsesområde.

Teddy Vork (f. 1977)

Teddy Vork (f. 1977)

Regitze og tiden med Regitze har, som sagt, været glemt eller fortrængt, men en aften får Edmund pludselig at vide, at Regitze er død. Ud af det blå bliver fortiden nærværende. Oplysningen overvælder Edmund, der bliver mere og mere opslugt af Regitze, årsagen til hendes død og tiden med hende. Fortiden presser sig på og vil ikke afvises.

Det er imidlertid andet og mere end bare gode og dårlige minder, der optager Edmund. Han begynder nemlig at se Regitze; se hendes hvide kadaver. Først er det bare som et sløret ansigt, et flygtigt glimt, men gradvist bliver manifestationerne mere præsente og truende. Regitze er tydeligvis ude efter en eller anden form for kontakt eller hævn – men hvorfor?

Edmunds jagt efter svar fører ham vidt omkring, både ud i teologiske og okkulte tekster, men også tilbage i det fortidens land han egentlig havde lagt bag sig. Det nu smertefulde land han rømmede, da han gik fra Regitze. Præcis som i den dokumentarfilm, han laver, bliver han imidlertid nødt til at besøge fortidens golde tomter, der har stået upåagtet hen. Og det, han opdager i ruinerne, er absolut ikke noget, Edmund er glad for at se.

Ex er en klog og stemningsfuld roman. Teddy Vorks leg med fortid og nutid er fascinerende og inspirerende, især fordi han formår at skrive en spøgelseshistorie, hvor spøgelset er præcis så virkeligt, som læseren har lyst til at gøre det. Bogen kan læses som en psykisk deroute, og bogen kan læses som en voldsom paranormal hjemsøgelse. Hvilken tolkning man anlægger, er sådan set lige meget, fordi romanens rammeværk forbliver det samme. Fortiden kan ikke fornægtes, og den hjemsøger os.

Paperback, Tellerup 2010. Vorks roste debutroman

Paperback, Tellerup 2010. Vorks roste debutroman

Et af de væsentlige elementer bag bogens virkningsfulde udtryk er dens indlejring i det stedspecifikke. Handlingen udspiller sig i og omkring Esbjerg, og det realiserer Vork til fulde. Ikke bare ved at nævne gadenavne og steder, men på et dybere niveau. Han gør nemlig sanseoplevelserne til noget primært og lader derved læseren opleve det vinterdystre, gotiske Esbjerg, som Vork digter frem. Han beskriver det faktisk selv på s. 41, hvor Vork skriver: ”Mennesket havde behov for at høre hjemme og indtage stedet som sit domæne. Det var selve afsættet for livet, ens selvforståelse.” To spændende sætninger, der præcist viser hvorfor Ex formår at drage læseren. Vork lader nemlig læseren indtage romanens udgave af Esbjerg og tage bo i de dystre omgivelser.

Det stedspecifikke går hos Teddy Vork hånd i hånd med et sprog, der balancerer mellem en prosaisk, dagligdagssnakkende form og dystre, til tider ekstreme ordbilleder. Det banale og velkendte udfordres af stærke billeder, som eksempelvis, når tapet på s. 308 beskrives som ”blævrende hud drægtig med et eller andet”. Den slags mørke, ildevarslende metaforer er der mange af, og de er nødvendige for teksten. Det er nemlig her, Vork sætter handlingens trivialitet på spidsen. Ikke at forstå som handlingen er dårlig eller dum, tværtimod.

Tellerups ikoniske ulv. Tellerup kan være særdeles tilfredse med Vork på forfatterlisten

Tellerups ikoniske ulv. Forlaget kan være særdeles tilfredse med Vork på forfatterlisten

Vork tager en historie der, ganske vist er tragisk og beklagelig, men næppe noget man almindeligvis vil sætte sammen med hjemsøgelser og hævn fra hinsides graven, og kontrasterer den med et gotisk tekstapparat. Det skaber en virkningsfuld synergi mellem Edmunds dybest set ordinære og uinteressante tilværelse og det kaos, der ligger i det fortrængtes mørke.

Regitze har formentlig altid kradset og flået i Edmunds underbevidsthed. Forsøgt at rive sig vej ind i det nærværende, men det er først, da hendes død slår revner i skotterne til det fortrængte, at hun slipper fri. Med Regitze følger en helt ny verden fyldt med dystre og utrolige erkendelser, der driver Edmund ud på en både makaber og hjerteskærende rejse. Og netop fordi Edmund er så genkendelig, så almindelig og kedelig som os alle, suger hans problemer og fald sig til os, som kun stærke romanfigurer kan gøre det.

Tak for Ex Teddy!

2 kommentarer

Filed under Roman