Tag Archives: 2014

Ian Welke, The Whisperer in Dissonance (2014): Guderne rider på digitale signaler

Paperback, Omnium Gatherum 2014

Cthulhu mythos-genren er en tung mastodont, som stort set ikke har forandret sig siden begyndelsen af 70’erne. Perspektiver har ændret sig eller er blevet føjet til, som da John Langan i midten af 00’erne udgav en af de første noveller, som eksplicit tematiserer, hvordan verden ser ud, efter Cthulhu og alle de andre kosmiske titaner er vendt tilbage. Den idé har fået sit helt eget liv i dag, men trods den slags forskydninger er genren alligevel forblevet mere eller mindre den samme.

Individuelle stemmer, som eksempelvis Thomas Ligottti og Laird Barron, har således skabt ganske unikke og fascinerende tekster, uden dette dog har ændret den måde, som broderparten af den nye mythosfiktion tager sig ud på. Netop derfor er selve genren også i hovedtræk en dybt uinspireret ørkenvandring, som kun byder på meget få positive overraskelser.

Det betyder imidlertid også, at alle forsøg på nytænkning inden for rammerne af genren må applauderes, og en bog, der gør netop dette, er Ian Welkes debutroman The Whisperer in Dissonance fra 2014. Der er her tale om en kort, intens fortælling, som næsten fra første side demonstrerer, at den på en gang tager solidt afsæt i mythosgenren, men samtidig også at den absolut ikke vil gentage alle de gamle troper som mørnede bøger, støvede akademikere og tentakelmonstre. Welke fører mythos-universet ind i hverdagen og arbejdslivet, hvorved han bevæger sig ind på et spor, som William Browning Spencer allerede havde opdyrket godt og vel 20 år før Welke, men The Whisperer in Dissonance formår alligevel at gøre ”kontorgruen” til sin egen størrelse.

Paperback, Omnium Gatherum 2014

The Whisperer in Dissonance introducerer os til Annie, der lider af søvnløshed. Hun burde egentlig være blevet kunstner eller tegneserieskaber, men i stedet har hun fået et dødssygt computerjob, hvor hun tilbringer dagene begravet i trummerum langt inde i kontorlandskabets kreative ødemark. Alt er ved at stagnere for Annie, men så sker der pludselig noget sært.

Der bliver efterladt besynderlige beskeder på hendes telefon, og hun modtager e-mails med vedhæftede lydfiler, som kun rummer støj. Annie får også en e-mail fra en gammel ven fra universitetstiden, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han advarer Annie, men hvorfor? Mystikken, den digitale terror og Annies søvnløshed bliver værre og værre, men tilsyneladende spreder fænomenerne sig også til andre.

Verden omkring Annie begynder at blive påvirket af disse støjsignaler, der bedst kan beskrives som en insektagtig summen, der muligvis gemmer antydninger af stemmer dybt begravet inde i lydbilledet. Virksomheden, som Annie arbejder for, bliver gradvist overtaget af denne summen, og de ansatte begynder at opføre sig som søvngængere. Tingene bliver mere dramatiske; folk forsvinder, og snart opløses Annies verden i ren kaos. Hun må flygte for sit liv og søge hjælp hos denne gamle ven, der advarede hende i begyndelsen af bogen.

Ian Welke

Det, der starter som en lettere deprimerende skildring af kontorlivets kedsommelighed, udvikler sig gradvist til et paranoidt mareridt, der afgjort smager af Philip K. Dick. Det samme gør selve romanens væsen, om man vil, for mens Welke på overfladen synes at kritisere den måde, som moderne virksomhedskultur kan kvæle gejsten i et menneske og dræne kreativiteten ud af sine ansatte ved at få dem til at udføre maskinelt arbejde parallelt til industriens samlebåndsarbejde, ligger der noget dybere under alt dette, som adresserer selve vores virkelighedsopfattelse.

Det afklares aldrig fuldstændig, hvem eller hvad, der udsender disse nedbrydende ditagel signaler, som begynder at angribe Annie og hendes omverden. Noget belejrer imidlertid hendes og alle andres liv. Noget, der konkret kan forstås som skabninger, der bor i informationsnetværket, eller metaforisk som kræfter, der forsøger at overtage Annies og vores liv, ved at ødelægge tankeaktivitet; stjæle vores søvn og evne til at tænke abstrakt.

Støjen, som Annie modtager, bliver nærmest et væsen i sig selv, der skrattende, summende og larmende vælter ind i hendes hjem og angriber hende, hvor hun er mest sårbar. Som handlingen skrider frem, opløses verden; den fragmenterer ud i støjen og bliver til en usammenhængende, flimrende mosaik af grynet larm. Men er det virkeligt eller er det bare noget, der sker inde i Annie selv?

Paperback, Omnium Gatherum 2019. Welkes tredje og nyeste roman

Welkes leg med læseren er på det punkt et velkendt, paranoidt greb, og noget, der egentlig først for alvor bliver interessant i mødet med Cthulhu-genren. For ved metaforisk at koble sig til denne genre og antyde ”the old ones” som en form for invasiv virus i vores måde at tænke og opleve verden på, får han i virkeligheden indfanget noget af den fundamentale gru, som genren generelt har så svært ved at udtrykke, men alligevel altid kredser om. Man kan sige, at Welke på indirekte vis skaber et bud på en ny måde at se mythos-skabningerne på, vel at mærke uden de nogensinde for alvor nævnes eller konkret præsenteres.

Med The Whisperer in Dissonance havde Ian Welke en klar vision, som er interessant og på flere måder et både relevant og tankevækkende bud på ny mythosfiktion. Skal man være lidt hård, må det dog nok også konstateres, at Welke sprogligt ikke er den mest ophidsende forfatter og, at hans hverdagsskildring måske bliver en anelse for karikeret. Troværdigheden er med andre ord ikke voldsomt stor i fortællingen, men alligevel er det værd at begive sig ind i Welkes verden af støj, fordi der er stof til eftertanke her, og billeder i teksten, som virker afgjort stærkt inspirerende.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.

 

 

10 kommentarer

Filed under Roman

Lidt reklame for mig selv

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Normalt plejer jeg ikke at skrive om mine egne aktiviteter her op bloggen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at jeg kort vil nævne, at min roman Åndemanerne er udkommet. Den er i hvert fald kommet fra trykken og landet hos Henrik fra Henrik Harksen Productions. Dermed burde den også snart være tilgængelig for andre. Det har været et langt projekt, og resultatet er blevet en dyster bog, som jeg håber, vil falde i horrorentusiasternes smag.

Her kan du læse bagsidens lakoniske tekst:

Fire venner bevæger sig igennem livet i et gotisk Danmark, et tusmørkeland, der både tiltrækker og skræmmer dem.

Som årene går, præges de af sære overnaturlige hændelser undervejs. Gennem nedslag i vennernes liv væves et billede frem, der kredser om savn, tab og ulykkelige skæbner.

 ÅNDEMANERNE er en roman, som afsøger sindets okkulte og glemte afkroge – og afslører noget om hovedpersonerne lige så vel som om læseren.

 

Hvis du er interesseret, kan du jo lægge vejen forbi forlaget og læse nærmere her. I skrivende stud er den ikke kommet på hjemmesiden, men den burde optræde meget snart (forlyder det).

2 kommentarer

Filed under Roman