Tag Archives: 2016

Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016. Bogens første udgave, dengang i hardcover, havde samme omslag

Hvis man gerne vil have et indtryk af, hvem der udmærker sig indenfor skrækfiktionen i skrivende stund, så må Paul Tremblay bestemt trækkes frem som en af de forfattere, der hurtigt har gjort sig bemærket med nogle romaner, som absolut ikke læner sig op ad koryfæer som Stephen King og de andre fra den generation. Tremblay skriver i vores nutid og gør det i en form, som taler direkte ind i vores samtid. Det kommer afgjort til udtryk i Disappearance at Devil’s Rock fra 2016, der spændstigt strækker sig mellem genrerne og leverer en både dybt frustrerende og pinagtigt troværdig skrækroman om tab og håb.

Præmissen for bogen er simpel. En ung teenagedreng forsvinder en aften under en tur ud i skoven med sine to venner. Vennerne aner ikke, hvad der er sket. Tommy, som drengen hedder, løb bare ud i mørket og kom aldrig tilbage. Dermed begynder et mareridt, ikke bare for Tommys mor og hans storesøster, men også for de to drenge og deres forældre. Alle bliver rullet ind i sagen, der måske var en anelse mystisk i udgangspunktet, men snart viser den sig at være langt mere kompliceret end som så.

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016

Først kommer det for dagen, at drengene ikke var alene ude i skoven. De var sammen med en ældre mand, som de åbenbart mødtes med flere gange. Mere sært er det imidlertid, da der begynder at dukke dagbogsider op hjemme hos familien, plantet, som om nogen (eller noget?) ønsker, at siderne skal findes.

Tommys mor er naturligvis ved at gå op i limningen på grund af Tommys forsvinden, mens hans søster gør alt for at holde sammen på sig selv og sin mor. Helt let er det ikke, især ikke fordi de mystiske begivenheder tager til. Snart tyder det rent faktisk på, at Tommys ånd på en eller anden måde forsøger at kontakte sin familie, men betyder det, at han er død? Hvor er han, hvad skete der rent faktisk den nat ude i skoven? Hvorfor har de ildevarslende vandrehistorier om, at man kan møde Djævlen selv ude i skoven en sær genklang i hele historien?

Paul G. Tremblay (født 30. juni 1971)

En forklaring får vi, men den bliver aldrig forløst fuldstændig. Centrale dele forbliver tilhyllet for os, sløret i et spøgelsesagtigt tusmørke, der tillader læseren at vælge den overnaturlige version eller at afvise det hele som desperat ønsketænkning fra den sønderbrudte lille familie, der står tilbage med en forsvunden søn og bror. Amerikanere taler om at få ”closure”, og præcis det giver Paul Tremblay absolut ikke sin læser. Han dyrker tvivlen og efterlader den som en splint i os, som vi efterfølgende må arbejde for at få ud af tankerne.

Jeg skrev ovenfor, at Disappearance at Devil’s Rock er en både frustrerende og pinagtigt troværdig roman. Bogen er frustrerende i sin udformning og i selve sit sprog, fordi den bemærkelsesværdigt sætter os ind i hovederne på de tre teenagedrenge. Drenge der vel at mærke ikke er snusfornuftige, kloge unge, eller romantiserede, nostalgiske størrelser, som vi kender det fra en del ældre værker fra skrækgenren. Tremblays teenagere er selvoptagede, smådumme padder, der er præcis lige så irriterende, som de fleste nok i hvert fald lejlighedsvis oplever den aldersgruppe. Der er med andre ord noget ærligt og usminket over bogens centrale karakterer, men præcis dette gør det også til utrolig dum og frustrerende læsning.

E-bog, Titan Books 2016

Drengenes opførsel, deres fladpandede omgangstone og de latterlige konflikter, som trioen har, er tåkrummende at være vidne til. Men det fremstår også troværdigt. Frustrationen er derfor nærmere en provokation, som Tremblay gør godt. Det grimme og det dumme bliver på en gang noget næsten fornærmede plat ved hans roman og samtidig noget af det mest overbevisende nyere skrækfiktion. Det er bemærkelsesværdigt, og selvom vi også herhjemme har læst masser af historier med unge, der SMS’er og lever deres ungdomsliv, fremstår det ikke ret mange steder lige så vellykket og oprigtigt, som det gør her hos Tremblay.

Når romanen samtidig er pinagtigt troværdig, så skyldes det dels teenagernes opførsel, dels det intense indblik vi får i moderens sammenbrud. Hendes desperate tro på, at Tommy kommer hjem og den snigende anelse om, at han nok alligevel er død, trækker læseren med ind i et koldt, sort kammer, som viser sorgen og håbet som uløseligt sammenvævede og modstridende kræfter. Det er stærkt og det er hjerteskærende, samtidig med at det også er rørende enkelt og stedvist nærmest banalt i sin ukunstlede, umiddelbare skildring af dialogen mellem de efterladte hovedpersoner.

Hardcover, Center Point Publishing 2017

Midt i denne stemning af frygt og usikkerhed toner der pludselig et muligvis overnaturligt fænomen frem, og det udnyttes på mesterligvis som noget både håbefuldt og skrækindjagende. Det er flot udført af Tremblay og vækker mindelser om noget Robert Aickmansk, uden dog helt at komme på højde med dette alligevel.

Med alt dette sagt er det klart, at Disappearance at Devil’s Rock er en følelsesmæssig tung og trist roman, men den er samtidig også et klassisk mysterium, en krimi om man vil, der handler om et mord på en stor dreng eller ung mand. Tonen synes at støde sin læser fra sig, fordi handlingens indhold er så tragisk, som den er, men samtidig drages vi af problemet og forhåbningen om, at der kommer en (for)løsning. Det gør der som bekendt ikke, men i stedet efterlader Paul Tremblay os med en roman, der både fremstår intelligent og naiv på samme tid. Bogen er et stykke skrækfiktion, som er af i dag, og som synes af afspejle dem, vi er lige nu. Det er værd at bide mærke i, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang hr. Tremblay dukker op på bloggen her.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Lars Kramhøft, Således forgår alverdens herlighed (2016): Højstemt gotik til det nordiske folk

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Jeg skriver det her lille indlæg om Lars Kramhøfts novellesamling Således forgår alverdens herlighed med fare for at blive kendt som ham, der aldrig bryder sig om noget, andre har skrevet. Det er bestemt ikke rigtigt, langt fra, men jeg må blankt erkende, at Kramhøfts noveller efterlader mig med en blanding af irritation og ligegyldighed. Ligegyldighed, fordi jeg umiddelbart tænker, at bogens kernepublikum er teenagere, og jeg bestemt ikke længere nogen teenager. Irritationen skyldes mere grundlæggende ting ved fortællingerne og navnlig Kramhøfts sprog, der har været lidt af en prøvelse for mig.

Der er tale om 12 noveller af lidt varierende længde, som både tematisk og stilmæssigt falder meget forskelligt ud. Vi kommer med andre ord vidt omkring i skrækkens genrer og emner, men i de fleste tilfælde bliver det hele fortalt gennem et gotisk filter. Vi kommer således forbi Nevada i 50’erne til en omgang monstergys, vi er på vampyrjagt i København og får zombier på klos hold i en nær fremtid. Det er således en spraglet buket, der sikrer, at læseren ikke ved, hvad næste fortælling bringer.

Paperback, Calibat 2016

Paperback, Calibat 2016

Hele novellesamlingen præsenteres med stor selvhøjtidelighed – vi får et forord af Michael Kamp, to citater med lidt uklar relevans og en tak til et bredt udvalg af kendte personer i vores lille skrækbogsmiljø herhjemme. Alt sammen kræfter, der på en eller anden måde har bidraget til at skabe det værk, der nu foreligger. Jo-jo, det her er alvor, fornemmer man.

Og så åbner bogen endelig med en række af de mest svulstige og skingre tekster, jeg længe har læst. Metafor på metafor bliver stakket op med et sprog, der formentlig skal lyde lært og måske endda kunstfuldt, men som mest af alt bliver en smule komisk. Man kan også hæfte sig ved den anstrengte dialog, der præges af sært klingede, fordanskede udbrud hentet fra engelsk (folk påkalder bl.a. Gud en hel del i deres daglige sprog hos Kramhøft), og man kan som et kuriosum også notere sig, at kvinder åbenbart bedst metaforisk lignes med fugle – bogens kvinder kvidrer, kurrer, har fugleansigter og bevæger sig som hejrer. Det er et helt ornitologisk studium værd. Mænd lader sig omvendt tilsyneladende ikke beskrive gennem nogen særlig dyreart.

Lars Kramhøft

Lars Kramhøft

Kramhøft bevæger sig i flere af historierne ind i et sprogligt rum, hvor der anslås en arkaisk sprogtone, som er vanskelig at gennemføre. Flere andre skrækskribenter gør det samme med svingende held (for Thomas Strømsholt lykkes det eksempelvis rigtig godt), og Kramhøft hører bestemt ikke til dem, der mestrer dette. Det virker påtaget, fordi der konstant sniger sig smuttere ind i hans sprog, som afslører det som en indstuderet, livløs maner. At lade sig ”droppe” ned fra et vindue skurrer eksempelvis i ørerne, når vi sprogligt befinder os i samtale med noget, der bedst beskrives som dyster Morten Korch.

Det er derfor også en lettelse at møde Kramhøfts anden fortællestemme, der flyder mere frit og levende. Den stemme findes primært i bogens sidste halvdel. Her bliver sproget ungdommeligt og fortsat kunstlet, men i det mindste uden den forlorne stemning af lånt gotik. Og måske er det et af bogens helt store problemer, som vi her er ved at indkredse. Michael Kamp skriver i sit forord, at Kramhøft kender sine horror-troper. Det kan jeg kun være enig i, men bogen føles heller ikke som meget andet end en ophobning af koncepter fortalt i et særegent dansk, som ikke formår at føje et selvstændigt liv til de grundlæggende ganske banale, filmiske skrækfortællinger. Bogen ligner eksempelvis Jonas Wilmanns Frygt-filerne-serie i indhold, men står stilistisk famlende i forhold til den langt mere sikre Wilmann.

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

Sagen er nok også den, at Kramhøft forsøger for meget på en gang i bogen. Han vil gerne fremstå både litterær, ved løbende at krydre teksten med referencer, og lyrisk med sine utallige metaforer. Men samtidig lægger historierne sig pænt i strømmen af ukomplicerede gys, hvorfor novellerne naturligvis også skal slutte med det obligatoriske monster, som dukker op til sidst og forsikrer os om, at det her skam er ægte gys. Der er dermed noget glat og karakterløst over Kramhøfts gys, som synes alt for velkendt og sikkert.

Der er som sagt noget påtaget og manieret over novellerne. En æstetisk usikkerhed, som skaber mislyde gennem hele værket. Kramhøft vil det hele med bogen, men mister sin stemme i alle de lånte udtryk. Hvor ville det være rart, hvis han havde smidt alle prætentioner og skrevet den ungdomslitteratur, der tydeligvis falder ham lettest. Det er i hvert fald her, Kramhøft skriver klarest, og her man mærker potentialet for en videre udvikling.

Paperback, Calibat 2015

Paperback, Calibat 2015

Jeg ved godt, at det er vanskeligt at lave bøger. Det er ekstremt krævende, og som forfatter kan man kun løfte opgaven til en vis grad, så må der andre øjne til, som kan hjælpe med at fjerne de fejl og mærkværdigheder fra teksten, som man selv har set sig blind på. Med det sagt må jeg undre mig over, hvilken rolle hele det i kolofonen takkede kleresi omkring bogen egentlig har spillet. For Således forgår alverdens herlighed er fyldt med fejl – ikke bare de mange grammatiske fejl, som vi af en eller anden grund må acceptere i de hjemlige skrækudgivelser, nej der er også en meget lang række inkonsekvenser og ord i bogen, som ikke bliver brugt rigtigt. At Kramhøft jonglerer lidt lemfældigt med ordene, er en ting, men hvor bliver redaktøren af i dette? Hvad nytter det at iscenesætte sin bog som kunstnerisk værk med forord, illustrationer og tonstung alvor, når teksten både æstetisk og faktuelt fremstår temmelig overbebyrdet?

Hardcover, Calibat 2015

Hardcover, Calibat 2015

Og så har jeg lige en sidste ting, som jeg bliver nødt til at sætte fingeren på. På forsiden læser man, at Således forgår alverdens herlighed indeholder 12 aspekter af ny, nordisk horror. Hvad mon det betyder? Bogen er jo udgivet i Danmark og novellerne nye, så det er jo indlysende ny nordisk horror. Faktisk så indlysende, at man ikke behøvede at skrive det på forsiden. Derfor er det vel næppe det, der menes. Jeg kunne i hvert fald fristes til at forstå det sådan, at forfatter og forlag mener novellerne rummer noget særligt nordisk. Det kan man imidlertid efter endt læsning hurtigt se ikke er tilfældet. Idéerne er hverken nye eller nordiske – det er ganske ordinær horror af den type, som har været udsendt siden 80’erne.

Tilbage står jeg derfor med en mistanke om, at det slet og ret er et forsøg fra Kramhøfts og forlaget Calibats side på at lægge bogen ind i strømmen af begejstring over alt nordisk. Vel at mærke uden bogen har antydninger af noget specifikt nordisk. Prøver de mon derfor at lokke læsere til med meningsløs ordflom? Forsøger de at narre mig? Nej, så lavt tror jeg da bestemt ikke, hverken forfatter eller forlag sigter. Der må givetvis ligge en tanke bag forsideteksten, som jeg desværre ikke har forstået.

Således forgår alverdens herlighed, ja. Og således forgår min tålmodighed også her.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling