Tag Archives: 2016

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Lars Kramhøft, Således forgår alverdens herlighed (2016): Højstemt gotik til det nordiske folk

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Jeg skriver det her lille indlæg om Lars Kramhøfts novellesamling Således forgår alverdens herlighed med fare for at blive kendt som ham, der aldrig bryder sig om noget, andre har skrevet. Det er bestemt ikke rigtigt, langt fra, men jeg må blankt erkende, at Kramhøfts noveller efterlader mig med en blanding af irritation og ligegyldighed. Ligegyldighed, fordi jeg umiddelbart tænker, at bogens kernepublikum er teenagere, og jeg bestemt ikke længere nogen teenager. Irritationen skyldes mere grundlæggende ting ved fortællingerne og navnlig Kramhøfts sprog, der har været lidt af en prøvelse for mig.

Der er tale om 12 noveller af lidt varierende længde, som både tematisk og stilmæssigt falder meget forskelligt ud. Vi kommer med andre ord vidt omkring i skrækkens genrer og emner, men i de fleste tilfælde bliver det hele fortalt gennem et gotisk filter. Vi kommer således forbi Nevada i 50’erne til en omgang monstergys, vi er på vampyrjagt i København og får zombier på klos hold i en nær fremtid. Det er således en spraglet buket, der sikrer, at læseren ikke ved, hvad næste fortælling bringer.

Paperback, Calibat 2016

Paperback, Calibat 2016

Hele novellesamlingen præsenteres med stor selvhøjtidelighed – vi får et forord af Michael Kamp, to citater med lidt uklar relevans og en tak til et bredt udvalg af kendte personer i vores lille skrækbogsmiljø herhjemme. Alt sammen kræfter, der på en eller anden måde har bidraget til at skabe det værk, der nu foreligger. Jo-jo, det her er alvor, fornemmer man.

Og så åbner bogen endelig med en række af de mest svulstige og skingre tekster, jeg længe har læst. Metafor på metafor bliver stakket op med et sprog, der formentlig skal lyde lært og måske endda kunstfuldt, men som mest af alt bliver en smule komisk. Man kan også hæfte sig ved den anstrengte dialog, der præges af sært klingede, fordanskede udbrud hentet fra engelsk (folk påkalder bl.a. Gud en hel del i deres daglige sprog hos Kramhøft), og man kan som et kuriosum også notere sig, at kvinder åbenbart bedst metaforisk lignes med fugle – bogens kvinder kvidrer, kurrer, har fugleansigter og bevæger sig som hejrer. Det er et helt ornitologisk studium værd. Mænd lader sig omvendt tilsyneladende ikke beskrive gennem nogen særlig dyreart.

Lars Kramhøft

Lars Kramhøft

Kramhøft bevæger sig i flere af historierne ind i et sprogligt rum, hvor der anslås en arkaisk sprogtone, som er vanskelig at gennemføre. Flere andre skrækskribenter gør det samme med svingende held (for Thomas Strømsholt lykkes det eksempelvis rigtig godt), og Kramhøft hører bestemt ikke til dem, der mestrer dette. Det virker påtaget, fordi der konstant sniger sig smuttere ind i hans sprog, som afslører det som en indstuderet, livløs maner. At lade sig ”droppe” ned fra et vindue skurrer eksempelvis i ørerne, når vi sprogligt befinder os i samtale med noget, der bedst beskrives som dyster Morten Korch.

Det er derfor også en lettelse at møde Kramhøfts anden fortællestemme, der flyder mere frit og levende. Den stemme findes primært i bogens sidste halvdel. Her bliver sproget ungdommeligt og fortsat kunstlet, men i det mindste uden den forlorne stemning af lånt gotik. Og måske er det et af bogens helt store problemer, som vi her er ved at indkredse. Michael Kamp skriver i sit forord, at Kramhøft kender sine horror-troper. Det kan jeg kun være enig i, men bogen føles heller ikke som meget andet end en ophobning af koncepter fortalt i et særegent dansk, som ikke formår at føje et selvstændigt liv til de grundlæggende ganske banale, filmiske skrækfortællinger. Bogen ligner eksempelvis Jonas Wilmanns Frygt-filerne-serie i indhold, men står stilistisk famlende i forhold til den langt mere sikre Wilmann.

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

Sagen er nok også den, at Kramhøft forsøger for meget på en gang i bogen. Han vil gerne fremstå både litterær, ved løbende at krydre teksten med referencer, og lyrisk med sine utallige metaforer. Men samtidig lægger historierne sig pænt i strømmen af ukomplicerede gys, hvorfor novellerne naturligvis også skal slutte med det obligatoriske monster, som dukker op til sidst og forsikrer os om, at det her skam er ægte gys. Der er dermed noget glat og karakterløst over Kramhøfts gys, som synes alt for velkendt og sikkert.

Der er som sagt noget påtaget og manieret over novellerne. En æstetisk usikkerhed, som skaber mislyde gennem hele værket. Kramhøft vil det hele med bogen, men mister sin stemme i alle de lånte udtryk. Hvor ville det være rart, hvis han havde smidt alle prætentioner og skrevet den ungdomslitteratur, der tydeligvis falder ham lettest. Det er i hvert fald her, Kramhøft skriver klarest, og her man mærker potentialet for en videre udvikling.

Paperback, Calibat 2015

Paperback, Calibat 2015

Jeg ved godt, at det er vanskeligt at lave bøger. Det er ekstremt krævende, og som forfatter kan man kun løfte opgaven til en vis grad, så må der andre øjne til, som kan hjælpe med at fjerne de fejl og mærkværdigheder fra teksten, som man selv har set sig blind på. Med det sagt må jeg undre mig over, hvilken rolle hele det i kolofonen takkede kleresi omkring bogen egentlig har spillet. For Således forgår alverdens herlighed er fyldt med fejl – ikke bare de mange grammatiske fejl, som vi af en eller anden grund må acceptere i de hjemlige skrækudgivelser, nej der er også en meget lang række inkonsekvenser og ord i bogen, som ikke bliver brugt rigtigt. At Kramhøft jonglerer lidt lemfældigt med ordene, er en ting, men hvor bliver redaktøren af i dette? Hvad nytter det at iscenesætte sin bog som kunstnerisk værk med forord, illustrationer og tonstung alvor, når teksten både æstetisk og faktuelt fremstår temmelig overbebyrdet?

Hardcover, Calibat 2015

Hardcover, Calibat 2015

Og så har jeg lige en sidste ting, som jeg bliver nødt til at sætte fingeren på. På forsiden læser man, at Således forgår alverdens herlighed indeholder 12 aspekter af ny, nordisk horror. Hvad mon det betyder? Bogen er jo udgivet i Danmark og novellerne nye, så det er jo indlysende ny nordisk horror. Faktisk så indlysende, at man ikke behøvede at skrive det på forsiden. Derfor er det vel næppe det, der menes. Jeg kunne i hvert fald fristes til at forstå det sådan, at forfatter og forlag mener novellerne rummer noget særligt nordisk. Det kan man imidlertid efter endt læsning hurtigt se ikke er tilfældet. Idéerne er hverken nye eller nordiske – det er ganske ordinær horror af den type, som har været udsendt siden 80’erne.

Tilbage står jeg derfor med en mistanke om, at det slet og ret er et forsøg fra Kramhøfts og forlaget Calibats side på at lægge bogen ind i strømmen af begejstring over alt nordisk. Vel at mærke uden bogen har antydninger af noget specifikt nordisk. Prøver de mon derfor at lokke læsere til med meningsløs ordflom? Forsøger de at narre mig? Nej, så lavt tror jeg da bestemt ikke, hverken forfatter eller forlag sigter. Der må givetvis ligge en tanke bag forsideteksten, som jeg desværre ikke har forstået.

Således forgår alverdens herlighed, ja. Og således forgår min tålmodighed også her.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling