Tag Archives: 2017

Anders Jørgen Mogensen, Mistelten87 (2017): Flimrende, sjælelig gru

Paperback, Escho 2017

Anders Jørgen Mogensens roman Mistelten87 fra 2017 kan ikke kaldes genrefiktion, hvilket jo egentlig er den fiktion, jeg skriver om på bloggen her. Ikke desto mindre er den særdeles relevant at trække ind, fordi romanen gør præcis det, som al god skrækfiktion tilstræber. Den bevæger sig ind i et dybt personligt univers og med sit særlige fokus, æstetiserer bogen grumme og ubehagelige. Mogensens roman er dermed et strejflys ind over et sønderslået psykologisk landskab, der skildres ud fra hovedpersonens ulykkelige ståsted i livet.

Handlingen er vanskelig at beskrive, fordi den hverken er entydig eller lineær. En mand flygter hjem til sine forældre med sit relativt lille barn. Han er på flugt fra barnets mor, men formentlig mest af alt på flugt fra fortiden, sig selv og parrets fælles historie. Mere konkret kan man næsten ikke blive omkring bogens historie, der udfolder sig som en kakofonisk strøm af scener og figurer, der toner ind og ud i teksten. Der er parrets aborterede barn, som de mistede, før de fik det barn, hovedpersonen nu er flygtet med. Der er barnets mor, der er den ypperstepræsten Ahuiztotl og heksen Tanit.

Som en rablende febervildelse vælter hovedpersonen igennem det ene møde efter det andet, snart er han i fortiden; i livet med kæresten eller i barndommen, snart er han i helt andre tider og rum, hvor han iagttager sit liv udefra, som en skuespiller, der skal tilegne sig en rolle.

Paperback, Escho 2017

Fælles for alt dette er den hjerteskærende desperation, der som en klam omfavnelse griber læseren og gennemsyrer hver evig eneste sætning. Tekstens skildring af et menneske, der har ondt i sjælen, søger derfor konstant til destruktive og ikke mindst selvdestruktive tankebaner, som skaber en stemning af psykologisk gru. Der er scener fyldt med afmagt og vold, scener med kold rædsel og selvlede, og samtidig er der groteske passager, som kun kan beskrives som humoristiske.

Bogens titel, Mistelten87, er et gammelt kodeord til hovedpersonens computer. Bogen bliver på den led et kodeord, der giver os adgang til et sind, et sjæleliv, som står kollapset faretruende nær. Det er tumultarisk læsning, præcis som drømme og tanker er tumultariske. Romanen beskriver et forløb, men det er ikke som sådan ikke nogen fremdrift, er den udført som en række koncentriske cirklers bevægelser. Vi kommer ingen steder i teksten, vi flytter os ikke, men alligevel forandrer prosaen sig omkring os og efter endt læsning er hovedpersonen blevet et nært bekendtskab, hvis indre monolog tager tid at fordøje.

Trods sin komplekse fremstillingsform kan man ikke sige, at Mogensens roman er decideret eksperimenterende. Den leger med formsproget og inkluderer endda en tegnet passage, men grundlæggende ligner bogens udtryk en del andet nyere dansk litteratur, hvis pågående tale- og tankestrøm skaber en helt særlig manisk intensitet. Sprogligt er Mistelten87 imidlertid ganske spændende, fordi forfatterens ordstrøm er fyldt med fantastiske små sprogperler, som ”Hans læber ligner kongerækken” eller ”Hendes hale pisker mod min næsetip, så jeg må springe for ikke at blive ramt, og da hun balancerer på sine forben i et usselt forsøg på at gøre grin med, at jeg, et lille usselt menneske, går på mine bagben, blotter hun sin store væskende løvindekusse, der mest alt ligner et kalejdoskop af kød ” (s. 122). Der er med andre ord stor lyrisk potens bag de ofte forførerisk simple sætninger.

Anders Jørgen Mogensen (født 1980)

Skulle jeg have en anke mod Mistelten87 må det være, at Anders Jørgen Mogensen driver sin tekst for vidt. Han anstrenger teksten ved at fylde for meget på. Der fører til gentagelser – ord som korpus og kalejdoskopisk går alt for hyppigt igen, fordi Mogensen overskrider den sproglige grænse for sit projekt. Romanen burde være kortere, for så havde visionen stået rent og krystalklart. Sådan er det desværre ikke, men det forandrer ikke noget ved forfatterens evne til at lege raffineret og betagende med sproget.

Der er rigtig meget godt at sige om Anders Jørgen Mogensens Mistelten87, og jeg vil ønske, at vores hjemlige genrefiktion kunne tage ved lære af en bog som denne. Dens kerne af gru og ubehag står stærkt, stærkere end mangt en såkaldt ”horrorroman”, men selve gyset er ikke romanens anliggende – i hvert fald ikke i gængs forstand. I stedet leverer Mogensen et sprogligt kompromisløst værk, der indfanger os med sin rytme og lyrik. Det er ikke handlingen eller plottet, som driver værket her, men egentlig poetisk skrivekunst.

Mogensen skriver i begyndelsen af bogen, næsten lidt krukket, at han under arbejdet med romanen opdagede, at han slet ikke er forfatter. Det kan meget vel være, at han ikke føler sig som forfatter, men i min optik er han meget mere forfatter end langt hovedparten af de fortælleglade mennesker, der befolker genrelitteraturens verden med spændingsfiktion om spøgelser, vampyrer og forsvundne folkemindesamlere.

Et opslag fra den tegnede del af romanen

Kun alt for få bevæger sig ud i en egentlig krævende prosa, der forlanger noget af sin læser. Det er en moderne, pågående tekst, der hører samtiden til. En tekst, der ikke sværmer for bedagede udtryk, som hører hjemme i en verden af i går, men i stedet stålsat indtager nuet i nuets toner.

Du kommer på arbejde i selskab med Mistelten87, og det er fantastisk at møde en roman, som dykker ned i følelserne skyggeland uden sikkerhedsnet eller redningskranse til læseren. I stedet overlades vi til et komprimeret, enigmatisk stykke fiktion, som yder præcis den type modstand, der gør bogen til egentlig kunst. Jeg siger ikke, at Mogensens roman er en model til efterligning, men hans vision er en lektion udi det, som skrækfiktionen kan, når den får lov at udfolde sig sprogligt uden hele det vanlige, trivielle apparatet af stemningsopbygning og plotafvikling. Noget, der langt hen ad vejen sikrer, at hovedparten af alt gys aldrig vil kunne blive regnet som andet og mere end underholdning.

Mistelten87 er ikke underholdende. Den er stedvist morsom, men mest af alt er den en blodig hudafskrabning på bevidstheden, der svier og skaber ubehag. Men den vækker også medfølelse og sympati, fordi vi genkender os selv i hovedpersonens vildnis. Præcis det gør bogen lige så relevant, som den er ubehagelig. Det afkræver respekt. Godt gået hr. Mogensen.

2 kommentarer

Filed under Roman

Forlagshistorier: Redaktørens rolle

Af Jonas Wilmann

Med afsæt i den monumentalt fejlbehæftede roman Eternal Darkray vil jeg se nærmere på bogredaktørens rolle og ansvar.

 

Enter Darkness

Sidste efterår modtog jeg to frieksemplarer af horrorantologien Rustkammeret fra det lille, nystartede forlag Enter Darkness. Jeg har bidraget med en novelle til samlingen og var spændt på at se det færdige resultat, men da jeg fik bogen i hænderne, var jeg mildest talt overrasket. Og ikke på den gode måde.

Redigeringen er simpelthen håbløs. Ikke at antologien er fyldt med stavefejl, på det punkt går den i det store hele fri, men en god del af novellerne er hærget af sproglige misforståelser og simpelthen bare dårligt sprog. Mange af bidragene skulle aldrig være udgivet i den form, vi ser – som i mange tilfælde har karakter af råmanuskript – selvom det selvfølgelig ligger i kortene, at en horrorantologi fra et mindre forlag vil byde på en vifte af forholdsvis uprøvede kræfter. Og det er fint. Men det er tydeligt, at bidragsyderne har været helt overladt til sig selv og alene hæftet for slutresultatet – de mere erfarne forfatteres bidrag fremstår da uforholdsmæssigt stærkere, og det er ærgerligt.

Paperback, Enter Darkness 2017

Jeg var selvsagt meget skuffet over denne udgivelse, og da jeg så, at forlagets næste projekt var en 612 sider lang roman, blev jeg bekymret. 612 sider. Det er virkelig mange ord at holde styr på. En opgave, der kunne give selv en erfaren redaktør sved på panden, især når forfatteren er romandebuterende.

Og bagsideteksten til Eternal Darkray gjorde mig ikke mindre bekymret.

Ravar assimilate …

Bogstaverne bløder på væggen, malet med en afrevet arm. På et tog der suser gennem natten uden at stoppe. Metallet er revet op på størstedelen af togstammen. Der flyder med lig af soldater. En grotesk skygge kaster sig af vognen og iler mod havet. Toget har destination mod Land’s End, Cornwall, England.

Passagererne er civile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Fire af passagererne er udvalgt til at løse gåden om mørkemændenes herre og finde hans skjulte formål. Hvorfor vente 4000 år på at komme til verden som computervirus?

 

Én ting er det staccato-agtige, opremsende sprog, der bærer mere præg af indkøbsseddel end litteratur, en anden er, at det ud fra denne forvirrende tekst er helt enormt svært at gætte, hvad bogen handler om – og dernæst er der op til flere ting, en redaktør burde have påtalt.

Bogstaverne bløder på væggen. På et tog der suser gennem natten. Dette virker uklart. Hvis bogstaverne er malet et tog, er de ikke malet på en væg, men på togets side. Passagererne er civilile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Den første sætning konstaterer, at de civile er smittet med sygdommen, næste sætning spørger, om det er sandt. Desuden kunne ’civile der er smittet med’ nemt slankes til ’civile smittet med’. Der flyder med lig af soldater. Meget upræcist. Hvor ligger de? Inde i toget? Rundt om toget?

Alt sammen punkter en redaktør burde have taget fat i. Bagsideteksten er trods alt meget vigtig, og forlag bruger tit ugevis på at skabe en, der er så fængende, velskrevet og præcis som overhovedet mulig. Og denne halter på alle tre punkter.

Men hvad så med bogens indhold?

Den første smagsprøve, jeg fik, var et uddrag, som forlaget linkede til på deres facebookside (det er siden blevet fjernet af forfatteren), og det gjorde mig mildt sagt bekymret. Det relativt korte uddrag, mindre end to bogsider, var simpelthen et rod af uforståelige sætninger, forkert anvendte forholdsord, rod i ejestedord, kontinuitetsfejl (ting der ændrer sig lige for øjnene af en), brug af faste vendinger og klodsede sproglige gentagelser, der burde være umulige at overse – f.eks. ’han havnede i havnen’.

Kort sagt: kaos!

Så selvfølgelig blev jeg nødt til at undersøge, om resten af bogen var lige så fejlbehæftet, eller om det lille uddrag – som ganske fornuftigt blev pillet hurtigt ned – var noget råmanuskript, der ved en fejl havde fundet vej til facebook. Svaret er desværre den første mulighed. Bogen er komplet ulæselig.

Og her vil jeg gerne lige stoppe og gøre opmærksom på, at dette på ingen måde er en anmeldelse af Eternal Darkray – jeg har ikke læst den hele, da den netop er ulæselig – men en artikel om redaktørens rolle og ansvar, med afsæt i denne udgivelse. Det handler ikke om at udstille forfatteren, jeg kender ham ikke og har intet imod ham (ej heller lade forlaget Enter Darkness bære hele skylden for branchens mangelfuldt redigerede bøger), men om at belyse et meget alvorligt problem, der i yderste konsekvens – og hvis det ikke adresseres uden omsvøb – kan skade dansk fantastik som et hele og endda vordende fantastikfans’ læselyst.

 

Eksemplet

Eternal Darkray er udgivet i en form, der ligner en debuterende forfatters allerførste udkast, som intet andet menneske har kommenteret på eller rettet i. Det er muligt, at der er rettet nogle stavefejl – jeg har ingen indsigt i forlagets redigeringsproces – men alle andre sprogblomster er på plads.

Det er den type manuskript, der skulle være sendt retur til forfatteren med en venlig besked om, at der skulle arbejdes grundigt videre med det, før forlaget ville se det igen. Hvad der rent faktisk er sket, og hvad redigeringsprocessen har indebåret, kan jeg ikke udtale mig om, men at dømme ud fra slutresultatet virker redaktøren totalt fraværende.

Bogen er hærget af grammatiske fejl, sproglige misforståelser, upræcise formuleringer, kontinuitetsfejl, de mest graverende eksempler på ’tell’, jeg nogensinde har set (handlingen ikke kun overforklares, den leveres i direkte tale af karakterer, der befinder sig alene og højlydt forklarer, hvordan det hele hænger sammen!) og diverse andre uvaner, f.eks. at lade direkte tale stå selvstændigt, så man ikke har en chance for at vide, hvem der taler, eller – endnu mere forvirrende – variere mellem et utal af forskellige betegnelser for den samme karakter. En af bogens hovedpersoner, Caitlin, omtales f.eks. skiftevis som gothpunkeren, ireren, den irske pige, den unge pige, den gotiske digter (hvilket i øvrigt betyder noget andet) og goteren (hvilket i øvrigt betyder noget helt andet). Og jeg er ikke engang helt sikker på, at det var Caitlin alt sammen. Ellers også var det. Pointen er, at denne særlige uvane gør det næsten umuligt at finde rundt i, hvem der er hvem i denne bog.

Paperback, Enter Darkness 2017

For at eksemplificere yderligere, bør vi kigge på kapitel 4. Og jeg må igen gøre opmærksom på, at dette ikke er ment som ukonstruktiv udstilling af hverken forfatter eller forlag. Men uden håndgribelige eksempler vil debatten hurtigt kunne afspores til et spørgsmål om smag eller påstand mod påstand. Og jeg forholder mig ikke til bogens indhold, om det er en spændende bog og så videre, udelukkende til sproget og det dertilhørende redaktionelle svigt.

Fra side 38:

”Wayne you are too much, Wayne Too Much,” lo den hvidkitlede herre i afsindigt vanvid siddende i stolen.”

Sætningen er helt forkert opbygget, det lyder, som om det er vanviddet, der sidder i stolen.

”Han rullede med øjnene og rablede formløse ord.”

Hvad er ’formløse ord’?

”Sådan som djævlen tér sig, skal du også hilse ham der behersker skyggerne.”

Det er uforståeligt. Man kan ikke hilse én, sådan som djævlen tér sig.

”Inde bag hans ansigt gemte den sig og ventede stilfærdigt på at en eksorcist kom for at udfri staklen.”

Her er det ikke forklaret hvad ’den’ er, eller hvorfor ’den’ venter på at blive uddrevet.

”Grinet blev endnu mere stramt og dæmonagtigt mens den messende tone virkede hypnotisk på omgivelserne.”

Meget upræcist. Et stramt grin har ikke en messende tone, og det er forkert at anvende ordet ’mens’, når det er én og samme tone, der tales om. Samtidig er ’omgivelserne’ et besynderligt ord at bruge, når de kun er to mennesker i lokalet, og det absolut ikke har nogen hypnotisk effekt på Wayne, som hakker løs i offeret imens.

”Wayne jagede kniven i struben på galningen, der med rullende opspilede øjne og vanvid i mundvigene bekendtgjorde at fornuften var andetsteds i rummet.”

Vanvid i mundvigene skal uden tvivl læses som et vanvittigt smil, men det er en fjollet formulering. Samtidig er fornuften ikke andetsteds i rummet, da Wayne er den eneste anden til stede, og han er ved at hakke lægen i småstykker, mens han omtales som ’den uligevægtige dreng’ og ’den utilregnelige psykopat’.

”Et øjeblik stod knivstikkeren og så på det slatne lig mens det pumpede ud af kroppen.”

Der mangler vist ordet ’blodet’ her, for i sætningens nuværende form er det liget selv, der pumper ud af kroppen.

Fra side 39:

”Han overfaldt den døde læge og jog kniven igennem brystkassen på ham så alle ribbenene knustes. Bevægelsen var så kraftig at bladet borede sig gennem rygsøjlen. ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” Han tabte våbnet så det faldt ned og borede sig fast i gulvet.”

Der er et eller andet helt galt med kontinuiteten her. Wayne har hakket kniven gennem lægen, så bladet er boret gennem rygsøjlen, og hans hånd sidder fast dybt i lægens indre. I næste sætning beskrives det, hvordan han taber kniven – må være fra en vis højde – så den falder ned og borer sig fast i gulvet.

”Sort blod sprang ud af munden som et brusebad og stank af metallisk bræk.”

Kluntet sætning. Især det sidste sætningsled ’og stank af metallisk bræk’ virker underligt påhæftet.

”Wayne blev så forskrækket over sine kræfter at han et øjeblik blev bange for sig selv, mens et fnys slap hans næse, og han gik over til sin kniv og trak den op af gulvet med noget besvær.”

Omstændelig, knudret og alt, alt for lang sætning. Den skriger på en redaktør, som kunne henvise til en af mange og indlysende omskrivninger. Det virker også helt forkert, at Wayne bliver så forskrækket, at han bliver bange. Og så det der ’mens’, det virker også malplaceret. Hvorfor fnyser han, mens han bliver forskrækket over, at han bliver bange?

Derudover skifter Wayne, alene på disse to sider, navn mellem de følgende: den uligevægtige dreng, unge Brighter, drengen, knivstikkeren, den utilregnelige psykopat og Wayne Too Much.

Og selvom der ikke er andre til stede, kommer Wayne med udbrud som: ”Hvad er det for kroppe? Det ligner ikke mennesker, de er alt for deforme.” ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” ”Sikke en underlig farve det blod har som siver ud fra lægens hoved.” Det er ren Andeby, og selv en relativt uerfaren betalæser ville her kunne fortælle forfatteren om det almenkendte ’show don’t tell’, som her har nået en hidtil ukendt ekstrem.

Og det hele bliver egentlig kun værre på de næste sider, men jeg synes ikke der er nogen grund til at fortsætte. Efter ovennævnte eksempler vil de fleste forhåbentlig være enige i, at det ikke er et spørgsmål, om bogen er massivt fejlbehæftet, men snarere hvad der fremadrettet kan gøres for at undgå sådanne udgivelser.

 

Hvornår kan man kalde sig redaktør?

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at nogen har læst Eternal Darkray og tænkt: det her vil vi udgive, og i den her stand. Ja, jeg har faktisk svært ved at tro, at nogen har læst bogen til ende, for så ville de have opdaget, at den er uforståelig.

Det her er som sagt ikke en anmeldelse, og jeg vil ikke vurdere bogens handling og potentiale som spændingsroman, men selv hvis man kunne se et eller andet i manuskriptet, hvorfor så ikke gennemarbejde det ordentligt? Eternal Darkray bærer mange af de tegn, som helt unge debutanters værker lider under. Der er tale om en historie, som simpelthen ikke er kommet ordentligt ud af forfatterens hoved. Som uerfaren forfatter tror man, at læseren automatisk ved, alt hvad man selv ved – alt det, der ligger bag fortællingen – og det, der ender på linjerne, formidles ikke på nogen forståelig måde. Det er på mange måder det, som er på spil her, men fingeren peger først og fremmest mod redaktøren og forlæggeren, ikke forfatteren.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det egentlig vil sige at være redaktør. Hvornår kan man tage den titel? Kan man bare være en eller anden – ja, undskyld udtrykket – dude, der udgiver nogle bøger, han selv synes er spændende uden at have forstand på hverken sprog eller litteratur? Svaret er selvfølgelig, at man kan lige, hvad man vil – og det ser man jo tydeligt på bogbranchen anno 2018 – men hvorfor skulle man?

Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal have en særlig uddannelse, før man kan kalde sig bogredaktør, men en god portion selvkritik og realitetssans skal der til. At kunne få øje på stavefejl i en tekst udgør måske 1 % af, hvad der skal til for at være redaktør. Jeg vil umuligt kunne remse alle de resterende 99 % op, men det er en bred vifte, alt fra at kunne muge ud i sproglige gentagelser, prædike show don’t tell og afveje om ordene på linjerne overhovedet formidler historien forståeligt. Dertil kommer hele grammatikkens jungle. Redaktøren skal også have en bevidsthed om, hvilke formuleringer man bruger i litteratur. Er teksten hærget af faste vendinger? Floskler? Talesprog? Er der tale om uskønt og omstændeligt sprog? Fejl i sætningskonstruktionen?

Det handler kort sagt om at kende sine egne begrænsninger og vælge en intelligent forlagsmodel, med en klar erkendelse af hvor langt ens kompetencer rækker.

Mange små forlag er heldigvis rigtig gode til at indhente eksterne kræfter. De bruger de penge, det koster at få erfarne redaktører og korrekturlæsere på deres manuskripter, og det kan ses på slutresultatet. Og der er ikke nødvendigvis nogen angst for at antage manuskripter, der skal arbejdes meget med – hvis den gode historie er der – men så bliver der til gengæld også arbejdet grundigt med dem.

Men de brodne kar blandt mikroforlagene ses desværre stadig, selv her i 2018.

 

Modtagelsen

Modtagelsen af Eternal Darkray har indtil videre været næsten lige så mystisk som bogen selv.

Den mindst mystiske omtale er at finde på Sus’ bogblog.

Bloggeren, som forståeligt nok kun orkede at læse 50 sider af bogen, beskriver, hvordan hun blev forvirret og tit ikke forstod hvad der foregik. Hun nævner et af mine egne kritikpunkter: ”i løbet af en side blev Caitlin refereret til som både hun, Caitlin, Den Gotiske Punker, Digteren og den unge pige. Jeg blev ret forvirret nogle gange …”

Helt forståelig reaktion. Hun skriver videre: ”Det er som om der mangler dele.” og ”Den dræbte fuldstændig min læselyst.”

Gyseren.dk er tonen mere diplomatisk. Det massivt fejlbehæftede sprog beskrives her ret overraskende som ’lyrisk’.

”Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.”

Jeg forstår udmærket, hvad der skrives her. Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor anmelderen ikke når den konklusion, at sproget er uforståeligt. Ja, det gælder jo også handlingen. Forsøg på diplomati? Jeg skal ikke kunne sige det.

Bogens lektørudtalelse er dog det, der har gjort mig mest perpleks. Jeg har kun set uddrag af den, men den skulle ifølge forlaget være meget positiv og beskriver bl.a. bogen som ’velskrevet’.

Her må især lyde en kritik, for hvis ikke en lektør kan finde ud af at sortere i den strøm af udgivelser, der udkommer fra mikro- og betalingsforlag, hvor er vi så henne?

 

Farerne

Nogen vil måske spørge: Hvorfor flipper du egentlig sådan ud over denne udgivelse? Styr dig lige, mand. Hvad er faren ved, at en, indrømmet, temmelig fejlbehæftet roman kommer ud at stå på de danske bibliotekers hylder?

Til det er svaret klart: I yderste konsekvens kan det fjerne fantastikfans’ lyst til at læse dansk. Og det vil uden tvivl skabe et negativt omdømme for vores fantastiske litteratur herhjemme.

Forestil dig, at du var en ung læser, der gerne lige ville se, hvad det der urban fantasy var for noget, og endte med Eternal Darkray i posen. Hvis det var dit første indtryk. Det ville jo være katastrofalt.

Da jeg var ung, var bogbranchen anderledes, end den er i dag. Der fandtes ikke den skov af betalings-, mikroforlag og selvudgivere, vi har nu. Det var ikke kun en god ting, for de små forlag byder også på spændende alternativer til de stores mere strømlinede program, til gengæld fandtes der slet ikke bøger så mangelfuldt redigeret som eksempelvis Eternal Darkray. Jeg er sikker på, at mødet med en sådan bog – okay, måske ikke den ene, men et par stykker – kunne have vendt mit fokus mod amerikansk litteratur eller, værre endnu, helt andre medier.

Vi bliver nødt til at forstå, at det er alvor at udgive bøger. Et forlag hjælper ikke uprøvede kræfter ved at fralægge sig redaktøransvaret og udgive manuskripterne så godt som uredigerede. Udgiver man en bog med henblik på salg, f.eks. til de danske biblioteker, skal kvaliteten bare være i orden. Er det derimod en foreningsudgivelse eller lignende, lavet af fans til fans, må den være mærket sådan og bør aldrig forlade den kreds.

Jeg håber, at historien om Eternal Darkray kan få forlæggere og redaktører til at se mere kritisk på deres redigeringsproces, inden de sender en bog til tryk.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

Hardcover, Kandor 2017

 

Horrorromanen Rakelsminde sigter mod et bredere publikum uden for det lille fanmiljø, men den mangler originalitet og er ikke ordentligt gennemarbejdet.

Journalisten Tea Ehlers tager til fødebyen Rakelsminde for at undersøge en mystisk sag om en jæger, der har begået selvmord ved, i fuld offentlighed, at sprætte sin mave op med en jagtkniv. I byen bliver Tea mødt af mistænksomme blikke og en mur af tavshed, ikke mindst fra byens religiøse fanatikere, Jesu Salige. Tea hører dog snak om en lydbølge, der ramte Rakelsminde kort før selvmordet, og byens nye tilflytter, den syriske flygtning Sayid, er heldigvis mere imødekommende over for hende. Lydbølgen rammer den lille flække med tre dages mellemrum, og hver gang følger blodige mord eller selvmord. Og som om det ikke var nok, er et hus sporløst forsvundet, og byen overrendes af dyreplager fra varmere og koldere himmelstrøg.

I Rakelsminde af forfatterbrødrene David og Stephan Garmark er alle de velkendte horrorelementer på plads. Det kan man så synes er godt eller skidt. Vi har en by med hemmeligheder (”Lad de døde være,” messer landbetjenten), en sekt, der mødes til sære messer – lidt a la Esoteric Order of Dagon – en ung sektbroder, som får billeder i hovedet af en konstruktion med umulige ’Lovecraft-vinkler’, og op til flere karakterer har the shining. Og lad mig ikke forglemme, at de uundgåelige tentakler også indfinder sig i løbet af historien.

Klichéerne står simpelthen i kø, og bogen fremstår mest som en række tilfældige paranormale hændelser smidt i gryden. Man savner selvstændighed, i et univers sammenstykket af amerikanske filmklichéer, King, Lovecraft og en smule Barker. ”Det lyder som en dårlig film,” udbryder en af karaktererne halvvejs gennem bogen – et metareflekterende udbrud, jeg har set i meget nyere, dansk horror – og der ligger noget selverkendelse i den sætning.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

For Rakelsminde illustrerer tydeligt, hvor svært det er at skabe horror med en egentlig dansk identitet. Så længe der skues så meget mod forbillederne, i stedet for at trække på egne indre verdener og drømme, lykkes det ikke, og gyset strander ved at være en slags stiløvelse, hvori en række konventioner skal følges.

Historiens personer slægter krimiens karaktertegning på, men fremstår lovligt klichétunge, fra den onde sektleder, til landbetjenten, der bærer en ’pump-action Remington 870 shotgun’ – hvorfor ikke bare et haglgevær? – og harker efter han er kommet med udbrud, der leder tankerne til en hillbilly-sherif fra en amerikansk setting i 50’erne.

Og klicheerne begrænser sig desværre ikke til bipersonerne. Den ene hovedperson, den syriske flygtning, Sayid, fremstår i dele som en parodi. ”Når man flygter for livet, har man ikke andet end en taske under armen,” fortæller han lidet nuanceret til en gæst og byder på noget arabisk kage. Altså, fordi han jo er araber. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvor han mon havde kagerne fra. I Rakelsminde, syd for Holstebro.

Den overfladiske behandling af Sayid skinner også igennem i hans alt for perfekte sprogegenskaber. Efter et år på et dansk asylcenter bruger han ord som ’aggregat’, ’proptrækkerkrøller’ eller: ”Det lyder, som om de bare profilerer på ulykkerne for at forstærke deres egen indskrænkede tro.” Jeg kender kun ganske få etniske danskere, der kan formulere sig sådan. Samtidig strør han om sig med gammeldansk og faste vendinger.

Og når vores syriske flygtning i sine tanker repeterer Roosevelts velkendte og skambrugte citat om at frygte frygten selv, tænker han egentlig mere som en tvivlsom forfatter, end som Sayid selv.

Fra bogens bagside. Med sådan en anbefaling, og anbefaler, kan det jo ikke blive finere…

Brugen af Roosevelt-citatet bør der dvæles ved, for det er symptomatisk for romanen, som synes at bygge på, hvad jeg vil kalde ’Wikipedia-viden’, tilsat en smule hentet fra tabloidernes flygtningedebat og et skvæt populærvidenskab. Det er ikke særlig berigende læsning, og det bliver en hakket og rodet læseoplevelse. Til tider føles Rakelsminde som at læse Illustreret Videnskab, andre steder, i de karikerede splatscener – som da byens slagter ’halalslagter’ sin familie – er vi ovre i børne/ungdomsgys, og endelig får den sine steder karakter af kogebog; madingredienser remses af uvisse årsager op i ét væk. Over tre-fire sider tales om krydderier og pies, senere får vi opskriften på æggekage, arabisk slik og mangt andet. Man har næsten fornemmelsen af, at siderne bare skal fyldes ud med et eller andet, og som læser håber man inderligt, at al den snak om krydderier og lignende vil få en betydning senere, men nej.

Det med overflødighederne er generelt for bogen. Der er simpelthen for lidt prioritering til stede. Stift opremsende, skal vi høre om alverdens ligegyldigheder. Her har du f.eks. en manual til at tale i telefon, hvis du skulle være i tvivl om, hvordan det gøres: ”Hun trykkede på nummeret, lagde telefonen til øret og ventede på, at den ringede op.” Og fra samme side: ”Hun kørte hen til butikstorvet, parkerede bilen og gik ind i Brugsen.” Og stadig samme side (!): ”Hun købte et par rundstykker med ost, en yoghurt naturel og en banan.

”Og da vi er kommet igennem alle bananerne og rundstykkerne med ost, og horrorplottet rigtigt tager fat, er vi i sikkert Lovecraft-King-territorie, og nej, dette bør ikke citeres ud af kontekst, for jeg mener det ikke som en ros. Dele udspiller sig som Kings ”The Mist”, når religiøse fanatikere i lillebyen tolker de overnaturlige hændelser som guddommelige tegn og varsler, og de obligatoriske tentakler bryder da også frem, i hvilken forbindelse der begås ikke én, men to litterære kardinalsynder. Den ene er ’kyklopisk’, den anden er ’amorf’. Næst efter ’eldritch’ er ’cyclopean’ og ’amorphous’ (som i øvrigt lyder så meget smukkere på engelsk) de mest brugte fremmedord i Lovecrafts fiktion, og at bruge begge på én og samme side giver umiskendeligt et værk karakter af fanfiktion.

Plottet skrider videre frem i velkendt Lovecraft-territorie, med introduktionen af old ones, en hel del sci-fi-forviklinger, en dosis saftige familiehemmeligheder og – uden at afsløre noget – en af de mest corny afrundinger, jeg længe er stødt på.

Som tidligere citeret: ”Det lyder som en dårlig film”. Det gør det. Men det burde det ikke. Barren for dansk horror må hæves, og det må først og fremmest gøres ved at trække fra egne verdener og ikke lave tvivlsomme kopier af sine forbilleders værker.

– Af Jonas Wilmann

3 kommentarer

Filed under Roman

Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

Skriv en kommentar

Filed under Roman