Tag Archives: 2018

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lidt Poe-reklame

Paperback, Det Danske Edgar Allan Poe-Selskabet 2018

Jeg læser i Poe-selskabets nyeste udgivelse for tiden. En underholdende artikelsamling, der belyser forskellige sider af Edgar Allan Poe og receptionen af Poe. Det hele holder ikke samme niveau, men bogen er sjov læsning, som klart kan anbefales til alle, der interesserer sig for gys og gru. Jeg skriver en mere indgående kommentar til samlingen senere; her skal der bare lyde en opfordring til at støtte projektet.

Køb bogen her. Vi har brug for flere af den slags udgivelser i Danmark.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Lidt okkult reklame… igen

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Jeg tillader mig lige en lille reklame. Min roman Thelema fik heldigvis en rigtig fin lektørudtalelse, som nu er tikket ind hos forlaget. Jeg var ret spændt på modtagelsen; bogen er ikke helt ligetil og næppe alles kop the, men lektøren er med på idéen, hvilket er fantastisk. Udtalelsen begynder med ordene: ”Velskrevet, voldsom og uhyggelig roman om magiske kræfter…” Det siger næsten alt. Min udgiver Henrik Harksen bringer lidt mere fra udtalelsen på forlagets blog, så sving forbi siden og læs lidt mere der.

Romanen er et forsøg på et seriøst livtag med okkulte forestillinger. Modsat så meget andet skrækfiktion, så følger romanen de magiske forestillinger indefra – vi er altså inde i hovedet på de praktiserende okkultister, som ikke er reduceret til ansigtsløse skurke, der betragtes udefra af hovedpersonen. Bogen handler om idéer og hovedpersonens behov for at åbne sig mod noget større. Det handler om forskydninger af virkelighedsopfattelsen, og de afveje, som vi kan komme til at bevæge os ud på i situationer, hvor det hele kan synes sort og håbløst. Typisk horror er det ikke, men Thelema dykker bestemt ned i foruroligende terræn, som jeg ikke tror mange herhjemme har skrevet om før.

Med andre ord, kast et blik på bogen, hvis du har en svaghed for det okkulte og esoteriske hemmeligheder.

Bogen kan erhverves her.

Vi ses desværre først igen i næste uge.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dobbelt op! En kort reklamepause

På lørdag udkommer to bøger, som jeg har været med til at skrive. Min roman Thelema, der dykker ned i metafysikkens og magiens labyrint, og så Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Her er der tale om en mere traditionel spændingsroman, der leger med tid og upålidelige fortællere. Du kan tilmed høre Jacob og mig fortælle om begge bøger i samtale med Amdi Silvestri på Krimimessen på lørdag. Det bliver sikkert en underholdende snak.

Skulle du føle dig fristet, kan du tilmed forudbestille Thelema her og Randvad her.

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret