Tag Archives: 2019

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling