A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014