Tag Archives: Ace Books

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1914/22): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

Fremtiden set med Gray Morrows øjne: Ace Paperbacks og andet pulp

Hardcover, Avalon Books 1965

Hardcover, Avalon Books 1965

Her kan du tage få et kig ind i Gray Morrows fantastiske verden. Morrow, der egentlig hed Dwight Graydon (1934-2001), skabte i løbet af 1960’erne og 70’erne en lang, lang række forsider til de store amerikanske paperback-udgivere. Han specialiserede sig i SF og kom mere eller mindre til at karakterisere det visuelle udtryk hos Ace Books, der udsendte en stor mænge SF på den tid.

Dwight Graydon "Gray" Morrow (7. marts 1934 – 6. november 2001)

Dwight Graydon “Gray” Morrow (7. marts 1934 – 6. november 2001)

Det er interessant at følge udviklingen i Morrows stil, fra de tidlige forsider for Avalon Books over de mange illustrationer til Ace og endelig de sene forsider fra slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, hvor det hele bliver mere poleret og dramatisk. De første forsider er tilbageholdende, men som navnlig salget af SF-litteratur boomede i 60’erne, bliver billedernes udtryk mere frodigt og fabulerende.

Paperback, Pyramid Books 1967

Paperback, Pyramid Books 1967

Selvom Morrow aldrig bliver en af mine favoritter, når det kommer til forsideillustratorer, så har hans 60’er-stil en plads i mit hjerte. Der er noget charmerende over hans streg, der repræsenterer en sen udløber af den klassiske pulp-stil fra 40’erne og 50’erne. Som det fremgår af forsiderne her, kan Morrow sagtens skabe atmosfæriske, fremmedartede miljøer. Ikke desto mindre ligger hans fokus typisk på personskildringerne, mens baggrundende i mange tilfælde bliver reduceret til et stemningsmættet ornament. En form for futuristiske mønstre, der sætter rammen omkring personerne i centrum.

Hardcover, Avalon Books 1965

Hardcover, Avalon Books 1965

Selve Morrows streg kan til tider være svær at identificere, fordi han i den grad udtrykker sig tidstypisk. Hans arbejde ligner med andre ord rigtig mange af tidens andre forsider. Sagen er bare den, at de fleste har skævet til Morrow, der var en af de vigtige inspirationskilder.

Paperback, Popular Library 1972

Paperback, Popular Library 1972

For mig er der noget betryggende, nærmest beroligende, ved at sidde med en lille Ace-paperback og se på en Morrow-forside. Et lille stykke stemning, der ikke alene peger mod en fjern fremtid med rumrejser og fremmede planeter, det peger også tilbage mod pulpens svanesang. De fleste Ace-bøger kan købes for en slik, og jeg vil næsten vædde på, at du har et par af Morrows forsider stående på hylden derhjemme. Det har jeg i hvert fald, og jeg er glad for hver eneste af dem.

Hardcover, Avalon Books 1966

Hardcover, Avalon Books 1966

Paperback, Popular Library 1972

Paperback, Popular Library 1972

Hardcover, Macmillian Books 1973

Hardcover, Macmillian Books 1973

Paperback, Lodestone Books 1972

Paperback, Lodestone Books 1972

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Baronet Publishing 1978

Paperback, Baronet Publishing 1978

Paperback, Ace Books 1966

Paperback, Ace Books 1966

Paperback, Baronet Books 1979

Paperback, Baronet Books 1979

Paperback, Ace Books 1966

Paperback, Ace Books 1966

Paperback, Ballantine Books 1975

Paperback, Ballantine Books 1975

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1969

Paperback, Ace Books 1969

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1969

Paperback, Ace Books 1969

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jack Vance, The Five Gold Bands (1953): Tyndt rumramasjang

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af "Lloyd". Romanen blev udsendt som "double" med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af “Lloyd”. Romanen blev udsendt som “double” med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Jeg har altid haft en svaghed for Jack Vance og hans særlige greb om SF-genren. Hans historier er koncentreret om kultur og kulturmøder, mens de mere teknologiorienterede temaer fortaber sig i baggrunden, hvis de overhovedet er til stede. Faktisk er Vance vel mest af alt en fantasyforfatter, hvis romaner og historier igennem hele forfatterskabet forblev forankret i hans barndoms pulpede helteberetninger.

Tematisk er der nogle klare konstanter igennem hele Vances produktion, uanset hvilken genre han bevægede sig ind i. Hans stil er umiskendelig, og hans fortællinger har altid samme underholdende blanding af action og eksotiske miljøer.

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

The Five Gold Bands, som Vance skrev relativt tidligt i karrieren, er ingen undtagelse. Faktisk kan man næsten opfatte romanen, der første gang så dagens lys i novemberudgaven af Startling Stories 1950, som en form for skabelon for alt, der kom senere. Romanen er fyldt med det, der kendetegner de efterfølgende Vance-historier, men formår trods de gode idéer ikke helt at ryste sig fri af den uforpligtende pulp. The Five Gold Bands har noget let, forglemmeligt over sig, der gør den en smule uinteressant.

Handlingen tager os med til en fjern, fjern fremtid, hvor kolonister fra Jorden for længst har befolket fjerne planeter. Takket være de forskellige planeters beskaffenhed har kolonisterne både fysisk og socialt udviklet sig langt fra deres oprindelige jordiske ophav og ligner nu fremmede væsner, der ikke har ret meget med deres menneskelige baggrund at gøre.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Sagen er den, at teknologien bag fremstillingen af rumfartøjer ligger i kolonisternes hænder. De fem stærkeste planeter har dannet et råd, hvor de på årlig basis aftaler, hvor mange nye rumskibe der skal fremstilles, og hvem der må købe dem. Af historiske grunde er jordboerne ikke i stand til selv at fremstille rumskibe og må derfor tigge rådet om fartøjerne. Ud af gammelt nag til Jorden får planetens indbyggere konsekvent for få, hvorfor de over tid er gået bagom dansen, og efterhånden er jordens befolkning blevet stærkt forarmet.

Nu sker det hverken værre eller bedre end, at den gæve slyngel og rumpirat Patty Blackthorn uforvarende bliver snuppet, da han forsøger at bryde ind i et rumskib på planeten Akhabat. Han skulle egentlig henrettes for indbruddet, men takket være sine sprogfærdigheder bliver han tvunget til at fungere som tolk under det årlige møde, hvor der skal forhandles om rumskibe.

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen - dog fik den her en ny titel

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen – dog fik den her en ny titel

Paddy har ikke til sinds at lade sig henrette, når mødet er overstået. Derfor tager han sagen i egen hånd og forsøger at redde sit skind. Det lykkes naturligvis for ham, men ved et uheld får han dræbt de fem dignitarer, der leder forhandlingerne, og Paddy får tilmed fat i fem guldarmbånd, der hver især fortæller, hvor en bid af formlen til fremstilling af rummotorer er skjult.

Dermed begynder den vilde skattejagt. Paddy skal opsøge de fem fremmede planeter for at bjerge formlens dele. Det er hans plan at overbringe formlens hemmelighed til Jordens befolkning og dermed give de arrogante kolonister en lærestreg. Så langt så godt, men det sker ikke uden modstand. En horde af agenter og soldater er på sporet af Paddy, der efterlyses for mord. Heldigvis får Paddy hurtigt følgeskab af den smukke Jordagent Fay, der ikke alene hjælper Paddy ud af den ene suppedas efter den anden, amoriner svirrer også snart i luften.

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Som sagt er The Five Gold Bands ren, uforpligtende underholdning. Paddy og Fay tonser fra den ene planet til den anden, og hver verden byder på nye udfordringer. Vi tvivler selvfølgelig aldrig et sekund på, at de kække jordboer vil finde frem til de enkelte dele af formlen og få den samlet, før kolonisternes agenter får dem indfanget.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at bogen er kluntet skrevet og handlingen forceret. Det har tydeligvis været vanskeligt for Vance at få sin historie til at hænge sammen og bevare fornemmelsen af fart og eventyr. Ikke desto mindre har han gode passager, der oser langt væk af fortælleglæde. Paddys oplevelser på det lovløse ”Thieves Cluster” er eksempelvis ganske fornøjelige.

Paperback, Meulenhoff 1976

Paperback, Meulenhoff 1976

Romanens mest interessante og tankevækkende aspekter findes imidlertid i detaljerne. Eksempelvis selve den måde, som Vance skildrer rumfart og det at bevæge sig mellem planeter. Han sidestiller det med havsejlads og beskriver sine rumskibe som sejlskibe på farefulde verdenshave. Den maritime fremstilling af rumfarten gør på en gang hans verdensrum sært arkaisk, men også nærværende og forståeligt, på en stærk, billedskabende måde. Hans rumskibe er skuder, der vugger gennem universets sorte hav, på eventyr mellem planeter, hvor rummets brænding slår kosmisk skumsprøjt. De billeder, Vance får frembragt her, er ganske enkelt betagende og poetiske. Noget man ellers ikke ville forvente i en relativt banal roman som denne.

Mindre betagende er den kække Paddy, der er modelleret over en stereotyp irlænder. Han kommer naturligvis fra den grønne ø, er rødhåret og taler med stræk irsk accent. Paddy er en omvandrende national kliché, placeret i en fjern fremtid. At kalde ham en anakronisme er mildest talt for lidt og gavtyvskarakteren, der egentlig har dybe rødder i irsk litteratur, bliver et eklatant fejlgreb, fordi Vance ikke får etableret sin hovedperson som andet end en dum karikatur.

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Kontrasteringen mellem jordiske Paddy og de fremmede planeter holder ganske enkelt ikke og punkterer al den mystik, som Vance får opbygget. Al glæden ved det fremmede forsvinder, når det plat biver kommenteret af Paddys snusfornuftige bemærkninger. Romanen kunne måske være blevet en relevant skæmteroman, hvis Vance havde været en mere rutineret forfatter i 1953. Det var han imidlertid ikke, og bogen havarerer derfor på den fjollede Paddy-karakter.

I den mere tvivlsomme ende må man også hæfte sig ved selve aksen mellem jordboer og kolonister. Der ligger noget paranoidt, xenofobisk i fremstillingen, som ikke just er klædelig. Paddys kamp for jordisk overherredømme og de ”smudsige” kolonisters ubehagelige, fremmedartede kulturer har uklædelige overtoner, som sikkert er helt uskyldige, men smager grimt ved genlæsning i dag.

Paperback, DAW 1980

Paperback, DAW 1980

Alt det ændrer ikke ved, at The Five Gold Bands er et jævnt underholdende ungdomsværk, der rummer interessante momenter for Vance-læseren. Men bogen savner egentlig saft og kraft; den er ganske enkelt for spag og tyndbenet. Heldigvis kan vi jo bare læse de senere bøger fra Vances hånd og glædes over dem.

Hardcover, Underwood-Miller 1993

Hardcover, Underwood-Miller 1993

 

Hardcover, Meulenhoff 1997

Hardcover, Meulenhoff 1997

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman