Tag Archives: Action!

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 4. Slave of Sarma (1970): Så til søs med den forargelige helt Richard Blade

Paperback, Pinnacle 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Her er vi tilbage ved Blade-serien; det fjerde i rækken, og sørme om ikke dette bind mere eller mindre rummer præcis, hvad de tre tidligere også havde på menuen? Det vil sige næsten det samme, for med Slave of Sarma tager Jeffrey Lord, et alias for Manning Lee Stokes, os ikke med ind i Dimension X med det samme.

Vores potente hovedperson, agenten Richard Blade, bliver nemlig sendt på en mission i London, hvor han skal agere lokkedue… for sig selv. Sagen er den, at MI6 har opsnappet, at russerne gennem lang tid har arbejdet på et tophemmeligt projekt kaldet T.W.I.N. Et projekt, hvor KGB træner spioner, der er vestlige agenters præcise dobbeltgængere. Dette bliver naturligvis hjulpet på vej med plastikkirurgi og alt muligt andet finurligt. Faktisk fylder beskrivelsen af TWINs metoder en hel del, og der bliver ikke sparret på noget. Det er således ganske absurd og ganske festligt, hvor meget energi russerne bruger på dette projekt, især når selve hensigten fremstår en smule uklart.

Naturligvis har Blade også en dobbeltgænger, og det er ham, som Blade nu skal forsøge at lokke frem. Desværre går missionen ikke som planlagt. Blade bliver taget til fange af KGB-spioner i London, og han holdes nu indespærret for en stund i en lagerbygning, hvor de sprøjter ham med et sandhedsserum og forhører ham. Scenerne minder ikke så lidt om Len Deightons The IPCRESS file (1965), hvor der tydeligvis er hentet en hel del inspiration.

Paperback, Pinnacle 1973

Det væsentlige er imidlertid, at mens Blade holdes fanget, lykkes det for hans russiske dobbeltgænger at snyde sig adgang til den maskine, der åbner porten til Dimension X. Det er med andre ord Blades alter ego, der bliver sendt af sted på mission denne gang – i hvert fald indtil Blade får kæmpet sig fri, ved blandt andet at udskide den skjulte bombe, som han (altid?) har i maven, og derved sprænge sig ud i friheden. Jeps, det er kulørte sager, det her!

Med Blade på fri fod kan han også komme ind i Dimension X, og her går jagten på hans russiske dobbeltgænger hurtigt over stok og sten. Denne gang er handlingen henlagt til Sarma, en form for antikt Grækenland eller øhavsrige, hvor Blade nok engang får kæmpet og kneppet sig vej op til samfundets top, kun for her at blive involveret i en kompliceret hofintrige. Det er bestemt ikke første gang. Alt dette sker dog ikke før, han har gennemgået en række prøvelser – som eksempelvis at blive angrebet af blodtørstige kæmpekrabber på den strand, hvor han vågner efter at være ankommet i Dimension X.

Paperback, Macfadden-Bartell 1970. Romanens 1. udgave

Som i de tidligere bind bliver Blades loyaliteter også løbende sat på en prøve, for naturligvis får han sig både underskønne, kvindelige allierede og nogle sølle mandslinger, der bævende må søge hjælp hos den fremmede machomand. Dette bind har, vanen tro, også en storladen, dramatisk konfrontation, for sådan har det været i alle de andre bind. Denne gang udspiller det sig til søs, hvor Blade deltager i et søslag mod en piratflåde. Det er festligt, men for mig at se er det egentlige højdepunkt den intense duel, som Blade må udkæmpe nede i fangekælderene under hoffets slot. Her bliver Blade kastet ned, så han kan bevise sit værd som mand og kriger. Blade må udkæmpe en duel på liv og død i komplet mørke… mod en blind kriger med superhørelse. Det er vildt og blodigt, ikke mindst fordi Blade får lejlighed til at bruge en stor sten som våben.

Hele præmissen for Slave of Sarma er naturligvis forvekslingshistorien mellem Blade og hans alter ego. Da de til sidst mødes, og Blade skal kæmpe imod sig selv, bliver det da heller ikke mindre dramatisk. Men der skal også ryddes op, for Blades dobbeltgænger har ikke ligget på den lade side, efter han besluttede sig for at ”hoppe af” i Dimension X og blive ved hoffet i Sarma, hvor man behandler ham som en blanding mellem en gud og en avlstyr.

Slave of Sarma er overordnet set ikke seriens bedste bind. Det er gentagende og historien en smule kompliceret, fordi vi skal bruge ganske meget tid på at høre om hofintrigerne samt ikke mindst, hvad den ”anden” Blade har lavet, før Blade selv ankom i Sarma. Tilmed gør bogen brug af nogle overraskende virkemidler, som at hovedparten af bogens slutning berettes som sider skjult i en flaskepost. Det er ikke optimalt, fordi det tydeligvis er en måde, hvorpå Lord/Stokes kunne komprimere handlingen og fremskynde historiens afslutning. Bogens sidste del har dermed mere karakter af et referat end egentlig, direkte prosa, hvilket må siges at være et eklatant fejlgreb, som sandsynligvis skyldes tidspres hos forfatteren.

Lydbog, Americana Publishing 2004. Selv i 2004 fik bogen en ganske “svulstig” indpakning

Men med det sagt, er der, som i forrige bind, noget fantastisk befriende ved bogens stupide vold og sex. Det er primitivt og voldsomt på en form for instinktiv facon, som gør det ret underholdende at følge Blades (u)gerninger. Som jeg skrev om sidste bind, så gør Blade alt det, som man ikke kunne drømme om at lade hovedpersoner gøre i dag. Ja man kan endda gå så vidt og sige, at der er noget moralsk forkert ved at læse en bog som denne. Det gør Richard Blade til noget forbudt, og vi ved jo godt, at det forbudte nu engang har en særligt forlokkende karakter.

Det er med andre ord derfor også vildt, plat, grotesk og underholdende, når Blade kæmper til døden i hulerne under slottet eller stikker prinsessen et par flade, før han smider hende på sengen og giver hende flere orgasmer. For naturligvis vil den stakkels dame domineres af Blade, der præcis ved, hvordan man håndterer en kold og utilnærmelig kvinde. Igen, det er så forkert og smagløst, at det bliver sjovt at læse, fordi Blade bliver indbegrebet på alt det, en mand ikke må være og alt det, som vi forhåbentlig har lagt bag os. Der kommer således heller aldrig en helt, der ligner Blade igen. Slap man Blade løs i dag, ville forfatteren blive stenet på stedet. Moderne helte kommer imidlertid hurtigt til at ligne bornerte skoledrenge, når de skal måde sig med den bramfri agent, denne serie handler om.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Poul Anderson, The High Crusade (1960): Undskyld, der er en ridder i mit rumskib?!

Paperback, Berkley Medallion 1978. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var Poul Anderson en af kongerne blandt de genreforfattere, der beskæftigede sig med SF og det, som vi i dag kalder fantasy. Han var både produktiv og innovativ, men vigtigst af alt formåede han at ramme den rigtige balance mellem alvor og letbenet underholdning samt ikke mindst mellem plot og tempo, som tiden læsere satte pris på. Hovedværket The Broken Sword udfordrede afgjort denne skabelon, mens indeværende værk, The High Crusade til fulde demonstrerer den og viser, hvorfor Anderson blev så populær.

Handlingen begynder i England i det herrens år 1345, hvor en lille lokal herremand er i færd med at forberede sig på deltagelse i krigen mod Frankrig. Sir Roger, som ridderen hedder, når imidlertid aldrig at komme afsted til Frankrig, for ud af det blå lander der et rumskib i udkanten af hans landsby. Rumskibet er bemandet med en besætning af arrogante rumvæsner; spejdere, der er på udkig efter nye verdener, som Wersgorix-imperiet kan indtage og udnytte.

Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Helt så let går det bare ikke denne gang, for Sir Roger har en masse riddere udstationeret i sin fæstning, der skal med ham i krigen mod Frankrig. Da rumskibet lander, tror ridderne indledningsvist, at det er et fransk trick eller noget sendt fra djævlen. Uanset hvad beslutter de sig for at slå først, og ridderne overrumpler dermed rumvæsnerne, som slet ikke er forberedte på modstand fra de ”primitive” jordboer.

For at gøre en lang historie kort, indtager ridderne rumskibet og lærer, gennem et overlevende rumvæsen, hvordan det fremmede fartøj kan flyves. Sir Roger beslutter sig for at gå på opdagelse med rumskibet, og han sender derfor hele sin hær ombord. Så langt så godt. De engelske riddere, de våbenføre mænd samt alle hjælperne, der ledsager krigstogtet, er snart efter i det ydre rum med kurs mod en fremmed planet.

Hardcover, Doubleday 1960. Romanens første udgave i bogform

Dermed begynder en utrolig krigshistorie, hvor Sir Roger og hans gæve riddere langsomt får knæsat rumvæsnernes imperie gennem snarrådighed, dristighed og held. Roger og ridderne er naturligvis godt hjulpet på vej af de ”rumvåben”, som de undervejs lærer at bruge, samt ikke mindst støtten fra andre befolkninger på ligeledes invaderede planeter.

Men, men, men. Sejren har en pris. Med sig ombord på rumskibet har Sir Roger sin unge, smukke kone Cathrine, der slet ikke er begejstret for al den krig og død. Hun føler sig overset, og mens Sir Roger indtager imperiet, taber han indadtil sit bagland.

Paperback, Dolphin Books 1962

The High Crusade er en røverhistorie på speed. Det er en absurd fortælling, der forsøger at jonglere langt flere stemninger på en gang, end hvad godt er, og det er en tåbelig, underholdende omgang ballade. Hele præmissen for fortællingen er omtrent så dum og utroværdig, som det kan blive, men pointen er naturligvis også, at læseren bare skal læne sig tilbage og lade herligheden udfolde sig i al sine uforpligtende flor.

Desuagtet er det alligevel interessant at kigge Anderson lidt i kortene og, så at sige, bevæge sig ind i romanens maskinrum. Der er nemlig to helt oplagte inspirationskilder for bogen, der har efterladt sig et kraftigt aftryk på handlingen.

Paperback, Macfadden-Bartell 1964

For det første har Anderson nemlig taget Mark Twains Connecticut Yankee og vendt den på hovedet. I stedet for at lade en moderne, teknologisk overlegen mand rejse tilbage til middelalderen, flytter han middelalderen ind i den teknologisk overlegne fremtid. Det bruger han til at demonstrere middelalderens kreativitet og vitalitet. Han kontrasterer altså den rå vildskab og viljestyrke, som middelalderens menneske er i besiddelse af, med de svage og dovne skabninger i rumimperiet, som teknologien har ødelagt. Robert E. Howard kunne ikke have udtænkt det bedre.

I alt dette er rumvæsnerne fra Wersgorix da heller ikke meget mere end statister, som vi kun får det vageste indtryk af. De er dovne, lumske og lettere uduelige, meget mere har vi sådan set heller ikke brug for at vide. Historien er nemlig mere eller mindre en parodisk fejring af mennesket som den hårdeste hund i universet, hvilket fremstår som en kærlig hilsen til forfatterkolleger som eksempelvis Robert Heinleins fiktion.

Paperback, Macfadden-Bartell 1968

Det andet væsentlige afsæt for romanen kommer fra Kong Arthur-myten. The High Crusade bliver nemlig en form for genfortælling af kerneelementerne i den fortælling. Takket være et utroligt våben (rumskibet = Excalibur) lykkes det Roger at samle et folk og føre dem fra den ene triumf til den anden, men sejrens pris er, at han mister sin dronning Guenevere, Cathrine, til sin betroede højre hånd. Midt i den episke kamp og kage lurer tragedien dermed i baggrunden og gør sejren bitter for Roger.

The High Crusade løb som føljeton, før den blev skrevet sammen i romanform, og det kan som altid mærkes. Handlingen gør flere gange nogle stemningsmæssige spring og efterlader hver gang løse ender. Der er på den led ganske meget uforløst og uklart i romanen, der trods sin slående enkelthed alligevel afsluttes med en del åbne spørgsmål.

Paperback, Manor Books 1975

Det er med andre ord alt for let at finde mangler i romanen, der er præget af en god portion dilettanteri. Men omvendt er det netop i den løsslupne, famlende fremstillingsform, at styrken i bogen ligger. Anderson drøner afsted med sin læser som blind passager og ser sig ikke tilbage. Det er gonzo-SF eller pulp af den reneste aftapning, skrevet før udtrykket endegyldigt stagnerede i pasticher og nostalgisk sværmeri.

Som du nok fornemmer, har jeg et ømt punkt for bogen, der er et hurtigt læst, fornøjeligt bekendtskab, man ikke sådan uden videre glemmer. Om ikke andet, fordi den er så umanerligt tåbelig…

Paperback, Corgi 1981

Hardcover, Severn House 1982

Paperback, Berkley Books 1983

Hardcover, Baen 1991

Paperback, Baen 1991

Paperback, Baen 2010

3 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman