Tag Archives: Action!

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

2 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, The Nemesis of Evil (1975): Hemmelige agenter i den okkulte underverden

Paperback, Popular Library 1978. Den herlige forside er malet af Don Maitz

Jeg vil vove pelsen og hævde, at Lin Carter næppe nogensinde skrev et eneste stykke originalt fiktion i løbet af sin ret lange karriere i genrefiktionens viltre verden. Som den evige opportunist fulgte Carter tidens tendenser og skrev, hvad der var populært. Det førte ham forbi Tolkien, Howard, Lovecraft og mange andre. Carter skabte med andre ord en litterær karriere på pasticher – nogle var gode, andre ganske forfærdelige, og fælles for dem alle var det, at de blev skrevet i en rivende fart, for tid er som bekendt også penge i pulpens verden.

The Nemesis of Evil er uden tvivl en af Carters mere vellykkede pasticher. I romanen griber Carter tilbage til den gamle pulphelt Doc Savage, og som sædvanlig gør han det helt åbenlyst – Savage bliver endda takket i bogens forord. Som læsere er vi med andre ord på forhånd informereret eller advaret. Carter lader os afstemme forventningerne, og heldigvis lykkes det for ham at levere det, vi måtte ønske os af et Savage-plagiat. Vi får nemlig et hæsblæsende eventyr med masser af ildkamp, ramasjang og mystik.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988) fotograferet i 1975

I historien introduceres vi til den tophemmelige gruppe af problemknusere, som den enigmatiske prins Zarkon har samlet omkring sig i den fiktive metropol Knickerbocker City; et af uransaglige grunde introduceret alias for New York. Zarkon, der var monark i et obskurt europæisk land, er abdiceret og har brugt sin nyvundne frihed og personlige formue på at opbygge en lille organisation, der løser prekære problemer for velhavende folk.

”The Omega Crew” kalder Zarkon sit hold. Zarkons trup af flamboyante vovehalse kan alle takke ham for deres liv, og det har garanteret ham deres ubetingede loyalitet. Netop dette hold af specialister er da også absolut et af højdepunkterne i bogen, for Carter får skabt en stemning af en gruppe, der må arbejde sammen og supplere hinanden i løsningen af de utrolige udfordringer, som de møder.

Hardcover, Doubleday 1975

Zarkon selv er smuk, stærk og et videnskabeligt geni, der i hovedparten af bogen omtales som vidundermanden, der hører til blandt de mest utrolige personer, som nogensinde har levet på jorden. Carter underspiller ikke Zarkon’ storhed, men med en sådan superhelt som hovedperson må der naturligvis også være tilsvarende potente skurke, og det møder vi i The Nemesis of Evil i form af den geniale og skrupelløse bagmand, der går under navnet Lucifer. Lucifer, der leder en ring af satanister med templer spredt rundt i USA, er blevet et stort navn i den kriminelle underverden, og nu må Zarkon og hans hold tage kampen op imod okkultisterne, efter slynglerne har myrdet en prominent journalist, der var gået undercover i bevægelsen.

Der er fuld fart over sagen fra begyndelsen. Zarkon og vennerne rammer hurtigt plet og kommer i karambolage med satanisterne, men Lucifer får de ikke fingrene i. De får imidlertid, takket være stort heltemod, opsporet satanisterne hemmelige tilholdssted – et stort hulesystem under et bjerg, som Lucifer har omdannet til et kompleks af lagerhaller og kontorer. Det lugter langt væk af James Bond, og det gør den endelige konfrontation mellem Omega-mændene og satanisterne også. Ikke mindst takket være kampen mod en kulørt skurk, som eksempelvis den kinesiske torturmester, der er Lucifers højre hånd.

Paperback, Borgo Press 1999

Ren ordinær skæg og blå briller er The Nemesis of Evil dog ikke, for Carter lægger endnu et element til sit genreopkog. Den ufattelige og fantastiske Zarkon viser sig således slet ikke at være et almindeligt menneske. Hen imod romanens slutning hører vi, at han kommer fra en fjern fremtid og takket være teknologi og viden fra den avancerede kultur, han kommer fra, er det blevet muligt for ham at rejse tilbage i tiden og her bekæmpe de trusler, der vil plage planetens fremtid.

Der er med andre ord et udtalt SF-element i romanen, som allerede gennemsyrer handlingen fra begyndelsen takket være de geniale opfindelser, som Zarkon har skabt til sit Omega-hold; vi taler finurlige våben, særligt udstyr og utrolige fartøjer, hvis lige ikke kendes noget sted.

Doc Savage Magazine, august 1933

Som det nok fremgår, er The Nemesis of Evil letbenet underholdning. Tonen oser langt væk af brun-orange 70’erne-stemning med lummer drengerøvshumor og hårdkogt, behåret bakkenbart-action. Realisme er der intet af, i stedet leverer Carter en tempofyldt og underholdende røverhistorie, der er fyldt til bristepunktet med tåkrummende stereotyper og klichéer. Det lykkes med andre ord for ham at fange ånden fra Doc Savage-universet og omsætte den til noget velfungerede og interessant. Det er mere, end hvad man kan sige om mange af Carters andre pasticher, og selvom man måske i dag nok griner mere ad end med bogen, så har en fortælling som The Nemesis of Evil sin ret som genfortællingen af den klassiske pulp.

Carters blanding af SF og action-eventyr er da også en meget fin strømpil for tidens tendenser, for det var klart i ’75, hvor bogen som sagt udkom, at pulplæserne i stigende grad opsøgte hårdkogte actionhistorier. Historier, der udspiller sig i nutiden, ikke i eksempelvis sværdsvingende fantasy-miljøer. De traditionelle pulpgenrer levede naturligvis videre, men den hårdkogte actionpulp med narkobaroner, gadebander og korrupte politifolk hører i høj grad 70’ernes anden halvdel til, og her er Carters roman et oplagt eksempel på den retning som spændingsfiktionen skulle gå.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

The Nemesis of Evil solgte også godt – faktisk var den en af Carters største succeser, og han fulgte derfor historien op med flere bind om prins Zarkon og Omega-mændene. Tre bind blev det til i perioden mellem 1975 og ’76. Senere, i 80’erne, skrev Carter to bind mere, men de havde ikke sammen gennemslagskraft og det, der i dag kendes som Zarkon – Lord of the Unknown-serien må derfor i praksis betragtes som et 70’erne-fænomen. 70’ern-fænomen eller ej, så begik Carter en særdeles underholdende fortælling med det første bind i serien, og jeg glæder mig allerede nu til at skrive lidt om, hvordan det hele fortsætter i næste bind.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jack Ketchum, Off Season (1980): Primaternes nat

Paperback, 47North 2013

Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktion i 1970’ernes anden halvdel og sikrede genren en plads på bestsellerlisterne, der varede hele vejen op igennem 80’erne. Kings fiktion markerede med andre ord et skifte i gyserlitteraturens historie, og da Jack Ketchum romandebuterede i 1980 med Off Season, medførte det endnu et af disse vendepunkter. Ketchums første roman er således fortsat i dag et af de mest rå og ubarmhjertige stykker genrefiktion, der er udkommet.

Romanen rystede forlagsbranchen, fordi den samlede tendenser i tidens film og litteratur og omsatte dem til et ekstremt destillat, der beskriver alt det, som ingen tidligere havde turde sætte ord på eller trække fuldt ud i lyset. Ketchums historie er et kompromisløst, makabert orgie, der bruger omtrent tre fjerdedel af den relativt korte roman på en serie af brutale voldshandlinger.

Paperback, 47North 2013

Historie er enkel og dybest set uoriginal. Carla har lejet en afsidesliggende hytte i en øde del af staten Maine. Det er efterår og uden for sæsonen, derfor er der heller ikke mange turister på egnen, og den nærmeste by er ved at forberede sig på at gå i vinterhi. Carla har lejet stedet for at få ro til at arbejde med et nogle bogmanuskripter, men før hun for alvor begynder, inviterer hun nogle venner op til hytten. De kommer gladelig kørende i bil fra New York. Før vennerne er ankommet, begynder der imidlertid at ske mystiske ting omkring hytten, og vi læsere ved, at stedet bliver overvåget af sære, forhutlede personer, der tydeligvis ikke vil Carla noget godt.

Vennerne når frem, og allerede første nat i huset går det galt. En bande af indavlede mænd, kvinder og børn angriber hytten, og deres hensigt er ganske klar – de betragter Carla og vennerne som byttedyr og slagtekvæg. De angribende er kannibaler, og vennerne må nu kæmpe for deres liv, hvilket ikke er let, for de er oppe imod trænede jægere, der har levet skjult i skoven hele deres liv, mens vennerne er byboere uden store kampfærdigheder.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 1946 – 24. januar 2018)

Som sagt er historien bag Off Season på ingen måde original; Ketchum har hentet den direkte fra tidens exploitationfilm, men ingen havde hidtil, som ham, taget det filmiske udtryk og for alvor omdannet det litterært. Faktisk gik Ketchum et skridt videre og skrev om alt det, som mange af filmene ikke kunne vise. Der skete med andre ord en form for uskyldstab her.

Hans beskrivelser af kannibalisme og kampen om liv og død er så grænseoverskridende, at den selv i dag stedvist kan få den mest forhærdede skrækfiktionslæser til at stoppe op. Vi taler tortur, voldtægt, børn der får skudt eller hugget hovederne af, gravide kvinder, der bliver myrdet og kønsorganer, der bliver flået af. Ketchum leverer det hele, og det, der gør teksten så ubehagelig endnu i dag, er, at den beskrives med en uforsonlig, bidende alvor. Nogle politibetjente fyrer stedvist rappe replikker af, det letter stemningen en smule, men det er kun kortvarige bjæf, der fortoner sig i de blodrøde rædsler, som rejser sig fra bogens sider.

Paperback, Ballantine Books 1980. Romanens 1.udgave

Jack Ketchum var således manden, der viste, at litteraturen kunne tage kampen op imod filmbranchen, når det gjaldt voldsomhed i udtrykket, og romanen forargede naturligvis verden, da den udkom. Ballantine Books, der udgav bogens første udgave, forsøgte næsten at skjule, at de havde udsendt bogen, efter den blev dømt som usmagelig voldspornografi af stort set alle anmeldere. Ikke desto mindre fandt romanen sit publikum.

Man kan imidlertid ikke helt undgå at give anmelderne ret, for Off Season er et stykke voldspornografisk fiktion. Ketchum sætter en ære i at udpensle alt til punkt og prikke, og han forsøger helt bevidst at bryde så mange tabuer som overhovedet muligt. Alt dette gør, at Off Season bestemt ikke er alles kop the, men under man Ketchum at se en smule ind under den umiddelbare handling, er der også en mening med galskaben.

Hardcover, Overlook Connection Press 2005

Romanen udspringer af den civilisationspessimisme og skepsis overfor bykulturen, der var fremherskende i 70’erne. New York var her det tilbagevendende symbol på den vestlige verdens fordærv, og det får vi også serveret med al tydelighed i bogen.

Pointen hos Ketcum er imidlertid ikke, at byen er ond – nej, hos Ketchum er det mennesket selv, der er problemet. Det er mennesket, der har svøbt sig i den tyndeste ham af civilisation, men denne ham er flygtig og kan forsvinde, hvornår det skal være. Kannibalerne, der lever i den øde skov, har for længst smidt al menneskelighed og er blevet reduceret til groteske, liderlige primater. Sådan er de blevet for at kunne overleve, og det forunderlige er, at vores venner i hytten må blive præcis som kannibalerne for at kunne stå imod dem.

Paperback, Leisure Books 2006

De overlevende i gruppen lader sig med andre ord synke ned på primaternes niveau i selvopretholdelsens navn, og vanviddet får endda lov til at sprede sig som en epidemi, der også griber fat i de politifolk, der hurtigt kommer på sporet af det, der sker ude i hytten. Alle som en bliver med andre ord trukket ind i konflikten, og alle smider deres forbehold og moralske skrupler. Det civiliserede menneske spiller ingen rolle i overlevelseskampen – her dur kun dyret, og da vi har vendt bogens sidste side, står der kun bæster tilbage.

Jack Ketchum demonstrerer dermed advarende, at den, der kæmper mod monstre, også optager noget fra disse monstre – eller sagt på en anden måde; vold avler vold. Præcis som David Morell pointerede med First Blood, bliver bogens voldsorgie en pointering af, hvor sårbar vores menneskelighed er, fordi den ganske hurtigt kan forsvinde, hvis vi ikke nøje overvejer vores handlinger.

Hardcover, Dark Regions Press 2015

At kalde Off Season en klog bog er måske for meget sagt, men det er et stykke ækelt og fascinerende litteratur, der fortjener en langt støre anerkendelse, end bogen har fået hidtil. Den er et stykke meningsfyldt fiktion, der bevidst udnytter og udstiller alt det, man vil opfatte som dårlig smag. Men den gør det netop for at stille et spejl op og sige: ”Husk dette kan også være dig, så tænk på, hvordan du behandler ”monstrene” i dine omgivelser.” Off Season er dermed også en roman, der tåler flere genlæsninger, fordi tekstens absurditet bliver ved med at stå larmende råt.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

HAWK – En fristende overspringshandling?

Paperback, Jove Books 1980

Pyh, jeg arbejder meget intenst på at få min fagbog om skrækfiktion afsluttet. Jeg har skrevet om det før, men nu er der vitterligt tale om de sidste krampetrækninger. Bogen bliver en ordentlig moppedreng på noget i nærheden af 180.000 ord, og jeg mangler kun meget lidt nu. Hurra. Mens jeg har arbejdet med horrorlitteraturens nyere historie i et godt stykke tid nu, så bliver det også mere og mere fristende at se på andre genrer. Kald det bare en overspringshandling. Græsset bliver i hvert fald grønnere og grønnere alle andre steder. Det er blandt andet derfor, at en serie som Hawk pludselig bliver vældig fristende at se nærmere på. Spænding, let gys og ramasjang lyder vældig forfriskende i mine ører lige nu.

Paperback, Jove Books 1980

Jeg er ret glad for seriens forsider, der er et godt eksempel på et nyt indslag, der kommer på nogle forsider i løbet af 60’ernes sidste. Krimier og action-fortællinger begyndte nemlig her i stigende grad på forsiderne at låne fra filmplakaternes udtryk. Forsiden bliver derved en lille sammenfatning af de stemningsmæssige højdepunkter i bogen, og læseren kan således glæde sig til (forhåbentlig) at dykke ned i de hæsblæsende optrin, der bliver vist ikonisk.

Paperback, Jove Books 1980

Den type visuelle præsentation forblev mest af alt noget, der knyttede sig til actionhistorier med masser af krudt og kugler. Man kan også møde det i SF-litteraturen, men i mindre grad i fantasy-genren og næsten ikke på horrorpaperbacks. Det siger lidt om de forventninger til genrerne, som forlagene forsøgte at imødegå.

Paperback, Jove Books 1980

Nuvel, kast et blik på Hawk. Han er en hårdtslående herre. Seriens første bind udkom i 1980 og hele serien var afsluttet året efter. Se det er hurtigt arbejde!

På genhør

Martin 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mænd med en mission

Amerikanske Pinnacle Books specialiserede sig i hårdkogte pulpromaner til mænd. De kørte lange serier, der kanske var forskellige i miljø og periode, men grundlæggende var de alle skåret over samme læst. Det er brutale romanfortællinger, der handler om kamp, vold, sex og action. Den væsentligste fællesnævner er imidlertid, at de stort set alle er bygget op omkring en stærk mand – en enegænger sat i verden for at rydde op.

Der er kontant afregning ved kasse et i disse serier, og lige nu har jeg en fest med en af dem. Det kommer der mere om snart. Her kan I se nærmere på et lille udpluk af Pinnacle-reklamer fra 1973. Bøgerne leverer præcis det, som reklamer lover…  så tag et dyk ned i Pinnacles absolut politisk ukorrekte univers.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

I krig og pulp: Gil Cohens forsider

Male, maj 1967

Male, maj 1967

Når man ser på mandemagasinerne fra 1950’erne og 60’erne, så fylder krig og kamp en hel del. Det samme gør sex, og sex og krig bliver derfor også kombineret på utallige måder. En af mestrene, som formåede at indfange spænding, erotik, gru og tempo, var veteranen Gil Cohen. Om nogen er han manden, der har skabt især 60’ernes militære pulpforsider – for ikke at nævne hans forsider til tidens actionromaner, der naturligvis kun udkom i paperbackformat. Et format, der hans blev hans primære arbejdsplads, da mandebladene gradvist ændrede format og gik bort fra malede forsider i 70’erne.

Stag, oktober 1968

Stag, oktober 1968

Hans nøjagtige, forstærkede realisme gik rent ind hos bladkøberne og det selvsamme har gjort hans originale billeder til eftertragtede samlerobjekter. De indfanger en på en gang løssluppen og humoristisk tilgang til forsidernes dramatiske begivenheder; samtidig er der også nok ulmende trusler og løfter om forbudne frugter i billederne til, at de får en snert af den pikante stemning af ”snavs”, som bladene gerne ville frembringe.

Battlecry, december 1958

Battlecry, december 1958

Gil Cohen hverken opfandt sin stil eller forsidernes indhold, men han var en af genrens fremmeste udøvere, og jeg vil mene, at kun få har malet onde, liderlige nazister så fint, som Cohen fik dem skildret. Præcis den type billeder har måske knap så høj kurs blandt samlere i dag, der foretrækker hans nostalgiske skildringer af soldaterliv under navnlig Anden Verdenskrig og Koreakrigen, men hos mig er det de sære, grovkornede optrin, som har størst charme.

Stag, november 1968

Stag, november 1968

Hvad du selv mener om Gil Cohen, kan du få afgjort her, hvor et lille udvalg af hans enorme produktion fejres. Så spring i uniformen og dyk ned i Cohens tempofyldte verden.

For Men Only, august 1958

For Men Only, august 1958

Stag, januar 1965

Stag, januar 1965

For Men Only, juni 1963

For Men Only, juni 1963

Stag, august 1967

Stag, august 1967

Gusto, februar 1958

Gusto, februar 1958

Real Men, oktober 1966

Real Men, oktober 1966

Male, februar 1965

Male, februar 1965

Real Men, februar 1968

Real Men, februar 1968

Male, januar 1965

Male, januar 1965

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Pinnacle Books 1978

Man's Adventure, april 1966

Man’s Adventure, april 1966

Paperback, Pinnacle Books 1975

Paperback, Pinnacle Books 1975

Man's Adventure, september 1965

Man’s Adventure, september 1965

Paperback, Pinnacle Books 1972

Paperback, Pinnacle Books 1972

Man's Story, oktober 1967

Man’s Story, oktober 1967

Paperback, Harlequin Enterprises 1982

Paperback, Harlequin Enterprises 1982

Man's World, august 1961

Man’s World, august 1961

Men, december 1967

Men, december 1967

Men Today, maj 1966

Men Today, maj 1966

Men, april 1967

Men, april 1967

Men Today, marts 1968

Men Today, marts 1968

Gil Cohen i nyere tid foran sit maleri "We Guide to Strike"

Gil Cohen i nyere tid foran sit maleri “We Guide to Strike”

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret