Tag Archives: Action!

William Hope Hodgson, The Boats of the “Glen Carrig” (1907): Et utroligt søeventyr

Paperback, Ballantine Books 1971. Den stemningsfulde forside er skabt af Robert LoGrippo

William Hope Hodgson døde alt for ung, og han nåede rent faktisk ikke at udgive ret meget skønlitteratur i løbet af sit lettere omtumlede liv. Da han døde, var han ikke desto mindre et velkendt navn, og havde han levet længere, ville han sikkert være langt bedre kendt i dag, end han rent faktisk er. Hodgson var en visionær forfatter, der ville noget med sin skønlitteratur, men det var ikke hans spekulative værker som The House on the Borderland (1908) og The Night Land (1912), der skabte ham et navn i samtiden. Det var derimod hans maritime eventyr; en populær genre, hvor C. Hyne også havde skabt sig en central plads med de hjertevarme spændingsfortællinger om kaptajn Kettle.

Hodgson, der selv sejlede i en kort periode, havde oplevet skyggesiderne ved at være på båd, langt fra land, med alt, hvad det kunne udløse af vold og overgreb. Hodgson sværmede derfor bestemt ikke for sømandslivet; han nærmeste hadede det, men alligevel blev det de maritime fortællinger, der var hans kommercielle gennembrud.

William Hope Hodgson (15. november 1877 – 19. april 1918)

Romanen The Boats of the “Glen Carrig” er ikke alene et godt eksempel på søfortællingen som genre, men den er også et fabelagtigt indblik i den forfatter, som Hodgson var og samt ikke mindst den forfatter han gerne ville være. Handlingen åbner ganske abrupt. Vi får at vide, at følgende beretning er nedskrevet på baggrund af John Winterstraws oplevelser under rejsen med skibet Glen Carrig i 1757. Introduktionen er ekstremt sparsom i forhold til kontekst og geografi, og det med rette, som det skal vise sig senere.

Det første, der sker, er, at skibet Glen Carrig i dårligt vejr støder på nogle klipper og begynder at tage vand ind. Besætningen må derfor i redningsbådene (deraf romantitlens omtale af flere både), og resten af den relativt korte roman handler nu om, hvad de forliste sømænd opdager under deres kamp for at finde hjælp, så de kan vende hjem.

Hardcover, Chapman & Hall 1907. Romanens første udgave

Før de kommer hjem, skal de gennem en ganske stor mængde hæsblæsende, forunderlige og voldsomme oplevelser. Det vigtigste geografiske fikspunkt, vi får, er, at redningsbådene bliver fanget i et enormt bælte af tang eller grøde i Sargassohavet, som volder dem store problemer og kaster nye eventyr af sig.

Som sagt er der en god grund til, at Hodgson er forsigtig med stedsangivelserne, for hans mænd i bådene besøger en række øer, hvor de konfronteres med intelligente planter, der har form som mennesker, de kæmper imod gigantiske krabber, de slås mod en enorm blæksprutte og mest uhyggeligt af alt hjemsøges de på en ø af et usynligt væsen, der suger energi og efterlader sine ofre døde med et rødt mærke om halsen, som var de blevet kværket med reb (eller en tentakel!). Det er næppe tilfældigt, at man fornemmer et ekko af Odysseen i Hodgsons episodiske roman.

Hardcover, Holden & Hardingham 1920

Forløsningen kommer selvfølgelig til sidst, da de brave sømænd møder et fremmed skib, der også er strandet, men ellers i god stand. Mødet skaber nye problemer og konfrontationer, og samtidig introduceres der også et romantisk element i historien, som tillader Hodgson at binde en fin sløjfe omkring det hele til sidst og afslutte alt i utvetydig fryd og gammen.

Romanen har stort set alle søeventyrets genretræk; den episodiske struktur, det fortættede portræt af persongalleriet og en besætning, der presses mere og mere undervejs. Alle disse elementer går igen inden for genren, som den udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet. Der, hvor Hodgson skiller sig ud, er i hans sprudlende fantasi og vilje til at give slip på enhver realisme til fordel for det rene og skære eventyr.

Hardcover, Hyperion Classics 1976

Når Poe med sin genredefinerende historie om Arthur Gordon Pym (1838) beskrev det utrolige, skete det i en pseudo-realistisk atmosfære. Hodgson lægger sig tydeligvis i forlængelse af Poe, men for Hodgson er fantasiens kraft endnu mere afgørende. For ham er det menneskets møde med det ukendte, der er interessant, og de maritime skabninger, han slipper løs, er metaforiske størrelser, der på en gang udpensler søens rædsler og styrker hans helte i mødet med disse rædsler. De bliver bedre og stærkere individer i konfrontationen med det ukendte, og de overlevende fra Glen Carrig er bedre mennesker, da de til sidst kommer i sikker havn.

Modsat en del andre af Hodgsons samtidige, der også skrev inde for samme genre, har han ikke meget fascination af selve skibet og det univers, der knytter sig til livet ombord. Som sagt havde han ikke meget godt at sige om sin egen tid til søs, og det er måske også netop derfor, at hans fokus hele tiden er sørejsens muligheder mere end på selve skibet, der for mange andre forfattere er den primære interesse og den bærende metafor for frihed, drømme og så fremdeles.

Paperback, Hyperion Classics 1976

Det, man også kan bide mærke i, er, hvor monstrøs en verden Hodgsons matroser oplever. Det er en dyster og grotesk verden, der ligger derude i bølgerne. For den, som kender Hodgsons hovedværker, kan det ikke overraske, men det er alligevel fascinerende at se, hvordan hans bizarre væsner nærmest ender med at stjæle billedet helt fra det egentlige persongalleri. Gruen, Hodgson udfolder, er da også til at mærke; navnlig hvad angår det førnævnte usynlige væsen, men den stemning af tavs, stillestående død, der hænger over tangbæltet, er også stærk læsning.

Jeg er dybt fascineret af romanen, som der er langt mere at sige om. Der er faktisk generelt rigtig meget at sige om Hodgsons forfatterskab, der først nu langsomt er ved at blive opdaget og analyseret. The Boats of the “Glen Carrig” er nok ikke det værk, han investerede mest af sig selv i, men hans forfatterpersonlighed er til stede på hver eneste side. Dertil kommer så også, at romanen er uforskammet underholdende.

Paperback, Sphere 1982

For alle, der kan leve med et bedaget, bevidst arkaisk sprog – historien udspiller sig jo i 1757 – er romanen en fest. Det er et hæsblæsende eventyr, hvor gribende idéer og gru vælter frem fra romantekstens lange, snirklede sætninger. Det er en tekst som denne, der var med til at lægge fundamentet for den amerikanske pulplitterartur, men modsat pulpen er der rent faktisk en idiosynkratisk æstetik på færde her, som gør Hodgsons spændingsroman langt, langt mere indtagende end stort set alle de ramasjangfortællinger, som efterfølgende blev sendt ud på markedet i 1920’erne og 30’erne. Gør derfor dig selv den tjeneste at gå på opdagelse i Hodgsons univers. Hvem ved, måske vil du også blive begejstret.   

Paperback, Grafton 1991
Paaperback, Wildside Press 2001
Hardcover, Wildside Press 2005
Paperbaack, Wildside Press 2009
Paperback, Armchair Fiction 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Easy, easy riders – en amerikansk myte

Paperback, New English Library 1969

Motorcykelbander blev et varmt emne i slutningen af 50’ernes amerikanske genrefiktion. Banderne, der var opstået i kølvandet på Anden Verdenskrig, blev billedet på løssluppen livsførelse, lovløshed og utøjlet sex. Som en form for moderne cowboys kunne de utilpassede indtage landevejene og landskabet svøbt i en atmosfære af frihed og modstand imod alt etableret.

World of Men. marts 1967

Det er svært at forstille sig, at motorcykelbanden og motorcyklens mytologisering kunne være opstået andre steder end USA, hvor frontier-sværmeriet selv i dag aldrig ligger langt væk, og hvor landets store geografiske afstande tillader den form for dyrkelse af de åbne, øde landeveje, udenfor civilisationens omklamrende greb.

Paperbaack, Horwitz Publications 1966

Motorcykelbanderne i generefiktionen er en skærpelse af både myten om landevejens frihed og tanken om den utryghed, som disse bander skabte. De er defineret ved at være alt det, som samfundet ikke er; samfundet vendt på vrangen om man vil. De er mobile, aggressive og frie. Som landevejsrøvere tager de, hvad de har lyst til, og udfolder sig præcis, som det passer dem. I fiktionen defineres de som modkultur og fremstiller sig selv som fortællingens antagonister – både af navn, som i Hell’s Angels, og i den tydelige, subversive ikonografi, de bruger. Eksempelvis Nazi-symboler, som udtryk for komplette respektløshed i forhold til al god smag og orden. Banderne ved at de er skurkene, og som Miltons Lucifer, tager de den identitet på sig med stor appetit.

Hardcover, Random House 1967

Genrelitteraturen fangede hurtigt den nye subkultur og den blanding af frygt og fascination, som den kunne skabe. Bøger fyldt med vold, gru, sex og udskejelser blev et fast tema, og forsidernes ikonografi er forbløffende fasttømret fra begyndelsen. Alt det var Hunter S. Thompson naturligvis også klar over, da han i 1967 udgav sit banebrydende og i dag ikoniske stykke new journalism og gonzo-prosa om sin tid med Hell’s Angels.

Paaperback, Greenleaf Books 1968

I bogen gav Thompson læserne præcis, hvad de allerede vidste, de ville finde. New journalism, gonzo eller slet og ret exploitation – grænsen er hårfin, og Thompson sigtede helt bevidst efter at skabe den chokværdi, som hans bog indeholdt. At han mere skrev under påvirkning af genrelitteraturen end de faktiske oplevelser, gør også kun bogen mere interessant som indlæg i sen-60’erens fortsatte mytologiseringer af motorcykelbanderne.  

Paperback, Bogan 1976

Motorcykelgenren er først og fremmest amerikansk. Banderne blev naturligvis eksporteret til Europa, som man blandt andet kan læse om i Action, Mand!, der sætter scenen i Danmark. Man skal heller ikke snyde sig for Anders Bodelsens formidable brug af motorcykelbanden som billede på forstyrrelse af den stille borgerlighed i novellen ”Fjernsynet flimrer” (1967).

Paperbaack, Belmont Books 1960

I Europa blev banderne ikke desto mindre stadig identificeret som amerikansk fænomen, og de så også sig selv i lyset af denne americana. Meget af dette har at gøre med forskellene i landskaberne – det urbane Europa mangler rum for at skabe et troværdigt liv for landevejsmyten. Ikke overraskende kom der imidlertid et europæisk modsvar i slutningen af 70’erne – nemlig punken. Punken er motorcykelbander uden motorcykler.

Hr. Vicious med fru Spungen Vicious

Når Sid Vicious lod sig interviewe til BBC med hundehalsbånd om halsen og en undertrøje med påtrykt svastika, er der ingen forskel mellem ham og motorcykelbandens ikonografi. Han er den urbane videreudvikling af fortællingen og tilmed en form for demokratisering af selvsamme myte. Ved at fjerne den kostbare motorcykler, blev livsstilen med et opnåelig for alle, der turde sætte sig udenfor samfundet.

Paperback, Popular Library 1972

De udstødte kunne udleve den samme friheds- og antiborgerlige selvrealisering gennem punken, som deres forgængere havde udviklet i motorcykelbandemiljøet. Motorcyklerne var således grundlæggende en amerikansk myte, punken det europæiske modsvar.

Hvordan alt dette harmonerer med motorcykelbanderne anno 2022, skal jeg ikke kunne sige, og noget siger mig, at genren som fænomen døde med 70’ernes udgang.   

Paperback, PBO Books 1968
Paperback, PBO Books 1967
Paperback, New English Library 1975
Action For Men, januar 1967
Paperback, New English Library 1969
Paperback, New English Library 1975
Cycle Orgy, 1969
Paperback, New English Library 1975
For Men Only, februar 1966
Paperback, New English Library 1975
Hellcats, vol. 1, nr. 1, 1966
Paperback, New English Library 1975
Paperback, New English Library 1976
Paperback, New English Library 1975
Paperback, New English Library 1975
National Bulletin, vol. 7, nr. 35, 1971
Paperback, New English Library 1974
Paperback, Bantam Books 1972
Paperback, New English Library 1974
Paperback, Bantam Books 1985
Paperback, New English Library 1975
Paperback, Chevron 1967
Paperback, New English Library 1975
Paperback, Dell 1971
Paperback, New English Library 1970
Paperback, New English Library 1970
Paperback, Gold Medal Books 1970
Paperback, Gold Medal Books 1963
Paperback, Fawcett 1985

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Murray Leinster, Creatures of the Abyss (1961): Gru fra havets bund eller…?

Paperback, Berkley Books 1961. Romanens første udgave. Forsiden er skabt af cool cat Richard Powers, som vi efterhånden har mødt ret ofte på bloggen her

Den ekstremt produktive Murray Leinster, alias William Fitzgerald Jenkins, udsendte en voldsom mængde romaner samt en vældig stak noveller fra 1920’erne og et godt stykke op i 60’erne. Forfatterskabet spændte vidt, og hans kendetegn er sans for genrekoder og spænding. Med sin Creatures of the Abyss fra ’61 leverer han da også en relativt skarp, underholdende og overraskende genreoverskridende roman. Er det gys, SF, romance eller slet og ret spændingsfiktion? Valget må være op til den enkelte læsers behov for kategorisering. Leinster skrev i hvert fald romanen til et bredt genrepublikum, og det er han sluppet ganske godt fra.

Fortællingen introducerer os til den anløbne radioekspert og skattejæger Terry Holt. Vi befinder os på en lille ø i Filippinerne, hvor han har drevet en lettere lyssky biks. Nu er han på vej til at lukke og rejse videre, men så træder en smuk, ung kvinde pludselig ind på hans kontor. Sådan er en enorm mænge moderne ramasjang begyndt, og naturligvis bliver Holt også noget modstræbende opslugt af historien, da han hører eventyrets sirenesang.

Murray Leinster alias William Fitzgerald Jenkins (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Deidre, som den unge kvinde hedder, og hendes far har udstyret et ekspeditionsskib bemandet med en besætning af unge, entusiastiske videnskabsfolk – primært studerende, der har sluttet sig til missionen som gratis arbejdskraft. Terry Holt har først lidt svært ved at få at vide, hvad hans opgave er, og hvad hele missionen egentlig handler om, men da de er kommet ud på åben sø, bliver hele affæren afsløret.

De gamle fiskere fortæller om et område på havet, hvor der sker mystiske ting. ”Dem Der Lytter”, ”Orejas de ellos”, bor derude i dybet og kræver nu og da ofre. Det er naturligvis bare folklore og ammestuesnak, eller er det? Deidres far har opdaget, at der historisk rent faktisk er forsvundet forbløffende mange skibe i præcis det område, som fiskerne hvisker om. Altså en slags Bermudatrekant i det små. Hvad betyder det? Det skal nu opklares.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1969. I England udkom romanen under denne mere interessante og mindre pulpede titel

På den led kan en opdagelsesrejse begynde, hvor radiomanden Holt får til opgave, med superavanceret radioudstyr, at lytte til ”Dem Der Lytter”. Han skal lytte til lyde fra havet og måske afsløre aktivitet under bølgerne, der kan forklare fænomenet. Imens arbejder den øvrige stab med andre metoder, der alt sammen forhåbentlig vil blotlægge sandheden.        

Så langt så godt. Holt går endelig med til at løse opgaven, selvom han synes, det er noget pjat. Dermed kan en ganske hæsblæsende række af begivenheder udspille sig. For det viser sig naturligvis, at der er ”noget” under havets overflade, men hvem eller hvad? Der er mange bud, og Leinster holder længe kortene tæt ind til kroppen. Det kunne være et tophemmeligt, russisk militærprojekt, som nu er blevet afsløret – det tror den amerikanske regering i hvert fald. Det kunne også være hidtil uopdagede havvæsner, men sandheden kunne også være langt mere utrolig; det kunne være liv fra verdensrummet – eller det hele i en stor sammenblanding.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1971

Midt i alle de voldsomme begivenheder går det hverken værre eller bedre end, at vores radiomand Terry Holt og unge Deidre forelsker sig. Vi får med andre ord også serveret den obligatoriske kærlighedsaffære med alt, hvad det indebærer af problemer og dramatiske redningsaktioner i det næstsidste kapitel.

Leinsters roman tikker sig frem imod slutningen som et taktfast urværk. Det hele lagt på skinner; hver person opfylder sin forventede funktion og siger omtrent, hvad vi på forhånd ved, de vil sige. Der er grundlæggende rent stilistisk intet overraskende ved Creatures of the Abyss, der er et klassisk eksempel på sen sølvalder-pulp. Fremstillingen er præget af præcis den rutine, man kender fra Leinsters generation af forfattere, der masseproducerede genrefiktion efter nøje udtænkte skabeloner, som ikke krævede ret meget andet end en spektakulær idé som udgangspunkt, hvorefter skabelonen mere eller mindre dikterede, hvordan fortællingen skulle udspille sig.

E-bog, Sci-Fi Publishing 2005

Trods det, trods det tydeligt ophav i pulpens tomgang, er der noget ved Leinsters roman, som får den til gøre sig bemærket. Han havde tydeligvis vanskeligt ved at finde ud af, hvordan vores hovedpersoner rent faktisk skulle konfrontere dette ukendte fra dybet, og netop den usikkerhed giver store dele af fortællingen en vag, utydelig karakter. Vi får naturligvis, efter SF-sædvane, flere lange passager, hvor videnskabsmænd kan forklare os, hvordan det hele hænger sammen, men alligevel er selve mødet med væsnerne uldent og utrygt. Dermed står mysteriet aldrig fuldstændig blottet, og noget af den atmosfære af uvished, der hænger over dele af romanen, får lov til at leve videre på et tidspunkt, hvor handlingen egentligt har skiftet gear og flyttet sig ind i den fase, hvor heltene løser problemerne.

Noget af romanens styrken ligger formentlig også i, at Leinster aldrig fuldstændig vælger sin genre. Han spiller på flere forskellige udtryk, og det falder heldigt ud, fordi han derved skaber en stemningsmæssig uro i teksten, som forplanter sig lidt nervøst til læseren. Det, der ganske hurtigt kunne blive banalt, forbliver tankevækkende i betydeligt længere tid, end vi er forvente i romaner af denne type, fordi vi er i tvivl om, hvordan historien i sidste ende skal afkodes. Det er ret interessant at tænke videre over, synes jeg.

Paperback, Eternal Books 2016. Foruden en stribe e-bøger er romanen i de senere år kun udkommet som genoptryk i opsamlinger, som denne, af Leinsters værker

Creatures of the Abyss er ikke noget stort værk, men det er en fortælling, der alligevel griber sin læser med antydninger af noget uforklarligt. Den skaber en stille gysen og undren og sender samtidig tankerne i retning af andre værker om væsner, der skjuler sig på havets bund.

Min største anke imod bogen er da også, at dens skabelontænkning i sidste ende alligevel lykkes med at tage livet af de fine takter, som Leinster får skrevet frem. Selvfølgelig skal vores hovedpersoner vise sig som helte og aflive truslen, og selvfølgelig skal helten have sin heltinde til sidst. Værket synker for Leinster, men ikke uden at hans roman har leveret overraskende stærke momenter, som er fyldt med den blandede følelse af usikkerhed, fascination og frygt, som kan opstå i mødet med det fuldstændigt ukendte. Om det var tilsigtet eller et tilfælde, er svært at afgøre, men resultatet blev mere potent, end jeg turde forvente fra en mand som Murray Leinsters hånd.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

C. J. Cutcliffe Hyne, The Lost Continent (1900): En charmerende undergangsfortælling

Paperback, Ballantine Books 1972. Det ret så fine omslag er malet af Dean Ellis

Efter Helena Petrovna Blavatsky og flere andre i sidste fjerdedel af 1800-tallet gjorde Atlantis-myten aktuel gennem den populære teosofiske bevægelse, rykkede det sunkne kontinent ikke overraskende også ind i fiktionen med fornyet intensitet. Ikke mindst blev Atlantis en væsentlig arena for eventyrlige fortællinger i 1920’ernes og 30’ernes amerikanske pulp. En af de væsentligste navne, når det kom til at danne brohoved mellem teosofi og pulp, var engelske C. J. Cutcliffe Hyne, der i 1899 udsendte The Lost Continent: The Story of Atlantis som føljeton, før romanen kunne udkomme i bogform året efter. Hyne kendes nok i dag bedst som forfatteren bag nogle af tidens helt store bestsellere, nemlig de maritime spændingsromaner om Kaptajn Kettle, der bestemt er sit eget indlæg værd.

Hynes The Lost Continent er bemærkelsesværdig på flere punkter, men først og fremmest er den et stykke for tiden atypisk og skoledannende ”world building”. Ved at fusionere spredte fantasier og myter om Atlantis med antik, græsk kultur, vævede han et forbløffende sammenhængende univers sammen, der i den grad satte gang i fantasien hos hans læsere.

Charles John Cutcliffe Wright Hyne (11. maj 1866 – 10. marts 1944)

I fortællingen introduceres vi til feltherren og ypperstepræsten Deucalion, der igennem en årrække har styret den atlantiske koloni på det sydamerikanske kontinent. Han bliver nu kaldt hjem, efter at kontrollen over Atlantis er blevet overtaget af den selverklærede ypperstepræstinde Phorenice. Hun har brug for en ægtemand og har udpeget Deucalion som sin udvalgte, men han er absolut ikke interesseret i at gifte sig med kejserinden, selvom hendes skønhed frister ham. Desværre er det ikke helt enkelt at afvise Phorenice, især ikke efter at Deucalion forelsker sig i en af hendes tjenerinder, som han ikke vil miste kontakten til. 

Under den nye kejserindes regime står de gamle sæder for fald. Guderne spottes med hendes blasfemiske livsførelse, misbrug af landets magi og hendes voldsomme overgreb på befolkningen. En oprørshær rejser sig, og Deucalion bliver indblandet i kampen, før han kommer i landflygtighed en årrække, inden han endelig kan vende tilbage og udfordre Phorenice. Desværre er det allerede for sent, gudernes straf er over Atlantis og landet begynder at synke i havet.

Hardcover, Hutchinson 1900. Romanens første udgave i bogform

The Lost Continent er i princippet et stykke typisk spændingsfiktion for årene omkring 1900, der helt tydeligt er skrevet med et øje til H. Rider Haggards forfatterskab. Vi genkender den eksotiske, magiske dimension i historien. På samme måder genkender vi også motivet med den moralsk stålsatte helt og hovedperson, der fristes mellem en dyster, erotisk skønhed og en uskyldig, blid kvinde; den ene tilbyder rå sex, den anden sart, ubesmittet kærlighed. Deucalion plages naturligvis af sine drifter, men i sidste ende er det også hans moralske skrupler, der redder ham fra undergang.

Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at Atlantis’ undergang skyldes morlask fordærv. Det er svært ikke at se Hyne som en revser af sin samtid. Atlantis fremstår som allegorisk repræsentation af det britiske imperium med dronning Victoria i spidsen. Hyne benytter sin roman til at spørge læseren, hvad al den velstand og magt har ført til? Hvad er riget blevet andet end materialisme, moralsk løssluppenhed og afgudsdyrkelse? I romanen er kontinentets undergang da også en guddommelig renselse, der som den bibelske syndflod vasker jorden ren og lader alt begynde på ny. Den advarende Hyne hæver også her en advarende finger og siger, at en ny syndflod vil kunne vaske det nu eksisterende imperium bort, og måske, vil han nok mene, vil det slet ikke være så dårligt endda, at se det victorianske England synke i havet.

Hardcover, Oswald Train 1974

Romanens moralske anliggende er i sig selv interessant at diskutere, men man må ikke overse, at The Lost Continent fungerer fornemt som spændingsroman. Den har en storladen og generøs omgang med sin handling, hvor det ene optrin tager det andet i store som små konflikter. Krig, slåskampe, magi og mystik væves sammen og bringes i tydelig dialog med det, vi i dag identificerer som fantasygenren; eksempelvis når vores hovedperson Deucalion møder dinosaurusser i sumpene under sin udlændighed eller vi er vidner til præsternes rituelle magi – for ikke, naturligvis, at tale om selve kontinentet Atlantis.

Set som historisk roman er der også tydelige forbilleder for historien, måske især Lewis Wallaces ligeledes stærkt moralsk engagerede og ligeledes storladne Ben-Hur (1880), der skildrer den samme form for moralske dom over et samfund i ubalance. Her er det Romerriget, der konfronteres med den gryende kristendom. Man kan da også hæfte sig ved en slående lighed i skildringerne af Judas Ben-Hur og Deucalion, men Hyne tager sin fortælling til et langt mere utroligt og fabulerende land, som trods sin flirten med en form for realisme i sidste ende overgiver sig helt og holdent til eventyret.

Paperback, DelRey 1977

Hvis man kan finde kvaliteter hos forfattere som Rider Haggard, Bram Stoker og Conan Doyle, vil Hynes roman med garanti også vække en vis glæde. Ikke mindst er dens enorme udladning af kreativitet en bedrift i sig selv, fordi Hyne ikke havde noget umiddelbart at sammenligne sig med. Den er, så at sige, skabt fra bunden. Han beskrev sin egen fantasyverden med Atlantis, og dette var da også med til at sikre bogen som lidt af en sensation på udgivelsestidspunktet.

Man kan på den led sidestille The Lost Continent med en række af de tidlige bidrag til den moderne fantasy fra århundredeskiftet, men jeg vil i virkeligheden hellere sammenligne Hynes indsats med det den finske Mika Waltari gjorde i Sinuhe, egypteren (Sinuhe egyptiläinen) fra 1945, hvor han præcis som Hyne rejste en mere eller mindre død verden for os. Waltari satte sig for at skabe et levende billede af oldtidens Egypten, der var andet og mere end kortfattede myter, og Hyne gør det samme med sit fiktive Atlantis.

Paperback, Bison Books 2002

Som litterært projekt, som spændingsfiktion og som tidlig fantasy står The Lost Continent i dag som et fascinerende værk, det lønner sig at opsøge. Romanen fik også, som sagt, stor betydning blandt pulpens amerikanske forfattere. Det gør den i hvert fald relevant at kende for de genrehistorisk interesserede, hvilket vil sige bloggens. Derfor skal der da også herfra lyde en varm anbefaling af The Lost Continent, der stadig kan gribe sin læser med magi, eventyr og undren.    

Paperback, CreateSpace 2008
Paperback, Bottom of the Hill Publishing 2014
Paperback, Armchair Fiction 2017
Paperback, Blackmore Dennett 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Leigh Brackett, The Sword of Rhiannon (1953): Pulp-eventyr på Mars

Paperback, Ace Books 1967. Forsiden er malet tidstypisk af John Schoenherr

Leigh Brackett var, ud over at være en af de få, prominente kvinder i det store hav af mandlige genreforfattere, også en af de særdeles stærke stemmer på det amerikanske bladmarked. Hun var en del af pulpens sølvalder i 1940’erne og 50’erne, og hun dyrkede et udtryk, der så tydeligt bagud mod Edgar Rice Burroughs og A. Merritt. Det var uden tvivl med til at fremme hendes popularitet, fordi hendes fortællinger fremstod som trygge, velkendte tekster uden alt for mange moderne, intellektuelle krumspring. Der er noget selvfølgeligt over hendes rendyrkede spændingsfiktion, der ikke undskylder for sin uforbeholdne eskapisme og romance.

Med The Sword of Rhiannon får vi da også præcis det, som Leigh Brackett var bedst til, nemlig eventyrligt ramasjang. Hun blander lige dele SF og fantasy til herlig cocktail, eller en uskøn blanding, alt efter hvordan man stiller sig i forhold til det såkaldte ”science fantasy”-udtryk, der jo bestemt ikke er alles kop the. Jeg elsker det, men det er en sidebemærkning.

Paperback, Ace Books 1967

Som stort set al anden pulp fra denne tid udkom romanen først i en forkortet form (1949), før den blev bearbejdet og udkom i bogform i ’53. Handlingen tager os til den livlige ørkenplanet Mars, hvor røvere, svindlere og andet godtfolk holder til. Her introduceres vi til arkæologen og gravrøveren (han er det ene, når det andet ikke er belejligt) Matthew Carse, der en sen aften indgår en skummel aftale med svindleren Penkawr, som har fundet et sagnomspundet gravkammer ude i ørkenen. Han har opdaget selve Rhiannons grav; en legendarisk figur i planetens historie, der har status af en mytisk forfader, mere sagn end virkelighed.

Carse er naturligvis mere end villig til at se graven, men da han endelig befinder sig i kryptens mørke, sker der noget besynderligt. Han slynges tusindvis af år bagud i tiden, og da han forlader graven, har verden omkring ham forandret sig. Ørkenen er blevet frodig og planetens udtørrede kanaler fyldte med vand. Nu er gode råd dyre for Carse, der på den ene side oplever enhver historikers drøm – han befinder sig nu rent faktisk i fortiden og kan med egne øjne se den verden, han har studeret så længe. Omvendt er det ikke rart at være strandet uden muligheder for at komme hjem.

Leigh Douglass Brackett (7. december 1915 – 18. marts 1978)

Her begynder et hæsblæsende eventyr, for selvfølgelig bliver Carse, der har bevæbnet sig med Rhiannons legendariske sværd, involveret i en politisk strid. Det sker dog ikke, før han er blevet taget til fange og har arbejdet som galejslave, startet et slaveoprør og forført en prinsesse. Som sagt, Edgar Rice Burroughs leverede skabelonen til Bracketts eventyr, og det gør sig ikke mindst gældende i denne roman.

Der er fart over feltet i historien, som udvikler sig og gradvist antager et mere og mere episk udtryk, som Carse stiger i graderne og indtager scenen som central figur i romanens konflikt. Det mest interessante i dette er ikke selve den oprørsfortælling, der ligger til grund for handlingen, men den metahistorie, der udspiller sig i romanens baggrund. Det viser sig, at er Rhiannon er et superintelligent væsen, der forud har planlagt hele det eventyr, vi nu læser, som en måde at korrigere en form for arvesynd. Det var ham, der introducerede moderne teknologi på Mars med frygtelige konsekvenser, og den skade skal Carse nu afhjælpe.

Paperback, Ace Books 1953. Romanens første udgave i bogform

Den del af historien fortælles ved, at Rhiannon flere gange overtager Carses krop i løbet af romanen. Carse mister dermed ikke bare sin egen tid, han mister også sig selv og sin krop. Det rejser nogle interessante overvejsler om, hvem der egentlig styrer hvem i romanen og giver Leigh Brackett mulighed for at lege med en række religiøse myter både fra den antikke og kristne tradition med førnævnte syndefald som absolut vigtigste samtalepartner for fortællingen. Ikke mindst rejser hun indirekte det spørgsmål, om biblens Gud kunne være et superindivid fra en anden planet og gør dermed også Carse analog med Kristus.  

Som sagt er der tale om rendyrket ramasjang, som ikke stiller synderligt store krav til læseren. Det er letbenet spændingsfiktion, der skal underholde. Måske netop derfor er der, som andre også har påpeget, noget slående ved romanens slutning. Her kommer Carse (selvfølgelig) hjem til sin egen tid med (selvfølgelig) en prinsesse ved sin side. Slutningen er dermed (selvfølgelig) lykkelig, men alligevel ikke helt, fordi den også er forbundet med stærk vemod.

Hardcover, T. V. Boardman 1956

Carse forstår først efter sin hjemkomst, hvor død, hvor ødelagt Mars er, da han ser den velkendte ørken igen efter at have været i den frodige fortid. Livet kan med andre ord aldrig blive det samme nu, fordi han indser, at han lever i en ruin skabt af dumhed og misbrug af teknologi. Samtidig er den kvinde, han har med sig hjem, fulgt frivilligt med, men hun er nu også uden hjem og tilknytning i denne ødelagte verden, der i hendes øjne ikke er andet end en askehob. At Brackett her har skrevet med sin egen samtids atomtrussel i tankerne, kan næppe betvivles.

Paperback, Ace Books 1975

Sandheden ligger i øjet, der ser, og Carse ser sig selv og sin verden med et andet blik efter at have oplevet syndefaldet på første parket. Romanens eventyr afsluttes dermed på bittersøde toner, der løfter den generiske pulp til noget mere og stærkere – i hvert fald for et kort øjeblik, der bliver hængende og langt overtrumfer de ellers let glemte fjollerier, som udgør hovedparten af bogen. Den følsomhed, som Brackett skriver med til sidst, ville ikke have gjort hende til nogen berømt pulpforfatter. Ikke desto mindre er det der kommer til udtryk her, er en gave, og det fortæller os, hvad der kunne være kommet fra hendes hånd, hvis hun havde skrevet i en anden tid, under andre forhold, eller hvis hun havde søgt bort fra den entydigt kommercielle stil, hun mestrede så godt.    

Paperback, Tor 1990
Paperback, Paizo Publishing 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

Jack London, The Star Rover (1915): “Turn off your mind, relax and float downstream…”

Paperback, Corgi Books 1976

Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.

Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.

Paperback, Corgi Books 1976

Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.

Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.

John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)

Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.

I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.

Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave

Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.

Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.

Hardcover, The Macmillan Company 1963

Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.   

London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.

Paperback, Sutton Publishing 1986

Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.

Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.

Paperback, The Journeyman Press 1987

Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.

Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987

Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.

Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter! 

Paperback, Canongate Books 1999
Paperback, Modern Library 2003
Paperback, Dover Publications 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007
Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010
Hardcover, Pequod Press 2011
Ebog, Orion 2015
Paperback, Fiction House Press 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Roger Zelazny, This Immortal (1965): Vi skaber os selv med sproget

Paperback, Methuen 1985. Forsiden er malet af Melvyn Grant

Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.

This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.

Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens første udgave i bogform

Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.

Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.

Paperback, Panther 1968

Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.

Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.

Paperback, Ace Books 1970

I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.

Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.

Paperback, Ace Books 1973

Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?

Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?

Paperback, Ace Books 1980

Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.

This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.

Hardcover, John Goodchild Publishers 1984
Hardcover, The Easton Press 1986
Hardcover, Ace Books 1988
Paperback, Baen 1989
Paperback, Gollancz 2000
Paperback, ibooks 2004
Paperback, ibooks 2011

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman