Tag Archives: Action!

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards har stået for den helt fantastiske forside!

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. Endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 4. Slave of Sarma (1970): Så til søs med den forargelige helt Richard Blade

Paperback, Pinnacle 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Her er vi tilbage ved Blade-serien; det fjerde i rækken, og sørme om ikke dette bind mere eller mindre rummer præcis, hvad de tre tidligere også havde på menuen? Det vil sige næsten det samme, for med Slave of Sarma tager Jeffrey Lord, et alias for Manning Lee Stokes, os ikke med ind i Dimension X med det samme.

Vores potente hovedperson, agenten Richard Blade, bliver nemlig sendt på en mission i London, hvor han skal agere lokkedue… for sig selv. Sagen er den, at MI6 har opsnappet, at russerne gennem lang tid har arbejdet på et tophemmeligt projekt kaldet T.W.I.N. Et projekt, hvor KGB træner spioner, der er vestlige agenters præcise dobbeltgængere. Dette bliver naturligvis hjulpet på vej med plastikkirurgi og alt muligt andet finurligt. Faktisk fylder beskrivelsen af TWINs metoder en hel del, og der bliver ikke sparret på noget. Det er således ganske absurd og ganske festligt, hvor meget energi russerne bruger på dette projekt, især når selve hensigten fremstår en smule uklart.

Naturligvis har Blade også en dobbeltgænger, og det er ham, som Blade nu skal forsøge at lokke frem. Desværre går missionen ikke som planlagt. Blade bliver taget til fange af KGB-spioner i London, og han holdes nu indespærret for en stund i en lagerbygning, hvor de sprøjter ham med et sandhedsserum og forhører ham. Scenerne minder ikke så lidt om Len Deightons The IPCRESS file (1965), hvor der tydeligvis er hentet en hel del inspiration.

Paperback, Pinnacle 1973

Det væsentlige er imidlertid, at mens Blade holdes fanget, lykkes det for hans russiske dobbeltgænger at snyde sig adgang til den maskine, der åbner porten til Dimension X. Det er med andre ord Blades alter ego, der bliver sendt af sted på mission denne gang – i hvert fald indtil Blade får kæmpet sig fri, ved blandt andet at udskide den skjulte bombe, som han (altid?) har i maven, og derved sprænge sig ud i friheden. Jeps, det er kulørte sager, det her!

Med Blade på fri fod kan han også komme ind i Dimension X, og her går jagten på hans russiske dobbeltgænger hurtigt over stok og sten. Denne gang er handlingen henlagt til Sarma, en form for antikt Grækenland eller øhavsrige, hvor Blade nok engang får kæmpet og kneppet sig vej op til samfundets top, kun for her at blive involveret i en kompliceret hofintrige. Det er bestemt ikke første gang. Alt dette sker dog ikke før, han har gennemgået en række prøvelser – som eksempelvis at blive angrebet af blodtørstige kæmpekrabber på den strand, hvor han vågner efter at være ankommet i Dimension X.

Paperback, Macfadden-Bartell 1970. Romanens 1. udgave

Som i de tidligere bind bliver Blades loyaliteter også løbende sat på en prøve, for naturligvis får han sig både underskønne, kvindelige allierede og nogle sølle mandslinger, der bævende må søge hjælp hos den fremmede machomand. Dette bind har, vanen tro, også en storladen, dramatisk konfrontation, for sådan har det været i alle de andre bind. Denne gang udspiller det sig til søs, hvor Blade deltager i et søslag mod en piratflåde. Det er festligt, men for mig at se er det egentlige højdepunkt den intense duel, som Blade må udkæmpe nede i fangekælderene under hoffets slot. Her bliver Blade kastet ned, så han kan bevise sit værd som mand og kriger. Blade må udkæmpe en duel på liv og død i komplet mørke… mod en blind kriger med superhørelse. Det er vildt og blodigt, ikke mindst fordi Blade får lejlighed til at bruge en stor sten som våben.

Hele præmissen for Slave of Sarma er naturligvis forvekslingshistorien mellem Blade og hans alter ego. Da de til sidst mødes, og Blade skal kæmpe imod sig selv, bliver det da heller ikke mindre dramatisk. Men der skal også ryddes op, for Blades dobbeltgænger har ikke ligget på den lade side, efter han besluttede sig for at ”hoppe af” i Dimension X og blive ved hoffet i Sarma, hvor man behandler ham som en blanding mellem en gud og en avlstyr.

Slave of Sarma er overordnet set ikke seriens bedste bind. Det er gentagende og historien en smule kompliceret, fordi vi skal bruge ganske meget tid på at høre om hofintrigerne samt ikke mindst, hvad den ”anden” Blade har lavet, før Blade selv ankom i Sarma. Tilmed gør bogen brug af nogle overraskende virkemidler, som at hovedparten af bogens slutning berettes som sider skjult i en flaskepost. Det er ikke optimalt, fordi det tydeligvis er en måde, hvorpå Lord/Stokes kunne komprimere handlingen og fremskynde historiens afslutning. Bogens sidste del har dermed mere karakter af et referat end egentlig, direkte prosa, hvilket må siges at være et eklatant fejlgreb, som sandsynligvis skyldes tidspres hos forfatteren.

Lydbog, Americana Publishing 2004. Selv i 2004 fik bogen en ganske “svulstig” indpakning

Men med det sagt, er der, som i forrige bind, noget fantastisk befriende ved bogens stupide vold og sex. Det er primitivt og voldsomt på en form for instinktiv facon, som gør det ret underholdende at følge Blades (u)gerninger. Som jeg skrev om sidste bind, så gør Blade alt det, som man ikke kunne drømme om at lade hovedpersoner gøre i dag. Ja man kan endda gå så vidt og sige, at der er noget moralsk forkert ved at læse en bog som denne. Det gør Richard Blade til noget forbudt, og vi ved jo godt, at det forbudte nu engang har en særligt forlokkende karakter.

Det er med andre ord derfor også vildt, plat, grotesk og underholdende, når Blade kæmper til døden i hulerne under slottet eller stikker prinsessen et par flade, før han smider hende på sengen og giver hende flere orgasmer. For naturligvis vil den stakkels dame domineres af Blade, der præcis ved, hvordan man håndterer en kold og utilnærmelig kvinde. Igen, det er så forkert og smagløst, at det bliver sjovt at læse, fordi Blade bliver indbegrebet på alt det, en mand ikke må være og alt det, som vi forhåbentlig har lagt bag os. Der kommer således heller aldrig en helt, der ligner Blade igen. Slap man Blade løs i dag, ville forfatteren blive stenet på stedet. Moderne helte kommer imidlertid hurtigt til at ligne bornerte skoledrenge, når de skal måde sig med den bramfri agent, denne serie handler om.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Poul Anderson, The High Crusade (1960): Undskyld, der er en ridder i mit rumskib?!

Paperback, Berkley Medallion 1978. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var Poul Anderson en af kongerne blandt de genreforfattere, der beskæftigede sig med SF og det, som vi i dag kalder fantasy. Han var både produktiv og innovativ, men vigtigst af alt formåede han at ramme den rigtige balance mellem alvor og letbenet underholdning samt ikke mindst mellem plot og tempo, som tiden læsere satte pris på. Hovedværket The Broken Sword udfordrede afgjort denne skabelon, mens indeværende værk, The High Crusade til fulde demonstrerer den og viser, hvorfor Anderson blev så populær.

Handlingen begynder i England i det herrens år 1345, hvor en lille lokal herremand er i færd med at forberede sig på deltagelse i krigen mod Frankrig. Sir Roger, som ridderen hedder, når imidlertid aldrig at komme afsted til Frankrig, for ud af det blå lander der et rumskib i udkanten af hans landsby. Rumskibet er bemandet med en besætning af arrogante rumvæsner; spejdere, der er på udkig efter nye verdener, som Wersgorix-imperiet kan indtage og udnytte.

Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Helt så let går det bare ikke denne gang, for Sir Roger har en masse riddere udstationeret i sin fæstning, der skal med ham i krigen mod Frankrig. Da rumskibet lander, tror ridderne indledningsvist, at det er et fransk trick eller noget sendt fra djævlen. Uanset hvad beslutter de sig for at slå først, og ridderne overrumpler dermed rumvæsnerne, som slet ikke er forberedte på modstand fra de ”primitive” jordboer.

For at gøre en lang historie kort, indtager ridderne rumskibet og lærer, gennem et overlevende rumvæsen, hvordan det fremmede fartøj kan flyves. Sir Roger beslutter sig for at gå på opdagelse med rumskibet, og han sender derfor hele sin hær ombord. Så langt så godt. De engelske riddere, de våbenføre mænd samt alle hjælperne, der ledsager krigstogtet, er snart efter i det ydre rum med kurs mod en fremmed planet.

Hardcover, Doubleday 1960. Romanens første udgave i bogform

Dermed begynder en utrolig krigshistorie, hvor Sir Roger og hans gæve riddere langsomt får knæsat rumvæsnernes imperie gennem snarrådighed, dristighed og held. Roger og ridderne er naturligvis godt hjulpet på vej af de ”rumvåben”, som de undervejs lærer at bruge, samt ikke mindst støtten fra andre befolkninger på ligeledes invaderede planeter.

Men, men, men. Sejren har en pris. Med sig ombord på rumskibet har Sir Roger sin unge, smukke kone Cathrine, der slet ikke er begejstret for al den krig og død. Hun føler sig overset, og mens Sir Roger indtager imperiet, taber han indadtil sit bagland.

Paperback, Dolphin Books 1962

The High Crusade er en røverhistorie på speed. Det er en absurd fortælling, der forsøger at jonglere langt flere stemninger på en gang, end hvad godt er, og det er en tåbelig, underholdende omgang ballade. Hele præmissen for fortællingen er omtrent så dum og utroværdig, som det kan blive, men pointen er naturligvis også, at læseren bare skal læne sig tilbage og lade herligheden udfolde sig i al sine uforpligtende flor.

Desuagtet er det alligevel interessant at kigge Anderson lidt i kortene og, så at sige, bevæge sig ind i romanens maskinrum. Der er nemlig to helt oplagte inspirationskilder for bogen, der har efterladt sig et kraftigt aftryk på handlingen.

Paperback, Macfadden-Bartell 1964

For det første har Anderson nemlig taget Mark Twains Connecticut Yankee og vendt den på hovedet. I stedet for at lade en moderne, teknologisk overlegen mand rejse tilbage til middelalderen, flytter han middelalderen ind i den teknologisk overlegne fremtid. Det bruger han til at demonstrere middelalderens kreativitet og vitalitet. Han kontrasterer altså den rå vildskab og viljestyrke, som middelalderens menneske er i besiddelse af, med de svage og dovne skabninger i rumimperiet, som teknologien har ødelagt. Robert E. Howard kunne ikke have udtænkt det bedre.

I alt dette er rumvæsnerne fra Wersgorix da heller ikke meget mere end statister, som vi kun får det vageste indtryk af. De er dovne, lumske og lettere uduelige, meget mere har vi sådan set heller ikke brug for at vide. Historien er nemlig mere eller mindre en parodisk fejring af mennesket som den hårdeste hund i universet, hvilket fremstår som en kærlig hilsen til forfatterkolleger som eksempelvis Robert Heinleins fiktion.

Paperback, Macfadden-Bartell 1968

Det andet væsentlige afsæt for romanen kommer fra Kong Arthur-myten. The High Crusade bliver nemlig en form for genfortælling af kerneelementerne i den fortælling. Takket være et utroligt våben (rumskibet = Excalibur) lykkes det Roger at samle et folk og føre dem fra den ene triumf til den anden, men sejrens pris er, at han mister sin dronning Guenevere, Cathrine, til sin betroede højre hånd. Midt i den episke kamp og kage lurer tragedien dermed i baggrunden og gør sejren bitter for Roger.

The High Crusade løb som føljeton, før den blev skrevet sammen i romanform, og det kan som altid mærkes. Handlingen gør flere gange nogle stemningsmæssige spring og efterlader hver gang løse ender. Der er på den led ganske meget uforløst og uklart i romanen, der trods sin slående enkelthed alligevel afsluttes med en del åbne spørgsmål.

Paperback, Manor Books 1975

Det er med andre ord alt for let at finde mangler i romanen, der er præget af en god portion dilettanteri. Men omvendt er det netop i den løsslupne, famlende fremstillingsform, at styrken i bogen ligger. Anderson drøner afsted med sin læser som blind passager og ser sig ikke tilbage. Det er gonzo-SF eller pulp af den reneste aftapning, skrevet før udtrykket endegyldigt stagnerede i pasticher og nostalgisk sværmeri.

Som du nok fornemmer, har jeg et ømt punkt for bogen, der er et hurtigt læst, fornøjeligt bekendtskab, man ikke sådan uden videre glemmer. Om ikke andet, fordi den er så umanerligt tåbelig…

Paperback, Corgi 1981

Hardcover, Severn House 1982

Paperback, Berkley Books 1983

Hardcover, Baen 1991

Paperback, Baen 1991

Paperback, Baen 2010

3 kommentarer

Filed under Roman