Tag Archives: Action!

H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007
Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010
Hardcover, Pequod Press 2011
Ebog, Orion 2015
Paperback, Fiction House Press 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Roger Zelazny, This Immortal (1965): Vi skaber os selv med sproget

Paperback, Methuen 1985. Forsiden er malet af Melvyn Grant

Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.

This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.

Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens første udgave i bogform

Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.

Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.

Paperback, Panther 1968

Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.

Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.

Paperback, Ace Books 1970

I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.

Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.

Paperback, Ace Books 1973

Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?

Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?

Paperback, Ace Books 1980

Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.

This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.

Hardcover, John Goodchild Publishers 1984
Hardcover, The Easton Press 1986
Hardcover, Ace Books 1988
Paperback, Baen 1989
Paperback, Gollancz 2000
Paperback, ibooks 2004
Paperback, ibooks 2011

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards har stået for den helt fantastiske forside!

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. Endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

2 kommentarer

Filed under Roman