Tag Archives: Affront

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling